lørdag den 14. maj 2016

6. søndag efter påske



Jeg vil begynde med en lille fortælling. En aften sætter en træt og udmattet mor mad på bordet foran sin familie. Det er brændt toast. Drengen i familien, kigger på faren og venter, at han skal sige noget. Men faren tager blot toasten, skraber det mørke af og spiser den. Senere undrer drengen i familien sig, og spørger faren, hvorfor han ikke sagde noget til moren. Og faren svarer drengen: din mor var træt, og havde brug for min støtte. Brændt toast sårer ingens følelser, men ord kan såre, så derfor sagde jeg ikke noget.

Ord kan bruges til lige det, man har lyst til. Men det er ikke alt, der gavner. Det handler dagen i dag om – ordet, og hvordan vi bruger der.

Vi er nået til den sidste søndag inden pinse. I tiden mellem påske og pinse har vi lyttet til tekster fra Johannesevangeliet. De er ofte meget meditative og komprimerede, og de kan derfor være vanskelige at få vredet en mening ud af. Men det betyder ikke, at den ikke er der.

Teksten til i dag er hentet fra det, man kan kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn. Det er en bøn, som Jesus beder, lige inden han går over i Getsemane Have med sine disciple, hvor han bliver arresteret og sidenhen korsfæstet. Vi er altså tidsmæssigt i påsketiden. Jesus beder i bønnen for sine disciple, og så beder han for os – de troende. Vi hørte første del af bønnen – altså bønnen for disciplene sidste søndag, og i dag er det så anden del af bønnen, hvor Jesus beder for os, det handler om.

Jesus taler igennem hele bønnen om herlighed. Han siger, at den herlighed, han har fået af Gud, har han givet videre til os. Vi får del i Guds herlighed. Men hvad betyder det? Herlighed er et stort og mærkeligt ord, og det kan være svært helt at fatte, hvad Jesus mener med det. Jesus vil sige til os, at der er sket noget nyt i verden. Guds virkelighed overlapper nu vores virkelighed. Verden har fået et skær af det guddommelige, og nogle gange kan vi se glimt af evigheden midt i forgængeligheden. Gud vil altså flette sit liv sammen med vores liv. Dét er herligheden, han taler om.

Og Jesus formidler dette til os gennem sin bøn, som han beder højt, så disciplene kan høre den. Han beder og de lytter.

Han bruger sine ord til at nå dem.

Og ord kender vi. Vi omgiver os med ord. Hver dag bliver vi bombarderet med ord. Tekst Tv, nyheder, aviser, hjemmesider, facebook og mails. Kommunikation er et af tidens mest brugte ord på arbejdspladser. Man hyrer konsulenter ind udefra, der skal hjælpe med kommunikationen internt og eksternt. Folk kommunikerer og er forbundet på kryds og tværs. Og det sætter pres på kommunikationen. For hvordan taler vi med hinanden, og hvad siger vi. Og lytter vi?

Jeg så en kortfilm lavet af det grønlandske hus i København om det at flytte til Danmark fra Grønland for at studere, og en af de studerende fortalte, at det overraskede ham her i Danmark, at vi havde så travlt med at tale, at vi glemte at lytte til, hvad den anden sagde. En samtale var i højere grad to monologer.

Den grønlandske studerende så, at vi alle har så travlt med at tilkæmpe os taletid, være i centrum og få egne holdninger igennem, at vi ikke hører, hvad den anden siger. Vi anstrenger os ikke for at forstå hinanden.

Vi bruger så meget tid på kommunikation i dagens Danmark, men kun som et middel til at blive hørt – ikke som en måde at lytte til hinanden på. Vi har derfor en opgave. Opgaven går ud på, at samtalen skal genindføres, som en samtale. To, der taler sammen, lytter, tænker, svarer og tager sig tid. Samtalen kan åbne for nye indsigter og perspektiver. Og samtalen har den vidunderlige bivirkning, at man kan blive rykket som menneske, når vi går i samtale med hinanden. Vi kan blive puffet til, og sågar ændre holdning gennem en samtale.

Ord skal bruges til at åbne verden, og skal ikke bruges til at lukke ned med.

Og ord ER fantastiske. Ordet giver os mulighed for at forklare, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi tænker. Ord giver os mulighed for at skabe fortællinger, fantasifulde universer og poesi. Ord skaber mening.

I Johannesevangeliet står der: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Og i skabelsesberetningen hører vi, at det er gennem sit ord, at Gud skaber. Ved at lade ordet klinge, skaber han verden – skaber mening.

Ord er vigtige, for det er gennem ordet, at Gud henvender sig til os. Og det er gennem ord, vi kan henvende os til ham, og han lytter.

Hver gang vi beder en bøn, om det så er en, vi selv formulerer, eller fadervor, så lytter Gud. Han lytter bag om ordene, anstrenger sig for at lytte til vores hensigt. Vi har brug for, at Gud lytter til os. At vi bliver taget alvorligt.

Men vi skal også lytte til Guds ord. Det er også en samtale. Vi skal høre, hvad Gud vil sige til os. Faktisk er det ret simpelt det, som Gud har på sinde. Han vil fortælle os, at hans kærlighed er det største i verden, og at han elsker os. Faktisk er kærligheden så stor, at hverken død, liv, engle, magter, noget nuværende eller noget kommende, kræfter i det høje eller det dybe, eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed. Det er Paulus, der skrev sådan om Guds kærlighed, da han skulle forklare om den til menigheden i Rom. Guds kærlighed er så stor, at intet vi kan forestille os, eller ikke forestille os, kan skille os fra Guds kærlighed. Intet kan ødelægge hans kærlighed til os.

Det er det, Gud vil fortælle os, og han giver sit ord til os gennem Jesu liv. Han taler til os hver gang vi går i kirke, synger en salme, beder en bøn, læser i Bibelen eller er sammen i fællesskaber. Men vi kan også være bærere af Guds kærlighed.

Vi kan bruge vores ord til at bære kærligheden frem i verden. Vi bærer allerede kærligheden frem gennem vore relationer til forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner. Når vi oplever at blive elsket og holdt ud, selv når ikke kan holde os selv ud, så er det Guds kærlighed. Men Guds kærlighed er selvfølgelig større end det. Den er mere vedholdende og udholdende, for den rækker længere ud end til dem, vi lige er i relation til. Den rækker ud til dem, vi ikke gider, dem vi er trætte af, og dem, der har såret os. Den rækker ud til ensomme, forhadte og snavsede. Derfor skal vi også bære kærlighed i en anden forstand end den konkrete følelse af kærlighed over for dem, vi elsker – vi skal med ordet om Guds kærlighed bære kærligheden videre. Vi skal holde hinanden fast på, at Guds kærlighed gælder for alle. Ingen undtagelser. Inden glemt. Ingen stemt ude. INGEN. Vi skal minde hinanden om, at Guds kærlighed er større end vores retfærdighedssans og smålighed. For Guds kærlighed kan ikke fjernes fra et menneske af et andet menneskes dom.

Det er os, der kan holde hinanden fast på, at sådan er det. Guds kærlighed er ikke bare en følelse af åndeligt slægtskab, men også en handling, hvor vi inkluderer hinanden i fællesskaber for Guds skyld.

Og dermed vender vi tilbage til begyndelsen af prædikenen med fortællingen om faren, der ser, at det ikke altid handler om at få ret eller gøre sine meninger gældende, men handler om at bruge ordene med omhu. Bruge dem til at støtte op om hinanden, om man så skal spise brændt toast ind imellem. Lad os være Guds medarbejdere, der bærer Guds kærlighed frem i verden – Gud fletter sit liv sammen med vores, og sådan kan vi oplever vi, at det er sandt. At Guds herlighed virkelig er givet til os – nu og altid.

Amen




Dagens tekster:


Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Rom 8,31b-39

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

onsdag den 11. maj 2016

Konfirmation 2016, St. Bededag



Kære konfirmander

Så kom dagen, hvor I skal konfirmeres. I gamle dage betød konfirmationen, at man nu var voksen. Konfirmationen var simpelthen overgangen fra barndom til det at være voksen.



Sådan er det ikke helt i dag – I er stadigvæk på vej til at blive voksne, men I er der ikke helt endnu. I skal have lov til at være teenagere og unge nogle år inden.



Men af en anden grund, så er I ikke helt voksne endnu – heldigvis. For I er et hold, der har en helt særlig evne til at lege. Indtil flere gange, er en af jer gået på toilet til konfirmandforberedelsen og kommet ind igen, efter at have været i kirkens udklædningstøj, klædt ud som krokodille, pingvin eller med kongekrone på hovedet. I har pjattet, grinet og fjollet rundt. I kan med andre ord lide af lege. Og det skal I være stolte af.



At lege er vigtigt, ikke bare nu, men hele livet igennem. For når man leger, så lukker man glæden, latteren og hinanden ind i ens liv. Når man leger, så gør man livet større.



Og leg faktisk har rigtig meget med kristendommen at gøre. Nu skal I bare høre.

Ordet leg består jo af tre bogstaver. Vi skal se på disse bogstaver en ad gangen.

L: L’et står for livsgnist. Livsgnist betyder, at man brænder for livet. Man vil leve livet.



I hørte før fortællingen om manden Zakæus. Zakæus var en mand, der snød alle dem, han kom i nærheden af for penge, og derfor var der ikke mange, der havde lyst til at være i nærheden af ham. Han havde ingen venner, og var faktisk ret alene. Han var også selv ude om det. Men så en dag kommer Jesus til byen. Ham vil Zakæus gerne se, men Zakæus har et andet problem. Han er ret lille, så derfor kan han ikke få øje på Jesus for alle de mennesker, der omgiver Jesus. Han kan kun se ryggen på en helt masse mennesker. Derfor får han den gode ide, at løbe i forvejen, klatre op i træ, og så derfra se Jesus. Deroppe fra var der heller ingen, der ville opdage ham. Men Jesus er ikke, hvem som helst. Han er Guds søn. Så da han kommer hen til træet, hvor Zakæus sidder, så kigger han op, og mellem blade og grene, ser han Zakæus. Han får øjenkontakt med ham, og beder ham komme ned. Det her lillebitte møde forandrer Zakæus for altid, så han beslutter sig til at betale ALLE de penge tilbage, han skylder, og mere til.

Zakæus fik livsgnist igen. Han var dømt ude af fællesskabet, fordi han havde gjort noget forkert, men da han møder Jesus, møder han også kærligheden. Zakæus blev fundet, og det gav ham livsgnisten igen.



Kære konfirmander. Man skal have en livsgnist i sig. En gnist, der gør at livet bliver værd at leve. Når I kommer i situationer, hvor den gnist er svær at finde, så tænk på Zakæus. Han blev fundet og sådan er I også fundet. Hver dag finder Gud jer, og møder jeres blik med kærlighed, så I kan få mod til at kravle ud i livet, og leve det.



Det næste bogstav i ordet LEG er E.

E: E’et står for evner. Vi alle født med evner. De er forskellige, men vi kan alle noget.



I hørte lignelsen om de tre tjenere, der alle fik nogle mønter, de skulle tage vare på. Mønter blev dengang kaldt for talenter, og det er jo ret sjovt, for hvis man tolker på denne fortælling, så er mønterne, de får, det samme som deres evner eller deres talenter.



De får alle tre talenter, som de skal passe på. De to første går ud og handler med deres talenter og tjener endnu flere. Men den sidste graver sin talent ned. Da herren kommer tilbage fra sin rejse, vil han se, hvad de har fået ud af deres talenter. De første bliver ros, for de fik endnu mere ud af det. Men den sidste, ham, der gemte sin talent væk, han bliver smidt ud.



Hvorfor nu det. Jo, hvis vi tolker, så er talenterne det samme som evner. Vi har alle fået evner. De er forskellige, men vi har alle evner. Og hvilke evner, vi end fik, så skal vi bruge af dem. I skal bruge jeres evner. Og hvordan I end bruger dem, og hvor meget eller lidt eller intet, der end kommer ud af det, så vil Gud rose jer. Det eneste I ikke må gøre, er at gemme jer væk.



Kære konfirmander. I skal bruge jeres evner. Hvis I ikke bruger jeres evner, så er det det samme som ikke at leve. Og I skal leve, så godt I kan. I skal kaste jer ud i livet. Det vil give jer skrammer, I kommer til at gøre tonsvis af ting, I ikke gider, men som I skal, fordi sådan er livet også. I kommer til at vove jer ud på eventyr, der rykker jeres grænser for, hvad I troede, I kunne. I kommer til at blive forelskede, I får glade dage, I får sørgelige dage, hverdage, store dage, dage I glemmer og dage I husker for altid, ligesom denne. Sådan er livet – men lige meget hvad, så skal I leve det efter bedste evne. Og hvordan resultatet end bliver, så vil Gud være der for jer. Det er ikke resultatet Gud er interesseret i, men at I forsøgte.

E står for evner. Brug dem.



Det sidste bogstavn er G. Det står for Gud og glæde. For de to hører sammen. Vi kan ikke tale om Gud, uden at tale om glæde. Gud er kilden til glæden, kærligheden, fred, tilgivelse og alt hvad der er godt i verden. Det er Gud, der hver dag sender glæde ned på verden sammen med solens første stråler.



Jeg ved godt, at vi ikke kan rende rundt og være lalleglade hver dag, og at vi nogle gange har god grund til at være kede af det. Men det I skal huske, det er, at Gud glæder sig over dig, når han ser dig. Det er hvad, det betyder. Gud glæder sig over dig hver dag. Og derfor er G det sidste bogstav i LEG.



Og I, ikke bare jer konfirmander, men alle her i dag, vi skal huske at lege. Der kan være farligt at blive voksen, for vi kan synes, at vi skal være så voksne og modne, at vi tager endnu mere ansvar, endnu mere kontrol, får endnu flere bekymringer, og så glemmer vi at lege. Vi glemmer at have det sjovt, være kreative og nyde nuet. Men det er vigtigt for os at lege, og lukke glæden ind.



Vi får faktisk også at vide her i kirken, at vi er Guds BØRN. Der er ingen, der får at vide, at de er Guds voksne. Det går simpelthen ikke. Så vi skal slippe vores trang til at være succesfulde og populære, og så bare lege, leve og være til.



Vi er alle her i dag børn. Guds børn.



Det sidste jeg vil sige, kære konfirmander er, at I får en gave her fra kirken i dag. I får et stykke legetøj, som I vil kunne kende fra da vi havde besøg af en ung, kristen mand fra Cambodia (konfirmandAktion). Han viste os et stykke legetøj, der kan bruges af alle. Det ligger under jeres stol, og det må I gerne tage frem nu.



Den kan I tage med herfra som en påmindelse om, at skal lege. Måske I kan prøve den til festen her bagefter. Og husk så at L, står for livsgnist, E står for evner og G står for Gud og glæde.



Så tillykke konfirmander. Nu skal vi synge om at lege – lege i livstræet, for livet er stort.



Amen







Tekster:

Lukas evangeliet, kapitel 19, vers 1-10



Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«




Matthæus, kapitel 25, vers 14-30

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.



Amen