søndag den 26. januar 2014

3. søndag efter helligtrekonger 2014


Vi hører om tro og vantro i Bibelen. Vi taler om, at mennesker kan være stærke i troen. Vi kan tro på noget eller lade være. Vi kan have tiltro til noget eller hinanden. Og vi kan være trofaste. Vi kan også være utro, og det er aldrig godt. Tro er væsentligt for mennesker, om man så tilhører en tro eller ej, og det er jo ret utroligt. Tror I mig, når jeg siger, at tro i allerhøjeste grad er på spil under dette tag?

Men kan man egentlig spørge om, hvor meget et menneske tror? Findes der sådan en skala, hvor man kan placere sig selv, eller score point, så man rammer et godt gennemsnit?

Da jeg læste teologi blev jeg tit spurgt om jeg var sådan meget troende. Hvad svarer man på det? Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle sige, og jeg vil tro, at det hænger sammen med de fordomme, der er omkring meget troende mennesker. For der er massevis af fordomme omkring meget troende menneske. Lad os lige prøve at give vores fordomme frit slag. Hvordan er man, hvis man er meget troende?

For min nethinde toner der sig et billede frem af et menneske, der er: kedelig, fromset, moraliserende, naiv, svag i sjælen og måske endda lidt kedelig at se på.

Det er der da ingen, der har lyst til at være. Jeg har heller ikke lyst til at være meget troende, hvis det betyder, at jeg fromset eller naiv. Vores fordomme bygger høje mure mellem os, og får os til at placere hinanden i kasser, der forhindrer os i, at se hinanden som vi faktisk er.

Faktisk handler tro slet ikke om, hvor meget man tro. Spørgsmålet kan ikke besvares, for det er stillet på et forket grundlag, hvor vi mener, at vi kan gradbøje troen. Tro kan hverken gradbøjes eller vurderes. Det kan faktisk være lidt svært at forstå. Alt andet her i livet handler om, at den flittige eller den dygtige belønnes. Vi får hele tiden at vide, at vi skal profitmaksimere – altså få mere profit ud i den anden, større resultat. Jamen, så er det da ikke så underligt, at det er svært for os at forstå, at tro hverken handler om resultat eller om profit. Selv på Jesu egen tid havde mange svært ved at begribe, at tro ikke kan gradbøjes, og Jesus fortalte rigtig mange lignelser om mennesker, der på trods af manglede tro alligevel blev elsket af Gud. Mon vi ikke også i dag har en rem af huden, når det kommer til med at gradbøje troen?

En af mine kolleger har engang i en prædiken sammenlignet troen på Gud med rulletrapper, hvor vi egentlig bare skal blive stående på trappen, og så kommer vi frem ved Guds hjælp (Erik Aagaard www.erikaagaard.dk, prædikener til anden tekstrække, 3.s.e.helligtrekonger). Og går vi op ad trappen, så kommer vi hurtigere frem. Men når det kommer til tro, så kan vi ikke bare springe et par trin over, eller kommer hurtigere frem, hvis kondien rækker til det. Gud skal nok være der for os.

Det er et fint billede på troen – troen er som en rulletrappe.

Men billedet kan også give den misvisende tolkning, at vi så kan være ligeglade, mens rulletrappen så at sige transporterer os op. Er faren ikke, at vi kan ende i ligegyldighed i forhold til Gud, hvis han alligevel får alle med? Det virker lidt som om Gud bare er dukkefører, og vi blot er dukker, der gør som han siger.

Men heldigvis hænger det ikke sådan sammen.

For Gud ville nemlig ikke nøjes med at være en slags dukkefører. Han ville helt herned og leve sammen med os småfolk. Det besøg på jorden forandrer verden, og den er aldrig rigtigt kommet sig oven på besøget – heldigvis.

Jesus kom med budskabet om Gud – han kom med kærligheden. Kærligheden væsen handler ikke om bedrifter. Kærlighed kan vi hverken købe, tigge eller true os til – den får vi ganske gratis, bare fordi vi er til. Det betyder ikke, at livet ved et trylleslag er blevet lettere, for vi kæmper stadigvæk men tanker og følelser. Vi brydes stadigvæk med vores tro, eller vores mangel på sammen.

For 400 år siden tilstod præsten Antonius Musa over for Luther, at han ofte følte sig ret tom. Faktisk var han tit så tømt for tro, at han ofte følte, at han ikke kunne prædike. Luthers svar er overraskende, for så på ham og sagde: Gud ske lov, andre har det på den måde – jeg gik og troede, at det kun var mig.

Disciplene siger i dag til Jesus: Giv os mere tro. Er vi bange for, at vores forhold til Gud afhænger af, hvor meget vi kan tro eller hvor dygtige vi er som kristne? Hvad vil vi dog med et større tro? Hvad kan vi opnå med den over for Gud, som han ikke allerede giver os? Du kan ganske roligt være det menneske, du er. Du kan være tømt for tro og føle at troen ikke er for dig. Kærligheden holder, også selvom troen svigter.

Guds kærlighed til verden sætter os alle på forrest række, hvor Gud siger til os, at vi er gyldige. Vi går an. Gud kommer med kærlighed, uanset vores tro.

Troen er altså ikke et bevis på vores succes som kristne. Og derfor kan vi ikke spørge om, hvor meget vi tror, for det er ligegyldigt. Vi skal ikke give troen så står en plads i vores liv, at vi glemmer at give Gud en plads også.

Vi tænker altså for snævert om troen. Tro kommer jo til udtryk på mange flere måder end vi regner med. Tro er også håb, tillid og længslen. Troen har mange udtryksformer, og hver gang vi sætter vores lid til hinanden eller morgendagen, så lægger vi vores liv i Guds hænder og tror. Det er bare ikke altid vi opdager, at det er det, vi gør.

Jesus slutter i dag af med at fortæller os en lignelse om en tjener. Det er det samme som en træl eller en slave. En lille landmand på den her tid, havde råd til en træl, der både skulle arbejde ude og inde for sin herre. Jesus siger, denne mand blot gør det, han skylder sin herre. Trællen er trofast, fordi det er hvad han skylder. Jesus vil sige til os, at vores forhold til Gud er på samme måde. Vi skylder Gud alt og derfor skylder vi Gud vores troskab.

Der bliver altså talt om både det at have tro og at være tro. Vi er begge dele med svingende held, men vi er dog mere tro end vi ofte selv ser.

Hver gang vi lader kærligheden vinder over bitterhed, er det troskab mod Gud. Hver gang vi sender et smil er det troskab mod Gud. Hver gang vi lider med et menneskes nød er det troskab mod Gud. Hver gang vi møder et medmenneske i tillid er det troskab mod Gud. Det skylder vi Gud.

Vi skal være tro mod Guds skaberværk, ikke fordi vi derved kan købe kærligheden eller springe et par trin over på rulletrappen, men fordi vi skylder ham alt.

Jesus siger, at vi skylder Gud alt. Senere sprænger han det trællekår, som vi mennesker er under, da han dør på sit kors og opstår, men den fortælling må I vente med til påske.

Jesus siger om troen, at den er som et sennepskorn. Sennepskornet er det mindste af alle korn. 500 små sennepsfrø vejer tilsammen blot et gram.

Var vores tro bare som et sennepsfrø, så ville vi kunne få morbærtræer, der står solidt plantet i jorden til at svæve ud i vandet og plante sig der. Men vores tro er mindre end det.

Gud kender os. For ham er det ingen hemmelighed, at troen kan være svær. Men han ser det menneske bag, der længes og håber, og han ser den tro der er, også selvom den er mindre end et sennepskorn.

Tro er fast tillid til det, der håbes på – overbevisning om det, der ikke ses.


Amen


Dagens tekst:
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«Luk 17,5-10

lørdag den 4. januar 2014

Helligtrekongers søndag 2014

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.”


Sådan begynder Bibelen med en fortælling om, at Gud skabte lyset. Og da han havde skabt lyset, så han, at det var godt, og det blev aften og morgen for første gang i verdenshistorien.

Det er, da Gud skaber lyset, at han også sætter tiden i gang, som vi kender den – det bliver aften og morgen. Det er fascinerede at tænke på, at der ikke fandtes tid før lyset kommer til verden. De fysikere, der beskæftiger sig med Big bang, kan også fortælle at tiden ikke fandtes før Big bang, som vi også hører om det i skabelsesberetningen.

Tiden knytter sig til lyset. Og lyset knytter sig til livet. For uden lys vil der slet ikke være liv på jorden. Vi har brug for lyset til at skinne ned på os, få blomster til at springe ud, marker til at give afgrøder og få smilet frem på barnekinder.

Vi har brug for lyset, så det kan skabe livet for os. Gud skaber lyset som det første, og han ser, at det er godt.

Det er livets forudsætning, at det er godt. Gud skaber verden med planter, dyr, stjerner og mennesker, og hver gang ser han, at det er godt. Det er altså udgangspunktet for vores liv, at det er godt. Vores liv begynder ikke med tomhed og øde, som dengang Gud skabte verden. Vi får lov til at begynde med lyset.

Men lyset er ikke ubetinget. Som barn fik jeg altid at vide af min meget beskyttende far, at vi børn aldrig måtte se direkte på solen. Og det er rigtigt, at ser man direkte mod lyset, så kan man i værste fald bliver blind eller får permanente skaber på øjnene. Lyset kan skade. Selv det gode kan blive for voldsomt for os mennesker. I Det Gamle Testamente står der, at intet menneske kunne se direkte på Gud og leve. Ikke engang Gud kunne man se på, for det ville også give ar, og derfor måtte livet med det gode, altså livet med Gud, være en balancegang mellem nærhed og afstand.

Sådan er det i livet, der er en konstant balancegang mellem for meget og for lidt. Mellem det der gavner og det der skader.

For meget lys, og vi kan ikke se stjernerne – for meget mørke, og vi kan ikke se lyset. Livet er en balancegang, og som almindeligt menneske vil vi svinge som et pendul mellem mørket og lyset – mellem det der skader og gavner – mellem tristhed og glæde.

Sådan er livet. Det er ikke en visdom, der specielt er knyttet til kristendommen, men tværtimod en visdom, der er kendt over hele kloden. Yin og yang som de fleste kender, er netop en figur, der viser denne balance.

Men der sker noget nyt med Jesus. Balancen bliver rykket. Der sker noget, som vi ikke kan fortælle os selv – noget der ikke er selvindlysende.

Jesus siger til os, at han er verdens lys. Et menneske, eller nærmere en tømrersøn fra en lille landsby, der hedder Nazareth, påstår hårdnakket, at han er verdens lys, og at han ikke behøver andre vidner på det end ham selv og sin far. Og den far han nævner, er ikke Josef, men derimod Gud selv. Normalt ville man kræve to vidner i en retssag før en noget kunne betegnes som værende sandt. Men Jesus kalder sig selv og Gud som sit vinde, og sætter dermed den normale tankegang ud af spil.

Og så siger han om sig selv, at HAN er verdens lys. Ham – et menneske.

Det nye er, at Gud giver sig selv et ansigt til os. Han siger til os, at vi ikke længere behøver kigge væk, men vi kan se lige på ham – se ham ind i øjnene og se Gud.

Gud har fået et ansigt. Lyset er blevet menneske. Det er langtfra selvindlysende, og kan nærmest forekomme som en spot, hvis det kom fra almindeligt menneske. Men det kommer fra Guds søn, og derfor rammer det os dybere end solens stråler.

Lyset er ikke længere bare et lys, der skinner på os, men er nu et lys, der når helt ind i vores indre og oplyser os.

Det kan forekomme skræmmende at tænke på, og det er det også. Den nat Jesus blev født, fik en flok hyrder besøg af en engel, og det guddommelige lys fik dem til at frygte, så engel som det første måtte sige til dem: frygt ikke.

Og siden da måtte Jesus sige det et utal af gange til dem omkring sig: frygt ikke.

For når vi møder det guddommelige kan det skræmme os med sit lys, som det skræmte hyrderne. Det kan være provokerende for os, at få belyst de sider ved vores liv, eller i os selv, som vi gemmer væk i skyggen.

Men det guddommelige lys, der skinner i vores indres kroge, gør det ikke for at udstille vores skam eller vores personlige snavs. Det lys, der skinner, når Jesus siger: ”Jeg er verdens lys”, er kærlighedens lys.

Det lys skinner dybere og dybere ind i vores hjerter, hvor der vil forvandle vores stenhjerter til kødhjerter – hvor det vil forvandle hårdheden til nærvær.

Jesus Kristus blev mennesket, der var Gud, der kunne fortælle os, at lyset ikke længere er farligt at se på eller nærme sig, for Gud kom helt herned til os, for at gå sammen med os.

Men hvad mere forunderligt er, så blev tiden også berørt at Jesus komme til verden. Gud blev Gud i tiden – nu er han del af vores historie, som vi er en del af hans fortælling. Men historier slutter. Men denne fortælling er anderledes, for den ender med evigheden. Da Jesus kom til verden, levede som os og døde som os, men efter tre dage i graven stod han op fra døden, og viste os, at livets lys er så stærkt, at ikke engang den timelige død kan ødelægge det.

Alt er virkeligt forandret.

Vi har fået et lys.

Men hvis sidder i mørket, så kan sådan en påstand, lyde som om Gud ikke forstår os mennesker, og spørgsmålet m lyde: hvor er lyset, når man selv sidder i mørket?

Det er så besnærende at ville kræve to vidner, som loven krævede det, før man selv kunne tro, at der er sandt, at Jesus er verdens lys. Det er så nemt at være som de farisærer, der siger til Jesus, at hans vidnesbyrd er falsk, når man selv kun kan se mørket.

Den nat Jesus blev født skinnede en stjerne på den mørke aftenhimmel, hvor den ledte vise mænd fra fjerne egne til stalden, hvor Jesus lå.

En stjerne, der lyser i mørket. For det var i mørke, at de vise mænd fandt Jesus. De fandt ham ikke i den bagende sol, men i det mere stille lys, som Gud skabte – nemlig stjernerne.

Gud lod de vise mænd lede af en stjerne – ikke en sol, ikke en brændende tornebusk eller en hvirvelvind foran deres fødder. Men en stjerne i mørket.

Vi kan ikke altid få øje på stjernen i vores liv, fordi vi er så fokuseret på mørket, eller fordi vi ser i den forkerte retning, men stjernen er der. Den skinner for os, lige så klart som den nat Jesus blev født. Den skinner, når vi samles og holder gudstjeneste, når vi folder hænderne til bøn, når vi døber og får nadver. Den skinner selv når vi ikke ved, at vi har brug for den.

Stjernen blev tændt for aldrig at blive slukket igen. Det er den stjerne, der leder os i Jesu favn. Han bredte sine arme ud i favntag mod verden en fredag for 2000 for at vise os hvor meget, han elsker os.

Han gik i mørket, så han kunne møde os i mørket. Og kun den, der bærer verdens lys i sig, kan gøre det, og vende tilbage med livet.


”Jeg er verdens lys”, siger Jesus. Han er lys for dig og mig – for verden nu og i al evighed.

Amen


Dagens tekst:
Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Joh 8,12-20