søndag den 29. september 2013

18. søndag efter trinitatis 2013


Tro på Gud og elsk din næste. 

http://www.youtube.com/watch?v=y_JAlTxc1k4&list=FL40vCmbUMerRoaJPBtbV8NA&index=8

Det er jo i virkeligheden nemt, det med livet. Det er nemt, fordi vi inderst inde godt ved, hvordan vi bør opføre os. Det er nemt, fordi vi sagtens kan se det smukke i at møde andre mennesker med godhed.

Og alligevel er det så svært og kompliceret. Det er ikke så nemt som det ser ud.

Vi lever i en tid med utrolig mange meninger. Vi har meninger om alt…og alle. I vore dage skal man kunne argumentere for sit liv og sine valg, og det er ikke nok at være ligeglad. Er man ligeglad er man aldrig glad, får vi at vide, og derfor skal vi tage stilling og have en mening.

Vi har også meninger om andre mennesker. Det er nu ret naturligt, at vi har meninger om andre mennesker. Når man møder et menneske, kan man slet ikke undgå at få en mening om dem.

Men har I nogensinde tænkt på, at det ikke kun er os her, der har meninger om andre – andre har også meninger om os?

Ja, her kan det ofte gøre lidt mere ondt. Det er de færreste, der er ligeglad med hvad andre tænker om dem. For egentligt vil vi jo helst have, at folk godt kan lide os. Det er rarest, når andre synes man er ok.

Men vi ved jo også, at sådan er det ikke altid. Vi kan ikke få alle til at synes om os, og hvis vi skal blive i ordsprogenes verden, så kan man ikke gå gennem livet uden venner og fjender.

Aristotels, der var filosof, skulle efter sigende engang have sagt til sine disciple, da de en dag kom og fortalte, at der var nogle, der sladrede om ham på torvet, at folk måtte tale lige så grimt om ham, som de ville, så længe han ikke var til stede. Ja, de måtte faktisk også gerne stikke ham en lussing, så længe han ikke var til stede.

Faktum er, at vi mennesker taler om hinanden, og vi har en mening om hinanden. På den negative bane kan ondsindet sladder, slå mennesker i stykker. Og positivt kan et godt ry, bane vejen for en. Det betyder noget, hvad andre siger om os. Det betyder noget, hvad de mener.

Vi lever i en udleverethed til hinanden – vi bærer med andre ord hinandens liv i vores hænder.

Men vi har også en mening om Gud. Om ikke andet vil man have den mening, at Gud er ligegyldig. Men jeg vil tro, at alle har en mening om Gud.

Eller sagt på en anden måde, så har vi en mening om, hvilken Gud, vi har brug for.

Problemet er blot, at når vi har en masse meninger om Gud, så sætter vi faktisk os selv i centrum i verden. Pludselig handler det ikke om Gud, men hvad jeg mener om Gud. Nu kunne man godt argumentere, at Gud, der har skabt alt fra galakser til nanopartikler, nok ikke går frygtelig meget op i, hvad hver enkelt af os tænker. Men der tager vi fejl.

Det betyder noget, hvad vi tænker. Gud er fællesskabets Gud. Han viste det tydeligt, da han valgte at gå ind i fællesskabet som et menneske. Gud blev Jesus, så vi kunne få et ansigt og en stemme at forholde os til – og ikke mindst så Gud tydeligt kunne fortælle os, at han vil være i fællesskab med sin skabning. Gud slår altså følgeskab med os, og han guider os. Vi får ikke lov til at gå alene rundt i verden. I dåben er det tydeligt, når vi hører, at der bliver sagt, at jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Her gentager vi, at vi ikke skal klare livet alene. Gud tager sin del af ansvaret for os.

Gud elsker os. Så enkelt er det. Og det får betydning for os, at vi betyder noget for Gud.

I evangeliet bliver Jesus spurgt af farisæerne, hvad det største bud i loven er. Der findes 613 bud i loven, så Jesus havde lidt at vælge imellem.

Jesus svarer: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og med hele din forstand.” Og han fortsætter og udvider dette ene bud med: ”Du skal elske andre mennesker på samme måde som du elsker dig selv.”

Det er et finurligt svar. For svaret er jo i al sin enkelhed: kærlighed. Du skal elske Gud og din næste.

Men vi kan ikke lovgive om kærlighed. Vi kan ikke tvinge andre til at elske os. Vi er lige så udleveret til hinanden i kærligheden, som vi er det, når det kommer til andres meninger om os. Vi kan hverken tigge, købe eller true os til kærlighed (Bent Falk). Kærlighed er en gave, som vi kan give hinanden.

Men netop heri ligger vi Guds væsen. For Gud er kærlighed (1. Joh. 4.16), og det er den kærlighed, der strømmer til os, som vi kan bruge til at elske hinanden med. Gud giver os sig selv – det sker hver dag, ja hvert sekund. Gud giver os kærligheden som gave, og den skal vi hverken betale for, tigge os til eller vriste ud af ham. Han elsker os kvit og frit.

Derfor får vi at vide, at vi skal vi elske Gud af hele vores hjerte, sind og fornuft. Det bliver en slags modpol til vores mening om Gud, der kan blafre i vinden. Det bliver en modpol til, når vi sætter alt muligt andet end Gud i midten af vores liv, og ofte os selv. Hvis vi ikke sætter Gud som centrum for vores liv, så sætter vi noget andet på det sted, og forguder det, om det så er arbejde eller hinanden.

Derfor har vi brug for at høre, at vi skal elske Gud med både vores hjerte, vores sjæl og vores fornuft. Vi skal med hele vores liv sætte Gud som centrum i vores liv, som vi er centrum i hans.

Johannes Møllehave skriver i en af sine prædikener, at Gud elsker miskundeligt, hvor mennesker elsker misundeligt.

Miskundeligt betyder, at man ikke har kendskab. Gud kigger ikke på vores handlinger og laver en facitliste ud fra det. Han elsker, også når vi ikke føler, a vi fortjener det.

Misundeligt betyder derimod, at vi ikke altid kan unde andre kærligheden. Vi kan blive bitre og smålige med vores kærlighed.

Vi har simpelthen brug for at vores liv bliver gjort større af Gud, fordi vi ikke kan selv.

Guds kærlighed er miskundelig, og ikke misundelig. Derfor siger han også til os, at vi skal give videre af den kærlighed, som han giver os. Vi skal ikke beholde den for os selv, men derimod give videre af den. Ja lige frem være ødsel med den. Elsk hvor ingen fortjener det, elsk hvor bitterhed forpester luften, og elsk når brok holder folk nede. Elsk.

Det er så simpelt, at vi skal elske Gud og næsten. Nogle gange tager det et helt liv at lære, men hver dag får vi igen muligheden for at elske. Og fejler så, så rejser han os op, og giver os mulighed for at prøve igen.
Og det bringer mig til høsten, for i dag fejrer vi høstgudstjeneste her i kirken. Traditionelt set er høsten en takkegudstjeneste, hvor vi takker for de frugter jorden giver os. Det er så nemt at fokusere på det, der ikke gik, andre meninger osv. Vi glemmer at ikke bare til høst, men hele livet igennem skal vi takke. Tak for at vi ikke magter alt, men at Gud magter for os.

Og så takker vi ham for, at vi ikke behøver at skulle livet alene, og at han har lovet at ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Tro på Gud og elsk din næste. Tak.

Amen


Dagens tekst: 
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

søndag den 15. september 2013

16. søndag efter trinitatis 2013


Midt i alt det meningsløse,
som vi møder her på jorden,
bliver hjertets skrig til bøn.
Gud, vi råber: Om du findes,
find os, red os, når vi synker
i vort eget tomhedsmørke.
(DDS 636, 1)

Mørke kan føles så tomt. Og tomhed kan føles som et mørke, man falder ned i.

Mørket. Fra gammel tid, har vi frygtet mørket. Vi er ikke skabt med øjne der kan se igennem det, og derfor har mennesker gennem tiderne samlet sig om ilden – om lyset – med et håb om, at solen må komme igen.

Og hver morgen har mennesket set mod øst, hvor solen er kommet fra og har gennembrudt den mørke nat.

Det er tydeligt i disse dage, hvor mørket langsomt opluger dagen. Vi har færre og færre timer i selskab med solen. Jorden er begyndt at suge livet tilbage til sit eget mørke. Vi bliver mindet om mørket. Ja, efteråret har sin pris, hvor smukt det end kan være. Vinteren er på vej.

Vi kender mørket, også fra vores eget liv. Ethvert menneske vil prøve at sidde i sit livs nat, og føle tomheden krybe ind på sig.

Årstidernes skift bliver et symbol på det mørke, som livet rummer. Et symbol på det meningsløse – på døden.

Vi hører i dag to begivenheder om mørket – Jobs klage over sit liv, og fortællingerne om enken fra Nain, der har mistet sin eneste søn.

Job klager over sit liv, og han ønsker, at han aldrig havde fået det. Livet kan opleves så smertefuldt, at man ønsker, at man ikke fik det. ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødsel” råber han. Job ønsker sig ned i den grav, som enken fra Nains søn er på vej i.

Det er kontrasterne søndag, som efteråret også er kontrasternes tid.

Kontrast fordi den ene begræder sit liv, og den anden begræder tabet af et liv. Begge sidder de i et mørke, som de ikke kan finde vej i; men de sidder der af hver sin grund.

Fortællingen om Job, som vi finder i Det Gamle Testamente, er fortællingen om en mand, der får taget alt fra sig på nær sit liv. Han mister sine børn, kone og hjem. Job føler sig elendig og er fortvivlet. Han klager over livet, der føles meningsløst, og ville ønske at han måtte dø, men Gud vil ikke give ham den død, han længes efter.

Og Job undrer sig. Undrer sig over, at Gud giver lys til de elendige, og liv til de fortvivlede. Undrer sig over, at Gud ikke vil give ham den død, han længes efter, når han nu beder om den.

Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden?

Fordi det netop er der, vi har allermest brug for det.

Fortællingen om enken fra Nain, som vi finder i Det Nye Testamente, er fortællingen om en kvinde, der får taget alt fra sig. Hun har mistet sin mand, og nu har hun mistet sin søn. En søn var på dette tidspunkt, og især hvis man var enke, eneste økonomiske grundlag. Samtidig skulle en søn føre slægten videre. Mistede en enke sin eneste søn, mistede enken alt. Enken fra Nain græder.

Græder, fordi det gør forældre, der skal følge deres børn til graven. Græder af en sorg så dyb, at den til tider kan synes, at true med at opsluge en. En sorg, der rummer frygt og ensomhed.

Der møder Jesus hende. Og da siger han: ”Græd ikke”, for jeg vil give dig det tilbage som du har mistet. Og han vækker drengen, som havde han bare sovet, med et ”Rejs dig op.”

Midt i elendigheden insisterer Gud på livet.

Fordi det netop er der, vi har allermest brug for det.

I fortællingerne til i dag sker det forunderlige, at både Job og enken fra Nain får det tabte igen. I fortællingen om Job, sker det senere, at Job faktisk får en nye kone, nye børn og et nyt hjem. Han får det tabte igen – i en ny udgave, men Gud giver ham det tilbage, som han har mistet. Og enken fra Nain får sin søn igen. Hun får også det tilbage, som hun har tabt.

Vores egne erfaringer af livet, minder nok mest om Jobs liv. Mister man sin ægtefælle, om det så er til døden eller ved skilsmisse, oplever mange, at de igen bliver forelsket, og måske vælger at leve deres liv med en ny. Hvorimod ingen af os, der har fulgt en til graven, har prøvet at få vedkommende igen i levende live.

Så hvad skal vi lære af fortællingerne? De minder om hinanden, og er alligevel så forskellige.

Hvorfor insisterer Gud på livet midt i elendigheden.

Fordi det er der, vi har allermest brug for det.

Jesus opvækker gennem sit virke tre mennesker til live igen. Det er enken fra Nains søn, Jairus’, der er synagogeforstander, datter og Lazarus. Tre gange kalder Jesus et menneske tilbage til livet.

Og så er der en fortælling mere om et liv, der trodser døden; nemlig Jesu egen opstandelse.

Siden Jesu tid er det ikke sket, at et menneske, der har været lagt i kisten, er stået op. Vi har kun fortællingerne om, at det engang skete, at leve på.

Men vi har netop de fortællinger at leve på.

Da Jesus opvækker tre mennesker til livet, opvækker ham det til et liv, der igen skal ende med døden. De tre mennesker endte alligevel i en grav. Jesus fjerner ikke døden.

Ja, han dør endog selv. Han blev ikke sparet for døden, selvom han var Guds søn. Døden er en realitet. Men døden bliver ændret. Da Jesus selv går ud af sin egen grav i levende live, bliver det et vidnesbyrd om, at døden ikke længere har magten i verden. Mørket kan overvindes.

Jesus åbner muligheder, hvor alt før var lukket. Han giver os håbet.

Håbet peger i to retninger. Det ene håb peger mod vores død, og giver os håbet om, at livet vil fortsætte efter døden.

Det andet håb peger mod vores liv. Det er håbet om, at Gud vil give lys til elendige og liv til fortvivlede.

Vi har brug for at høre, at der er muligheder for liv på trods af døden. At livet er værd at leve, hvordan det så end blev. Fortællingen fortæller, at Gud åbner nye livs muligheder for os, hvor ingen andre kan se dem.

Vi kommer her med vores konkrete liv, vores problemer og svigt. Vi søger svar hos Gud på vores liv, og vender blikket mod himlen med klagen over livet og bønnen om hjælp. Vi håber, at det vi hører her, holder i vores hverdag.

Og da hører vi en fortælling, der er fortalt gennem generationer. Overleveret med håbet om at livet rummer muligheder. Overleveret fordi der i de ord, Jesus siger, er håb. Når han siger ”Græd ikke” og ”Rejs dig op”, så er det ord, der siges til os den dag i dag. Gud tror på os, når vi ikke selv gør det – Gud kan se lyset, når vi ikke selv kan det – og han insisterer livet midt i elendigheden.

Det kan være svært, og livet kan til tider synes så mørkt, at man mister orienteringen i livet. Da har vi virkelig brug for at høre om håbet. Håbet om, at kan Jesus kalde tre mennesker tilbage til livet, vil han også kalde mine muligheder frem for et liv på trods af døden. At han vil give mig en vej gennem mørket.

Vi sidder i kirken med ansigterne vendt mod øst – mod alteret. Sådan sidder vi sammen vi hver søndag i kirken. Vi ser sammen mod øst med håbet om, at solen vil komme og gennembryde den mørke nat. Vi samles og her hører vi ordet, bliver hvisket til os, dybt i vores hjerter: ”Græd ikke”, ”Rejs dig op”.

Om vi sejrer eller synker,
skal vort svage liv dog bæres
gennem liv og gennem død
Gud, vi råber: Du, som findes
find os, red os, lad din nærhed
blive lys i tvivlens mørke

(DDS 363,4)


Dagens tekster:
Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.


Hvorfor giver Gud lys til de elendige,
hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer,
som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler
og fryder sig, når de finder deres grav. Job 3,11-22



Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk 7,11-17

fredag den 13. september 2013

Præsteklumme september 2013



Alt er forbi
Sådan har jeg det i al fald ofte, når vi nærmer os sensommer. Bladene hænger dårligt fast på træerne, jorden trækker sig sammen, og så er der en duft af vinter i luften. Vi nærmer os efterår. Og der er jo en grund til at vi ofte sammenligner livet med årstiderne, fordi der er en udvikling året igennem, som matcher livet. Men at være i sit livs efterår lyder ikke helt så attraktivt som det nok er meningen. For hvor man høster, efterlader man jorden bar og gold.

Så alt kan synes forbi. Vi går mod vinter, og i denne efterårstid trækker lyset sig mere og mere mod syd, for at efterlade os nordboere i en tættere og tættere mørke.

Men mørkets magt er en magt, der let brydes. Leonard Cohen synger det legendariske sætning: There is a crack in everything, that is how the light gets in (Der er en sprække I alt, og det er sådan lyset kommer ind). Lysets magt er stor. Hvis man stiller et enkelt lys i et mørkt rum, vil det lyse rummet op. Lidt lys vil altid gennembryde mørket.

Det er en trøst i en tid, hvor alt kan synes forbi. Mørket har ikke magten i verden, for lyset vil altid forsøge at nå vores frosne hænder og bankende hjerte.

På søndag skal vi høre evangelieteksten om Jesus, der vækker en mand op fra døden. Jesus viser os, at efter vores livs efterår og vinter, kommer der en ny sommer, så stærk, at døden må give fortabt. Vi skal høre om livet efter døden. Det er vanskeligt at forestille sig livet efter døden, og nogle gange så svært, at vi blankt må afvise det. Men selvom noget er større end vores forstand, betyder det ikke, at det ikke er sandt. Vi hører som et håb fra sommeren, der går på hæld, at dødens magt er forbi. Ikke alt er forbi – kun dødens magt er forbi.

Lad lyset brænde.