9. søndag efter trinitatis 2013

Denne lignelse har i Bibelen fået overskriften: ”Lignelsen om den uærlige godsforvalter.” Det er næppe det, vi har lyst til, at der skal stå på vores gravsten, når vi engang skal herfra. Der skal helst stå noget med elsket og savnet.

Vi vil gerne være tro. Tro mod vore egne mål og værdier. Tro mod de principper, vi lægger for dagen. Tro mod det menneske, vi er – tro mod Gud.

Vi vil gerne, at andre kan stole på os – tro på, at vores ord holder. At vi holder. Så at være ”den uærlige godsforvalter”, lyder ikke særlig tillokkende på os.

Spørgsmålet er, hvad for et menneske vil du gerne være? Vi har alle sammen en tanke om, hvordan vi gerne vil ses af vores venner og familie – og hvordan vi gerne vil se os selv, når vi ser ind i spejlet. Det betyder også noget, hvad andre mener om os, og det betyder noget, hvad vi selv mener. Faktisk bruger langt de fleste af os virkelig meget tid på at tænke over, hvad andre tænker..om os.

Vi har ikke lyst til at andre tænker om os, at vi er uærlige.

Men de fleste mennesker er lidt uærlige til husbehov. Men sådanne løgne kalder vi netop for hvide løgne, fordi de har en anden intention end de sorte løgne. De sorte løgne er dem, hvor man hytter sig eget skind, skader andre og er ligeglad. Men de hvide løgne er altså, hvis der fandtes et lyve-barometer, ikke så slemme, synes vi.

Intentionen er nemlig vigtig for os. Var det min mening, at spilde kaffe på dugen, eller var det et uheld. Intentionen er med til at give os et hint om, hvordan vi skal reagerer på andre omkring os. Så på et splitsekund, laver vi en dom af situationen og agerer efter det. Og selvom vi bliver vildt irriteret over, at vores hvide dug nu er brun af kaffe, så siger vi faktisk, at det ikke gør noget, for det var jo ikke med vilje. Og det er jo, hvis man ser på det, uærligt. Men intentionen betyder noget for os.

Så evangeliet til i dag falder udenfor alt, hvad der plejer at være vores pejlemærker.

Det handler om den uærlige godsforvalter, der lyver så det driver. Han bliver truet med fyring, og straks går han ud og nedskriver gælden på de mennesker, der skylder hans chef penge. Men han gør det ikke for at være god – nej, han gør det, for at blive taget godt imod, når han kommer til dem efter sin nærtforestående fyring. Han snyder sin chef – altså Gud. Det sære er, at Gud, der kender hans intentioner, roser ham for det.

Og når sådan noget sker, så får jeg lidt ondt i maven, for jeg har brug for at tro på, at Gud kender mine intentioner, når noget går galt for mig. At han tager dem med ind i sine overvejelser, fordi de fortæller noget om mig.

Vi får altså travlt, hvis vi fremover kun bliver målt på selve resultatet af vores handlinger. Der er mange fortællinger i Bibelen, der pludselig ikke betyder noget. Pludselig betyder den ene mønt som enken gav ud af sin fattigdom intet. Pludselig er Maria forkert på den, da hun sætter sig ved Jesu fødder i stedet for at hjælpe sin søster Martha i køkkenet. Og pludselig slår vi ikke til – for hvordan kan vi slå til i forhold til Gud.

Det virker som om alle taber i forhold til den forståelse, vi normalt har af kristendommen. En forståelse, hvor enken netop roses, fordi hun giver af sin fattigdom, hvor Maria netop roses fordi hun tager sig tid til at være nærværende og hvor vi netop slår til, fordi Gud elsker os. Så tager vi fejl?

Nej, vi tager ikke fejl – lignelsen vil fortælle noget om vores forhold til Gud og til hinanden.

Lignelsen handler ikke om, at vi skal snyde som den uærlige godsforvalter, men vi kan lære af ham. Han tager nemlig alt det, der ikke er hans og giver ud af det. Vi mennesker er ofte lige så langsomme til at forstå Jesu pointer, som hans disciple var, så Jesus tyer til et billede, vi forstår; nemlig det økonomiske. Og her siger han, at forvalteren bliver rost af at give ud af penge, der ikke er hans.

Det handler bare ikke om penge, men om vores liv. Vi lever i den illusion, at vi ejer vores liv, og alt omkring os, men livet er ikke noget vi selv kan tage eller tjene på – nej, livet får vi som en gave af Gud. Vi ejer det ikke, og alligevel vil Gud have, at vi skal bruge af det – give rundhåndet ud af den tid, vi har fået. Vi har ikke meget andet at tilbyde hinanden end vores tid.

Men sikke en gave at få foræret! Tænk at vi giver hinanden tid. Vi forærer hver dag hinanden lidt af vores liv.

VI kan lære af den uærlige godsforvalters, når han forvalter det, der ikke er hans, med rund hånd. Vi skal også dele ud af vores liv med rund hånd. Vi kan ikke leve livet for hinanden, men vi kan forære hinanden vores tid, opmærksomhed, nærvær og ligeværd. Det kan vi give hinanden.

Vi bliver heldigvis ikke målt på resultatet af vores liv – hvilken målestok skulle det også være? Derimod bliver du igen og igen sendt ud i livet med Guds hvisken i dit øre om, at han tror på dig. Tror på dig, når andre ikke gør. Tror på dig, når du ikke tør se dig selv i øjnene. Tror på dig, når du tvivler på din egne intentioner. Tror på dig, når du fejler. Tror på dig når du spilder tiden på gulvet. Tror på dig, når du er bange.

Han tror så meget på dig, at han gav dig dit liv.

Næste gang du ser dig selv i spejlet, så ser du på et menneske, som Gud har givet livet ene og alene fordi du er dig, og han elsker dig. Og det liv beder han dig nu om at du skal dele med andre.

Del ud af dit liv, for kun sådan bliver det større.

Vær sol på vores mælkevej
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
du fællesskabets Herre.
(DDS 29,3)


Amen


Dagens tekst:
Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9

8. søndag efter trinitatis 2013

I kærlighedens lovsang, der står i Paulus´ 1. brev til menigheden i Korinth skriver han følgende:

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1. kor 13, vers 8-13).

Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Vi ved godt, at intet varer for evigt, og en dag vil denne jord ikke eksistere mere.

Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Vi ved godt, at alle planter og dyr skal dø. Vi ved godt, at vi selv skal dø.

Alt er forgængeligt. Det ved vi godt. Men i lyset af Guds nåde vil noget bestå.

Ikke alt er forgængeligt – kærligheden vil bestå.

Jesus advarer os i dagens evangelium mod falske profeter, der med er som ulve i fåreklæder. De er ikke kommet for at gøre det gode, men kommet for at gøre det onde. Vi kan kende dem på deres fugter, fortæller Jesus os. Kommer der gode eller dårlige frugter, og det skal være målestokken?

Det er bare vanskeligt at skelne. Der er desværre et hav af eksempler på mennesker, der har påstået at have direkte forbindelse til det guddommelige, og som har haft et massevis af tilhængere, der senere har vist sig at have misbrugt deres magt. Der er eksempler på religiøse ledere, der har overbevist store grupper af mennesker om, at de skulle begå kollektivt selvmord, fordi disse ledere skulle være profeter.

Hvordan hænger det sammen, at profeter, som man på afstand sagtens kan se er falske, har så mange tilhængere? Når man nu kan se, at frugten er dårlig, hvorfor tiltrækkes folk så af den?

Eller hvorfor tiltrækkes nogle mennesker af destruktion, vold, druk, stoffer, had eller hævn, når de nu på afstand sagtens kan se, at frugten er dårlig? Der findes næsten ikke det barn af gaden eller menneske i fængsel, der ikke godt kan se, at deres handlinger har forrådt dem – og de nærer i deres bryst ønsket om et andet liv.

Så hvorfor tiltrækkes vi nogen gange af det, der sætter dårlig frugt? Vi bagtaler, undlader sandheden, svigter, råber, brokker os – og vi træder gang på gang ud af os selv, og bliver til mennesker, som vi faktisk ikke ønsker at være. Der er hele tiden stor afstand mellem det, vi siger, og det vi gør.

Der er som om at flirten med det, der ødelægger livet, ligger som en konstant fristelse for os. Vi kan ikke lade være med at sende blikke og smile. Og det er slet ikke det, vi egentligt vil.

Paulus vidste dette allerede i det første århundrede, da han skrev et brev til menigheden i Rom og fortalte dem følgende: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” (Rom 7,15).

Mennesker var ikke anderledes for 2000 år siden. Dengang sloges de også med at gøre det rigtige, og faldt i at gøre det forkerte.

Men vi lever i en tid, hvor vi hele tiden får tudet ørerne fulde med, at vi skal fokusere på det positive, på læringspunktet og på udviklingspotentialet. Vi må endelig ikke tale om problemer, men skal tale om udfordringer. Alt skal omtales i positive vendinger. Vores liv skal være en stor positiv omtale. Problemet er bare, at der aldrig bliver plads til det menneske, der står med et liv, der bare ikke matcher det. Det menneske, der er ensom. Det menneske, der igen har klokket i det overfor familien og igen sidder alene. Det menneske der igen har blokket en af sine venner på Facebook – mest fordi livet gør ondt. Det menneske, de andre har glemt.

Der er en realitet, som vi glemmer om livet. Den realitet, at livet ikke bliver levet som et glasbillede, men bliver levet som et liv. Og hvad så – slår vi ikke til som mennesker? Svaret er nej, vi slår ikke til. Selvfølgelig slår vi ikke til. Johannes Møllehave skriver i bogen ”Bibelen har ordet” følgende: ”Jeg mener heller ikke, at man har været et menneske, hvis man ikke har forrådt den, man elsker” (s. 99).

På deres frugt skal I kende dem, siger Jesus til os, som en advarsel til os. Et råb fra fortiden, der indhenter os i dag, hvor vi godt ved, at vi ikke altid sætter god frugt. Vi er dem, der nogle gange råber; ”Herre, Herre” og håber, at det er nok.

Endnu ser vi i et spejl i en gåde, siger Paulus. Vi lever i en verden, som vi endnu ikke forstår. Vi forstår ikke, at vi gør det, vi ikke vil. Vi forstår ikke, at vi kan mene et og gøre noget andet. Vores vilje har det med at forråde os. Luther kaldte det for den trælbundne vilje.

Livet er ikke altid så smukt, som vi gerne vil præsentere det overfor andre. Livet er, som det er. Og i det liv bærer vi både gode og dårlige frugter.

Men det er også i det liv, Jesus kommer til os. Han kommer til os midt i et liv, der ikke er perfekt. Han kommer til os midt i et liv, der er i kaos. Han kommer til os, når vi ikke slår til.

Jesus levede et liv som menneske, for at vise os Guds vilje med os. En vilje, der ikke er styret af andet end kærligheden. Vi får Guds kærlighed ganske ufortjent, og det ville Gud fortælle os ansigt til ansigt. Det gjorde han gennem Jesu liv, hans tale og hans gerninger. Og i Jesus finder vi det eneste menneske, hvor der ingen afstand er mellem ord og gerninger. Her er frugten altid god. Det kan vi se både tæt på og på afstand, for det er så tydeligt, at Jesu liv blev levet, som Gud ønsker, at vi skal leve vores liv.

Det er af kærlighed, at Gud levede et liv som menneske, og her i Trinitatis tiden skal vi høre forskellige fortællinger fra Jesu liv. For det er i denne periode, der varer indtil 1. søndag i advent, at vi skal lade troen, håbet og kærligheden spirer. Derfor er det også den grønne farve, der er denne tids farve. Som planter, der spirer i kolonihaver og altankasser, således skal tro, håb og kærlighed være tonen, der bliver slået an i vores liv.

Tro, håb og kærlighed er disse tre. Men størst af dem er kærlighed. Kærlighed vil bestå, som den sande gode frugt af vores liv. Så lige meget hvordan vores liv så blev, om vi satte gode eller dårlige frugter, så vil Guds kærlighed skinne på vores liv. Kærligheden som vi får hver dag til hverdag får foræret af Gud for intet – for sådan er kærlighedens sande væsen. Sådan er Gud.


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Matt 7,15-21

Midnatsgudstjeneste, Wonderful Days 2013 KFUM og KFUK

Wonderful Days, prædiken søndag til aftengudstjenesten

Det er varmt og støvet lægger sig som en hinde over alt. Der er larm fra bilhorn døgnet rundt, og lugten fra rendestenen af råddenskab og affald hænger ved næsen. Temperaturen nærmer sig 35 grader.

Jeg står udenfor en meditationshytte i det sydlige Indien. Der sidder en kvinde foran mig. Hun er spinkel og klædt i en farverig sari. Hendes tykke, grå fletning er synlig, og hun sidder og iagttager mig. Jeg smiler til hende, og hun tolker det straks som en invitation til en samtale.

Hun begynder på engelsk at forklare mig, hvem hun er. Hun lever primært af at give energimassage til turister, der ønsker at komme i balance igen. Og som hun fortæller mig om det, slår hun sig selv, flere gange på armen, for ligesom at vise mig noget.

Jeg forsøger at se, hvad det er, som hun giver de her dask. Det opdager hun, og stolt viser hun mig en tatovering. Tatoveringen er gammel, men det er tydeligt, at der står O S H O.

Jeg spørger hvad det er og det vise sig at være en guru, der levede i Nordindien. Hun er så glad for ham, at hun måtte have hans navn tatoveret på sin arm.

Det er der også mange andre, der har. Folk der tatoverer deres tro eller overbevisning på kroppen. Det kan være alt Tors hamre, helgener, sætninger, rygmærker, kors til hjerter. Eller måske går man med smykker, der viser ens tro, eller med tshirts hvor det står på. Mange mennesker vælger at lade sig mærke med det, de tror på.

Jeg tror, det er fordi vi i bund og grund har brug for at blive mærket. Mærket, tagget, skrevet på. Ingen af os har lyst til at være uskrevne blade – vi har brug for at være noget for nogen, og det viser et mærke, at man er. Det viser, at man hører til et sted.

I hørte fortællingen om Kain og hans mærke – egentlig er det forfærdelig fortælling om en jaloux bror, der ikke kan unde sin bror noget. Og i jalouxi slår han ham ihjel. Han giver ham ikke bare en lammer, eller skriver en dum kommentar på hans facebookside – nej, han slår ham ihjel.

Det er fuldstændig uforståeligt, at man kan blive så gal i skralden på sin bror, at man gør det. Men det blev Kain. Og nu er det ikke fordi, at I så skal herfra og tænke, at det står i Bibelen, så det må man godt. Det er ikke helt pointen. Pointen er, at Gud på trods af, at han fortjente så meget værre, valgte at give ham et mærke i panden, for at vise at Kain hørte til Gud.

Der er utrolig smukt i, at Gud vælger at give netop ham et mærke i panden – det mærke som Gud giver, kan man hverken gøre sig fortjent til, og man kan heller ikke selv beslutte, om man vil have det. Vi får det alle som en – et mærke af Gud.

Som Kain fik det, så får vi det også den dag i dag. Det er især tydeligt i dåben, hvor vi tegner et kors både over ansigtet og brystet, men faktisk så får alle et mærke af Gud.

Han giver os et mærke på vore hjerter. Et lille kærlighedsstempel. Og samtidig med det, så skriver han vores navn i sin egen højre hånd. (DDS 446, O lad din Ånd nu med os være, vers 4). Han mærker os – men vi mærker også ham.

Det betyder, at der altid er et sted, hvor vi hører til. Et sted, hvor vi betyder noget. Vi kommer aldrig til at mangle et tilhørsforhold, for vi har Gud. Han er med os.

Også når vi ikke lykkes med noget, når vi dummer os, forelsker os, forspiser os, rejser os, lægger os, sejre, taber, går eller står – så er han med os, fordi han har mærket os, og vi mærker ham.

Man kan sammenligne livet med Instagram. Der tager vi et billede, og så bruger vi helt vildt langt tid på at lægge filtre over, så den grønne bliver mere grøn – eller vi sørger for at det rigtige er i fokus, og det andet fader smukt ud. Vi behandler virkeligheden, så den bliver smukkere. Og det tror jeg, vi gør hele tiden – vi har hele tiden travlt med at gøre hverdagen til noget helt andet end den er – eller gøre os selv til noget helt andet.

Men Gud ser forbi alt det, der. Han gider ikke filtre eller smukke rammer. Det er slet ikke vigtigt for ham. Han er interesseret i virkeligheden som den er, og der får han øje på dig.

Det kan lyde ret skræmmende, for måske står man med hænderne fulde af lort – det ved Gud godt, at vi nogle gange gør. For søren da, den første han sætter sit mærke på er Kain, der lige har slået sin bror ihjel. Han ved da godt, hvordan vi er.

Og alligevel så formår han at se forbi alt det, ind i vores hjerter, der alle banker, og der sætte sit mærke, ene og alene fordi han elsker os.

Kristendommen er simpel på den måde – den handler om, at Gud elsker dig.

Det eneste ”tag”, vi behøver, er Guds tag, der ligger helt derinde, hvor livet banker sig vej for os, derinde har Gud tagget dig, fordi han elsker dig.

Og tænk på, at ligesom han har mærket dig, har han også mærket den, der står ved siden af dig. Se dig omkring – han har mærket os alle sammen.

Det må I huske på denne festival – ja, hele jeres liv, at Gud elsker den, du står overfor, ligeså meget som mig – og det må der være en grund til. Prøv at få øje på det, som Gud ser os i alle, nemlig et menneske med Guds kærlighedsstempel på hjertet.

Amen

7. søndag efter trinitatis 2013

Jeg diskuterede med nogle af mine venner den anden dag om, hvad man ville gøre, hvis en gæst kom til at smadre fx en kostbar vase. Ville man bede dem om at erstatte den, eller ville man sige, at det var lige meget?

Det ville i al fald ikke være lige meget, hvis vedkommende der smadrede vasen, bare ville trække på skulderen og være ligeglad. Så ville man syntes, at de misbrugte ens gæstfrihed.

Hvis man vender den om – hvordan vil man selv reagere, hvis man kommer til at smadre noget?

Jeg ved, at jeg ville få frygtelig dårlig samvittighed, og næste insisterer på at betale en ny. Og skulle værten sige pyt med det, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om det. Det ville være meget rarere at betale for en ny vase. Noget for noget.

Nu er det jo bare en vase, men eksemplet fortæller noget fundamentalt om os mennesker. Nemlig at vi er retfærdighedssøgende. Vi søger, at tingene skal gå retfærdigt for sig. Og derfor er en af de værste følelser også, at man føler sig uretfærdigt behandler. At man ikke fik chancen, kunne man også sige.

Vi ønsker retfærdighed, og ser den genspejlet alle steder i vores samfund. Vi betaler skat, fordi det er mest retfærdigt for den, der bliver syg, for det er man ikke selv herre over. Vi ser det i strafudmålingen, for det er mest retfærdigt, at den, der har skumle intentioner med sine handlinger, får en højere straf end den, der uforvarent kom at handle ved siden af loven. Vi ser det såmænd, hvis nogle forsøger at snyde foran os i køen. Måske vi ikke siger noget direkte til vedkommende, men enten så raser vi indvendigt, eller begynder højt til sidemanden, at tale om, at det er for dårligt, at nogle mennesker tror, at de bare sådan kan snyde.

Og hvorfor siger vi ikke noget direkte? Jo, dels fordi det er ubehageligt at tage sådan en konfrontation, men også fordi vi regner med, at folk har en samvittighed, som vi med høj tale kan aktivere. Og det bedste er jo, hvis den, der snød i køen, selv opdager sin fejltagelse, undskylder og går bag i køen. Så er retfærdigheden sket fyldest.

Og hvad har det nu med evangeliet at gøre?

Jo, Zakæus var en mand, blottet for samvittighed – han var nemlig tolder. Han var ansat af Romermagten, der på det her tidspunkt har besat Palæstina, og nu skulle have skatter indkrævet. Det gjorde de ikke selv, men fik nogle fra lokalebefolkningen til at klare deres beskidte arbejde. Romerne holdt ikke øje med, hvor meget tolderne indkrævede, bare de fik deres penge, så var de glade.

Så der herskede en del selvreguleret lønforhøjelse, og nogle toldere blev særdeles rige af deres lille fupnummer. Toldere var kriminelle, og Zakæus var tilmed overtolder og rig. Han havde stukket til sig af penge.

Tolderne var derfor udelukket fra samfundet. Da de samarbejde med romermagten, kunne man ikke rigtigt tale om dem højt, men man kunne udelukke dem. Fryse dem ude, og kun have kontakt til dem, når de kom for at kræve penge ind.

Det er sådan en mand, vi hører om i dag. Lukas, der skriver om denne fortælling, skriver endda om ham, at han er en lille mand, der var nysgerrig. Nu er det i sig selv jo fine karaktertræk, men i denne sammenhæng skal det skildre en mand, der møver sig ind, hvor der er plads, og som, trods det, at han ikke er den del af fællesskabet, bibeholder en usund nysgerrighed, der med garanti har sikret ham nogle af sine mange penge.

Zakæus hører om Jesus, der er på vej. Han bliver nysgerrig. Måske tror han, at der er penge i opløbet, og derfor vil han gerne tættere på ham. Men fordi han er så lille, kan han ikke se over flokken, og se hvad der foregår. Derfor beslutter han sig til at kravle op i et nærliggende træ. Derfra kunne han uforstyrret have frit udsyn til Jesus.

Det er jo en fin plan, hvis man ikke vil opdages, for med en gade fyldt med mennesker, der maser for at se Jesus, er der ikke en, der vil kigge mod himlen.

På nær Jesus.

Og det gør han. Han ser op, og inviterer sig selv på middag hos Zakæus.

Nu kunne folk have reageret med, at det er godt, at Zakæus kommer til at betale for den middag, nu han har så mange penge. Men det er ikke sagens kerne. Jesus er berømt, og når han så på en, så så han hvem man var. Man følte sig set og elsket på samme tid. Enhver af de mange mennesker, ville med glæde havde givet deres sidste mønt, for at være sammen med Jesus. Så følelsen, der rammer mængde er følelsen af, at blive uretfærdigt behandlet.

Den eneste, der ikke behøver at føler sig hverken set eller elsket, men som faktisk fortjente sin plads oppe i træet, som var han jaget vildt, var Zakæus. Zakæus får den opmærksomhed som alle de andre længes efter – nemlig Guds opmærksomhed.

De fleste ønskede, at Zakæus skulle dømmes med en streng retfærdig dom – ikke, at han skulle ses med kærlighedens milde øjne – eller med kærlighedens milde dom, som man også kunne kalde det.

Og netop sådan ser vi jo kærligheden. Som en mild dom. Men kærlighedens milde dom er dog den strengeste.

Søren Kierkegaard skriver om det i en af sine altergangstaler (bind XII, side 320):

”Nej, nej, kærlighedens dom er den strengeste…Vil du lære at frygte, da lær at frygte, ikke retfærdighedens strenghed, men kærlighedens mildhed! Retfærdigheden ser dømmende på et menneske, og synderen kan ikke udholde dens blik. Men kærligheden, når den ser på ham, om han end unddrager sig dens blik, slår øjet ned, han fornemmer dog alligevel, at den ser på ham; thi kærligheden trænger langt inderligere ind på livet, ind ved livet, ind dér, hvorfra livet udgår, end retfærdigheden. - Retfærdighedens dømmende stemme kan synderen ikke udholde; han søger, om muligt, at lukke sit øre for den; men om han end ville, da er det ham umuligt ikke at høre kærligheden, hvis dom, o frygtelige dom, er: Dine synder er dig forladt”.

Sådan skriver han. Retfærdighedens dømmende stemme kræver noget for noget. Kræver at man betaler det, man skylder. Og derfor lader den også synderen beholde sin synd, indtil den er betalt af. Men får altså kun lov at lægge sin synd fra sig, hvis man angrer, betaler en bøde eller sidder i fængsel. Den dømte kan vælge at lukke sit øre for det, ryste på hovedet af det eller nægte at slippe sin synd. Med denne dom har den dømte også et valg til at forholde sig til sin egen dom.

Men kærlighedens dom, som vi tror, er den milde, er den strenge. For den går helt derind, hvor du ikke kan ryste på hovedet af den, lukke dit øre for den eller fastholde den. Den går ind hvor hjertet banker, og der sætter den sig fast.

Kærlighedens dommer kræver ikke noget for noget, men giver i blinde til det menneske, den kalder på. Den ser ikke på indpakningen, men går lige til det inderste indhold, hvor vi alle er så ens. Der i hjertet siger kærligheden: Dine synder er dig forladt.

Den er streng, fordi den går udenom vores moralkodeks. Den kræver ikke øje for øje. Den kræver ikke anger. Den kalder på dig, og tilgiver dig. Den er streng, fordi du ikke kan vælge at vende den ryggen. Og det er gode nyheder.

Og det er hvad der sker med Zakæus. Vi hører kun, at han sidder i træet, og bliver kaldt på. Og da han bliver kaldt, kommer han, fordi han ikke kan andet.

Jesus kalder på den fortabte Zakæus, og kalder ham ind til sig – og tilgiver ham. Det er forunderligt, og ganske ufortjent.

Retfærdigheden er normalt med til at skabe rammer om vores samfund, men har også den fare, at den kan forvandle sig til hævn. Og hævnen kan maskeres så smukt som retfærdigheden. Jeg vil gætte, at retfærdighedens harme har dirret i flokken, da Jesus handler med kærlighedens dom. De gav ondt af sig. De lod lysten til hævn fylde dem.

Og de så slet ikke, at den Zakæus, som Jesus kaldte på, var ham, de manglede i deres fællesskab. Jesus kalder på dem, der mangler i fællesskabet, for de hører også til. De er mennesker, der har handlet forkert – vi er mennesker, der har handlet forkert. Og han vil møde os, også når ikke selv synes, at vi fortjener det, eller når andre ikke synes, at vi fortjener det.

Han kalder på os, og når Jesus kalder på os, skal vi ikke handle på anden måde, end at følge efter.

Det er evangeliets gode og befriende budskab. Han ser ikke vores manglende samvittighed. Han ser ikke vores tørst efter hævn. Han ser ikke vores handlinger, der sker for egen vindings skyld. Han ser der imod gennem alt dette – ser gennem had og håbløshed – ser gennem blade og trækroner – ser gennem retfærdighed og skyld – og får øje på dig. Her kalder han dig ved navn, og siger kom, i dag sidder jeg ved din side.


Og det forandrer os. Tak Gud, at du ser os  - og med din strenge og milde kærlighed når du vore hjerter.


Dagens tekst:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi.

Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham.

Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.«

Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

Lukasevangeliet 19, 1-10