søndag den 5. april 2015

Anden påskedag 2015



Hvordan siger man farvel til et menneske, man elsker? Hvordan accepterer man, at livet ikke blev som man ønskede det? Hvordan fastholder man håbet, når det er revet ud af ens hænder, og man står tilbage med intet. Hvordan gør man – hvordan lever man?

Hvorfor kan ens hjerte blive ved med at slå, når det er gået i stykker?

Selvom nyheden om, at solen skinner over skyerne er nået frem til en, og selvom vi går fejrede, at Kristus er opstanden, så er vores liv – lige her og nu – stadigvæk svøbet ind i hverdagens rytmer og livets hårdhed. Her dør vi stadigvæk, her skuffes vi og her bliver drømme knust.

Hvordan finder man mening i det meningsløse? Hvor finder vi evighedsglimtet i hverdagen?

Når livet velsigner os, og vi føler, at vores ønsker bliver hørt, så er det så nemt at finde. Så er enhver lille spire, ethvert smil og enhver person næsten et levende bevis på Guds godhed. Så bobler livet i os, og vi glædes og lader den strømme gennem os.

Men sådan er livet jo ikke hele tiden. For døden er jo en virkelighed i vores verden. Vi bliver tvunget til at gå veje, som vi ikke ønsker at gå. Modvilligt må vi gå tunge skridt.

To af disciplene gik tunge skridt. 

De går den lange til Emmaus. Det er faktisk påskedag i fortællingen, selvom vi sidder her dagen efter. Det er altså kun tre dage siden, at de i vantro og chok måtte erkende, at Jesus faktisk døde. De havde måske troet til det sidste, at det ikke kunne ske. Men det skete. Og nu har de hørt den forfærdende nyhed, at Jesus er opstanden – påstår kvinderne, der kom til den tomme grav. Og hvor vi glæder os med påskeliljer og højtidssalmer, fordi vi står 2000 år på afstand af begivenheden, så bragte denne nyhed forfærdelse.

Selvfølgelig. Graven er tom. Jesus er lige død og nu er graven tom. Rygtet siger, at han er levende; men frygten for det ukendte, mangel på forståelse af, hvad det her betyder, har jaget gennem dem. De er bange.

Med moderne ord har de to disciple været ude for en traumatisk oplevelse, som de slet ikke har fået bearbejdet endnu. De er slet ikke klar til at tale om, hvad det betyder, men er endnu der, hvor de har brug for at tale om, hvad der er sket.

Disciplene havde brug for at tale igennem hvad der var sket, og derfor gik de på vejen til Emmaus. Martin Luther sagde i ”Troens evangelium” at sjælesorg er brødrenes indbyrdes samtale og trøst. Det er hvad de to gør – de taler sammen, og det er sjælesorg. Man kan se denne fortælling som kirkens første beretning om sjælesorg. De forsøger at finde hoved og hale i livet. De er kede af det, og det gør dem blinde for det åbenlyse, forvirrende overfor fakta og bedrøvede af sorgen.

Men da er det, at de møder en mand. Vi ved, at det er Jesus, men det ved de ikke. Og Jesus får dem til at fortælle om, hvad der er sket. De får lov at sætte ord på oplevelserne.

Jesus giver dem plads til at fortælle, ligesom man i sjælesorgen skal give hinanden plads til at fortælle uden at komme med løsninger, gode råd eller konkludere på hvad der bliver sagt. Man skal bare lytte, og det gør Jesus som et forbillede for os, der også skal øve os i at lytte til hinanden.

Hvad har du på hjertet og hvordan ser verden ud fra din synsvinkel? Man skal med andre ord begynde at vandre en stykke af vejen med den, man møder, ligesom Jesus gjorde det.

Og når man går, så går man ofte skulder ved skulder. Det er immervæk svært at høre, hvad den anden siger, hvis man går 100 meter foran – man bliver nødt til at slå følge, og tillade sig selv at gå i den andens tempo. Og der, mens man går skulder ved skulder, som ligemænd, der opstår der en mulighed for at tale om livet. Vi går og taler – fordi vi er fælles om at bevæge os, ikke bare ud af vejen, men gennem livet.

Jesus lytter til fortællingen, og da sætter han den ind i bibelsk forståelsesramme. Han giver dem derefter nogle ord, de kan tolke deres oplevelser med.

De bliver bragt til en nyt sted – får en ny orientering i livet, der gør, at de igen kan leve.

Det lyder nemt, måske for nemt. Desværre er det ikke nok at sige til folk, at Gud elsker dig. Hvis det kunne gøres med det, så kunne kirken degraderes til en højttaler, der kunne gentage det hver dag så alle kunne høre det. Det gør det ikke – vi har brug for at tage til hjertet, at den Gud, der elsker mig, elsker mig så højt, at han ikke bare har slået følge med et par disciple for 2000 år siden, men at han har slået følge med mennesker i dag. Og engang imellem sker det, at vi opdager det. Det kan for nogle være en fornemmelse i kroppen af, at der er en mening med tilværelsen, det kan være en overbevisning om, at ens håb bliver hørt, eller det kan også være en voldsom oplevelse, som Charlotte Rørth oplevede det, da hun mødte Jesus. Det har hun skrevet en bog, der hedder: ”Jeg mødte Jesus”, og med den fantastiske undertitel: ”bekendelser fra en modvillig frelst”.

Hun skriver et sted i sin bog følgende, da hun taler med sin mor om mødet med Jesus:

Én ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Han, der er søn af den gud, der er så fjern for mit liv og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord.

»Gud, er du blevet religiøs?«

»Ja, det er jeg vel,« svarer jeg og ser ned i gulvet, ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv.

»Ingen må få noget at vide om mødet, mor.«

»Nej, det lover jeg.«

Under samtalen er det, som om ordene prøver at flytte oplevelsen fra mine sanser og krop op i min hjerne, ind i intellektet. Men kan synet komme til at høre til der? Det kan ikke forklares eller bevises. Det er sansning. Det er ikke viden, der er kommet ind via en læreproces med opmærksom og koncentreret læsning og lærdom. Og den er kommet helt uden varsel. Jeg er hverken digter eller teolog, mediterende eller har anden kunnen, der på nogen måde kan kvalificere mig til at opfinde eller opsøge den slags oplevelser. Kan det ske for mig, kan det ske for alle. Man kan næsten ikke være mindre klar til sådan en tur end mig.

»Men det store er ikke, at det er mig, der har mødt Jesus,« siger jeg pludselig til min mor, og hun siger, hun ikke forstår.

»Det gør jeg heller ikke, men det føles ikke som afgørende, at han viste sig lige netop for mig. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Han har netop valgt mig, fordi jeg er almindelig.«

Da ordene siges, lyder de tåbelige. Alle omkring mig – ikke mindst min egen mor – ved, at jeg så absolut er lige så forfængelig og selvoptaget som alle andre. Og hvem vil ikke gerne være den udvalgte? Det er bare ikke sådan, det er. Det er, som om jeg elsker hele verden, som har han lagt en kærlighed til andre ind i mig, som er så stor, at der er rigeligt til alle. Og at jeg derfor ikke behøver være bekymret for, om der er nok til mig. Han var der bare og elskede mig så meget, at jeg også bare kan elske andre uden nødvendigvis at skulle føle mig som noget særligt. At han elsker mig uanset hvad, gør jo, at han også elsker andre uanset, hvordan de er.
(Information, 5, april 2015 http://www.information.dk/522906)

Sådan skriver hun. Hun er ikke noget særligt. Og alligevel så ganske særligt, at hun møder Jesus – eller rettere sagt, at hun opdager, at Jesus går med hende. Og har altid har gjort det.

Deri ligger trøsten, der kan få os tilbage på rette spor. Du er ikke alene. Du er så særlig, at Jesus også går med dig. Og han går ikke 100 meter foran, men slår følge med dig, og går i dit tempo. Han vil gerne vide, hvordan verden ser ud fra din synsvinkel og han har tid til at lytte. Han kender dig. Han forstår din sorg og trængsler. Han forstår din frygt for fremtiden. Han forstår din forvirring, og giver dig tid til at fortælle om det.

Påskens tomme grav betyder for dig i dag, at Kristus er gået ud af den, for at gå ved siden af dig.

Derfor kan  vi igen i dag, og alle dage gentage ordene, som disciplene sagde: Herren er virkelig opstået.

Ja, han er virkelig opstået til liv i dag og i al evighed.



Amen




Dagens tekst:

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

torsdag den 2. april 2015

Skærtorsdag 2015



Der har før i tiden været mange myter, der har været forbundet med skærtorsdag.

Før i tiden troede man, at dagene omkring skærtorsdag var særlig hellige, ikke bare for kirkens folk, men også for overtroens – for troldmændene, elverfolket og ikke mindst for heksene.

Man fortalte, at aftenen inden skærtorsdag samledes alle heksene for at flyve til Bloksbjerg, hvor de ville danse om heksebålet sammen. For at sikre, at heksene ikke skulle flyve afsted, skulle man derfor gemme alle genstande, som de kunne flyve afsted på. Leen blev gemt vejen, knivene måtte ikke ligge med stålet op ad, og kostene blev gemt af vejen. Alt sammen for at sikre, at den heks, der tog afsted ikke skulle komme tilbage og gøre skade på ejendommen eller beboerne. Men heksene fløj ikke alene – de tog alle skaderne med sig til Bloksbjerg, og derfor, siger man, kan man ikke se en skade på himlen den aften. Men tænkt nu hvis de også tog gæssene med – det ville en bondemand med respekt for sig selv ikke have, så alle gæs blev gennet sammen og låst inde den aften.

Så afsted tog heksende sammen med skaderne, og derfor har man også i folkemunde kaldt aftenen for St. skadeaften eller Sct. Skadeaften.

Og heksene kom hjem igen til skærtorsdag, der jo af gode grunde var kirkens store altergangsgudstjeneste. Heksende var ingen undtagelse, så de drog også afsted til kirke. Men man sagde, at heksene spyttede altervinen ud, og gemte nadverbrødet, for senere at kunne udøve magi med det.

Men man kunne afsløre dem. Hvis man havde var så heldig at have det første æg en høne lægger på sig, så kunne man tage det i hånden, skue ud over menigheden, og da ville enhver heks vise sig for øjnene af den, der holder ægget med et køkkenredskab på hovedet.

Og jeg er faktisk så heldig netop at have sådan et æg på mig her til aften, så lad os lige se.

Nej jeg tænkte det nok. Der var ikke nogen hekse her til aften, og jeg kan også lige så godt aflive myten med det sammen. Der findes ikke hekse, der flyver til Bloksbjerg eller udøver ondt med nadverbrødet.

Men det er noget bemærkelsesværdigt i, at netop denne højtid har været forbundet med overtro – den har rummet noget mystisk, ja nærmest magisk, som så er blevet oversat til overtro.

Og det er fordi, der foregår noget, der overgår vores forstand. Der er mere på spil end bare dette måltid som vi deler. Det er med andre ord en dag, hvor sanserne er åbne.

Skærtorsdag er jo dagen, hvor Jesus indstifter nadveren, som kirken lige siden har gentaget. Han siger de store ord: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme” og ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”

Det er store ord.

Gennem tiderne er der blev sat mange teologisk ord på nadveren, for at forklare fornuften, hvad der er på spil. Ordene har været rigtige og gode, men nadveren er større end de ord. Hvis man spørger et barn, hvad der er mest interessant eller største ved en gudstjeneste vil de fleste svare, at det er nadveren og velsignelsen. Nu er er velsignelsen ikke et sakramente, som nadveren og dåben; men der sker altså noget i nadveren, som taler til det barn, der endnu ikke forstår de store ord. Der er noget på spil.

Spørgsmålet er, hvad det er ved måltider generelt, der er så væsentligt, og som også gør nadveren til noget særligt. I Danmark har vi begrebet hygge, der næsten altid, og måske netop i Jylland, involverer noget mad, om det så er et regulært måltid eller om det er kaffe og kage.

Og når vi mødes på den måde, så knytter vi bånd med hinanden. Vi udveksler tanker og vi griner sammen. Men det er kun med folk, som vi kan lide, vi gør det her. Det er ikke ret hyggeligt at spise aftensmad med en, man ikke bryder sig om – det er altså udelukkende folk, vi kan lide som vi hygger med.

Så vi kender jo godt det, at når man samles om mad, så forstærker det et venskab – giver fælles minder.

Jesus gør det samme. Den sidste aften han lever, samler han også sine venner omkring sig for at spise og hygge. Men midt under måltider tager han brød og vin og gør det til andet og mere. Han gør det til krop og blod.

Man kan sammenligne det, der sker i nadveren, med et stykke jern, som man varmer op over ild. Ilden går ind i jernet, og giver det en glødende farve; men det er stadigvæk jern. Det er både jern og ild på en og samme gang. På samme både med brødet og vinen – det er brød, vin, krop og blod på en og samme gang.

Der sker noget. Gud kommer til os i kærlighed og gør det måltidet, vi deler, til mere end blot et måltid vi kan leve af; men til et måltid vi kan leve på. Det er et kærlighedsmåltid.

Det er tydeligt, når vi hører fortællingen om Jesus på skærtorsdag. Han deler nemlig måltidet med det menneske, han ved, vil forråde ham. Han deler maden med Judas.

VI ved ikke, hvordan Jesus havde det med Judas, men ud fra den måde Jesus har været på, så kan vi kun formode, at Judas også var elsket af Jesus. Det er mere end man kan sige om os, hvis vi blev sat i en position, hvor vi skulle dele et måltid med en, der havde forrådt os eller ville gøre det. En der gennem sladder eller modvilje har gjort livet surt for os.

Ville vi kunne dele et måltid med sådan et menneske i kærlighed. Næppe. Det kan vi ikke, men det kan Gud.

Nadveren er derfor langt større end de hyggemåltider, vi deler sammen med vores venner. Nadveren er nemlig det måltid Gud deler med alle, der vil have del i det. Selv Judas.

Det er nadverens storhed, at enhver, der kommer til den, bliver taget i mod uden spørgsmålstegn, optagelseskrav eller løftede øjenbryn. Der kan enhver sætte sig til bords, og enhver til få de samme ord at vide: dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Det er simpelthen umuligt at være et lukket selskab til en nadver. Enhver er velkommen, og enhver bliver mødt. Ja, selv hvis der skulle indfinde sig en heks fra Bloksbjerg ville denne kunne få del i nadveren, men igen må jeg lige slå fast, at det er umuligt at lave ondskab ud af nadveren. Nadveren er i sit væsen en kærlighedsgerning. Vi bliver sat ind i et fællesskab, ikke bare med hinanden, men med Gud. Et fællesskab der går på tværs af vores sociale skel og holdninger; og et fællesskab, hvor ene og alene det, at man er menneske skabt i kærlighed, er nok til, at vi får en plads. Der er altid en plads.

Skærtorsdag får vi slået fast at hvad der end sker de kommende dage, hvad der end sker i morgen, hvor meget vi end kommer til at svige eller forråde og hvor meget ondt der end kan ske os eller vores kære, så står et fast: der er altid en plads, hvor du kan komme og igen høre ordene:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod. Tag det og spis det. Gør dette til ihukommelse af mig.





Amen







Dagens tekst:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30