lørdag den 20. oktober 2012

20. søndag efter trinitatis 2012



Jeg læste den anden dag om den disciplin, det er, at læse i Bibelen, og gøre det til hverdagsliv. Heri blev disciplinen beskrevet som et forsøg på at gå i spagat mellem Himmel og jord. Når man stod med hjertet i Bibelen og kroppen i livet, skulle man tvinge sig selv ud i en akrobatisk øvelse, for at finde forbindelsen mellem de to – mellem Himlen og jorden.

Det er jo skønt, hvis man faktisk kan gå i spagat, men for de fleste af os ”stiv-kroppede” mennesker, vil det kræve meget øvelse og gentagelse. Så allerede på forhånd må mange med skuffede miner konstatere, at det med Himlen og Bibelen ikke er for dem, og beholde begge ben på jorden. De giver op inden de er begyndt, fordi det tilsyneladende kræver mere, end man lige synes, man kan overskue i en hverdag, der kan være stresset og travl nok. Og så kan resultatet være lidt mere diffust at forholde sig til – det er måske bedre at bruge sin tid på andet end på ”det-med-Gud”.

Men er det nu også sådan, det er? At man skal indlære sig en evne, der kan tage dage og år for den ufleksible at blive smidig nok til at gøre de smidige kunsten efter?

Kræver Bibelen – kræver troen – kræver Gud, at vi gentagende gange må strække og strække os indtil vi endelig forstår, hvad han mener?

At det handler om, at vi er så usmidige, at vi end ikke når Himlen med bare det ene ben?

Der findes ikke et væsen så stædig som mennesker, ja, hvis man lige regner æslet fra. Og det er da også vidunderligt at tænke på, at det var et æsel, der bar Maria til stalden – og at det også var et æsel, der bar Jesus ind i Jerusalem til påske. Æslet er nok stædigt, men også det dyr, der har båret verdens frelser.

Og det er som om stædighed følger Gud. Ikke at Gud gerne vil have, at vi er stædige, men det følger med, når vi har med Gud at gøre.

Guds mest særprægede skabning er vel mennesket selv. Han skabte os i sit billede, og siden har vi ikke gjort andet end at betvivle hans eksistens, hans vilje, hans kærlighed, hans evner som Gud og hans intention med os.

Og selv det mest troende menneske, har haft øjeblikke af tvivl. Øjeblikke, hvor vi har været vrede på Gud, skældt ham ud eller måske vendt ham ryggen, fordi vi ikke har forstået det liv, der blev vores.

Vi er en skabning, der til tider kan synes at styre mod afgrunden i høj fart, mens Gud sidder ved siden af os, og råber ”stop” uden at vi hører efter.

Mennesket som synderen, der ikke vil Guds vilje – den fortælling kender vi. Og ja, når Jesus bliver korsfæstet er det os, der korsfæster ham igen og igen. Men det er også os, der står ved foden af korset og græder tårerne over hans død. Os, der tager ham ned af korset og begraver ham – og os, der igen og igen fortæller om hans opstandelse fra døden.

Vi mennesker er måske de mest komplekse af Guds skabninger – vi siger ja og vi siger nej. Og det er aldrig til at finde ud af, hvornår det er et ja, og hvornår det er et nej.

For vi kan sige det ene, og mene det andet. Vi kan mene det ene, men gøre det andet.

Ofte er vores intentioner på det rette sted, men det kan så nemt ende med, at vi ikke gør det, vi har i tankerne. Paulus siger om dette, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. (Rom 7)

Vi vil så gerne, men når ikke altid hele vejen.

Der er så meget på spil i vores ja og vores nej. Et forkert ja eller et forkert nej, kan være noget, vi fortryder resten af livet, og som vi må leve med. Men det kan også blive forfladiget – et ”ja ja, ja” eller et ”nej, nej”. Noget, der bliver sagt for at slippe for at være en del af noget.

Det er ikke nok, at sige et ja eller et nej – ordene i sig selv har ikke betydning, hvis vi ikke mener dem. Hvis de ikke bliver til levet liv.

Luther siger om dette i sin romerbrevsforelæsning, at de ugudelige gudsbespottelse lyder mere velbehageligt i Guds øren end de frommes Halleluja.

Det er dog bedre, at lade sit nej lyde, end det er at tro, at man har regnet Gud ud, så han lige kan være i ens bukselomme. Har man Gud i sin bukselomme, er man blevet som en gud for Gud. Man er den, der ved, hvornår andre tager fejl. Den, der mener at have Gud på sin side – og dermed bliver man også den, der tror, at man sidder ved Guds højre hånd, hvorfra man skal komme at dømme levende og døde. Den dom er ikke vores – den dom er kun Guds. Ingen andres.

Vi må ikke tro, at vores tro gør os bedre end andre, eller stiller os tættere på Gud. Da siger vi nemlig i virkeligheden nej. Nej til andre medmennesker, der er skabt i Guds billede – nej til det medmenneske, som Gud elsker – og i sidste ende er det et nej til os selv. Det er ikke op til os at beslutte, hvem der hører Gud til. Og mange vil nok blive overraskede, når de en dag finder ud af, at vi alle har haft Gud med os. Ikke et menneske falder uden at Gud ikke er med det i faldet.

Guds historie med os mennesker er en fortælling om Gud og os. En fortælling om en skaber, der ud af kærlighed skaber verden – og skaber os. Skaber mennesket i sit billede til at varetage jorden.

Og siden da har Gud elsket os.

Gud elsker mennesker – og Gud blev menneske. Han blev til kød og han blev til blod. For at vi kunne være i vores eget kød og blod – for vi at kunne være her i livet.

Han blev til et menneske, så han ikke længere blot var en Gud i det høje, der så ned på sin skabning, men så han kunne se os i øjenhøjde – se på os, tale med os og føle med os.

Jesu liv har været som ethvert menneskeliv har været. Det har ikke været skånet, fordi han var Guds søn. Nej, han måtte leve som os. Falde som barn, slå sit knæ, blive opdraget af sine forældre, blive irettesat, grædt af sorg og grinet af lykke. Når Gud blev menneske, så blev han menneske – han legede ikke bare menneske i et sekund. Nej, han blev et menneske for at møde mennesker.

Han sagde sit første JA til os, da han på skabelsesmorgenen skabte os, og han har gentaget det siden, for definitivt at sige det i Jesus Kristus. For da måtte vi da kunne forstå, at vi er hans – og han er vores.

Gud har sagt JA. Stædige som vi er, har han ikke smidt os på porten, som vi kan gøre med Ham – for her har vi at gøre med en Gud, der er endnu mere stædig, end vi er. Han er så stædig, at han en fredag for 2000 år siden rakte sine hænder ud i et favntag mod verden, for at vise os sin kærlighed.

Vi er nok stædige, men ikke mere end Gud.

Gud vil fjerne vores stenhjerter og give os hjerter af kød (Ez 11.19). Vores hjerter kan være som sten, men selv et dråbe vand kan, hvis man igen og igen drypper den ned på stenen, lave et hul. Guds kærlighed – Guds ord til os, er de dråber af livgivende vand, der igen og igen drypper ned på hjerterne af sten. De vil med tiden gøre vores hjerter til  kød – til liv.

Det er ikke os, der skal gå i spagat for Gud, så vi kan nå himlen. Himlen er kommet til os.

Vi skal blot tage i mod – og gå ind.

Ikke vores stædighed. Ikke vores trods. Ikke vores stenhjerter – intet kan holde Gud fra at søge efter os, og finde os.

Holger Lissner skriver i en salme (DDS 414) sådan her:

Den Mægtige finder vi ikke,
den mægtige Gud finder os,
der famler og fægter i mørket
og lukker os inde i trods.
Han hører de bange, der beder,
han søger de blinde, der leder,
og tager os ind i sin favn.



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...