lørdag den 8. november 2014

21. søndag efter trinitatis 2014


Det er begyndelsen på sommeren. Solen hænger på himlen og dingler. Dens stråler baner sig vej gennem universet og rammer mit ansigt og bare ben. Jeg har taget mine sandaler af og står i vandkanten. Sandet borer sig mellem mine tæer. Jeg krummer tæerne om sandet og forsøger at fange det, men det smutter væk lige så snart jeg strammer til. Bølgerne slår blidt mod vandkanten. De oversvømmer mine tæer og trækker sig tilbage. Der ligger tang og bobler i overfalden af vandet. En måge skriger et sted, og en tangloppe hopper i vejret.

Jeg står der midt i verden. Omgivet af luft, sødme, næring og varme.

Livet er. 

Livet er en gave.

Livet er en gave fra Gud.

Gud giver livet og dagen. Gaven er lagt i vores hænder, og som bølgerne der strømmer mod os, sådan strømmer livet mod os hver dag. Klar til at blive brugt. Livet er ikke en gave, vi kan undslå os at pakke op, eller bytte. Vi kan heller ikke nøjes med at stille den på en hylde og kun tage den frem ved særlige lejligheder. Livet er en gave, der skal bruges hver dag. Den skal helst blive flosset i kanten, bøjet visse steder. Der vil komme skår i den, og nogle gange må vi klinke. Livet er en gave, der skal mærkes af brug. Og det vil i sidste ende koste dig livet, at bruge det. Men du kan ikke lade være.

Livet er en gave fra Gud.

Luther sagde om livet: synd tappert. Man kunne også sige, kast dig ud i det. Få blå mærker, ar og rynker. Kast dig ud i det.

Men er vi nogen gange for bange til at gøre netop det? Kaste os ud i livet med de knubs det kan give? Er vi ikke netop nervøse, for, at det vi gør i dag, vil ramme os i morgen. Tror vi, at det er vores egen fejl, hvis vi bliver syge, kommer ud for ulykker eller bliver uretfærdigt behandlet?

Det er en spænding, vi lever i. Livet, der skal leves, og livet, der rammes os.

Og vi kommer til at blande dem sammen. Når livet rammer os med sin uretfærdighed, så knytter vi næverne, hjertet banker, det smerter i brystet og tårerne presser sig på. Hvad har vi gjort for at fortjent dette? Vi leder efter episoder, handlinger, der kan forklare det. Eller vi forsøger at handle med Gud, der må gribe ind, hvis vi lover at ændre vores adfærd.

Men hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan? Hvad nu hvis, man kan se livet på en anden måde? Hvad nu hvis det slet ikke er op til os, hvornår, hvordan og hvorfor det uretfærdige rammer?

Vi skal give slip på ønsket om kontrol – vi skal slippe længslen efter at få sikkerhed for i morgen. Det får vi aldrig. Ulykker, sygdom, meningsløshed er en del af det liv, vi skal leve, og vi kommer aldrig til at forstå, hvorfor det rammer os. Vi er sårbare og skrøbelige.

Paulus skriver i Ny Testamente, at Gud på et tidspunkt svarer ham på en bøn, hvor Paulus har bedt Gud om at gribe ind. Svaret er: Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2.kor. 12, 9). Min magt er i magtesløshed.

Der ligger en styrke i at erkende sin egen svaghed. Selv Gud gør det. Guds styrke er ikke i magtanvendelsen, men i magtesløsheden.

Det erfarede skuespilleren Bodil Jørgensen efter sin ulykke under en filmindspilning. Hun lå på intensivafdelingen en hel nat i respirator og forsøgte at bede Fadervor. I en artikel (KD 26. oktober 2014) siger hun:

””Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud,” siger hun [Bodil Jørgensen]. ”

Gud er i mellemrummet og intetheden. Han tør være sammen med os der, hvor vi bliver magtesløse. Gud er gået ind i verden – blevet en del af verden, for at være os helt nær, også i magtesløsheden.

Når Gud tør, skal vi også have modet til at være der. Vi skal slippe vores egen selvhøjtidelige miner, unødige stridigheder og konflikter, vores jagt efter det perfekte liv. Vi skal slippe den tanke, at vi får som fortjent, for det gør vi HELDIGVIS ikke. Hvor ville livet blive anstrengende, hvis vi hele tiden var bange for Guds straf?

Der er en magt i magtesløsheden, også for os.

Vi skal åbne vores øjne for det fine ved tilværelsen. Vi skal sætte pris på det gode – barnets smil, de farverige efterårsblade, stearinlys i vindueskarmen, opkaldet fra bedstemor, glæden ved tanken om dig og solopgangen. Der er så meget overflod i vores liv, hvis vi ser efter. Vi skal turde stå på stranden, lufte fødderne og lade vandet skylle sandkornene væk.

Vi skal bære frugt som et figentræ. Og er der år, hvor vi ikke bærer frugt, så skal vi ikke frygte, at grunden er, at vi ikke er gode nok eller ikke har fortjent frugterne. Vi skal derimod stole på, at Gud vil vande os med sin nåde, gøde os med sin kærlighed og lade os stå endnu et år.



Spring ud i livet, brug det, gør det flosset i kanten – og vigtigst af alt: DEL DET.




Dagens evangelium:

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,

mandag den 3. november 2014

Alle Helgens dag 2014



Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i savn og sorg.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550,1)

Amen



En legende fortæller om Adam og Eva:

Adam og Eva blev udvist af Edens have efter de havde spist af kundskabens træ. Gud forviste dem til et liv i smerte. Til et liv hvor de skulle kæmpe for overlevelsen. Til et liv med død.

Men Gud så, hvor svært deres liv var blevet, og det rørte ved hans hjerte. Han fik medynk med dem. Han bestemt sig for at skænke dem noget, der ville gøre livet lettere for dem. Derfor skabte han den mest dyrebare af alle gaver og skænkede den til mennesket. Han gav dem tårerne.

Lige siden dengang løber der tårer ud af menneskenes øjne, når de sørger, og smerten lindres (”Altid elsket” af Kristina Reftel, s. 152).

Sådan lyder legenden. Tårerne er en gave fra Gud til os mennesker – en gave, der blev givet, fordi vi rørte Guds hjerte.

Tårer kender alle mennesker, om man så fælder mange eller få i sit liv. De kommer ofte uden advarsel. Pludselig fyldes vores øjne, og vi må give slip på dem, så de kan trille ned af kinden.

Tårer løber, når livet gør ondt. Når vi rammes af virkeligheden, og vi indser, at livet for altid vil være forandret, så løber tårerne.

Men det er ikke kun, når vi sørger – vi kan også græde af glæde. Sådan er det med tårerne. Når vores hjerter bliver berørt, så flyder øjnene over med vores salte tårer.

Vores salte tårer.

Det er forunderligt, for det er os, der gør tårerne salte. Det er os, der forvandler vandet, vi drikker, til salte tårer. Uden os ville det blot være fersk vand. Vi giver smag til smagløse. Vi er jorden salt.

Det siger Jesus til os i dag. I er jordens salt. I er verdens lys.

Det er underlige udsagn, men vi forstår dem godt. Vi forstår dem med hjertet. Vi er jordens salt. Vi er salt for hinanden – vi fylder hinandens liv med mening og kraft. Vi fjerner det ferske og flade fra tilværelsen, når vi møder hinanden. Vi er verdens lys. Vi er lys for hinanden, og skal skinne på hinandens liv. Vi skal sætte hinanden i stager, vores lys kan skinne smukt og rent.

Vi er salt for hinanden. Vi er lys for hinanden.

Det oplever vi i særlig grad, når vi står ved en kiste. Når vi nænsomt bærer et menneske til graven, mærker vi, hvordan det menneske var salt og lys i vores liv. Og livet uden det menneske, kan forekomme fladt og fersk, mørkt og slukket. I afsavnet mærker vi, hvad vi var for hinanden, og sorgen river i os, som var den kantet og skarp.

Man kan sammenligne sorgen med et glasskår. Glasskåret er det ituslåede. Det var helt før, men nu er det brudt. Det kan i bedste fald klinkes, men aldrig blive det samme.

Glasskåret er skarpt, og vi skærer os på det. Passer på ikke at træde på det, for det rammer os, når vi mindst venter det. Det skærer i os. Det mistede, det vi ikke fik gjort eller sagt, det der aldrig bliver.

Men det kan forandres.

Når man går ture ved stranden, kan man nogle gange finde et stykke glas, der har ligget i vandet. Vandet, som glasskåret i begyndelsen skånselsløst skærer igennem, bliver med tiden rundet af bølgernes milde favntag. Kanterne bliver slebet, og glasset bliver med tiden blødt og glat. Man kan tage det i hånden uden at skære sig på det. Man kan tage det frem, holde om det, og holde af det.

Sorg forandrer vores verden. Den river i vores hjerter, så man nogle gange tvivler på, at det kan holde til det. Sorgen får hjertet til at bløde og tårerne til at falde. Men sorgen bliver med tiden rundet af de tårer, vi har grædt, den omsorg vi har modtaget og den Gud, der hjælper. Og en dag kan vi holde den i hånden uden at skære os på den.

Vi vil for altid være forandret af døden, men sorgen vil også forandre sig med os. Den vil finde en plads i vores liv, og vi vil altid kunne finde den frem. Og en dag, vil vi ikke længere skære os helt så meget, som da vi første gang fik den i hånden.

Vi er jordens salt og verdens lys.

Vi betyder noget for hinanden. Vi berører hinandens liv og hjerter.

Alle helgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder og besøger måske et gravsted. Alle Helgen er rummet, hvor vi kan tænke tilbage på de oplevelser, vi har haft og det vi har lært af hinanden. Vi tænker og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De var salt og lys for os. De berørte vores liv.

Sorgen bliver kaldt for kærlighedens pris. Det er den pris, kærligheden koster, at den må blive til sorg. Men det er en pris, som vi ikke ville have været foruden.

Gud har sat os i verden, så vi kan elske. Gud ønsker for os, at vi skal opleve kærligheden. Ja, han er selve kærligheden.

Og kærligheden ænser ikke døden. Vi holder ikke op med at elske, selvom vi møder døden. Vi elsker. Det ligger i vores inderste væsen, at vi skal elske.

Vi mister hinanden, men vi har altid kærligheden.

Det er de løfterige ord til os. Vi har altid kærligheden. Den kan ingen vriste fra os.

Selv de døde har kærligheden. Vi er alle favnet af Guds kærlighed som bølger på en strand, der nænsomt runder vores kanter.

Nu er livet gemt hos Gud.
Vi overgir alt til ham.
Håbet er tændt i liv og død.
Ingen er glemt af Gud. (DDS 550, 5)


Amen




Dagens tekst:
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5,13-16