Faze artikel, KFUM og KFUK, maj 2014

Jeg er speciel
…og helt almindelig.

Da jeg var barn, troede jeg, at alle mennesker var ”verdens bedste” til et eller andet. Det handlede bare om at finde ud af, hvad man var bedst til. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet af, hvad jeg er den bedste til endnu, og nu er jeg blevet voksen. Mens jeg voksede op oplevede jeg også, at jo ældre jeg blev, des flere døre blev lukket for mig. Jeg kunne fx ikke blive verdensmester i gymnastik eller fægtning. Jeg var blevet for gammel!! Det er nu ikke fordi, jeg nogensinde har gået til de sportsgrene, men alligevel. Det var en underlig fornemmelse at blive klar over, at verden ikke lå åben foran mig, for der var faktisk veje, der blev lukket for mig – hvis jeg gerne ville være verdens bedste om ikke andet. Det gav mig en følelse af, at jeg måske ikke var speciel alligevel, men bare helt almindelig.

Jeg er bare helt almindelig, men jeg er også speciel.

Jeg tror ikke, at livet handler om at være den bedste i hele verden til et eller andet, men det handler om gøre sit bedste. Der er stor forskel. I Bibelen står der, at vi har fået forskellige ”nådegaver”. Ordet kommer fra det græske ”karsima”. Vi taler ofte om, at man kan have karisma, og der betyder det udstråling. Men i Bibelen betyder det noget andet, nemlig at vi har fået en gave af Gud helt gratis. Vi har fået karisma af Gud, fordi han elsker os. Man kan sammenligne det med en slags velsignelse eller et smil som Gud hele tiden sender din vej.

Gud vil fortælle dig, at du har fået en helt speciel plads i verden kun til dig, og at han gerne vil bruge dig der. Du er en slags medarbejder for Gud, og skal hjælpe ham med at sprede sin kærlighed ud i hele verden. Det kan vi gøre ved at smile til hinanden, hjælpe hinanden eller tilgive hinanden. Der er mange måder, man kan gøre sit bedste på.

Så det er helt ok at være helt almindelig, for i Guds øjne er du speciel. Husk at Gud valgte dig til dit liv.



Så måske er du den bedste i hele verden – du er i al fald den bedste til at være dig.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, december 2013

Det er en kold vinterdag i december. Lysene skinner deres glade farver, mens kulden gør sit til at forskrække enhver, der vover sig udenfor.

Jeg går på gaden, da jeg mødet et par hjemløse. De sidder på en bænk og fryser. Da vi er de eneste på gaden, går jeg hen for at tale med dem, og det kommer hurtigt frem, at jeg er præst.

Den ene hopper op, og siger, at jeg skal have en gave, fordi jeg er præst. Han har den helt rette gave til en som mig, nemlig et bedetæppe. Jeg forsøger, at fortælle ham, at det er muslimer, der bruger bedetæpper, og ikke kristne, men han hører slet ikke, hvad jeg siger.

Derimod griber han fat om sin barnevogn, og begynder at tømme den for indhold. Han står med hovedet nede i barnevognen, men han bander og svovler og leder efter bedetæppet. Da han endelig finder det, er det med stolthed, at han breder det ud på jorden foran mig. Tæppet viser sig at være en dug, der engang var hvid, men nu mest var gråt.

Han står og ser på tæppet, og begynder at fortælle mig, at det var hans mors. Hans ønske var, at han ville bruge den i den lejlighed, han drømmer om; men sandsynligheden for at få et sted at bo er så lille, at han ikke længere tror på, at det vil ske. Han vil hellere have, at jeg får dugen, der nu er et bedetæppe.

Jeg tager imod bedetæppet.

I mellemtiden er det blevet vasket, og har genvundet sin hvide farve. Jeg passer godt på det, og har brugt det alterdug nogle gange. Og hver gang jeg tager det frem tænker jeg på ham, og den fantastiske gave, han gav mig.

Julen handler om at give, men vi kan give mere end gaver pakket ind i smukt papir. Julens gaver er også nærvær, omsorg, glæde og opmærksomhed. Vi har alle noget at give hinanden. Den hjemløse gav mig meget mere end en dug – han gav mig glæde.

Det er jo ikke kun i julen, at det er vigtigt, men der er bare særlig fokus på det i julen. Vi skal huske det hele året, at vi altid har noget at tilbyde hinanden og verden. Vi står aldrig med tomme hænder, men kan altid give hinanden lidt af vores tid og vores liv.

Julen er en smuk tid at gentage det budskab i, for julen handler om, at Gud gav sig selv til os. Vi fik en gave. Julenat blev Jesus født, og dermed viste Gud os, at han ønskede at komme tæt på os. Så tæt, at han lod sig føde som et menneske. Det er den største gave af dem alle, og derfra lovede han os, at han ville være med os alle dage indtil verdens ende.

Gå ud i livet med det, at Gud ønsker sig dig. Det er et ønske, man kan leve sit liv på. Og husk at del det med hinanden, for vi har alle noget at give.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juli 2013

I Guds øjne er du værdifuld

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.
I mødet med et andet menneske finder vi ud af, hvem vi selv. Vi spejler os hele tiden i dem, vi møder, og derved lærer vi også noget om os selv. Man kan sige, at vi bærer lidt af hinandens liv i vores hænder.

Det begynder allerede, når man er spædbarn. Et spædbarn bruger den første tid af sit liv på at spejde ud og få øjenkontakt med andre mennesker, for at blive set. Vi har alle sammen brug for at blive set, og derfor holder vi aldrig op med at spejde ud for at få øjenkontakt med andre mennesker.

Derfor gør det også ondt, når andre ikke ser os, eller når andre ignorerer os. I nogle samfund smed man folk ud af fællesskabet, hvis de skulle straffes. Det var den hårdeste straf, for pludselig hørte man ikke til nogle steder og ens familie og venner lod som om man ikke eksisterede. Dem, der blev smidt ud, må have følt sig værdiløse.

Men det kan være svært at være i et fællesskab, for på den ene side har vi brug at møde andre, så vi kan blive set, og på den anden side kan det gøre ondt, hvis vi bliver såret, glemt eller svigtet. Man kan føle sig ensom, også sammen med andre.

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.

Fællesskaber er svære, fordi der er så meget dynamik, når vi er sammen. Vi kommer med hver vores livsfortælling, opfattelse af verden og os selv. Nogle står med tårer i øjnene, fordi de føler, de ikke slår til, og andre kan have travlt med at fortælle, at deres liv er perfekt. Men når vi skræller alt det af, så står der altid et menneske tilbage, der har brug for at blive set, og få at vide: du er noget værd.

Da Gud skabte verden, skabte han to mennesker, så vi ikke skulle være alene. Men Gud ved også, at vi nogle gange føler os ensomme eller værdiløse alligevel. Fællesskaber er ikke altid lette, fordi vi glemmer, at fællesskabet er Guds ønske for os. Vi glemmer, at et fællesskab altid kan rumme en mere – og især den, der står alene. Et fællesskab er ikke defineret ved sin størrelse, men ved at der er plads til en til.. Man kan sige, at fællesskabets opgave er, at spejde ud og få øje på den, der står i udkanten og mangler et sted at høre til, og derefter invitere ind.

Når man går til gudstjeneste, bliver man i slutningen af gudstjenesten altid velsignet. Velsignelsen lyder sådan her:

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.


I velsignelsen hører vi, at Gud løfter sit ansigt mod dig. Gud får altså øje på dig midt i mængden, og ser dig.




I Guds øjne er du værdifuld. Han ser forbi alt det uvæsentlige og siger til dig igen og igen, at du altid vil høre til i hans fællesskab. Du er en vigtig del af hans fællesskab, og derfor er du aldrig mere alene end, at Gud står lige ved siden af dig indtil verdens ende.

https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, oktober 2012

Skal man tilgive had?

Det er så nemt, at sige, at man hader. Jeg hader søndage. Jeg hader broccoli. Jeg hader at stå tidligt op.

Vi siger hele tiden, at vi hader. Men det ændrer sig, hvis vi siger det til et andet menneske. Vi bruger tit en masse hårde ord, som vi i virkeligheden ikke mener, og ”at hade” er et af dem. Vi siger det, og tænker ikke over, hvordan det bliver modtaget. Det er nemmere at sige til en, at man hader dem, end det er at høre det.

”Jeg hader dig”. Ordene kan skære sig gennem kroppen, og sætte sig helt inde ved hjertet, hvor de kiler sig fast. Der bliver de ved med at sende budskabet ud igen og igen, indtil den, der hørte dem, begynder at tro, at de er sande.

Ord forsvinder ikke, når vi har sagt dem, men kan blive ved med at klinge resten af livet. Ord kan ødelægge os.

Skal man tilgive det?

I England findes der en kirke (Sct. Michaels Church i Coventry), der blev bombet under 2. verdenskrig. Kirken lå i ruiner. Borgmesteren går en dag mellem ruinerne, og finder tre søm fra kirkens loft. Dem binder ham sammen til et kors, der skal minde os om, at man selv i ruiner kan finde håb og tilgivelse.

Korset blev lavet af søm. Søm som andre så på som ligegyldige, men som blev til et kors, der i dag er brugt over hele verden som et symbol på håb.

I kristendommen tror vi på, at Gud finder håb, hvor alt ser håbløst ud. Han tager det menneske, der er lagt i ruiner og ødelagt, og finder det frem, der er værdifuldt. Det Gud finder og tager frem, kan af andre, ligesom de tre søm, blive fejltolket som skrald og værdiløst. Men i Guds øjne er vi elsket, fordi han kan se gennem vores kaos, og se mulighederne.

Jesus døde for 2000 år siden på et kors. Han døde af kærlighed til os. Da han hang på korset bad han for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Lk 23. 34).

Jesus bad om at hans fjender måtte tilgives, fordi de ikke var klar over, hvad de gjorde. Jesus bad om, at Guds kærlighed også måtte nå dem, og at Gud ville finde det værdifulde frem i dem.

Vi må ikke smide andre mennesker ud som skrald, fordi de i vores øjne er værdiløse. Vi må tro på, at der i alle findes noget værdifuldt, der i Guds øjne bliver smukt.

Skal du tilgive had?



Det kan være svært, når man selv er blevet såret og ødelagt. Derfor har vi brug for Gud. Vi må bede Gud om, at tilgive, når vi ikke selv kan. Og vi må bede Gud at se det værdifulde i os alle.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Faze artikel, KFUM og KFUK, juni 2012

Gud i virkeligheden.

Hvem er Gud? Ja, og her mener jeg ikke bare den gamle mand med skægget, der danser på en sky. Jeg taler om den Gud, der virkelig findes. Hvis han altså findes.

Jeg bliver som præst ofte spurgt om jeg i virkeligheden tror på Gud. Mener de mon, at findes en u-virkelighed, hvor man kan tro på Gud, og en virkelighed, hvor man ikke behøver? Det minder om en biograf, hvor man sætter sig i sædet klar til at blive underholdt. Vi ser en historie, der både kan gøre os forskrækkede, få pulsen til at banke og berøre vores hjerter. Vi kan glemme tid og sted, men når rulleteksterne begynder, lyset bliver tændt og dørene åbnet, så kan vi frit gå ud fra biografens mørke, tilbage i virkeligheden. Vi ryster historien af os, underholdt for et øjeblik, og går videre med livet.

Men er det at tro på Gud, ligesom en god biograffilm?

Der findes ingen svar på om Gud findes. Der er hverken fundet matematiske formler eller fysiske beviser på, at Gud er til. Faktisk er det eneste, vi har, de fortællinger, vi hører om Jesus. Forskere ved, at der har levet en mand, der hed Jesus, men de kan ikke svare på, om han var Guds søn.

Men hvorfor så tro?

Der findes en bog, der hedder: ”Den lille prins” skrevet af Saint-Exupéry. I bogen møder en mand den lille prins. Prinsen overtaler ham til at tegne et får. Manden er ikke særlig dygtig til at tegne, og han forsøger flere gange at tegne et får. Til sidst giver manden op, og tegner en kasse med lufthuller i. ”Der har du dit får” siger manden til den lille prins. Den lille prins ser på kasse, og udbryder til mandens store overraskelse, at det lige præcis er sådan et får, han altid har ønsket sig.

Sådan er Gud også – i virkeligheden. Vi finder ikke et bevis på, at han findes, men vi må tro på, at han, ligesom fåret i kassen, faktisk er til.

Det er med Gud som med kærligheden. Vi ved, at den er til, når vi bliver forelsket, men vi har ikke brug for at finde den i vores hjerter. Vi kan mærke, at den er der. Vi har heller ikke brug for at rode i hjernen for at finde stoffet, der gør vores knæ bløde, når vi ser ham/hende vi er vilde med. Det er nok bare at vide, at man er forelsket.

At tro er både at kunne se et får i kassen, og vide at man er forelsket uden at have set, hvordan en forelskelse ser ud. Det er mere end bare en god biograffilm. Gud i virkeligheden er at tro på noget, vi ikke kan se, men tro alligevel.


https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Præsteklumme juli 2014

Jeg udfordrer dig

Dette forår har facebook været oversvømmet med udfordringer. Den mest udbredte udfordring handlede om, at man skulle hoppe i vandet inden 24 timer, og gjorde man det ikke, skyldte man udfordreren en is, en middag eller andet. Udfordringen blev dog i løbet af foråret forandret, da en und mand blev træt af den. Derfor købte han en masse dagligvarer og noget tøj, som han puttede i en kasse og gav til en hjemløs. Han udfordrende andre til det samme. Jeg ved ikke, om det blev lige så stort som det at hoppe i vandet; men det er interessant, at han vendte udfordringen om, så den pludselig handlede om at give til de fattige.

Jeg sætter tit mig selv i situationer, hvor jeg bliver udfordret. Det er en rar fornemmelse at rykke sine grænser; men mange gange er mine udfordringer kun skridt i mit liv. Derfor kom jeg til at tænke på, om der ikke ligger en anden udfordring bagved; nemlig den, at mens vi rykker grænser i vores liv, skal vi også samtidig rykke tættere på hinanden. Vi kan ikke nøjes med at rykke længere væk fra vores begyndelsessted, hvis vi ikke også rykker sammen.

Vi skal rykke sammen, fordi vi har en fællesnævner i livet, som intet kan sætte ud af spil. Fællesnævneren lader sig ikke påvirke af livsstil, uddannelse, retfærdighed eller fordomme. Fællesnævneren er det, der gør, at vi kan se forbi alt, hvis vi vil. Fællesnævneren ser forbi ethvert ydre og ethvert levet liv – hvordan det så end blev – og ser, at der står et menneske.

Fællesnævneren er vores menneskelighed. Udfordringen er at kunne se det, hver gang vi møder et nyt menneske.

De små skridt i dit liv, kan blive til store skridt for andre.

5. søndag efter trinitatis, 2014

Hvor er Gud henne i verden i dag?

Det er et spørgsmål, jeg igen og igen er vendt tilbage til i disse dage, hvor reportager om uro, vold, krig og fjender presser sig på i medierne. Der er mennesker, der bliver behandlet uden respekt, slået ihjel og skammet ud.

Hvor er Gud?

Det er spørgsmålet de dage, hvor verdensnyhederne bliver fyldt med tragedier. Når skrigene fra jorden fylder himlen, og vi mennesker behandler hinanden med ondskab.

Det kan være svært at finde Guds tilstedeværelse i sådan en verden, hvor man føler sig magtesløs, og hvor friheden er trængt. Det kan være svært at tro på det gode i mennesker, når vi oplever, at mennesker begår uhyrligheder, og lukker hadet og hævnen ind i hjertet.

Vi føler os sårbare i mødet med det onde, og i desperation er det meget nemt, at tro, at man kan bekæmpe denne ondskab med ondskaben selv. Vi tror, at hvis jeg lukker ondskaben ind, at vi nemt kan lukke det onde ud igen; men ondskaben forandrer vores handlinger, så vi ikke længere handler om mennesker, men som noget andet.

Derfor skrev Paulus også, at vi ikke skal lade os overvinde af det onde, men at vi skal overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).

Vi skal møde det, der splitter os ad, med det der samler os. Vi skal insistere på fællesskabet, når fællesskaber bliver brudt. Vi skal insistere på kærlighed, når hadet tager over. Vi skal insistere på lighed, når mennesker behandles uretfærdigt.

Det var, hvad Jesus gjorde – insisterede på fællesskab, retfærdighed og kærlighed. Jesus insisterede på det gode i mødet med det onde, fordi sådan er Gud. Gud har en intention med skaberværket, som vi hører om igen og igen i skabelsesmyten. Hver gang Gud skaber, så ser han, at det er godt. Skaberværket er i udgangspunktet godt. Og til sidst skaber han mennesket i sit billede. Vi har noget i os, der har en lighed med Gud, og derfor er vi også hans børn. Gud elsker sine børn. Alle sine børn. Selvom vi kan ødelægge livet for hinanden, så er vi også i stand til at gøre store gerninger. Vi kan med Guds hjælp genoprette tillid, forsoning og kærlighed. På trods af det, der river os fra hinanden, beviser vi også, at vi har potentialet til at elske.

For nylig så jeg et videoklip fra 1980’erne, hvor en mand, der havde reddet børn fra KZ-lejrer blev hyldet. Hans hyldest var, at de børn, han havde reddet, havde fået lov til at blive voksne, og nu mødte ham som voksne. Man anede i de voksne, de børn de engang var.

Vi har et valg. Du har et valg. Vi kan vælge at se hinanden som Guds børn. Vi kan vælge kærligheden, ligheden og retfærdigheden til.

Jeg tror ikke på, at vi mennesker er født med had til hinanden. Børn har ikke fremtidsdrømme om at blive mordere, krænkere, krigsforbrydere eller hvad vi ellers kan opregne af onde handlinger. Det er noget, de lærer som de vokser op. Hvorfor den lærdom har så god grobund hos nogle mennesker end andre, kan jeg ikke svare på; men vi kan se, at det bliver en livsvej for dem, at gøre andre ondt.

Men vi er skabt til noget bedre end det. Vi er skabt til at lade Guds skaberværk vokse i kærlighed – eller sagt med andre ord, så er vi skabt til at leve sammen. Det er en opgave, vi er kaldet til at løse. Kaldet. Vi har et kald.

Der er mange fantastiske fortællinger om kaldelse i Bibelen, og det har handlet om mennesker, der har gjort store gerninger. Men netop fordi de gerninger er så store, kan det forekomme for stort at se sig selv som kaldet.

Men kald er andet end de store gerninger, som Bibelen er skrevet af – kald er, at Gud har kaldet på dig. Han har kaldt dit navn. Og når der bliver kaldt, så skal vi svare. Det er svaret, der er forskellen. Vi skal give et svar, når Gud kalder på os. Hun Vi har et ansvar i vores liv. Lutherdommen taler om, at mennesket lever af Guds nåde alene. Det er sandt, at vi ikke kan komme ind i Himlen gennem vores gerninger, og at vi har brug for Gud i vores i liv. Men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar overfor hinanden. Det betyder ikke, at vi har card blanche til at handle som vi vil, for Gud kalder på dig, og du skal svare. Gud ved godt, at ingen af os er ubetinget gode eller onde, men han elsker os som vi er, så kan få modet til at elske os selv og hinanden på trods af vores fejl.

Og Gud sætter sin lid til os. Os små mennesker, der er sårbare og som ikke altid magter livet eller godheden. Det er os, han kalder på. Men netop os, som han skabte. Vi er nok sårbare, men vi er skabt i kærlighed, og den kærlighed lagde sig som et svøb om hele vores eksistens. Det er udgangspunktet, endepunktet og midten. Det er det første og sidste - alfa og omega. Det er Gud.

Han elsker os med vores fejl og med vores potentialer. Det er den levende Gud, der kan det og gør det.

Levende!

Det er et af nøgleordene i evangeliet. Levende. Gud er skaber, og dermed er han den kraft, der får græsset til at vokse, solen til at skinne, livet til at bryde gennem asfalt, og får øjne til at mødes.

Levende er så stærkt et ord. Det emmer af liv, kærlighed og vilje. Det emmer af troen på fred, hvor alt ser håbløst ud.

Simon Peter bekender, at han tror, at Jesus er Kristus den levende Guds søn. Den bekendelse spirer og springer fra hjertet, og ikke fra hjernen. Det er ikke en erkendelse, men en bekendelse.

Bekendelsen er det levende, der på trods alligevel vokser. Vi kender det fra naturen. Selvom vi fjerner ukrudt og beskærer, så vil naturen – livet – altid finde vej tilbage. Det kan tage tid, men det ligger i skaberværket, at det levende vil vokse frem, fordi Gud er den levende Gud.

Og det er den levende Gud, der har kaldt på dig. Han kalder på dig, fordi han tror på dig. Tror, at din kærlighed gør en forskel i verden.

”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.” (DDS 370) Sådan synger vi i en kendt salme. Livets Gud har dine hænder. Vi er kaldt til at være verdens hænder, vi er kaldet til at møde hinanden med hænderne først, udstrakt i et håndtryk, et knus eller en omsorgsfuld favn. Gud er der, hvor vi er. Det er svaret på spørgsmålet til at begynde med. Det er ikke en erkendelse; men en bekendelse. Gud er, hvor vi er, hvor vi så end befinder os.



Vi er kaldet til at være mennesker for hinanden. Svaret er op til dig.







Dagens tekst:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26