lørdag den 31. august 2013

14. søndag efter trinitatis 2013



Det handler i dag om en mand, der var helt forkert, men som i Guds øjne blev den helt rigtige. Bibelen er fuld af sådanne fortællinger. Fortællinger om mennesker, der i menneskers øjne er forkerte, men som set med det guddommelige blik bliver helt rigtige.

Tænk bare på Jomfru Maria. Hun var ikke engang gift, og bliver gravid. I menneskers øjne var hun forkert på den, men i Guds øjne blev hun den helt rigtige.

Eller tænk på Zakæus. Han var overtolder og snød med pengene. I menneskers øjne var han helt forkert, men i Guds øjne blev han den helt rigtige.

Og i dag handler det om en samaritaner, der tilmed var spedalsk.

Samaritanerne var og er en folkegruppe, der i jødernes øjne troede på det helt forkerte. De havde en alternativ udgave af Mosebøgerne, de havde tilmed bygget et alternativ tempel til det eneste rigtige tempel i Jerusalem. De var på alle måder forkert på den. Jøderne så ikke engang på en samaritaner, når de mødte en. De undgik dem, handlede ikke med dem og rejste udenom de områder, de boede i.

Samaritanerne var altså ikke et Gudsfolk, og at Gud skulle ville noget som helst med en samaritaner, var lige så utænkeligt for datidens jøder, som det er for os, at jorden er flad.

Det var sådan en mand, vi hører om i dag.

Men ulykke for manden stoppede ikke ved hans herkomst. Han havde fået den skrækkelige sygdom spedalskhed.

Det er en sygdom, der kan føre til, at man taber fingre, tæer, næse og andre lemmer. Man har gennem historien været meget bange for den her sygdom, også fordi man ikke har vidst, hvordan den smittede. Og når mennesker ikke forstår, hvad der foregår, så ligger frygten lige under overfladen. Dengang gjorde man, som vi desværre også gør i dag overfor det, vi ikke forstår, at vi lukker det ude. Og spedalske blev dengang smidt ud af landsbyer, beordret til at forlade deres familie, arbejde og venner og vandre rundt i små grupper i grænselandet. Man holdt sig på lang afstand af dem. De var levende døde.

De var på grænsen mellem livet og døden.

Den spedalske samaritaner var altså dobbelt udstødt. Han havde en helt forkert og skæv tro, og alligevel er det troen, der frelser ham.

Vi har alle en ide om, hvad tro er eller ikke er. Det havde man også på Jesu tid, hvor troen var Moseloven. Tro var altså det samme som en lov. Man skulle gøre som loven foreskrev, og gjorde man det, så fik man frelse. Det var altså en noget-for-noget mentalitet. Gud var en slags købmand, der ville have noget for sine varer.

Det ændrede Jesus. Pludselig var det ikke rettro, der blev krævet som tilbagebetaling for frelsen, men derimod intet. Intet på den måde, at vi ikke kan lave en gave, så fin, at den står mål med Guds storhed. Vi kalder det for nåden. Guds nåde er, at han på trods af, at vi ikke kan tilbyde andet end os selv som betaling for frelsen, alligevel skænker os den. Gud ønsker sig ikke andet end os. Gud vil have mennesker som vi er, og ikke som vi bør være.

Gud kan altså bruge håbløse mennesker. Han kan bruge bange mennesker. Han kan bruge ensomme mennesker. Han kan bruge alle dem som ingen andre kan bruge til noget. Han kan bruge den forkerte. Han kan bruge enhver, for Gud kan bruge mennesker.

Gud ser storheden i sin skabning. Han ved, at intet menneskeliv er forgæves. Han ved det, også når vi ikke selv tror på det.

Tro er med andre ord ikke en lov, vi skal følge. Man kan ikke sætte tro på en formel, og så bruge den som en politivedtægt andre bare har at følge, for ellers så ryger frelsen. Vi mennesker har slet ikke magt til at vurdere, hvornår Gud frelser.

Men faren er, at vi alligevel kommer til at bruge den levende tro som en målestok for om man nu er en ordentlig kristen eller ej. Og den fare er ganske alvorlig. Selv i dag i vores del af verden i denne lille gren af den kristne globale kirke, som vi kalder evangelisk luthersk, finder man medsøstre og brødre der dømmer hinandens tro som værende forkert.

En sund diskussion bliver til et giftigt slagsmål om at have Gud på sin side. Vi har så travlt med at tvivle på andres frelse, at vi glemmer at den enestes frelse, vi kan tvivle på, er vores egen.

Faren er, at vi bliver som de 9 andre spedalske, der bliver helbredt, og går videre som rettroende. At vi glemmer, at tro ikke handler om at få ret i forhold til hinanden, men handler om noget helt andet, nemlig at sige TAK.

Vi skal i mødet med Gud ikke forsøge at skubbe os selv forrest i den vildfarelse, at vores tro er bedre eller mere korrekt end andres. Kristendommen er ikke et måleredskab, men et levende vidnesbyrd om, at Jesus møder os, som dem vi er – og ikke som dem, vi bør være.

Det er ind i den tilgang, at budskabet om Guds storhed skal lyde – ja det er kun her, det giver mening, at han siger til dig: ”din tro har frelst dig” Og hvilken tro – den tro, der giver æren, hvor æren skal gives: nemlig hos Gud.

Troen er ikke en præstation, men en tak. En tak for et liv, hvordan det så end blev. En tak for at Gud kan holde os ud, når vi ikke selv kan. En tak for at Gud har modet til at være os nær, når vores svigter. En tak for, at Gud ikke går så meget op i dogmer, som vi gør. En tak for han møder os, også når vi lever på grænse.

Vi står i evig taknemmelighedsgæld til Gud. Ved at øve os i at takke, kan vi få øjnene op for storheden i livet. Vi skal øve os i at holde op med at kræve af Gud, at han skal gøre alt muligt for os, og i stedet for se på det, der blev vores til del, og turde sige tak for det.

Tak Gud, at du ser os umulige og forkerte mennesker som brugbare og værdifulde. Lær os at se andre med dine øjne, så vi først og fremmest ser hinanden som skabt i kærlighed af dig.



Amen


Dagens tekster:
For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Rom 7,15-19

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Luk 17, 11-19

søndag den 4. august 2013

10. søndag efter trinitatis 2013



Der findes så mange tårer, vi mennesker kan græde. Vi kan græde af glæde, sorg, raseri og smerte. Når livets store følelser trænger sig på, baner tårerne sig vej til vores øjenkroge. Nogle gange forråder de, det billede, vi gerne vil have af os selv, for tårerne kommer, når livet er tæt på.

Jesus græder også. Guds egen søn græder, fordi han også er et menneske. Han kender vores liv og derfor må han også græde.

Jesus er på vej til Jerusalem. Det er tæt på påske, og vi, der sidder på afstand af begivenhederne, ved, at Jesus drager til Jerusalem i påsken for at blive slået ihjel på et kors, og senere for at gå ud af gravhulen i levende live.

Men lige nu er han på vej til byen. Intet af endnu sket, men Jesus ved det, og går skridtene mod byen, der det ene øjeblik hylder ham som en konge, og det næste øjeblik råber spottende ord efter ham.

Jesus græder. Ikke over det, der bliver hans skæbne, men over den skæbne, som folket selv er i gang med at spare sammen til.

I forgården til templet, står der en masse mennesker og driver handel med offerdyr. De veksler, sælger og handler med dyr og penge, der alle kan ofres til Gud. Men de forstår ikke, at tiden, hvor vi skal ofre til Gud er forbi. Gud er ikke en købmand, vi kan handle med. Han er en Gud, der allerede har afregnet vores gæld til ham gennem Jesus. Vi skylder ikke mere.

Derfor græder Jesus. Fordi mennesket ikke forstår, hvad de gør. Ikke forstår, at Jesus kommer med fred, og at det er den fred, de smider ud af byen, da de klynger ham op på et kors. Ikke forstår, at Jesus kommer med kærlighed, og det er den kærlighed de fornægter, da de klynger ham op på et kors.

Og der på korset hænger han med al vor skyld, og vi ser det ikke.

Derfor græder Jesus. Ikke af vrede, ikke af glæde, men af en sorg så dyb af intet menneske, kan rumme den.

Jesus græder over os. Guds egen søn græder sine tårer for os, der ikke har indset at vi burde græde de tårer for hvad vi gjorde mod ham.

De tårer fortæller os, at han er en af vore. Jesus var ikke den fremmede eller terroristen. Han var ikke fristeren eller forræderen. Han var et menneske. Gud blev et menneske.

Gud ville være så tæt på sin skabning, at han lod sig begrænse i en menneskekrop. Han gav sig selv et ansigt og et navn, for at vi kunne møde ham. Han gav sig selv en død for at vi kunne se, at han ikke bare legede en leg, men at han ville gå hele vejen sammen med os. Da Gud kom til jorden var det ikke længere bare som en hvisken i en profets øre, en engel ved et middagsbord eller en brændende tornebusk. Da han kom til jorden, gjorde han det som et menneske, og verden er aldrig blevet den samme siden. For med det besøg, gav Gud sig selv til verden, så vi aldrig igen skal vandre alene. Det Gud ikke vil hjælpe os over, det vil han hjælpe os igennem. Det løfte holder han, og det løfte gentager vi igen og igen ved hver dåb her i alle landets kirker, fordi vi har så let ved at glemme det – nemlig, at Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Jesu tårer blev ikke til had eller bitterhed. De blev ikke grædt, så vi kunne sidde her med dårlig samvittighed. De blev grædt af kærlighed til os som et stille råb til verden om dog at forstå alvoren af vores afvisning.

Men da vi hænger Jesus fast på korset, og korsfæster freden, da korsfæster vi ikke Guds kærlighed.

Jesus beder fra korset en bøn til Gud: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør (Luk 23,34).

I den situation, hvor vores begrænsninger som mennesker ville vise sig, da viser Jesus os, hvor stor Gud er. Han beder om tilgivelse, og finder dermed håb i det håbløse. Guds egen søn beder for os, at vi ikke må dømmes efter fortjeneste.

Os, der tror vi kan forhandle med Gud. Os, der tror vi kan vende Gud ryggen. Os, der tror vi kan klare livet uden ham. Os, der længes efter at blive elsket og set. Det er os, han beder for.

Beder om, at vi må mødes af den kærlighed, der er så stor, at den ætser vores skyld bort, og efterlader os tilbage med et bankende hjerte af kød og blod.

Dagens evangelium er en hård fortælling, fordi den rummer en dyb alvor, der ikke kan pakkes overfladisk ind. Det, der er på spil, er vores liv.

Livet er så stort og smukt. Men ofte har vi så travlt med at stikke næsen i vores kalender, sende en sms, tjekke facebook, tjekke om naboen har hængt vasketøj ud eller holde øje med, hvad andre bruger deres liv på, at vi glemmer at leve livet. Vi luller os ind i ligegyldigheder, og tror, at de udgør livet. Vi er som de handlende ved indgangen til templet, der har glemt, hvad det handler om.

Det handler om, at Gud er kommet til verden. Det er ikke nok, at man hyldede ham en søndag med palmegrene for 2000 år siden. Vi skal også den dag i dag vende os mod ham, og modtage den kærlighed og fred, som han står klar med i sine hænder til at give til os.

Han vil forære os livet – og for det har han taget vores skyld. Gud er en dårlig købmand, og tak for det. Tak fordi vi ikke kan forhandle os til dig, men at du kommer til os. Tak fordi du græd for os, da vi ikke selv kunne. Tak fordi du går med os livet igennem, og tak fordi vi kan samles her og minde hinanden om den store, fantastiske kærlighedsgave livet er.



Amen




Dagens tekst:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48