onsdag den 26. december 2012

Juledag 2012



Det er blevet dagen derpå. Dagen efter juleaften. Nogle har tømmermænd, andre er forædt. Nogle skal videre til julefrokosten som de glæder sig til, og andre håber snapsen vil komme hurtigt ned til dem, så de slipper for at møde familien ædru. Andre igen bruger dagen på at finde ro, eller måske fyldes man med den tomhed, der er så kendetegnende for netop dagene efter – når man er kommet i mål. Nogle kalder for det for sejrens melankoli (Paul Otto Brunstad) – den melankoli, der opstår, når vi når vores mål, og tænker: hvad så nu?

Og måske er julen som et mål, der skal nås. Enten skal man holde julen for familien, og december forsvinder i stress over indkøb af rødkål, kartofler, mandler. Og så skal man lige nå at gøre hytten ren, vaske vinduer, lave hjemmebagte småkager, konfekt og pakke gaver ind, mens man lige skal huske at hygge sig med det hele. Eller er det måske et måske et mål i sig selv at komme gennem juleaften alene?

Hvorom alting er, så er det dagen der på. Det er blevet hverdag. Og januar venter lige om hjørnet, den mørkest og koldeste af alle måneder på året. Vi vender tilbage til vores liv. Og med os ind i det nye år, tager vi tanker om, hvilket liv, vi har levet og hvordan vi vil leve fremover. Januar bugner af udsendelser, artikler, programmer og tilbud om, hvordan netop du kan forbedre dit liv. ”Hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv?”, synes at være det mantra, vi mødes med lige efter julen. Som om, at den man var, mens julen stod på, ikke rakte – ikke var god nok? Der bliver spundet guld på det faktum, at vi mennesker ofte rammes af usikkerhed i mødet med hinanden. Jon Kalman Stefánsson skriver i sin roman: ”Himmerige og helvede” om netop det på denne måde:

”Det er let at bedrage sig selv i ensomheden, man kan næsten skabe sin egen personlighed, være klog, velovervejet, have svar på alt, men blandt andre ser det anderledes ud, så gælder det, da er du ikke lige så velovervejet, langt fra så klog, du er nogle gange et forbandet fjols og siger alt muligt åndssvagt” (s. 134 n) 


I mødet med andre, bliver vi klar over, hvem vi er, og desværre føler mange netop det, at de ikke slår til. Vi rammes af usikkerhed i mødet med hinanden, fordi vi bærer hinandens liv i vores hænder – vi betyder noget for hinanden – så gælder det - og det medfører en sårbarhed – en skrøbelighed, der kan drive os til at dømme os selv som fjolser, og tro, at hverdagen skal bruges til at lave så meget om på sig selv, så vi kan være klar til næste store begivenhed.

Men der tager vi ganske fejl. For ikke blot tager vi fejl i vores dom af os selv, når vi føler os som fjolser, men vi tror dernæst også, at hverdagen kun er et mellemrum. Da lever vi ikke, men lader hånt om livet.

For livet leves mellem højtiderne – mellem de store fester. Vi husker i punkter, men vi lever i bølger. Vi lever i hverdagen. Og den hverdag er vores – den bør ikke bare overstås, men skal leves.

Evangeliet til i dag, kender vi. Det er juleevangeliet. Det er nok det mest kendte sted i Bibelen.

Det handler om Jesus. Han blev født en nat for mange år siden. Han blev født i menneskets historiske tid – ikke en fjern mytisk tid. Han blev født ind i vores hverdag, for at forandre verden og os.

For med Jesu fødsel er verden blevet forandret.

Gud valgte at blande sig i vores liv. Han ville ikke blot være tilskuer til livet, men ville leve det med os. Fordi Gud bekymrer sig for os, elsker os, ser vores muligheder og ikke alle vores fiaskoer. Fordi Gud ikke ser fjolset, men mennesket.

Han kom herned på jorden som et lille barn, og med det lille barn, blev Guds virkelighed også til vores virkelighed.

Hvordan mærker vi det i vores liv? Den nat fik vi intet mindre end håbet. Det blev med Jesu fødsel givet til alle mennesker – håbet om, at Guds kærlighed ikke kun når de få udvalgte, men når enhver, der bor på denne klode.

Det bliver særlig tydeligt, når vi døber små børn, hvor vi hører, at Jesus siger til os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Ikke vores livs slutning, eller til han ikke gider mere – Nej, han er med til verdens ende. Og verden begynder og ender med Gud.

Det håb fik vi den nat for så mange år siden. Håbet, der også er en tillid til, at Gud tør blande sig i vores liv.

Her i sidste uge sang jeg ”Altid frejdig” (DDS 784), , og da faldt jeg over en bestemt sætning. Sådan kan det gå nogle gange, at salmer, man har sunget tusindvis af gange, pludselig åbner sig for en, og man tænker ved sig selv, at det var da alligevel utroligt, at man ikke havde set det før. Og jeg fik altså øjnene op for følgende sætning:

Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende (DDS 784,1)

Veje Gud tør kende. Tænk at vi har en Gud, der tør gå med os. Han ser ikke den anden vej, eller lukker øjnene, når vi går veje, der skræmmer os, eller går veje, vi selv skammer os over. Han tør kende vores veje, og han tør kendes ved os.

Gud er modig. Faktisk så modig, at han lod en dreng føde – en dreng, der var Gud selv. Første skabe han os i sit billede, og så blev han ligesom os, for at møde os. Det er håbets største triumf – at Gud blev ligesom os.

Vi kan nu med frimodighed håbe på fremtiden. Vi kan håbe for livet med hinanden. Vi tør håbe, fordi vi ved, at Gud blander sig i vores liv. Han er ikke blot en fjern Gud, men bliver lige præcis som en af os. Deri ligger håbet – at Gud lever sammen med os i hverdagen.

Og Gud skeler ikke til hvor travlt vi har, hvor mange mål vi når eller ikke når, eller hvor mange venner vi har eller savner. Han er med hvert menneske.

Det gør julen til det glade budskab – at Gud holder os ud, også der, hvor vi ikke længere kan holde os selv ud. Også der hvor vi dømmer os selv som fjolser, selv der er Gud med os. Også dem ingen orkede at være sammen med, dem vi glemte, og dem vi aldrig så igen – dem er Gud med.

Verden er forandret, og det vi altid være en slags dagen derpå. Dagen derpå, hvor vores hverdag nu, for altid, vil rumme den vished, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende.

Derfor skal vi også hylde hverdagen, for også den er skabt af Gud.

Jeg vil slutte min prædiken af med en hyldest til netop hverdagen. Det er et digt skrevet af Dan Turèll, og det lyder sådan her:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen


- Dan Turèll

Og med det vil jeg ønske jer alle en glædelig jul. Må Gud være med jer hver dag til hverdag.




Teksten:


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«Luk 2,1-14

Juleaften 2012



Jeg vil fortælle jer et eventyr. Et slags moderne juleeventyr, men det her eventyr er lidt specielt – for det fandt faktisk sted.

Inden jeg blev præst her i Møllevangskirken arbejde jeg som gadepræst for unge her i byen. Det betød, at jeg hver torsdag og fredag aften og nat gik rundt i midtbyen, og talte med de mennesker, jeg mødte – vi talte om livet, troen, drømme, skuffelser – vi talte om identitet og vi talte om Gud. Jeg bestemte ikke emnerne, men fulgte folk i de tanker, de lige havde, når jeg mødte dem.

En aften, hvor der ikke er mange mennesker i byen, møder jeg en af ”gadens folk” – en af de alt for mange hjemløse, der har gaden som bolig. Han er en ældre herre, der har boet på gaden i mange år, og drukket tæt i endnu flere. Jeg går hen og præsenterer mig selv, som gadepræst.

Han spærrer øjnene op, og kigger på mig. Jeg har en præsteskjorte på. Det er en sort skjorte men et hvidt indstik (I kender den måske fra film). Jeg tænker et øjeblik, at han måske ikke troede på, at jeg virkelig er præst. Men da han har set på mig et øjeblik, smiler han over hele hovedet, og siger til mig: ”du skal have en gave.”

Jeg begynder med det samme, at sige til ham, at jeg virkelig ikke behøver får en gave af ham. Men han hører intet af det, jeg siger. Han vender sig mod sin barnevogn, og proklamerer at jeg, når jeg nu er præst, skal have et bedetæppe.

Jeg forsøger at forklare, at det er en anden religion, der bruger det med bedetæpper, men den information går ind af det ene og ud af den andet øre hos ham. Han fortsætter med at rode i sin barnevogn, og op ryger bl.a. en helt kasse med æbler, et par sko og mange andre ting. Han fortsætter med at rode sin barnevogn igennem, og nederst finder han ”bedetæppet”.

Imens han breder det ud på jorden, for derefter lige at vise, hvordan man bruge det, fortæller han, at tæppet egentligt er en dug. Han har sin tid arvet det af sin mor. Hans drøm er at blive ædru, og at netop denne dug skal pynte i den lejlighed, han håber engang skal blive hans. Men, siger han i et suk, det sker nok ikke, så det er bedre, at du får dugen, og bruger den. Og præster skal da have bedetæpper ikke?

Og så overrækker han mig dugen, der er så beskidt, at den vejer til. Jeg får denne tunge, ildelugtende dug i hænderne, og pludselig er den min.

Jeg tager den med hjem, lægger den i klorin, og efter nogle timer lykkedes det mig også at få den ren.

Og sådan gik det til, at den første præst i Danmark, vil jeg tro, fik sit eget bedetæppe :-)

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, det er tankevækkende, at det var mig, der fik en gave. Jeg kunne jo efterfølgende tage hjem til min trygge seng, mit fyldte køleskab, min varme bruser og mit liv, langt væk fra problemerne. Man skulle tro, at det var mig, der kom med overskuddet. Og alligevel var det ham, der i al sit underskud, gav mig en gave. Han forærede mig en dug, og alt jeg kunne, var at tage i mod.

Men sammen med den dug, gav han mig så meget mere – nemlig ligeværd. Midt på gaden, mellem brosten og affald, blev vi ligeværdige. Vores vilkår ville altid være forskellige, men ligeværdigheden kunne vi dele. Og den nat, blev mine øjne åbnet for netop det.

Der blev åbnet en flig af tæppet ind til en anden fortælling end den, man umiddelbart tror man ser, når man møder et andet menneske. Vi var ikke længere blot ”en af den andre” overfor hinanden, men blev to mennesker, der var hinanden vedkommende.

Hvad har det med julen at gøre? Det har alt med julen at gøre. Gud vender nemlig op og ned på alting, men måske vi ikke altid får øje på det, fordi vi har hørt juleevangeliet så mange gange.

Så lyt engang.

Det var ikke en nat som de andre, og på mange måder var det en nat som alle de andre. Der går et ungt par rundt i gaderne i storbyens kulde. De er lige kommet til byen med bussen, og leder nu efter et sted at sove, men ingen steder bliver de lukket ind. De er trætte og udmattede efter en lang rejse. 

Hun er gravid og skal snart føde. Deres liv er på tærsklen til at skulle ændre sig for altid, og midt i det hele står de alene i en fremmed by og kan ikke finde et sted at sove. De har ingen mulighed for at sikre, at deres barn kommer til verden i verden i en varm seng. 

De forsøger at banke på mange døre, men hvert sted er svaret det sammen: der er allerede fyldt op. 

Det var en nat som de alle de andre, og der var ikke plads til dem. Gaderne bliver lange som natten rykker nærmere og mørket kommer. 

Det sidste sted, de kommer til, banker de også på, og denne gang har de heldet med sig. Ejeren har et lille udhus bagved, hvor han da kan sætte en varmeblæser op til det unge par. Og, der, i et lille ydmygt udhus midt i en fremmed by, kommer deres søn til verden. Mellem parrets kærlige blikke fødes han. Det eneste sted, hvor der var plads til dem. Dagen, der var en almindelig dag for alle andre, blev for dem, den dag hvor deres liv begyndte – det blev begyndelsen for dem, men også for os. 


Sådan kunne juleevangeliet måske lyde i en nutidig udgave. Sådan bør den måske lyde, for at vi kan forstå, hvad det er, der gør denne nat så speciel.

Jesus blev ikke født hos en rig familie, eller hos en konge. Nej, han blev født af en fattig kvinde, der var ukendt. Han blev ikke født mellem silkelagner, men lå i hø og halm.

Gud vender op og ned på alting. Han vælger den laveste til at bære den mest ophøjede. Kun ved at møde os gennem den laveste, kan vi alle blive lige.

Den aften bankede et par på dørene rundt i byen. Vi banker også på døre i vores liv, når vi er trætte, opgivende og har brug for hjælp. Da er det os, der banker på.

Det kan være hårde, faste slag, det være små, forsigtige bank, der knap kan høres, eller det være et stille, uudtalt ønske om at blive set. Et ønske man måske ikke selv ænser. Vi har brug for et sted, hvor der bliver åbnet, når vi banker på.

I juleevangeliet får Josef og Maria en stald, som de kan sove i. Efter de havde banket på mange steder, finder de det ene sted, hvor der er plads til dem den nat. Det sted er ikke, som de forventede, men der i stalden blev alt som det skulle være. I den stald var der ikke blot plads til Maria og Josef, men også til de hyrder, der lå i nærheden, og til de rige visemænd.

Der var plads til mange – der blev åbnet op for dem, der kom.

Vi skal også åbne døre for hinanden, når der bliver banket på. Vi skal forsøge at se de mennesker, vi møder på vores vej, som mennesker. Vi skal give plads til, at ethvert menneske kommer med et helt liv i bagagen fyldt med oplevelser, drømme og håb. Først da kan vi få øje på hinanden som ligeværdige.

Det skal julen minde os om. At når der bliver banker på, så skal døren åbnes – og der skal vi få øje på det menneske, der står udenfor. Sådan bliver det en glædelig jul for alle.

Og dugen jeg fik – den har endnu. Jeg passer godt på den, så den kan minde mig om, at en dør blev åbnet for mig ganske uventet, og jeg fik lov at komme ind.

Glædelig jul.



Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

mandag den 17. december 2012

7. søndag efter trinitatis 2009





Du løfter op min smerte, så smerten er hos dig, du, Gud der kender sorgen og deler den med mig.
Du fylder mig med undren, forunderlige Gud, du åbner altid udvej, når alt ser håbløst ud. 
- Amen


Når alt ser håbløst ud? Hvad er da håbløst?



Vi lever i verden, der med nemhed kan overmande ethvert menneske. Verden kan synes at falde fra hinanden og man kan intet andet gøre, end at kigge magtesløs til. Det kan virke håbløst.

Man kan se ind i sit indre, og det kan med nemhed overmande ethvert menneske. Mange bruger et helt liv på at ønske sig noget andet end det, man har fået. Ønske at livet var anderledes end det er. Det kan virke håbløst.



De øjeblikke af håb-løshed oplever alle mennesker på et eller andet tidspunkt i løbet af et liv. Et sted i livet, hvor spørgsmålene tårner sig op, og vi ikke længere kan se, hvilken vej vi skal gå. Vi famler og farer i blinde.



Men det er ikke kun os selv, der kan mærke håbløsheden. Håbløshed er noget, man kan give til andre. Vi kan nemlig synes, at et andet menneske er håbløst. At det ikke duer til noget, at det ikke er noget værd – at der ikke er noget håb for dette menneske.



Zakæus fra dagens evangelium er en mand, der af andre stemples som håbløs. Han er overtolder. På dette tidspunkt er landet besat af romerne, og romerne krævede told ind. Til dette job ansatte de lokale, der sørgede for at skrabe penge ind, og de var ikke sene til både at skaffe penge til romerne og til dem selv.

Selvjustits herskede, og tolderne var kendt for at snyde og kræve urimelige summer ind. Tolderne var mennesker, man så som forrædere, kriminelle og som var foragtet for alt, hvad de var. En sådan mand var Zakæus. En foragtet mand. En håbløs mand, man ikke regnede for noget værd. En mand, der var blevet rig på de andres bekostning.



I evangeliet hører vi, at Zakæus, der er lille af vækst, gerne ville se, hvem Jesus var, men at han ikke kunne se over hovederne på alle dem, der stod omkring Jesus. Men han ville se Jesus, og derfor kravler han op i et træ, som et andet barn, for nemmere at kunne se, hvem denne Jesus var. Jesus ser ham, og kalder ham ned, og siger at han vil spise med ham i aften. Det bringer harme i kinderne på de tilstedeværende. Hvorfor i al verden vil Jesus tilbringe sin aften med en tolder, og tilmed en tolder, for hvem alt håb er ude?



Det er evangeliet til i dag. En fortælling om en mand, der er håbløs og som får håbet tilbage i sit liv.

Men hvorfor lige Zakæus? Hvorfor denne mand frem for alle de andre, der flokkedes om Jesus, og som stod med deres hjerter fremme for at give til det til ham? Hvorfor denne undseelige, lille mand?



Der er op gennem historien kommet mange bud på, hvorfor det lige er Zakæus, der bliver valgt den dag. Måske havde Zakæus fået dårlig samvittighed og søgte tilgivelse. Måske han havde angret længe. Måske han længtes efter Gud. Måske var han blevet nysgerrig, og ville vide mere om Jesus.

Der er mange svar på spørgsmålet om, hvorfor Jesus var så urimelig at henvende sig til det menneske, der mindst af alle fortjente hans opmærksomhed. For noget måtte Zakæus vel have gjort for at fortjene denne gestus, ellers vil det ikke være retfærdigt.



Men hvad nu hvis, Zakæus faktisk intet havde gjort for at fortjene denne opmærksomhed. Hvad nu hvis han hverken havde angret, længtes eller villet tale med Jesus? Hvad nu hvis dette faktisk er en fortælling om en mand, der på ganske uretfærdig vis får besøg af Guds egen søn, og det til trods for at han ikke søgte ham? Zakæus kravler op i et træ for at se Jesus, blot for at se ham. Ikke for at få ham i tale, eller røre ved ham, ej heller skulle Jesus helbrede ham. Der er intet i fortælling, der indikerer, at Zakæus havde et ærinde den dag, men blot at han gerne ville se, hvem denne Jesus var. Og midt imens han sidder i træets top, ser Jesus op og kigger på ham, kalder ham ved navn: Zakæus, kom ned, jeg er din gæst.



Det er uretfærdighed! Vi har alle en klar opfattelse af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Allerede som børn, har vi oplevet at blive uretfærdigt behandler. Fået skældt ud for noget, vi ikke har gjort – det er en følelse, vi alle har haft. Følelsen af uretfærdighed gør, at vi råber op, peger fingre, giver ondt af os og skælder ud. Og i skolegårde rundt om i landet, hører man tit: ”Det er ikke fair”, og i de voksnes ansigter og stille mumlen til hinanden hører man tit: ”Det er ikke fair”.



Og det er ikke fair, at netop Zakæus blev hentet ned fra træet. En mand, der ikke søgte Gud. En mand, der ikke angrede eller ville ændre sit liv. Nej, han var blot en mand, der lige ville se, hvem Jesus var. Retfærdigt? Næppe. Fair? Slet ikke. Fortjent? Aldrig.



Men evangeliet er ikke retfærdigt, fair eller giver løn efter fortjeneste. Det er ikke, hvad kristendommen handler om. Kristendommen handler om en mand ved navn Zakæus, der helt ufortjent bliver elsket af Gud, og som helt ufortjent får tilgivelsen. Kristendommen handler ikke om, at man som menneske skal ligge på sine blødende knæ og tilbede Gud, ej heller handler det om, at vi skal tage kontrol over vores liv – nej, kristendommen handler om manden, der uden grund fik en gave, så stor at han måtte ændre sit liv. Ingen dom, ingen dunder taler eller formaninger – kun den rene skære kærlighed. Den kærlighed, der rammer dybt i hjertet, og siger at synden er forladt.



Og det er i al sin uretfærdighed gode nyheder. Det er evangeliets budskab til os igen og igen. At når Gud møder dig, gør han det med kærlighedens dom. En dom, hvor han ikke ser dine handlinger eller alt det, de andre mennesker ser i dig. Han hører ikke efter hvad andre mener om dig. Han ser ikke vores håbløshed eller utilstrækkelighed. Nej, når Gud møder dig, så ser han dig. Gennem trækroner og blade, gennem mørke og ensomhed, gennem livet og trængsler, så ser han dig. Og der møder han dine øjne og kalder dig ved navn: Skynd dig at komme, jeg er i dag med dig.





Der giver han håbet tilbage. Og vi mennesker kan blot stå med hænderne fremme og tage i mod den gave Gud skænker os. Kærligheden, også kaldet nåden, er så overvældende en gave, at livet må forandre sig. Livet bliver ikke det samme, for nu er du ikke længere alene. Vi har hørt ham sige: jeg er i dag med dig.



Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig. Gud, lad mig altid vide, at jeg tilhører dig.



Teksten
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10



søndag den 16. december 2012

3. søndag i advent 2012



Jeg har fået en skrabe julekalender. Sådan en, hvor man hver dag skal skrabe et felt indtil jul, og så kan man vinde penge. Jeg har blot et mindre problem med sådanne skrabe julekalendere: nemlig mig.

Jeg står som regel ved begyndelsen til en uge, og tænker ved mig selv, at jeg nok glemmer at få skrabet alle felterne i ugens løb, Så derfor skraber jeg forud – en uge ad gangen. Jeg siger til mig, at det handler om planlægning og effektivitet, samtidig med at jeg bliver nødt til at minde mig om, at jeg jo er voksen nu, og at den her situation overhovedet ingen sammenhæng har med dengang jeg var barn, og spiste min chokoladejulekalender forud.

Jeg har med andre ord et problem; nemlig mig. Jeg kan næsten ikke vente.

Der findes næsten ikke det barn i Danmark, der ikke glæder sig til jul med en forventning, der rydder al tålmodighed af vejen. De kan næsten ikke vente. Og aldrig har 24 dage været så lange, som de er i december.

Vi venter og venter og venter. Jeg håber og håber og håber. Og venter og venter og venter.

December er en ventetid. Advent er en ventetid. En ventetid fyldt med håb.

Håbet kender vi. Vi kender Paulus treklang: tro, håb og kærlighed. Da jeg var barn gik vi alle med tro, håb og kærlighed om halsen i form af et kors, et hjerte og et anker for troen. Et anker vi også ser hos Aarhus’ skytshelgen Sankt Clement, der blev smidt i vandet med et anker bundet til sig, og senere blev han helgenkåret af den katolske kirke, og gjort til skytshelgen for sømænd og også denne by. Hans anker er et symbol på håb for selv den, der ser ud til at synke til bunds i livet.

Vi er ikke katolikker, men vi kan lære af den historie om håbets anatomi.

For hvad er verden uden håb – hvad er vi uden håb? Vi antager nærmest automatisk håbet som en forudsætning for livet. Vi kender det fra sygehusene, hvor vi ved, at den, der mister håbet, også mister livet. Men håb giver kun mening, hvis den er rettet fremad.

For hvis håbet vender mod fortiden, vender den mod noget, der har været, og noget der aldrig vil blive igen. Det er så nemt at ønske svundne tider tilbage, men da forveksler man håbet med minderne. Vi skal ikke håbe bagud – vi skal håbe foran os. Det kristne håb, er altid et håb for fremtidens muligheder – for Guds muligheder med os mennesker.

Da Sankt Clement sank mod bunden med et anker bundet til sig, ved vi ikke, hvad han tænkte. Og måske var det ikke håbet om fremtiden, der fyldte mest, men måske netop tvivlen. Da alvoren slog ham – gad vide hvad han tænkte?

Måske det samme, eller noget der minder om, hvad Johannes tænkte, da han sad indespærret i fængsel. Johannes Døberen sad i fængsel – ham, der døbte Jesus i Jordanfloden sad i fængsel for at have kritiseret kongens ægteskab. Det gjorde man ikke ustraffet.

Johannes var udråbt som ham, der skulle bane vejen for Guds egen søn. Ham, der skulle fortælle, at Messias var kommet – messias som profetierne havde forudsagt ville komme.

Han sad nu i fængsel for at have en mening om kongens valg af hustru. Og som han sidder der i mørket, rammes han af sit livs mørke, og synker nu til bunds i sin egen tvivl.

Jesus gik omkring i det fri, og havde ikke vist sig som den messias flertallet dengang forventede, at han ville være - han befriede ikke Palæstina fra romermagten. Hvad er det for en Messias, de forventede. Ja, hvilken messias forventer vi?

Vi kan nemt sidde her på afstand af evangeliet, og ryste på hovedet af dem, der ikke kunne se det åbenlyse – nemlig at det var Jesus – Guds søn – de mødte.

Men hvordan ville vi selv reagere, hvis vi mødte Jesus i dag? Der er et par stykker indlagt i Risskov Hospital, der faktisk mener, at de er Jesus. Hvorfor tror ikke vi dem? Hvorfor ryster vi på hovedet stadigvæk? Vi ryster på hovedet både af dem, der tvivlede dengang, og fortsætter med at ryste på hoveder af dem, der hævder at være netop Jesus i dag. Hvorfor gør vi det?

Fordi det ligger til os at sætte spørgsmålstegn ved påstande – det ligger i os, at vi tvivler. Vi tvivler hele tiden. På hinanden, os selv, på om vejene nu er sikre, på om det nye vaskemiddel kan holde hvad det lover, på om vi har købt nok mad ind til juleaften, på om der nu også er 92 oktan i tanken, når vi tanker, eller om de har fyldt noget andet på. Vi tvivler hele tiden – sætter spørgsmålstegn. Og derfor gør vi det også til Gud. Vi sætter spørgsmålstegn ved ham, ved hans magt og ved hans intentioner.

Selv Adam og Eva satte spørgsmålstegn ved om det nu kunne passe, at de ikke måtte spise af kundskabens træ. De tvivlede.

Og det gør vi den dag i dag. Og således, også Johannes, der havde banet vejen for Jesus. ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?” Er det virkelig dig, der er Gud selv på jord? Kan det overhovedet passe?

Vi tvivler på Gud – men til forskel fra den almindelige tvivl, der griber os i hverdagen, så er tvivlen på Gud en anden art.

For vi tvivler på Gud, når verden og livet vil brydes med os. Vi tvivler på Gud, når vi tvivler på hinanden og på os selv. Vi tvivler på Gud, når vi slår hinanden ihjel, og børn bliver skudt på skoler. Vi tvivler, når sygdommen rammer vores nærmeste og efterlader os tilbage i livet.

Vi tvivler med andre ord, når vi møder det, vi ikke selv har kræfter til at sige i mod. Da tvivler vi. Ikke fordi vi dermed vil smide Gud på porten, men fordi vi i virkeligheden beder en bøn

Vi tvivler på Gud, fordi vi i virkeligheden ønsker, at han skal sige vore tvivl imod – gøre den til skamme. Tvivlen er håbets ansigt. Vi håber, at Gud vil være os nær. Tvivlen er menneskets hjertebøn til Gud. Vær mig nær. Vi tvivler ikke for at brydes med Gud, men fordi vi længes efter Ham.

”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden”. Advent er ventetid – vi venter på at høre om julenat. Høre om dengang Jesus kom til verden, som verdens frelser.

Og vi skal ikke tro, at denne jul gør, at vi aldrig i evighed kommer til at tvivle igen. For det gør vi.

Et kristent liv handler ikke om at vi skal finde de rigtige svar på livets spørgsmål – og derefter er alt nemt. Et kristent liv handler om, at når vi synker i mørket, når vi føler at ankeret er bundet til os, så vi ikke kan andet end at falde til bunds, da ligger hjertebønnen i os:

Jeg tvivler Gud – sig mig i mod. Gør min tvivl til skamme.
Og han sagde mørket, tvivlen, ondskaben og alt der ødelægger livet i mod. Han lod Jesus føde som det lys i mørket, der skulle lyse for fremtiden, og give os håb. Håbet om, at livet aldrig er forgæves, hvordan det så end blev. Håbet om, at han elsker os, vores tvivl til trods.

Gud blev et menneske, så han ansigt til ansigt kunne fortælle os, at han elsker os – så enkelt er. Han giver os en kærlighed, som enhver er værdig til – ene og alene fordi vi er skabt som mennesker.

Og derfor kan vi folde vores hænder og bede:

"Må Gud give os troen. Troen på Gud, og troen på hinandens muligheder.

Må Gud give os håbet. Håbet om en fremtid, hvor intet ondt truer, og håbet om, at Guds virkelighed også er vores.

Må Gud give os kærligheden. Kærligheden, der åbne vores hjertets fængselsdøre og sætter os fri til at turde leve, og kærligheden der er størst af alt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærlighed. Og det ser vi julenat, da Gud blev menneske."

Glædelig advent.


Teksten:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10

tirsdag den 11. december 2012

Præsteklumme december 2012



Det er herligt at leve (?)

Det er titlen på en kendt og elsket julefilm (”It’s a wonderful life). Jeg har tilføjet spørgsmålstegnet, for det må netop være anfægtelsen, når man ser denne film: Er livet virkeligt så herligt?

Filmen handler om George Bailey, der mister en stor sum penge, som han skylder væk. Da han det går op for ham, at han ikke kan betale, vil han begå selvmord. Men heldigvis griber en engel ind, og viser ham hvordan verden ville se ud, hvis han ikke levede. Han ser hvor stor indflydelse, han har på andres liv, og løber glad hjem, hvor han opdager, at byen har samlet penge sammen til ham. Byen står sammen, og ved at gøre det, modtager alle den samme gave, nemlig samhørighed.

Jeg elsker at se julefilm om juleånd, julegodhed og juleglæde. Jeg er mere modtagelig for det gode budskab i december. Men januar er lige om hjørnet, og har vi det med at glemme det gode budskab?

Vi har i denne tid fokus på, at alle skal have det godt. Lænkehunden selv får dobbelt sul, for den skal også vide det er jul. Det er herligt at leve, når vi tænker på hinanden. Men spørgsmålstegnet sætter ind, når vi glemmer, at julestemningen bør gælde hele året. Samhørighed, der er julens største gave, har ingen udløbsdato, hvis vi husker at bruge af den. Det er kun sådan, vi kan viske spørgsmålstegnet ud.

For 2000 år siden kom en lille dreng ved navn Jesus til verden, så han kunne vokse op og fortælle os netop det, at det gode budskab gælder hele året for alle mennesker, og ikke kun til jul.

2. søndag i advent 2012



Jeg må indrømme det. Jeg er fascineret af katastrofer. Ja, altså ikke når de rammer, men jeg er sådan et menneske, der tænker katastrofetanker. Derfor ville jeg også være en rigtig dårlig pædagog, for jeg ville i tanken se børnene falde ned fra klatrestativerne, og da forældrene bliver sure, når man foreslår, at vi pakker deres børn ind i bobleplast og stiller dem i hjørnet, ville min karriere som pædagog blive forholdsvis kort.

Men jeg er altså optaget af katastrofer. Og ser gerne det ene program efter det andet om, hvordan livet på jorden efter al sandsynlighed vil forsvinde. Der er det ene kreative bud efter det andet. Alt fra invasion fra rummet, over vandrende sorte huller, gammastråler, supervulkan udbrud, robotter der overtager verden eller en asteroide, der rammer jorden. Vi har også andre mere alment accepterede bud som co2 forurening eller ødelæggelse af ozonlaget. Eller som den netop aktuelle 21. december 2012, hvor Maya indianerne skulle have forudsagt, at mange store begivenheder vil ske, og det er så blevet tolket som om dommedag er nær.

Dommedag har været forudsagt mange, mange gange, og hver gang har man stået og set (måske forgæves) til mens vores jord igen slap fri af skærende. Men faktum er, at skulle livet på jorden overleve stjerneskud, der falder ned i hovedet på os, forurening og menneskets trang til krige, så vil livet helt sikkert og absolut forsvinde om fem milliarder år, hvor solen har opbrugt alt sit brint, og bliver til en rød kæmpestjerne, der på sin vej vil opsluge de nærmeste planeter, og dermed også jorden.

Og selvom vi jo godt ved, at fem milliarder år er langt tid ud i fremtiden, så kan man godt blive grebet af panik. For et er, at der er en sandsynlighed for en katastrofer, noget andet er, hvis den så rent faktisk indtræffer.

Katastrofer skal man helst have på afstand. Og på afstand kan man da nemt beskue dem, gyse og kigge igen. Tragedien giver os sammenhold. Et sammenhold fordi vi bliver ens, når vi bliver mødt af noget, der slår vores verden itu. Vi bliver afklædt af vores status, alder, uddannelse, overbevisninger og forskelligheder. Og tilbage står vi med den fællesnævner, at vi er mennesker, og kan ikke andet end at holde sammen.

Men hvad er vores frygt i virkeligheden? Hvad er det der gør, at vi ofte holder sammen, når vi ender ”i samme båd”?

Mennesket frygter to eksistentielle vilkår. Det ene er ensomheden, altså relationsløsheden – ikke at stå i relation til nogen. Og den anden frygt er magtesløsheden.

Der er her forskel på ensomhed og det at holde af at være alene. Ensomheden er, når vi føler os glemt af andre. Mennesket er ikke skabt til ensomhed, men er skabt til fællesskaber, og oplever man, at man bliver afskåret fra et fællesskab, da smuldrer verden. Vi kan ikke holde til at blive ignoreret eller afskåret. Vi ser også, at den værste udgave af mobning faktisk ikke altid er ordene, der bliver sagt, men i lige så høj grad, hvis ingen opdager, at man er til. Vi har brug for at blive set!

Guds egen søn råbte til himlen, da han hang på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvorfor har du Gud også forladt mig? Glemt mig? Det er den ultimative frygt, at vide sig forladt. Vi ser det hos barnet, der er blevet væk fra sine forældre. Frygten for aldrig at blive fundet igen.

Vi har brug for hinanden, brug for at andre mennesker ser os, og basalt set brug for at blive set af Gud. Sagt lidt populært, så bliver et menneske først til et ”jeg”, når det møder et ”du” (Martin Buber).

Og midt i denne frygt ligger en magtesløshed. Når vi ikke længere kan handle os gennem livet. Når sygdom eller alderdom stjæler vores kræfter. Når situationer binder os til blot at være tilskuere eller pårørende, da er vi magtesløse. Vi har ingen magt til at ændre noget, men kan blot se på. Og da sænker mørket sig over os.

Mørket er totalt. Og mørket er fra gammel tid forbundet med frygten. Vi hører i skabelsesberetningen at verden var mørke og øde inden lyset kom til verden. Mørket var til før Gud – med sit ord – skabte lyset. På trods af mørket, skaber Gud verden, og ser at den er god.

Derfor ligger det i os, at vi længes efter lyset. Vi længes efter det lys, der er Guds villet, som vi selv er villet af Gud.

Det er tydeligt i disse dage. Mørket sniger sig ind på os, når vækkeuret ringer om morgenen er alt omkring os mørkt. Mørket fylder mere og mere hver dag, og vi tæller dagene, mens vi tænder lys i adventskransen. Vi er i mørketiden. Og kun ved at tænde det ene lys efter det andet, bliver mørket jaget på flugt.

Det fascinerende er, at kun et eneste lille lys er nok til at bryde selv den tungeste mørke. Intet mørke er så stærk, at lyset ikke er stærkere. Og derfor tænder vi i disse dage vores adventskrans.

Det er adventstid – ventetid. Vi venter på jul. Venter på igen at høre juleevangeliet om hvad der skete i de dage. Og hvordan englene den nat sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag.

Vi venter på at høre det igen, selvom vi hører det hvert år, for ved den fortælling, der har lydt så mange gange, får vi afkræftet vores frygt for at mørket har mulighed for at vinde, og vi dermed ender et gudsforladt sted. Vi har brug for at få vores frygt sagt i mod. Brug for at høre, at det kan gå anderledes end vores værste katastrofetanker end kan lede os hen.

Og den bliver sagt i mod i adventstiden, hvor vi venter på verdens lys. Venter på den eneste, der kan sprede mørket, vi lever i; nemlig Gud egen søn, Jesus Kristus. Som Gud på verdens første dag, spredte mørket i verden, kom Jesus til verden for at sprede mørket der er i os.

Jesus kom for at forkynde, at Guds rige er på vej. Grundtvig skriver om Guds riget:

Ryste mer ej noget knæ,

ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde (DDS 78) 

Det sted, hvor verden bliver som den skal være – et sted, hvor der ikke mere er noget mørke, men hvor kun lyset står tilbage.

Det er det, vi venter på i adventstiden. Det er det, vi hører om i Juleevangeliet. Og det er også det, vi hører om i dag, hvor det bliver forudsagt, at verden vil gå under.

Hvorfor denne ødelæggelse? Hvorfor denne undergang? Hvorfor denne katastrofe?

Men læg mærke til, at denne dom over verden, som vi hører i dag, ikke er en undergang, men en overgang. En overgang til en ny verden – til Guds rige. Verden som den ser ud, må gå under så Guds rige kan gøre sig gældende.

Guds riget er overgangen til noget nyt. Som et frø, der bliver lagt i jorden, begravet i mørket, ventende på at lyset må komme. Og når lyset kommer, vil den bryde ud af sin skal for at strække sig mod lyset og blive til noget ganske andet. Sådan er Guds riget. Som det lys, der vil gøre, at vi må strække os mod det, forlade vores skal og blive til noget ganske andet. Det er Guds rigets løfte til os i den mørke tid. At lyset er på vej.

Lyset er på vej. Måske ikke i dag, måske heller ikke i morgen eller d. 21. december, men en dag. Lyset er på vej, og har allerede nu forandret verden en smule.

Vi ser det, når kærlighed vinder over had. Når tilgivelse vinder over bitterhed, og når venskaber opstår på tværs af tro og kulturer. Da er det Guds riget, der allerede er begyndt i verden.

Vi lever i en mørketid, men ikke mere mørke end at et enkelt lys for en stund, kan holde det stanget.

Og det er derfor vi med advents håbet i Fadervor kan vove os til at bede: Helliget blive dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Glædelig Advent.

 

Teksten:

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36