Nytår 2017, Lokalcentergudstjeneste

Denne dag er to dage i en. Egentlig er det Julesøndag, men det er også nytårsaftensdag. På en måde så fanger dagen os mellem to forskellige måder at se verden på.

Den evangelietekst, der egentlig hører hjemme på denne julesøndag er fortsættelsen af, hvad der skete efter Jesu fødsel. Kong Herodes beordrer, at alle drenge på to år og under skal slås ihjel. Og derfor flygter Maria og Josef sammen med deres lille nyfødte barn til Egypten, hvor de bor indtil Kong Herodes dør.

Julesøndag handler altså om mordet på en masse børn. Børn der måtte lade deres liv, fordi Kærligheden var kommet til verden.

Kærligheden har altid haft en provokerende indflydelse på ondskaben. Men hvor ondskabet er blevet provokeret, har kærligheden altid insisteret tilbage.

Og menneskets historie er fyldt med sådanne billeder, som har bidt sig fast, og som har fået os til at insistere på kærligheden. Tænk bare på: En lille pige, der løber væk i smerte fra en napalm bombe, får verden til at gispe efter vejret og insisterer på fred.

Eller: En bil forulykket i Paris med en prinsesse dødende på bagsædet, får verden til at insistere på menneskets ukrænkelighed.

Og der er massevis af andre billeder på vores nethinde, der har ændret verden: Martin Luther King, der bliver myrdet eller billedet af druknede børn på stranden efter de er flygtet fra de voksnes krig.

Der findes øjeblikke, hvor vi stopper op i vores liv, og mærker med hele vores krop, at vi er på vej i den forkerte retning, og nu må det stoppe. Nu må kærligheden tage over.

Uagtet politisk overbevisning, etnicitet, tro eller påklædning. Nogle gange må kærligheden tage over.

Man kan sige, at mennesket lever i to verdener. Den verden, hvor vi laver love og regler, og hvor vores rettigheder ligger. Den anden verden er livets verden, hvor kærligheden er. Den ene er rammen og den andet er livet. De skal begge være der – vi lever i begge. Men når den ene tager for meget over, så mister vi balancen.

Hvis vi kræver vores rettigheder så meget, at det går ud over andre mennesker, så vi sender mennesker bort, der er på flugt, som Jesus selv var det med sine forældre, så er det, at vi er holdt op med at leve i livsverdenen, og kun kræver vores ret.

Så må kærligheden insistere.

Det er det kristne budskab. Kærligheden skal høres, hvor hjertet har lukket sig for lyden af medmenneskets råb om hjælp.

Det pudsige er, at vi ofte tror, at når mennesker råber på hjælp, så skal vi prioritere i det. At det er et enten eller. Men sådan er kristendommen altså ikke skruet sammen. Vi skal ikke enten hjælpe den ene eller den anden. Vi skal hjælpe alle. Det kan være, at det i lovenes verden er svært at få til at gå op på finansloven; men vi skal som medmennesker hjælper, hvor der bliver råbt op.

Det kan være provokerende for nogle, når kirkens folk taler sådan, for det lyder politisk. Det er det på en måde også. Men det handler ikke om, hvilket parti, man stemmer på; men på hvordan man er menneske i samfundet. Og det har en politisk klang. Men det er funderet i troen.

Luther sagde om troen, at den ville give sig spontant udslag i gode gerninger. Det betyder, at når man får troen, så kan man ikke gøre andet end at handle godt mod andre.

Jeg kan have svært ved at forstå dem, der prøver at argumentere mod, at vi skal behandle hinanden godt. Vi er ikke som små kong Herodeser, der af frygt slår livet, glæden og kærligheden ihjel omkring os. Eller det skal vi ikke være.

Vi skal lade kærligheden opfylde os.

Det er julesøndagens budskab. Men i dag er jo også Nytårsaftensdag, og derfor fik i evangeliet til nytårsdag. Det sted, hvor Jesus giver os fadervor.

Noget af det første, vi beder om i fadervor er, at Guds vilje vil ske på jorden. Vi begynder med at bede om, at Guds kærlighed – Guds nåde – må blive en virkelighed her på jorden. Fuldstændig ligesom budskabet til julesøndag.

Fadervor er en stærk bøn, fordi vi beder den fælles. Vi beder med fællesskabet som udgangspunkt om, at kærligheden vil vokse på jorden. At den vil blive levende mellem os.

Så på sin vis, hænger Julesøndagens tekst og nytårets tekst sammen. Men hvor Julesøndagen har sit springbræt i tragedien, har Nytårsdag det i roen. Den ro man kan finde, når man beder og når man beder sammen.

Fadervor har sin store styrke i, at man altid siger vi i bønnen. Man beder altid i flertal, også selv om man er hjemme alene og beder den. Vi beder den aldrig alene, for Jesus beder med på bønnen.

Vi er altid i et fællesskab med ham, og med hinanden. Også når vi ikke kan mærke det, eller tror vi er glemt af Gud. Det er vi ikke. Det bekræfter fadervor for os.

Derfor er bønnen så stærk for vores hjerter. Fadervor er den bøn, der kan få os til stoppe op, og mærke om kærligheden har førstepladsen i vores liv eller der er noget andet, der fylder. Det er der tit.

Men en bøn, nogle ord og sammenfoldede hænder; og vi kan mærke, at kærligheden er på vej ind i vores liv. Så stærk er kærligheden, så meget insisterer den på at være en del af vores liv.

Det er håbefulde ord til årets sidste dag – kærligheden er med dig.

Hvad end 2018 må bringe os, hvordan det end vil gå os, så må vi tro og håbe, at kærligheden vil vinde, om den så har springbræt i tragedien eller i roen.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Nytår 2017

Tiden
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
"De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer"
Klik


Sådan lyder Benny Andersens digt om tiden, der flyver afsted.

Ja, tiden flyver. Smuldrer mellem vores hænder. Min far sagde til mig, dengang han fyldte 60 år, at jeg skulle huske at leve, for tiden går stærkt. Det gør den også, men mens man er barn, flyver tiden bestemt ikke. Der snegler den sig afsted. Hver dag er som en evighed, mens man leger, fordyber sig i øjeblikket, og ingen bekymringer har. Men som alderen lægger år på år, bliver dagene kortere, året som et øjeblik, og man hører sig selv sige, at så blev det jul og nytår igen. Og man undskylder sig med at tiden flyver, når man glemmer at ringe til sin gamle moster.

Og nu er det såmænd nytår….igen. 365 dage er gået siden sidst. Det har været forår, sommer, efterår, og nu står vi midt i vinteren. Der har været fejret fødselsdage, runde dag, mærkedage. Vi er glade gået ind i kirken, og nogle af os er også tynget af sorg gået herfra efter en kiste. Året har givet og taget.

Og nu fejrer vi det nye år.

Det nye, ubrugte år der ligger foran os. Klar til at bruge af. Bruge af?

Vi har i mange år i Danmark talt om, at vi er et forbrugersamfund. Når noget går i stykker, så køber vi noget nyt. Da jeg var barn kom tv’et til reparation, hvis det gik i stykker, i dag kommer til det storskrald. Vi bruger, forbruger af det nye. Vi elsker det nye. Derfor burde nytåret – det nye år, også give os et sug i maven af forventning. Tænk sig at få en gnistrende, helt ny og ubrugt år i gave her ved midnat.

Men at noget er nyt, er ikke i sig selv en kvalitet. Det er hvordan vi bruger det nye, hvad vi lægger i det, der giver det kvalitet.

På facebook har der her sidst på året kørt en reklame for venskaber, hvori der står, at tiden ikke handler om, hvordan man bruger den, men hvem man bruger den med.

Engang imellem kan man finde guldkorn de særeste steder, og her var det på facebook. Det nye år handler ikke kun om, hvordan vi bruger det, men i højere grad om hvem vi bruger det med.

Livet handler om, hvem vi omgiver os med, og ikke om vores liv er en succes og hvor meget vi tjener om året. Livet handler om mennesker. Mennesker er i centrum, og det er vi også, når Gud fortæller sin fortælling. Så handler det om os.

I skabelsesberetningen hører vi, at Gud skaber mennesker, men også alt omkring os. Han skaber naturen med dyr, planter og planeter og så skaber han os. Os mennesker. Og i sit skaberværk lægger han muligheder til os. Det er muligheder, som vi mennesker kan udforske. Og det har vi gjort – vi har sejlet på verdenshavene, fløjet til månen, opfundet mobiltelefonen og iPad en. Vi har med andre ord erobret verden. Men vi har også brugt af og misbrugt verdens ressourcer. Vi har ført verdenskrige og forurenet.

Ja, der er altid to sider af en mønt. To fortællinger. Den ene handler om, at vi mennesker har grebet livets muligheder og fået det absolut bedste ud af det – den anden handler om, at vi har misbrugt selvsamme muligheder.

Og hvorfor misbruger vi? Fordi vi kommer til at sætte os selv i centrum for universet, og der sker noget med os, når vi gør det. Vi glemmer simpelthen perspektivet ved livet, når vi ikke ser længere end vores egen næsetip. Vi glemmer, at der følger ansvar med mulighederne, og så glemmer vi hinanden. Vi bliver så effektive, at vi smider de mennesker på storskrald, der ikke lige passer ind i kasse, eller som ikke yder nok. Vi glemmer, at både livet og fællesskabet er en gave vi skal passe på.

Helt fra begyndelsen har Gud givet til os mennesker. Han gav os først livet, så gav han os verden, så fik vi hinanden, og da vi alligevel ikke kunne klare os helt alene, så gav han os sin søn. Vi har fået alt det, Gud har – vi har fået hans kærlighed.

Det skal vi til tider minde os selv om, og derfor kommer vi her i kirken. For her hører vi om og synger om den kærlighed, som Gud rækker til os.

Vi beder også om den – hver gang vi beder fadervor, så beder vi om, at Guds gaver må blive ved med at blive rakt os.

Fadervor er en hjertebøn. Vi beder den sammen højt, og vi kan den udenad. Egentlig burde vi bede den helt langsomt. Så langsomt, at vi fik tid til at smage, reflektere og meditere over hver evig eneste sætning. For bønnen er så mættet, at vi ikke altid fanger hver nuance. Det behøver vi ikke i forhold til Gud, for han ved godt, hvad vi beder om og længes efter uden vi bruger ord; men for vores egen skyld, fordi bønnen gør os godt. Den er god for vores hjerter.

I fadervor beder vi om, at Gud vilje må blive virkelighed på jorden. Og det Gud vil, er kærlighed. Vi beder om det daglige brød. Både det, der mætter maven, men også det brød, der kommer som ord, der mætter sjælen. Vi beder Gud om at tilgive os vores synd, så vi kan tilgive dem, der gør os ondt. Tilgivelse er vigtigt, så vi ikke lever i en verden af vendetta og hævn. Vi skal slippe det, der skiller os mennesker ad, så derfor er tilgivelse så vigtig, så vi kan nærme os hinanden.

Men det mest bemærkelsesværdige ved fadervor er, at vi beder den i flertal. Vi siger vi. Der bliver slet ikke sagt jeg. Og selv hvis man er alene, og beder fadervor, så siger man også vi. For bønnen skal minde os om, at vi allerede er i et fællesskab, også når vi føler os alene eller bare er alene. Vi er i et fællesskab med hinanden og med Gud.

Fadervor bliver den bøn, der retter os ud, så vi bliver opmærksomme på Gud og hinanden. Vi er allerede i et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, hvor det ikke er vigtigt om du er særlig dygtig til et eller andet, eller hvor meget efteruddannelse du har, eller hvor mange 12-taller du har fået eller ikke fået til eksamen. Fællesskabet er du med i, fordi du er dig.

Tiden handler ikke om, hvordan vi bruger den, men hvem vi bruger den med – og vi skal bruge den med hinanden.

Men det kan forekomme svært, særligt når livet jager forbi os i et hæsblæsende tempo. Tiden er desværre også blevet et produkt, vi kan forbruge af. Noget vi kan organisere, så derfor findes der et utal af bøger, der skal hjælpe os til at få flere timer ud af et døgn på blot 24 af slagsen.

Tid er en forbrugsvare.

Men sådan er den slet ikke tænkt fra begyndelsen. Det var ikke meningen, at tiden bare skulle forbruges. Hvis vi tør smide den tanke fra os, at vi skal udnytte tiden, og derimod ser den som en gave, så bliver ikke bare tiden, men også livet faktisk større.

Tiden er noget, vi får. En gave, der strømmer mod os hver evig eneste morgen. Man kan sammenligne den med bølgerne på en strand, der ruller ind mod kysten. Tiden kommer til os – den er ikke en forbrugsvarer, men en gave. En gave vi skal takke for. Hver evig eneste dag, vi fik – og hver evig eneste dag, vi vågnede op. Tider skal komme, tider skal henrulle, som vi synger i Dejlig er jorden. Tiden er en gave, og som ved enhver gave skylder vi en tak.

Derfor begynder langt de fleste bønner her i kirken altid med en tak til Gud. Fordi vi takker for alt det, vi får.

Og det er også en fin måde at begynde det nye år på. Tak fordi Gud giver os året at bruge af, tiden der kommer mod os hver dag, hinanden som vi leve med og kærligheden som vi kan dele.

Lad 2018 være et år med fokus på fællesskabet, den gave livet og tiden er, og lad os bruge tiden med hinanden fremfor bare at bruge af tiden.

Må Guds velsignelse være med jer i året, der kommer.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2017

D. 22. marts i år kom der over politiradioen en noget anderledes meddelelse. Der var blevet set engle på Holbækmotorvejen.

Mindst fem bilister og sågar mandskabet i en ambulance havde set englene gå i nødsporet. Altså rigtige engle med glorier, vinger og det hele.

Vagtchefen Martin Bjerregaard havde straks sendt en patrulje afsted, for som han påpegede:

”Det er først og fremmest forbudt at gå på motorvejen. Og sekundært afleder det bilisternes opmærksomhed, hvorfor det også er til fare for andre.”

(http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-03-22-anmeldelser-til-politiet-der-gaar-engle-paa-holbaekmotorvejen 5. december 2017, kl. 13.25)

Men da politiet når derud, er der ikke skyggen af en engel af se. Ikke så meget som en enkelt hvid fjer. Og så er det, at vagtchefen siger:

”Det er en dårlig spøg, hvis det er en spøg”

Og senere på twitter skriver politiet:

”Vi har IKKE fundet englene. Motorvejen gennemsøgt fra Roskilde til Holbæk. Næppe tale om ægte engle, men nok en joke. God dag.”

Jeg kan så godt lide, at de ikke fuldstændig afviser tanken om engle på Holbækmotorvejen. De siger, HVIS det er en spøg, og NÆPPE tale om engle, men det er NOK en joke. De åbner lige en lille dør på klem for, at det måske er vaskeægte engle. Det synes jeg er vidunderligt.

Og hvorfor ikke?

Hvis en engle skulle gå et sted på en motorvej, hvorfor så ikke netop i nødsporet. Det sted, hvor der er brug for engle – brug for lidt ekstra hjælp.

Vi mennesker kan i overført betydning også ende i vores livs nødspor. Det kan faktisk næsten ikke undgås i et liv. Vi ender på et tidspunkt der, hvor vi ikke kan fortsætte for fulde gardiner, men må bremse ned og orientere os igen – må køre i nødsporet. For nogle bliver det særlig tydeligt til højtiderne. Det er som om højtider sætter en særlig stemning i gang i os, og nogle gange bliver julen ikke den glæde, den gerne skulle være; men derimod en påmindelse om, at livet ikke er, som man gerne vil have det. Det kan være, at man savner en, der ikke er her mere, eller man er blevet afvist, eller det kan være, at man bare er ved at bukke under for stress og arbejde. Og der er en masse andre perspektiver på livet, der kan sende os i nødsporet.

Så hvis en engel skulle gå et sted, så er nødsporet det eneste rigtige sted at finde dem. Der hvor livet er på standby, og hvor vi har brug for håb, så vi igen kan komme ud på vejen, ud i livet.

Men troen på engle har i mange år været lidt trængt. Det har kun været til jul, man har støvet englens vinger af, og nydt de små, buttede væsner med milde børneansigter.

For hvis man sådan naturvidenskabelig går til værks, så er troen på engle helt hen i skoven. Engle skal have et vingefang på 7 meter for at kunne løfte en mand på ca. 80 kg på fra jorden. Det betyder så også, at brystkassen, der skal få de her vinger til at baske, vil rage ca. 1,5 meter frem. Man må desuden formode, at engle bor i himlen, men for at kunne forlade jordens atmosfære, skal de flyve 7,8 km i sekundet – det er det samme som 28.000 km i timen. Der skal virkelig baskes med vingerne for at komme op på de hastigheder. For ikke at tale om englenes tøj. De er ofte i hvide rober, som ville brænde op ved de hastigheder, og selv hvis det var lavet af særligt stof, der ikke kunne brænde, så er temperaturen i rummet tæt på det absolutte nulpunkt, nemlig minus 273 grader celsius. Englene ville ligne fryse til is. I kan godt høre, at rent naturvidenskabeligt er troen på engle håbløs.

Men vi har det med at dømme mange ting håbløse, som faktisk er fulde af håb. Faktisk har verden brug for at vi håber, selvom det kan se håbløst ud.

Men man kan godt miste håbet, når man læser nyhederne. Der er så meget i verden, som taler for håbløsheden. Verdensledere, der puster sig op overfor hinanden, børn der er nødsaget til at flygte fra de voksnes krig, drivhuseffekten og den generelle forråelse mellem mennesker – der er så meget i hverdagen, som kan få modet til at svigte, og troen på fremtiden til at blegne.

Men er der alligevel grund til håb?

Måske I kender Peter Lund Madsen. Hans bror hedder Anders Lund Madsen. Peter Lund Madsen har et radioprogram, der hedder Hjernekassen, og i disse dage har et program på DR, der hedder ”Peter Lund Madsen på dannelsesrejse”. Det som han, både i sit radioprogram og på sin dannelsesrejse, gentager igen og igen er, at der er håb for menneskeheden. Vi er så langt fremme teknologisk, vi er så gode til at tænke innovativt, at han slet er i tvivl om, at vi som art vil overleve. Han er begejstret på menneskets vegne i forhold til de fremskridt, vi tager.

Jeg bliver altid så opløftet af at høre på ham, for han indgyder håb i mig.

Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe.

Og her i kirken arbejder vi om nogen i håbsbranchen. Vi bygger vores hverdag på håbet.

Håb er, at man har tillid til, at livet rummer muligheden for noget godt. Og også at hvert menneske rummer muligheden for noget godt.

Og det har alt med julen at gøre. For julen er, at det håbløse bliver fyldt med håb. Gud lader sig føde som et lillebitte menneske, af et fattigt par i en stald. En ung teenager ved navn Maria bliver hans mor. Hvem skulle have troet, at det lille menneske skulle forandre verden? Det virker næsten håbløst.

Men det, der engang så næsten umuligt ud, blev en mulighed. For når Gud er med i ligningen, så bliver det umulige muligt. Så bliver håbet til virkelighed. Det lille barn blev verdens frelser. Det lille barn voksede op og fortalte os om Gud. Han åbnede en sluse mellem himmel og jord, og gav Gud et ansigt. Han fortalte os om den kærlighed som Gud elsker os med. En kærlighed så stor, at Gud til sidst gav sin egen søn for vores skyld. Guds fortælling med os mennesker er en fortælling om håb. Håb på vores vegne. Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe. Jesus er det menneske for os.

Så julen skal indgyde os håb. Den skal åbne verden for os, så vi ser verden med muligheder fremfor begrænsninger.

Albert Einstein sagde engang: ”Der findes to måder at se verden på. Den ene måde er at se ingenting som et mirakel. Den anden måde er at se alting som et mirakel.”

Hvilken en ville man vælge? Forhåbentlig den, hvor vi gør verden større fremfor mindre. At vi giver os selv lov til at blive forundret og fyldt med håb på verdens og andre vegne. Vi skal insisterer på håbet, også når det er håbløst. Vi skal tro, også når troen bliver argumenteret i sænk. Vi skal åbne muligheder fremfor at lukke dem. Sådan bliver livet en gave, både til os selv, men først og fremmest til andre.

Så måske gik der faktisk engle på Holbækmotorvejen den dag i marts. Lad os håbe det.

Må Guds kærlighed være med jer alle denne aften og nat, og må livet overraske jer, forbavse jer og åbne muligheder for jer. Glædelig jul!



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.