onsdag den 28. maj 2014

Kristi himmelfarts dag 2014



I Fadervor beder vi:

Fadervor, du som er i himlene.

Du som er i himlene – ikke bare i den blå himmel, som vi kan se ovenover vores hoveder, men i alle himle, vi kan forestille os. Der er han.

Det er altså langt væk. Eller det forekommer langt væk, for selvom jeg stiller mig på tæerne, og strækker mig alt, hvad jeg kan, så kommer jeg aldrig til at nå himlen. Heller ikke hvis jeg hopper så højt jeg kan, kommer jeg til at nå himlen. Tyngdekraften holder mig nede. Og skulle jeg en dag mod forventning komme med et rumskib ud i universet, så kan jeg heller ikke der nå himlen med mine fingerspidser.

Det forekommer så langt væk. Og det er der Jesus farer hen. Væk, væk, væk – op, op, op.

Men det er jo ikke pointen i dag. Det er jo ikke budskabet, at Jesus forsvinder væk fra os til himlene. Ude af øje, ude af sind. Nej, det vil jo betyde, at livet som kristen er ligegyldigt, for Gud er her slet ikke. Det ville betyde, at Jesu liv på jorden ar spildt, for han forsvandt igen. Men selvom det ikke er pointen, så kan jeg godt sidde med den tanke sådan en dag som i dag.

For det, der sker i dag, er så forunderligt, at det kan være svært at forstå. Det er også så håndgribeligt, at det kan være svært at forstå.

Jesus farer mod himlen, båret afsted. Forestil jer det lige.

Jesus der står på en sky, eller er det engle, der holder ham – måske er det Guds hånd, der kommer ned, griber ham og lader ham stige opad. Vi får med det samme en masse billeder i hovedet – forestillinger om, hvordan det måtte have set ud.

Vi har hver vores billede af det. Det er, som når man læser en bog, og bogstaverne bliver levende inde i os. Vi forestille os landskaber, personer, samtaler og begivenheder. Og ikke et billede er ens – vi har hver vores. Det er der intet forkert i – sådan er vi mennesker nu engang. Vi drømmer forskelligt. Men fantasien kan også blive stopklodsen, der gør denne dag, Kristi himmelfarts dag, til en lidt svær, ja måske endda en lidt fjollet, Helligdag. Vi ser Kristus forsvinde op i himlen for vores indre blik, men har svært ved at overbevise fornuften om, at det måtte være sket på denne måde. Det er så nemt at forestille sig, at det også bliver lidt plat.

Men der er intet plat ved denne dag – for den handler ikke om, hvordan vi forestiller os, at det er sket; men om selve forvandlingen. Ligesom en bog først giver mening, hvis der er en, der læser i den – inden er det bare en samling af sort ”krims kram” på papir, sådan skal denne dag også læses, men med hjertet. Det er forvandlingen, der sker med Jesus, der giver dagen indhold, og ikke hvordan det måtte have set ud.

Der sker en forvandling fra et til noget andet.

Fra det ene, hvor Jesus levede på jorden som enhver af os gør. Vi lever et liv, hvor vi er begrænset af vores kroppe. Vi kan ikke være to steder på en gang, selvom vores tanker kan flyve. Vi er lige nu og her.

Sådan var Gud også, da han levede som Jesus. Han begrænsede sig selv til kun at være et sted, og til kun at møde de mennesker, man kan nå at møde gennem et liv. Han var begrænset af tid og rum. Begrænset af døden. Han var i de nederstes sted, den yderste nød – og han fulgte os. Jesu liv er et symbol på, at Gud vil gøre alt for at følge os, om det så betyder, at han må aflægge sig sin magt, for at kunne være nær os.

Til det andet, hvor Jesus ikke længere kun er i den synlige verden, men overgår til den usynlige verden. Vi får at vide, at han farer til himlen, som et billede på, at der sker noget afgørende nyt.

Han er ikke længere begrænset af tid, rum og død. Selv ikke tyngdekraften er han begrænset af. Han bliver løftet ud af sin begrænsning, så han nu kan være hos os. Nærvende til stede hos hver enkelt.

Han var mennesket, der blev menneske for alle, og ikke kun for de få, han mødte gennem sit jordiske liv. Det er store ord, der kan lyde så store, at de truer med at flyve væk som balloner i Tivoli på en sommerdag. Men det ER også stort. Først steg Gud ned på jorden og begrænsede sig, så vi kunne få et ansigt, en stemme, ører og øjne at forholde os til. Og derefter steg han ud af den begrænsning for at kunne være nærværende i DIT liv.

Det er budskabet i dag – Kristus er der også for dig. Han måtte drage mod himlene så han kunne nå dit hjerte. Det er en forvandling – en forunderlig forvandling.

Vi behøver ikke strække os for at nå ham, han er overalt, som vinden der kærtegner os, når solen stikker. Som skyen der giver regn, når vi er ved at tørre ud og tørster efter kærlighed. Som lyset, der skinner gennem uvejret og lover, at det kan være anderledes. Som forvandlingens mulighed i vores liv.

Gud sidder ikke på en sky langt væk og kigger ned, fordi det er mere bekvemt eller nemmere for ham. Han er her, hvor vi er. Ikke hvor vi burde være eller hvor vi gerne vil være, men lige her, hvor vi faktisk er. Han er med os, også når vi ikke rigtig bryder os om, at være ved os selv, så står han ved os.

Det er himlene, han er i. Han er i vores individuelle himle. Eller rettere sagt vores forskellige forståelser af den verden, han har skabt. Så når vi beder: ”Fadervor, du som er i himlene”, så beder vi til den Gud, der er til stede hos alle mennesker.

Bruno Rasmussen, der er præst har skrevet en salme om himlen. Den lyder sådan her:


Himlen er ikke et sted i det fjerne.

Himlen er ikke blot til, når vi dør,

Himlen er ikke gemt bort bag en stjerne,

Himlen er dér, hvor vi tvivler og spø’r.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor det tabte bli’r fundet,

dér hvor der svares på skrig og på råb,

dér hvor den knugende angst er forsvundet,

dér hvor fortvivlelsen ændres til håb.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er dér, hvor Vorherre forkynder:

Straf sku’ du ha’, du får lov at gå fri.

Dér bli’r der glæde, og livet begynder,

frygten for helvedes hævn er forbi.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.



Himlen er evig og altid på færde,

Himlen er nær i det daglige brød,

bryder den magt, der gør tingene værre,

bryder den dystre og djævelske død.

Himlen er dér, hvor Gud er nær.


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

lørdag den 10. maj 2014

3. søndag efter påske 2014



Den bedste fornemmelse i livet er, når man føler, at man er på rette vej. Den fornemmelse af, at alting går i den rigtige retning, at man går i et tempo, hvor man kan følge med.

Ofte har der inden været lange perioder med tanker og overvejelser om, hvorvidt det vitterligt er den rigtige vej at gå. Ofte har det ikke været nemt at træffe beslutningen, men når man endelig har sagt til sig selv: ”Ja, det er den vej, jeg skal”, så er det som solskin efter et regnvejr. Skyerne trækker sig bort og afslører en blå himmel, dugdråberne synes at afspejle selve verden, og fuglene begynder at synge. Vi er på rette vej, fordi vi nu kender det mål, vi går mod.

Det er da bare en god fornemmelse.

Vi kalder den fornemmelse for alt muligt. Den indre stemme, at lytte til hjertet eller intuition. Og lige meget, hvad vi kalder det, så er det ord for det sammen, nemlig det, at når vi er på rette vej, så føles det som det eneste rigtige sted at være. Så føler vi, at vi er i live. Vi har et mål for øje og går vejen.

Men hvad er vigtigst – målet eller at være på vej?

Det er noget underligt noget, for når vi når et mål i vores liv, så er det ikke nødvendigvis altid jublende lykke, man oplever. Derimod oplever man nogle gange en slags melankoli. Det er blevet kaldt for sejrens melankoli. Det, at noget definitivt er slut, færdigt – og nu er man ikke længere på rette vej, men har nået sit mål. Så skal man finde et nyt mål at gå efter.

Jeg kender det ret godt. Jeg er ikke så god til at komme i mål, og det er nu ikke fordi jeg ikke er målrettet, men jeg er ikke særlig god til afslutninger. Fx så holder jeg af at læse bøger, men at læse de sidste 10 sider er næsten en kraftanstrengelse. Så læser jeg dem bare inden jeg begynder på bogen, så går det nemlig op. Jeg bryder mig heller ikke om at sige farvel til selskaber, og vil egentligt helst bare liste ud af bagvejen. Og da jeg var barn var sidste skoledag inden sommerferien ikke en festdag, men en lidt trist dag – en melankolsk dag. Jeg kender godt sejrens melankoli.

Det betyder ikke, at vi ikke skal have mål eller sætte os mål i livet, men der er måske mere at sige om livet end de mål, vi når.

For er det ikke sådan, at vi ofte også oplever perioder hvor vi ikke lige har et mål? At der er mange perioder i livet, hvor hverdagen fylder mest? Hvor vasketøj, græsslåning, betale regninger, lave mad, vaske op, gøre rent, gå på arbejde, svare på mails, gå til møder osv. bare fylder mest? Hverdagen har det med at tage fat i os, og så glider vi bare med?

Det er uretfærdigt blevet kaldt, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen, men jeg tror nærmere, at det er et udtryk for at livet bliver levet i det små – eller i hverdagen. Man er ikke en død fisk, fordi man gør det, der er nødvendigt, at der bliver gjort. Tværtimod så er man på vej.

Livet handler ikke kun om at nå i mål, men også om at være på vej. Og det glemmer vi engang imellem, når vi sammenligner os selv med døde fisk. Vi glemmer, at det ikke kun er de mennesker, der når alle deres mål, der er værdigfulde, men også dem, der aldrig når et mål. For at leve handler om at være på vej.

Jesus siger til os, at han er vejen, sandheden og livet.

Han er vejen.

Han er ikke målet, vi skal nå, men vejen vi skal gå. Han er ikke noget, vi kan krydse af på en liste, at så nåede vi også det. Han er ikke en Gud, der står i det fjerne og venter på, at vi indhenter ham – nej, han ER vejen, vi går. Han er vejen, hvad enten den er lang eller kort, bugtet eller lige, en omvej eller en genvej – eller den vej, hvor vi farer vild. Han er vejen, vi går. Han er med os i hverdagen, og ikke kun i livets højdepunkter.

Han er sandheden.

Der findes et ordsprog, der lyder: ”Følg den mand, der siger han søger sandheden, men undgå ham, der siger, han har fundet den."

Det er jo sandt, og især i en verden, hvor religiøs fanatisme fordærver den sunde fornuft. Og alligevel siger Jesus, at han er sandheden. Jesus var Guds søn, der kom for at fortælle os om Guds vilje med os mennesker. Den vilje er enkel – Gud elsker sin skabning. Han elsker dig.

Gud bekymrer sig om alle sine børn – kristne, hinduer, muslimer, buddhister, ateister – ja, selv politikere. Vi har, som kristne, ikke patent på Gud eller kærligheden, for den er for alle. Den skal vi søge i vores liv, og søge at give den til andre.

Han er livet.

Han er selve livet. Han er livet, fordi han er i livet. Gud er i vores liv. Gud nøjedes ikke med at sidde på en sky i himlen, men han kom ned mellem os som et menneske, for at han kunne dele sit liv med os. Når vi deler liv med hinanden, så skal vi huske, at vi gør det samme, som Gud gjorde for os – nemlig levede mellem os. Vi skal leve mellem hinanden, for hinanden.

Han er vejen, sandheden og livet. Det er gode ord, vi kan tage med os. De ord kan forvandle vores liv. De ord kan give os mod til at gå den vej, vi skal gå for hinanden. Give os mod til ikke kun at nedstirre målet i det fjerne, men at turde se os omkring i det liv, vi lever. Og give os håbet om, at selvom vi til tider kun går med småbitte skridt gennem livet, så går vi dog på den vej, hvor Gud selv går med.

Jeg vil slutte af med en lille historie om at gå i Jesu fodspor:

Margrethe var som sædvanlig i gang med de huslige gøremål med sin søn på tre år i nærheden. Men det var ikke helt nemt. Hvor hun gik, var hun ved at falde over sønnen.

Hun prøvede at foreslå ham forskellige mere stille aktiviteter, som han kunne beskæftige sig med på egen hånd – puslespil, målebog og lignende, men der var intet, der hjalp.

Sønnen smilte bare og sagde: ”Det gør ikke noget, mor, jeg vil meget hellere være her sammen med dig”.

Han fortsatte med at følge efter hende rundt i huset, men da hun for femte gang var ved at falde over ham, slap tålmodigheden op.

”Hvorfor følger du efter mig hele tiden?”, spurgte hun, lidt mere uvenligt end hun egentligt havde tænkt sig.

”I søndagsskolen sagde de, at vi skulle gå i Jesus’ fodspor”, forklarede sønnen. ”Men jeg kan ikke se ham. Derfor går jeg i dine i stedet for.”

(”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 11)


Amen


Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11