fredag den 31. august 2018

14. søndag efter trinitatis 2018


Tag din båre og gå. Sådan lyder opfordringen i dag til os. Det bliver sagt tre gange i dagens evangelietekst. Og der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det 38 års lammelse – for andre er det måske en opvækst, der gik skævt, et ægteskab der kulsejlede, en misforståelse der fik konsekvenser eller en fiasko i livet, der stadigvæk rammer, når man taler om den. Der er altid en båre, der skal bæres. Det kan være erindringen, sorgen, længslen efter det, der ikke blev – der er altid en båre.

Og opfordringen i dag lyder: tag din båre og gå. Gå ud i livet, ud i verden og lev så godt du kan. Mere forlanges der ikke af dig.

Der er mange, når de hører evangeliet til i dag, der bliver stødt over Jesus, der spørger: VIL du være rask, og det spørgsmål kommer til at stå i vejen for budskabet. For hvis man lægger vægt på VIL, ja så betyder det jo, at vi som mennesker har en vilje, der kan afgøre om vi vil være syge eller ej. Der er ikke mange, der ligger på Skejby, der har villet ligget der. Det forekommer så provokerende, hvis vi lægger vægt på vores egne vilje. Men hvis vi i stedet for hører, at det Jesus spørger om, er om vi vil tage imod det han kommer med til os. Vil du være rask – vil du have det jeg kan tilbyde dig? Så får det anden klang. For det han tilbyder er livet med Gud.

På Jesus tid var der en skarp opdeling mellem rent og urent. Det rene var Gud og templet, hvor man mente Gud var, og det urene var at finde i livet udenfor templet. Man kunne som menneske blive forurenet, og så skulle man vente til forureningen ligesom gik af, før man igen kunne komme i templet. Det betyder også, at Gud er den rene. Den absolut rene. Og man måtte ikke komme i templet som uren, fordi det kunne smitte Gud.

Det lyder helt absurd for os, at Gud kan blive smittet med vores urenhed, men det er fordi, der sker noget nyt med Jesus. Og vi lever i lyset af Kristus.

Da Jesus kommer, så spiser han sammen med urene – syndere, toldere, skøger, lamme, spedalske – alle dem, som det herskende samfund så som urene. Men Guds egen søn spiser med dem, omgås dem, elsker dem. Og det gør han FORDI det ikke længere handler om, at Gud kan blive smittes med vores urenhed, men fordi vi bliver rene i samværet med Gud.

Når Jesus spiser sammen med de laveste i samfundet, så gør han dem samtidig rene. Der bliver vendt om på smitten så at sige. Før kunne det urene smitte Gud, men nu kommer Gud til os og gør os rene.

Rene og urent er ikke en tanke, der fylder meget i vore dages tro. Og det gør den ikke, fordi vi har et andet vilkår. Gud kommer med sin kærlighed, der forandrer verden for os – han gør os rene. Vi får tilbudt en personlig relation til Gud, der gør, at vi slet ikke kan forestille os, at det engang var anderledes. Men efter Kristus har været i verden, er verden forandret, og vi har en Gud, der vil spise med os alle, som dem vi er.

Så det er vendingen, der sker med Jesus. Der sker noget nyt med ham, så derfor lyder spørgsmålet: vil du være rask? Eller hvad han mener er: vil du være ren, være en del af mit rige – vil du have kærligheden?

Og for manden ved dammen blev det begyndelsen på et nyt liv. Det blev en forvandling, da han tog i mod.

I Guds rige er kun kærligheden tilbage, og derfor så vi et glimt af Guds rige i Jesu møde med den lamme.

Og det giver håb også for dette liv. For uanset hvor lammet vi kan være i livet eller hvor ødelagt det er, så er der håb for os. Hver dag er der mulighed for, at der kan bryde noget nyt ind, som forvandler også os. Det er aldrig for sent. Det kan være et møde med et medmenneske, et ord der varmer eller et glimt i livet – noget, der gør, at vi åbner vores øjne mens vi åbner vores hjerter.

Men det er også hver gang vi er her i kirken, og rejser os fra nadverskranken, at vi hører ordene bag ordene: Tag din båre og gå. Guds fred være med dig.

Livet med Gud er et liv til frihed. Troen skal gøre os frie – ikke binde os til regler og ramme – ikke lamme os. Men gøre os frie og frimodige i samværet med hinanden.

Og hvis man endelig skal tale om vilje, så handler det ikke om, hvorvidt vi vil være raske eller ej, men om at Gud vil noget med os. Han vil oprejse os. Og når vi svarer Gud med en hvisken, et opgivelsens suk eller med vrede, at vi ikke kan, fordi vi allerede har prøvet i 38 år, så hvisker Gud tilbage til os: Tag din båre og gå.

Vi kan nogle gange falde ind i en opfattelse af verden, hvor vores egen tro eller vores eget syn på sagen kommer til at være afgørende for om vi kan bære den båre. Vi glemmer, at det er på Guds ord, at vi rejser os. Det er Guds suveræne ord til os, som er DET der forvandler. Ikke vores tro, der kan vakle eller vores selvtillid der kan svigte – men GUDs ord til os. Og på det ord kan vi leve og dø – på det ord, kan vi rejse os og gå ud i verden igen.

Spørgsmålet lyder derfor til os, også i dag: vil du være rask? Vil du have Guds kærlighed, så tag din båre og gå.

Amen







Dagens tekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. 
Johannesevangeliet 5, 1-5

lørdag den 25. august 2018

13. søndag efter trinitatis, 2018


Der findes et forsøg med aber, der handler om, hvorvidt aber forstår retfærdighed. Forsøget var sådan her:

Man tog to aber i hver deres bur ved siden af hinanden, så de kunne se hinanden. Opgaven var så, at aberne skulle række en sten ud til forskeren, der så ville give dem et stykke agurk for stenen. De var begge glade for deres stykke agurk. Men så får den ene abe en vindrue, der i abeverdenen er meget bedre end agurk. Og det ser den anden abe. Og da det bliver dens tur, rækker den en sten frem – og får, ikke en vindrue, men en agurk. Hvad gør aben – smager på agurken, og smider den derefter resolut på gulvet. Det var ikke en vindrue. Da den får stenen igen, undersøger den om stenen er ok ved lige at banke den mod væggen – så afleverer den stenen, og får igen agurk. Også det stykke lander på gulvet. Den vil have en vindrue. For den anden får jo vindrue, og det er ikke fair, at den ikke selv får.

Forsøget var banebrydende for det viste, at aber har forståelse af retfærdighed. Det var ok så længe de begge fik agurk, ja så smagte det lige som det skulle, men hvis den anden fik noget bedre for samme opgave, så ville den slet ikke have agurken. Man skulle tro, at et stykke agurk er bedre end ingenting. Men sådan reagerede aben ikke.

Det er så interessant fra et biologisk synspunkt, at abers adfærd nogle gange minder om menneskers. Og også fordi der er en fællesnævner i skabelsen. Alt levende i skabelsen udviser en adfærd omkring retfærdighed. Vi kæmper ikke kun for at overleve på de andres bekostning – det skal gå fair til.

Det tror jeg, siger noget om den Gud, der har skabt alting. Nemlig at han har villet at retfærdighed skal være en del af vores liv. Og hvis aberne har den, hvor meget mere så ikke os mennesker, hans børn?

Vi tager lige scenariet fra dagens evangelietekst til i dag en gang til: Der står en mor sammen med sine to sønner. De to sønner kender Jesus godt, for de er hans disciple. Moren kaster sig ned for fødderne af Jesus, og beder for sine børn. Hun beder Jesus om at tage dem med sig ind i sit rige – den ene skal sidde ved Jesu ene side og den anden søn ved på den anden side.

Hun beder om, at sønnerne må en god plads. Det er ikke mærkeligt at beder om det. Hun overgiver sine børn til Jesus, og beder ham sørge for, at der er plads til dem. Eller sagt på abesprog, så vil hun gerne have, at de får vindruer og ikke agurker.

Men hun får ikke det svar, som hun sikkert håber på, for Jesus siger til hende, at det slet ikke er ham, men Gud der giver de pladser til dem, han vil give dem til. Jesus har altså ikke noget med det at gøre.

Og da de andre disciple, der står sammen med dem alle sammen hører Jesu svar, bliver de vrede på de to brødre. Det er uretfærdigt at bede om forrang. Helt ærlig, så kan det godt fremstå som om de er noget selvfede, de disciple. Men måske længes de andre disciple efter samme plads – måske ville de ønske de selv turde spørge.

Og at spørge om at få en bedre plads, er noget som vi i vore dage synes er helt ok. Hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, så skal man være lidt fræk og spørge. Eller får man jo ingenting. Ordsproget om, at hvis man siger efter stjernerne, så er det værste der kan ske, at du rammer træerne, lever i bedste velgående. Så for os er det svært at hidse sig op over disciplenes mor, der spørger om en fordel.

Så hvad er det præcist, der er problemet i dagens evangelium. Set med moderne øjne griber moren bare muligheden, da den kommer. Det er som sådan heller ikke det, at hun beder om en plads, der er problemet – det er faktisk noget meget fint i, at hun overgiver sine to sønner til Gud. Men problemet er, at alle omkring Jesus (igen kunne man tilføje) misforstår, hvad magt og tjeneste er. Dét er problemet.

At overgive sit liv til Gud, er ikke at få en høj position i Himlen – eller at få en særlig fin position her på jorden i et religiøst hierarki. Det handler slet ikke om at få en af de to særlige pladser. Og helt ærlig, så tror jeg, at vi tænker for småt om Jesus – og alt for konkret. Kunne man derimod ikke forestille sig, at alle pladser i Guds rige er særlige? At hver evig eneste plads var ved siden af Jesus?

Det lyder storsindet og måske ligefrem uretfærdigt. Der må da være nogen, der er lidt tættere på Gud end andre? Og svaret er, at vi alle er lige tætte. Der er ikke mennesker, der særlig hellige eller helgener – for alle får vi den gode plads. Vi får alle vindruer.

Som præst hører jeg tit den joke om, at jeg har forbindelserne i orden op til, og derfor bliver jeg særlig tit bedt om at sørge for godt vejr. Det er ret sjovt, men jeg må skuffe jer: præster er ikke Guds meteorologer på jorden – og vi har heller ikke særlige forbindelser til Gud. Gud er lige meget Gud for alle mennesker. Han er ikke kun 45% Gud for nogen og så 87% for andre. Det er jo helt skørt at tænke på. Nej, han er 100% for os alle.



Det kan godt være uvant for os at tænke på, for vi indordner os anderledes her på jorden. Her har vi vores hverdag fyldt med hierarkier og har en masse formaliseret magtfordeling, så vores samfund kan fungere. Vi fordeler magten, så den kan bruges til fælles bedste. Der er intet forkert eller farlig ved magt – kun når den bliver misbrugt.

Det ved Jesus godt, og derfor anklager han i dagens evangelium stormændene, ikke at de har magt, men at de misbruger den. De bruger magten til det forkerte – de leder ikke vejen, men bruger den kun til at selv at blive større og rigere.

Men det er ikke hvad Gud vil – Guds rige skal være anderledes. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre, eller får en bedre plads. For vi har allerede fået den smukkeste plads af dem alle – nemlig at være tjenere for hinanden. Vi skal tjene hinanden – det er en af kristendommens fornemste udsagn om livet. At være hinandens tjenere. Og her er kristendommen noget andet end samfundet – men netop derfor er der også brug for kristendommen. For i lyset af Guds kærlighed, er det vigtigt at vi holder fast på, at ethvert menneske, vi møder, er et vi skal tjene. Og her tænker jeg ikke på en på en tjener på en cafe, men mere tjene som en tilgang til hinanden.

Løgstrup, der var en kendt teolog og præst, formulerede det på den, at vi har holder hinandens liv i vore hænder. Vi er så tæt forbundet – man kunne sammenligne det med dominobrikker, at vi hele tiden skal hjælpe med at rejse dem, der vælter i livet. Ja, for ellers vælter vi alle sammen.

Løgstrup taler om, at mennesker har en grundlæggende tillid til hinanden, som altid kommer i spil i det umiddelbare møde. Faktisk lever et lille stykke af Gudsriget ud i vores hverdagsliv.

Vi er tjenere for hinanden.

I virkeligheden er Jesu budskab simpelt. Vær der for hinanden, uden dom, uden forargelse og uden vores menneskelige retfærdighedssans.

Mange har nemlig den tanke, at nogle fortjener vindrue og andre agurker. Selv indenfor kristendommen møder man nogle gange den holdning, at nogle bør få vindruer og andre agurker. Men jeg tror ikke på en Gud, der gør forskel. For hvis Guds kærlighed virkelig skal gælde, så skal den gælde. Så gennemsyrer den alle vores magtforhold og fordelinger – alle vores spørgsmål og krav om at få forrang. Alt det gennemsyrer kærligheden. Gennemsyrer selv dødsriget.

Så er den tillid vi har indpodet i vores inderste den rette vej i livet. Så ved vi, at det ikke handler om at gøre sig fortjent til enten det ene eller det andet. Vi får alligevel det vigtigste givet – en plads hos Gud.

Gud giver os en plads uden vi behøver spørge om den, eller sende vores mor ud i forbøn for os. Vi får den af Gud, fordi vi er hans.

Vi har en plads – både i livet og hos Gud. En plads der er vores. En plads, hvor vi skal tjene hinanden – hjælpe og holde hinandens liv i vores hænder. Amen




Dagens tekst:

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matt 20, 20-28




Salmevalg:


Et hus at komme til (I) - Janne Mark

29: Spænd over os (SL)

370: Menneske din egen magt (FP)

192: Hil dig frelser (EP)

Nadver: 260: Du satte dig selv

Nadver: 847: Kalken med ordet

31: Til himlene rækker