fredag den 29. juni 2018

5. søndag efter trinitatis 2018



Alle navne har en betydning.

Hvis vi ser på dem, der er døbt i dag, så betyder.....(her fortalte jeg, hvad dåbsbørnenes navne betød)

Alle navne har en oprindelse.

Navnet Peter, der er navnet på den disciple, vi hører om dag, betyder klippe. Peter hedder også Simon, og bliver tit benævnt som Simon Peter i Bibelen. Simon betyder: den der beder eller den der lytter. Så Simon Peter, eller bare Peter, er klippen, der har tid til at bede og lytte.

Det giver rigtig god mening i dag, hvor Peter får at vide, at han er den, der skal bygge den første kirke. Kirken skal være en klippe i samfundet og et sted, hvor man kan komme og bede og lytte – og blive lyttet til.

Men det sjove er, at Peter faktisk ikke er en særlig god discipel. Han er egentlig ret dårlig til det med at være disciple. Gang på gang stoler han ikke nok på det, som Jesus siger, og da Jesus bliver henrettet, da lyver Peter og siger, at han ikke kender Jesus af frygt for at ende som ham.

Så Peter ville dumpe som disciple, hvis det var en test. Eller blive fyret med det samme.

Og alligevel vælger Jesus ham. Det er værd at bide mærke i. For sådan er det, når det kommer til Gud. Han vælger ofte mennesker, vi må undre os over, at han kan bruge. Og Peter kan bruges.

Peter er et menneske på godt og ondt. For selvom man måske kan kigge på Peter i dag og harmes over, hvor dårlig en discipel han var, så er han jo ikke specielt anderledes end os andre. Vi lægger bare flere filtre på vores liv i dag end man gjorde dengang. Men der findes ikke et eneste menneske, der ikke har skuffet, svigtet eller løjet. Vi er altså, hvis vi tør se os selv i øjnene ligesom Peter. Men ligesom Peter kunne bruges, kan vi bruges.

Eller som en af vore kirkefædre Augustin har sagt: ”Tror du, at han som magtede den store kunst at skabe dig, har glemt, hvad han kan bruge dig til?”

Og bruges kan vi – hver i vores liv, på vores sted. Vi har alle en betydning og vi sætter alle et aftryk.

Det kan man godt glemme, og særligt de dage, hvor livet er svært. Hvor døden river dem vi elsker fra os, hvor sygdom vælter vores tiltro til livet, hvor sårende ord laver huller i vores sjæle og hvor kriser og tanker ætser vores selvværd. Der er rig mulighed for at glemme, at Gud kan bruge en. Men også en rig mulighed for at komme i tanke om det igen.

Og på den måde kan Peter bliver et forbillede for os. For Peter – eller klippen – var en klippe fyldt med revner og sprækker. Han var uens, skarp og man kunne slå sig på ham. Og hans tro den var fyldt med tvivl og frygt. Og han ville hellere sin egen vilje end Guds.

Men han blev valgt. Og fordi han blev valgt, har vi en fortælling om et menneske, der fik en central rolle i kristendommen. Et menneske, der trods sin tvivl, fortalte om Kristus.

Vi kan det samme. Vi er ikke væsensforskellige fra Peter. Vi kan også fortælle om Kristus – dele budskabet om kærlighed. For Gud regner ikke sammen på de gange du svigtede, han regner bare med dig.

Og vi har brug for at blive brugt.

Brug for at være noget for andre.

Den sandhed står særligt lysende klart i de øjeblikke, hvor livet bliver alvorligt. Den nu afdøde tv-vært Camilla Bek Holten, sagde inden hun døde af kræft, at de gange hun havde gjort noget for andre uden at forvente en offentlig tak, var som små diamanter for hende.

Vi er ikke kun som klipper for hinanden, men også som små diamanter.

Der ligger en stor menneskelighed i det. Vi er værdifulde for hinanden, og skal ikke gøre os hårde som sten. Diamanten er nok den hårdeste diamant, men hårdheden skal ligge i udholdenheden – ikke i forholdet til hinanden. Og her går vi tit galt i byen, og gør os netop hårde overfor andre, fordi vi måske tror livet bliver nemmere. Vi skubber det forreste, vi tror, kan holde til det – vores evner, vores succeser, vores kvalifikationer. Men til syvende og sidst ligger vægten altid på Guds valg og aldrig på vores kvalifikationer. Og vi er valgt og kaldet til livet med hinanden. Det giver et tilhørsforhold, at vi er udvalgte – men også en mening med tilværelsen. For vi er kaldt til livet. Sådan konkret råbt op. Gud vil noget med os – og for os.

Det er kærlighedsforholdet til Gud, der er på spil. Et kærlighedsforhold, der kan tåle sprækker og revner – modstand og reaktion.

Nok er Peter en klippe, men han er blød som en krop. Inger Christensen skriver i sit digt om byen følgende:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop


Sådan lyder det. En by som blød som en krop. Vi skal være mennesker – ikke titler og tal. Vi skal bygge, ikke kun en by, men en kirke så blød som en krop.

Kirken er levende stene, siger Grundtvig. For uden mennesker, var det her kun en tom bygning – en samling af ligegyldige sten. Det er os, der giver det betydning. Det er os, der dele kærligheden – det magter mørtel ikke. Vi skal møde hinandens øjne, og ikke bare se på alteret. Og kom Jesus herind i dag, ville han aldrig sætte sig på alteret, så vi kunne tilbede ham, men derimod sætte sig blandt os – på bænken ved siden af dig. Det er kirken, der er blød som en krop.

Den kirke startede ”klippen” Peter, og den kirke har vi siden fortalt hinanden om. Vi har været samlet her i stor glæde og dyb sorg. I stilhed og larm. I livets store højdepunkter og hverdagens trummerum. Det er kirken – ikke bare en bygning men et sted, hvor vi skal være diamanter for hinanden. Vi skal gøre det, der er godt hinanden.

I bogen ”Den lille prins”, der er en børnebog for voksne, hører vi om en lille prins, der rejser rundt i universet og møder mange mærkelige mennesker. På et tidspunkt kommer han til jorden, hvor han kommer i samtale med en ræv. Og ræven beder drengen om at gøre den tam. Prinsen ved ikke, hvad det betyder, så ræven forklarer, at man skal bruge tid på at komme hinanden nærmere. Og når ræven er gjort tam, er den ikke bare en hvilken som helst ræv ud af tusinder, men prinsens ræv. Og ræven vil synes, at prinsen ikke bare er en lille dreng ud af tusinder, men hans lille prins. Som ræven siger: ”Man lærer kun det at kende, som man gør tamt. Menneske har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker dig en ven, så gør mig tam.”

Og ræven slutter med at sige til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Og det er den tid du har spildt på andre, der gør dem så betydningsfulde.

Jeg holder meget af Den lille prins og særligt dette afsnit. Forfatteren vender lige rundt på ordene, og siger, at det er den tid, vi har spildt på hinanden, der er betydningsfuld. Og vi ved jo godt, at tiden ikke er spildt, men vi prioriterer ikke altid derefter.

Vi skal spilde tiden på hinanden – bruge af den, for det er det mest værdifulde vi har.

Det er også det kirken er bygget op af. Mennesker der har spildt tiden på hinanden, gjort hinanden tamme og gjort hinanden betydningsfulde.

Og med os i den opgave, som vi bliver kaldt til, der står Gud klar til at gå med os – for han alene kender hver enkelt af os. Og i hans verden er vi alle gjort tamme – vi skal bare opdage det.

Amen







Dagens evangelium:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26

onsdag den 13. juni 2018

Præsteklumme, februar 2018


Kan du gætte hvem jeg er?




Du kender dem nok godt – de der mennesker, man har en fornemmelse af altid har en maske på. De er aldrig helt dem selv. Man skulle tro, at de fejrede fastelavn hele året rundt. Det er som om, at hele deres peronlighed bliver forloren. Kald det mavefornemmelse eller instinkt, men det er ubehageligt at står overfor sådanne personer. De bliver utydelige.

Eller det vil sige, engang imellem er det jo os, der ”tager maske på” og bliver en anden. Nok mest for at skærme os selv, eller fordi vi bliver usikre. Vi påtager os en personlighed, der passer til situationen, tror vi, og spiller ud fra den. Spiller med, men spiller også fallit. For hvem er man, når man tager maske på? Det er nok individuelt, hvordan vores masker ser ud; men fælles for os alle er, at vi gerne vil være vellidte. Det betyder faktisk noget, at andre kan lide en. Og frygten for, at vi ikke er gode nok, kan være nok så skræmmende. Men faktum er, at lige meget om vi har maske på eller ej, så har andre en holdning til os. Så hvorfor ikke lade folk have en holdning til dem, vi reelt er, snarere end en selvfabrikeret maske?

Det handler om at turde være i sit liv.

Livet giver knubs. Det kan ikke undgås; og det hjælper ikke at leve gennem en stand-in. Vi kan ikke leve som andre end os selv.

Jeg tror, vi skal holde op med at bruge så meget tid på at polere vores maskers facader, og mere tid på at vise verden, hvem vi er. Og vi er forskellige. Vi har fået forskellige evner, og det er ok. Der er plads til og brug for alle.

Så skal vi ikke holde op med at bruge tid på at gætte, hvem der er bag masken, og istedet for bruge tiden på at lære hinanden at kende?

Præsteklumme, april 2016



Ethvert liv bør leves i frihed.


Den sætning er forudsætningen for, at liv kan blive godt. Vi bør leve et liv, hvor enhver må mene, tænke, forsamles og tro på det de vil. Så længe det ikke skader medmennesket selvfølgelig. Det giver bevægelsesfrihed i sindet, når friheden kan bruges frit.

Jeg var for kort tid siden på besøg i Imam Ali Moskeen i København, der er en shia muslimsk moske. Der fik jeg mulighed for at tale med ung kvinde, der var konverteret til islam. Hun var opvokset på landet, havde sunget i kirkekor og fået en, hvad mange vil kalde, almindelige, dansk opdragelse. Og alligevel fandt hun i islam, den vej, som hun skulle følge. Hun konverterede, og efter en del år, valgte hun at tage tørklæde på. Hun havde tænkt, at det var hendes egen sag mellem hende selv og Gud, men hun blev klogere. For derefter oplevede hun at blive chikaneret på åben gade, skubbet til, råbt af, og sågar spyttet på. Kun fordi hun nu åbent viste, at hun som pæredansk kvinde, var blevet muslim.

Hendes historie rørte mig dybt. Dels fordi jeg var rystet over den chikane, hun oplevede, men fordi jeg også vil have ret til at tro på den treenige Gud, og gå med et kors om halsen, uden at blive chikaneret. Hendes historie er en historie om, at frihed er noget, vi giver hinanden.

Frihed er noget ganske sårbart, som meget nemt kan blive kvalt i fordomme, fordømmelse og frygt. Friheden kræver, at vi tiltror hinanden det bedste, og faktisk giver hinanden lov til at være anderledes end os selv. Gør vi ikke det, er det ikke frihed.

I kristendommen lærer vi, at vi er blevet sat fri. Vi er sat fri til at elske – og ikke kun andre kristne, men alle mennesker. Ja, selv vores fjender, skal vi elske. Det betyder, at selvom vi måske et kort øjeblik, kan mærke en frygt i maven over for en ukendt person, så skal vi øve os i at se mennesket bag. Og selvom vi gang på gang bliver skuffede over andre, så skal vi stadigvæk øve os i at se mennesket bag. Der er ingen undskyldning for at ikke at forsøge at elske. Det er kærlighed at give hinanden frihed.

Og dét er kærlighed, der insisterer på at være levende iblandt os.

Præsteklumme, oktober 2015


Fryd dig på trods
I foråret begravede vi min stedmor. Det skete efter flere års kamp mod kræft. Den sidste tid var hård – uendelig hård. Hun var svundet ind til en ingenting, hun var ældet og livsmodet var krympet. Hun skulle dø. Hun vidste det, sygehuspersonalet vidste det og vi vidste det. Men vi brød os ikke om det. Et sted inde i os selv, håbede vi vel alle på, at et mirakel ville helbrede hende, selvom man ikke kan kalkulere med mirakler.

Nogle sagde til os, at det var til det bedste; men vi syntes ikke, at det var til det bedste. Det bedste ville være, hvis hun ikke skulle dø. Det bedste ville være, at hun ikke skulle lide. Det bedste ville være, at hun levede.

Men hun døde. Stille og roligt. Smukt. Værdigt. Og ganske forfærdeligt.

Vi sang ”Dejlig er jorden” mens vi stod der i afmagt.

Vi sang om slægter, der skulle følge slægters gang. Vi sang om tonen fra Himlen, og vi sang:

Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

Det var stærke ord midt i sorgen. De rakte ud efter os, og greb os. Fryd dig menneske, for en evig frelser er født. Det var troens stemme, der pludselig svarede os på spørgsmål, vi ikke vidste, vi havde stillet. Og selvom det kan lyde absurd, så var der på stuen et håb, der gennemtrængte døden. Døden blev ikke det sidste, der var og er at sige om hende. Hun er hos Gud.

Hun blev ikke helbredt, som vi kan høre Jesus gør i Bibelen, eller som visse tv-prædikanter påstår de kan; men hun er hos Gud. Og selv det i vores hverdag er det næstebedste, for vi ville hellere have hende hos os, så er det et håb i vores liv, der gør, at vi kan fryde os over livet. Dejlig er jorden, også i afmagtens favntag.

søndag den 10. juni 2018

2. søndag efter trinitatis 2018


Jeg har en lille bog stående på mit kontor med en masse små historier i. Bogen hedder: Altid elsket. Den står på reolen lige ved siden af mit skrivebord. Altid elsket står skrevet med rødt, så når mit blik glider hen over reolen, fanges jeg af titlen, og bliver lige mindet om; altid elsket. Bogens indhold er også godt, men det er titlen, der er skrevet med rødt, der igen og igen minder mig om en sandhed i livet. Og særligt en sandhed, jeg har brug for at høre igen og igen, når livet er svært.

Altid elsket, også når livet slet ikke går i den retning, jeg gerne vil have det. Altid elsket, når jeg snubler over livet, andre mennesker eller egne forventninger. Altid elsket. Og elsket på trods.

For selvom vi skal opleve fiaskoer, svigt eller modstand, så er vi elsket alligevel. På trods af det, vi selv synes vi fortjener, eller rettere ikke fortjener, så er vi elsket. Gud elsker os. Altid.

Og i en tid, hvor vi kan arbejde os til næsten alting, så er det befriende at vide, at der er noget, vi får også på de dage, hvor fejler. Der er noget i livet, som er ude af vore hænder. Vi glemmer det bare tit.

Faktisk er meget ude af vores kontrol. Det er vores jordiske succes og fremgang også – der er altid en stor portion held involveret for dem, der faktisk bliver store i samfundets øjne, og vi glemmer, at der sker dårlige ting for gode, flittige og dygtige mennesker. Livet rummer en uforudsigelighed, som vi må leve med.

Smukke mennesker dør. Gode mennesker bliver syge. Onde mennesker vinder i lotto. Livet kan simpelthen ikke sættes i rammer og kasser. Heller ikke selvom vi prøver. Hårdt. Og så hårdt, at forventningerne har det med at overtage vores liv, og gøre det mere surt end godt.

Livet er uforudsigeligt.

Åh, men hvor kan det skræmme dette uforudsigelige liv, og man kan få lyst til at trække sig, lukke sig inde på i sit hjem og lade verden udenfor ske. Problemet er bare, at man ikke lever, når man kigger på. Man er nødt til at kaste sig ud i livet, velvidende at vi ikke ved, hvordan det vil forløbe.

Modet til at så at gøre det, og kaste sig ud i livet, kan vi finde i ordene om, at vi er elsket. Altid.

De ord skal vi have med os som en rettesnor i dagens evangelium, der handler om, at Jesus siger, at vi skal hade vores familie for at kunne følge ham.

Det lyder så voldsomt for idealet er, at vi elsker vores familie, også selvom det ikke altid er virkeligheden.

Og vi møder et ideal, som er meget dominerende. Den ideelle familie er smilende, overbærende, lykkelig. De er aldrig i konflikt, aldrig uenige, og der eksister ingen skjulte forventninger mellem dem.

Men vi kan ikke leve op til det ideal, for i virkelighedens verden kommer vi til at skuffe hinanden, såre hinanden eller gå hinanden på nerverne. Selvfølgelig har mange øjeblikke, der er ideelle, men der er også mange øjeblikke af det modsatte.

Vi taler bare ikke så meget om det. Vi lever et liv, hvor vi halser efter det perfekte. Det gennemsyrer alt. Vi skal være perfekte mennesker – perfekte kærester, gøre en perfekt karriere og være perfekte forældre.

Ja, som forældre får vi øvelser, vi skal lave med vores børn, så deres hoveder ikke bliver skæve, så de kan lære at vende og gå. Vi skal stimulere dem rigtigt, så de bliver kreative, selvhjulpne, selvstændige og rustede til livet. Man kan blive vildt stresset over alt den træning, man skal lave for sit barn i sin barsel. Det er ikke fordi, jeg er imod at vi skal give vores børn det bedste, eller at vi skal forsøge at være de bedste mennesker, men problemet er de dage, hvor vi ikke kan leve op til idealerne og forventningerne. De dage er hårde, og de dage, kan vi banke os selv oven i hovederne med. Det er svært. Faktisk er der lavet undersøgelser, der viser, at mange slapper mere af på arbejde end hjemme.

Familiens skød er ikke nødvendigvis et fredens sted, men kan lige så let være et svært sted og et smertende sted. Et sted, hvor vi bliver forpustede og kede af det. Et sted vi fejler.

Og nu siger Jesus så til os, at vi skal hade vores mor, far, børn – ja, hele familien. Det kan lyde så forvirrende.

Så hvad mener han?

Han mener, at der findes en måde at leve på, hvor vi, selvom vi ikke altid opnår det, vi ønsker, og selvom vi nogle gange er forkerte eller ikke slår til i samfundets øjne, så alligevel kan være til. Selvom nogle hårdnakket vil påstå, at det er umuligt, så kan man faktisk leve med alt det rod, man har med i bagagen. Den kristne tro er troen på, at det kan lade sig gøre – fordi vi har Guds kærlighed.

Vi skal se ud over os selv og se livet i den større sammenhæng. En sammenhæng, hvor vi ikke kun er i familie med dem, vi deler DNA med, men også er i familie med Gud. Vi skal udvide vores blik, så vi ikke stirre os blinde på vores eget liv, men faktisk ser, at vi er i en relation med Gud.

Det er en relation, hvor forventninger, domme og idealer ikke fylder, men hvor der kun er kærlighed. Der ér en relation i livet, vi ikke kan dumpe eller fejle i. Kærligheden er ikke afhængig af resultater. Det mærker man særligt, når mn bliver forældre – og i dag, hvor vi har døbt tre små drenge, så ved I, deres forældre, at I elsker dem, fordi de er dem, og ikke for hvad de kan. Der bliver kærlighedens væsen så tydelig. Kærlighed er uden betingelser.

Og hvor meget mere elsker Gud så ikke os? Vi er elsket altid.

Der er en kæmpe befrielse i det, at vi ikke bliver bedømt på om vores liv blev en succes eller på hvor få konflikter, vi havde med vores familie. For i Guds rige handler det ikke om dom, men om tilgivelse, nåde, velsignelse og kærlighed. Guds rige er kærlighedens rige.

Vi skal hade vores familie? Jamen, det skurrer stadigvæk i mine øre. Det giver ikke mening. Og faren er, at vi kommer til at hade i kærlighedens tjeneste.

Men vi skal ikke begynde at hade, hvor kærligheden er. Vi må ikke skubbe kærligheden væk til fordel for hadet. Hadet er ikke målet – det er aldrig målet.

Fortællingen her er svær, og derfor kan det være godt, at se i Matthæus evangeliet, hvor denne episode også er nævnt. Men hos Matthæus siger Jesus ikke noget om had, men om at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker Gud.

Her bliver det mere tydeligt og klart, hvad der menes. Her kan vi lettere forstå, at det ikke handler om at hade, men om at vi ikke må kroge os så meget ind i vores eget lille liv, at vi glemmer åndeligheden – glemmer Gud. Glemmer Guds kærlighed. Men det er ikke et enten eller – det er ikke en konkurrence mellem Gud og familien; men en ny måde at se sit liv på.

Vi skal åbne os vore verden, og tage imod Guds kærlighed. Og den kærlighed skal vi gøre levende mellem os.

Også i familien. Men også mellem dem, der ikke lige er vores familie eller venner. Vi skal være ødsel med kærligheden, og ikke bare dosere den til dem, vi synes fortjener den.

Det er er budskabet – del kærligheden. Del i ødselhed.

Lad kærligheden løfte dig op, så du glædes over det som er, og ikke det som ikke blev. Gud elsker dig som du er, ikke som den du ønskede at være. Gud elsker dig. Du er altid elsket.

Amen




Dagens tekst:



Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35