lørdag den 21. juli 2012

7. søndag efter trinitatis 2012


I dag er det et år siden, at en mand skød og dræbte 68 mennesker på Utøya. Det rystede os alle. Og det skræmte os, at han havde unge mennesker som målet.

Jeg husker præcis, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, da jeg fik nyheden om massakren. Jeg husker vantroen og den sorg, jeg med det samme følte, også selvom jeg hverken har familie eller venner, der var involveret.

Og så husker jeg søndagen. Jeg afholdt gudstjenesten den søndag, og husker stemningen. Den tunge stemning, det er, at vide, at lige nu får den ene familie efter den anden at vide, at deres barn ikke overlevede.

Og så husker jeg prædikenteksten. Peter, der har forsøgt at fange fisk hele natten uden held, og Jesus, der kommer til ham, og siger: prøv igen. Det gør han, trods træthed. Og det forunderlige sker, at nettet fyldes af fisk. Fortællingen gav mening i en tid, hvor mange havde lyst til at give op, smide håndklædet i ringe og lade sig overmande af vrede og hævnlyst. At vi igen skulle smide vores net ud, i naiv tillid til, at der var mere at få, hvor alt så øde ud. At der er glæde at finde, hvor sorgen er stor.

Og ja, jeg kunne have nævnt så mange andre tragedier, som i denne tid synes at stå i kø i nyhedsstrømmen. Meningsløse dødsfald, bestialske handlinger mod uskyldige mennesker og en natur, der lige nu synes at kæmpe mod os.

Og nu er der allerede gået et år siden den dag, hvor skrig fyldt luften over en norsk ø. Og nogle mindes det stadigvæk, hvor andre allerede er blevet trætte af at høre om det.

Tiden arbejder ikke altid med os, men kan synes, at arbejde mod os, når den får os til at glemme tragedier. Får os til at sige til hinanden ” nu skal vi også begynde at tale om noget andet” eller ”Nej, nu har vi set nok fra den retssag i Norge.” Tiden kan få talen om tragedier til at kede os. Og da er det ikke bare tragedien, vi underkender, men også glæden ved livet.

For da bliver tragedier til ren underholdning. Og underholdning forlanger at blive fornyet, så den kan bevare sin tilskuers interesse. Falckredderen har ofte større problemer med folk, der stimler sammen for at kigge på, end de har med at redde liv. Virkeligheden er blevet en tv-skærm, hvor vi kræver en ret til, ublu, at se på, mens vi både kan kommentere og pille næse. I en artikel af Lasse Vöge (http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE28384/hvad-glor-vi-paa/) kalder han det for ”kollektiv opstemmende begær efter virkelighed”. Tragedien er blevet underholdning, der skaber sammenhold, og det samme sker da også for glæden. Glæden er blevet det, vi kræver.

Hvor ofte hører vi ikke om mennesker, der søger et liv, hvor der kun er lykke og glæde. Og de søger det aktivt gennem kurser, målsætninger og handlinger. De gør hvad de kan for at undgå smerte og lidelse. Og måske der i deres baghoveder er en stemme, der bilder dem ind, at de er mislykkede mennesker, hvis ikke de hele tiden er glade og tilfredse. Som om selve utilfredsheden eller smerten ved livet, er bevis på en fiasko. Da bliver glæden på lige fod med en tragedie en handelsvare, vi kan få fingrene i, bruge af og få stillet et behov.

Men kunne det tænkes, at tragedien ikke er sat i verden til vores underholdning, og kunne det tænkes at glæden er mere en et bevis på vores succes i livet?

Kan vi tænke anderledes om både tragedien og glæden, uden at ende der, hvor vi siger, at lidelsen er til, for at vi bedre kan forstå glæden. Hvis man gør dem afhængige af hinanden på den måde, da forfladiger vi både tragedien og glæden.

De er ikke afhængige, men de er derimod begge en del af et liv. Vi oplever både sorger og glæder i livet, men i hvilket mål, vi får det, ved vi ikke. Og derfor kan også bliver slået af den største følelse af uretfærdighed, når ulykker rammer den uskyldige. Ulykken rammer altid netop som: en ulykke. Som noget uventet og uvelkomment.

I dagens evangelium hører vi om, at ikke en eneste spurv falder til jorden uden jeres far. Altså ikke et eneste væsen dør, uden Gud.

Der er blevet tolket på dette sted i mange retninger i tidens løb. Og ofte hører man, at en spurv ikke falder til jorden uden, at det ikke også er Guds vilje.

Problemet med den måde, at læse det på er, at det lyder til, at Gud har en vilje med ulykken. Og da ligger det besnærende nært at lave den slutning, at hvis Gud har en vilje med ulykken, må jeg have fortjent det, der rammer mig. Gud hævner sig på mig, fordi jeg laver fejl. Pludselig bliver livets uforudsigelse sving vores egen skyld. Vi tager en skyld på os, for noget, vi ikke har magt over. Det er et stort ansvar at tage, og slet ikke vores. Vi kan ikke læse Guds vilje ud af det ulykkelige, der hænder os – ud af de tragedier, der rammer. Tragedier sker på trods af Guds vilje med os. På trods! Hvorfor ulykker så sker, ved vi ikke. Det meningsløse er jo netop i sin natur: meningsløst. Der er ingen mening med ulykker, og hvorfor det rammer netop dem, de rammer.

Stedet kan altså tolkes på en anden måde. For der i dag hører vi også Jesus sige, at en discipel ikke står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sig herre. Han taler ikke her om rang, men derimod om skæbnefællesskab. Vi er sat i samme liv med samme vilkår. Gud er steget ned fra himlen for at være sammen med os her på jorden. Og læser man det på denne måde, at Gud har sat sig selv ind i livet, sammen med os, da falder de to spurve til jorden, ikke fordi Gud ønsker, at de skal dø, men i faldet er Gud med dem. Og er Gud klar over to små spurves fald mod jorden, da hvor meget mere så ikke os mennesker, som han har skabt i sit eget billede? Selv antallet af hår på vores hoved, kender han.

Og da bliver de ord, der gentages i dag: Frygt ikke – til en forvisning om, at vi ikke er alene. Frygt ikke, siger Jesus til. Frygt ikke.

Og det giver os derimod et ansvar, vi kan bære. For livet handler ikke om, at tage en skyld på os, der ikke er vores. Det handler om, at vi bliver sat frie til at leve vores liv, fordi vi ved, at Gud er med os.

Gud er ikke bare en dukkefører, der sidder i sin himmel og bestemmer over os. Nej, han kommer helt herned, og går lige ved siden af os i vort liv. Og når det uretfærdige sker, når ulykken rammer og vi råber til himlen i afmagt og smerte, da råber han med os. Skriger sine lunger ud af smerte sammen med os.

Hjælper det noget, ville nogle spørge? Har I tænkt over, at når man han problemer, så er det værste de mennesker, der vader ind i dem, og fortæller os, at vi ”da bare lige skal gøre sådan og sådan”. Det hjælper intet. Men det menneske, der tør gå ind sammen med os til problemets kerne og tør udholde vores tvivl, smerte og sorg, giver langt større lindring. Det er hvad Gud gør hele tiden med os. Han forlader ikke vores side, men er med fra evighed til evighed. Han sørger for vores udgang til livet, og han er der, når vi skal gennem indgangen til himlen.

Og da er det, at han kan sige: ”Frygt ikke. Jeg er med dig hele vejen, også de steder, hvor andre giver op, eller dine egen kræfter slipper op – da er jeg med dig. Gennem sorgen og gennem tragedien – gennem livet og gennem døden, da er jeg lige her.”

Gud er med os ene og alene, fordi vi er til. Her bliver glæden til mere end tragediens modsætning.

Eller som Axel Juel formulerer det:

Dejligst af alle glæder

er glæden for slet ingen ting.

Ikke for noget, du kan eller vil,

glæden for intet og glæden for alt,

glæden: fordi du er til.



Teksten:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«Matt 10,24-31

søndag den 15. juli 2012

6. søndag efter trinitatis 2012



Jeg var for et par år siden til festival. Men ikke en som vi ser det på Roskilde eller i Skanderborg. Nej, jeg var til Hidu festival i Indien. Nærmere betegnet Kumb Mehla i Haridwar, der ligger ved Gangesflodens bred.

Festivalen finder kun sted hver 12. år, og er derfor et tilløbsstykke. Hinduer fra hele rejser tusindvis af kilometer så de kan deltage i denne festival. Flere af dem, har sparet sammen i årevis for at få råd til rejsen.

Legenden fortæller, at der i mytologisk tid skulle være spildt en udødelig væske – en nektar – ned i floden, da nogle af guderne skændtes.

Tanken er nu, at der ved særlige gunstige tider, hvor sol og måne står korrekt, da kan man som pilgrim bade i Ganges ved solopgang, og der får vaske alle sine tidligere synder af – og ikke bare dem fra dette liv. Hinduer tror, at vi har en uendelig mængde af liv, vi skal befries fra, men synderne holder os fast. Ved at vaske sig en solopgangsmorgen i den smukke flod, kan man vaske sig ren.

Kumb Mehla tiltrækker ikke bare pilgrimme, men også de hellige mænd, Indien har så mange af. Det er mænd, der på et tidspunkt i deres liv, har forladt alt de ejer, for at leve fra hånden til munden – enten af det, de kan finde i naturen, eller af gaver fra tilbedere.

Der er forskellige stadier af hellige mænd. Nogle holder med at indtage fast føde, og skulle efter sigende have levet udelukkende af te og mælk i flere årtier. Andre er mere ekstreme og nøjes ikke med blot at forlade hus og hjem – nej, de forlader også det tøj de har på. Og således vandrer de i deres Adam-kostume – så nøgne som de er kommet ind i verden – rundt i landskabet. De gnider asken af brændte ko efterladenskaber ind i deres hud og står med deres grå-hvide hud i skarp kontrast til de mørke indere. Naga Babas bliver de kaldt.

Men de mest ekstreme er dem, der udsætter sig selv for tortur. Således mødte jeg i Indien en mand, der for flere årtier siden havde hævet sin venstre arm i vejret, og havde holdt den der. Hans muskler stivnede, og nu kan det slet ikke lade sig gøre for ham, at få armen ned. Han må resten af sit liv gå med en arm hævet, som et bevis og et symbol på den ufattelige udholdenhed og kontrol han har, over sit eget liv.

Dagens evangelium kan klinge med som et ekko af dette nutidige fænomen – nemlig den totale, karikerede og ekstreme måde at leve et liv på. Sælg alt du ejer, siger Jesus til den rige, unge mand. Men du skal ikke nøjes med at sælge det – og skille dig af med det. Nej, du skal også give det, du tjener på det, til de fattige.

Overvej lige, hvor meget I har liggende i øverste køkkenskuffe derhjemme. Det er bare EN skuffe i et køkken. Tænk så på, hvad der ligger i de andre skuffer, i jeres gemmer, i garderobeskabe og reoler og i kælderen. Kan I sælge det? Hvis svaret er ja, så siger Jesus, IKKE at du blot skal sælge det, du kan undvære. Han siger faktisk sælg ALT, du ejer. Altså også arvesmykket fra din tante, modelflyet, du byggede som barn, vielsesringen du bærer efter din elskede døde, bogsamlingen, kolonihaven og sågar din hårbørste. Sælg alt du ejer. Det er ikke så lidt.

Og når det er solgt, skal du ikke købe nyt, men give overskuddet til en fattig. Måske en hjemløs, der hænger ud ved Klostertorv eller måske en, du kender, der lige har mistet sit job, og står med håret og humøret i postkassen.

Kan du det?

Ok, jeg vil gerne ligge hovedet på blokken – for det kan jeg altså ikke. Jeg vil gerne sælge det, jeg tror, jeg kan leve uden, men at sælge ALT jeg ejer – det kan jeg ikke.

Og dog – hvis jeg nu med sikkerhed vidste, at dommedag var nær, og at det ville sikre mig en plads i Himlen, ja, skal I se mig sætte et skilt med Loppemarkedsalg op.

Men nu ved jeg jo ikke, hvornår dommedag kommer. Og virker det ikke også, nu vi tænker over det, lidt nemt, at man kan købe ”en billet til forestillingen” (altså en billet til himlen) ved at sælge sine ting?

Og jeg har jo ikke lyst til at begynde at sælge ud af mine ting. Må jeg som manden, der møder Jesus gå skuffet derfra?

Der er i den tid, vi lever, i høj grad en søgen efter en mening med livet. Livet skal være meningsfyldt – det man laver, skal være meningsfyldt. Og helst skal både arbejde, privatliv og hobbyer går op i en højere enhed. Være en slags statement over den succes, man gerne vil have livet er – man gerne selv vil være måske. Men der er også i høj grad en søgen efter en åndelig mening – en spirituel mening. Mindfulness og meditation er blevet ord, der bruges også på arbejdspladser. Holismen noget de kommende sygeplejere bliver undervist i.

Det er gået op for os, at vi mennesker er både krop og sjæl – at vi er ydre og indre. Og det er ikke nok at have styr på det ydre. Vi kan ikke nøjes med det ydre – nøjes med at have støvsuget eller at have betalt vores regninger. Vi kan heller ikke nøjes med at gøre syge raske. Vi er helheder. Vi er både ydre og indre.

Vi kan ikke nøjes med at have støvsuget, hvis vi har vendt os bort fra en, der bad om vores hjælp.

Vi kan ikke nøjes med at have betalt vores regninger, hvis vi har spredt nedbrydende rygter om et andet menneske.

Vi kan ikke nøjes med at helbrede den syge, hvis den syge er gået i stykker i sit hjerte.

Vi må have helheden med. Men hvordan?

Pilgrimmene i Indien forlader alt det, de ejer, for derefter i ekstremerne at søge åndelig mening.

Er det det Gud vil have af os? Ekstremer?

Og vi får svaret. For vi stræber – vi vil så gerne have at vide, hvad vi skal gøre, for at det hele giver mening. Vi har i os alle sammen en længsel i os efter meningen. Læg mærke til hvordan det selvmordstruede jo netop står et sted, hvor meningen med livet er forsvundet. Vi lever fordi livet giver mening for os. Det er meningsfyldt.

Her taler jeg ikke om den dybe, forkromede universelle mening med livet, for den kender jeg ikke, andet end, at Gud skaber verden og ser den er god. Her taler jeg tværtimod om en meningsfyldt tilværelse.

Og den søger vi alle sammen – alle.

Og således også den unge mand i dagens evangelium. Han har gjort alt det, der er blevet bedt af ham – overholdt loven. Og nu kommer han til Jesus, for at høre, hvad han nu mangler på sin tjekliste. Manden har alt det ydre med – alt det, der er nemt. Nemlig loven. At overholde en lov er nemt nok, hvis gevinsten er tilpas stor – eller frygten tilpas overmandende. Da gør vi gerne, som vi får besked på.

Hvis I kender filmen ”The Wave”, vil man her finde et godt eksempel på, hvad der sker, når grupper følger ordrer. Ordrer, der bliver en lovreligion for dem – der gør dem bedre end andre, netop fordi de netop følger loven. Filmen, der i øvrigt er sandfærdig, handler om et High School projekt i USA, hvor en lærer laver en bevægelse for i virkeligheden at lære sine elever om nazismens totalitære regime, og de kræfter der ligger bag, når fornuftige og rationelle mennesker falder for ideer, der nedbryder enhver form for civilisation og menneskelighed, så får at vide hvad ekstrem lov overholdelse kan munde ud i. Og det viser sig, at elverne hurtigt tager hans slogans til sig: Strength through discipline, community and action. Altså styrke gennem disciplin, sammenhold og handling. De fik en masse love, de kunne holde, og det ender, som sådanne regimer ender, med vold. De troede, de var bedre end andre. Dem der var uenige med dem, skulle holde mund, om det så, krævede voldelige handlinger. Filmen ender med at den lærer, der skabte forsøget, viser dem en film om 2. verdenskrigs manipulation af en hel befolkningsgruppe. Og da går det op for eleverne, hvad de har været udsat for, og hvor nemt de lod sig rive med.

Det er et ekstremt eksempel på ekstrem lov overholdelse. Gud ønsker ikke af os, at vi skal være ekstreme. Vi skal ikke med Bibelen i hånden, banke andre oveni hovedet, fordi vi selv mener, at have overholdt det, Gud siger, vi skal overholde. Det er at gøre vold på sin selv, sine medmennesker og sidste instans er det blasfemisk overfor Guds kærlighed til os.

Han ønsker sig ikke andet end os. Som dem vi er – både det ydre og det indre. Og sidder du nu og tænker, at det ikke kan passe, for der er noget i dit liv, som Gud helt sikkert ikke vil have med at gøre – så er forkyndelsen – det gode budskab – at Gud vil have HELE dig. Både dit ydre, og det indre, du ikke kan lide. Gud vil have DIG.

Det frigørende, åndefyldte, græsgrønne, sprudlende budskab er, at Gud holder af dig som du er.

Det vi ikke kan – det kan Gud. For ham er det umulige mulige – nemlig, at Guds rige også bliver givet til det menneske, der mindst af alt fortjener det. For man kan ikke tjene sig vej ind i Himlen. Gud er ikke i forhandling med os om vores sjæle. Vi kan ikke tjene duksepoint hos ham. Det handler tværtimod om, at vi skal turde stole på, at Guds kærlighed også gælder dig. Kun Gud kan give os vejen til sit rige – og den giver han os. Det har han allerede gjort. For Gud er alt muligt.

Det er der mening i. Det er der kærlighed i. Det er der muligheder i.

Gud holder af os som vi er.




Teksten:


Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26

mandag den 9. juli 2012

4. søndag efter trinitatis 2012



”Den der vil være venner med alle, har ingen venner”

Dette lille ordsprog findes på mange køleskabsmagneter, skrevet på mange offentlige toiletter og sagt til mange mennesker, der forfejlet har forsøgt at gøre alle omkring sig tilpas.

Eller sagt med andre ord, du skal ikke forsøge at gøre dig til alles ven, da det ikke kan lade sig gøre. Men betyder det så omvendt, at man skal sikre sig et par fjender, for derved også at sikre sig sine venner?

”Ingen går gennem livet uden venner og fjender”

Også denne hverdagspoesi kender vi. Det er en erkendelse af, at du ikke kan leve dit liv uden at opleve både venner og fjender. Men at erkende, at det er en del af et liv, er ikke det samme som, at vi bryder os om det.

Nogle fjendebilleder skræmmer os. I en terrorbevidst tid, kan en fjende springe frem som en trold af en æske, når vi mindst venter det. Og altid det sted, vi mindst regner med det. Vi gyser ved tanken om mænd som Anders Breivik, der på kort tid ikke bare forandrede livet for så mange familier, der nu må leve med savnet af deres unge, men som også forandrede en helt nations identitet.

Men fjender kan også give os en følelse af sammenhold. Tænk bare på nytårsaften, hvor pigekoret med smil på læben og et ungdommeligt glimt i øjet synger: ”Hans værge hamrede så fast, at gotens hjælm og hjerne brast”. At der bliver sunget om flydende hjernemasse forbigår de flestes opmærksomhed, fordi vi taler om fjenden. Vi holder sammen mod en fjende, og det giver os en følelse af sammenhold.

Vi er sammen om hadet til fjenden. Fjenden bliver objekt for vores trang til hævn, et mål for et had og en vej til at opnå en følelse af retfærdighed. For faktum er, at man jo altid vil føle at fjenden tager fejl, og man selv har ret. Og at besejre en fjende, vil derfor altid være det mest retfærdige.

At fjenden så tænker det sammen, kan i den sammenhæng forekomme mindre væsentligt.

Vi holder sammen om fjenden. Mange venskaber og alliancer kan have det tilfælles, at de kan blive enige med hinanden om, at de andre er nogle idioter. Kan man ikke blive enig om andet, kan man da blive enig der.

Men en fjende kan også være den personlige fjende. En du kender, en der måske er gået dig for nært, en der har såret dig, skubbet dig ud – eller fået dig til at føle dig lille og ved siden af. En som du bare må gøre til fjende, fordi det ellers gør for ondt at tænke på.

Men også nærhed, kan nemt blive distance. Man ser, at de mest nære venskaber og det mest kærlige ægteskab kan forandres til en slagmark. Og man spørger sig selv, hvor kærligheden er blevet af? Blev den slidt op – var der kun et vist mål, og brugte de af den for hurtigt? På sidelinjen undres man over, hvordan to mennesker kan ende der.

Men det er ikke et moderne udslag af tiden. Det er desværre noget, vi finder mange steder. Bibelen, og især Gammel Testamente, er fyldt med fortællinger om fjendebilleder.

Tænk bare på Kain og Abel. Man er ikke nået ret meget mere end få sider ind i Biblen før vi har det første mord – og tilmed et brodermord.

Kain bliver optændt af jalousi fordi Gud tilsyneladende tager i mod broderens offer og ikke hans egne. En jalousi, der munder ud i had og til slut mord.

Eller lignelsen om den fortabte søn. Den ene søn, der bruger hele sin arv på sjov og ballade, og derefter vender hjem med hatten i hånden, ydmygelsen på ryggen og stoltheden solgt, for derved forhåbentligt, om ikke andet, så at kunne arbejde som tjener for sin far. Men faren tager med åbne arme mod sin hjemvendte søn og giver ham den største fest; mens den ældste søn – den søn, der blev hjemme, opførte sig som han skulle, var pligtopfyldende og ordentligt, ingen fest får. Optændt af harme og følelsen af at være forbigået, går han til sin far og påpeger uretfærdigheden. Han kunne ikke unde sin bror en fest, fordi han følte den tilkom ham.

Mennesker, der har al mulig grund til at holde sammen, ender med at misunde hinanden, og blive fjender.

Ja, tænk bare på hvordan det kan udfolde sig, når søskende skal dele boet efter deres forældre. Hvordan slåskampen om et bestemt smykke eller et maleri, kan splitte hele familier fra hinanden i en sådan grad, at de aldrig bliver forsonet.

Jo, fjender kender vi til. Og så siger Jesus, at vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os.

Vi skal elske dem, vi hader, og bede for dem, der gør vores verden utryg.

Det kan synes som en umulighed, og ofte er det umulige i det netop blevet påpeget. Vi har da i høj grad brug for nåden – tilgivelsen, når vi igen og igen fejler i kærligheden til fjenden. Men at vente på nåden, må ikke blive vores undskyldning for at vente på livet – og vente på at forsøge, at gøre det, som Jesus fortæller os. Nåden – tilgivelsen – må ikke blive sovepuden i livet. Nåden må ikke gøre os ligeglade eller dovne i forhold til hinanden.

Luther sagde, at havde man troen, så ville gode gerninger komme automatisk. Det har han ret i, og ingen har troen hele tiden i den grad, der et helt liv igennem gør netop det muligt. Så vi har brug for at gentage Jesu ord for hinanden, minde hinanden om, at det at leve sammen også er et ansvar. Et ansvar overfor næstens ve og vel i det omfang vi magter det. Og magter vi det ikke, hvilket vi ikke altid gør, da er det, at dommen over os, er nådens dom. Frikendelsen i kærlighed – som en far, der ser sin yngste søn kommer gående hjem, og breder sine arme ud for at omfavne ham.

Jesus siger, at vi skal elske vores fjender. Vi skal elske der, hvor det er sværest at elske. Og her er kærligheden ikke den forelskelse eller følelse vi får af at se på et barn, der tales om, men en kærlighed der har sine rødder i handlingen. En kærlighed, vi skal vise hinanden ene og alene, fordi vi står foran et menneske som os selv.

Og faktisk så kan vi godt lide historier om mennesker, der trods al mulig grund til at hade en fjende, faktisk formår at tilgive denne. Vi hører om det i Sydafrika, hvor forsoningsarbejdet mellem sorte og hvide, gør at tidligere fjender nu mødes som venner. Vi hører om det, når voldsofre møder deres gerningsmand, og ender med at tilgive. Vi vil gerne høre, at det kan lade sig gøre – vi længes måske ligefrem efter sådanne historier, fordi de gør verden smukkere, og giver os et håb om, at fjendskaber kan overvindes af tilgivelsen.

Og er det ikke netop det, som Jesus siger, vi skal? At vi skal insisterer på at elske, selv der hvor kærligheden kan være svær at vise.

Hvis man opgiver at forsøge at elske sine fjender, blot fordi det er svært, er det så ikke netop selve kærlighedens magt vi tvivler på? Vi skal fastholde den mulighed, der ligger i kærligheden, også når vi ikke selv magter det.

Gud lader sin sol ramme retfærdige og uretfædige – vi skal ikke gøre hinanden til fjender, eller sidde med vores retfærdigheds sans og gøre bestialske handlinger legale, fordi de sker mod vores fjende. Og aldrig må en religion tages som gidsel i en kamp mod en fjende. Kristendom skal være den målestok, du bruger til at kunne påpege, når den svages ret, bliver krænket; men det må ikke være kristendommen du tager med i hånden på slagmarken. For kristendommen laver ikke fjendebilleder, eller holder med en bestemt side. Kristendommen er troen på, at fjendebilleder skal smuldre væk, så vi til sidst kun ser hinanden som medmennesker. Når Jesus siger, vi skal elske vores fjender, så skal vi overfor ethvert medmenneske insisterer på, at ville se menneskeligheden. Ikke en af os er mere elsket af Gud end den anden – vi er alle hans børn om vi så er broderen, der aldrig har veget fra hans siden, broderen, der ødslede formuen bort eller sågar broderen, der slog ihjel. Og det kan Gud gøre, fordi han ser mennesket først – ikke handlingen. Jesus siger, vi skal elske vores fjender.

Så, se på dig liv, hvor er din fjende. Se på den fjende, hvor er mennesket. Se på det menneske og elsk det.






Teksten:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

2. søndag efter trinitatis 2012



Da jeg var barn tog min far mig ofte med ind på Naturhistorisk museum i Universitetsparken. Det var et legeland for en nysgerrig lille pige, og især husker jeg en udstilling om DNA. Man havde lavet kæmpe overdimensionerede DNA tråde, så tilskueren kunne se, hvordan det, der mest lignede en musetrappe, snoede sig rundt om sig selv. DNA’et var til udstillingen bygget af klodser for at illustrere, at det er DNA, der afgør, hvilke klodser, der bygger os som mennesker. Det er både opskriften på og manualen til et menneske. Har man fejl på sit DNA kan man blive født med alle mulige slags sygdomme, eller fysiske skader. DNA’et bestemmer os.

Det står skrevet i dine gener.

Udtrykket: ”Vand er tykkere end blod” får en ny og styrket betydning, for ikke bare kan man nu mene, at man følelsesmæssigt er mere bundet af blodet end vandet; men selve blodet er medstemmende for, hvem du bliver som menneske.

I disse år er der mere fokus på det end nogensinde. Ikke bare indenfor videnskaben, men også videnskabsjournalister skriver om deres gener i bøger, man kan købe på hylderne i DSB kiosker. Der bliver talt om stamceller og forskning. Kvinder overvejer at få fjernet deres bryster, fordi chancen for at udvikle brystkræft står skrevet i deres gener. Forældre fravælger børn, fordi chancen for at få et barn med en skade står skrevet i deres gener. Du kan få et kort bestilt på nettet over dine fremtidige sygdomme, fordi de står skrevet i dine gener. Du er afsløret allerede inden du var klar over, at der var noget, der skulle afsløres. Dit liv er allerede lagt ud foran dig, inden du er kommet i gang. Og nogle af os kan lige så godt give op på forhånd, fordi chancen for at det går som det skal, og man dør gammel og mæt af dage i en seng, er forsvindende lille.

Det står skrevet i dine gener.

Og midt i al denne afsløring, afdækning, opremsning og opstandelse over gener, står et menneske tilbage, der forsøger at følge med. Og forsøger at forstå, at det liv, der før var fyldt med håb, drømme og fremtid, på blot en strimmel papir efter en tur i laboratorium lige så godt kan opgive med det samme.

Det står skrevet i dine gener.

Men det er jo ikke generne, der er problemet – eller generne, der skal udråbes til de store skurke. Generne er der, og ja, de giver os nogle sandsynligheder i livet for den ene eller den anden mere eller mindre livsfarlige sygdom. Men helt ærligt, så kan en tur på cykel også koste dig livet. Og det står IKKE skrevet i generne.

Det står ikke skrevet i generne, at vi skal leve et liv, der netop ikke er afhængig af vores indre sammensætning, men hvor vi er afhængige af hinanden.

Det står ikke skrevet i generne, hvem du forelsker dig i, hvem der knuser dit hjerte. Det står ikke skrevet i generne hvilken uddannelse du tager og hvad du kommer til at arbejde med. Og det står ikke skrevet i generne, hvilke glæder og sorger, der kommer til at præge dit liv.

Der er ingen grund til at opgive med det samme, fordi det står skrevet i dine gener. Der er ingen grund til at tro, at fremtiden allerede er levet, fordi det står skrevet i dine gener.

Der er al mulig grund til leve, fordi Gud har skrevet på dit hjerte. Gud har allerede begyndt noget i dig. Og det står ikke skrevet i dine gener. I dåben skriver Gud sit navn på barnets hjerte, og vi tegner et kors over ansigtet og brystet – et kors over hjerne og hjerte. Et kors, der vidner om, at Gud har blæst sin livsånde ind i det lille menneske og dermed også sin egen ånd. At det lille barn, der ligger der, nu har fået en ny fortælling skrevet på sig – en fortælling, der taler om, at trods livet og på grund af livet, så er Gud med det. Gud er med det barn med sin endeløse kærlighed, sin endeløse tålmodighed og tilgivelse.

Men hvad nu med evangeliet til i dag?

Dagen i dag bliver ofte kaldet for trinitatistidens langfredag. Evangeliet er hårdt og lige på. Der bliver talt om, at man skal hade sin familie, ja endog sit eget liv, hvis man vil følge Jesus. Og der står skrevet, at den kloge mand inden kamp og inden han bygger et tårn, skal beregne om, det overhovedet kan lade sig gøre. Ser man på det gennem sit genoms smukke briller, så vil det straks give mening, for den familie – de forældre, der har videregivet et uhensigtsmæssigt gen, har man grund til at være vred på. Og man bør også lave beregninger på sit liv inden, man går i gang med det, om det procentvis giver mening at leve det.

Men det giver netop ikke mening, at forsøge at beregne sit liv, eller at se på sit liv gennem økonomens øjne. Vi kan ikke tale om vores liv som om det er noget, vi kan regne os ud af. Vi må ikke tale om vores liv som om det ikke var andet end penge i banken, vi kan hæve og trække på. Livet er ikke en forretning. Livet er ikke en udregnet sandsynlighed.

Livet er dit.

Ser man på evangeliet gennem menneskeøjne, gennem sin kærligheds smukke briller, da giver det straks mening. For kærligheden kræver dig. I oversættelsen står der nu, at man skal hade sine forældre. Men ordet kan også oversættes med, at man skal bryde op eller opgive. Hvorfor skal man opgive sin familie? Ikke af vrede over gener, men opgive for at kunne udvide, fordi vi skal indse, at familie er mere end gener. Vi er med i en større familie end gener og slægtsforskningen kan finde frem til. Vi er med i Guds familie.

Det er tydeligt i dåben. I dåben bliver barnet løftet ind i en større sammenhæng, nemlig ind i menigheden og Guds sammenhæng. Vi siger, at barnet nu tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Barnet er ikke kun forældrenes, men også Guds barn.

Og det Guds barn rejser vi os for, som der også har været en menighed, der har rejst sig for os, da vi blev døbt. Stået op for enhver, fordi der er mere at sige om enhver af os end det liv, man kan beregne sig frem til. Fordi der til vores livsfortælling lægger sig Guds fortælling om os mennesker; nemlig vi alle er en del af Guds børneflok – at han er vores familie.

Og når vi om lidt går til nadver, så får vi lidt af Jesu Kristi legeme og blod, siger vi. Symbolet er, at vi indtager hans blod – vi bliver blodsbeslægtede med Gud selv.

Og derved, gennem dåben og nadveren, begynder han sin kærligheds gerning i os. Og derfor beder vi også efter nadveren, om han vil fuldende hvad han har begyndt i os. Styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i blandt os.




Teksten:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35


Trinitatis søndag 2012



Slutningen bliver begyndelsen. Evangeliet til i dag er fra slutningen på Matthæusevangeliet, og samtidig er det begyndelsen på Trinitatistiden. Tiden der strækker sig over sommeren og gennem efteråret, for at finde sin afslutning lige før advent.

Trinitatissøndag, som det er i dag, er selv slutningen på tiden efter påske, hvor Jesus døde, opstod, steg til Himmels og sendte Helligånden til verden – og samtidig markerer Trinitatissøndag begyndelsen på tiden efter Guds indgriben i verden.

Der hvor det ene slutter, begynder noget nyt. I tiden lige efter Jesus var steget til Himmels, troede mange på, at Jesus snart ville komme igen, og at det ville ske i deres levetid. Da de så døde troede generationen efter dem, at tiden da snart måtte være inde. Paulus troede også, at endetiden var nær – og derfor rådede han også folk til at lade være med at indgå ægteskaber, for hvad nytte ville det være til? Til alles held fulgte man ikke hans råd, for det viste sig, at det heller ikke var tiden, hvor Jesus skulle komme igen.

Og nu er der gået 2000 år, og han er endnu ikke kommet igen. Han er blevet spået at skulle være lige på trapperne mange gange, men hver gang har det vist sig, at det ikke var nu.

Der findes en kortfilm, hvor instruktør Ander Thomas Jensen leger med tanken om, at Jesus vender tilbage. Søren Østergaard spiller Jesus. Filmen hedder ”Ernest og lyset.”

I den film bliver Jesus samlet op i en bil af Ernest, der er sælger rengøringsartikler. Og her forsøger Jesus, at overbevise Ernest om, at han er Guds egen søn. Men lige meget hjælper det. Ernest hopper ikke på den – og hvorfor skulle han også det. Ernest har alt for travlt med sit liv, sit salg af produkter og skænderier med sin kone.

Og det ender med, at en meget skuffet Jesus må vende hjem til Himlen med uforrettet sag.

Vi trækker på smilebåndet – tanken, at Jesus skulle fejle i at overbevise os om sit ophav virker absurd. Og vi glemmer, at han også for 2000 år siden mødte modstand, vantro og sågar tvivlere fra egne rækker. Og måske vore egne forventninger til Guds egen søn kommer i spil – for hvad, forventer vi egentlig af hans tilbagekomst. Har vi overhovedet nogle tanker om det?

Det er vanskeligt at forestille sig, hvad der vil ske. I slutningen af Bibelen står der i Johannes Åbenbaringen hvordan begyndelsen på Guds riget vil blive. Johannes Åbenbaringen beskriver kampe, engle, torden og uhyrer med mange hoveder.

Men faktum er, at vi ikke ved, hvad VIL ske, for Johannes åbenbaringen er, ligesom de steder i Gammel Testamente, hvor det bliver sagt, at der vil komme en mand som Jesus, ikke fyldestgørende for, hvad der reelt sker. Det er blot en afskygning af noget andet og noget mere.

Vi ved simpelthen ikke, hvordan det vil se, når Jesus kommer igen – og skulle han komme som Jesus i kortfilmen ”Ernest og lyset”, så er det heller ikke sikkert, at vi ville falde på knæ i ærefrygt – vi vil nok nærmere tvivle.

Ernest betyder jo i øvrigt alvor. Og måske er der netop en pointe i det. For at være alvor har to sider. Vi skal tage livet alvorligt, tage vores tro alvorligt, tage hinanden alvorligt, men vi må ikke tage os selv så alvorlige, at vi glemmer, at se, når Gud vil os noget.

Vi kan blive så alvorlige i vores eget liv – hængt op på alt det, vi skal, vores egen vigtighed i vores projekt, at glemmer, at se, at alvorligheden kun bliver livsgivende, når den rettes ud mod andre.

Vi har nogle gange så travlt med at være alvorlige i os selv, at vi ikke ser, hvad andre har at byde på. For vi skal lige nå det ene og det andet. Vi skal lige have gjort dit og dat. Og der er ingen i hele verden, der kan tager over for de opgaver, jeg har påtaget mig. INGEN. Og vi rynker vi panden i alvor, og glemmer at se. Og så er man måske som en Ernest, der i al sit livs alvorlighed ikke opdager, at Guds egen søn, har taget plads ved hans side i bilen en helt almindelig hverdagsaften.

Og måske er det sådan Jesus, indtil verdens ende, vil være hos os? Vi har lige haft pinse, hvor vi fejrer, at Helligånden kommer til verden efter Jesus er steget til Himmels. Det er et billede, vi bruger, til at forklare, at selvom den Jesus, disciplene kendte i kød og blod, nu ikke længere kunne være iblandt dem, så ville han aldrig forlade dem. Helligånden vil være der. Ånden fra Gud, der både er vores livsånde, vores åndedrag og det vi mærker, når vi fornemme, at her er mere på færde end normalt. Jesus/Gud/Helligånden er et og det samme – og i hvilken form han end har, så er han er midt i blandt os. Også en hverdagsaften i en bil på en øde landevej.

Vi behøver ikke vente på lys, glødende skyer, kampe, uhyrer og torden i det fjerne, før vi kan vide os sikre på, at Jesus er kommet til os.

Men det er svært. For det er nu engang sådan med os mennesker – at når vi ikke kan se, røre, føle, smage og mærke, så har vi svært ved at tro og fatte. Ja, selv Jesu egne disciple tvivlede på ham.

I evangeliet til i dag, kommer Jesu disciple til ham. Men nogle af dem tvivlede. Og ikke nok med det, så tvivlede de MIDT I TILBEDELSEN. Mens de står med ham foran sig, mens de tilbeder, da tvivler de.

Hvorfor? Fordi, det gør vi mennesker. Når vi bliver nervøse for fremtiden, når alt ser mørkt ud, når vi bliver for alvorlige, og når vi ikke forstår, hvad der sker. Så tvivler vi – så synker vi derned, hvor tvivlen er, også selvom vi er midt i en bøn. For bønnen – tilbedelsen af Gud – er samtidig vores håb om, at tvivlen vil blive gjort til skamme.

Og da svarer Jesus dem. Han lader ikke dem sidde alene med deres tvivl eller venter på, at de skal komme til ham – nej, han gør som altid gør. Han ser deres tvivl og kommer til dem. Det er HAM, der overvinder den afstand som tvivlen, og han som også kommer til os den dag i dag midt i vores tvivl, og siger:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Han fortæller dem, hvem han er, og hvad han vil være for dem i fremtiden, og så giver ham dem en opgave.

De behøver ikke tvivle på, hvem han er eller har været. Ej heller behøver de tvivle på deres egen rolle i fremtiden. De bliver ikke glemt eller forladt.

Jesus levede så han kunne bringe jorden ind under Himlens magt. Guds riget – ikke det med basuner, torden og kamp – men det Guds rige, hvor kærligheden sejrer selv der, hvor det er mest usandsynligt; det Guds rige er begyndt i verden. Himlen er begyndt i verden.

Derfor levede Jesus for os – så han kunne gøre Himlens magt gældende også i dag. Også i hverdagen, ved middagsbordet, i skolen, i dagplejen, på lokalcenteret, til klubmøde – også der har Jesus levet for at gøre Himlens magt gældende. Han er, hvor vi er.

”Mig er givet AL magt i himlen og på jorden”, siger Jesus. Men ikke hvilken som helst magt – det er kærlighedmagten.

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger han også. Han har ikke forladt os, for i sin egen alvor, at gøre projektet færdigt. Han kan ikke gøre det færdigt uden ikke også at være MED os. For det er FOR os, han gør det. Det er for vores skyld, at han vil lade jorden kommer under Himlens kærligheds magt, og derfor kan han ikke forlade os. Han er med os til verdens ende.

Vores opgave er at fortælle hinanden om det vidunderlige, at Gud selv overvinder den afstand der er mellem Ham og os. Og selv når vi tvivler på Ham af frygt for fremtiden, af mistro til livet selv eller fordi vi igen og igen bliver slået til jorden, da kommer han til os, og nedbryder barrieren. Og siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden – og se, jeg er med jer alle dage indtil verden ende.




Teksten:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

Påskedag 2012


Glædelig påske.


I disse år er der et boom i selvhjælp. Både i bogform, terapi og sågar ugebladene har fast emnet på banen. Spørgsmålet er: Hvad kan du selv gøre for at forbedre dit liv?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg også har en selvhjælpebog eller to stående, såsom: ”Kys dit rod”, ”Travle kvinders guide til mere tid” og ”Fem gode minutter på jobbet”. De står på hylden, endnu ulæste som en påmindelse om et liv, jeg ikke lever.

Skjult i disse bøger, som sikkert flere end mig har stående, skjult i dameblades spørgeskemaer om DIT liv, og skjult i udsendelser om, hvordan man får styr på børn og økonomi, ligger en længsel.

Der er en god grund til, at det bugner med selvhjælp i disse år.

Livet er blevet et projekt, der kan løses. Du kan med andre ord enten have succes med dit liv – eller..ja, fejle. Enten lykkes det eller mislykkes. Og det kræver selvhjælp.

Hvordan er vi endt her? Det begyndte såre godt. Vi har gennem de sidste 300 år kæmpet for individets rettigheder og individets selvbestemmelse, hvilket kulminerede i menneskerettighederne, der skulle og skal sikre individets ret at tænke og tale uafhængig af regeringers og statsmagters holdninger.

Menneskerettighederne giver ikke svar på livet, men giver plads til at vi kan FINDE svaret med vores liv. Det betyder at religion også er en menneskerettighed. Vi må tro det, vi vil. Tanken er fri.

Hvis jeg skulle beskrive det land, jeg gerne vil bo i, så vil jeg beskrive det med ord, der sætter individet frit til at tænke og tale som det vil. Vi har et udgangspunkt, der tager hensyn til alle – og dermed også tager hensyn til den svage.

Men vi har fået mere med i købet. Vi er et sted, hvor individet er sat så frit, at der er risiko for, at det ender i intetheden. Det er ikke friheden, der er problemet; men det, at vi pludselig tror, at livet er vores ansvar helt alene.

Tendensen er, at vi tror nøglen til vores egen lykke findes hos os selv – i os selv. Det er jo alt godt, hvis man kan finde ud af det med livet – eller i de gode perioder; men hvad med de mennesker, der trods anstrengelser og forsøg stadigvæk ikke få det til at lykkes? Eller hvad med de perioder i ens liv, hvor intet går som det skal, selvom man lægger en masse anstrengelse i det? Hvad med de gange, hvor man rammes af ensomheden, af ulykker, af sorger eller af lavt selvværd?

Faren er, at man tager fiaskoen på sig – og bilder sig selv ind, at det er fordi man ikke gør det godt nok.

Hvis ”projekt liv” er dit ansvar, da er det også dig, der får skylden, hvis det ikke lykkes. Og det er et tungt åg at bære – et åg, der kan blive så tungt, at man bukker under for vægten. Og man ender med at miste orienteringen og fare vild i sit eget liv – alt sammen i en konstant søgen efter det gode liv.

Og det hele giver en længsel – en længsel efter mere orden på livet, mere kontrol, mere styr på tingene.

Og det gælder for alle. Der ligger en længsel, når man skal alt selv – en længsel efter at få hjælp til livet. For ingen kan klare det alene. Vi bruger med andre ord enorme mængder tid på at søge efter vores liv – lede efter det liv, vi gerne vil have. Vi søger i fjerne egne af verden, i os selv og vi søger overalt, vi mener, vi kan finde os selv.

Vi har en længsel – længsel efter mening, efter ro, efter overskuelighed, efter kontrol, efter et liv, der lykkes. Men hvornår ved vi, at vi er lykkes? Hvis vi hele tiden skal være den store, der kan klare livet selv, hvornår har vi så tid til at være den lille – den, der ikke kan alt selv, den der har brug for andres omsorg – og ikke bare giver ud af den.

Jo, vi længes – vi længes efter Gud. Vi længes efter, at livet ikke er kun er vores ansvar alene.

Og det er jo i virkeligheden løsningen på livet, hvis man overhovedet kan tale om noget sådant. For vores tids største illusion er, at vi vil have kontrol over et liv, vi ikke har magt over. Og det kommer som en konstant overraskelse for os, når livet ikke går efter vores planer, men tager sving, vi ikke har forudset. Livet sker for os – om vi så aser og maser nok så meget for at få det til at passe i en kasse. Løsningen er ikke, at du dermed skal anstrenge dig mere, søge mere og gøre mere for at få den kontrol; men derimod handler det om, at vi skal indse at ansvaret ikke er vores alene. Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Vi har en at dele ansvaret med. Det er vores orienteringspunkt.

I en verden, der bevæger sig hastigt, og til tider uden vi kan følge med, da har vi brug for et orienteringspunkt – akkurat som kvinderne, der en tidlig morgen gik ud til Jesu grav. De har lige mistet deres hyrde, deres Mester – ham de har fulgt. Han er ikke bare død fra dem – selve måden må have siddet i kroppen på dem som en ekstra sorg. De sørger over tabet. Enhver der har prøvet at miste en man elsker ved, hvor uendelig ensom, man bliver, og hvor tom verden kan synes uden den person. Man forstår slet ikke, at andre kan fortsætte deres liv, når man selv er gået i stå.

Men denne morgen, hvor solen først lige er begyndt at få magt over natten, blev deres verden forandret for anden gang på kort tid. For de oplever et jordskælv, og ned fra Himlen stiger en engel, vælter den store sten, der står foran graven, og siger, at Jesus ikke ligger derinde mere. Kristus er stået op, og gået i forvejen til Gallilæa.

Engel siger til dem, at de skal gå efter ham – tilbage til Gallilæa.

Tilbage! Kvinderne skal ikke gå til et fremmed sted eller et nyt sted, så de kan finde Jesus. Nej, de skal gå tilbage til det sted, hvor de før har mødt ham. De skal finde vejen hjem, for det er DER, de møder den opstanden Kristus. Den Kristus, der forandrer verden. Den Kristus, der med sin kærlighed alene, slår døden til jorden. Den Kristus, der er med hvert menneske – den Kristus finder du ikke ved at søge over bjerge og gennem dale, men du finder Ham lige nu i dit liv. Der hvor du lever – i dit hjem – i din hverdag. Der hvor du er lige nu, der er Han også. Sammen med dig.

Han er her for at være sammen med os, så vi aldrig igen skal leve et sekund uden hans nærvær. Han er vores orienteringspunkt.

Det skal give os livsmod, livsglæde, livshåb – at vi ikke skal klare det her liv uden hjælp. Han er med os alle dage indtil verdens ende – fra evighed til evighed.

Glædelig påske.





Teksten:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Palmesøndag 2012



Når man lever i land som dette, hvor der, trods vores ringe geografiske størrelse, bør være lige så højt til loftet, som vi er mod nord, kan man alligevel ikke undgå at støde på Janteloven.

Den er på det nærmeste en del af vores nationalkanon – Janteloven. Og for de af jer, der ikke lige husker den, så kommer den her:

1. Du skal ikke tro, du er noget.

2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.

6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.

7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.

8. Du skal ikke le ad os.

9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.

10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.



Janteloven stammer fra bogen ”En flygtning krydser sine spor” af Aksel Sandemose, men er adopteret af enhver. For er det ikke sådan, at vi gerne må være dygtige og gode, men at vi helst ikke skal vide noget om det?

Jeg vil træde ud af Jantelovens lys og fortælle om engang jeg optrådte på min folkeskole. Jeg sang i et lille kor, og da vi optrådte går historien på, at en af mine klassekammerater siger til en anden: Hende Anni, hun synger godt nok godt. Hvortil der bliver svaret: Ja, men hun ved det.

Og dermed var hele forestillingen hevet ned – og ikke mindst, jeg var lige sat på plads.

Og gør vi ikke det tit? Vi bryder os ikke om folk, der selv ved, at de er gode til noget. Ikke bare ydmygheden men også uvidenheden skal helst følges ad, når det kommer til vores handlinger.

Nuvel giver det god mening i denne lutherske kontekst, vi sidder i. Vi er i en kirke, der lægger vægt på, at vores gerninger – altså vores handlinger – ikke giver os mere af Guds kærlighed. Vi kan altså ikke på nogen måde, handle eller købe os vej ind i Himlen – det er Guds helt suveræne magt, der afgør det. Og heldigvis er han en nådig Gud, der ønsker at vi alle kommer med. Guds nåde sætter os frie til at kunne være de mennesker, vi er – kun bundet af kærligheden til Gud og til hinanden.

Men virkeligheden er ikke altid så idyllisk, som vi gerne vil have, den skal være. For sker der ikke tit det, når vi netop sætter folk på plads (og ved det at minde os selv og hinanden om, at de er for meget) at vi også selv i vores forargelse, knejser en smule med nakken? Fordi vi om ikke andet, IKKE er ligesom dem? Og midt i det hele får man mindet hinanden om den høje moral, man går rundt med.

Nuvel, det kan lyde som en fæl dom fra en prædikestol, men det er ikke mere en dom, end at jeg selv kender til det. Og ikke mere en dom end, at de fleste sikkert kommer til at gøre det i fremtiden også.

Og det skete såmænd også på Jesu tid. Da Maria kommer til Jesus, og tager et pund nardus olie og hælder over Jesu fødder, og salver ham, som man også gjorde med konger.

Og det vækker forargelse blandt disciplene – eller nærmere Judas Iskaroit. Han reagerer på dette spilde, og vil have, at olien skulle have været solgt, og pengene givet til de fattige. Da indskyder forfatteren af fortællingen, at Judas’ motiver ikke er så rene som de ser ud, for han stjæler nemlig af kassen – og ved synet af den kostbare olie spildt, når han kunne have solgt den og have stukket et beløb til side, får ham til at harmes over kvinden.

Hun skal bestemt ikke tro, hun er noget. Hun burde have handlet anderledes. Og ja, hvis man ser nøgtern på det, så virker det også som en ødsel gerning, at bruge olien på Jesus, når så mange flere mennesker, kunne have fået glæde af den. Men Judas ser netop ikke nøgtern på det – og det gør Maria heller ikke.

Lad os tage Judas først:

Judas handler af skjult egoisme – den egoisme, der er ødelæggende – den egoisme, der sætter en selv foran andre på andres bekostning. Den egoisme, der ødelægger ikke bare andre, men også ens eget hjerte. Og Jesus svarer Judas’ egoisme med følgende ord: De fattige har I jo altid hos jer. Med andre ord, der vil altid være noget, I kan bruge jeres liv på, end at harmes over andre. Der vil altid være fattige, der vil altid være mennesker, der har brug for hjælp, så hjælp i stedet for at bruge tiden på at dømme.

Judas er et eksempel på noget, vi alle rummer. Nemlig vores skjulte protest mod andres liv. Vores indbyggede Jantelov, der engang i mellem dukker op.

Hvad så med Maria: Maria ser heller ikke nøgtern på sagen.

For hun ser sin Mester og Herre – hun ser Jesus, vil gøre noget for ham – af kærlighed. Og det er ikke nøgtern – det er troen, når den griber os. Og her er en egoisme, der er sundt og god. For når troen griber et menneske, da må vi sætte os selv i spil i forhold til Gud og næsten. Der kan vi ikke foregive, men der bliver i frie – kun bundet af kærlighed.

Dagen efter Maria har salvet Jesus med olie, drager han ind til Jerusalem. Han bliver modtaget som var han en konge, og ikke den tømmersøn fra Nazareth, han også er. Han rider på et æsel, som hans egen mor selv red på et æsel, inden han blev født. Og folkemængden går amok i glædesrus. De vifter med palmegrene af glæde over, at Jesus kommer. For med Jesus, kommer også håbet og forventningen om, at han vil forandre deres situation til det bedre.

Det, at der kommer en mand, der øjensynligt har haft lidt slidt tøj på pga. varmen og den lange rejse, det at han red på et æsel, så de slet ikke, for de forventede noget andet. Og derfor var de også blinde.

For Jesus kommer ikke for, som en magtfuld konge, at redde dem. Han ender med at dø på et kors på fredag – torteret, ydmyget – sat på plads af mennesker, der ville sørge for, at han ikke skulle tro, at han var noget. Han ender med, at alle dem, der hyldede ham, vendte ham ryggen.

Han ender med at dø, hængt op af mennesker – og han ender med at dø, for de selvsamme mennesker.

Palmesøndag er en søndag, der handler om, at vores forventninger til Gud ikke altid holder stik. For Gud er ikke den gud, der gør, som vi befaler, eller ønsker os lige nu. Han vil have os til at åbne vores hjerter for, hvad vi gør ved hinanden – og det kan han kun på en måde, nemlig ved at dø på fredag, og ved at stå op fra de døde påskemorgen.

Jesus tager den største dom på sig, så vi ikke behøver at blive dømt – og så vi ikke behøver dømme hinanden.

Det er ikke en magtfuld måde at gøre det på – set med verdens øjne. Men det bliver gjort med den eneste magt, Gud bruger – kærlighedens magt. Og med den magt må hele verden se sig forandret. For med Jesus indtog i Jerusalem varsler han, siddende på sit æsel, at han er en anden slags konge – den konge, der ikke tvinge os, men den konge, der vil have vores hjerter.

Lad os lægge Janteloven væk, lad os ikke bruge tiden på at pille andre ned, fordi vi selv tror, vi bliver store, når vi gør det. Også vi er elsket af Gud.




Teksten:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Mariæ bebudelses dag 2012



Kender I det tryllenummer, hvor en tryllekunstner putter sin assistent, gerne en smuk dame, ned i en kasse, hvorefter han saver hende over. Og ikke nok med det, så stiller han sig mellem de to oversavede dele, mens kvinden smiler i den ene kasse, og vrikker med fødderne i den anden. Eller kender I det nummer, hvor tryllekunstneren bliver sænket ned i en beholder med vand i en spændetrøje, og skal komme ud derfra inden han drukner. Og det er altid lige i sidste øjeblik han når at komme ud.

Men mit absolutte favorit tryllenummer er et, der bliver lavet af en mand, der hedder Chriss Angel – Angel betyder jo engel. Og han kan lave nogle numre, der får kæben til at ramme gulvet. Han har et nummer, hvor han svæver. Og han ikke bare løfter sig et par centimer over jorden – han svæver ½ meter over jorden – som var han en engel. Og ikke nok med det så går han også på et tidspunkt på vandet i en swimmingpool.

Og her er det, at man som tilskuer bliver taget med på en rejse. For normalt ved vi godt, at det er snyd. Det er en del af aftalen, at vi undrer os over, hvordan de dog gjorde det – hvordan kunne det lade sig gøre? Og det er en del af det setup, at vi bliver endnu mere imponerede, når vi ikke kan regne ud, hvordan tryllekunstneren gør. Så er de først rigtig gode!

Men lige med Chriss Angel er det noget andet, for han flyver i luften, mens publikum stopper op i forundring og spørger: hvordan gør han? Se ham – han svæver virkeligt.

Og hvad er det, der gør ham så god? Med Chriss Angel bliver man faktisk i tvivl om hvorvidt det sker eller ej.

Og det gør, at man bliver vild af begejstring.

Han trodser det mulige, og gør det umulige. Men faktum er, at han nok lave numre med os – han svæver faktisk ikke, eller går på vandet, for Chriss Angel er trods sit efternavn, ikke en engel, men en mand. Og vi ved godt, det er løgn, men vi vil gerne bedrages. Men vi ved, at der må findes en forklaring på magien. Noget afslører hans bluff. Vi bliver drevet til at tænke, at det er bluff, for det kan jo altså ikke lade sig gøre.

Og mon også det er derfor så mange har travlt med at forsøge at afsløre kristendommen bluff? For der er mange, der bruger mange kræfter, og hele liv på at finde frem til, hvordan det dog må være sket – i virkeligheden. For det kan næsten ikke passe, at det, der står i Bibelen, faktisk er sket. Og således bliver månesyge børn forklaret med, at de var epileptiske. Opstandelsen forklaret med, at Jesus kunne gå i en dyb meditation, og generelt bliver alle de undere, der sker, for mange ikke regnet for vigtige, da det jo også er svær at tro på.

Og det er dagen i dag også – svær at tro på. Maria får i dag at vide, at hun venter et barn med Helligånden. Eller som den ateistiske Trille synger i en kendt sang: Maria bliver ordnet pr. vikar. Så ikke bare er Maria gravid, men hun venter Guds eget barn. Jeg kan godt forstå, at Josef bliver noget stram i betrækket, da hun kommer hjem og fortæller ham, at hun er blevet gravid, og det med Gud selv.

Der må næsten have været perioder, hvor han har haft lyst til at afsløre hendes bluff, for hvem kan da tro på sådan noget? Det giver ingen mening – det er jo ikke fornuftigt, at Maria skulle være blevet gravid uden at have været sammen med en mand. Det kan jo ikke lade sig gøre. Og hvad mon hun selv har tænkt? Har hun troet det? Har hun forstået det?

Og da hun først har forstået, at sådan ligger landet, hvad har hun da gjort? Gået til sin forlovede og fortalt ham sandheden, der kan få katastrofale konsekvenser. Straffen for ikke at være jomfru, når man går ind i et ægteskab, er stening til døden. Det er ikke bare hendes rygte, der er på spil – nej, det er hendes liv.

Men hun ender med at gennemføre graviditeten – hun bærer verdens frelser i sin mave trods frygt, trods tvivl. Trods det. Trods fornuften. Trods vores fornuft, så bærer hun barnet.

For der er ikke fornuft at finde i det her, da det ikke giver biologisk mening, at hun kan blive gravid uden en mand. Hvordan kan vi overhovedet lade os forlede af en jomfrufødsel? Hvordan kan hun?

Vi hører flere steder i Lukasevangeliet, at Maria gemme ordene i sit hjerte. Og disse ord gemmer hun også i sit hjerte. Ordene om sin graviditet.

Hjertet er en underkendt størrelse i vore dage, da alt går gennem hovedet. Vi forsøger også til tider, at nå vores hjerte gennem forstanden, og derved gør vi kun afstanden større. For hjertet skal ikke nås ad omveje, men kan nås helt af sig selv, når vi lukker ned for fornuftens stemme bare for en stund, og åbner op muligheden. Muligheden for, at Gud taler til vores hjerter – og at Han hvisker os de ord, vi skal bruge, når vi selv står i situationer, vi knap forstår.

Gud taler ikke kun til Maria, eller til de mennesker, der virker særligt udvalgte. Gud taler heller ikke kun til munke og nonner. Gud taler til alle! Gud taler til dig. Og de ord, der bliver talt til os, skal gemmes i vore hjerter. De skal ikke høres med øret, men lyttes til fra hjertet. Og det er i de svære situationer, når livet synes uoverskueligt, at vi skal lytte til vores hjerte – for det kan lede os igennem.

Fornuften er en anden art end hjertet, for fornuften vil tit selv. Og det er i mange situationer en fordel. Vi har brug for vores fornuft, der som et stædigt barn, vil selv og kan selv. Hjertet derimod kan aldrig selv. Hvis det forsøger selv, så går det i stykker eller bliver såret. Hjertet har brug for andre – brug for at banke for noget – banke for nogen.

I kender det, når man er forelsket, så banker ens hjerte kun for den anden. Og nogle gange banker det så hårdt, at det ligefrem gør ondt i brystet. Man kalder også forelskelse for momental sindssyge, netop fordi man der, slår al fornuft fra, og kun lader hjertet råde. Det er ikke helt sundt – begge dele skal med i et menneskeliv. Vi kan ikke nøjes kun med fornuften, og vi kan ikke nøjes kun med fornuften.

Vi skal både have hjertet, der kan banke for andre, og fornuften, der driver os frem mod forklaringer.

Fornuften er ofte i modstrid med troen, da det netop ikke giver mening, fordi vi ikke forstår det, at Guds kærligheds magt er så stor som den er. Og fordi vi umiddelbart ikke forstår noget, er ikke ensbetydende med, at vi skal smide det ud. Så skal derimod anstrenge os, så vi åbner os for muligheden – Guds mulighed.

Troen er ikke et bluff, der skal afsløres. Gud er ikke en Gud, vi kan finde ved at se ud i universet eller ned i en matematisk formel.

Troen har brug for det bankende hjerte.

Troen er for stor og fantastisk til at være et bluff. Troen er tilliden til, at vi ikke behøver forklare Gud. Troen er troen på, at Gud ikke skal findes blandt stjerne, men at Han er lige nu og her – blandt os. At Gud finder frem til vores bankende hjerter. Han finder den mindste af os, kommer til os i mørket og spreder lys. Han finder frem til den, der forsøger at gemme sig af skam. Han finder den, der sidder med sin skyld. Han finder dig – finder frem til dit hjerte og hvisker sit kærlighedsord til dig: at han er med dig alle dage indtil verden ende.

Gem Guds ord i dit hjerte.



Teksten:

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

3. søndag i fasten 2012



Hvad er sandhed? Det kommer an på hvem man spørger, og hvordan man spørger. For der er forskel på, hvad der er sandt for alle, og hvad der sandt for mig. Sandt for alle, er de vilkår vi alle er underlagt af, såsom det at solen står op, hver morgen. At når vi hopper, så hopper vi ikke af planeten, men fordi der er tyngdekraft, så lander igen på jorden. At fra det øjeblik vi bliver født, da er kroppen i gang med at blive ældre. Der er noget her i verden, som vi alle er underlagt under, fordi vi nu engang er mennesker på denne her blå planet i dette store univers – noget der er sandt for alle.

Og så er der, hvad der er sandt for mig. Det kunne lyde relativt, men handler om, hvad der giver mit liv mening, og der er vi slet ikke så forskellige alligevel.

Vi har netop brug for, at vores liv er meningsfyldt. Vi har brug for at det, vi gør i vores liv, er meningsfyldt – at dem vi omgiver os med, gør vores liv meningsfyldt. Vi kan ikke holde livet ud, hvis vi har en oplevelse af at leve i tilfældighedens klør. Netop den deprimerede oplever livet som meningsløst. Og har livet ikke længere en meningsfylde, da er der ingen grund til at stå ud af sengen. Den der er uden mening med sit liv, lever i et ingenmandsland, hvor man føler man ingenting er, ingenting oplever og ingenting kan. Livet uden mening, er et liv uden liv.

Vi kan med andre ord ikke holde til eller holde ud at leve i ingenmandsland. Vi må vælge side.

Og det at vælge side handler dagens evangelium om. At vælge om man vil stå på sandhedens eller løgnens side. Om man vil have Gud som far eller Djævelen som far? Man kan ikke lade være med at vælge, men må vælge mellem de to. Linjerne er trukket hårdt op, og ikke nok med at skal vælge side, så får vi tilmed at vide, at løgnens fader også er morder, hvorimod sandhedens fader er ham, der giver liv. Jamen her er det oplagt, hvad vi skal vælge. Vi skal da vælge sandhedens fader – vi skal vælge Gud og livet. Det er så åbenlyst, at det andet er selvdestruktivt.

Men hvorfor er der overhovedet behov for at sige det, når det nu er så åbenlyst? Fordi det ser ud til at kampen mellem det gode og det onde ikke er slut endnu. Det onde er stadigvæk en realitet i verden. Den onde sker stadigvæk for mennesker – og det onde kaster stadigvæk mennesker ud i handlinger, der driver os væk fra hinanden. Det er dæmoni. Dæmoni er på spil når vore hjerter bliver hårde som sten.

Dæmonien er had mod mennesker. Men det er ikke kun had, nej, det er et had, der bliver forsøgt retfærdiggjort. Når vi hader, og tilmed giver det menneske, vi hader, skylden for vores had, da størkner vores hjerter. Måske vi selv synes, vi har en god grund til at hade. Vi bilder vi os selv ind, at vi hader fordi den anden begyndte.

Hvem er da værst? Den, der begyndte, eller den der fortsætter, og giver den anden skylden for sit eget had?

Ja, dæmoni har mange ansigter. Men fælles for dæmonien, satan, djævelen – hvad vi nu end vælger at kalde det, der er ondt, er, at det fører til splittelse. Det sætter splid mellem det, der holder os sammen – det sætter en kløft i kærligheden. Og samtidig giver det onde os en tro på, at vi handler rigtigt. Og det er i virkeligheden glansnummeret – at få os mennesker til at tro på, at vi gør det rigtige, når vi sår splid.

Så kampen er ikke slut endnu – vi mennesker kan stadigvæk komme til at gøre det onde, selvom det er så tydeligt, at det er Guds side, vi vil stå på. Trods det, så handler vi stadigvæk, som vi ikke vil – trods det så kommer vi til at bagtale et menneske – trods det så tænker vi tanker, vi ikke skal. På trods af, at verden er skabt god, så kommer vi til at handle som vi ikke skal. Og fordi det onde – splittelsen – altid kommer snigende, så skal vi skærpe vores opmærksomhed mod det.

Menneskets kamp er ikke slut endnu. Men der er en god nyhed. Kampen er nemlig allerede afgjort. Den gode nyhed er, at det onde faktisk taber kampen – det står 1-0 til de gode, og der er ingen omkamp.

Og kampen blev afgjort, da Gud gik ind i den. Gud har aldrig ville andet end os. Han har villet os fra før det øjeblik han pustede liv ind i mennesket – og han vil os til den dag, universet ikke længere består. Han vil os fra evighed til evighed – der er Gud for os. Og hans ønske for alle mennesker er, at vi ved det. Han ønsker, at vi alle vil have den oplevelse det er, at han er vores far – han ønsker ikke andet for os.

Derfor fik han en søn – en menneskesøn, der skulle leve sammen med os. Sønnen ender sit liv uinder tortur – slået ihjel af de mennesker, som Gud forsøgte at komme tættere på.

Men Gud tager ikke til genmæle mod det, at vi slår hans søn ihjel. Derimod viser han os kærlighed.

For ser I ikke – at kun en magt, der er styret af djævelen selv, ville tage til genmæle med had – og tilmed give mennesket skylden for sit had – for mennesket slog hans søn slog ihjel først? Derimod svare Gud igen med kærligheden. Jesus beder tilmed på korset for de mennesker, der hænger ham op – han beder: Tilgiv dem far, for de ved ikke hvad de gør.

Ikke bare svare Gud igen med kærlighed, men hans egen søn går i forbøn for dem, der torterer ham. Og da sker det forunderlige – den kærlighed er så stærk, at det onde taber. Jesus rives ud af døden, og opstår til livet igen efter.

Det onde taber den dag, fordi Gud elskede os med en større kraft end det onde kunne kæmpe mod. For ser I – kærlighed er livets største magt – den giver os mod til at leve – mod til at møde andre – mod til at håbe på et bedre liv – mod til at takke for det liv vi. Kærligheden giver meningen i livet – både det, der danner mening for mig – og det der danner mening for alle.

Så at vælge side, handler ikke om et enten eller. Det handler derimod om en kamp, der er taget på vores vegne. Det handler om en Gud, der nu er nærværende i vores liv – og det handler om en Gud, der gennem sit nærvær giver os kræfter til at leve.

Og sidst og størst så handler det om en Gud, der har en søn, der går i forbøn for de mennesker, der vælger den anden vej – beder om, at også de må tilgives det onde de gør – for Guds største ønske for os er, at vi alle oplever, at han er vores far.


Teksten:


Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

1. søndag efter helligtrekonger 2012



Jeg er begyndt at se et program på Discovery channel – Det er et program om universet, dets oprindelse, hvor vi kommer fra, og sågar spørgsmål om Guds eksistens bliver taget op til gennemgang. Det er ingen ringere end Morgan Freeman, der er vært. I husker ham måske fra roller som Azeem i Robin Hood, eller som selveste Gud i både Bruce den Almægtige og Du Almægtige Evan.

I programmet om universet og verden omkring os, forsøger forskellige forskere at komme med bud for hvordan vores verden ser – i virkeligheden. Der er teorier om et uendeligt antal universer, der er teorier om verdenen, hvor vores præcise kopier lever og ånder, der er teorier om universer, der kun eksisterer fordi vi kan erfare dem osv osv. Og til at krydre disse fantastiske teorier er animationer af universet, galakser der svæver rundt, sorte huller, der sluger lys og supernovaer, der ryster universet med dets store ekslotioner.



Rummet er fascinerende. Og alle har vel på et eller andet tidspunkt fået hovedpine af de store spørgsmål, der trænger sig på. Undret sig over, at de stjerner, vi ser, udsendte deres lys mens dinosauerne herskede på jorden. Undret sig over, hvad der mon skete før begyndelsen. Eller måske mere, findes der mon liv derude – liv vi kan kommunikere med?



Da jeg var barn forestillede jeg mig, at universet var i en snekugle, der stod på en kæmpes natbord. Jeg kunne altså ikke forestille mig det uendelige. Jeg kunne ikke tro på, at universet virkeligt var uendeligt, eller at der ikke var noget uden for universet – om ikke andet måtte der være en farve.



Men faktum er, at jeg nok aldrig får det at se med mine egne øjne, hvordan universet virkeligt er – jeg kommer ikke engang til at forstå de formler som astronomer finder frem til beskriver universet. Jeg bliver nødt til at stole på, at det de fortæller mig om universet er sandt. For det eneste jeg kan se, er den himmel, der viser sig hver aften. Det vil altid være mit lille blik på et univers så stort, at min eksistens kan opleves forsvindende lille.



Den følelse af, at min eksistens er forsvindende lille, får jeg altid, når jeg står en mørk aften og kigger op på Mælkevejen. En følelse af at være lille.



Og det er jo ikke en speciel populær følelse. Hvem har lyst til i vore dage at føle sig lille? Vi stræber efter at blive store, større og størst. I al fald at give omverdenen et indtryk af, at vi har styr på vores liv – at marmeladen er hjemmelavet, at madpakken er økologisk og at træningen er overstået. Vil vi ikke gerne have styr på vores liv, og føle os store i det?



Hvem har lyst til at føle sig lille – eller hvad værre er, at ynkes, fordi man er lille? Vi vil vældig gerne være den, der ser på andres mislykkede liv; men vi vil da helst ikke opleve det selv. Det forstår selv, den der bliver ynket.



Så derfor kan være provokerende at stå en mørk nat, og se på det store univers og blive mindet om, at i forhold til eksploderende stjerner, så er vi små. Men der ligger også en frygt gemt i os. For vores liv handler ikke kun om et forsøg på at gøre os selv større – det er lige så høj grad frygten for at blive så lille, at man bliver glemt, der er vores brændstof. Vi har ikke lyst til at blive glemt. Da jeg var barn, var Bølle Bob stort. I en af sangene syger de: ”Her sidder jeg alene, alle har glemt mig.” Og det er vores frygt sat på ord. Vi kan godt tåle at sidde alene, men vi ikke kan tåle at blive glemt. Og vi ser det tydeligt hos barnet, der tror, at dets forældre har glemt det – frygten for at blive ladt alene tilbage, frygten for at man ikke betød mere end det.



Og intet menneske bør tåle at blive glemt. Men frygten er der. Og en mørk stjernenat, kan den fornemmelse dukke frem, når man stirrer op på Guds skaberværk. Gud har skabt verden – det er en under. Men hold da fast, vi er små. Mon Gud glemmer os? Mellem stjerner, supernovaer og galakser, kan man måske endog forstå, at det engang i mellem må smutte for ham. Det er en stor verden at holde styr på. Men tænk nu, hvis Gud faktisk glemte os? Guds egne søn følte det, da han en fredag, hang på et kors og i afmagt råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?



Det er en del af livet, at vi engang i mellem kan føle, at Gud har for travlt med noget andet, og derfor har glemt os. Når det uretfærdige sker for os. Når vores liv er et mønster af dårlige oplevelser og ikke rummer andet end kamp. Når dem vi elsker mest dør før vi synes, det er tid. Når katastrofer raser. Da tænker vi alle – hvor er Gud henne? Er vi for små?



Dagens evangelium handler om Jesus, der siger, lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres. Hele advents tiden igennem har vi hørt om, at Guds Rige er kommet nær, og nu får vi at vide, hvem der hører til det Rige. De små – børnene. Netop pga. den stærke symbolik, er teksten valgt til at skulle lyde ved hver dåb i vores kirke. For vi kan blive mindet om, at Guds Rige er børnenes. Og derfor døber vi også børn – for dåben er ikke et valg, som så meget andet i livet. Dåben er en gave. Den bliver givet til et lille barn, uagtet det faktum, at de endnu ikke er store. De hverken fylder meget eller har opnået meget, der kan skrives på et cv i al fald. De er bare til, som de mennesker de nu engang er. Men at kalde dem udelukkende for små, vil være forkert. For de er ikke små. De små børn der bliver båret til dåben i dag har gjort et stort indtryk i jeres liv, og har forandret det også. Nogle af jer, kan nu kalde sig for ”mor og far” andre igen ”bedsteforældre” og måske endog der sidder nogle ”oldeforældre” – men der er også kusiner, mostre, fastre, onkler osv. Det lille mennesker har ikke bare givet jer en ekstra rolle i livet, men har også vist jer hvordan ubetinget kærlighed føles. I elsker de små, fordi de er jeres. Ikke for andet end at de er jeres.



Og aldrig vil I kunne glemme dem, aldrig vil de blive små for jer. De er store i jeres liv.

Sådan har Gud det med os. Vi er store for ham. Selv det mindste lille menneske. Selv det menneske ingen andre agter på, er store for Gud. Men det er ligeså svært at forstå som universets uendelighed. Det er derfor vi bruger billedet på barnet, for der mærker vi tydeligt Guds kærlighed. Der får vi en flig af forståelse for Guds kærlighed til os.



Men kun en flig – for der er tider, hvor vi ikke kan mærke den, perioder, hvor vi ikke føler os elsket. Og her må vi stole på, at Gud elsker os. Stole på vores dåb. De færreste husker den, men vi må stole på den. Dåben er vores tegn i verden på, at Gud ikke glemmer os. Dåben kan aldrig vaskes af igen, eller byttet om – og den hverken behøver eller må fornyes. For det er alt sammen vores behov – og så gør vi Gud meget lille. Når Gud en gang lover os noget, så holder han det.



Vi er hans – Guds Rige er vores. Vi er de små. Os alle sammen. Vi er hans. Og det gør os i sandhed store.

”Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres.”




Teksten:


De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.Mark 10,13-16

Septuagesima 2012 - indsættelse



Når man skal prædike over sådan en evangelietekst til sin egen indsættelse, så kan man ikke andet end at undgå at blive lidt mat i knæene. For hvad er det, der bliver sagt? Den dovne tjener, får ingenting og bliver smidt ud i mørket udenfor. Men de to tjenere, der arbejdede og sled i det, fik ros og måtte gå ind til Herrens Glæde. Det kan umiddelbart synes som enhver arbejdsgivers drøm: ”se, i Bibelen står der, at du skal være flittig og slide for din løn”.

I det senmoderne samfund, vi lever i, er det tidens retfærdighed, der synes at være på spil – nemlig den, at du skal yde noget – dovenskab er vores tids dødssynd. Du skal ”ville noget” med dig selv, dit liv, dit arbejde og dine relationer. Og du kan ikke nøjes med at bestige et bjerg ad gangen – alle bjergene skal helst bestiges samtidig, alt skal lykkes første gang. En mængde ydre krav om et liv, der skal se flot ud – et liv, der skal imponere og glimte i øjnene på beskueren.



Men i et kristent perspektiv, så støder budskabet umiddelbart på grund, for får vi ikke netop, at vide, at

1. Gud er med de svage

2. Gud tilgiver dem, ingen andre kan tilgive

3. Der skal gives meget til den, der står sidst i køen? – ja, de sidste skal blive de første, og de første de sidste.

Virker det da retfærdigt, at det menneske, der af frygt for sin herre ikke tør andet end at grave formuen ned, skal straffes for sin (meget) menneskelige reaktion?



Og hvad er nu det for noget vi hører i evangeliet til i dag? Man får løn efter fortjeneste. Lugter det ikke af, at vi gennem vore handlinger, vore gerninger kan få adgang til Himlen? Pludselig er det vores ansvar om vi kommer med ind i Himmeriget?



Og hvis det aspekt ikke afføder frygt, så ved jeg ikke, hvad gør – for hvem kan ærligt sige, at de ikke engang imellem er som den dovne tjener? Ja, måske vi opfylder alle de ydre krav til et liv i vore dage, men teksten til i dag handler jo om troen – om forvaltningen af den skat Gud giver os. Hvem af os, har ikke en været doven, når det kommer til vores tro? Hvem har ikke prøvet at springe en søndags gudstjeneste over, fordi den ligger så tidligt søndag morgen? Hvem har ikke (bare engang i mellem) tænkt en tanke, vi helst ikke vil sige højt, fordi den er grim og forfærdelig? Hvem har ikke vendt sig bort fra en ildelugtende, anmassende hjemløs, der med sin råben og adfærd, vækker afsky? Hvem kan med hånden på hjertet sige, at de altid har handlet som de skal?



Ja, jeg må være den første til at sige, det har jeg ikke. Jeg ville ønske jeg kunne fremvise et liv, hvor jeg altid har haft næsten for øje, været et menneske, der altid har været der for den nødlidende og som aldrig, ikke engang i et splitsekund, har været træt af et andet menneske. Men det kan jeg ikke.



Det kan vi ikke. Vi er engang imellem dovne, når det kommer til vores tro, og hvordan man gør troen til levet liv. Vi er som den dovne tjener, fordi vi ikke altid er som Gud har skabt til os være. Eller også er vi som den dovne tjener, fordi livet har lært os, at det er sådan vi skal handle. At der ikke kommer godt ud af at satse eller vove noget nyt – at det er bedre at gemme væk – gemme sig selv væk.



Og derfor, netop derfor, fordi vi ikke selv kan, har vi brug for at høre, hvordan vi så gør.



Så mon ikke mange i virkeligheden føler lidt med den dovne tjener, der jo bare var bange og derfor gemte sin skat. Han frygtede. Han frygtede sin herre.



Men vi må ikke forveksle frygten for ikke at slå til med en frygt for Gud. For det ene er en del af menneskelivet – det andet er ikke.



At vi ikke altid føler vi slår til, er en del af det at være et menneske. Men at frygte Gud, der er at tage fejl af Gud. Gud skal ikke frygtes – han skal tros på. Når man frygter og er bange for nogen, så fjerner man sig i virkeligheden væk fra det menneske, man er. Der bliver mindre af en selv, der hvor frygten æder sig ind. Og jo mindre ”sig selv” man er, jo mere binder man sig selv – man sætter ikke livet frit, som man skal. Men man graver en grav så dyb, at man kan gemme ting, der nede.



Men hvad værre er, hvis man tilmed som tjeneren i dag, også fravælge at handle, fordi man er sikker på, at Gud nok skal få sit – han høster hvor han ikke sår, og samler hvor han ikke spreder, da er det værre. – langt værre. For vælger man så netop ikke at være passiv til stede i verden, fordi Gud jo styrer det hele – fordi det jo nok skal ende godt – og fordi vi hører, at Gud også tilgiver, selv den passive.



Og er det ikke også netop den kritik, vi så ofte hører fra omverdenen? At vi med vores Gud, giver blanco checks ud til folks synder? Men sådan hænger det ikke sammen. For at Gud er tilgivende giver os ikke ret til at fjerne vores ansvar for næsten. At Gud vil tilgive os, må aldrig blive en sovepude af ligegyldighed for os. Vi kan ikke læne os tilbage i livet, og tro at Gud nok skal rydde op efter vores fest. Nej, når Gud tilgiver, så tilgiver os, fordi vi har et ansvar – ikke fordi vi lægger det fra os.



Evangeliet til i dag, handler om Himmeriget, og den handler om den skat, vi får foræret af Gud.



Men det handler ikke om, at vi skal være gode købmænd, der på beregnende vis, kan handle os vej ind i Himmeriget – heldigvis. Det handler om, at får en gave. Og tager vi i mod, så ender vi ikke i mørket, hvor der er tænders skæren og gråd. Tager vi i mod Guds gave til os, da vil den vokse. For vi har allerede fået livet – nu får vi det mere, der gør, at det altid vil lykkes for os, når vi sætter vores skat på spil. Det mere der gør, at ansvaret er til at bære, så vi ikke synker i knæ. Det mere der gør, at troen ikke blot føjer sig til rækken af bjerge vi mennesker skal bestige med succes i livet.



Vi får Kristus.



Og med ham kan vi ikke fejle. Med ham får vi ganske kvit og frit hver dag en skat foræret. Vi får Guds kærlighed, Guds opmærksomhed, Guds tilgivelse – nåden. Vi får selve livet af Gud. Vi får det hele – alt.



I lyset af Kristus – i lyset af det liv Gud levede som menneske, den død han fik og hans opstandelse påskemorgen – i lyset af det liv, kan vi satse, vove os ud af vores tryghedszone, vove at møde andre, vove at blive sårbar, vove selve livet. Selv når det ikke går som vi planlægger, selv der hvor vi føler vi sidder i mørket, da skal vi vide, at Gud hvisker til os, at livet har vundet.



Og hos ham vokser vi. Med ham går vi ind til Herrens glæde. Vov livet.


Teksten:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 25,14-30

1. søndag i advent 2011



Da jeg var barn, så vi ofte Matador. Vi havde fået en videomaskine, og kunne optage den ene film efter den anden. Det handlede måske mere om kvantitet end kvalitet af film. Men hvad kvalitet dog angår, så havde vi møjsommeligt siddet den ene lørdag aften efter den anden, og optaget Matador. De stod sirligt på rækken på hylden over fjernsynet. Og der var især en person, der brændte sig fast i min bevidsthed. Ikke fordi personen som sådan sprudlede af glæde og livslyst, men nærmere fordi hun var det modsatte. Magen til sure løg skal man lede længe efter. Hun var indelukket, dømmende og direkte nedtrykkende at opholde sig i nærheden af i længere tid ad gangen, og så var hun kun med i et enkelt afsnit – ja I har måske gættet det. Det er Kirsten Rolfes i rollen som den fromme Moster Anna.

Moster Anna var en karakter, der spillede på alle de fordomme, man måtte have om Vestjyllands Bibelbælte. Som den lille pige, jeg var, da jeg så Matador første gang, var hun en repræsentant for en kristendomsforståelse, jeg aldrig havde mødt før. Hun omgav sig med frygt i familien. Alle var bange for Moster Anna. Og da hun endelig (og med tryk på ENDELIG) rejste tilbage til Vestjylland, sagde Kresten Andersen Skjern, hendes bror, til hende, at hun altså ikke måtte gå og tro, at livet er en jammerdal.



Lige præcis det – at Moster Anne mener livet er en jammerdal – bed jeg mærke i. Det forekom mig så sørgeligt, at man kunne leve hele sit liv, somom man blot sad i en ventesal til Himlen. En lang og uudholdelig venten på Himlens komme, hvor alt ville blive godt. Og hvis man nu engang i mellem rejser med offentlige transportmidler, så findes der ikke noget, så deprimerende og trist som en ventesal, hvor man intet kan gøre, andet end at kigge på klokken for at se om man nærmer sig afgangstidpunktet. Hvis livet er en jammerdal, så må det føles som en ventesal. Og er livet en ventesal, så kan man ikke andet end netop at vente og længes efter at skulle afsted.



Men ikke al venten er jo forfærdelig. I dag har vi advent – kirkeårets første søndag, og tiden hvor vi venter på jul. Det er en dejlig venten på noget glædeligt, nemlig fejringen af, at Gud søn kommer til verden. Og Jomfru Maria må have glædet sig og ventet på det lille barn i hendes mave, ligesom alle mødre glæder sig til at se deres barn. Eller når ens ægtemand venter i kirken på, at man som brud skal gå op ad kirkegulvet for at sige ja til ham. Eller tænk bare på noget så jordnært som fredage, hvor meget man kan glæde sig til weekenden. Der er mange slags venten, der er fylder en med glæde og spænding.

Vi glæder os, fordi vi har en forestilling om, at det der ligger foran os, vil bringe os noget godt. Vi har næsten altid forventninger til vores fremtid. Ligesom vi også har forventninger til de mennesker, der er i vores liv. Det er ikke altid, de lever op til det; men som oftes vil de fleste enten afstemme deres forventninger efter skuffelsen, eller også vil man blive ved med at håbe på, at de bliver indfriet. Livet er fyldt med relationsbundne forventninger.

Og ligesom vi har forventninger til folk omkring os, har vi altså også forventninger til vores Gud – for ham er vi også i relation med. Går man helt tæt på hver enkel, så vil vi opdage, vi nok hver især har mange forskellige forventninger til Gud og hans formåen. Nogle forsøger måske at handle med ham og tænker – ”hvis jeg nu holder med at spise chokolade, vil du så hjælpe mig med det og det?”. Andre igen er måske lidt bange for ham og tænker – ”hvordan kan Gud om muligt holde af mig, så uduelig jeg er som menneske?”. Og nogle har måske en forventning til Gud om, at tror man bare på ham, så vil han sørge for at ingen ulykker vil ramme en. Men ligegyldigt hvilket syn, man måtte have på Gud, og ligegyldigt hvor meget af det, der så er skabt af en selv, så er der ingen tvivl om, at vi alle er et Guds barn. Alle som en har vi en plads som Guds barn i hans flok. Der er der mangfoldighed, for nogle er måske Thomas, der tvivler, andre Zakæus, der snyder, så det driver af ham, og andre er måske den (for det meste) trofaste Peter. Alle har vi en plads i Guds børneflok. Og det giver forventninger til Gud.

Da Jesus vandrede på jord, var der også forventninger til ham. Rygtet om ham var jo løbet i forvejen. Han kunne helbrede, han kunne få lamme til gå, forvandle vand til vin og han talte som en skriftklog, selv om han var tømrer. Selvfølgelig var rygtet gået i forvejen, sammen med håbet om, at det, de hørte, måtte være sandt. Palæstina var besat af romerne, der pålagde jøderne skatter. De trængte til en Messias, der kunne befri dem, og gøre Guds rige til en realitet på jorden.



De ventede med spænding og i længsel på Gud. De forventede, at den Messias eller konge, der blev talt om, var en konge, som man forstår sig på en konge. En konge med krone og magt.



Og så får de Jesus. Ja, undskyld mig, men kan man ikke godt forstå deres skuffelse? Jesus levede på landevejen med sine disciple, og blev slidt af vind og vejr. Han var søn af Josef – ham som alle kender I Kapernaum. Og var der i øvrigt også ikke et eller andet om, at Josef ikke var far til Jesus? Han kan da ikke være Guds egen søn. Altså hvis Gud vil sende en søn til jorden, hvorfor er det så lige, han sender ham i den udgave? Hvorfor ikke i en udgave som en krydsning mellem superman og batman? Hvor lige en tømmersøn? Kan I forstå, deres skuffelse? Deres vantro. Ville vi tro det, hvis vi mødte en Jesus i dag? Der gik på gaden med sin barnevogn?



Vi har, ligesom de havde, forventninger til Gud. Og ligesom de blev, bliver vi også den dag i dag skuffede over Gud, når livet kører af skinnerne. Når vores elskede bliver syge, når vi mister det eneste menneske, vi ikke kan undvære, eller når vi synes verden er ved at gå af lave. Vi bliver skuffede, anfægtede og råber til Gud. Og måske man endog bliver så vred, at man vender Gud ryggen. Vi bliver vrede, fordi Gud sjældent er den Gud, vi ønsker. Han er hverken købmand, der handler med os om sin magt, eller den dommer der dømmer os til evig fortabelse – ej heller er han den Gud, der laver trylleshow for os, for at imponere os. Det er Gud ikke, selvom man måske gerne ville have, han var det.



Derimod er Gud lige præcis den Gud, vi har brug for: nemlig Livets Gud. Gud, der lader et barn føde – et barn der både er Gud og menneske. Et menneske med følelser og krop som os, men også som Gud der nu erfarer, hvordan et menneskeliv bliver levet. Vi har en Gud, der TURDE lade sig føde som menneske, så han kunne møde os. Og en konge på et slot, eller en konge på en slagmark møder altså ikke mennesker, som vi er til hverdag. For at møde os, som vi er, blev han nødt til at leve et liv, som de fleste, som tømmer. Og så levede han tilmed der, hvor de svage var. Dem ville han møde, for de skal mødes.



Og så skete der forunderlige. For med Jesus fødsel forandrede verden sig. Men ikke bare verden – også døden forandrede sig, men det hører I om til påske. Den forandring, vi skal høre om i dag, er, at Guds Riget kommer nær. Hvor der før var en skarp adskillelse af Guds Rige og verden, så begynder Guds Rige at nærme sig vores verden. Der er overlap hvor Guds Rige træder igennem i verden – hvor vi fornemmer, at her møder vi noget, der må komme fra Gud. Når kærligheden vinder over had, smålighed og selvhævdelse, så er Guds Rige nær. Når forsoningen vinder over hævn, så er Guds Rige nær. Guds Rige er allerede i verden, men er endnu ikke helt i verden. Det taler Jesus om i dagens evangelietekst, når han læser højt fra Esajas:

Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren.



Jesus er sendt til verden, for at sætte det i gang. Det er endnu ikke kommet, men vi venter i spænding på det, for det er på vej. Vi glæder os!



Så kære Moster Anna, livet er nu ikke så slemt endda. Ikke bare sagde Gud, da han skabte verden, at det var godt, men han lod også sin søn leve i den. Og slutteligt, så lader han sit Rige komme os nær. Livet er ikke en jammerdal eller en ventesal; men et liv, der skal leves, fordi vi er skabt og elsket.

Glædelig Advent





Teksten:

Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig,

fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30