3. søndag i fasten 2014

Clara Kramer var en lille pige under 2. verdenskrig, og boede i Polen. Hun havde et dejligt liv, en lillesøster, som hun elskede, forældre, som hun ærede. Det eneste problem var, at Clara var jøde.

Da krigen bryder ud, flygter mange jøder fra den lille by, hun bor i. Men mange bliver også tilbage, deriblandt Clara og hendes familie.

De søger i skjul.

De gemmer sig under gulvet hos et par, de knap kender – et par, der på den ene side samarbejder med SS, og på den anden side ikke kan se til, mens uskyldige mennesker bliver slået ihjel. Derfor vælger de at redde denne familie ved at gemme dem under gulvet. En lille lem fører ned til rummene, hvor der knap er 1,5 meter til loftet. Familien kan ikke stå oprejst, og kun gennem et lille glughul i væggen får de lidt sollys ind hver dag.

Der boede de, levede, fejrede fødselsdage og helligdage. Der boede de, da SS overtog huset for en periode. Der sad de i kælderen, mens soldater trampede rundt ovenpå, så tæt på dem, at det mindste host ville have afsløret dem.

Clara skriver i al den tid dagbog, og hun fortæller om perioder af mismod og sult, og om perioder af glæde og håb. På et tidspunkt hører de, at tyskerne er på tilbagetrækning, da bliver befrielsen pludselig en realitet. Og hun skriver om den følelse:

”Vi fejrede det i stilhed, og hver især følte vi mere håb end vi havde gjort i månedsvis. Hvis blot jeg var ét åndedrag fra at sulte ihjel, når vi blev befriet, vidste jeg, at jeg ville være ligeglad” ("Claras krig", s.267).

Bare et åndedrag fra døden, når hun blev befriet, og hun ville være ligeglad med døden, for så havde hun dog åndet i frihed, en enkelt gang.

Det er stærke ord om friheden, og selvom de er sagt for 60 år siden, så runger de stærkt den dag i dag, hvor friheden er trængt for så mange rundt om i verden.

Det forunderlige i denne historie er, at Clara trods sine forfærdelige oplevelser, ikke mister troen på andre mennesker. Hun beholder det i sig, der gør hende til hende. Hun bliver ikke bitter, lader ikke vreden eller hadet fylde i resten af sit liv. Hun forsoner sig med sit livs fortælling. Hun fastholder at være den, hun er.

Det nemmeste ville ellers være at miste sig selv.

Det er der mange, der taler om disse dage – det, at vi så nemt kan miste os selv. Hverdagen her i Danmark er ikke så hård for flertallet som fortællingen om Clara i en kælder i Polen, men vi kan nu alligevel opleve noget, der gør, at vi føler, at vi mister os selv. Det kan være stress, dødsfald, skilsmisse eller sygdom i familien. Livet er fyldt med oplevelser, der truer os – får os til at miste os selv.

I evangeliet til i dag hører vi om Djævelen, der bliver kaldt for en morder. Morder betyder faktisk en, der røver vores væren. Altså en, der røver det i os, der gør os til os. Djævelen er ham, der slår glæden, modet, håbet, tilliden og kærligheden ihjel. Han er morder, fordi han dræber det i os, der gør os til levende mennesker.

Djævelen er løgnen, der hvisker til os, at vi ikke behøver glæde, mod, håb, tillid og kærlighed. Det er løgnen om, at andre heller ikke behøver det, så derfor må jeg gerne slå det ihjel.

Djævelen fryder sig, når vi mister troen på hinanden. Når vi ikke længere ser et medmenneske, men en fjende, så fryder Djævelen sig. Djævelen er det modsatte af Gud, og når vi mister troen på hinanden, så har vi også mistet troen på, at Gud har skabt hver eneste af os i sit billede. Det er selve skaberværket, vi sætter ud af spil, når vi mister troen på hinanden.

Når vi søger tilflugt i moralise og fordomme, eller har mere travlt med at kræve vores ret end vi har med at være mennesker, da skal vi være varsomme – for hvem er det, vi træder på, når vi forsøger at sætte verden i sådanne kasser?

Vi bliver fortabte, når vi kommer til at danse om den gulvkalv. Vi indsætter alt muligt andet som centrum for vores liv, end den ene der retmæssig kan kræve den plads; nemlig Gud.

Vi mister os selv.

Men som alt, der er mistet, kan det også findes igen. Og den gode nyhed er, at vi bliver fundet.

Vi får en chance mere, selvom vi satte en gulvkalv i centrum for vores liv. Det er enkelt – Gud har ikke skabt verden til fortabelse, men til frelse. Og frelse er det samme som at blive fundet.

Som Clara var gemt væk under gulvbrædderne, men kom ud til befrielsen, sådan kommer bliver vi også fundet, når vi er så langt nede, at vi er under gulvbrædderne. Og på samme måde er befrielsen også en mulighed for en ny begyndelse for os. En mulighed for at vælge den vej, der fører til kærlighed. Vi kan vælge sandheden.

Og sandheden er altid, uden undtagelse, den fortælling, der handler om kærlighed. Hvor kærligheden råder, der er der altid plads til et menneske til. Hvor kærligheden har magten, da bliver den fortabte altid fundet.

Vi er fundet.

Kristus mister aldrig troen på, at vi mennesker kan bliver fundet igen, når vi er faret vild. Han vil insisterer på at lede efter dig, og tro på, at når du bliver fundet, så befrier han dig til et liv i kærlighed.

Kærligheden er livets vidunderlige trodsmagt. En magt så trodsig, at frelsen er mulig, hvor alt ser håbløst ud. Fat mod – kærligheden finder vej.

Kristus er givet til frelse og fred.

Amen




Dagens tekst:
»Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

2. søndag i fasten 2014

Det er en forårsdag af den smukkeste slags. Forårsblomsterne lyser op. Himlen er lyseblå og solens varme forsøger at opvarme den kolde jord og de kolde hjerter. På bænke rundtomkring sidder og ligger folk – nogle har smidt sig med en god bog, og andre sidder med lukkede øjne med ansigtet vendt mod solen. Fuglene kvidrer.

Sommerens komme lader sig ikke fornægte, og selv det mest lukkede sind åbner en sprække og lader lyset finde vej. Der bliver smilet til fremmede, og det er som om vinterens kulde smelter væk.

Livet er, som det er skabt til at være. Godt, lyst, fyldt med håb og glæde – og på vej mod sommeren.

Men der er også noget sårbart over denne tid. For vi ved jo, at vejret nemt kan skifte til gråvejr og regn. De spæde knopper på træerne kan let blive ofre for nattefrostens hærgen – intet er sikkert, selvom vi ved, at sommeren er på vej. Og midt i al glæden over solen og lyset, er der en farve af mismod og bekymring.

Sådan var det måske for den far, vi hører om i dagens evangelium. Han fik en søn, og glæden vil ingen ende tage. Men sønnen blev syg, og midt i glæden over at se sin søn vokse op, har bekymringerne taget over. Håbet og tvivlen har kæmpet om førstepladsen i hans liv.

Mørket kan snige sig ind på os. Vi kan blive overmandet af det, og det kan kaste os rundt i livet. Det kan fylde det hele. Og i glimt kan vi mærke, at det ikke er en del af Guds plan med verden, og derfor kalder vi det for det Guds modsætning – det dæmoniske. Det der falder udenfor Guds skaberværk.

Drengen var besat af en dæmon. Han var så syg, at det faldt udenfor Guds skaberværk. Det var ikke Guds vilje, at den lille dreng skulle lide, og hverken omsorg, kærlighed eller tid har kunnet helbrede ham. Mørket har spredt sig i faderens sind – en istap har sat sig fast i hans hjerte og frosset det til af smerte. Smerte af frygt for at skulle miste den, man ikke kan leve uden. Det er modsigelserne tid. Guds vilje mod det dæmoniske. Kærligheden mod frygten. Lyset mod mørket. Vi hvirvles rundt – falder ned i det hul, vi så stædigt har kæmpet mod at falde ned i. Det hul er tvivlens hul.

Faderen kæmpede mod frygten og tvivlen. For hvad nu hvis drengen aldrig bliver rask – hvad nu hvis døden tager ham? Og mon ikke den far har forsøg at finde en sammenhæng eller en mening i det, der er så meningsløst; nemlig hvorfor bliver nogle syge og andre ikke? Og det underlige er, at det er først, da han tør lade tvivlen fylde i sit liv – da han faktisk lader sig falde ned i hullet, at der sker en forandring. Det er i modsigelsen, Jesus møder ham, og da udbryder faderen spontant:

”Jeg tror, hjælp min vantro”.

Når folk modsiger sig selv, skal man lytte godt efter. Der er sket noget med os, når vi modsiger os. For når alle vores normer, forsvarsmekanismer, masker og holdninger falder til jorden, så står vi overfor livet, så nøgne som Adam og Eva, da de opdager, at de netop er nøgne. Når livet ikke giver mening, fordi det er krøbet helt tæt på os, da går sproget i stykker, og det kan ikke længere rumme sandheden (”Prædikener fra i går til i morgen”, Karin Friis Plum, s. 107). Faderen opdager, at den verden, som han har bygget op, ikke længere holder. Og han ser den falde sammen for øjnene af sig. Det går op for ham, at hans tro ikke rakte. Tvivlen måtte derfor komme på banen.

Tvivlen er menneskets råb om hjælp til Gud. Hvis vi kun tror, og aldrig tvivler, bliver vi som disciplene, der overmodigt forsøger at helbrede drengen, og fejler. Vi bliver som Ikaros, der tror, at vingerne vil bære hele vejen op til solen.

Vi kommer til at sætte os selv i centrum, hvis vi ikke tør åbne for vores tvivl. Hvis vi ikke tør se, at tro ikke handler om, hvorvidt vi tror nok eller helt rigtigt på Gud, så ser vi slet ikke, at tro i virkeligheden handler om, at turde lægge sit liv i Guds hænder, og være hjælpeløse. Så hjælpeløse, at vi tør tvivle og giv Gud plads.

Da faderen turde lukke tvivlen ind, turde bede Jesus om hjælp, fordi han indså sin egen magtesløshed, da lukkede han Gud ind i sit liv.

Tro behøver ikke være smuk, blankpoleret eller særlig standhaftig. Faktisk vil jeg nok blive ret bekymret, hvis jeg mødte sådan et menneske. Troen på Gud kan blive så stærk, at vi ikke længere behøver Gud.

Pontoppidan har en i en katekismus-forklaring fra 1700-tallet skrevet ca. sådan her: ”Troen er undertiden meget svag, som en dirrende hånd, der knap tør røre Guds barmhjertighed eller tage imod den – men i længsel er denne hånd rakt frem mod Guds barmhjertighed” (”Befrielsen” af Georg S. Geil, s. 45).

Tro er den fremstrakte hånd mod Gud. Den dirrende fremstrakte hånd, der beder om hjælp.

Vi skal komme til Gud, som dem vi er, i det liv som vi lever. Ja, hvordan kan vi overhovedet komme til Gud anderledes end dem vi er? Vi kan komme til Gud med de tanker vi har, med den tvivl vi har, og med de handlinger, vi har gjort. Vi kan komme, som dem vi er, og ikke som dem, vi tror, Gud gerne vil have, at vi skal være. Vi kan komme fyldt med modsætninger, med mørke tanker og frosne hjerter. Vi kan komme med mismodighed og vrede.

Og hvordan vi end kommer, som dem vi end er, da spreder Gud sin kærlighed ud over os og vores liv. Da må dæmonerne flygte i rædsel, for der, hvor kærligheden ser tvivlen og stadig elsker, er der ikke længere plads til dæmoner. Der er ikke det sted, hvor Gud ikke tør være – der er ingen gudsforladte steder, hvor dæmonen kan slå sine folder.

Sommeren er på vej. Troen og tvivlen råder endnu her. Men noget er forandret, som det blev det hos faderen. Noget har bevæget sig. Han mødte Kristus.

Mødet med Kristus smelter vores livs vinter væk for at lade krokus og anemoner blomstrer, hvor der før lå is. Han genopretter livet, giver os livet tilbage, så selv det mest frosne menneske kan få varme i sin krop. Sommeren er på vej, også selvom der endnu ligger is i vores liv.

Kampen mellem lyset og mørket af afgjort. Sommeren er helt sikker på vej! Men der venter os endnu nætter med frost og dage med rusk, men sommeren er på vej. Gud har vundet.

Vi står endnu ved begyndelsen af noget stort og smukt. Gudsrige er begyndt i verden, men vi er endnu ikke ved målet. Vi kan skimte det i det fjerne – det er det sted, hvor den eneste magt, der er tilbage, er kærligheden. Den kan vi bruge af uden frygt for at misbruge den. Den får os til at sætte hinanden fri, som stod vi med en sårbar fugl i vores hænder, der var klar til at flyve ud i verden.

Vi lever i et allerede – endnu ikke. Døden er en realitet – vi skal dø, der er smerte og sorg. Men noget er forandret. Sommeren er på vej.

Gud har rakt sin hånd ned for at gribe vores dirrende hånd, og han vil rejse os fra døden. Opstandelsen er lige her.

Sommeren er på vej.


Amen


Dagens tekst:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29