lørdag den 28. marts 2015

Palmesøndag 2015



Hvad længes du efter?

Hvad er det dit hjerte hvisker til dig, når det ellers kan få ørenlyd? Er det mere tid til at få læst bøger, drukket kaffe med venner, eller er der et projekt i garagen, der venter? Er det mere nærhed med din ægtefælle eller er det, at der kommer en, der kan gennemskue din ensomhed. Hvad længes du efter?

Vi længes alle efter noget eller nogen.

Men det kan være svært i en travl hverdag at få tid til at møde sin længsel. Vi lytter ikke så tit til hjertet, så det får bare lov at tikke derud af, og det er først når det truer med at ville holde op med det, eller når vi har begravet os i så mange aftaler og møder, så vi har glemte os selv et sted midt i livet, at det går op for os, at hjertet måske også har noget at skulle have sagt i vores liv.

Men det er ikke populært. Altså at lytte til hjertet. Vi siger, at fornuften er rationel, og dermed bliver det modsatte, at følelserne er irrationelle. Det ligger lige til højrebenet at lave den kobling. Følelserne er det, vi ikke kan regne med – og vi undskylder dem også fra tid til anden. Tænk lige på, at hvis en kvinde bliver vred, så er det altid fordi det er den tid på måneden. Eller hvis en mand taler om sine føleler, så er han sikkert lige blevet skilt.

Vi taler ikke ret tit om vores følelser eller længsler.

Og det er en skam.

For vi lukker af for noget væsentligt ved menneskelivet.

På Jesu tid sagde man, at man gemte ord i hjertet. Det var ikke i hjernen – og selvom vi i dag ved, at ja hukommelsen sidder i hjernen, sådan rent fysisk, så ligger der en dybere sandhed om mennesket, når vi siger, at vi skal gemme ord i hjertet. Hjernen er nemlig larmens sted – det er der, hvor alle ord bliver gemt – og synonymerne. Der hvor sproget og tallene er. Der hvor koder til netbanken og de næste dages aftaler bliver lagret. Det er stedet, hvor vi planlægger, reflekterer og forstår. Hjernen er en banegård fyldt med lyde og larm.

Hjertet er det modsatte. Det er stilhedens sted. Det er stedet, hvor ordene holder op med at være konkrete ord, men får en betydning, som vi bare erfarer. Det stedet, hvor vi ikke behøver kommenterer, reflektere eller fortolke på det, vi har gemt der. Der er ingen domme, fordomme eller fordømmelser. Der er bare betydning.

Der er bare det: at være til stede.

Vi skal ind til vores hjerter – det er det sted, vi skal åbne for i vores liv. Det kan være, at det i begyndelsen blot skal stå på klem, men hvis vi bliver ved at med øve os, så kan vi lære at åbne vores hjerter for vores længsler.

I dag er det Palmesøndag, og denne dag handler om, at Jesus rider ind i Jerusalem. Men det er også blevet tolket som et symbol på, at Jesus rider ind i vores hjerter. Han åbner hjertets dør, og drager helt derind, hvor vores inderst ligger, hvor ordene mister mening og hvor kun betydningen er tilbage.

Jesus er nemlig ikke særlig interesseret vi hvor dygtige vi er til at huske bankkoder, tro det eller lad være. Han sidder heller ikke og klapper af os, når vi igen i en uge har nået meget mere end, vi egentligt magtede, fordi vi ikke kunne sige nej – tror vi. Men vi farer så tit vild i vores liv, og sætter alt muligt andet på første pladsen som slet ikke er væsentligt. I al fald ikke i forhold til vores hjerte.

Og så sker det, at vi bliver skuffede. Så grueligt skuffede. Over os selv, de andre…og Gud.

Den dag Jesus red ind i Jerusalem har der været larm og støj. Der har været støvet og varmt. Han kommer ridende på et lavbenet æsel, og har knap raget op over folkemængden. Man har skullet hoppe for at få et glimt af manden, som alle hylder. Og alligevel så er der noget ved ham, der gør at folk skære grene af palmerne og vajer med dem i luften mens de tager deres kapper og smider ud på vejen, så æslet kan gå på dem.

Kapperne er blevet beskidte og støvede. Der er noget helt jordnært sært i denne fortælling, for hvorfor gør de det? Hvorfor ofre en god kappe, og hvorfor hylde dette menneske – har det ikke netop været, fordi de alle havde en forventning til Jesus om, at her var den mand, der kunne løse deres problemer. En profet, der med sin klare og rene stemme kunne få hverdagen til at blive bedre. Og helt konkret ønskede de dengang, at romerne, der havde besat Palæstina skulle smides ud – det måtte en konge kunne gøre. De ønskede en bedre hverdag og derfor forventede de en masse af manden på æslet.

Vi er ikke så anderledes i dag. Vi forventer også en masse af Gud – vi råber også til Gud. I krisens stund, i nødens eller udmattelsens stund. Hvor Gud, der kan lette vores liv?

De mennesker, der den dag hyldede Jesus med palmegrene stod få dage efter og råbte skældsord efter ham, mens han bar det kors han selv skulle henrettes på. Vejen fra forventning til skuffelse er kort, da Jesus ikke løste de problemer, de stod med. Han kunne ikke trylle alligevel.

Eller sagt med andre ord, så kunne de ikke lide det svar Gud gav dem på deres forventninger. De tilbad ham, fordi de troede, de havde fået en Gud, der ville gøre som de ønskede. I stedet for fik de en Gud, der gav dem, hvad de havde brug for.

Alt i livet er ikke Guds ansvar. Det er fx vores ansvar at kæmpe mod uretfærdighed og gøre hverdagen nemmere for alle. Det kan vi ikke lægge over på Gud, men vi kan derimod bede Gud om at ride ind i vores hjerter. Vi har brug for at få åbnet hjertet, så vores længsler kan blive mødt. Vi har brug for at sætte livet på førstepladsen og ikke vores kalender.

Derfor hylder vi manden på æslet også i dag. Derfor vil vi også i dag vende vores blik, ikke opad mod himlen, men hen mod den Gud, der rider ind i byen, og lige ind i vores hjerter.



Amen


Dagens tekst:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

tirsdag den 3. marts 2015

Faze artikel, KFUM og KFUK, november 2014



Frihed er at være bundet i kærligheden



Der findes en anekdote om, hvad der sker lige inden et barn bliver født, og den lyder sådan her:

”Før et barn bliver født, tager en engel barnet og viser det hele universet. Barnet ser alle livets hemmeligheder og al verdens visdom. Barnet møder Gud og mærker den største kærlighed af alle.

Når barnet har set alt dette, så sætter englen forsigtig sin finger over barnets mund og hvisker, at det nu skal glemme alt det, det lige har set. Vi bliver nemlig nødt til at selv at opdage livet og tilegne os visdom. Men når et barn bliver født, så har det stadigvæk mærket efter englens finger. Det er fordybningen mellem munden og næsen, der skal minde os om, at verden er større end det, vi lige kan se.

Og fordi vi engang så livets i al dets storhed, søger vi resten af livet efter meningen med livet – og vi søger efter fællesskabet med den kærlige Gud.” (frit genfortalt fra bogen ”Altid elsket”af Kristina Reftel, s. 187, Unitas forlag)

I anekdoten taler de slet ikke om frihed, men den handler om frihed. Frihed er et flydende begreb, for hvad er det, vi gerne vil have frihed fra eller til? Vil vi selv bestemme over vores værelse, eller hvornår vi skal i seng om aftenen. Eller er frihed, at vi kan sige og gøre det, vi mener? Frihed bliver brugt i mange sammenhænge, men når vi taler om frihed i kristen sammenhæng, så mener vi noget helt bestemt.

Frihed i kristendommen er at være bundet. Det lyder skørt, men frihed handler om at være bundet i kærligheden. I anekdoten møder barnet Gud, og vil resten af livet lede efter den kærlighed. Vi kan slet ikke lade være med at søge efter Guds kærlighed, så derfor kan man sige, at vi er bundet i kærligheden.

Det oplever vi også i hverdagen. Vi har venner og familie, og kan slet ikke forestille os at livet uden dem. Vi binder os af kærlighed til andre, og vi har friheden til at gøre det.



Så næste gang du tænker over frihed, læg din finger på fordybningen mellem næse og mund, og husk på, at du er bundet i kærlighed.



https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Præsteklumme december 2014



Julens forandrende glæde


Juleferien er over os, men i enhver ferie kommer der ofte et punkt, hvor vi trænger til at komme i gang med hverdagen igen. Vi længes efter noget andet end der, hvor vi er. Vi længes efter forandringen.

Søndagen mellem jul og nytår hører i kirken om forandring. Det handler om det lille Jesusbarn, der bliver bragt til templet, hvor en gammel mand ved navn Simeon griber Jesus og priser ham. Simoen havde fået at vide af Gud, at han først kunne dø, når han havde set Herrens salvede, altså Jesus. Det, at Simeon ser Jesus, betyder altså, at han skal dø. Det er jo ikke glædeligt, synes vi. Men for Simeon var glæden over at se Jesus, så stor, at han nu kunne dø med fred.

Julen skal også give os en glæde, så stor, at vi kan, ikke bare dø med fred, men særligt leve med fred i hjertet. Freden skal forandre vores hårde sten hjerter til bankende levende hjerter. Julen handler altså om forandring.

Den største forandring er, at Gud blev menneske, og dermed gav os muligheden for at lære Ham at kende gennem et menneske. Det er ikke længere bare os mennesker, der skal søge viden om Gud, men Gud der bøjer sig ned for at møde os. Den anden forandring er, at Gud ved at forandre sin mulighed for at møde os, faktisk forandrede vores hjerter, så kan møde hinanden.

Lige meget hvor vi er livet, så vil Gud række ud efter vores hjerter, og forandre hårdheden til liv. Det er julens glæde, der gerne må smitte mere end en forkølelse i en børnehave. Vi skal prise Gud, for glæden er så stor, at vi kan leve med fred.

Lad glæden forandre dig nu i dag.




2. søndag i fasten 2015



”Man har en holdning til man tager en ny”. Sådan sagde Jens Otto Kragh i et interview i 1977, og den blev videreudviklet i 2013, da Lars Lykke Rasmussen sagde: ”Vi har skiftet standpunkt, men ikke holdning”.

Hvorom alting er, så det at skifte holdning ikke noget, man bare gør. Når folk siger, at man har en holdning til man tager en ny, så kan det lyde som en slags forklaring på, hvorfor man har ændret holdning. Men det er jo ikke en forklaring. Det er bare en beskrivelse af, hvad der er sket. Men det er faktisk helt rimeligt at skifte holdning og stå ved det. Det skal bare ikke være for tit. Forestil jer fx børneopdragelse, hvis forældrene hver dag fik en ny holdning til hvad barnet måtte? Ja, man ville få et skrubforvirret barn. Det er med andre ord ikke god opdragelse at skifte holdning hele tiden. Men heller ikke på arbejdspladser eller i vennekredsen er det særlig prisværdigt at møde et menneske, der hele tiden skifter holdning. Dem der svajer i vinden alt efter hvad der lige nu er fremme i samfundsdebatten, eller alt efter, hvem de taler med. Det er sådan en slags menneskelig kamelæon, vi ikke kan regne med. Det giver usikkerhed, når vi ikke ved, hvor folk står.

Man har en holdning til man tager en ny. Måske nok; men det kan altså virke utroværdigt.

Hvem ønsker at være utroværdig? Og hvem ønsker en utroværdig Gud?

Jesu var i begyndelsen af dagens evangelium troværdig efter datidens standarder. En kanaanæisk kvinde råber i vilden sky efter Jesus. Jeg kan forestille mig, at han oplevede det ofte – at folk råbte efter ham og på ham. Ofte stimler folk sammen om ham, når han går ind i en by, og han må mase sig vej frem. Der har været et leben og en kakofoni af stemmer, der har råbt efter ham. Men denne kvinde er kanaanæisk. Hun tilhører en helt anden religion, der dyrkede andre guder. Hun har intet vidst om Jahve, mosebøgerne eller det grundlag Jesus kom fra. Hun ville ikke ane, hvad Jesus talte om, hvis han henviste til skrifterne. Hun var blank, men ét vidste hun: denne mand kan hjælpe, og derfor lagde hun sit liv i hans hænder.

Men hun er kanaanæisk. Hun er en anden – en fremmed. Og hun bliver afvist. Det er ubehageligt at tænke på, at et menneske bliver ignoreret af Jesus.

Disciplene blev irriteret på denne kvinde, der ikke vil holde op med at råbe efter dem, og beder Jesus om at sende hende væk.

Og Jesus svarer principfast, at han jo heller ikke er sendt for at frelse andre end dem fra sin egen tro. Det havde han en klar holdning til.

Men kvinden insisterer på, at blive set. Hun giver ikke slip, fordi hun ikke passer ind, og fordi hun møder en principfast mand. Hun holder ved – holder ud. Ikke for sin egen skyld, men for sin datters skyld. For kærlighedens skyld. Hun ville gå 1000 mil og 1000 til for sin datter. Det får kærligheden os til – den får os til at træde ud af vores egen comfort zone og principper. Kærlighed er ikke for mennesker med mange principper, de stædigt står ved. Kærligheden kræver ligefrem af os, at vi slipper vores principper og forandrer os.

Hvem har været den samme efter en forelskelse? Hvem har fået et barn og være fuldstændig lige som før?

Når vi møder kærligheden, så forandrer den os – som en kvinde med et sygt barn, der vil råbe og insistere på at blive set og komme ind i lyset.

Nu kunne Jesus have stået fast ved sin holdning og været ubevægelig og uforanderlig i mødet med hende. Kvinden var jo en fremmed og uønsket. En principfast gud ville have vendt blikket bort, og sagt for sig selv: man elsker kun sine egne, for det siger loven.

Men heldigvis er Gud ikke sådan. Gud er ikke lovens Gud. Når vi lægger vores liv i Guds hænder og følger ham, så får vi altså ikke en himmelsk Karnov sendt med posten, hvor vi blot skal følge de love, Gud har stukket ud. At tro er ikke det samme som at være god til jura. At tro er at åbne sit hjerte for kærligheden, og turde lade sig bevæge.

Evangeliet til i dag handler heller ikke om, at vi gennem de rigtige argumenter kan overbevise Gud. Det kunne man nemlig godt fristes til at tro, når man hører evangeliet, fordi hun går i rette med Jesus. Han ser nemlig dybere end hendes argumenter, og ser hende. Og der lader han sig bevæge af hendes nød.

Det er ikke kun os, hvor kærligheden kræver forandring – den kræver det også af Gud selv.

Gud lade sig bevæge af vores nød.

Og Guds søn lader sig bevæge – han kom ikke kun for at frelse sine egne, men for at frelse mennesker. Det indser han, da han møder hende. Han ændrer holdning, og tak for det.

Jesus stirrede sig ikke blind på sine principper eller den religiøse lovs krav, men vendte blikket derhen, hvor der var brug for ham.

Han vil gå 1000 mil for os, og så 1000 til. Han vil gå i døden for os, og det gjorde han. Han lod kærligheden få første og sidste ord i sit liv.

Det er dagens glædelige budskab: Kærlighed kræver forandring.

At lægge sig liv i Guds hænder og tro, er det ikke en bastant og uformelig kasse, vi skal forsøge at mase os selv og andre ned i. At tro er derimod at være i bevægelse gennem livet, lade sig inspirere, vove at skifte holdning i ny og næ, følge kærligheden og give den lov til at forandre vores liv – og ikke mindst at vi lader os bevæge af andres nød, hvem de så end er. Om de er fremmed, uønskede eller højtråbende. Så skal vi øve os at lukke dem ind, som en kvinde i nød for 2000 år siden blev lukket ind i lyset af ren og skær kærlighed.

Jeg vil slutte med at læse et digt højt af Jens Rosendal, der handler om det at leve et liv i tro, hvor man lægger sit liv i Guds hænder og tør lade kærligheden forandre, og det lyder sådan her:

Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.

Troen er ikke det sikre
midt i en verden af fald,
tro er at være til stede,
høre, når nogen har kaldt.

Troen er aldrig artikler
trykt i en indbunden bog,
tro er at vove sig udad
varsom og kærlig og klog.

Troen er det, som kan svigte
i en forfærdelig stund,
troen er det, som kan gribes
midt på den gyngende grund.

Tro er det levende, nære,
som gi´r mig kræfter og mod,
så jeg går med dig på vejen,
selv om jeg ikke forstod.

Tro er at løfte din stemme,
der hvor din fjende har magt,
tro er at satse på håbet
udsat for verdens foragt.

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.


Amen


Dagens tekst:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28