onsdag den 6. november 2013

Gudstjeneste om tabet, 2013



Efteråret. En ambivalent tid, for på den ene side er den måske den smukkeste årstid med blade, der lyser op mod den klare, krystalblå, sprøde himmel. Men de lyser kun op for derefter at slippe deres tag, eller måske bliver de sluppet, og falder mod jorden, hvirvelende i blæstens nåde.

Og der ligger de, til irritation for DSB og haveejere, men til glæde for børn der hopper, sparker og lytter til dem.

Træerne taber deres blade – og de bliver en påmindelse om, at vi også taber. Der er ingen, der kan lide at være en taber – vi vil vinde. Men vi kan ikke undgå at tabe, om det så er håret, årene eller vores hjerter.

Vi taber, mister – fordi livet er forgængeligt. Intet består – en blomst visner, en rose bleger, en sten bliver med tiden rundet af vandets favntag. Alt er i forandring fra at være et, til at blive noget andet. Memento mori, hedder det – Husk du skal dø. Ikke som en trussel, men som en forsigtig påmindelse om, at livet er nu og her. Som en sommerfugl, der er landet blidt mellem dine hænder, og nu ånder med vingerne, inden den igen vil flyve videre.

Og selvom vi med trods kan stampe i jorden, og kræve stilstand, så er det forgæves. For alt er i forandring. Vi er på rejse, på gennemfart, på pilgrimsvandring gennem livet.

Det er alle helgen, hvor vi får lov til at mindes de døde – mindes tabet og forgængeligheden. Vi mindes med glæde, det vi fik, og med sorg, det der aldrig igen bliver. Lukkede muligheder, veje vi ikke kan gå.

Vi mærker tabet som en smerte i kroppen – som en længsel i brystet - som åndenød – som huller i livet.

Tabet.

Bibelen er en fortælling om tab. Det er en lang tabsfortælling, fra Adam og Eva, der mister retten til Paradiset have, over Job, der mister sin familie og alt han ejer, til mennesker, der mister syn, førlighed, hørelse eller andres agtelse. Og så den største tabsfortælling af dem alle – nemlig Jesu egen død. En fortælling om os, om dig og mig. Og hvad der sker, når vi lader skuffelsen og frygten få førstepladsen i livet. Når vi ikke tør mærke skuffelsen og frygten, da lader vi brutaliteten tage over, og hævnen finder sin vej ind i vores liv.

Jesus blev slået ihjel, fordi de var skuffede over, at han virkede magtesløs. Jesus blev slået ihjel, fordi de var bange for det lys, som Gud spreder i verden, og i frygt krøb de tilbage i mørket. De slog Jesus ihjel. Vi slog kærligheden ihjel af frygt for, at den ikke ville række sig langt nok og nå vores hjerter. Af frygt for skuffelsen afviste vi kærligheden.

Det er faren i vores liv – den virkelig fare. Det er ikke tabet, der er faren; men derimod at vi sammen med tabet, taber troen på kærligheden – taber troen på Gud.

Når vi begraver de døde, siger vi:

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. Tænk hvis det endte der: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. At vi kun skal blive til jord – hvis det endte der, ville vi med rette skulle tabe troen på kærligheden, for hvad er der at tro på, hvis vi ender i intetheden.

Men vi siger noget mere – vi slutter med: ”Af jorden skal du igen opstå”. Det forunderlige og ufattelige i, at livet fortsætter efter døden. Nok er Jesu død en tabsfortælling, men det er også en fortælling om en mand, der lå død i tre dage, og som på tredje dagen rejste fra sit leje igen. Tabsfortællingen er fortællingen om, at vi midt i tabet aldrig taber kærligheden.

Det sidst ord i verden er ikke stilheden efter tabet, men derimod en hvisken om, at livet er stærkere. At nok er tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst er dem er kærligheden. Kærligheden, er er ligeglad med døden. Kærligheden, der ikke ender, bare fordi vi taber, men som stædigt insisterer på sig selv – og som, trods vores frygt, altid rækker langt nok.

Memento mori – husk du skal dø. Sommerfuglen er landet mellem dine hænder. Lad ikke frygten få dine hænder til at knuge den hårdt, men hold den varsomt og modigt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærligheden.



Tekster:
Salme 42, Salmernes Bog, 

v2 Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.
v3 Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?
v4 Tårer er blevet mit brød
dag og nat,
når de dagen lang spørger mig:
Hvor er din Gud?

v6 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

v10 Jeg siger til Gud, min klippe:
Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg vandre i sorg
plaget af fjenden?
v11 Det går mig til marv og ben,
mine fjender håner mig
og spørger mig dagen lang:
Hvor er din Gud?

v12 Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.



Salme 139, Salmernes Bog, GT
Herre, du ransager mig og kender mig.
v2 Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3 du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4 Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5 bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9 Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10 så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12 så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!


1. Kor, kapitel 13
v1 Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. v8 Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.