lørdag den 28. juni 2014

2. søndag efter trinitatis 2014



Det modsatte af kærlighed må være had. Det er logisk. De er hinandens poler, som to magneter, der frastøder hinanden.

Når vi siger til et andet menneske, at vi enten hader det eller elsker det, så er ordene så kraftfulde, at de gør noget ved modtageren. Ordene baner sig vej helt ind i hjertet, hvor de påvirker os. Det gør en forskel om vi hører, at vi er elsket eller hadet. Og selvfølgelig vil vi helst høre, at vi er elsket.

Derfor virker det fremmed og provokerende, at Jesus i dag siger til os, at den, der vil følge ham, skal hade sin far, mor, bror, søster og sit eget liv. Det modsatte af kærligheden. Dagen i dag bliver kaldt for trinitatistidens langfredag. Og ligesom langfredag er fyldt med mørke, svigt og brudte relationer, så rummer den dag ved første øjekast det samme mørke. En tristesse, der kan true med at følge os ud af kirken og ind i livet.

Hvis det er kristendom at hade sin familie, så vil jeg ikke have noget med det at gøre. Det er for at være ærlig. Jeg kradser mig på ordene. Og det kan forekomme som om Jesus har misforstået sit eget budskab.

Hvad skal det nytte?

Det er en vanskelig tekst, der kræver noget af os. Hvad er budskabet til os i dagens evangelium? Ordet evangelium kommer oprindeligt fra græsk, og betyder det gode budskab. Det vil sige, at evangeliet har et godt budskab til os, som vi kan gå ud af kirken med. Det er også der, at arbejdet begynder, for livet som kristen er ikke bare at læse i Bibelen, og så gøre hvad der står ord for ord – bruge den som en fejlfri lov, vi skal følge. Den tilgang gjorde Jesus op med. Han gik i rette med de mennesker, der stod med en gammel skrift i hånden, og en løftet pegefinger belærende svingende mod andre mennesker. Som om den gamle skrift var sandheden selv. Bibelen er ikke en dommerbog, vi skal bruge til at slå hinanden oven i hovedet med, og fortælle hinanden, hvem vi synes der er dum, tager fejl eller lever forkert. Det er misbrug af Bibelen, og det støder mennesker fra hinanden, og skaber splid og fordømmelse.

For at undgå det, så er det, at arbejdet begynder.

Den der har øre, at høre med, skal høre, siger Jesus til os. Vi skal høre og lytte. Gør man det, vil man også nogle gange støde på grund eller kæmpe med en tekst. Eller kæmpe med os selv. Vi skal med andre ord investere os selv i mødet med teksten, for kun sådan kan vi finde evangeliet i evangeliet.

Og derfor er det nærliggende at stille spørgsmålet: hvem er du? Det er et sjældent spørgsmål i Danmark, hvor vi er mere tilbøjelige til at spørge, hvad laver du? Men det er et mere interessant spørgsmål, at spørge: Hvem er du?

Vi har hvert vores svar på det spørgsmål. Hvem er jeg? Det varierer fra person til person, hvad vi lægger vægt på, for det handler om identitet. Vi bygger vores identitet på relationer, tilhørsforhold, ja sågar på oplevelser. Livet former os. Vi skaber hele tiden vores identitet, og fylder vores liv med Jeg er- ord. Jeg er træt, utilfreds, ulykkeligt. Jeg er glad, lykkelig, opløftet. Jeg er introvert, ekstrovert, leder, tidsoptimst. Jagten efter jeg er-ord.

Vi vil gerne vide, hvem vi er. Vi vil gerne vide, hvordan andre ser os.

Det er vores verden. Det er ikke forkert, det er bare vores verden. Vi lever i en verden, hvor vi selv er aktører i vores stræben efter at danne vores identitet. Og derfor har vi også nogle gange ret travlt – med os selv.

”Du skal elske din næste som dig selv” står der dog i Bibelen. Det bliver ofte omskrevet til: du skal elske dig selv før du kan elske andre.

Det er en eviggyldig sandhed, at vi stræber efter og ønsker os kærlighed i vores liv. Og det gennem relationer – venner, ægtefælle, kæreste, børn, søskende, forældre osv. Om vi har de relationer eller ej, så ligger det som et fundamentalt ønske i os at være en del af en kærlighedsmættet hverdag med andre. Vi har brug for at elske. Det er ikke forkert, det er bare vores verden.

Men vi er mere end vores egne jeg er-ord. Det er ikke altid, vi kan se det, og derfor har vi brug for at høre det. Vi har brug for at høre om evangeliets kærlighed. Kærligheden til næsten. Du skal elske din næste. Det er nemt, når det er en, vi kender, som er en del af vores verden og vores liv. Men evangeliet puffer til os, og skubber os ud af vore comfort-zone ved at sige til os, at vi skal elske den næste, der ikke er den del af vores verden. Jesu forkyndelse er talen om den kærlighed, der elsker det, den ikke ejer eller er en del af. I Guds rige elsker et menneske det, han ikke ejer. Jesus elskede aldrig det, han ejede, for han ejede jo ingenting, så derfor rettede han kærlighed sig altid mod næsten, der også var den fremmede.

Det er nemt at elske at dem, man holder af; men for at verden som helhed skal kunne hænge sammen, er det ikke nok kun at elske sine egen. Vi skal elske vores næste. Vi skal turde lukke kærligheden ind i vores liv – og ikke kun vores egen lille kærlighed, men den store kærlighed – Guds kærlighed. Det kræver et afkald, som at hade sin far, mor, bror, søster, kone og børn.

Når evangeliet bruger ordet hade, så tillægger vi den betydningen, at man hader med følelserne. Men ordet betyder egentligt at tage afstand fra eller at sætte til side.

Hvad betyder det så? Det betyder, at der er to slags kærlighed. Guds kærlighed og vores kærlighed. Vi elsker i vores verden – det er en smuk kærlighed, der kan være selvopofrende og selvforglemmende, men den er også selvisk. Vi elsker de udvalgte, og derfor er vores jordiske kærlighed ikke større end vores egen lille verden. Det er ikke forkert eller syndigt, det er bare vores verden.

Gud har større forventninger til os end det. Han vil åbne vores verden for hinanden gennem sin kærlighed. En kærlighed, der er så stor, at den ikke kan rummes i en lille verden, men elsker det, der er udenfor. Vi skal elske vores næste, men ikke kun den næste, der er nem at elske. Vi skal anstrenge os for at elske den næste, vi ikke kender eller forstår.

Derfor skal vi sætte vores egen lille verden til side, og vove os ud af den. Vove at se næsten, hvor han er.

Evangeliet er ikke kun ord, men kræver handling. VI må gøre noget af det, vi snakker om herinde. Hvis vi ikke handler bliver vores ord tomme og hule. Ord og handling skal hænge sammen, ellers hænger vi heller ikke sammen. Vi taler om troværdighed i disse dage, og den ene politiker efter den anden bliver revset, fordi det ser ud som om der ikke er sammenhæng mellem ord og handling. Ord og handling skal hænge sammen. Kirkens forkyndelse skal have konsekvenser for sognet – have konsekvenser for dig.

Prisen for at følge Jesus er, at vi tager i mod Guds kærlighed. Men det har en konsekvens. Du kan risikere, at du elsker din næste og din verden bliver større.

Amen


Dagens tekst:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

lørdag den 7. juni 2014

Pinsedag 2014


Da jeg var barn elskede jeg at ligge i græsset på sommerdage og dufte jorden, mens jeg kiggede op i den blå himmel. Skyer, der svævede forbi og antog forskellige former som fantasien gjorde levende. Solen bagte og satte fregner på næsen. Og mens jeg lå der husker jeg den blide sommervind. Den vind, der luftede, svalede og mildnede solens stråler. Den vind gjorde det godt at ligge der, og bare være til. Vinden, der både pustede og kærtegnede på en og samme tid.

Mon Helligånden er som en vind, der både kærtegner os som en hilsen fra Gud, og puster liv i vores tilgroede tanker? Blæser os ud af fordomme, og får os til at tage skridt, vi ikke turde tage? Som vinden, der kommer lige i tide og mildner luften omkring os? Som vinden, der gør os levende?

Et øjeblik af væren. Kærlighedens eneste bud er, at når vinden kommer, så vend den i ryggen, men vov at vend dg mod den åbne arme og mærk pustet. Det er Helligånden – Talsmanden – der kommer.

Nu vil jeg blankt indrømme, at det her barndoms minde er ret idyllisk. Og jeg vil vove den påstand, at mange af jer har et minde, der ligner det her. Det er nemlig noget, børn gør. Lægger sig ned og kigger op på verden med store øjne. Faren ved det billede af Helligånden, som jeg ligesom selv har givet jer, er, at det nemt gør ånden til noget meget sødt, og intet andet.

Men Helligånden er mere end det. Den er også dybt provokerende. Den tvinger sig vej til vores hjerter og banker på med en kraft, der får det til at runge i vores indre. Den er såmænd sin egen rambuk, og åbner du ikke, så skal den nok banke hårdere.

Da Lukas skriver Apostelenes Gerninger, som jeg læste højt for jer fra alteret, skriver han om tunger af ild, der sætter sig på hver enkelt. Ild. Ikke en smuk glorie, men tunger af ild.

Som noget, der kan brænde sig vej – give dig et mærke for altid. Det har sin pris.

Helligånden har sin pris.

Den kræver dig.

Så hvad er det Helligånden gør? John V. Taylor, der var biskop, siger følgende om Helligåndens virke:

»Den Hellige Ånd er den usynlige tredjepart,
som står midt mellem mig og den
anden og gør os begge hver for sig opmærksomme
på, at den anden står der...Vi taler så
selvfølgeligt om Ånden som kilde til kraft.
Men i virkeligheden dygtiggør den os ikke ved
at gøre os unaturligt stærke, men ved at åbne
vore øjne« (s. 25). (Kærligheds og Sandheds Ånd, DMS 1979).

Helligånden er ånden mellem os mennesker, der kræver os, så vi åbner vores øjne – eller rettere åbner vore hjerter, så vi får øje på det menneske, der står ved siden af os. Det er øjnene, der ser, men hjertet, der forstår.

Det handler om relationer – om dig om mig.

Helligånden er mere end bare det enkelte menneske optaget af sin relation til Gud. Hvis det var meningen med skaberværket, at vi ikke skulle gå i fællesskaber, var Gud stoppet ved Adam, og vores Bibel ville have været noget kort. Men i skabelsesmyten hører vi, at Gud skaber kvinden, og den fortælling er symbol på det, vi mennesker erfarer livet igennem, nemlig at vi er skabt til at indgå i fællesskaber.

Jeg mødte engang en psykiater, der fortalte, at låste man et almindeligt menneske ind i en gummicelle, ville enhver i løbet af 14 dage få høre- og synshallucinationer. Man ville med andre ord få en hjerne, der ikke længere kunne kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er bemærkelsesværdigt, at vi mennesker bliver ude af os selv, hvis vi er alene.

Vi er altså skabt til at få øje på hinanden.

Det er ganske unaturligt at vi hver dag går forbi så mange mennesker uden at se på dem, anerkender at de eksisterer, smiler til dem eller er nysgerrige efter at høre hvem de er. Og måske er det også derfor så mange mennesker i de store byer faktisk er ensomme.

Ensomhed er et grundvilkår, som vi alle føler i vores liv i større eller mindre grad. Den ligger der under overfladen som en protest mod livet, der bliver levet i ensomhed. Ensomheden rammer med en kraft, der kan true med at slynge os ud af vores livsbane. Den kan gøre os panikslagne. Den kan gøre os handlingslammede. Den kan stoppe tiden.

Ensomheden rammer – og den rammer, fordi vi er skabt til fællesskaber.

Jesus siger i dag: ”Jeg efterlader jer ikke faderløse; jeg kommer til jer”. Det er et stærkt udtryk, der fortæller noget om vores relationer, og den frygt, der måske har ligget i hans disciple den aften, Jesus taler med dem. Og måske er det også den frygt, der ligger i mange af os. Frygten for, at Gud vil forlade os – efterlade os i livet som forældreløse. Ethvert barn, der er blevet væk fra sin far eller mor i et supermarked kender den følelse. Frygten for, at man aldrig skal blive fundet igen.

Den frygt kender Gud, og siger derfor Jesus til sine disciple og til os: ”Jeg efter jer ikke faderløs; jeg kommer til jer.”

Jesus kommer til os som den Hellige ånd, der kan nå de steder, hvor vi ikke troede, der var plads til Gud.

Leonard Cohen, som I måske kender, synger i en af sine berømte sange, nemlig Anthem: ”There is a crack in everything. That is how the light gets in.” Oversat betyder det: Der er en revne i al. Det er sådan lyset kommet ind.

Der er hvad Helligånden gør. Finder den mindste revne i et forhærdet, forbitret eller forstenet hjerte, og der blæser den sin varme ånde ind, så den langsomt baner vej for lyset. Åbner os for, at ved siden af os, sidder et menneske, der har brug for dig.

Vi er skabt til fællesskab. Det betyder, at det menneske du møder på din vej – ethvert menneske, du møder på din vej – har brug for at blive set.

Helligåndens vinde blæser over denne verden. Åbner veje når alt ser håbløst ud. Åbner hjerter hvor kærligheden er visnet. Åbner vores arme hvor vi krampagtigt holder fast i os selv.

Det sker ikke mirakuløst på en gang, eller i et orgie af følelser – men det sker hele tiden i det små. Et smil, en håndsrækning eller en bøn. En handling eller et møde, der for altid brænder sig fast i vores erindring.

Som en stille sommerbrise, der mildner luften omkring os, og som en tunge af ild, der brænder sig fast i vores hjerter.

Kære menighed – Vi mennesker er skabt til fællesskab. Helligånden vil lede os i den retning.

Det holder vi pinse på – det bygger vi kirker på – det lever vi på.

Glædelig pinse.



Amen




Dagens tekster:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21




Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11




Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Jer 31,31-34

søndag den 1. juni 2014

6. søndag efter påske 2014



Jeg blev engang kaldt ud på intensivafdelingen. Et menneske lå i koma, og fremtiden lå krøllet sammen i en affaldsspand. Håbet lå lige ved siden af klar til at blive smidt ud.

Jeg talte med de pårørende, der kæmpede med tvivlen og håbet, der hele tiden skiftede plads som vinder i deres liv. Det var en bevægende tid, hvor alt var kaotisk. De anede ikke, hvad de skulle forberede sig på. Og når det sker, så forbereder vi mennesker os næsten altid på det værste, for at slibe den hårde kant af chokket væk. Det var ikke en nem tid for de pårørende. De ønskede derfor, at jeg som præst skulle bede en bøn.

Det ville jeg gerne, så jeg bad. Bad om et mirakel, og hvis det ikke kom, så bad jeg Gud om, at Han måtte tage dette menneske i hånden og gå med det hele vejen ind i Himlen.

Mens jeg bad, stod jeg og kigge på en skærm, der viste hjerterytmen. Det er underligt, at et hjerte, som vi forbinder med liv, kærlighed, passion, lidenskab og empati, kan koges ned til en maskine, der bipper. Men det kan det måske heller ikke, når det kommer til stykket.

Jeg bad stille og sagte. Nærmest hviskede bønnen ind i øret på dette menneske, og mens jeg bad, skete der noget bemærkelsesværdigt. Hjerterytmen faldt. Hjertet slog roligere, mens jeg bad, og da bønnen var færdig steg hjerterytmen igen.

Nu ville en, der har forstand på mekanik om det så er maskiner eller mennesker, måske kunne bortforklare dette med en ledning eller almindelige forstyrrelser i hjertet. Det er faktisk meget nemt, at gøre sådan en oplevelse til noget meget mindre. Men heldigvis har jeg ikke forstand på mekanik. Og derfor tror jeg, at det der Gud, der gør vores liv større. Han gør vores liv så stort, at når der bliver bedt, så falder hjertet til ro.

Bøn er kærlighed, der bliver delt. Bøn er at holde et andet menneske fast på, at det er elsket af Gud. Bøn er at insistere på kærligheden.

Jesus beder for os. Beder for os, og får vores hjerter til at falde til ro.

Jesus beder om, at vi skal blive ét. ”Jesus sagde: ”ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig”.

Han beder om, at vi skal blive ét. Det er i virkeligheden noget underligt noget at bede om. Bede om at blive et, som om vi mennesker kan og bør samles i en åndelige smeltedigel?

Vi lever nemlig i en tid, hvor det at være en ener er et adelsmærke. Der er ikke ret mange, der har lyst til at være gennemsnitlige, så derfor søger vi vores individuelle livsvej.

Men vi mærker alligevel engang imellem i vores liv trangen til at være et. I kærligheden mærker vi trangen til at smelte sammen, og forene selv det, der gør os forskellige. Kærligheden søger at få os til at passe sammen som to puslespilsbrikker.

På sin vis er det, hvad der sker i kirken. Her bliver det, der umiddelbart ser forskelligt ud samlet som puslespilsbrikker, der tilsammen danner billedet: menneske.

For Gud er vi mennesker først. Alt det vi kan, alle de succeser, vi kommer med, har ingen betydning. Det kan lyde nedslående, hvis man har arbejdet hårdt for noget. Men omvendt så betyder ens fiaskoer heller ikke noget. Det afgørende i mødet med Gud er nemlig vores menneskelighed.

Jesus beder altså for, at vi skal blive et i vores menneskelighed. Det er jo det, vi alle har tilfælles; om man så kommer fra den ene af verden eller den anden, om man stemte det ene eller det andet til Europa parlaments valget, eller om man er til samtalekøkkener eller badekar. Det er ikke det, der bliver bedt for, men derimod vores menneskelighed.

Det har vi tilfælles. Det er vores enhed.

I virkeligheden handler det om, at vi skal acceptere, at vi har menneskeligheden tilfælles – eller sagt med andre ord, at vi skal acceptere os selv. Det er ord, der bliver gentaget mange steder, alt fra Dameblade til terapirum. Og det bliver gentaget, fordi det rummer en sandhed. Men for at kunne acceptere sig selv, så skal vi slippe de illusioner, vi har om os selv. De dagdrømme, hvor vi er de smukkeste, bedste og største, der findes.

Vi skal acceptere os selv, som vi er, og ikke som vi drømmer, vi er – acceptere vores menneskelighed. Det handler om ydmyghed. Ordet ydmyghed kommer af det latinske humilitas, der igen kommer fra ordet humus, som betyder jord. Ydmyghed handler altså om at tage vores jordeliv på sig. Ofte vil man få at vide, at man skal fokusere på sine stærke sider, men det kan give den vrangforestilling, at det kun er de stærke sider, der er værd at acceptere. Vi skal derimod acceptere vores jordeliv med alt, hvad det rummer, og dermed også de svage sider. De sider, hvor vi er bange, sårbare, skrøbelige og usikre. Det er også en del af det at være menneske. Og det er også en del af de sider, som Gud elsker dig for.

Vi skal have mod til at være svage. Og når vi tør det, så finder vi accepten af os selv. Både solsiden og skyggesiden.

Gud vil give os det rum – rummet hvor det bliver muligt at være til i al vores menneskelighed. Hvor vi kan finde sammen på tværs af alt det, der skiller os ad. Hvor der bliver bygget bro, fordi vi slet og ret er mennesker. Hvor vores hjerter kan få lov at slå roligere i tilliden til at det går an være os.

Jesus beder for os – beder om, at vi må blive ét. Bønnen er en kærlighedserklæring til medmennesket, at det er elsket af Gud.

Vi beder den dag i dag for verden omkring os. Vi går i forbøn hver søndag lige efter prædikenen, hvor vi beder for andre i håbet om, at Gud vil skabe rummet, hvor vi kan få øje på hinandens menneskelighed.

Vi beder fordi, vi får skænket en rum, hvor vi kan sænke paraderne og lade hjertet slå roligt.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26