15. søndag efter trinitatis 2012

Er jeg den eneste, der virkelig gerne vil vide, hvad Jesus fortalte Maria? Hvad kan om muligt have været så vigtigt, at Maria med god samvittighed – eller måske på trods af dårlig samvittighed – bare måtte sætte sig hos Jesus og høre på ham?

Hvad sagde Jesus til Maria, der var så vigtig?

For jeg må indrømme, at jeg har det som på Skt. Hansaften, når jeg læser fortællingen om de to søstre. Nemlig at jeg holder med heksen – jeg holder med Martha.

Jeg har lært af min mor, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor må maden laves, bordet dækkes, bordet ryddes, opvasken tages, ned med skraldet INDEN man kan sætte sig ned i sofaen og slappe af. Dertil kommer de meres specifikke opdragelsesregler, nemlig at man skal sidde med albuerne ind til sig, tage det nærmeste stykke kage (ikke det største), ikke slubre eller tale med mad i munde og så selvfølgelig indordne sig, når mor sendte et af hendes blikke. Når vi børn fik det blik, så vi var nok klar over, hvad vi havde gjort forkert. Og det blik fik os til straks at holde med det, vi var i gang med.

En rigtig god opdragelse! Så jeg holder med Martha, for jeg synes, at det er synd for hende. Synd for hende, fordi hun er typen, der altid ender i køkkenet, og gør en masse for andre, der måske ikke altid bliver set.

Og så da hun endelig siger fra, bliver hun sat på plads.

Jeg holder med Martha. Eller faktisk så holder jeg ikke så meget med hende, som jeg kan forstå hende. Jeg kan godt forstå, at hun bliver træt af sin dovne søster, der ikke ser, at hvis de begge lagde kræfterne i, så kunne de begge to hurtigere komme ind til gæsten. Hvis vi hjælpes ad, så går alting meget nemmere. Martha gør sin pligt.

Men pligter i vores tid er på tilbagegang, og rettigheder er kommet til.

Henrik Jensen, der er forsker på RUC, udfolder dette i sin bog, der hedder ”Det faderløse samfund”. Heri skriver han, at vi er gået fra et samfund, hvor pligterne var det vigtigste, fordi der var en klar autoritativ opbygning i familien, hvor faderen var øverst, til et samfund, hvor faderautoriteten er faldet, og i det vakuum, mener han, at pligtens stedsøster, har taget bolig, nemlig rettighederne.

Han har nok ret i sin analyse at denne ændring i samfundet, men det er ikke ensbetydende med, at livet var bedre for 100 år side, hvor pligten herskede. Jesus siger, at ”hver dag har nok i sin plage” – og man kunne derfor også sige, at hver tid har nok i sin plage. Tiden er ikke blevet værre – den har blot ændret sig til noget andet.

Og vores samfund har ændret sig, således at pligten fylder mindre. Rettigheden er i centrum. Hvad vil JEG, hvad er godt for MIG, hvordan får JEG er godt liv? Det er MINE rettigheder, der går forud for pligten.

Og dermed bliver ”Det gode liv” også sat i centrum. For hvad gør dit liv godt? Der findes næsten ikke det menneske blandt minde jævnaldrende, der ikke har set Gran Canyon, dykket ved Great barrier reef eller besteget Kilimajaro..

Vi har generationer, der står i kø efter at udfolde, udleve, underholdes og opleve vores liv. Vi vil have kompetencer, udvikling og vækst.

Jeg ved det, for jeg har det på samme måde. Jeg vil gerne udvikle mig, lære mere, blive klogere på livet og opdage verden. Jeg kender til denne beskrivelse af verden, fordi jeg er et produkt at tiden.

Men lige præcis denne søgen efter det gode liv, kan nemt kamme over i grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav, som intet menneske kan leve op til. Og vi ser konsekvenserne af det – unge som gamle bukker under for presset med stress. Falder om på gaden med en hjerne, der har kørt i højeste gear for længe, og et hjerte, der har banket så kraftigt i brystet, at det er ved at gå i stykker. Vi skal passe på os selv.

Lene Holstein har skrevet et digt om det:

Hun var en god mor

En forstående hustru

En succesrig karrierekvinde

Politisk engageret

Med fast tider i sportshallen

Vinduerne var nypudsede

Stuen støvsuget

Og det duftede godt i hele huset

Af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade

- Da ambulancen standsede udenfor.



Livet kan gøre ondt. Og livet kan koste os dyrt, fordi vi så gerne vil gøre det rigtigt. Vi vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor vi intet fortrød, men hvor vi netop greb dagen og livet – hver dag, hele tiden.

Vi vil faktisk gerne leve vores liv uden bekymringer, men i jagten på netop det liv, bliver vi bekymrede for, om vi når det hele og får udnyttet vores potentiale.

Og så vi har Martha og Maria stående overfor hinanden som repræsentanter for pligten og rettigheden. Fortiden og nutiden der kæmper om fremtiden. Ofte vil en prædikant forsøge at sige, at både Martha og Marias tilgange er vigtige – nemlig at vi hverken kan undvære Martha eller Maria. At Marthas slid i køkkenet er kirkens sociale ansigt – uden mad og drikke duer helten ikke, men vi også skal høre ordet i kirken. En anden tilgang til de to søstre kan være, at man ser Martha som den nævenyttige og højtråbende person, der hele tiden vi gøre opmærksom på sig selv, og at Maria er den underkuede søster, der blot vil høre ordet i kirken.

Men dagens evangelium (dagens gode budskab) handler ikke om, at vi kun skal undersøge de to søstres tilgang til livet på denne måde, eller at vi kan se os selv i deres reaktioner. Det handler derimod i særlig grad om, hvad Maria fik at vide af Jesus.

Hvad var det Jesus fortalte Maria, der gjorde, at hun glemte tid og sted – at hun glemte bekymringer, kompetencer og udvikling. Hvad fortalte Jesus, der gjorde, at hun glemte sin søster Martha i køkkenet? Hvad fortalte Jesus, der satte alt det, vi kender til, alle de normer og regler vi har, alle de rettigheder, vi påberåber, ud af funktion?

Hvad fortalte Jesus altid om? Hvad kom han til verden for?

Jesus gav Gud et ansigt. Et ansigt, vi kan spejle os i. Et ansigt, vi kan forholde os til. Jesus levede for at give os Gud. Og med et blev der lavet om på verdensordenen. For pludselig var det ikke os, der gennem regler skulle forsøge at tækkes Gud og nå ham; med Jesus kommer Gud os nær. Gud bøjede sig hele vejen ned til os, så han kunne bøje sig i støvet for os. Han begrænsede sig selv ved at blive menneske – gjorde sig lige så små som os, så vi bedre kunne få øje på hans storhed.

Og med Guds nærhed i verden, bliver alt, vi kender sat ud af funktion. Når Gud lader sit ansigt skinner over os – når han løfter sit åsyn på os, så forsvinder grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav – og tilbage står menneske, som han skabte dem i sit billede. Når Gud kommer os nær, så ser vi os selv med det himmelske blik.

Det er hvad Maria hørte. Guds ord om sit liv i verden. Og det det største i kristendommen, nemlig, at da Gud fortalte en historie, var det min historie han fortalte (Sløk).

Når Gud fortæller, fortæller han om os. Han fortæller om Martha og Maria, om dig og mig. Han fortæller en historie om et liv med pligter og rettigheder. Han fortæller om vrede over manglende hjælp, og om et liv med en længsel efter ham. Og han fortæller om et liv med en sorg over, at vi oplever, at han mangler i vores liv. Han fortæller om dig. Fordi han kender dig – fordi han ser på dig.

Jeg holder stadigvæk med Martha, fordi jeg synes, hun kæmper bravt. Men jeg kan kun holde med hende, fordi jeg ved Gud beder for hende. Beder for, at hendes pligter ikke skal overmande hende, og at hendes pligter ikke må kvæle hende.

Jeg holder med Martha, fordi jeg hun trænger til at sidde ved sin Herres fødder og blive set. Og fordi hun slet ikke endnu har opdaget, at Jesus er gået ud i køkkenet efter hende, for at være hende nær.



Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

14. søndag efter trinitatis 2012

”Hvert menneske er kun et vindpust. Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Disse udsagn hører vi i dag i kirkens rum. Ord, der lyder sammen med fortællingen om helbredelsen af den lamme mand ved Betesda sø.

”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Ville det gøre en forskel at vide, hvornår man skal dø, kunne man spørge? Ville det gøre dit liv bedre, dybere eller mere meningsfyldt? Jeg hørte engang en foredragsholder sige, at sandsynligheden for at dø er 100%. Der gik et gisp gennem salen, som om det først da gik op for folk, at de faktisk ikke kan undslå sig det. At man hverken gennem sund kost, motion, proteinkurer, meditationer, latterkurser eller gode venner og kærlighed i klaser, kan undgå at dø.

Så vil du vide hvornår? Mja, ville mange nok sige. I al fald står der på samtlige clairvoyantes hjemmesider, at de ikke vil fortælle folk om deres dødsdage. Så det må være et emne, der bliver spurgt til. Og ja, vi vil da gerne vide det, hvis den viden, vi får, er beskeden om, at vi bliver 120 år, er friske i hovedet og sover os stille ind i døden. Ja, den besked vil vi gerne have. Vi vil gerne vide det, hvis det bliver en forsikring på, at vi resten af livet ikke behøver bekymre os for vores helbred.

Men salmisten er bange, og vil vide hvornår livet ender. Han føler sit liv som et vindpust. Den livsånde, der engang blev blæst ind i det første menneske, har mistet kraften til liv, og er nu det vindpust, der river bladene af træerne og efterlader dem nøgne og golde.

Så hør mig dog Herre?

Han er bange – bange fordi han lider. Fordi smerten river i ham og han ikke forstår hvorfor.

Og derfor vender han blikket mod sin skaber, og spørger halv i angst for svaret og halvt i harme over den uretfærdighed, han må udstå. Så hjælp mig dog.

Samme skrig om hjælp lyder hver dag fra tusindvis af sygesenge, hvor smertens eneste udfrielse synes at være døden. Den høres fra forældre, der står ved kuvøser og beder for deres barns liv. Og den høres, når ulykken rammer så meningsløs, at vi må stoppe op i vantro.

Skriget til himlen høres hver dag, skriget om udfrielse fra smerte, om hjælp i nøden og om uretfærdigheden i døden.

Lidelsen er livets ubekendte faktor, som vi kan længes efter at få kontrol over, så den ikke længere kontrollerer vores liv. Og man hører i sukket, der kommer efter skriget, et håb om, at der var en mening med lidelsen.

Og i dag hører vi også fortællingen om manden, der ligger ved søen og håber på helbredelse. Han har ligget ved samme sø i 38 år. Han kender skriget og han kender sukket. I 38 år har han ligget og set den ene efter den anden blive helbredt før ham, og har ikke kunnet andet end at længes efter at nå derned. Han har været så tæt på, og alligevel så langt fra.

Hvor er Gud for ham?

Og da kommer Jesus til ham og spørger: vil du være rask? Havde manden ved søen været jyde, havde svaret nok været: Ja, hvad tror du selv? Svaret er indlysende, selvfølgelig vil han være rask.

Og da svarer Jesus; tag din båre og gå.

Hvorfor sker det nu? Hvorfor kom Jesus ikke før? Hvad er Guds mening med det?

Vi er så vant til at spørge efter en mening, at vi også søger den her. Vi vil forstå, hvorfor tingene udspiller sig som de gør. Og kan vi forstå det, kan vi også kontroller det.

Det er den manglende kontrol, der er vores problem. Vi bryder os ikke om at være magtesløse, så derfor bliver Gud, der har magten, også til syndebukken og meningsgaranten, når livet bliver barsk.

Men fortællingerne i dag er ikke sat sammen så de kan skabe en mening for livet. De er derimod sat sammen, for at åbne vore øjne for vores vilkår i verden.

Gud har ikke bestemt sig for, hvornår vi skal dø, eller at nogle af os, skal få et værre liv end andre. Han har ikke siddet med en pegepind og peget på de mennesker, der skal blive syge og lide. Vores liv er endnu ikke levet, så det vi skal er at leve det. Vi må ikke blive så bange for døden, at vi holder op med at leve.

Vi skal leve.

Vi kan ikke have kontrol over alt. Vi vil gennem gentest, gennem det rigtige liv og de rigtige tanker, sørge for at livet bliver så rigtigt så muligt, at vi laver vores tilværelse om til et laboratorium, hvor vi forsøger at opnå det bedste resultat. Faren er, at vi til sidst vil opdage, at vi i den søgen, glemte livet ved døren.

Vi skal leve.

Men selvfølgelig kan det være svært at leve, når det ER svært.

Virkeligheden er, at sygdom, død, lidelser og smerte er et vilkår for os alle. Alle vil vi vende vores blik og råbe til Gud. Råbe uretfærdigheden ud.

Manden, der helbredes i dag, tager sin båre og går. Alle har vi en båre at bære. Alle skal vi bære vores livshistorie med os, hvordan det så end blev. Og alle skal vi gå.

I AA bruger man en bøn, der hedder sindsrobønnen. Den lyder sådan her:

Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting
jeg kan og visdom til at se forskellen



Tag din båre og gå.

Helbredelsen i dag, handler om, Guds ord i verden. Jesus spørger: vil du være rask? Han kunne også have spurgt: Vil du døbes på denne tro? Eller: Tag det og spis det, det er mit legeme. Han spørger om vi vil tage i mod. Vil du tage den gave, jeg rækker dig. Og gaven er kærlighed.

Helbredelsen er altså ikke et fortælling om, at Gud vil helbrede dem, der tror nok. Heldigvis, for hvad nu med dem, der kun har en lille tro? Men fortællingen skal et tegn på, hvad Gud vil med os mennesker – han vil give os sin kærlighed.

Jesus viser os Guds intention med os, og viser os samtidig, at det ikke handler om, at vi skal forsøge gennem egne kræfter at nå ned i søen, men at vi i mødet med Guds kærlighed får kræfter til at tage vores båre og gå. Gennem mødet med kærligheden får vi fornyede kræfter – vil du være rask, vil du døbes på denne tro, vil du tage i mod den kærlighed, jeg giver dig? Spørgsmålet klinger i vores hjerter.

Vi skal med andre ord lade os falde ind i Guds arme.

Falde hele vejen så han til sidst griber os. Han griber os der, hvor vi har grædt, skreget og sukket – når vi opgiver, at forstå, opgiver at finde en stor mening, og opgiver at tro, at vores liv allerede er bestemt for os – når vi opgiver alt det, og lader os falde, da falder vi ind i Guds arme. Falder og lander det sted, hvor vi endelig holder mund, så vi kan høre at Gud hele tiden har fortalt os; Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Jeg er med dig.

Guds ord lyder i verden. Jeg er med dig. Og det ord, det forandrer verden. Det forvandler vores hjerte så de ikke længere er stenhjerter men kødhjerter. Så vi igen kan se, at det vigtigste i livet ikke er at finde meningen med lidelsen, men finde meningen i kærligheden.

Vi råber efter Gud – så hold da op med at forsøg at råbe ham op, når han står lige ved siden af dig, klar til at gribe og klar til at sige til dig, som han siger i dåben: jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Hen er med dig gennem lidelse, smerte, glæde, håb, kærlighed og glæde. Med dig hele vejen.

Find ikke meningen med lidelsen, men find hellere meningen i kærligheden.




Teksten:

Den gammeltestamentlige læsning:
Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen. Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere. Sl 39,5-14


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15

13. søndag efter trinitatis 2012

Det er en tilbagevendende diskussion, når jeg samles med kolleger, at tale om, hvorfor kristendommen i disse år har trængte kår i vesten, men stormer frem i 3. verdenslande.

Alle tal viser, at kristendomme vokser i de dele af verden, hvor undertrykkelse er en del af hverdagen. Hvorfor kunne man spørge? Og ikke bare har kristendommen et budskab om næstekærlighed, der er uden sammenligning, men også det faktum, at Jesus dør på et kors i smerte, bringer lidende mennesker i et skæbnefællesskab med Guds egen søn. Det er drivkraften for at kunne håndtere megen sorg og smerte, at blive forstået. Samtidig er Jesus en Gud, der vil tjene os, og er man undertrykt, kan løftet om en Gud, der bøjer sig i støvet for os, give fornyet styrke til ens eget liv.

Men hvorfor har kristendommen så trængte kår i vesten? Eller sagt på en anden måde, hvorfor giver det ikke streetcredit at sige man er kristen?

For mange år siden kom en nu ukendt ophavsmand med udtalelsen, at det er nemmere at tale om sit sexliv end sin tro. Har det ændret sig? Ikke synderligt, hvis man tænder for fjernsynet en sen aften. Da bliver man mødt med det ene reality program efter det andet, der handler om at date, drikke og dumme sig.

Ja, det er politisk korrekt at hade reality programmer, så jeg ligger mig i slipstrømmen af det, der er rigtige at gøre. At jeg så faktisk ser det fra tid til anden, må I love mig ikke at fortælle videreJ .

Reality programmerne har tårnhøje seertal. Det handler for seeren om at blive underholdt – og det er ikke nyt. I det gamle Rom gav lederne brød og underholdning til folket, så man sikrede sig, at de ikke gjorde oprør. De fik mad i maven og gladiatorkampe, hvor mænd, kvinder og dyr slagtede hinanden, og i det blodbad kom underholdningen. Så, at vi i dag har date, druk og dumhed på tv er ikke sindsoprivende nyt.

Hvorfor er det så deltagere? De af jer, der husker den folkekære Otto Leisner, vil huske lørdag aftner med god underholdning og quizzer. Selv husker jeg Kvit eller Dobbelt bedst. Og især husker jeg en ung pige, der deltog, som var hvalekspert. Hende glemmer jeg ikke.

Jeg ved ikke om det var pigens mål, da hun ville deltage i programmet, men det blev udfaldet. Og netop det udfald, det at blive berømt, at fange seerens opmærksomhed og blive til noget, det tror jeg, er målet for mange af dem, der deltager.

De vil gerne huskes. Man hører folk sige, at det værste, de kan forestille sig, er at blive glemt. Det ligger dybt i os. Hvis børn tror, de er blevet glemt, bryder deres verden sammen. Og vi voksne er ikke er blevet mere voksne på det punkt. Vi vil ikke glemmes, for det betyder, at vi ikke er værd at huskes. At vi ikke er noget værd.

Det ligger i samtiden et ønske om, at vi som individer skal gøre os særligt bemærket - at vi skal være værd at huske. Og det kan man blive ved at gøre en indsats, gøre noget specielt, tage anderledes valg. Du kan handle dig ud af glemslen.

Og her kommer vi frem til et svar på spørgsmålet, hvorfor kristendommen er i lav kurs i vores del af verden. For kristendommen taler direkte mod den tidsånd, at du gennem handlinger og gerninger, kan opnå noget. Jo, du kan opnå noget på arbejdsmarkedet, men når det kommer til Gud, så kan du ikke gennem ekstra anstrengelser opnår noget hos Gud. I kristendommen er det netop IKKE det, du gør, der definerer dig; men at Gud elsker dig, der gør dig speciel.

Men hvor er det nemt at glemme, når vi hele tiden møder en virkelighed, der fortæller os, at vi i samværet med hinanden skal gøre en indsats for at blive husket. Og så er det besnærende nært at overføre det på Gud, og tro, at vi også kan networke med Gud. At vi gennem kompetencer, hårdt arbejde og et godt cv, kan sikre os Guds kærlighed.

Vi tror måske, at vores ambitioner kan nå helt ind i Himlen. Men det triste svar til det vestlige menneske er, at det det kan det ikke. Og det er samtidig også det opløftende svar, at nej, alt det ekstraarbejde, du ligger for dagen, kan ikke give dig plads ved siden af Gud.

Vi hører i dag om en mor, der elsker sine sønner. Hun vil dem det bedste, og ønsker for dem, at de kommer frem i verden. Et helt rimeligt ønske, for det tænker enhver forældre om sine børn. De ønsker dem en god plads i livet. Moren i dag har dog en lidt anden situation end nutidens mødre, for hendes to drenge går sammen med Jesus. Jakob og Johannes hedder de. Hun går en dag hen til Jesus for at tale med ham om dem. Det er nogle gange nemmere, når mor fører ordet.

Og hun beder Jesus om at sikre sig, at hendes sønner får en god plads ved siden af Jesus. Hun vil have, at hendes to dejlige sønner, får de to særlige pladser. Hun mener bestemt, at de både magter opgaven, og fortjener det.

Hun er meget moderne i sin tilgang. Det handler i dag om at kunne italesætte sine ønsker og så præsenterer dem, så andre hopper med på vognene.

Men det går ikke med Gud. Vi kan ikke sælge ham noget, der ikke allerede er hans.

Vi kan ikke give os selv til ham, som et godt køb, eller som en powerpoint præsentation af vores livs succeser.

Og det er da også ærgerligt, for så havde vi da i det mindste chancen for at lægge vægt på alt, det der gik godt. Så ville vi måske tage os bedre ud, når vi stod ansigt til ansigt med Gud selv. For hvad nu hvis, det han så, ikke behagede ham. Ville vi så blive smidt ud i glemslen?

I Aarhus Domkirke er der et kalkmaleri af ærkeenglen Mikael, der står vejer sjæle på en vægt. Sjælen i den ene skål og gerningerne i den anden.

Men i det skjulte ser man så Mikael lægge sin finger på skålen med sjælen, så han sikrer sig, at den ikke bliver vejet og fundet for let Han sørger for, at sjælen kommer i Himlen.

Det er et flot billede på, at gerningerne ikke er målet for Gud. Guds ønske er, vi alle kommer med ham. Han har ikke skabt verden for derefter at sende halvdelen i helvede. Men vi mangler engang imellem at se os selv med det himmelske blik – i stedet for at forsøge, at forhandle os vej ind i himlen, er budskabet, at Gud vil have DIG. Og han husker på dig. I stedet for at bruge blikket på at kigge op, skal vi bruge vores blik på at se hinanden i øjnene. Kristendommen handler ikke om dig og Gud, men det handler om OS og Gud. Sagt med andre ord, så skal vi hellere bruge vores kræfter på, at leve vores liv med hinanden, så der bliver plads til det menneske, der ikke magter at følge med tidsånden. Sørge for, at der også er plads til det menneske, der i skam sænker blikket. Sørge for at der er plads til det menneske, der fejlede i livet.

For der er plads til dem hos Gud, bare fordi han elsker dem, hvor meget mere bør vi så ikke sørge for, at der plads til dem i livet. Når Gud siger han elsker DIG, så elsker han også hende, der sidder på din højre side, og elsker ham, der sidder på din venstre. Du er elsket af Gud, og at vide sig elsket og husket skal være den drivkraft, der gør, at vi forsøger at gøre verden til et bedre sted for alle.

Er det for idealistisk? Måske, men det er det eneste svar, vi kan give til den Gud, der kom hele vejen ned til os, og mødte os som menneske, så vi ikke længere behøvede se mod himlen for at få øje på ham.

Det eneste svar, man kan give på Guds kærlighed til os. Der er plads til alle – Gud elsker også dig. Ikke en af os er glemt.




Teksten:

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28