Septuagesima 2013

Magrittes malede dette billede, hvorpå der står: ”Dette er ikke en pibe”.

Og nej, det er jo netop ikke en pibe – en virkelig pibe. Men det er jo netop en pibe – bare et billede af en.

Vi kan sagtens skelne mellem det malede billede og virkeligheden. Et billede forholder til sig virkeligheden, og siger noget sandt. Men der er jo mere at sige om en pibe end dette billede viser. Det afdækker blot en del af virkeligheden.

Det forstår vi. Men når det kommer til Jesu lignelser, så kan vi nogle gange have mere vanskeligt ved at forstå, hvad der bliver sagt. For hvad er virkeligt, og hvad er blot et billede?

Lignelsen til i dag handler om Himmeriget, og om at Himmeriget ligner en vingårdsejer. Vi får et billede på, hvad Himmeriget er.

Vi hører om vingårdsejeren, der ansætter daglejere dagen igennem, og som, da dagen er ved sin slutning, betaler dem alle den samme løn. De, der kun har arbejdet få timer i den bagende sol, får lige så meget i løn, som dem, der har arbejdet hele dagen.

Nu sidder vi her i kirken med mange års afstand til fortællingen. Vi ved, at vi er i en kirke, og I ved, at jeg med stor sandsynlighed vil bringe kærlighed på banen i dag. Det er ganske få søndage, hvor ordet kærlighed ikke bliver nævnt. Men det kan også blive en blokering. En blokering, hvor vi ikke længere høre, hvad der bliver sagt, og hvor fortællingerne ikke længere er en del af vores virkelighed. Kærligheden bliver en automatisk konsekvens, måske fordi vi har hørt fortællingerne så mange gange?

Vi protesterer ikke længere over det, der så åbenlyst er forkert. Vi lader os ikke provokerer, måske fordi vi ved, at det altid ender i kærlighed.

Men vi skal lade os provokere!!

I mødet med Gud, skal vi lade os provokere – turde komme derind, hvor vi indrømmer overfor os selv, at vi ikke forstår Gud. At selv hans kærlighed kan forekomme ødsel.

Og netop Guds kærlighed forstår vi ikke. Vi kan såmænd lide begrebet, for det kan de fleste, men vi forstår ikke dens omfang. Det er ikke fordi vi er særlig dumme, uvidende eller stædige. Nej, det er vi ikke. Og de fleste af os vil opleve kærligheden i vores liv, når vi forelsker os, elsker en nær ven, ens forældre eller ens børn. Kærligheden oplever vi, men den har også sine grænser.

For med jordisk kærlighed er det sådan, at vi ikke kan forvente, at andre elsker os. Vi kan ikke forvente at den vi elsker, elsker os igen. Vi kan ikke forvente, at vores familie elsker os for dem, vi er. Det er barske ord, og det gør ondt at tænke på, hvis man sidder i den situation. For vi er så afhængige af kærligheden – af at elske og blive elsket. Og den er samtidig også flygtig i vores liv. Den kan forsvinde, den kan styrkes og den kan falme. Kærligheden kan sågar slides op.

Vores kærlighed har grænser. Fordi vi har grænser. Fordi vi faktisk ikke kan alt.

Det er meget upopulært og umoderne at sige i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at vi kan alting. At vi kan nå alle mål bare vi sætter os for dem.

Men selv den trend er ved at vende. Efter en tid, hvor himlen kunne nås bare man stod på tæer, vil der nu komme erkendelse af, at livet også har skyggesider – og at vi har skyggesider. At ikke alt er muligt, at vi nogle gange er dem, der står klar til at blive hyret, og bliver forbigået.

Sidder I nu og tænker, at det jeg siger, er forfærdeligt eller at det ikke hører hjemme i dag? Sidder I og har lyst til at protesterer, så har I fat noget rigtigt. For det giver også mig lyst til at protesterer. Jeg kommer ikke i kirke for at få fortalt at kærligheden har grænser. Jeg kommer ikke i kirken for at en præst skal fortælle mig, hvad jeg kan eller ikke kan. Jeg har ikke lyst til prædikener, der fjerner mig fra netop kærligheden, fra livslyset, fra modet og fra håbet.

Protesten ulmer i mig, og hvis man ikke får lyst til at lukke ørerne i, så har man i al fald lyst til at fortælle vidt og bredt om den forfærdelige oplevelse, man havde.

GODT, siger jeg. GODT. Vi skal have lyst til at protesterer i mod det, vi ikke finder rimeligt. Mod det, der anfægter vores syn på verden.

GODT. For protesten er også vidnesbyrdet om det menneske, der ikke vil lade stå til. Protestens magt i verden er stor. Det har omstyrtet diktatorer, den har oprejst mennesker og den har skabt samfund, man kan leve i. Vi har set protesten i Mellemøsten, og vi får den forhåbentligt at se i Indien. Ja, nogle gange håber vi på protesten, fordi den flytter os. Fjerner os fra en situation, vi ikke længere kan være i. Og den åbner nye horisonter for os. Protesten tilhører det menneske, der endnu håber på en morgendag, der kan blive bedre end denne.

Og når vi siger, at den jordiske kærlighed har grænser, så er det ganske vist sandt, men vi protesterer, fordi vi har brug for at høre noget mere. Vi har brug for at høre, at morgendagen rummer muligheder.

Lignelsen handler om det mere. Det vi kan bygge vores liv på.

Nemlig en kærlighed, der ikke slipper op, slides op eller falmer. En kærlighed, der stædigt, insisterende og nogle gange på trods flyder mod os med sit eneste budskab om, at også du er elsket af Gud. Gud ødsler med sin kærlighed. Ødsler med den, så det slet ikke giver mening for os.

Lignelsen i dag handler om himmeriget. Det er et billede på, hvordan Guds rige er. Og man kan ikke sætte en jordisk dagsorden på den. Men det er den jordiske dagsorden – vores tanker om, at man selvfølgelig ikke giver den samme løn til alle uagtet, hvor meget de har lavet – der skal være provokationen. Det, der sætter protesten i gang i os, så vi får brug for at høre noget andet.

Spørgsmålet må da være: hvem er DU i denne lignelse? Er du den, der står og venter, og ikke bliver valgt. Eller er du den, der bliver valgt som en af de første?

For lignelsen fortæller os om vores liv med Gud. Nogle har længe været arbejdere for Gud, og andre er først lige blevet set. Nogle har i årevis været kristne, udøvet næstekærlighed, stædigt holdt fast ved troen også i modvind, knoklet. Og hvad har man arbejdet for at opnå? De stakket deres anstændighed, korrekthed og lydighed i lader. Og selvom budskabet lyder, at det ikke handler om vores gerninger, så kan være rart at tænke på, at man har lidt på lager, hvis nu Gud skulle have glemt det. Er de mon så sikre på deres egen plads i Himmeriget, at det nu kun er de andres plads, de tvivler på?

Eller er man den, der føler sig fortabt og glemt af Gud, og som oplever det fantastiske i at blive set. At få en kærlighed – altså lønnen for dagens arbejde – uden at have ydet ret meget?

De første arbejdere kan sagtens unde de sidste deres del, så længe de selv får mere. Men her får vi Gud galt i halsen. For det handler ikke om hvor meget eller hvor lidt man få. Vi kan ikke dele Guds kærlighed op i bidder og så give den efter fortjeneste.

Den bliver tildelt alle uanset ydelse. Gud er ødsel med sin kærlighed – og så ødsel at havde han en forretning her på jorden, ville han gå konkurs. Vi må derfor aldrig tvivle på andres plads i Himmeriget, for da har vi allerede stillet os selv forrest i køen, og gradbøjet kærligheden.

Guds kærlighed er mægtig. Den gør at vores jordiske kærlighed, trods sine begrænsninger, kan vedblive at gælde. At kærligheden naivt fortsætter, hvor den før har brændt sig.

For med kærligheden er det sådan, at vi ikke skal blive kloge af skade. Der skal vi tværtimod blive overrumplet af overraskelse over, at også jeg blev valgt, selvom jeg stod så længe og ingen så mig.

Om 70 dage er det påske. Vi går ind i fastetiden. Det er en tid med bibeltekster, der handler om fristelse, og om kampen mellem det gode og det onde. Med os ind i den tid, indtil påske, hvor Jesus endeligt vinder kampen mod det, der ødelægger livet, skal vi huske, at vi alle er valgt af Gud – det er styrken, når vi går i mørket, om det så er gennem kirkeåret eller gennem livet. At når Gud fortæller en historie, er det mit liv, han taler om (Parafrase over Sløks teologi).



Kirkebønnen



Teksten:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

1. søndag efter helligtrekonger 2013

Da jeg var barn, fandtes der noget, man kaldte for trodsalderen. Når barnet er ca. 3 år gammel vil det begynde at sige forældrene i mod. Hvis man giver dem, de forkerte bukser på, kan ens barn finde på at stikke i et hyl af den anden verden.

Det er den alder, hvor barnet trodser det, der hidtil er sket. Men man har imidlertid besluttet at afskaffe trodsalderen. Ikke fordi det ikke findes, men fordi det nu hedder noget andet; nemlig selvstændighedsalderen.

Den alder, hvor barnets ”jeg” skal udvikles i forhold til resten af verden.

Det er ifølge psykologien er det en naturlig del af et menneskeliv, at vi går gennem en selvstændighedsalder, der gør at vi finder ud af, hvem vi selv er.

Spørgsmålet er hvornår den selvstændighedsalder holder op igen? Og holder den nogensinde op? Ifølge psykologerne gør den, men ser man på det fra et filosofisk, religiøst eller idehistorisk perspektiv, vil jeg tro, at mange vil komme til den konklusion, at vi resten af vores liv er i et stadie af selvstændiggørelse.

I et stadie hvor vi mere eller mindre forsøger, at gøre os uafhængige af andres hjælp, andres indblanding, at hvile i os selv, at kende os selv og at få det liv, vi drømmer om.

VI forsøger at blive selvstændige på utrolige mange måder og planer. Det er for en stor dels vedkommende godt og fornuftigt, da det netop er en af de evne, mennesket har, der adskiller os fra dyrene, og som har sikret fremskridt i historiens løb; som har fået eventyrer til at rejse i månedsvis rundt om jorden, som har fået nationer til at rejse sig mod uretfærdighed, og som har gjort, at vi i dag har demokrati.

Men selvstændigheden giver kun mening, hvis den er fulgt af respekt for hinandens ønsker og drømme samt et syn på fællesskabet, hvor man ikke tilsidesætter andres selvstændighed for blot at opnå sin egen. Man må med andre ord ikke være egoistisk på sådan måde, at man glemmer, at vi er sat i et fællesskab.

For selvstædigheden har den fare, at den kan blive selvcentrerende og verdensfjern, hvis den ikke hele tiden afbalanceres med afhængighed. Faren er, at selvstædighed netop bliver til ren og skær trods. Men vi må ikke glemme, at vi også er afhængige.

Afhængige af andre, for ingen kan leve et liv helt alene og isoleret.

Et godt billede på det, finder vi, når der bliver spillet fodbold i skolegården. De fleste vil gerne være en god angriber, og mange vil i begyndelsen af deres fodboldkarrierer forsøge at drible hele vejen alene, for blot at opdage, at det sjældent går godt. Den gode spiller ved, at man også skal spille til andre.

Ingen kan spille fodbold alene – der er brug for et hold. Og vi kan helle ikke leve alene, men har brug for andre mennesker omkring os. Vi har brug for Gud omkring os.

Sammen med ”selvstædigheds æraen”, som vi er i, er der også kommen en selvstændighed i forhold til Gud. Nu er religionskritik altid sundt, og skal støttes, da det udvikler vores tanker, og gør at vi ikke ukritiske tager menneskeskabte påfund til os. Men desværre er der sket den store misforståelse, at tro er noget, man som individ selv bestemmer over – at man selv vælger, hvad man vil tro.

Det reducerer troen til blot at være en vare på en hylde i et slags åndeligt supermarked, hvor man frit kan vælge, hvad man synes om den dag. Man sammensætter så de ideer, man synes om til sit helt eget trossystem. Nogle putter en masse i kurven, mens andre går rundt med tomme kurve og mener, at troen er for de fattige i sjælen.

Men måske er troen netop ikke afhængig DINE valg, eller hvad DU vælger eller ikke vælger at putte ned i kurven, men derimod afhængig af noget uden for os selv. Kunne det tænkes, at vi skal se på troen på en anden måde?

Tro kan kun være meningsdannende i vores liv, hvis den forholder sig til noget uden for os, nemlig Gud.

Tro kan man, uagtet hvem man er. Den afhænger ikke af, hvad man kan eller ikke kan, eller hvor trodsig, man end er. Troen er ikke noget, vi kan beslutte for os, men noget der kommer. Og det bliver tydeligt i dåben. I dåben lover Gud os, at vi aldrig skal vandre alene. Hverken i livet, i døden eller i opstandelsen er vi alene. Han lover at være med os på den vej, vi går. Hvor vi end går hen, hvordan vi kommer frem, og hvor meget vi end farer vild, så går vi aldrig alene. Trods vores selvstændighed, trods vores trods mod Gud, og vores tomme indkøbskurve, så er Gud med os. Gud tror på os, men det er op til os at stole på det.

I Hebræerbrevet i Ny Testamente, står der om troen at:
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb. 11.1)

Tro skal ikke bevises, men er vores reaktion, vores følelse, vores tillid til, at Guds løfte i dåben gælder.

Der er smukt, at det netop er i dåben – til det lille barn – at dette løfte gives. For løftet gives netop til barnet. Troen er nemlig ikke forbeholdt de særligt hellige, eller særligt belæste. Troen bliver heller ikke mere hellig af, at man bliver ældre. Nej, troen for alle mennesker. Gud kræver altså ikke en særlig livserfaring af dig for at du kan få lov at tro.

Erfaringen af Gud er troen! Så simpelt er det.

Det hører vi om i fortællingen til i dag. Og vi har en 12-årig dreng, der viser os vejen – nemlig Jesus. Han er selvstændigt løbet fra sine forældre, og de har bekymret ledt efter ham. Men han har i al den tid, de har ledt, blot være i templet, hvor han har talt med lærerne, lyttet til dem, stillet dem spørgsmål og svarede. Og alle blev slået af hans indsigt. Han er blot en dreng, men er allerede en udgave af den mand, han vil blive. Hans visdom og hans indsigt slår folk.

Han viser en selvstændighed, der er banebrydende for sin tid – han overtræder alle datidens regler, og går ind et sted, hvor børn ikke hørte hjemme uden deres forældre. Han går ind, åbner munden, hvor andre måske ville mene, at god opdragelse ville være at tie. Og der taler han, så folk bliver stumme, mens deres hjerter bliver åbne og tager imod hans ord.

Troen er ikke for voksne, men er for mennesker. Og det viser fortællingen i dag. At tro ikke er noget, vi kan beslutte over, eller noget vi kan bestemme over, men er vores reaktion på mødet med det, der er større end os – nemlig Gud selv.

Og hvad vores selvstændighed angår, må den ikke føre os væk fra Gud i trods, eller foranledige os til at tro, at vi kan klare livet selv. For det kan vi ikke. Jesus måtte også som 12-årig gå hjem med sine forældre efter at have været i templet, ligesom han senere samlede 12 disciple omkring sig. Ikke engang Guds egen søn kunne leve sit menneskeliv udenfor fællesskabet – ej heller os. Vores selvstændighed skal føre os ind i fællesskabet, og der gøre os afhængige af hinanden, så vi sammen arbejde for fælles gode vilkår. Og der skal vi turde sprænge uretfærdigheden grænser, som Jesus også gjorde det – selv da han kun var 12 år gammel.

Vi er aldrig, har aldrig og vil aldrig være alene – Gud går med dig.

”At tro er at komme 

til det, der er større, 

end vi kan forstå: 

Guds rige, som Kristus 

har åbnet i dagen 

for os, som er små. ” 

(DDS 582, 1)

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Luk 2,41-52