søndag den 27. marts 2016

Påskedag 2016



Jeg kender en præst, der engang skulle undervise en enkelt konfirmand op til hans konfirmation. En dag tæt på påske tog hun ham med op i kirken, og der viste ham rundt, mens hun fortalte om påskens dage. Hun fortalte om palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens folket hylder ham. Hun fortalte om skærtorsdag, hvor Jesus indstifter nadveren, som vi siden har fejret hver gang vi mødes til gudstjeneste. Hun fortalte om Langfredag, hvor Jesus bliver korsfæstet, og hvordan han bliver taget ned fra korset, da han er død, og hvordan han bliver lagt i en gravhule, og en stor sten rullet for.

Så kommer hun til påskedag, hvor hun fortæller ham om, hvordan Maria Magdalene og den anden Maria kom hen for at se til graven. Da de er næsten henne kommer der et jordskælv, og en engel stiger ned, vælter stenen fra graven, og siger til dem, at Jesus ikke længere er død. Han er opstået – blevet levende igen.

Da udbryder konfirmanden spontant: WHAT – blev han levende igen.

Sikke en fantastisk reaktion på Jesu opstandelse. Den konfirmand havde tydeligvis aldrig hørt fortællingen før. Men sikke et udbrud. Mon ikke kvinderne ved graven på deres egen måde, kunne have sagt og tænkt det samme?

Men sådan reagerer vi jo ikke i dag til en påskegudstjeneste, når evangeliet bliver læst højt. For vi ved jo godt, at han opstår. Det overrasker os ikke så meget. Men der går noget tabt, når man ikke længere lader sig begejstre.

Måske I kender den type mennesker, der, når man fortæller en historie, bare svarer med et ja ja. De lytter måske nok, men svaret til alt, hvad man siger er et ja ja. De lader sig ikke rive med eller imponere. Der er ingen begejstring. Det er så irriterende, at tale med sådan et menneske. Ja, vi gør det måske selv engang imellem.

Men man ødelægger en fortælling, når man ikke giver den plads og liv. Den bliver ligegyldig, fordi den der skal lytte, ikke lytter aktivt, men blot er der. Og enhver fortælling eller historie kræver, at der er nogen, der lytter. Lytter efter, sætter sig ind i den, og udbryder WHAT, når noget er overraskende.

Og ja, vi kender fortællingen om Jesu opstandelse. Men den bør få et WHAT med sig hvert år. For det er utroligt, selv den dag i dag, at det kunne ske. Det er virkeligt U-troligt at Jesus opstod. Altså det kan næsten være svært at tro.

I Lukas evangeliets beretning om Jesu opstandelse, er det faktisk også sådan, at Jesu disciple mente, at det var løs snak, da kvinderne kom og fortalte dem om den opstandne Kristus. De troede simpelthen ikke på dem. Man kan næsten forestille sig, at de netop svarede kvinderne med et ja ja. Den er god med jer. Og det var først, da den opstandne Jesus står midt blandt sine disciple, og lader dem mærke ham som kød og knogler, at de tror på kvindernes historie. De måtte simpelthen have beviser for at kunne tro på opstandelsen.

Og her vi tilbage ved en gammel sag – nemlig den, at vi ofte kræver beviser for at kunne tro på noget. Der skal beviser på bordet. For nogle år siden kom den anerkendte fysiker Stephen Hawking, der bl.a. har forsket i Big bang og sorte huller med en udtalelse om Guds eksistens. Han har fundet frem til, at tiden ikke eksisterede før Big Bang. Tiden var simpelthen ikke sat i gang, og derfor var der ikke en tid, hvorfra og hvor i Gud kunne skabe. Deraf udleder han, at Gud ikke eksisterer. Er der ingen tid, er der ingen Gud, mener han.

Jeg er selvfølgelig uenig med ham. Hawking er en fremragende fysiker, men han falder for den samme trang, som alle vi andre også gør til tider, at vi kræver beviser – selv for Guds eksistens. Vi lader os simpelthen ikke begejstre.

Naturvidenskab og tro behøver ikke være hinandens modsætninger, men kan sige noget forskelligt om verden, vi lever i. Jeg tror personligt på, at Gud skabte verden, og jeg tror, at Big Bang er den måde, han gjorde det på. Jeg tror, Gud skabte jorden, og jeg tror, at jorden er rund. Jeg tror, vi er skabt i Guds billede, og jeg tror, at evolutionen har fundet sted. Naturvidenskab og tro altså behøver ikke være hinandens modsætninger, og de behøver ikke skulle være i krig med hinanden.

Og Hawking siger, at tiden ikke var sat i gang før Big Bang, så kan vi tænke på, at Gud er Gud fra evighed til evighed. Kan man ikke tænke evigheden som det, der var før tiden?

Troen er ikke på bekostning af sund fornuft eller naturvidenskab, men er i samspil – det er bare to forskellige måder at beskrive og se verden på. I Bibelen står der om tro: ”Troen er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, der ikke ses” (Heb. 11,1). Troen er ikke afhængig af beviser, men afhængig af hjerter. Troen er troen på, at der er mere end, vi kan veje, måle og se. At der bag det hele er noget poetisk, kreativt – at der er Gud.

Verden kan altså beskrives på forskellige måder. Tænk bare på hvor forskelligt, man kan beskrive en solopgang.

På den ene side kan man sige: Jorden har nu roteret om sin egen akse, hvorfor vi igen vender mod solen. Dette beskrives som en solopgang, selvom solen i realiteten ikke står op, men står stille i universet, mens det er jorden, der bevæger sig om solen.

Det er en måde, at se en solopgang på. Man kunne også sige det på følgende måde:

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

Sådan skriver Jacob Knudsen i 1891 om solopgangen. Spørgsmålet er, hvilken solopgang vil I have lyst til at opleve? Jeg vil vælge Jakob Knudsens til hver en tid.

Albert Einstein skulle efter sigende have sagt, der findes to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel.

Livet bliver større, hvis vi tør se det som et mirakel. Tør lade os begejstre.

Og det skal vi også turde, når det kommer til opstandelsen.

Opstandelsen betyder, at selvom livet dør for vore øjne, så tror vi på, at der et liv efter døden – et liv hos Gud.

Og ja, opstandelsen strider mod enhver fornuft. Mange vil tænke, at det ikke er muligt, for de har ikke selv set det. Vi må ikke afskrive det utrolige, bare fordi det er utroligt. Vi skal lade os begejstre. Vi må tro. Tro på, at det kvinderne fortalte, det som vi siden har fortalt hinanden hver gang vi lægger en afdød i jorden, og hver gang vi fejrer påske, er sandt. Kristus er opstanden.

Opstandelsen er her. Der er mere at se bag døden. Bag døden er livet. Livet er det første og det sidste, vi kan sige om et menneske.

Det har også betydning for os i dag. Opstandelsen er ikke kun et løfte til os den dag, vi dør. Opstandelsen betyder for os i dag, at Kristus er er overalt. Da Jesus levede som menneske var han bundet af sin menneskelighed, men da han opstod gik han tilbage til den treenige Gud – blev Gud. Og Gud er tilstede alle steder – Gud er lige her, hvor vi er i dag. Og han er med dig i din hverdag.

Luther sagde, at Kristus ikke sidder som en stork i sin rede oppe i skyerne. Han er derimod nær alle mennesker. Gud er en personlig Gud – han er din Gud. Det er også opstandelsens konsekvens eller betydning for os.

Opstandelsen er lige her. Både før og efter døden er livet til.

Vi skal udbryde et stort WHAT, når hører om opstandelsen – tænk sig, at Jesus slet ikke døde alligevel. Han levede, og dermed lovede han os, at det samme skal gælde for os.

Livet er et mirakel – både det, vi lever nu, og det vi skal leve engang hos Gud. Livet er et mirakel.

Glædelig påske.



Amen




Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

lørdag den 26. marts 2016

Langfredag 2016



Denne dag er den længste af alle. Lang fordi mørket samler sig om os. Lang fordi Jesus vidste, hvordan det ville ende. Lang fordi det var uundgåeligt, da han først var blevet dømt og hang på korset. Da kunne de ikke andet end at vente. Vente på døden, der ville komme og slå håbet ihjel.

De ventede alle sammen. Alle dem, der havde fulgt ham. Alle dem, der troede på ham. De ventede på afstand, og de ventede tæt på. Ventede på det, de ikke kunne tro, var ved at ske.

De blev hvirvlet rundt i sorgens slynge. De blev kastet til jorden af mistro. Nogle gemte sig, andre vendte ham rygge, og andre igen lod jammeren stige i struben.

Jesus var dømt. Dømt som en gemen forbryder, og han skulle straffes. Han fik den værste straf af dem alle – han fik korset. Kun slaver og forrædere fik den straf. Hvilken skam, hvilket fald. Han skulle på korset.

Og ikke nok med det – han fik en krone lavet af torne på hovedet. De maste den fast, så blodet piplede ned af hans ansigt. Menneskemængden råbte af ham – ikke Hosianna som for få dage siden, men derimod råb af foragt. De spyttede på ham. Han havde skuffet dem, og det var den største forbrydelse af dem alle. De følte sig forrådt, først bag lyset – de følte han havde snydt dem. Og så netop Jesus. Hans eneste skyld var kærligheden, men selv den kan vække foragt og vrede.

Da Jesus blev hængt på korset, hang der to forbrydere med ham. En på hver siden, som et symbol på de to veje, vi mennesker kan vælge.

Vi kan enten vælge den vej, hvor vi håner, spotter og hader, som den ene forbryder, der hang der, gjorde. Men det jo ikke kun Gud, der bliver spottet – vi spotter også hinanden. Vi bagtaler, mobber, udelukker og hader. Det sker.

Men vi kan også vælge den anden vej. Kærlighedens vej, som den anden forbryder, der hang der, gjorde. Han vedkendte sig sit liv, og derfra bad han Jesus om at huske på ham. Og Jesus glemmer ikke. Han husker enhver af os. Husker os – husker dig.

Og Jesus kender os. Han kender os så godt, at selv da han så, at flertallet valgte at håne ham, da bad han for dem: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.

”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Der hang han på korset, og bad for dem, der havde slået sømmene i ham, for dem, der havde skubbet ham i armene på romerne; for dem der svigter, fejler og sårer andre. For dem bad han. For os beder han.

For Jesus er kærlighedens vej. Han er forsoningens vej. Forsoningen med dem, der vælger at gøre ondt. Forsoningen mellem folkeslag, religioner og mellem mennesker. Forsoning, så kærligheden kan vokse i os og mellem os, for størst af alt er kærlighed. Sådan er kærligheden ødsel – den vil nå enhver, og venter tålmodigt på, at vi tager i mod. Så Jesus kunne ikke andet end at bede for dem, der var i mod ham.

Men os, vi har et valg. Vi kan vælge at håne eller at elske. Det er et simpelt valg, som vi alligevel kæmper med hver dag. Vi vil det gode, men kommer til at gøre det onde. Vi kommer til at korsfæste kærligheden.

Men når det sker, så må vi huske, at Jesus bad: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. For Jesus venter tålmodigt på os, venter på os, så han kan hviske de ord til os den dag, vi ligger på vores yderste. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!



Amen







Læsningerne var fra Lukasevangeliet. Prædiken afholdt mellem LUK 23,39-43 og LUK 23,44-49