3. søndag efter påske 2013

Guds fred er trøsten i det savn,

når sorgen tar dig i sin favn,

et stædigt håb, der tror og ved,

vi lever i Guds evighed. (DDS 678,5) 

Amen


I kender nok Jørgen Leth, både pga. den stærkt kritiserede bog han skrev i 2005 om ”Det uperfekte menneske”, men også for hans mangeårige rolle som kommentator ved Tour de France. Hvad han ikke ved om franske landsbyers osteproduktion og særegen brug af fliser i gågader er utrolig. Men det, han var allermest kendt for, var hans brug af pauser.

Nogle gange blev man helt i tvivl om hvorvidt han stadigvæk var der, eller om han var gået sin vej eller faldet i søvn. Han er en mand, der ikke er bange for pauser, men ligefrem mener, at de er nødvendige. For i pausen sker der noget. Pausen er ikke bare en pause fra det man laver, men også en pause, hvor vores forventninger, vores syn på verden og hinanden har mulighed for at ændre sig.

Og vi har massevis af pauser i vores liv: kaffepauser, tænkepauser, pausefisk, pauseklovn, pausekomma, tvungne pauser, dejlige pauser og ret til pauser.

Men pauser er ikke kun sjov og ballade, men også pauser, der trænger sig på, når livet gør ondt. Når vores verden forandrer sig – når mennesker, vi elsker bliver syge eller dør. Så bliver vores liv sat på pause, spørgsmålet runger i os: hvordan skal jeg nogensinde kunne leve igen, trække vejret eller glæde mig?

Tiden mellem påske og pinse, som vi er i nu, er sådan en pausetid. Pausen mellem store begivenheder. Mellem påske, hvor Jesus døde og opstod, til Pinse, hvor Gud kommer til stede i verden gennem sin ånd. Vi kan med sikkerhed sidde på afstand af begivenhederne, for vi ved, hvad der vil ske, men det vidste Jesu disciple ikke. Glæden over opstandelse sad i deres kroppe endnu som uro, mens sorgen flød over sindet som tidevandet, der kommer og går. De store følelser i livet – sorgen og glæden har afløst hinanden på 1. pladsen i deres liv. Tvivlen og håbet har kæmpet. De har måske anet, at deres liv vil forandres sig, men har ikke kendt omfanget.

Det er en pause. En ventetid. En tid hvor alt og intet sker. Disciplene kendte ikke historien og har stået rådvilde. Som vi heller ikke kender vores livs historie, således ender vi også i disse pauseperioder, hvor vi ved noget må ske, men ikke ved ikke hvad.

Og så gør disciplene det, som vi alle gør, når livet brydes med os, nemlig at vi ser tilbage, for der at finde styrke til at gå frem. De ser tilbage til det sidste måltid, de delte med Jesus. Hvad sagde han egentligt til os?

Evangelieteksten til i dag foregår før påske nærmere betegnet Skærtorsdag. Det er den aften, Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple inden han langfredag bliver korsfæstet.

De taler sammen, og Jesus forsøger at sige til dem, hvad der kommer til at ske de næste par dage. Men de forstår ham ikke. For sådan er det med os mennesker. Vi kan have nok så mange katastrofetanker, men når det værste sker, er det altid uden for vores forstand. Og da opdager de, at Jesus faktisk forsøgte at sige til dem, at han skulle dø, men også, at de ville se ham igen. At der ville være en pause – en kort tid - hvor de ikke ville se ham, hvor de ville stå midt i sorgen uden en udgang eller et kompas.

Når vi ender i sådanne blindgyder, hvor vi føler os trængte, så er det så nærliggende at vende blikket mod Himlen, og spørge Gud, hvor han er henne. Og hvis vi ikke når at smide ham på porten inden så vil mange lede efter ham. Søge ham, som en nøgle, der er blevet væk. Hvor gemmer han sig – er han i mit indre, er han i mine tanker eller er han væk, fordi jeg lever forkert?

Vi gør på en måde Gud til vores projekt – ikke med vilje, men Gud bliver noget, vi skal anstrenge os for at nå. Pludselig er det os mennesker, der skal gå vejen til Gud.

I evangelieteksten aner man den panik, der kan opstår, hvis man alene bliver ansvarlig for Gud i sit liv. Disciplene forstår ikke hvad han mener, og spørger ham. Hvornår skal VI se dig igen? Og vi spørger også i dag, hvornår skal JEG se dig i mit liv.

Og Jesus svarer os. Giver os det eneste svar der er i et liv. Det eneste svar, vi kan leve på både i sorgen, i pausen, i overhalingsbanen og i hverdagen. Nemlig, at det ikke handler om, at vi skal se ham, men at han skal se os.

Jesus siger: Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Det er Gud, der finder os, når vi er blevet væk. Det ham, der ser os. Og vi har alle brug for at blive set, som de mennesker, vi er. Det kan forekomme skræmmende, at skulle ses – måske blive gennemskuet af Gud. Men i hans øjne handler det ikke om at blive gennemskuet, for set med Guds kærlige øjne går det an at være den jer er. Lige som jeg er. Vi bliver set. Vi bliver ikke erstattet med nye udgaver os selv, når Gud ser. Der er en grund til at Jesus var tømrer. Han reparer det for mennesker, der er gået i stykker. Han erstatter det ikke men en yngre model, men reparer os. Gør sorgen til glæde.

Det er så nærliggende, at tage kvælertag på de pauser, livet giver os, af frygt for stilheden, tanken og smerten. Men selv i pausen er Gud til stede. Selv midt i sorgen er Guds kærlighed til stede. Kun det sted, hvor kærligheden har været, kan sorgen findes. Kun det sted, hvor livet mærkes, kan kærligheden møde dig.

Den der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. - 1. Joh 4. 8

Dagens tekst:

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

Præsteklumme april 2013

Vi er skabt til kærlighed 

Du er bedst til at være dig selv. Vær dig selv, for andre er allerede optaget. Ingen er så gode til at være dig som dig.

Klicheer er der nok af, når det kommer til identitet, men i enhver kliche er der også en sandhed. Vi kan nemlig godt lide at få den rigtige kliche serveret på det rigtige tidspunkt i vores liv. Når det kommer til identitet, så har vi brug for – ja, vi længes måske efter at få at vide, at vi gør det, så godt vi kan.

I Danmark har vi den vane, at vi altid spørger folk om, hvad de laver første gang, vi møder dem. Og vi svarer, at hvad vi ER. Vi er lærere, ingeniører, bagere og ja, præster? Vi er vores arbejde. Og det vil vi gerne være gode til. Det er ikke mange, man møder, der vil fortælle, at de er middelmådige til deres job. Men selvom arbejdet er vigtigt, så er der mere at sige om os end den uddannelse, vi har taget, eller det arbejde, vi kan ikke få.

Vores identitet er mere end det, vi er gode til. I et kristent perspektiv er vi først og fremmest skabt i Guds billede. Vi er altså ikke skabt ud af tilfældigheder, men med et formål for øje.

Vi er skabt til kærlighed. Det er en kliche, men den rummer en sandhed, som vi længes efter at høre; nemlig at vi ikke behøver gøre vores identitet til et projekt, vi skal eksilere i, eller blot en uddannelse, vi kan tage. Det er det gode budskab, når livet ikke går, som vi planlægger det, nemlig at din identitet uløseligt er bundet sammen med Guds liv. Han skabte os af kærlighed så vi kan leve i kærlighed.

Du er…elsket.

2. søndag efter påske 2013

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selvom jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig. (Salmernes Bog, salme 23, 1a-4a)
Amen


Man undrer sig i mange lande sig over, hvorfor Danmark, trods finanskrise, klarer sig så godt, som vi gør. Vi burde have det langt værre. Vi burde strømme til bankerne, hæve alt, hvad vi ejer og stoppe det ned i madrasser og brændestabler. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi kan lade barnevogne stå ude foran cafeer uden at barnet bliver kidnappet. Vi burde vogte over barnevognene i mistro til andres intentioner. Men det gør vi ikke.

I mange lande undrer man sig over, at vi tør gribe ind, når der sker et uheld. Vi burde blande os uden om, for ikke at få skylden for uheldet. Men det gør vi ikke.

Og hvorfor gør vi ikke det? Svaret er simpelt: tillid.

I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden, til systemet og til andres intentioner. Der er lavet store og lange undersøgelser, hvor man har fundet frem til, at vi her i Skandinavien har en særlig høj grad af tillid til andre mennesker. Men det særegne er, at vi har tillid ikke bare til dem vi kender, men også til fremmede.

Det er en tanke, vi finder hos mange store teologiske tænkere. K. E. Løgstup, der er dansk teolog, kalder det for en suveræn livsytring, at vi har denne tillid. Altså en grundlæggende menneskelig ytring, der suverænt vil komme til udtryk i mødet med andre – det ligger simpelthen i vores natur, om man vil, at vi viser hinanden tillid. Vi kan slet ikke lade være med at vise hinanden tillid

Vi ser det så tydeligt hos barnet, der kigger op på sine forældre i tillid til at de passer på det, og at det er i trygge hænder.

Eller tænk på, hvis I møder en fremmed, der fortæller om sit liv. Vi regner helt naturligt med, at det er sandt, hvad vedkommende siger. Det er kun i særlige tilfælde, at vi bliver mistroiske.

Vi har med andre ord lagt lidt af vores liv i hinandens hænder i tillid til, at de vil passe på det.

Men sådan en tillid kan også blive misbrugt og blive til mistillid. Når vi oplever, at andre udnytter os og vores godhed, så bliver den grundlæggende tillid overskygget af mistillid. Vi er indrettet til at forholde os til den verden vi lever i, og tilpasse os den. Og desværre bliver nogle nødt til at tilpasse deres tillid til en mistillid for at kunne overleve. Det er i grunden en synd, for tilliden ligger i vores inderste som et bankende hjerte, der tror på, at andre vil os det godt. Det er som et levn fra Paradisets Have, hvor Gud så på sin skabte verden, og så at den var god, som han til stadighed ser på os, og konstaterer, at det, han ser, er godt. Gud ser igen og igen på os, og ser det gode i os. Gud ser, at den mistillid vi rummer, blot er en hinde – en skal – der dækker tilliden. At piller man lagene af os som et løg, da vil man finde en suveræn livsytring – nemlig at vi gerne vil og længes efter at møde medmenneske med åbne tillidsfulde arme.

Men tillid skal værnes om og bekræftes. Vi må aldrig bare regne med, at blot fordi vi synes, at tillid bør være til stede, at den også vil være det.

Vi lever i dag i samfund, hvor der er sket en drejning fra fokus på fællesskabet til et højere fokus på individet. Det er der meget godt ved, men der er også en fare i det: nemlig den voksende mistillid. Tillid er tilliden til, at vi ikke bliver ladt i stikken, bliver stukket i ryggen eller snydt af hinanden. Tillid er, at vi uden ord og kontrakter, blot ved, at ham vi møder, altid gør sit bedste – også for mig.

Men når vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved hinandens intentioner, når vi selv begynder at pege fingre af andres liv, fordi vi ikke synes, at de gør det ”godt nok”, da har vi mistet tilliden. For tillid kræver nemlig ikke kontrol, men beror på, at vi med vores samvittighed kan finde vejen i livet, også med hinanden.

Evangeliet til i dag handler om tillid. Jesus siger til os, at han er den gode hyrde, der leder os og kender os.

Der er langt fra Jesu tid, hvor hyrder var en naturlig del af hverdagsbilledet til i dag, hvor det er blevet en fritidsaktivitet at træne hyrdehunde, man kan vinde konkurrencer med. Forstår vi hyrdebilledet?

Hyrden skulle vogte over fårene, finde nye græsgange og vand til dem. Om natten ledte ham dem ind i fold, der var lavet af en jordvold med tjørnegrene som en slags pigtråd. I indgangen til folden lagde fårehyrden sig og sov for at vogte fårene fra vilde dyr. Han var således døren ind til fårene.

Når Jesus bruger billedet af sig selv som fårehyrde, så er han den, der vogter over os, finder nye græsgang og vand – og det er ham, der lægger sig i døren for at beskytte os fra vilde dyr. Det er Jesus, der er vores hyrde.

Men det kræver tillid, og ikke kontrol.

Får går frit omkring, og er hverken låst fast eller bundet i deres liv.”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde”, siger Paulus (2.kor 4,8a). Vi er skabt til at kunne gå derhen hvor vi vil. Vi er skabt til at være ubundet – skabt i frihed.

Og det kan lyde som et mærkeligt paradoks, at vi er skabt i frihed for at høre til en flok. Men frihed er ikke at gøre, hvad du egenrådigt har behov for uagtet andres ønsker. Vi må ikke gøre friheden til et egoistisk soloprojekt. Frihed er derimod at lægge den som gave foran næsten hver dag, og sige: se her, jeg giver dig friheden til at tænke, tale, drømme, elske og håbe. Jeg giver dig den frihed, at vi sammen i tillid kan være med til at værne om det fællesskab, vi begge er sat i.

Fællesskab er kun muligt, fordi vi har en hyrde, der kan lede os. Jesus er den hyrde, der ikke lader os i stikken, stikker os i ryggen eller snyder os. Tværtimod så er han den hyrde, der i en påske for 2000 år siden lagde sig ved indgangen til folden velvidende, at faren ville komme den nat. Han lagde sig ned, og forsvarende os med det eneste våben han havde, nemlig sin kærlighed.

Han døde for sine får – han døde for os. For det var den eneste måde han kunne redde os alle på. Og ikke bare reddede han dem, der var i hans lille fold – nej, han reddede os alle. Alle. Selv dem, der er løbet deres vej og dem, der er faret vildt.

Han gik forsoningens vej, for der er ikke den vej, som Jesus ikke vil gå med os. Når vi går gennem mørke dale, og stenede stier, så går han med os. Han er den hyrde, vi kan have tillid til, når alt andet ramler.

Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den! (DDS 613, 4)

Amen

Dagens tekst:
Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

1. søndag efter påske 2013

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød, (DDS 238,4)

Amen

Universet blev til da Big Bang fandt sted for 13 milliarder år siden. Da eksploderede universet ind i sin væren, og gasser og energi fyldte, udvidede og var samtidig selve universet. Tyngdekraften fik masserne til at klumpe sammen, og danne sole, der igen eksploderede, dannede tungere grundstoffer, og selv blev de til sorte huller, hvorom galakser roterer. I midten af vores egen mælkevej er et sort hul, og vi er blot en galakse af millioner. Og i en af armene i denne mælkevej ligger vores solsystem. Og tre kloder fra solen på den blå planet, bor vi.

Det er sådan, vi får beskrevet, hvordan verden blev til, og de fleste moderne mennesker vil tilslutte sig denne forklaring, og det vil jeg såmænd også. Vi godtager denne forklaring på universets opståen uden nogensinde selv at have set det. Det er heller ikke mange, der kan forstå de indviklede matematiske beregninger, der har gået forud for denne teori. Og ingen af os vil kunne foretage en rejse udenfor universet for at tjekke fakta.

Men selvfølgelig tror vi på, at det er sket, som vi hører det. Vi siger ja uden at forstå størrelsesordenen, og trods det, at vores fantasi ikke rækker.

Lidt værre står det til, når vi kommer til talen om opstandelsen, og det selvom vi ved lige så meget om opstandelsen, som de fleste af os ved om Big Bang. For ingen af os har set den opstandne Kristus, vi har kun hørt om ham. Ingen af os forstår Guds beregninger, der er gået forud for Jesu opstandelse. Og ingen af os kan tage en rejse til Gud for at tjekke fakta.

Men det er ikke en selvfølge, at vi tror på opstandelsen som vi tror på teorien om Big Bang. For vi er moderne mennesker, der med skepsis ser på det ”overnaturligt” – altså det, der går ud over vores empiriske iagttagelser af naturen, og som ikke kan forklares med de fysiske love.

Vi er, hvad vi et anfald af manglende ydmyghed, har kaldt for oplyste mennesker.

Men det var Thomas også. Han var et meget moderne menneske, der med skepsis erklærer følgende: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Thomas vil have så håndfaste beviser, at han selv vil mærke efter, før han tror på, at det er sandt.

Thomas, manden med det tvivlende, oprørske, skeptiske sind. Da det kom til troen, slap den ham af hænde, sammen med håbet. Han blev desperat, og måtte erklære sin modstand. Han tvivler, da springet fra selv at have set med egne øjne til at tro på det, han får fortalt skal tages.

Men Thomas var ikke en dårlig discipel, eller et eksempel til skræk og advarsel. Nej, tværtimod bør vi være taknemmelige for Thomas. Tak til den discipel, der trods sit liv med Jesus, måtte stille sin tvivl til skue. Tak at Gud har samme mas med Thomas, som han har det med os andre. For jeg er Thomas. Jeg er tvivleren.

Jeg er den, der har brug for Gud til at holde trofast fast i mig, når jeg tvivler, sætter spørgsmålstegn og kræver bevis for min tro. Jeg tænker nogle gange, at havde jeg været Thomas, havde jeg ikke tvivlet, for så havde jeg jo set Jesus. Men sådan hænger det ikke sammen. For Thomas tvivlede ikke på det han så, men på det han hørte. Og sådan er det med vores ord - det er så vanskeligt at overbevise andre om troen gennem gode argumenter og retoriske krumspring. Gud skal med i ligningen før den kan gå op.

Mange tror, at det modsatte at tro er tvivl. Men det er det ikke. Det modsatte af tro er vantro – eller mangel på tro. Tvivlen hører derimod sammen med troen. Thomas bliver kaldt for Didymos, der betyder tvilling, og nogle har kaldt netop tro og tvivl for tvillinger. De hører sammen, for det er sådan med tvivl, at den faktisk gerne vil tro. Den længes tro, og leder efter denne sin modsætning. Den der tvivler står med et hjerte, der siger ja, og forstanden der siger nej. Og her bliver der trukket og hevet fra begge retninger i en, mens de kæmper om 1. pladsen i ens liv.

Der er intet syndigt i at tvivle. Det er heller ikke noget særlig dydigt i aldrig at have tvivlet. Thomas bliver jo heller ikke sendt bort som en dårlig troende, blot fordi han kræver beviser. Nej, for han ville jo gerne være troende.

Men Thomas har som den eneste af Jesu disciple ikke set den opstandne Kristus. Mon ikke Thomas derfor pludselig har stået vaklende i forhold til sine venners fortælling, i forhold til at han er blevet snydt, og i forhold til sit eget liv, der på en uge har ændret sig fra trygheden med Jesus ved sin side, til ensomhed og tomhed. Han må have følt sig magtesløs. Og da forsøger han at læne sig op af det eneste sikre han kender, nemlig sin fornuft. Han turde ikke troens spring, for fornuften og kravet om beviser holdt ham fast til jorden.

Men da sker det utrolige. Nemlig at den opstandne Kristus kommer og møder ham. Det sker ikke i det øjeblik Thomas kræver sit bevis, men derimod en uge senere. Da stiller Kristus dig op foran ham, og beder ham om at mærke efter med sine hænder, men Thomas behøver kun mærke efter med sit hjerte. For i det øjeblik oplever Thomas noget, der går over beviserne, og overbeviser ham om, at Jesus er sand. Da må han sige:

Min Herre og min Gud.

Vi der lever i dag, 2000 år efter begivenhederne, har kun fortællingerne at tro på. Vi må tage springet, og derfor vil tvivlen sikkert altid være troens følgesvend. Og Jesus siger da også den aften han møder Thomas, som en hvisken ud i fremtiden, der skal nå vore øre i dag, at ”Saglige er de, som ikke har set, men som dog tror.”

Vi må ikke lade os stoppe ved tankens hjernevridninger, men vi skal turde gå det skridt dybere ind i os selv, hvor vi med hjertet kan høre, hvad der bliver sagt. Hvor ordene bliver til andet end talte ord mellem mennesker, men bliver til Guds fortælling med os.

Og der taler han trøst til mit hjerte, så vi kan tro. Tro på, at der er mere end øjnene ser, ørerne hører, huden mærker. Tro på, at livet kan være mere forunderligt end formler på papir. Og tro på, at når vores tro bliver til tvivl, så tror han for os. Vi er ikke alene, heller ikke i tvivlens favntag.




Dagens tekst:

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.Joh 20,19-31

2. påskedag 2013

Når to veje skærer hinanden kalder man dem for korsveje. Det er fordi de ovenfra ligner et kors. Man kommer ad en af vejene, og skal nu vælge hvilken vej, man vil gå, og ofte er valget vanskeligt. Det kan tage tid at vælge hvilken retning man skal gå i. Nogle gange bliver man stående stille i håbet om, at valget bliver nemmere, men faktum er, at man bliver nødt til at træffe et valg. Man kan ikke gå tilbage, hvor man kom fra, og man bliver nødt til at gå videre på sin færd.

Sådan er livet. Vi kan ikke bare stå stille, men bliver nødt til at vandre videre – gennem landskaber, der kan forekomme fremmede, uhyggelige, ja ligefrem livstruende. Vi må vandre gennem mørke, gennem lys – gennem liv og gennem død. Stadig fremad, for det er den eneste retning, der er.

Vi lever i en handle-tid – en gøre-tid på godt og ondt. Vi skal desværre hele tiden gennem vores handlinger og valg, bevise at vi er til. Det kan blive et åg at bære, når vi står ved korsvejen, og ikke længere ved, hvilken vej, vi skal vælge. For de fleste af os vil helst vælge den vej, hvor vi fortryder mindst. Den bedste af dem alle, faktisk. Valget er svært, når vi står alene ved vejen, og må vælge veje, der kan såre ikke bare os, men måske også dem omkring os. Ingen af os kan undgå eller undslå os valget, for det ville være at fornægte selve livet, og det kan ingen af os gøre. Valget skal træffes ved korsvejen.

Korset er også kristendommens symbol. Et stærkt symbol. Det er enkelt. To bjælker, der krydser hinanden, og vi kan nemt tegne det foran os med vores hænder. Der hænger et kors i alle kirker i Danmark, og her i Møllevangskirken er det endda vores altertavle. Det første man ser, når man træder ind i kirken er Erik Heides udgave af et krucifiks.

Vi tegner korsets tegn over dåbsbarnets ansigt og bryst. Vi tegner det efter nadveren med kalken, og vi tegner det efter velsignelsen. Korset, der for os symboliserer kærlighed, men var det sted, hvor Jesus døde.

Han måtte selv i fredags bære korset til Golgata. Det var stort og tungt, og varmen, frygten og håbløsheden har tynget det endnu mere mod jorden. Han, der selv var tømrer, måtte bærer korset til sin egen død.

Og selv ikke Jesus kunne bære det hele vejen, så tungt har det været. Han måtte få hjælp fra en mand, der stod ved vejkanten – Simon af Kyrene, der tager det, og bærer korset for ham.

Vi har alle kors at bære. Tunge, store kors der til tider kan true med at tynge os mod jorden. Og nogle gange må vi have hjælp af andre, der må bære med, når vi ikke selv kan.

De to mænd, der går hen af vejen, er slet ikke kommet sig over forskrækkelsen endnu. Det er blot tre dage siden, deres Herre, ham de har fulgt gennem de sidste tre år, er blevet henrettet. For en uges tid siden gik de stolte sammen med ham ind i Jerusalem, og nu er han død. Det er chokerende og de føler ikke, at de har trukket vejret siden dommen. Nu går de side og side. De har valgt at tage til byen Emmaus – et eller andet skulle de jo gøre – de kunne ikke bare blive siddende. De går os snakker om alt det, der er sket. Hvad så du? Hvad oplevede du? Hørte du ham manden, der sagde det? Hvad hørte du Jesus sagde på korset? Savner du ham også?

Kunne dette ikke foregå i dag? Er det ikke en fortælling om os, når vi mister? Chokket – at alting omkring os går i stå, mens verden mærkelig nok fortsætter. Jamen kan de da ikke se, at jeg har mistet, og nu mangler det menneske, der før var lige ved siden af mig?

For de to mænd, Jesu disciple, er påskedagen med opstandelsen ikke andet end rygter, der tilmed har forfærdet dem. Det siger dem ikke noget – de har ikke med glæde, påskeliljer og smil på læben sunget ”Krist stod op af døde” (DDS 218), for de tror ikke på det er sket. Hverken påskedag eller 2. påskedag er en realitet for disse to disciple denne dag på vej til Emmaus.

De er ved deres livs korsvej. Skal de sige, at de tre år med Jesus er spildt tid, eller skal de tro på ham? Det de vælger, får konsekvenser for deres liv, og Jesus er der ikke længere til at guide dem.

Er det ikke netop os, der bliver talt om? Os, når vi mister orienteringen i livet, hvilke omstændigheder i livet, der så end førte os dertil. Os, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og føler os så fortabte, som vi må gætte os til disciplene måtte have følt.

Vi må helt derud, for at forstå det skelsættende, der sker. For, ikke med hjernen at kunne begribe, men med hjertet at gribe det store i, at Jesus finder dem, slår følge med dem og fortæller dem, at han er sand.

Vi hører, at de møder Jesus, men ikke kan kende ham. Og først da de om aftenen sidder sammen, og han bryder brødet, som han gjorde det skærtorsdag, som vi gør det hver gang der er nadver, kan de genkende ham. Først da opdager de, at han hele tiden har været hos dem – eller som vi beder det i nadverbønnen: "(...) du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom!"

Gud kom til os som Jesus, og har ikke forladt os siden. I hans liv måtte Gud begrænse sig så meget, at vi kunne genkende ham i et menneske.

Og da det menneske døde for at redde os fra selvsamme død, da kom han tilbage som den opstandne Herre.

Men vi ser ham ikke klart. End ikke hans disciple så ham klart dengang for 2000 år siden, da han gik med dem på Emmausvejen. Ej heller Maria, der ikke opdagede, at det var ham, men troede det var havemanden. Eller tvivleren Thomas, der måtte stikke sine finger ind i naglegabene før han kunne tro. Eller Saulus, der må tvinges til jorden af torden og lynild før han indså, at Jesus også gik med ham.

Vi ser ham ikke klart, men vi opdager ofte bagefter, når krisen er overstået, når valget er truffet og vejen er gået, at vi ikke bar vores kors alene – der var en, der bar med, som han lovede os, han ville gøre, mens han endnu levede her.

Disciplene ser dette, da Jesus bryder brødet, som han har gjort så mange gange. Da ser de ham, og bagefter siger de til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen (…)”. De opdagede, at de ikke havde været alene på vejen, som vi også kan opdage, at vi heller ikke er alene.

Når vi ser bagud kan vi opdage, at Kristus selv har gået med os, og det skal være vores mod til at se fremad, og turde gå den vej i møde, som skal gås.

Og selvom man tvivler på det, ikke erfarer det, eller føler sig alene, så skal det ord lyde her, som en sprække i det mørke, der kan omkranse et menneskeliv. En sprække, der kan åbne for det lys, der trænger ind i selve døden og tager dens brod. Det lys der er kommet til verden, og skinner nu for evigt for os.

Nemlig ordet om, at: Kristus er opstanden, og går lige ved siden af dig klar til at bære med, når korset bliver for tungt.

Glædelig påske til jer alle.




Dagens tekst:
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35