søndag den 18. oktober 2015

20. søndag efter trinitatis 2015



Der vil altid være fest. Og nogle siger endog at hver dag er en fest.

Fest er jo en helt særlig måde at være sammen på: vi er sammen om at være sammen. Det er højdepunkter i livet, som vi marker ved at indbyde til en sammenkomst. Til fest. Og fester varer sjældent kun lige ½ time. Nej, de strækker sig over timer – nogle gange lige så mange timer, og endog flere timer end en arbejdsdag. Man får noget godt at spise, snakker, hygger og måske danser man. Fester har det mål i sig selv, at gæsterne skal have det godt. Og der er intet som en god fest, der kan skabe minder.

Det kan være en barnedåb, konfirmation, en rund fødselsdag eller et bryllup, som vi hører om i dag. Disse store fester, hvor vi sætter alle sejl til. Det skal være godt, ikke bare for os selv, men særligt for de mennesker, som vi inviterer. For når alt kommer til alt, så er en god fest, også en fest, som man taler om i år frem, fordi man havde det godt.

Men sådan er alle fester ikke. Der er fester, hvor man af en eller anden grund ikke føler, at man hører til. Der er de der oplevelser af, at man ikke passer ind, som en puslespilsbrik, der bliver forsøgt presset ned det forkerte sted. Jeg er med til festen, men alligevel ikke rigtig med. Mere som en tilskuer end som en deltager. Eller måske er det endda sådan, at man slet ikke er inviteret til festen. Det kan svie i sjælen at vide, at man ikke er inviteret med til en fest – fravalgt.

Der vil altid være fest. Ja, men ikke hvor jeg er.

Vi kan slet ikke undvære fællesskaber, os mennesker. Selv det menneske, der siger, at de trives bedst alene, har brug for fællesskaber. Vi kan bilde os ind, at vi er bedst alene; men det er ofte vores usikkerhed og længsel efter et fællesskab, der forstår os og accepterer som dem vi er, der får os til at sige, at vi er bedst alene. Men vi længes – længes efter hinanden.

Det er i mødet med hinanden, vi forstår hvem vi selv er. Det er, når vi møder et menneske, der har tid og lyst til at høre, hvad vi tænker, at vi opdager noget værdifuldt om os selv, nemlig: jeg er værd at elske.

Derfor kan være svært når man føler sig ensom. Følelsen kan næsten invalidere ens sociale kompetencer. Ensomhed. Der findes ikke et menneske her på jorden, der ikke har følt sig ensom. Det er et grundvilkår, at vi til tider vil opleve ensomheden. Nogle gange i glimt og andre gange i lange perioder. Problemet med ensomhed er, at mange er flove over at føle sig ensomme. I en kultur, hvor alt er muligt, er der kun en ting, der ikke fremstår som en mulighed; nemlig ensomhed. Ensomhed er et problem, fordi vi ikke må snakke om det, uden at blive udstillet endnu mere. Og det eneste man har brug for er en ven. Bare en eneste ven.

Det kan gøre ondt helt i marv og ben, når man tænker på det menneske, der føler sig ensom – udelukket. Det er ikke fair, tænker man.

Og derfor bliver lignelsen til i dag, også en provokation. For der er én til festen, der bliver smidt ud, fordi han ikke har det rigtige tøj på. Og da brudgommen spørger ham hvorfor han ikke er klædt om, da forbliver manden tavs.

Lignelser giver ofte flere spørgsmål end svar og de skal tolkes på, men man kan få den fornemmelse, at den lignelse ikke er fortalt af Jesus, men af udsmideren til festen. Og jeg kan ikke selv undgå at føle, at jeg måske er den person, der ikke gør det rigtige til festen, og når jeg bliver spurgt ikke får svaret, og derfor ryger på halen ud fra festen. Festen, der er Guds fest for os mennesker. Og det er en fest, jeg ikke vil gå glip af. Jeg vil ikke smides ud – og jeg vil ikke føle en forkerthed overfor Gud. Jeg har brug for at vide, at han er på min side. Men når man hører, han kan finde på at smide en ud, hvorfor så ikke mig?

Manden smides ud, og det gør ondt på det moderne, individualistiske menneske. Vi kan gøre som vi vil og klæde os som vi vil. Det sidste århundrede har været et langt opgør og oprør mod traditioner, der presser mennesker ned i forstøbte forme. Vi er individer, så selvfølgelig er vi på mandens side. Og man kan næste forestille sig den opbakning, som man ville få på facebook, hvis han skrev en statusopdatering der ude i mørket. Han ville få folkets overvældende sympati. Det der gør manden glad, skal han gøre, så længe det ikke skader andre. Og jeg er sådan set enig, hvis det nu handlede om et helt almindeligt bryllup; men det gør det ikke. Det handler om Gud. Det handler om vores forhold til Gud. Vores svar til Gud.

I virkeligheden er Gud ligeglad med vores tøj, frisure, nationalitet eller kultur. Han kan sagtens se forbi det tøj, vi iklæder os, om det så er det fysiske tøj på kroppen, eller det vi iklæder sjælen. Vi kan tage mange forskellige klædninger på. Vi kan iklæde os hovmod, kontrol, ja sågar overskud kan vi iklæde os. Vi kan være iklædt en følelse af at være helt forkerte eller kiksede. Hvilken klædning vi end tager på eller er blevet iklædt, så ser Gud forbi det, og ser os som vi er. For de klæder er jo ikke os – det er ikke dem vi er, men blot et skue.

Han ser os. Og i det blik bliver en ny virkelighed givet til os – vi kan iklæde os kærligheden. Det er det vigtigste – vi skal tage kærligheden på som klædning.

Når der er bryllup her i kirken, så læses der altid en tekst som Paulus har skrevet, hvor der står følgende:

”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” (Kol, 3, 13-14)

Ifør jeg kærligheden, siger vi til alle brudepar. Og selvfølgelig taler man i den situation også om den kærlighed, der er mellem to mennesker, der elsker hinanden; men der bliver altid talt om den kærlighed der er større end det. Nemlig den kærlighed vi skal iføre os for at leve livet.

Det er den klædning, som manden ikke har på. Han fravælger kærligheden, og da brudgommen spørger til ham, tiltaler han ham som ven. Min ven, hvordan er du kommet ind uden at have iklædt dig kærligheden?

Manden er ikke en stakkel eller en individualist, men derimod et menneske, der bliver tilbudt kærligheden og ikke vil have den. Sådan er kærlighed – den kan ikke tvinges, men skal altid være fri. Du må altid gerne sige nej, og gå hjem fra festen. Manden bliver udelukket, fordi han lukker sig selv ude. Men det ender ikke der for manden, selvom lignelsen ender. For Gud vil at der skal være fest. Og manden der lukkes ude, bliver til Guds sorg. Og Guds sorg er også Guds omsorg. Gud holder fest, så vi kan have det godt. Han vil give os en fest – et liv, hvor vi har det godt. Et liv hvor vi har kærligheden som klædning. Han vil finde os i mørket, hvor vi er bundet på hænder og fødder, og der vil han løfte os op, befri os og give os mod til at leve livet. Han vil følge os livet igennem, indtil vi vender om og følger ham. Gud viser omsorg overfor det fortabte og stædige.

Der vil altid være fest. Der ligger en himmelsk trods i det, at Gud insisterer på fest. Han vil lede og invitere os igen og igen. Hvordan vi end vender og drejer det, så bliver der bryllup.



Amen




Dagens tekst:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Matt 22,1-14

lørdag den 10. oktober 2015

18. søndag efter trinitatis 2015



I romersk mytologi afbilleder de retfærdighedens og lovens gudinde, der i øvrigt hedder Justitia, med en vægt i den ene hånd til at veje argumenter, et sværd i den anden, der symboliserer hendes forkærlighed for fornuft og retfærdighed, og sidst, men ikke mindst med et bind for øjnene. Gudinden Justitia har et bind for øjnene, så hun ikke kan se dem, hun skal dømme – så hendes fordomme ikke kommer i forkøbet.

Det er retfærdigt, og så retfærdigt, at mange domhuse, særligt i USA, har en figur af Justitia stående udenfor. Som en påmindelse om, at loven er blind.

Og der findes intet som en lov, der sætter verden i system. Vi er omgivet af love. Vi har alle de juridiske love, som vi møder i vores hverdag. Man må ikke stjæle eller slå hinanden, man må ikke køre på fortovet og man må heller ikke køre over for rødt. Det er nemt og ligetil. Og så har vi alle de love, der gælder mellem os mennesker. De love, der ikke er nedfældet, men som er en del af vores kultur og vores omgang med hinanden. Tænk på, at vi er et meget høfligt folkefærd, der taler afdæmpet til hinanden, bruger ironi, siger undskyld, hvis vi støder ind i hinanden og tak når nogen hjælper os. Vi har en masse sociale koder eller regler, som vi bare følger, fordi det gør hverdagen nemmere, når vi ved, hvor vi har hinanden. Netop derfor kan det også være svært for os, når vi møder mennesker, der endnu ikke har lært de koder at kende. Det er følelsen af, at de bryder loven, selvom det bare er en uformel, relationel lov, så bliver den brudt, og det kan skabe vrede og frygt i os. Det fremmede, vi ikke ved, hvor vi har henne, gør os utrygge.

Så denne indbyggede eller indre lovmæssighed har også en slagside. For selvom den langt hen af vejen, gør hverdagen nemmere for os, fordi vi ikke hver morgen skal blive enige om hvilke grænser, vi har i dag, så kan denne lovmæssighed også smitte af på vores omgang med hinanden. Og med Gud.

Hvis vi i mødet med et andet menneske fokuserer for meget på de love, der bliver brudt, og dermed i vores indre løfter en pegefinger til advarsel og belæring, så tager vi afstand fra det menneske. Vi graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vi er ikke længere medmennesker, men skaber fjendebilleder. Og det behøver ikke kun handle om flygtningene i denne tid, men kan også ske på arbejdspladsen, på studiet eller i omgangskredsen.

Og det samme kan gøre sig gældende med Gud. Der sker det meget menneskelige, at Gud bliver gjort til en dommer – lidt ligesom Justitia. Det kan der være godt belæg for, for flere steder i Bibelen, står der om en kommende dom af verden. Og i Matthæusevangeliet, som dagens evangelium er hentet fra, skriver Mathæus om en kommende verdensdom, hvor fårene skal skilles fra bukkene. Så vi hører om at der skal være en dom. Men kommer vi ikke til at blande vores retfærdighedssans sammen med Guds? Kommer vi ikke til at give Gud en vægtskål i den hånd, et sværd i den anden og bind for øjnene. Så han kun kan lytte efter argumenter, fornuft og må følge loven til punkt og prikke.

Men sikke en forfærdelig tanke, hvis det er rigtigt. For den lov, der i Guds tilfælde skal følges, vil være den lov, der står i Mosebøgerne. Der står bl.a. følgende:

Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. (5. mosebog, kapitel 21 vers 18-21)

Mosebøgerne er fyldt med sådanne love, der kræver stening til døden, eller udelukkelse af fællesskabet. Det er altså loven, som står i vores Bibel; men det er også den lov, som Jesus gør op med.

Sådanne love som vi hører om her fra Mosebøgerne er forfærdelige. De deler mennesker op i dem, der overholder dem, og dem, der ikke gør. Dem Gud elsker og dem han ikke elsker. Love inddeler mennesker i får og bukke. I retfærdige og uretfærdige. Og det værste er, at love kan give os den vildfarelse, at vi gerne må dømme. Men hvem af os dømmer blindt?

Jesus gør op med den lovtanke, for han er ikke sådan. Gud er ikke sådan. Gud vil ikke have lydige undersåtter, der overholder loven til punkt og prikke – han vil have mennesker. Gud sidder altså IKKE med en lille lommebog og skriver alle vores synder ned på en side og alle vore gode gerninger på den anden. Gud er ikke en overdimensioneret julemand, der skal afgøre om vi har været artige nok til at komme i himlen. Og skulle Gud have ønsket sig denne hær af lovrobotter, der gjorde som han gerne ville uden omtanke eller følelser, var vi næppe blevet skabt med hjerne og hjerte. Gud vil have vores hjerter. Han vil have hele os, som dem vi er. Vi skal væk fra den ydre lov overholdelse og vi skal væk fra den forlorne moralisme, vi kan dømme andre med. Vi skal derimod helt ind til kernen af hvad et menneske er. Vi er skabt i kærlighed af Gud, der er kærlighed. Det begynder i kærlighed og det ender i kærlighed.

Vi skal elske Gud og vi skal elske hinanden. Det er ikke bare endnu en lov, der skal holdes, men er en konsekvens af, at vide sig elsket. Det er en konsekvens af skaberværket.

Og det pudsige er, at Gud, når han dømmer, ikke står med en vægt, et sværd og bind for øjnene. Gud dømmer med åbne øjne. Han dømmer ikke mere i blinde efter en lov, der står skrevet i sten; men med hjertet. Gud dømmer seende. Han lader sin ansigt lyser over dig, og er dig nådig. Han løfter sit ansigt mod dig, og giver dig fred. Gud ser dig, fordi du er dyrebart skabt af ham. Og vi skal turde stå der foran Gud, for han dømmer os med kærlighed.

Vi siger ofte, at Gud dømmer med kærlighed. Det er et paradoks, at vi bliver dømt med kærlighed, men det er en metafor for, hvad der sker. For kærligheden dømmer ikke. Vi bliver derimod sat til at leve sammen i kærlige fællesskaber. I ægteskabet, venskabet, familien eller i menigheden. Vi er skabt til at være bundet sammen i kærlighed. Og hvordan vi end oplever den i vores liv, så besidder den en robusthed. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Hele tiden dette alt. Kærlighed kan ikke slås af banen. Kærligheden hører aldrig op.

Derfor er kærligheden også det største bud i loven.

Den stræber vi efter, længes efter, og alligevel vil den altid være hemmelighedsfuld for os. Vi kommer aldrig til bunds i kærligheden, eller kommer til at vide alt om den. Vi bliver aldrig eksperter i kærlighed, men må stille os tilfredse med at være glade amatører. Glade amatører, der søger kærligheden – søger Gud.

Og så jeg tror, vi skal lade os inspirere af Gud, når vi nu hører, hvordan han ser på os med åbent ansigt. Vi skal ladet det klæde det dækker vores øjne falde. Vi skal forsøge at se næsten med Guds kærlige øjne. Prøve at gætte os til, hvordan vil Gud se på det menneske ved siden af mig? Og tænk så, han ser på dig med samme kærlighed. Vi er alle noget helt særligt for vor Herre.

Jeg vil slutte med nogle ord af Elisabeth Barrett Browning, der skal minde os om, at det hellige er helt tæt på hver dag - klædet er faldet.

Ordene lyder sådan her:

Jorden er proppet med himmel,

Gud brænder i hver eneste busk.

Men kun den, der ser det,

tager skoene af –

de andre sidder der bare

og plukker brombær.



Amen







Dagens tekst:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46