søndag den 28. december 2014

Julesøndag 2014



Der fortælles om en mand, der var faret vild i ørkenen. Han vandrede omkring i det tunge sand med endnu tungere ben. Solen bagte og stak. Hvert skridt var en kraftanstrengelse, og han var tæt på at dø. Da så han forude en oase med palmer. Ja, han kunne endog høre det rislende vand. Læskende, koldt og klart lød det. Men han tænkte ved sig selv: ”Det er jo bare et fatamorgana. Min fantasi spiller mit et puds. I virkeligheden er der bare ingenting”. Uden håb og ude af sig selv sank ham om og døde.

Kort tid efter blev han fundet af to beduiner. ”Kan du forstå det”, siger den ene beduin til den anden, ”så nær ved vand, og dadlerne vokser næsten ind i munden på ham! Hvordan er det muligt”? ”Det skal jeg sige dig”, svarede den anden, ”han var et moderne menneske”.

Det moderne menneske. Det er hårde ord om det morderne menneske. En kritik der går på, at vi har så travlt med at fjerne os fra livets storhed, at vi ender med at dø af vantro.

Der er ingen tvivl om, at vi mennesker er nået langt på kort tid set i evolutionens målestok. Vi beboer hele kloden, har skabt store civilisationer, kunstværker, bygningsværker, pyramiderne, Mozart skrev sit Requiem, vi har fået Ipads, biler og opvaskemaskiner. Ja, vi har bybusser. Alt vi ser omkring os er skabt af menneskehånd. Vi har sågar haft mennesker på månen. Det er intet mindre end et mirakel.

Mennesket er nemlig en nysgerrig størrelse der til alle tider har stræbt efter noget mere. Enhver videnskab fører mennesket frem i verden. Vi er selve toppen af den evolutionære og overlevelsesmæssige fødekæde. Vi har skabt en verden og hverdag for os selv, der er langt fra junglens daglige overlevelse. Men i alt dette, vi har skabt, har nogen fået den tanke, at vi måske også bare har skabt Gud. Det er religionskritikken, hvor Nietsche, som den mest kendte, sagde om Gud, at han var død.


Der har nogle andre videnskaber siden taget til sig. Der er bl.a. skabt en afgrund mellem teologien og naturvidenskaben. Det ene, mener man, kan ikke eksistere samtidig med den anden. Og da Gud jo er erklæret død af visse, står man tilbage med kun naturvidenskaben. Selv i disse juledage har der været en debat i medierne omkring opstandelsen, som nogle få præster mener ikke kan være sket, da det strider mod naturlovene. Opstandelsen strider bestemt mod naturlovene, men det behøver ikke betyde, at det ikke kan være sket. Vi skal passe på, at vi ikke bliver som manden i ørkenen, der ikke tør tro på det, han tror, og ender med at dø af mangel på vand. Der behøver ikke være en kløft mellem naturvidenskaben og teologien, mellem naturlovene og troen. Man kan sagtens tro på Gud, og samtidig være tilhænger af Big Bang teorien eller darwinismen. Det handler nemlig slet ikke om et enten eller. Vi gør hverken naturvidenskaben eller teologien en tjeneste ved at skovle den ene ud frem for den anden. Vi skal turde sætte vores lid til, at livet måske er større end vi ser og forstår.



I dette års store, nye julekalender Tidsrejsen, siger hovedpersonen i sidste afsnit til sin datter, at man kan vælge at se på livet på to måder. Enten som om at alt er et mirakel, eller som om at intet er et mirakel. Det handler selvfølgelig om, at skal turde se på livet som et mirakel. Det ligger der en visdom i, som vi kan bruge i dag. For evangeliet til i dag handler om Simeon og Anna, to gamle mennesker, der holder til ved templet, og som på en ganske almindelig dag, hvor de har stået op, vasket sig og spist morgenmad pludselig får deres hverdag brudt af noget større. De får nemlig øje på det lille Jesusbarn i armene på et ungt par. Og der åbner de sig for Guds indgriben i deres liv.



De kunne have valgt at vende sig bort, men det gjorde de ikke. De blev stående, da Gud fandt en sprække i deres hverdag og lyste ind. Livets mirakel, der åbner for storheden og muligheden. Det siger noget om Gud. Han er forandringens Gud. Han forandrer verden, og gør det også i dag. Han forandrer verden omkring os fra at være formler på et stykke papir eller DNA tråde til at være liv. Og ikke bare liv, men hverdagsliv – gamle venner, der mødes, rygende varm kaffe, der bliver delt på en cafe, et spædbarn, der skrigende kommer til verden i favnen på lykkelige og smilende forældre og den smukke krans, der af kærlighed år efter år bliver lagt på den frosne jord ved gravstenen.



Livet er så meget mere end det, vi kan beskrive ad videnskabens vej. Livet er det store, det fantastiske og mageløse, der igen og igen må forbavse os. Hvis vi altså ikke bare vender os væk, men tør blive stående og tage i mod det, der kommer til os.



Gud, der fylder vores hverdag med Gudsrigets glæde.



Gud er langtfra død. Han er opstået af sten og aske til livet. Det er selvfølgelig en trossag. Det kan jeg ikke bevise. Der er så meget omkring Gud, som vi ikke kan svare på. Vi har kun hørt om Gud gennem fortællinger. Vi har sammen sagt trosbekendelsen, som et kor af stemmer, der sammen bevidner, at det her tror vi på. Men hvem siger, at det er rigtigt?



Svaret på det spørgsmål er: ingen. Der er ingen beviser, ingen ligninger eller fotografier, der kan bevise Gud. Det vigtige spørgsmål er derfor: har vi brug for det?



Har vi brug for det? Ville det gøre vores tro mere sand eller mere levende? Har vi brug for det? I tvivlsøjeblikke kan vi bede om det, men vi har faktisk ikke brug for det. Vi har ikke brug for beviser; og en ny naturvidenskabelig opdagelse, kan heller ikke fratage os troen. For tro handler ikke om øjet, der ser, men om hjertet, der lytter.



Tro er et ikke et spørgsmål om beviser og retorik. Ingen er endnu kommet til tro efter en ophedet debat om Guds eksistens, fordi der var gode argumenter. Noget må vi derfor overlade til Helligånden.



Men selvfølgelig kan vi omvendt vakle i en tid, hvor vægten ligger på beviser og bundlinjer. Vi kan blive usikre på Gud, når han ikke lige mærkes i vores liv. Vi kan komme til kort, når livets hårdhed rammer os, og vi trods vitaminpiller og kostråd bliver syge eller rammes af ulykker. Da må vi spørge os selv, hvad har vi gjort Gud til?



En psykoanalytiker ved navn Ana Maria Rizutto taler om, at vi mennesker laver vores eget billede af Gud. Vi fremstiller et billede af Gud, der passer med vores liv og det vi får fortalt, og denne Gud lægger vi i lommen. Når livet gør ondt, tager vi den frem, som en slags krammedyr, og opdager først for sent, at dette billede ikke holder. Hun nævner, at nogle laver et billede af Gud, som dommer, der dømmer vores handlinger hårdt. Andre har et billede af Gud som købmand, og tror at man kan handle sig til et bedre liv, ved at love Gud at holde op med at ryge. Eller har vi slået Gud ihjel, så han slatten ligger ved siden af os uden at kunne gøre noget? Øvelsen går på at turde give slip på denne krammedyrsgud, og så få øje på den Gud, der står bagved. Vi skal fjerne de billeder, der spærrer vejen til Gud. Vi ser nok, men vi skal lytte med hjertet, for det er gennem hjertet, at vi kender til Gud.



Det gjorde Simeon og Anna i dagens evangelium. Gennem et virvar af mennesker i templet så de det unge par med Jesus, og der bryder de ud i jubel og lovpriser Gud. De ser med troens øjne – de lytter med hjertet.



Simeon siger: ”Mine øjne har set din frelse”. Det er troens øjne, han taler ham. Han har åbnet sit hjertet og lyttet. Opfordringen ligger til os i dag. Vi skal også lytte. Vi skal turde forlade os på, at livet er større end vi erfarer det. Vi skal med udtryk, der desværre ikke bliver brugt så meget, sige til os selv og andre: Gud i vold.



Gud i vold. Vi skal lægge livet i hans hænder, for der hører det til. Vi skal åbne vores sind og sanser for, at vi kan blive overrasket over Gud. Vi længes jo efter at se Gud, og vi må have tilliden til, at han vil stå frem for os. Ikke som vi forventer det, men som han vil. Oasen er der i vores liv – vi skal tro det, når vi kommer til den.

Gud i vold.

Amen





Kirkebøn:
Kære Gud.

Du åbner vores hjerter så dit lys kan trænge ind i vores liv. Vi beder dig:

Lad os se det mirakuløse ved livet, og lad os turde tro på, at vi har nået din oase. Vend os blidt om, når vi forsøger at gå vores vej væk fra dig.

Tag den skråsikkerhed fra os, der reducerer livet, og giv os i stedet for nysgerrighed, så vi sammen kan undersøge din verden, og møde hinanden med åbne sind.

Brug os i denne verden, så vi kan møde andre uden at bedømme og dømme deres valg.

Kære Gud, vær med dem, der er faret vild, og dem der tror de har fundet Sandheden. Åbn verden for os, så vi ser at livet er større end vores små hoveder kan forstå.

Vær med dem, der i denne juletid har siddet alene eller haft det svært. Vær med dem der har sørget over en, de har mistet, hvad enten vedkommende er gået sin vej, eller vi har båret en kiste til graven. Vær med dem der er syge og vær med dem, der sidder demente i en stol, og langsomt glemmer livet.

Vær med dem, der har magt her i landet og ud over hele verden. Lad dem træffe vise valg, der fører til fred og ikke til krig.

Vær med din kirke, både her i Møllevang og alle steder. Send os din kærlighed så vi kan blive ved med at insisterer på, at vi med kærlighed, overbærenhed og glæde når længst i denne verden.

Lad os være stille sammen....

Vær med dem, vi har bedt for, vær med dem vi glemte at bede og vær med dem ingen beder for. Hør vore bønner. Amen




Dagens tekst:
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Luk 2,25-40



Juledag 2014



Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Sådan sagde den folkekære Victor Borge om livet mennesker imellem.

Smilet er den kortest afstand mellem to mennesker. Det er rigtigt. Men jeg kender en læge, der siger om smilet, at det faktisk bare er spejlneuroner, der gør at vi automatisk smiler igen. Der er altså slet ikke tale om en afstand, der bliver tilbagelagt, men om en efterabning.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men jeg hørte engang et foredrag af Karen- Marie Lillelund, der fortalte om engang hun oplevede et rigtigt godt og gammeldags regnvejr og blev ganske gennemblødt. Således kommer hun til en lille kiosk og vil gå i ly for regnen, og derinde møder hun en mand, der også er gennemblødt til skindet. Hun smiler til ham, for de deler en oplevelse. Han smiler igen og nikker. Men da hun er gået ud af kiosken kommer han løbende efter og siger: ”ja, undskyld, at jeg hilste før. Jeg troede, jeg kendte dig, men det gør jeg ikke”. Og straks trak han sit smil tilbage, som han havde givet hende. Det var slet ikke til hende.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Men vi bliver også udleveret i smilet, for det kan hænde, at det ikke bliver modtaget. Eller måske er der en, der vil gøre smilet til meget mindre end det er. Vi vover pelsen og hjertet, når vi smiler til hinanden.

Vi kender ikke hinandens liv, eller har prøvet at gå i hinandens sko. Vi ved ikke, hvorfor andre reagerer som de gør. Der ligger altid en forhistorie i os, der går i dialog med vores liv lige nu. Vi reagerer som vi gør, fordi vi faktisk altid forsøger vores bedste, men nogle gange reagerer vi på en måde, hvor vi sårer andre. Vi sender et smil ubrugt retur, fordi vi ikke kan overskue blikket. Vi kan ikke rumme godheden. Vi kan ikke finde vej ud af mørket, og derfor sender vi nogle gange godheden ubrugt tilbage.

Men godheden, smilet og blikket har det nu med at klæbe fast til os som de værste burrer en sensommerdag. De hænger fast, og det er ikke altid, at vi opdager dem, men de er der.

Godheden har en magt i verden, som er lige så stærk - Ja, stærkere end alt mørket tilsammen. Godheden ligger som kernen i os mennesker. Den er skænket til os som den smukkeste og mest dyrebare gave af alle julegaver tilsammen, og vi kalder den for gud-billed-ligheden. Det i os, der har en lighed med Gud. Det er ikke Gud, men det har en lighed. Det er vores pejlemærke i livet. Det er samvittigheden, der som godhedens vogter guider os i retning mod lyset – mod smilet mellem mennesker.

Nogle har dækket den godt til med mørke, og andre har vandret så meget i mørket, at de har glemt hvor de lagde samvittigheden; men vi mennesker er skræmmende ens, for vi har, ligegyldigt hvilket liv vi har levet og lever, alle den samme gud-billed-lighed i os. Den er lagt i os fra skabelsesmorgenen, og kan ikke pilles ud af os. Den bliver aktiveret af smilet. Af blikket, der ser os med kærlighed.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Og når man møder et menneske, der smiler til en, så breder der sig en varme i brystet. Der var en, der fik øje på mig, og sendte mig et smil.

Og vi har brug for, at der er nogen, der ser os. Hvis vi ikke bliver set, så visner vi. Vi har brug for andres blik, som planter har brug for vand.

Men vi har ikke brug for deres fordømmende eller misbilligende blik. Vi har ikke brug for en bigbrother, der vogter os, eller et øje i det høje, der skammer os ud af livet. Vi har faktisk heller ikke brug for det blik, der beundrende ser på vores handlinger eller udseende, for det er alt sammen forgængeligt, og vil kun være et blik, der holder en tid. Så vil det smuldre bort sammen med selvværdet.

Vi har derimod brug for det blik, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være eller ville ønske vi har. Vi har brug for et blik, der ser os, og ikke ser på os. Vi har brug for det blik, der ser os fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt. Det er blikke, der skaber øjeblikke af hellighed.

Livet er fyldt med sådanne hellighedsøjeblikke. Vi giver dem til hinanden som små gaver i hverdagen. Nogle gange ser vi dem ikke, fordi vi går med næsen i sky eller med hovedet mod jorden. Men tør vi kigge på hinanden, vil vi opdage, at smilet ligger latent i os mennesker, klar til blive udløst ved den mindste anledning.

I dag fejrer vi Jesusbarnets fødsel. Han var et lille barn, der kiggede på verden og der blev mødt af sin mors kærlige blik.

Og Jesus voksede op og kiggede tilbage på verden. Så den og så os. Han fik øje på os de meste umulige steder, og kaldte os frem i lyset. Han banede vejen mellem himlen og jorden, så vi nu kunne se den vej, vi skal gå. Han blev et menneske, så vi kan være mennesker for hinanden.

Julen er både en glædelig og sårbar tid. Den er glædelig, fordi vi fylder den med liv og fred, og fordi vi fejrer at Gud blev menneske. Men julen er også en sårbar tid, hvor vi mærket savnet efter de mennesker, der ikke er i vores liv længere, hvad enten de er gået deres vej, eller vi har lagt dem i graven. Julen er en tid, der skinner så klart, at selv kringelkrogene bliver oplyst, og støvet hvirvler.

Det er en glædelig og en sårbar tid. Vi er kommet her til kirken i dag med hver vores oplevelser af dette års jul. Vi sidder med hjertet fyldt af det, der optager os.

Men et er sikkert, vi sidder her sammen som mennesker, fordi Gud vil, at vi også skal få øje på hinanden, som han får øje på os. Vi skal se hinanden med et fordomsfrit, medmenneskeligt og kærligt blik.

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Det er rigtigt. Lad os vove pelsen og smile til hinanden. Lad os turde se på hinanden. Og skulle det ske, at smilet bliver sendt ubrugt tilbage, så tænk i dit hjerte, at du alligevel lagde en smule godhed i det menneskes liv, der ikke lige slipper taget med det sammen.



Glædelig jul.




Amen




Dagens tekster:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?« Hebr 1,1-5

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Juleaften 2014



I vores have står der et juletræ. Desværre er det plantet ret tåbeligt. Den ene side står i solen og er derfor fyldt med grene, smuk og prægtig. Den anden side står derimod i skyggen. Den har ingen grene og er fuldstændig skæv.

Vi skal have fældet det træ, tænkte vi i foråret, men da vi tog beslutningen om at fælde det, fik vi den tanke, at vi da kunne bruge det som juletræ. Det bliver nødt til at stå op ad væggen, men det er også pladsbesparende at have et træ med kun grene på den ene side. Det gik vi så og tænkte lidt over, og efterhånden blev ideen bare bedre og bedre. Som en slags redningsaktion af et ubrugeligt træ – det passede os rigtig godt.

Men i løbet af sommeren skete der noget underligt. Vores juletræ fik røde bær. Nu er vi ikke de store havemennesker hjemme hos os. Ja, den første havebog vi købte, handlede om ukrudt, fordi det ligesom matchede vores have lidt bedre; men vi havde nu alligevel aldrig hørt om røde bær på et juletræ.

Gode råd var dyre, og hvad gør man, når man skal søge oplysninger? Vi foretog en hurtig rundspørge på Facebook, og der fandt vi så ud af, at det slet ikke var et juletræ, men en taks, vi har stående. En taks?

Ikke nok med at juletræet er skævt, og mangler grene på den ene side, så er det også en taks. Nu synger vi jo ikke: ”Højt fra taksens grønne top”.

Det satte en stopper for juletræsdrømmene. Det var bare slet ikke som vi havde forventet.

Og det er julen i en nøddeskal for rigtig mange. Den bliver aldrig helt som vi havde forventet.

Juleaften er tyk af forventninger. Vi har i en hel måned talt dagene frem til jul. Vi har spist æbleskiver, set julekalender, købt gaver og forestillet os, hvordan denne aften skulle være. Anden, gåsen, flæskestegen eller hvad man nu spiser skal købes, mandler skal smuttes og bordet dækkes. Julen er en masse forberedelser, der alle kulminerer i denne ene aften, hvor det hele gerne skal gå op i en højere enhed.

Forventningens glæde er den største af alle, siger man. Og denne aften er ingen undtagelse.

Faktisk vi har også travlt med at afstemme forventningerne hele året igennem. Den gode ferie, det gode ægteskab, den gode børneopdragelse, den perfekte jul. Vi sætter ord på vores forventninger, og lever på den måde allerede ude i fremtiden. Hvad vil være perfekt for mig?

Det perfekte har det bare med at skuffe. Og det er faren ved forventningen. Den kan skuffe os så fælt. Og skuffelsen er den værste er alle. Især hvis det er os, der forårsager skuffelsen.

Min far sagde engang til mig, at man ikke skal forvente mere af folk end de kan give. Det kan lyde som hårde ord, men når man tænker efter er der en sandhed i dem. Det betyder ikke, at vi skal sætte baren lavt i forhold til hinanden, men at vi skal forsøge at se på det, der faktisk ER at være taknemmelig for. Forventningerne står nogle gange i vejen og skygger for det, vi faktisk får.

Vi skal måske øve os i at lægge alle vores forventninger fra os. Lægge dem på hylden, og lade dem samle lidt støv. For de største glæder i livet, viser sig altid at være dem, vi ikke have forventet.

Og glæde er hvad juleaften handler om.

I morgen bliver Jesusbarnet født. Vi fejrer hans fødselsdag. Gud, der er større end universet, valgte at besøge vores verden. Man kunne måske forvente, at Gud ville komme på en majestætisk og pompøs måde – når det nu er Gud – men han kom som et lille spædbarn. Man kunne måske forvente, at han ville lade sig føde af en fornem og lærd kvinde, men han blev født af ugift teenagepige fra en ukendt landsby, der bestod af ganske få huse. Man kunne måske have forventet, at han ville blive født i smukt hus, men han blev født i en stald og lagt i fodertruget, for der var ikke plads andre steder. Man kunne måske så have forventet, at de første til at få beskeden om Jesu fødsel var nogle vigtige og fornemme mennesker, men det var beskidte hyrder på en mark, der fik besøg af engle den nat.

ALT ved Gud er noget helt andet end det, vi forventer. For Gud er ikke forventningens Gud, men derimod forandringens Gud.

Gud kom til verden som alt andet end det, vi kunne forestille os, og selvom det umiddelbart virker sært, at han lader sig føde som en ganske almindelig mand uden nogen synlig politisk magt, position i samfundet eller penge på kistebunden, så skulle det vise sig at blive og være den største glæde af dem alle.

Gud kom til verden for at forandre den.

Han kom til verden for at fjerne skel og grænser mellem mennesker. For at fjerne vores mistro og mistillid til andres motiver. Han kom for at være menneske blandt mennesker.

Johanne Møllehave har skrevet et digt til denne aften, som jeg vil læse højt. Det lyder sådan her:

Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre hvis ægthed, vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,

han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,

dem slog han følge med på vejen.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte,

skal kaldes udenfor eller fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,

og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,

som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,

og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat

de streger og skel vi selv har sat.



Sådan lyder det.

Han sletter julenat de streger og skel vi selv har sat.

Gud er ikke som vi forventede. Heldigvis. Han holder ikke kun med de mennesker, der er særlig fromme eller særlig dydige. Han holder med os.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte, skal kaldes udenfor eller fortabte.

Gud vil nedbryde det, der skiller os ad, så vi kan få øje på hinanden. Gud ville forandre verden, ikke leve op til den. Og det skal vi også øve os i.

Og for at vi ikke skal glemme det, så hænger vi faktisk noget på juletræet, de kan minde os om det, nemlig det flettede julehjerte. Inden et julehjerte er blevet flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det sammen, så opstår det smukkeste hjerter. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige og usammenhængende stykker.

Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kan finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde, nemlig sin søn. Tilsammen skaber vi de smukkeste hjerter. Nogle er store, andre små. Nogle har mønstre og andre er simple. Men alle rummer de en skønhed. Vi skal indse, at der i ethvert menneske er et hjerte, der venter på at blive flettet sammen med et andet, så det kan blive fuldent.

Det er glæde. Han vil nå os midt i vores liv, hvor vi så end er. Han kommer til os, hvor vi står, og ikke hvor vi gerne ville være, hvor vi burde stå eller hvor vi forventer af være om 2 år. Han kommer lige nu til dig og slår følge med dig på vejen.

Livet bliver ikke altid som vi forventer, og hvordan vores flettede hjerter vil se ud, ved vi ikke. Men lige gyldigt hvad, så skal vi tro på, at glæden også gælder for os nu i dag.

Og for resten hvad taksen i vores have angår. Så har vi ikke fældet det, men derimod hængt en lyskæde på træet, så det nu lyse smukt udenfor. Så det blev et juletræ alligevel.

Glædelig jul – og flet nu nogle hjerter.



Amen




Dagens tekster:
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Es 9,1-6a



Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

onsdag den 17. december 2014

Juleafslutning, Lokalcentret 2014



Vi trækker streger og sætter skel

imellem andre folk og os selv.

Vi taler om børn, som vi kalder ægte,

og andre hvis ægthed, vi vil benægte.

I evangeliet får vi at vide,

han stillede sig på de uægtes side.

Og alle dem, der faldt uden for stregen,

dem slog han følge med på vejen.

Så ingen af dem, som Vorherre skabte,

skal kaldes udenfor eller fortabte.

Han fjernede grænser og slettede skel,

og derfor slog de ham også ihjel.

Han satte en streg over hver en streg,

som sættes imellem dig og mig.

Det danner et kors, naturligvis,

og det blev hans kærligheds høje pris.

Hans kærlighed sletter julenat

de streger og skel vi selv har sat.



Sådan skriver Johannes Møllehave om julenat. Den nat fjerner Jesus skel og grænser mellem mennesker.

Og han gjorde det som et lille barn, der endnu intet kunne. Han var, som børn er, afhængig af sine forældre. Blev han efterladt, ville han dø. Børn er afhængige af, at der er voksne, der kan sætte egne behov til side, så det lille barn kan vokse op.

Voksne bliver simpelthen nødt til at være voksne, så det lille barn kan leve. Og alligevel er det, det lille spædbarn, der fjerner verdens skel og streger. Det virker underligt, at Jesus barnet har de evner blot ved at blive født. Men børn ændrer os. Når man først er blevet forældre, kan intet fjerne den titel fra en. Man vil altid være nogens mor eller fra. Barnet åbner vores hjerter, så både den dybeste kærlighed og den største skuffelse på en og samme tid kan spille i os. Børn ændrer vores liv – fordi de er.

I kristendommen hører vi mange gange, at Jesus stiller børnene forrest. Og nogle gange kommer vi måske nok til at gøre barnelivet  for lyserødt. Vi glemmer at børns umiddelbarhed ikke kun gælder deres kærlighed og hengivenhed, men også glæder deres misundelse, behov og at centrum for deres verden er dem selv. Børn kan sjældent skjule skuffelsen over en blød gave juleaften, når de hellere ville have haft det nyeste sværd fra Fætter BR. Børn kan ikke forstå, at det ikke skal proppe sig med juleslik inden aftensmaden, fordi de så ikke kan spise noget. Børn skal lære gennem opdragelse, så de kan blive ansvarsfulde voksne.

Det er dem, som Jesus stiller forrest. Det er alligevel værd at bemærke, fordi det faktisk fortæller noget om Guds forhold til os. Gud kender jo vort sinds kringelkroge, og han ved hvad vi tænker og føler. Og han er på vores side - alligevel. Han holder med os, selvom vi engang imellem er som børnene, der ikke kan skjule skuffelsen over Gud eller ikke forstår, hvad der er godt for os. Og ligesom jordiske forældres kærlighed ikke holder op, selvom de igen bliver vækket midt om natten og de er trætte og udkørte, sådan holder Guds heller ikke. Måske det ikke lige er kærligheden, der fylder mest kl 4 om morgenen hos forældre, når de bliver vækket, men den er der. Den bliver ikke slidt af børnene krav til forældrene. Måske nærmest tværtimod så bliver den styrket af, at barnet har brug for sin mor og far.

For det forunderlige ved kærlighed er, at den netop bliver stærkere, når vi gør brug af den. Kærlighed, eller hengivenhed kunne man også kalde den, har brug for afhængighed af andre for at vokse. 

Vi kan bruge de smukke flettede julehjerter som eksempel på vores forhold til Gud. Inden et hjerte er flettet har man blot to stykker mærkeligt papir, men i det øjeblik vi begynder at flette det samme, så opstår det smukkeste hjerte. Vi skal også flette vores liv sammen med andre. Alene bliver vores liv blot mærkelige, usammenhængende stykker, men sammen dannes det smukkeste hjerter.

Gud flettede sit hjerte sammen med os julenat. Han så, at vi slet ikke kunne finde ud af det alene, og derfor sendte han det bedste han havde; nemlig sin egen søn – det lille barn, der kan åbne vores hjerter, så Gud kan begynde at bygge skønheder af vores liv. Så han, mens han bygger, kan nedbryde skel og mistro. Så han kan fjerne vores trang til at dømme andres motiver, og blot indse, at der i ethvert menneske, er et hjerte, der venter på, at blive flettet sammen med et andet, for at blive fuldendt.

Glædelig jul - og husk at flet hjerter.

Amen


Tekst:


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

tirsdag den 16. december 2014

Juleafslutning, lokalcentret 2013



Juleaften.

Det er den aften

Hvor enhver sminke er håbløs

Det er den aften

hvor sjælen kryber frem

gennem kikhullerne

og afsætter

våde pletter

på tøjet



Det er den aften

hvor de døde

stiger ud af fotografierne

og tager plads i stuen

så levende

at det gør ondt

at opdage

at pladsen er tom



Det er den aften

hvor de adskildte

konfronteres

med afstanden

og ser hinandens

opløste ansigter

i øjenkrogenes

spejlbilleder



Det er den aften

hvor Gud

overvinder afstanden

og kærtegner

mennesket



Det er den aften

hvor Guds finger

rører jorden

og aftegner

en vej

af kærlighed

at gå

for os

fra menneske

til menneske.



Sådan lyder et juledigt skrevet af Søren Nielsen ("Julens glæde og smerte" af Søren Nielsen, ALFA 2005).

Julen er både en dejlig aften fyldt med hellighedsfornemmelser, men også en aften med fornemmelser af savn over dem, man mangler.

Julen er en ambivalent tid, hvor vi både har travlt, fordi der er så meget, vi skal nå, men det er også en tid, hvor vi taler om julefred og juleglæde.

Søren Nielsen, der har skrevet digtet, har faktisk mødt julens glæde.

I hans barndom var Julens glæde en mand, der kørte rundt på sin knallert en gang om måneden og samlede penge ind. Folk betalt små beløb til ham, der alle blev sat ind på en konto i Sparekassen.

Ved juletid kørte Julens glæde igen rundt på sin knallert men denne gang delte han ud af det opsparede beløb, så folket havde noget at købe gaver og julemad for.

Søren Nielsen fortæller om Julens glæde, at han tyggede på skrå og brugte snus tobak. Det flød sort ud af munden på ham, og landede som sorte pletter på hans tøj. Julens glæde kom kørende på knallert, og nogle gange kom han også med flaske snaps til dem, der havde brug for det. Så delte de lidt glæde og trøst sammen, som de fandt på bunden af flasken.

Julen er glæde. Men julen er en anden glæde end penge, mad og snaps. Julen er noget mere. Den er glæden over det, der er større end noget andet – det er glæden over et lille barn, der bliver født og lagt i et fodertrug. Han er den dybeste glæde. Han er himmerigskongen, der bor hos os.

Han sætter os i gang, presser os ud af vores hverdagsmarch og får os i gang med at køre glæden ud til hinanden på en knallert.

Det er storheden i det små. Når stolene står tomme, når aftenerne er lange, når dagene er travle og bekymringerne står i kø, så er glæden et lille barn i et fodertrug, der får os op af stolene.

Vi bærer glæden frem. Den kan ikke gå selv, eller hoppe mellem os, men er afhængig af, at vi kan bære den – og når vi har båret den et stykke, så skal vi dele den med hinanden. Glæde skal deles for glæde smitter. Glæde er heller noget, man kan skabe selv, eller holde for sig – glæde har det med at ville deles med andre. Et menneske, der glæder sig kan altså ikke skjule det – den vil bane sig vej gennem øjenkrogene, og afsløre at her er glæden til stede.

Glæde er at turde grine sammen, være til stede sammen, leve samme – glæde er at turde lægge sit liv i hinanden hænder og vide sig sikker på, at vi vil hinanden det bedste.

For juleglæden er altså ikke sådan en hoppende lallende glædesfornemmelse, nej, det er dybere end det. Det er en vedvarende følelse af, at Gud har rørt jorden. En følelse, der skal være grundtonen i vores liv, også når mørket tager til. Juleglæden forsvinder ikke, når vi pakker julehjerterne væk, når kalenderlyset er brændt ned og den sidste æbleskive fortæret. Juleglæde holder til et helt, ja et helt liv.

Den kører rundt på knallert, findes i stuerne, i fællesskabet mellem mennesker. Den bæres frem af mennesker på alle mulige opfindsomme måder. Den synges ind, den sanses, den smiles og den berøres mellem os.

Juleglæden er den, at Gud bøjede sig ned, og rørte ikke bare ved jorden, men ved vores hjerter, og gav os en vej, vi kan gå fra menneske til menneske.

Glædelig jul



Amen




Tekst;


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14