lørdag den 2. januar 2016

Helligtrekonger 2016



Helligtrekonger markerer afslutningen på julen. Julepynten tages ned, og juletræet bliver tændt for sidste gang her i kirken. Festdagene er afsluttede, og vi bevæger os mod hverdagen igen. Det er en overgangstid, hvor vi går fra fest til hverdag. Fra et stadie i livet til et andet. Livet er fyldt med sådanne overgange. Vi bliver ældre, vi flytter, vi oplever tab og sorg, vi oplever glæde, blive gift, får børn eller vi skifter job. Sådan er livet fyldt med overgange. Konstant er vi på vandring gennem livet. Selvfølgelig kan det skabe ængstelse eller nervøsitet i os. Eller glæde og forventning. Men hvilken følelse det end, bringer frem i os, så bevæger vi os hele tiden afsted – fremad.

Ligesom de vise mænd fra østerland vandrede fra øst til vest for at finde den nye konge. De bevægede sig afsted – fremad mod Betlehem. Deres vandring er siden middelalderen blevet markeret flere steder i verden. I Schweiz vandrer man, ikke fra øst mod vest, men fra dør til dør og marker hvert hjem med bogstaverne CMB. CMB er forbogstaverne på de navne som de tre vise mænd har fået: Caspar, Melchior og Baltazar. Men CMB står også for Christus Masionem Beneficat, der betyder: Må Kristus velsigne dette hus. Lige meget hvor du vælger at hvile dig på din færd, så vil Kristus velsigne dig.

Og på sin vis gentager vi denne vandring i kirken, hver gang vi afholder dåb og dåbsbarnet bliver båret frem – frem mod Gud. Eller blot når vi som kirkegængere går i kirke, og vandrer ind af dørene og op langs gulvet. Det er en lille vandring, der skal symbolisere den store livsvandring vi er på.

De hellige tre konger havde stjernen på himlen, de skulle følge. Og de begav sig på deres livs vandring. De vandrede gennem ukendte og øde egne. De vidste ikke, hvad de ville finde, når de kom frem. Og det eneste holdepunkt var denne stjerne, der lyste på himlen.

Det kan være svært at forestille sig det mod, der skal til for at turde forlade alt bag sig og følge stjernen. Har folk grinet af dem, gjort nar af dem? Har folk rystet på hovedet og tænkt at de var nogle tosser? Men selvom det må have vakt undring, så drog de afsted. Sådan er bibelen fyldt med fortællinger om folk, der trods omverdenens reaktion, begav sig afsted, fordi Gud kaldte på dem. De fik ikke alle en tydelig besked, nogle af dem fik bare en stjerne på himlen til at guide dem, og alligevel gjorde de det. De begyndte en vandring, der givet dem en oplevelse, forandret dem og givet ny indsigt.

Tænk bare på Jomfru Maria, som vi lige har hørt om. En teenagepige, der ugift, får at vide, at hun skal være mor til Jesus. Eller Moses, der skal befri jøderne fra fangeskabet i Ægypten. Eller Peter, der fik det hverv at føre troen på Jesus videre, og blev grundlæggeren af kirken. Sådan er Bibelen fyldt med fortællinger om mennesker, der begav sig i kast med en opgave, der umiddelbart virkede for stor.

Nu er det måske for meget sagt, at vi andre skal vente på at få en helt specifik opgave fra Gud. For vi har fået vore opgave, og den kan også til tider virke for stor. Men Gud stoler så meget på os, at vi fik den allerede første gang vi trak vejret. Vi skal leve vores liv. Det lyder simpelt, men det ved vi godt, at det ikke altid er. Vi skal leve vores liv, og dele kærligheden med hinanden. Vi skal gøre livet levende, som Gud må have haft det i tankerne, da han på skabelsens morgen, så på livet og konstaterede, at det var godt. For selvom det til tider kan være hårdt, og vi føler vi kæmper mod den ene ulykke efter den anden, så er livet i sin grundessens godt.

Selv i vores livs mørkeste mørke er der et lys på nattehimlen, der kan guide os på vej.

Men vi ender ikke altid, hvor vi forventede at ende. De tre vise mænd drog i første omgang mod Jerusalem, for de lede efter en konge. Der fik de audiens hos Kong Herodes, men her fandt de ikke hvad de søgte, så de måtte drage videre. Og de kom til en helt anden by, og til en stald. Og der mellem dyr og halm, fandt de Maria med sin lille søn. Himlens konge.

Og han fik gaver, som var han en konge. Der findes en legende, der fortæller om de tre vise mænd, at det var mænd i tre forskellige aldre.

Den først var en und mand, der ledte efter en konge, han kunne hylde. En der var værdig til de idealer, han havde. Derfor bragte han guld som gave til det lille barn.

Den anden mand var midaldrende. Han længtes efter en, der kunne give hans liv mening. Han ville give Gud æren, og derfor ville han bringe noget med, der kunne bære hans tilbedelse op til Gud. Derfor bragte han røgelse til det lille barn.

Den sidste var en gammel mand med et langt liv bag sig. Han var plaget af de fejltagelser, han havde begået gennem livet, og ledte efter en frelser. Med den visdom, der kommer med alderen, vidste han, at frelsen måtte være en, der kendte til den lidelse, som livet bringer. Derfor bragte han den helende myrra med sig som gave til det lille barn.

Og alle tre mænd med hvert deres gave, og hvor de end var i deres liv, fik en plads ved barnets fødder.

Sådan lyder legenden om de tre gaver. Der var plads til dem alle, selvom det kan lyde som om de søgte noget forskelligt, så søgte de alle Gud. Og som der var plads til dem i stalden, er der også plads til os.

De vise mænd gik efter lyset, og fandt verdens lys. Jesu siger om ham selv, at han er verdens lys. Han er lyset, der skinner selv i mørket, som Betlehemsstjernen gjorde det dengang.

I disse dage, hvor der er så tidligt mørkt, har vi på disse breddegrader i særlig høj grad brug for at høre om lyset. Vi har brug for at holde fast ved, at mørket ikke har magten i verden, men at den må vige.

I Rusland fejrer de også Helligtrekonger. Til gengæld fejrer de ikke julen, men har netop Helligtrekonger, som deres højtid, foruden påsken. Men under det kommunistiske styre fik religion trængte dage. Kommunisterne ville udrydde religion, og indsætte ateisme i stedet for. Derfor blev mange kirker revet ned, og dem, der var tilbage, blev brugt som lagre for kartofler, korn og andet. Det var svært at være troende, men mange troede alligevel. Og mange havde under skjorten gemt et kors. Udenpå så man hammer og segl, men inden ved hjertet var korset. Da Sovjetunionen faldt, åbnende kirkerne igen, og det viste sig, at selvom troen havde været trængt i næsten et århundrede, kunne man ikke slå den ihjel. Troen levede.

Det er en fortælling om at lyset, selv i trængte tider, ikke kan slukkes. Og selv den dag i dag er der folk, der bliver forfulgt fordi de er kristne. Fordi de tror på lyset i verden.

Vi skal bære det lys med os ud i verden. Vi er små lanterne i mørket, der skal sprede den juleglæde, vi har just har hørt om. Vi skal være medmennesker for hinanden, så enhver må føle sig velkommen i fællesskabet. Juleglæden skal gælde hele året, for lyset er ikke bare en enkeltstående begivenhed, men er givet for altid. Lyset er sendt til os, så vi aldrig igen skal stå i et mørke, hvor vi ikke kan finde vej. Lyset er sendt til os, så vi aldrig igen skal føle os alene, når nattens mørke sænker sig over os. For Gud er med os. Gud er også der.

Og i denne overgang fra højtid til hverdag, hvor vi igen skal ud i den rasende og hektisk hverdag, der er han også med os.

Og når vi kommer til at gå ad omveje, og vi ender helt andre steder end vi regnede med, så er han også med os der.

Lyset er en gang for alle kommet til verden, og det vil lyse for vores fod, så vi kan finde vej i livet. Vi er ikke alene – Kristus vandrer med.

Amen




Dagens tekst:


Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12