Nytårsaften 2015

Jeg vil begynde med legende, der hedder: ”Det gemte lys”. Den lyder sådan her:

Da Gud skabte solen, lod han den til at begynde med lyse både dag og nat, så jorden på den måde hele tiden blev overstrålet af et guddommeligt lys. Men Gud så ind i fremtiden og så, at mennesker ville komme til at vende sig bort fra lyset og i stedet vælge den mørke vej.

Da trak Gud en del af solens lys tilbage, så solen kun skinnede i løbet af dagen. Det lys, som på den måde blev til overs, delte han op i små, lysglimt, som han gemte overalt i verden.

Disse lysglimt fik mennesket derefter til opgave at søge efter, hver og en på sin egen måde. Nogle finder det i form af et venligt ord fra en ven, andre i en hjælpende hånd fra en fremmed og atter andre i et mirakel fra himlen.

Lysglimtene kommer på forskellige måder, men de findes – rede til at sprede deres guddommelige lys til det menneske, der har brug for det (Altid elsket, tanker om tro og kærlighed. Kristina Reftel, Unitas forlag).

Sådan lyder legenden om lyset. Selvom det bare en legende, så kan det alligevel sige os noget om, hvordan vi mennesker kan gøre livet dybere for hinanden. For selvom der er massevis af eksempler, der modsiger Guds lys i verden, så er der lige så mange eksempler, der bekræfter, at godheden er blandt os.

Vi skal se dem – få øje på dem. Og nogle gange kan det gode være skjult for os, så vi knap for øje på det. For Gud havde ret, da han forudså, at vi mennesker nogle gange søger mørket frem for lyset.

Vi kan drages ad veje, hvor vi pludselig ser det som vores pligt at undertrykke andre, og nogle gange bliver Gud ligefrem brugt som blåstemplingen af det, selvom det slet ikke er Guds mening at dele mennesker op i A og B hold. Sådan ser vi det, når store dele af verden erklærer krig mod dem, der er anderledes tænkende. Der bliver dannet fjendebilleder, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Eller vi drages ad veje, hvor vi krampagtigt holder mere på vores egne rettigheder end ser medmenneskets nød. Sådan oplevede store dele af Europa det, da flygtningestrømmene begyndte at bane sig vej gennem Europa, og vi blev udfordret på vores næstekærlighedssyn.

Eller vi drages ad veje, hvor vi tror, vi er mere værd end andre mennesker. At vi er tættere på at gøre det rigtige end andre, og vi langer ud efter dem, vi er uenige med på facebook eller i samtalen, hvor vi er med til at nedbryde tilliden til hinanden.

Eller vi drages ad veje, hvor vi kroger os om vores eget jeg, og ikke længere opdager verden omkring os. Opdager mennesker, lyset eller kærligheden, fordi vi kun kan få øje på mørket i os selv. Og bitterheden tager over.

Der er nok at veje, der drager os mod mørket. Men der er også veje, der drager os mod lyset. Der er veje i lys.

Men vi må ikke stå på gadehjørnerne som hyklerne og vise os for mennesker, formaner Jesus os. Hvorfor nu ikke.

Det kan lyde som det største drag over nakken på det menneske, der endelig har fundet kærlighedens lys, og så derfor gerne vil dele den med andre. Det lyder som Jantelovens klamme hånd, der lægger sig over ens mund og hjerte og klemmer til. Hvorfor nu ikke råbe lyset ud fra hustagene?

Fordi livet med Gud ikke er et kunststykke, der skal beundres, men en måde at være i verden på – det er en måde at leve på.

Og livet er ikke skinnende, pænt og blankpoleret. Livet er livet. Vi skal ikke vise vores renvaskede sjæle frem til beundring, men leve.

Det handler om det skjulte i livet. Men hvad har vi dog at skjule, kunne man spørge? Bør man ikke være stolt af alt det, man gør rigtigt. Undersøgelser har vist, at vi i højere grad angiver fartsyndere, sort arbejde. Vi angiver socialt bedrageri. Vi giver mere, når der er landsindsamling. Vi er på overfladen bedre mennesker. Vi gør det rigtige. Vi er rigtige. Men så var der en mand, der sagde, at det måske var omvendt. At jo mere rigtigt, det så ud på overfladen, des mere var der skjult af snavs under overfladen.

En mand, der sagde, at det handler om hjertet, og ikke om at følge reglerne, så det ser godt ud i andres øjne?

Det skjulte skal frem i lyset, og det i lyset skal være skjult. Det er omvendt af hvad vi nu gør. De fleste vil gemme det væk, de skammer sig over. De vil gemmer det væk, de gjorde forkerte. De episoder, hvor de sårede andre eller ikke slog til. De vil gemme det væk, der ikke passer med vores selvforståelse. Skammen over det vi ikke magtede. Men det behøver vi ikke gemme væk, for det er også en del af livet. Det skal ikke være i mørket, for det er netop det, der gør os til mennesker. Når vi må indse, at vi ikke kan klare livet alene.

Vi beder i Fadervor: ”For dit er Riget og magten og ære i evighed. ”

Det er vigtige ord, for her hører vi, at det er Gud, der har magten. Det er ikke os. Vi har derimod brug for at lægge vores liv i hænderne på ham, der er magtfuld. Det er en kæmpe lettelse, for det betyder, at alt det, vi skammer os over, det får vi hjælp til at bære. Det er ikke meningen, at vi skal leve et liv, hvor vi ikke træder ved siden af. For sådan er det. Vi er syndere, for nu at bruge et fortærsket og misforstået udtryk. Vi kommer til at træde ved siden af. Men det skal frem i lyser, så vi der kan give det i Guds hænder. Og gøre os fri af det. Få tilgivelsen og lyset.

Og det der nu er lyset, det skal være skjult. Vi skal ikke bringe vores omsorg, barmhjertighed og godhed til torvs. Det skal ikke stå til skue for andre, så de kan blive misundelige eller beundre det. Nej, vi må forstå, at godhed ikke er vores, men er noget der bliver levende mellem os. Godhed er ikke noget vi kan eje eller noget særligt ved vores karakter. Nej, godheden sker, når vi møder hinanden, og Guds guddommelige lys skinner mellem os, så det lyser os helt ind i krogene af vores hjerters mørke. Så vi kan ikke bryste os at vores godhed, for æren er alene Guds – og det til evighed.

Amen og glædeligt nytår



(Inspireret af Kathrine Lilleøers prædiken til Nytårsaften)




Dagens Tekst:

»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13

Juleaftensdag 2015

Jeg vil dele en historie med jer om min mormor og morfar. De var engang for mange år siden på ferie – en af de første charterrejser til Mallorca. En dag går de en tur, og der kommer de forbi en bunke affald. Der er umiddelbart ikke noget at se, men da min mormor er kommet næsten forbi strejfes hendes blik af noget, der ligger i bunken.

Og der mellem affald og ubrugeligt skrammel ligger en Jesusfigur. Hun tager den op mellem sine hænder, og da opdager hun, hvorfor den lå der. Den ene arm var brækket af.

Alligevel vælger hun ikke at kaste den tilbage i skraldet, men at tage den med sig. Hun lægger den i sin kuffert hjem til Danmark. Da hun kommer hjem til Danmark reparer hun armen med ler og min morfar laver et kors, så Jesusfiguren igen kan komme til sin ret.

Det er en fortælling, jeg har hørt hele min barndom. Historien om Jesusfiguren min mormor fandt i en affaldsbunke.

Der er noget utrolig fint ved den fortælling. Det, der i første omgang kan forekomme som affald, som brugt og nytteløst, det kan klinkes – det kan repareres. Det kan blive nyt og fint – det kan blive til noget andet.

Det er en fortælling om muligheder. Mulighedernes magt.

Og julen er en fortælling om muligheder.

En julenat slog Gud hul på himlens hvælvning, så han kunne strække sig hele vejen ned til jorden, og lade sig føde som et lille barn. Maria – en ung teenager fra byen Nazareth var mor. Et usandsynligt og højst tvivlsomt valg, hvis man skal vurdere det. Hvorfor lige vælge en ung, fattig pige, der ikke engang var gift. Man så anderledes på børn uden for ægteskabet dengang, så hun har sat både sin familie og sin forlovede i en frygtelig kattepine. For hvordan kunne det gå, at hun kunne blive gravid? Ja, vi ved jo godt hvordan det gør til, men hun fortæller en historie om en engel, der kommer og besøger hende, og så er hun gravid. Det må have vakt en del tvivl og mistro hos hendes nærmeste.

Det ville da have været lettere hvis Gud havde valgt en gift kvinde, så de slap for al balladen. Men det gjorde han ikke. Måske så Gud muligheder gemt hos Maria. Muligheder der endnu ikke var udfoldet, men som kunne det, hvis de fik chancen til det.



Men muligheder skal have chancen for at udfolde sig. De skal have plads og tillid. Tro på at der er mere end øjet lige ser.

Der findes en ordsprog, der hedder: Man skal ikke skue hunden på hårene. Det betyder, at man ikke skal se på det ydre, men på det indre. Det kan vi jo ikke gøre ved første øjekast, og derfor bliver man også nødt til at gøre sig umage, når man møder et menneske. For nogle mennesker gemmer sig bag en masse forsvarsværker for ikke at vise omverdenen, hvem de er. Det kan være store ord, sårende ord eller grimme ord, de gemmer sig bag. Eller det kan være tåbelige handlinger eller måske de vender sig bort, når man kommer for tæt på. Vi skal ikke skue hinanden på ord eller handlinger, men nogle gange anstrenge os for at få øje på det, der ligger bagved. Det er så nemt at dømme hinanden ude, men den virkelige opgave ligger i at dømme hinanden inde i fællesskabet.

Der ligger muligheder i hver eneste af os. Det er skabelsens vilkår, at Gud har skabt os med muligheder. Vi har mulighed for at vokse som mennesker, lade kærligheden slå rod som var den et lille frø, der skal vokse sig stort i vores hjerter. Kærligheden har mulighed for at blive så stor, at mistro, frygt og fordomme visner i skyggen af kærligheden. Den mulighed ligger der. Men vi skal turde sige ja tak, når frøet bliver lagt. For ligesom ethvert andet frø, vi planter i haven, kolonihaven eller altankassen, så skal det have næring, lys og plads for at kunne vokse. Vi kan kvæle kærligheden, hvis vi ikke passer på den.

Ja, frøet er for altid lagt i vores hjerter – det gjorde Gud helt fra begyndelsen af, men vi skal give det rum til at vokse. Den mulighed har vi alle, hvis vi giver, ikke bare os selv, men særligt hinanden plads, troen og tilliden til at vokse i. Kærlighed er stædig – den vil vokse bare den får chancen. Faktisk kan man sammenligne kærligheden med en mælkebøtte, som haveejerne er ret trætte af. Men hvis vi ser bort fra det, så er det forunderligt, at mælkebøtten bare skal have en sprække, så vokser den. Den spirer op gennem asfalten, hvis den får mulighed for det. Og når den er klar, så spreder den sine frø på de fineste, blødes små englefrø, der af vinden får dem til at danse langt bort – for også langt borte har de brug for kærlighed.

Kærlighed er som en mælkebøtte. Den kan kvæles, men giver vi den bare lidt plads, så blomstrer den. For kærlighed er det stærkeste i hele verden.

Det er julens budskab – kærligheden er så stærk, at Josef sagde ja til at være stedfar, så stærk at Maria sagde ja til at blive Jesu mor, så stærk at Gud blev et menneske julenat, og så stærk at vi den dag i dag 2000 år senere stadigvæk samles juledag og lytter til fortællingen om det lille barns fødsel.

Og kærligheden er stadigvæk tilstede i verden, selvom jeg nogle gange kan komme til at tvivle, når jeg ser de rædsler vi mennesker udsætter hinanden for, og den forhærdelse, der er kommet i så mange sind over for vore medmennesker. Da kan jeg tvivle på kærligheden, og da glemmer jeg, at kærligheden kan vokse op gennem selv det hårdeste asfalthjerte. Men vi må ikke tvivle på kærlighedens magt, men hele tiden bære troen på den fremstrakt i vores hænder.

Kærligheden er stærk, og den kan klinke selv den dybeste revne. Gud kan sætte det sammen, der er gået itu. Selv det, der for os, kan se ud som om det ikke har værdi, fordi det er krøllet, trådt på eller i stykker – der ser Gud muligheden, og værdien.

Og vi kan lade os inspirere af det. Vi kan øve os i at se værdien i det der umiddelbart er værdiløst og smidt ud. Vi kan se mulighedes kærlighedsfrø.

Ligesom min mormor så værdien i en ødelagt Jesus figur, skal vi se værdien i et ødelagt menneske, og give det muligheden for at vokse.

Jeg vil her til slut gerne vise jer korset, som min mormor og morfar ved fælles hjælp lavede. Det hang på væggen i deres hjem, og da de døde arvede jeg det. Nu er selve korset ved at gå fra hinanden, så min mand skal reparere det for mig. Og på den måde fortsætter historien om den værdiløse figur, der viste sig at have stor værdi.

Amen

Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14