lørdag den 27. september 2014

15. søndag efter trinitatis, 2014

Høstgudstjeneste.


Solsikkerne kan i disse dage ses overalt i landskabet. Deres store, gule hoved lyser trodsigt i det tidlige efterår. De nikker i takt med vinden og drejer sig rundt efter solen. De er kongen over blomster, både hvad angår størrelse og livsglæde.



En af mine kolleger fortalte om de solsikker, hun et år havde i haven.



”De hævede sig mange meter over jorden, og de blev ved og ved med at vokse. For hver dag, der gik, blev de et stykke længere. Det var en imponerende grokraft, de lagde for dagen. Men der kom aldrig blomst i planterne det år. Solsikkerne brugte hele sommeren på at skynde sig at vokse, men de glemte helt at blomstre undervejs. De blev ikke til andet end lange grønne stængler fulde af blade, men uden blomst. Det år havde solsikkerne så travlt med at ”gøre”, at de helt glemte at ”være”. De groede løs, men de blomstrede ikke”

(Lotte Lyngby, ”Kære Martha, ord om Gud til et liv med stress”, Unitas forlag 2013, s. 80)




Mon Martha var sådan en solsikke? Potentialet til at blive en smuk blomst var til stede, men i stedet for, så havde hun så travlt med at gøre klar til at springe ud, at hun til sidst slet ikke havde overskud eller kræfter til det?



Fortællingen i dag handler om ”at gøre” og om ”at være”. Maria er det menneske, der bare er til stede. Og Martha er det menneske, der har travlt med at gøre en masse. Det er to tilgange til livet. Men selvom det er to meget forskellige måder at være til stede i livet på, så sker det tit, at vi får blandet de to begreber sammen. Vi tror, at vores handlinger kan afsløre, hvilket slags menneske, vi er. Men ikke altid – heldigvis.



Sociologiske spørgeundersøgelser har vist, at det mennesker frygter mest, faktisk ikke er terror eller sygdom, men derimod ikke at være god nok. (Johannes Værge, ”Guds skrøbelige arvinger” Anis 2014, s. 13) Vi frygter, at vi ikke er gode nok – ikke slår til. Og vi reagerer på frygt ved at løbe vores vej. Vi løber i den anden retning, hvor vi af frygt for ikke at leve op til kravene arbejder mere og mere. Vi rykker grænsen for, hvor meget vi kan arbejde. Glemmer at sige nej, glemmer at holde pauser og glemmer at nyde livet. For enden af den vej venter i værste tilfælde stress og udbrændthed, der desværre er blevet den nye store folkesygdom. Og den anden dag i nyhederne kunne vi høre, at også flere og flere unge oplever stress, fordi de føler et krav om at skulle leve det perfekte liv. (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/09/27/080712.htm)

Vi er bange for ikke at være gode nok – for ikke at slå til. Og her får vi blandet begreberne sammen. Vi gør en masse i stedet for at være. Vores handlinger bliver pludselig et udtryk for, hvem vi er.



Men kunne det tænkes, at vi var noget andet, ja ligefrem noget mere, end vores præstationer? Kunne det tænkes, at vi var smukke solsikker også selvom vi ikke vokser mere en end ½ meter op? I stedet for at se hvor højt vi kan række, skal vi også huske at sætte blomst.



Det er et af kristendommens budskaber; at vi kan komme, som vi er. Vi kan faktisk komme i kirken her til morgen uden at have nået at tage opvasken. Vi bliver lukket ind alligevel.



Vi bliver lukket ind som dem vi er. Og det er Marthas fejltagelse. Hun har slet ikke opdaget, at hun allerede er lukket ind som hun er. Hun har travlt og er fuld af bekymringer om alt muligt. Man siger, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Man kunne ikke også sige, at vejen til stress er brolagt med bekymringer.



Vi kan ikke lægge en dag til ved at bekymre os. Sådan siger Jesus til os. Livet bliver ikke længere eller bedre, hvis vi bekymrer os.

Der findes to forskellige slags bekymringer.



Der findes den, der springer ud af kærligheden. Vi bekymrer os for dem, vi elsker, fordi vi ønsker dem det godt. Det er i virkeligheden en slags hverdagsbøn. En bøn vi beder uden at vide det, hvor vi sender gode ønsker og tanker i retning mod et andet menneske. Den slags bekymringer er gode, og behøver ikke give rynker i panden.



Men den anden slags bekymringer er den, der sætter sig som Martha-rynker i vores pande. Den slags bekymringer er fulde af frygt for fremtiden, af fokus på ofte små detaljer, der ikke behøver betyde ret meget og af en masse forsøg på at nå mere end tiden tillader. Tankerne er alle mulige andre steder end der, hvor man selv er. De farer hid og did og hvirvler bekymringer op som støv.



Den slags bekymringer rummer i sig et mistillidsvotum til Gud. Vi hører jo igen og igen, at vi skal lægge vores liv i Guds hænder; men vi er ikke helt sikre på, om de nu er store nok. Så derfor er det nok bedst, at vi beholder sine bekymringer lidt endnu, for tænk nu hvis. Jeg siger ikke, at det er nemt at slippe for vores Martha-rynker i panden; men vi skal øve os på at gøre det. Engang imellem skal vi stoppe op og øve os i at lægge vores liv i Guds hænder. Øve os i stole på, at når vi går et skridt, så følger Gud med. Stole på, at selvom vi vælger at blomstre lige nu, og alle andre har nået meget mere end en selv, så har du, ikke bare lov til at være her, men så er du værdifuld. Det, vi når, er ikke dem, vi er.



”Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendigt. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende”. (DNA, Lukas kapitel 10, vers 41-42).



Sådan siger Jesus til Martha, da hun peger fingre af sin egen søster. Vi må ikke pege fingre af hinandens væren eller væsen. Vi må ikke se ned på dem, der ikke når nær som meget en selv – vi må ikke se ned på os selv, når vi ikke når det, vi gerne vil. Vi må ikke tage glæden over livet fra hinanden eller os selv.



Glæden over skaberværket skal have lov at runge i os. Livet er en gave fra Gud. Vi har fået et liv, hvor vi både skal gro og sætte blomst. Vi kan ikke undvære det ene frem for det andet. Vi skal både gøre og være; men der skal være en balance mellem de to. Vi skal være dem, vi er, og lægge vores bekymringer fra os, mens vi lægger os i Guds hænder. Vi skal leve i denne fysiske verden med vores flyvske tanker, og de to skal ramme samme tangent, så de ikke farer vild af hinanden. I Gud bliver det samlet til en helhed, og derfor skal vi øve os i lægge vores liv i hans hænder.



Vi er som solsikken, der lyser trodsigt i det tidlige efterår. Vi nikker i takt med vinden og drejer os rundt efter lyset. Vi er kongen over blomster, både hvad angår format og livsglæde.



Og med det kan vi med Aastrups ord fra salmen: ”Du gav mig, O Herre”:

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove. (DDS 728,3)


Amen



Dagens tekst:
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

fredag den 26. september 2014

Faze artikel, KFUM og KFUK, september 2014



Sommer


Det er rimelig fjollet, men jeg har gået og nynnet en salme hele sommeren, der hedder: ”Nu falmer skoven”. Det er fjollet, fordi det er sommer og temperaturen er høj. Det er slet ikke sæson for at synge efterårssange endnu, men jeg kan altså ikke få den salme ud af hovedet.

Det er især kun et vers, jeg nynner og det lyder sådan her:

Og når engang på Herrens bud,

vort timeglas udrinder,

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder. (DDS 729, 7)



Det lyder godt med en evig sommer. Dag efter dag hvor vejret er godt, solen skinner fra en skyfri himmel, græsset er grønt og saftigt, svalerne flyver højt og solsorten synger. Dage, hvor man har fri til at gøre, hvad man har lyst til. Ja, en evig sommer lyder fristendende.

Men egentlig handler salmen om, at vi skal dø. Den handler om, at vores liv – eller vort timeglas – en dag vil slutte, og så vil vi have et liv efter livet. Døden sætter store spørgsmål i gang i os, og det sætter vores liv i perspektiv. Det er et sandt mysterium, hvad der vil ske efter døden.

Kristendommen bygger på fortællingen om, at Jesus levede efter sin død. Han døde en fredag, blev begravet, og om søndagen rejste han sig op, som om han bare havde taget en eftermiddagslur. Rygtet om, hvad Jesus havde gjort, spredte sig med lynets hast. Nogle troede på Gud med det samme og andre var skeptiske. Ligesom i dag.

Jeg håber, at den fortælling er sand, for det vil betyde, at livet ikke bare ender i intethed. Det er svært at forestille sig Paradis, men jeg har sværere ved at forestille mig intetheden. Jeg håber, at Gud er så stærk, at døden taber.

Jeg kan godt lide tanken om, at Paradiset er en evig sommer. Når det kommer til talen Paradis, så siger jeg tit ”måske”, for jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Men jeg tænker, at Gud giver os fantasierne som en hint om, hvordan det er. Så måske er det som en evig sommer.

Døden er et mysterium, og vil være det hele vores liv. Men en ting er sikkert – om man står på den ene eller den anden side af døden, så er livet værdifuldt. Vi skal leve, så godt vi kan, fordi livet har så meget power, at selv ikke døden kan vinde over det.

Lev dit liv.






https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

lørdag den 6. september 2014

12. søndag efter trinitatis 2014



”Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.” – Anne Frank

Sådan skriver Anne Frank i sin dagbog, da hun gemmer sig for nazisterne. En pige, som ikke har prøvet livet i al dets fylde, skriver noget af det smukkeste, der er skrevet i det forrige århundrede. Ingen behøver vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.

Det er ikke noget, som vi kan udsætte til i morgen. Det bliver hverken nemmere eller bedre af, at vi først får ordnet vasketøj, krydser alle opgaverne på listen af eller svarer på alle mailsene. Det er dette øjeblik, der er øjeblikket, hvor du kan gøre verden til et bedre sted.

Det er en vidunderlig tanke. Der er nogle vidunderlige ord.

Det er ord, der gør livet større, og selvom vi måske alligevel bliver overmandet af vasketøj og madpakker, så er det ord, der, bare ved at vi hører dem, gør noget ved os. De åbner vores hjerte for at livet er mere end hverdag.

Ord gør noget ved os. Ord er ikke ligegyldige.

Ord kan vise os, hvor stort livet er, men ord kan også gøre livet så småt, at vi krymper. Det er ikke ligegyldigt hvilke ord, vi vælger, og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi får dem sagt.

Hvor har jeg ofte sagt noget dumt. Jeg buser ud med en tanke, der slet ikke egentlig var min, og kan se, at den rammer modtageren som en slag i ansigtet. Jeg forsøger at glatte ud med et smil, men ordene er sagt, og kan ikke tages tilbage.

Ord der var ment som noget andet, men som bliver sagt, fordi jeg glemmer at tænke, eller fordi jeg bliver så optaget af mit eget liv, at jeg glemmer at se, at andre står et andet sted end mig.

Ord gør en forskel. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi siger dem.

I dag siger Jesus, at vi på dommens dag skal aflægge regnskab for ethvert tomt ord, vi har talt. På dine ord skal du frikendes og på dine ord skal du fordømmes. Og Jesus fortsætter, og siger, at den der taler imod Helligånden ikke får tilgivelse. Den der bespotter Helligånden får altså ikke tilgivelse.

Jamen, hvem har et regnskab, der går op? Hvem har aldrig sagt ord, der ikke var tomme? Hvem kan gå fri fra anklagen? Den bekymring har givet grå hår op gennem historien. Mange har skammet sig over i et hjørne, fordi de troede, at de nu fortjente dom. Og hvad værre er, så har mange dømt andre over i skammekrogen, fordi de troede, at nu havde DE ANDRE fortjent dom.

Vi dømte dem med vores ord, enten med de ord, vi sagde direkte, eller med de ord, som vi som kujoner, sagde bag ryggen. Ord som vi aldrig ville ønske andre sagde om os.

Ord gør noget ved os. Ord er ikke ligegyldige.

Spørgsmålet er, hvad vil det reelt sige at tale imod Helligånden – at bespotte Helligånden? Der er kommet mange bud i tiden løb, for med Bibelen er det sådan, at den ikke er en facitliste, men en bog, som vi skal forsøge at nærme os gennem en tolkning.

Jeg vil forsøge at nærme mig en tolkning, og vil som nøgle bruge et eventyr, nemlig H. C. Andersens ”Snedronningen”.

”Snedronningen” handler om en trold, ja det var Djævelen selv, der opfandt et spejl, og alt der blev spejlet i det, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat.

Trolden blev så begejstret for sin opfindelse, og alle dens medtrolde blev det også, for nu mente de, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden var. De ønskede at tage det med op til Vorherre, og derfor drog de mod himmels, mens de grinede hele vejen, men inden de nåede derop, tabte de spejlet, og det gik i tusindvis af stykker. Stykkerne hvirvlede mod jorden, og satte sig i mennesker. Pludselige kunne mennesker ikke længere se verden i dens skønhed, men alt blev forvansket, og de kunne kun se fejl og grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig i mennesket. Og resten må I selv læse.

Spejlet i eventyret er et symbol på, hvordan vi nogle gange gør verden til noget andet, end den er. Vi ser grimheden og det skrækkelige i stedet for det smukke. Siger vi ikke ofte om andre, at de viser deres sande ansigt, når de handler grimt? Som om at vores kerne i virkeligheden er ondskab. Vi kender den trang til at finde fejl og pege dem ud.

Men i eventyret er det ikke menneskets skyld, men jo trolden, der tabte spejlet. Det onde er noget, der kommer ude fra, og sætter sig inde i hjertet. Det er ikke Guds mening med verden, at vi skal pege fingre ad hinanden.

Men Guds mening med verden er ikke forsvundet. For vi længes efter den kærlighed, der ser os, som dem vi er – dem vi i virkeligheden er uden spejle til at forvrænge verden. Vi længes efter den kærlighed, der ikke regner de tomme ord, men som kun regner os for noget.

Det er Guds kærlighed, vi trænger til. Det er ham, der fjerner splinten af troldspejlet i vores hjerter, og gør os smukke. Ikke sådan en overfladisk smukhed, men den indre iboende skønhed. En skønhed, der kommer af, at vi får tilgivet alle vore synder og al bespottelse.

Tænk sig, at Gud vil tilgive for alle de tomme ord, vi har talt gennem livet, og for alle de handlinger, der har skadet andre mennesker. Tænk sig, at Gud også vil tilgive alle de andre.

Guds kærlighed gælder alle mennesker. Det kan være svært at forstå, og nogle vil måske tænke, at der må være en kant. Der må da være nogen, som ikke fortjener Guds kærlighed.

Svaret er selvfølgelig ja, der er da massevis af mennesker, der ikke fortjener Guds kærlighed; men vi får den alligevel. Vi tænker nogle gange meget småt om Gud. Hvis splinten fra troldspejlet i et eventyr kan ramme alle menneskers hjerter, mon så ikke Guds kærlighed i virkeligheden kan nå de selvsamme hjerter.

Og alligevel taler Jesus om en begrænsning. Bespottelse af Helligånden skal ikke tilgives. Det hænger ikke sammen, og jeg bliver altid lidt usikker, når jeg læser det her sted. Betyder det, at der er forskel på synder?

Nej. Gud tilgiver ikke efter vægt, eller fordi han i den enkelte sag vurderer, at det nok går alligevel. Han tilgiver, fordi han elsker. Bespottelse af Helligånden er derimod når, vi ikke tror, at det er sandt. Når vi begynder at betvivle Guds intention med skaberværker, eller ligefrem tror, at Gud selv skabte troldspejlet. Man kunne ligefrem sige, at det er de menneske, der ikke vil modtage det gode – altså tilgivelsen – der bespotter Helligånden. Det kan ikke tilgives, at man ikke vil tilgives. Det hænger godt sammen med tilgivelsens og kærlighedens inderste væsen, for den vil aldrig tvinge sig ind på et menneske. Den skal tages i mod i frihed. Der findes ikke diktatur i Guds rige.

Du får tilgivelsen kvit og frit.

Men mange af os har måske svært med det. Det ville være langt nemmere, hvis vi kunne betale lidt for tilgivelsen. Vi vil langt hellere gøre os fortjent til den end det urimelige i, at man bare får den. Eller hvad nu hvis man tvivler på alt det med Gud, og ikke er helt sikker på hvor man står? Er det at bespotte Helligånden? Tja, enten bliver man da helt nervøs ved den tanke, eller også så vil man slet ikke have noget med Gud at gøre herefter. For det kan være svært at tro, at Guds kærlighed også rækker til mig og mine tvivl, eller mig og mine forstokkede holdninger.

Den gode nyhed, som er hele evangeliets grundlag er, at det aldrig er for sent. Gud er ikke lunefuld, men elsker os. Han har også plads til os, der igen og igen fylder vores liv med tomme ord og tvivl.

Det er aldrig for sent – øjeblikket er altid er, hvor Gud igen vil tilgive os. Tilgivelsen er lige her, lige nu i dag. Det er Guds ord til os.

”Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.” – Anne Frank



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« Matt 12,31-42



fredag den 5. september 2014

Gudstjeneste for sæsonstart af torsdagssamvær for ældre, 2014

Velsignelse og forbandelse

Hvem vil ikke gerne være det Guds barn, der modtager velsignelsen? Hvem vil ikke gerne modtage den opmærksomhed fra Gud?

Kain ville gerne have den, men fik den ikke. Abel ville gerne have den, og fik den.

Uretfærdigheden står som mejslet fast i fortællingen om de to brødre. Den ene får og den anden ikke. Bibelen er fuld af sådanne fortællinger om uretfærdighed og velsignelse. Esau, der bliver snydt for sin fars velsignelse af lillebroren Jakob. Fortællingen om den fortabte søn, hvor den yngste bror modtages af sin fader med åbne arme, selvom han ikke fortjener det.

Bibelen har masse fortællinger om uretfærdighed og velsignelse – eller hvad man også kan kalde for forbandelse og velsignelse.

Bibelen fortæller om disse to modpoler, og vi oplever dem. Vi oplever velsignelser og forbandelser. Det er jo en almen visdom. Vi ved godt, at sådan er livet. Og alligevel så sker det engang imellem at vi glemmer det. Kain oplever, at Gud ikke tager i mod hans offer, og han bliver fyldt af harme. Han holder op med at se livet i dets store perspektiv og zoomer ind på denne ene oplevelse, der kommer til at fylde hele hans liv.

Han vælger at se på livet med forbandelsens perspektiv, det får katastrofale konsekvenser, og han slår sin bror ihjel.

Gør vi det samme? Vælger vi nogle gange at fokusere så meget på forbandelsen, at vi kommer til at slå livet ihjel for hinanden? Får vi ikke øjnene op for, at lige som vi oplever forbandelsen, så oplever vi også velsignelsen?

Det er så nemt at indse livets opture og nedture, når man står med velsignelsen i hånden; og rigtig svært at få øje, når man føler tyngen af livet på sine skuldre. Blikket bliver presset ned mod jorden, ligesom røgen fra Kains bål, og man har ikke styrken til at kigge op, og se sig omkring og få øje på de andre, der også i dette øjeblik, går med sænket blik. Man får ikke øje på fællesskabet i lidelsen – det fællesskab, der paradoksalt kan løfte os op i livet igen.

Fællesskabet er selve velsignelsen. Livet er selve velsignelsen. Vi er selve velsignelsen. Selv i de stunder, hvor vi ikke oplever det som sandt.

Velsignelsen er en kraft, der udgår fra Gud, og som vi kan blive en del af. Kraften er det livgivende og stærke, der får jorden til at grønnes, planter til at sætte frø og alle slags træer til at bærer frugt. Kraften er børnene, børnebørnene og oldebørnene der bærer slægten videre. Kraften er glæden over livet, venner og fællesskaber. Kraften er troen på, at Gud lægger sin hånd på os, og ser os.

Velsignelsen er, at Gud er i vores verden – og vi får lov at blive en del af den verden. Vi mennesker skal ikke bare overleve i verden, men vi skal leve og opleve verden. Vi har en opgave i vores liv. Velsignelsen er den kraft, der giver os livsmod, så vi kan gå ind i verden med en klarhed og en friskhed.

Opgaven er dermed også, at give velsignelsen videre. Når man har overskuddet til at se sig omkring, har man en pligt til at inkludere andre i fællesskabet. Man har en pligt overfor den, der står med det sænkede blik, til at lade dem vide, at de ikke står der alene. Det er ikke kun Gud, der skal se på os – vi skal også få øje på hinanden.

Der findes en fortælling om netop det, at vi altid skal have tid til hinanden. Den lyder sådan her:

”En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt sylteglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det.

Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var.

Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt ”Ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene.

Studenterne grinede ”Nuvel”, sagde professoren, da latteren var stilnet af. 'Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting, jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner, de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt.

Småstenene er de andre ting, der betyder noget, såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting.”

Professoren fortsatte: 'Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først, de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne resten er bare sand.

En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede.

Professoren smilede; 'Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven'.

Der er altid plads til en kop kaffe med en ven. Vi skal altid gøre plads til hinanden, så vi kan værne om velsignelsen i vores liv. Uretfærdigheden er ikke, at livet byder os lidt af hvert, men uretfærdigheden findes, hvor vi ikke indbyder hinanden ind i fællesskabet. Et fællesskab kan altid rumme en mere. Det forbandede menneske, er altså ikke det menneske, der må udholde meget; men det menneske, der ikke føler sig indbudt til et fællesskab.

Jeg ved ikke om Gud har et motto, og hvis han har, må der være mange sandheder. Hvis vi forestiller os, at Gud bruger mottoer, så kunne et af dem være: Fællesskabet er en velsignelse – del den med hinanden.

Det kunne være et bud på et motto på denne dags velsignede opgave, at vi skal åbne fællesskaber for hinanden.

Her om lidt vil vi synge en salme, som vi ikke synger så tit i kirken, nemlig den store mester kommer (DDS 612). Den handler om, at Gud sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid. Det er en tekst, der egentligt er hentet fra Malakias 3,3, og så har Ingemann skrevet denne samle.

Det er dog et pudsigt billede af Gud som sølvsmed, og man kan undre sig lidt over Gud, der skulle sidde med en pudseklud og pudse sølvet. Men kender man lidt til sølv, så får vi et andet billede foræret.

Det er sådan, at sølvsmede må sidde ned under en renselsesproces, og holde omhyggeligt øje med smelteovnen. Hvis processen varer en lille smule længere end nødvendigt, så bliver sølvet ødelagt. Det er en smuk tanke, at Gud sidder og holde omhyggeligt øje med os, mens vi lever vores liv. Han sørger for, at vi ikke bliver testet mere end vi kan holde til.

Og hvad er endnu smukkere, så ved en sølvsmed at renselsesprocessen er færdig, når han kan se sit eget spejlbillede i sølvet.

Gud spejler sig i dig, og giver dig sin velsignelse. En velsignelse, der giver mod og styrke til at leve livet.

Det er tanken, I kan have med, når jeg efter nadveren lyser velsignelsen over jer. Gud giver jer sin velsignelse, gå da ud i livet og indbyd andre til fællesskabet.


Amen



Tekster:
v1 Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« v2 Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.

v3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, v5 men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. v6 Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? v7 Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«



v8 Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. v9 Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« v10 Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. v11 Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. v12 Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« v13 Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. v14 Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.« v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden. (1. mosebog, kapitel 4)

&


v13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, v14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« v16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Markusevangeliet kapitel 10)