søndag den 19. juli 2015

7. søndag efter trinitatis 2015



Hvem er Gud for dig?

Spørgsmålet blev stillet af en veninde den anden dag, mens vi går rundt i Botanisk have mellem folk der lufter hunde, unge der griller og børn der klatrer i træer.

Hvem er Gud for dig?



Det åbenlyse svar er, at Gud er den treenige Gud, der lod sig inkarnere og åbenbare i Jesus Kristus, der siden døde på korset for mine synder skyld, og dermed overvandt døden, så opstandelsen også kan være mig til del.



Det var bare ikke det svar hun ledte efter. Hun ville vide, hvem Gud var for mig personligt.



Spørgsmålet var privat, ja nærmest intimt. Og så blev det stillet midt i Botanisk have mellem et hav af mennesker. Men hvilket bedre sted at tænke over Gud end midt i det levede liv.



Vi er blufærdige, når det kommer til at tale om Gud. Faktisk er vi så blufærdige, at en religionsforsker for nogle år siden kaldte Danmark for et ”samfund uden Gud”. Vi vil helst ikke tale om det, og nogle gange kan vi endda have svært ved at lytte til andres tale om Gud. Vi kan føle, at vi ikke helt er kristne nok, når andre taler om hvor meget de beder og hvor meget Gud kommunikere med dem. Eller vi kan føle, at vi deler noget af os selv, der er ukrænkeligt og umisteligt med andre, og derfor bliver vi sårbare. Der kan være mange grunde til, at vi har svært ved at svare på spørgsmålet om: Hvem Gud er for dig? Nogle vælger endog at kravle højt op i et træ for der at danne sig overblik over en situation, før de vil udtale sig om Gud. Og deroppe fra kan man endda gemme sig mellem bladene, så man ikke bliver opdaget. Det kan forekomme nemmere end at svare på, hvem Gud er for dig.



Men mange tænker over det. Ofte fortæller folk, der har mistet et familiemedlem, overraskede om en Bibel, de har fundet i kommoden – slidt af læsning. Eller om en seddel med ønsker om salmer – salmer de ikke anede, afdøde kendte til.



Mange tænker over troen, beder til Gud eller tænder lys for andre. Gud er ikke væk i Danmark. Gud er i høj grad lyslevende tilstede iblandt os.



Så hvem er Gud for dig? Det spørgsmål kunne jeg stille jer her i dag. Hvem er er Gud for dig? Spørgsmålet skal stilles til dig, for Gud er en personlig Gud. Gud taler ikke til masserne, men til dig og dit hjerte. Heldigvis. For den gud, der kun taler til store grupper, taler til gruppepsykologiens farlige mekanismer, der kan få en gruppe mænd til at stene en kvinde blot på et rygte. Nej, Gud taler til dig, for det er dit hjerte han vil have – ikke en euforiserende handling, hvor retfærdighedens harme dirrer i folk. Det er ikke masserne tilbedelse, men hjertets omvendelse han ønske. Han vil møde dig.



Zakæus mødte Jesus. Zakæus var kravlet op i et træ for bedre at kunne se, men Jesus ved, at han sidder deroppe med overblik og i dække af bladene, og kalder ham ned i menneskemængden. Kalder ham tilbage til fællesskabet, hvor han pludselig ikke længere har overblik, men må forholde sig til sit liv, sin manglende højde og sine gerninger. Han må ned midt i livet igen – han kan ikke blive siddende i ly for livet. Zakæus, der var overtolder, snød andre, holdt med besættelsesmagten og havde penge nok. Han må ned til det liv igen, for vi kan ikke undslå os vores liv.



Og Jesus inviterer sig selv på middag hos Zakæus. Det letter hjertet at vide, at når Jesus kommer til en mand som Zakæus, så kommer han også til os, som vi er og hvor vi er. Det letter hjertet i et samfund, der jagter anderkendelse, og hvor dine præstationer fortæller andre hvem du er. Da er det livsens alvorligt, at Jesus tør møde os som dem vi er, og ikke som det vi gør.



Men fortællingen ender ikke der.



Det er jo forunderligt, at tømreren, der gik mellem fattige, spedalske, syge og udstødte, også besøger den rige Zakæus. Der er ikke kun én bøn, der hviskes i dagens evangelium, men to. Den første er: Tag mig, som jeg er Gud. Men den anden bøn runger også: Tag mig, som du er Gud. (Trinitatis, En homiletisk rejseberetning, Mogens Lindhardt, afsnittet om 7. søndag efter trinitatis)



Der er ikke kun en bøn om en Gud, der tager del i vores hverdagsliv; men i lige så høj grad en bøn om, at Gud må tage os ind i sin verden. Tag mig som du er, Gud. I Fadervor beder vi: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Det er anden del af bønnen. At den himmelske vilje, også bliver en vilje på jorden.



Med et gammelt og udskældt ord handler det om omvendelse.



Omvendelse betyder at vende om. At man får en ny retning, eller bliver korrigeret på den vej, man går. Det er en accept af, at dette liv, jeg lever, må jeg lægge i Guds hænder. Eller Gud i vold, som man sagde før i tiden.



Paulus taler om det i romerbrevet, som jeg læste højt for jer. Det handler om vores slaveforhold til Gud. Paulus bruger det billede, så vi nemmere kan forstå forholdet, og det er altså ikke så vellykket et billede at bruge i dag, som det var på Paulus tid. I dag havde han nok valgt et andet billede at beskrive vores forhold til Gud på.



Vi er ikke slaver af synden, men skal være slaver af Gud, skriver han. En slave er viljesløs. Han gør, hvad han får besked på, uden tanke eller refleksion. En slave af synden gør det onde uden at tænke over det. En slave af Gud gør det gode uden at tænke over det, og alligevel er forholdet til Gud anderledes end slaveforholdet til synden.



I forholdet til Gud, skal vi hverdag øve os i at gøre det gode. Hver morgen er ny, kunne man sige. Og hver morgen skal vi vende om, og styrke barmhjertighed, næstekærlighed, glæde og kærlighed. Det er dig og mig, der skal gøre denne verden til et sted, hvor der er plads til alle. Selvfølgelig kan vi sige nej tak og kravle op i træet. Men vi kan også lytte, når der bliver kaldt på os, og kravle ned. Gud vil omvende vores hjerter.



Gud kommer til os, som han er. Vi skal lukke ham ind. Og derfor sender jeg spørgsmålet videre, jeg fik i Botanisk Have, til jer: Hem er Gud for dig? Eller rettere: hvad giver du Gud lov til at gøre for dig i dit liv?

Og med det kan vi bede igen:



Tag mig, som jeg er Gud.
Tag mig, som du er Gud.




Dagens tekst:


Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«Luk 19,1-10

tirsdag den 7. juli 2015

Skt. Hans 2015



Velkommen til denne smukke og nok egentlig meget danske sommeraften, hvor vi skal fejre Skt. Hans sammen. I denne tale vil jeg ikke sige et eneste ord om folketingsvalg, blokke eller stemmeprocenter. Det lover jeg, men den vil handle om det samme emne som vores politikerne også taler nemlig, livet. Men med en lidt anden vinkel.

Det har lige været midsommer, som er årets lyseste dag. Det er den dag, hvor solen er allerlængst tid på himlen, og vil byde på over 17 timer med dagslys. Det er noget, vi sætter pris på, på disse himmelstrøg. Solen er ikke så flittig en gæst her som andre steder, så derfor er det helt naturligt, at vi længes efter sollys. Det ser vi særligt i det spæde forår, hvor vi løber udenfor den første dag med sol og varme, og redder os både velvære og ofte en forkølelse. Men vi må udenfor, fordi vi gennem en lang vinter har længtes efter lyset.

Og netop det at længes, vil jeg tro, vi alle kender til. Længsler. Skulle man nu lave en indholdsfortegnelse på en længsel, så ville den indeholde 50% håb og 50% drømme. Længsler er sammensat af håb og drømme. Og nogle årstider har lægsler bedre luft under vingerne end andre. Midsommer særligt.

Når hylden blomstre, bierne summer, græsset dufter lysegrønt og fuglene kvidrer, så kan vores længsler brede sig ud, og drømmene og håbet får højere til himlen, og vokser sig større.

Her den anden dag genhørte jeg en fortælling fra tiden efter 2. verdenskrig – en fortælling, der handler om håb og drømme – og slik. Den fortælling vil jeg dele med jer.

Efter krigen blev Berlin inddelt i en engelsk, fransk, amerikansk og sovjetisk zone. Det var meningen at de fire forskellige besættelseszoner skulle styre i fællesskab, men det lykkedes ikke. Stemning var ikke god. Berlin lå langt inde i det sovjet kontrollerede område, og var derfor prisgivet Sovjets velvilje i forhold til adgang til vejnettet. Det udnyttede Sovjet. De afskar det veste Berlin muligheden for at bruge vejene, og dermed afskar de dem fra resten af verden. De slukkede kraftværket, der forsynede Vestberlin med strøm, og dette skete netop Skt. Hans aften 1948. Vestberlinerne vågnede op til mørke og en potentiel hungernød.

Der skulle ske noget drastisk, men ikke noget der ville udløse en 3. verdenskrig. Men mad skulle de have. Derfor besluttede man, at lave en luftbro til Vestberlin, hvor man hver dag forsynede millionbyen med mad – smidt ned fra luften. Hver dag, hvert minut fløj kæmpestore flyvere ud og smed mad ned til Berlinerne.

En soldat ved navn Gail Halvorsen, en amerikansk soldat, var en af de mange, der hver dag fløj ruter ind over Berlin. En dag hvor han går en tur på flyvebasen, ser han en flok børn stå for enden af landingsbanen, men selvfølgelig bag hegnet. Han går ned til dem, og de begynder at snakke sammen. De snakker om frihed, og børnene siger til ham, at det ok, at de sulter en tid, for de ved, at de engang vil blive mætte, men de vil ikke miste friheden, for den er de bange for aldrig at få igen. Børnene gør et stort indtryk på ham, og tiden flyver afsted for ham. Da der er gået en time vender ham om for at gå tilbage. Men da rykker det i ham. Der er noget, der får ham til at gå tilbage til hegnet, mens han leder i sine lommer. Der finder han to stykker tyggegummi som han deler i 4 stykker og giver børnene. Selve papiret som tyggegummiet var i, bliver delt i endnu flere stykker, og de børn, der ikke fik et stykke at smage, tager papiret op til næsen og snuser langsomt ind. Da får han en ide. Han går straks tilbage til sine kammerater, og beder dem opgive deres ration af slik. Han laver små faldskærme af lommetørklæder, så han på næste dags flyvetur kan smide slikket ud til børnene. Men for at de skal kunne kende netop hans fly fra alle de andre, så fortæller han børnene, at han vil vippe med vingerne, når han kommer flyvende, så ved de, at de skal stå klar til at modtage en lille faldskærm fra himlen fyldt med slik.

Som sagt så gjort – han begynder, og ideen breder sig. Der går ikke længe inden der bliver sendt massevis af kasser af chokolade til flyvestationen, så de kan kaste endnu mere slik ned til de mange børn, der lever i ruinerne efter en krig.

Det kan lyde som et fjollet tiltag, men for de børn, var det med til at holde modet oppe, og give dem en fortsat tro på fremtiden.

Soldaten Gail Halvorsen er over 90 år nu, men flyver stadigvæk flyvemaskine. Og han møder stadigvæk børn fra dengang, der tager til USA for at takke ham for det han gjorde for dem.

Hvorfor skal I nu høre denne historie til Skt. Hans. Fordi Skt. Hans er en fejring af lyset, håbet og drømmene. Bålet her er et glædesblus, der skal brænde langt ind de mørke nætter, og minde os om, at lyset altid vender tilbage.

Gail Halvorsen var bare en ung soldat, men han så en chance for at gøre en forskel, og han greb den. Han lod sine drømme og håb få 1. pladsen i livet. Selv siger han om livet, at hverken penge eller ting kan gøre en lykkelig, men når man lever for andre mennesker, så kommer lykken. Det er kloge ord, som vi kan lægge os på sinde. Måske skal vi selv øve os i at turde lade vore drømme og håb få 1. pladsen. Det kunne være de ord, vi tager med herfra i aften, os som vi kan øve os på. Lyt til dine længsler.

Skt. Hans er midsommerens fest. Om lidt vil vi tænde bålet, synge Midsommervisen sammen, mærke fællesskabet, og lade lyset og varmen fra flammerne skinne langt ind i hjertets mørke kroge. Lad os øve os i at gribe de chancer, der er, for at gøre en forskel.

Glædelig skt. Hans – og god sommer.