søndag den 23. september 2018

17. søndag efter trinitatis, 2018



Der er noget nusset ved kristendommen. Noget sært snavset ved det. Vi glemmer det nok bare.

For vi sidder her i denne smukke kirke med det smukkeste lysindfald, der næsten kan få enhver til at stoppe et øjeblik og falde i staver over skønheden.

Og kristendommen er også skønhed, lys og glæde. Men den tager sit udgangspunkt et helt andet sted. Den begynder i skidtet.

Hvor provokerende må en præst være? Ja, det har jeg virkelig overvejet til i dag. Jeg skal ikke være så provokerende at fokus kommer på præsten fra Møllevang, som det så nemt kan ske, når man åbner munden. Fokus er på fortællingen om Jesus.

Så bær over med mig i dag – det er meningen, det skal provokere, og det kommer til at gøre ondt.

Evangeliet kunne i dag være omskrevet til:

Da Jesus gik forbi, så han Peter Lundin sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Peter Madsen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Eller

Da Jesus gik forbi, så han Thomas Borgen sidde for sig selv, og han sagde til ham: følg mig.

Sådan kunne evangeliet til i dag måske se ud. For det er så provokerende, det er. Det er så dødhamrende provokerende. Og jeg bliver selv provokeret, og tænker, at nu går det over stregen.

Men Gud går over stregen – altid.

Og derfor var der også stor modstand mod Jesus dengang. For han kom og gjorde op med de sociale spilleregler, og ikke mindst med vores retfærdighedssans.

Hvem er det egentlig Gud kan bruge? Og svaret er mennesker. Eller som der står i evangeliet til i dag, så kommer han til syge, for det er dem, der har brug for en læge. Og han kom virkelig til dem, som stod på mål for andres foragt.

Så provokerende er evangeliet, for evangeliet er hverken en lovtekst eller et politisk manifest – evangeliet er Guds historie med os mennesker.

Og det begynder jo allerede på s. 3 i Bibelen, hvor Kain står sin egen bror ihjel, og Gud alligevel tilgiver ham. Tonen er sat.

Det betyder dog IKKE, at Gud er ligeglad med hvordan vi opfører os, for selvfølgelig skal vi gøre os umage med at leve med hinanden for øje. Det hører vi næsten lige så mange gange, som vi hører om tilgivelsen. Næstekærlighed er en af grundpillerne i kristendommen.

Men en anden er, at Gud ikke afviser dig, når du så fejler. Og det er særlig tydeligt, når Gud ikke afviser de værste af mennesker.

Og afviser han ikke dem, så afviser han heller ikke os.

Også selvom man engang imellem kan blive i tvivl om den påstand. Gud afviser os ikke, men siger, ligesom han sagde til Levi, Alfæus’s søn: følg mig.

Sådan kalder han dit navn op i dag, og siger følg mig.

En simpel opfordring: følg mig. Levi havde ikke engang sendt en invitation ud til Gud, men Gud har det med at dukke op alligevel. Gud går ikke så højt op i, om det passer i vores kalender eller ej. Han kommer bare, og siger Følg mig.

Og så har han den vane at invitere de helt forkerte, når han holder fest. Han vælger de upopulære, og dem der ikke hører til i fællesskabet. Han vælger dem, som ingen regner med, og dem som ikke regner med dem selv.

Det er et budskab, der i en popularitetskultur som vores, er fremmed. For meget interaktion handler om at være populær – er man vellidt, er man en succes, har man mange følgere på de sociale medier eller er man populær på sit arbejde. Der er så utrolig mange parameter, som vi bliver bedømt på, og som vi bedømmer os selv på. Og så kommer Jesus, og ser stort på det, og siger: følg mig.

Og så må man rejse sig og følge mig. Levi betyder noget i retningen af ”forbundet med”. Og navne har i sig en skjult tolkning af begivenhederne – de er ikke tilfældige i Bibelen. Levi var altså forbundet med Gud, så derfor kunne han ikke andet end at følge ham, da han kaldte.

Vi er også forbundet med Gud. Måske vi ikke mærker det, eller måske er vi i tvivl om det; men vi er forbundet med Gud. Han slipper os ikke, heller ikke når vi slipper ham.

Og når han kalder på os, og vi rejser os for at følge ham, så sker der en forvandling. Vi kan ikke blive siddende i det gamle, men må rejse os og begive os på vej ud i det nye. Man kan ikke komme ung vin på gamle lædersække – man kan ikke følge Jesus siddende – vi må turde bevæge os, og lade os bevæge af hinanden, kærligheden og Gud.

Det er jo på mange måder vanvittigt at være kristen. Gud kommer uinviteret, og inviterer desuden en masse med, der ikke passer med et godt image, og tilmed, så vil troen forvandle dig – forandre dig – give dig noget nyt – tvinge dig ud af din gamle rille.

Det er vanvittigt, og det nemmeste er at vende troen ryggen. For så beholder man sin gamle vin på sine gamle sække.

Følg mig, siger Gud til os. Følg mig alligevel. Følg mig på trods af din frygt, din tvivl, din modstand – alt det der holder dig tilbage, så følg mig alligevel.

”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger”, sagde min mor altid til mig, når jeg ikke ville hjælpe med opvasken eller rydde op. Nu tror jeg på muligheden for alles frelse, så helvede er ikke så vigtig en del af min personlige tro; men der findes noget rigtigt i de mange undskyldninger, vi kan finde i livet – og som stopper os fra at leve livet. Med hinanden og med Gud.

Søren Kierkegaard talte om, at man skulle kaste sig ud på 70.000 favne uden at vide, hvad der ville ske. Leve uden hele tiden at skabe sig sikkerhedsnet. Det er vovet og vildt at leve med kærligheden som fortegn.

Men det er sådan det er, når kristendommen bliver levende – så oplever vi, at Guds rige bliver en virkeligheden nu og her i vores liv.

Så oplever vi også, at kirken, ophører med bare at være en samling af sten, der tilfældigvis er smukke, men bliver et udgangspunkt for livet med hinanden, som vi lige har sunget om i sidste salme.

Guds rige er begyndt her i vores hverdag – den spirer og gror. Kærligheden breder sig stædigt, selvom mørket engang imellem ser ud til at få overtaget, så er kærligheden stærkest. Vi skal være mennesker, der står sammen i et fællesskab, som vi her kalder for kirke, og i det fællesskab holder vi kærligheden forrest. Også når den møder mørket, snavset og skidtet, fordi det er her, kærligheden er allermest savnet.

Følg mig, siger Jesus til hver enkelt af os. Personligt og kærligt. Kast jer ud i livet – de 70.000 favne.

Lad os være en levende kirke, der tør insistere på kærligheden. Tør være der for hinanden.

Amen







Dagens tekster:



Salmisten skriver:
Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;
han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.
Mange skal se det og frygte,
og de skal stole på Herren.

Lykkelig den mand,
der tager sin tilflugt til Herren
og ikke vender sig til dæmoner
og til dem, der søger løgneguder.
Store ting har du gjort;
Herre, min Gud, dine underfulde handlinger
og planer er til gavn for os;
ingen står mål med dig!
Jeg vil fortælle og berette om dem,
men de er for mange, de kan ikke opregnes.


Salmernes Bog 40,2-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Markusevangeliet 2,14-22







Kirkebøn:






Overraskende Gud,

I den vidunderlige verden – i dette skønne liv, der både byder på store glæder, men også frustrationer og byrder, beder vi dig om, at du må komme til os, og hviske, råbe eller byde os: Følg mig.

Giv os modet til at turde springe ind i livet igen, når vi er stået af fordi vi er trætte eller kede af det.

Gør os ikke til dommere over hinanden, og lad ikke hævnens isnende hånd få tag om vores hjerte. Lad os insistere på, at kærligheden gælder der, hvor den ikke er – for de syge har brug for en læge.

Vær med dem, der lige nu kæmper med livet, for at beholde det eller for at udholde det. Lad livet sejre.

Vær med dem, der sidder i mørket, og føler sig ensomme. Lad mørket blive gennembrudt af dit lys.

Vær med dem, der savner et hjem og en familie. Vær med dem, der er ensomme, dem der er blevet forladt og dem, der tror de ikke er gode nok. Lad os finde hinanden.

Vær med de unge, der sætter filter op for alt i tilværelsen. Lad dem se verden uden filter og ikke mindst dem selv.

Vær med dem midt i livet, der drukner i tøjvask og arbejde. Lad dem hvile.

Vær med de gamle, der står tættest på døden. Lad dem leve stærkt.

Kære Gud – råb os alle op med dit: Følg mig. Lad os rejse os, så vi kan træde et skridt ind i verden, og sammen arbejde for, at Guds rige bliver en virkelighed.

Vær med din kirke her i Møllevang og Frydenlund. Vær med os alle.

Amen

fredag den 7. september 2018

15. søndag efter trinitatis 2018


Min kusine har sammen med sin mand for et par år siden bygget deres eget hus. Der var mange planer og tanker omkring det. Hvor skulle stikkontakterne sidde, hvilke klinker skulle der være i badeværelse, og hvor store vinduer skulle der være mod syd.

Det eneste, jeg aldrig har hørt dem diskutere, var om der skulle være køkkenalrum. For det skulle der selvfølgelig. Jeg tror næsten ikke, at der i dag bliver bygget huset, hvor der ikke er et køkkenalrum.

Det er stedet, hvor familien samles efter en lang dag, ungerne læser lektier eller ser ipad ved spisebordet, far ordner kartoflerne, mens mor koordinere næste uges kalender. Med variationer ser mange hjem sådan ud.

Og køkkenalrummet er nødvendigt i et liv fyldt med kalenderstyring og logistik. Vi har brug for at samles som familie, fordi alt andet går så hurtigt omkring os.

Køkkenalrummet er en reaktion på en accelerende verden – en replik til et liv, hvor vi længes efter at være mere sammen.

Det gælder ikke kun småbørnsfamilier – det gælder mennesker generelt, at livet går hurtigt. Det påvirker os alle – ingen går ram forbi. Vi læser massevis af mails hver dag, læser sms’er, opdaterer måske lige instagram og tjekker facebook, mens vi netværker på linkedin. Der er 100 kanaler at vælge imellem, film vi kan se, når det passer os og nyheder, der gentages i et væk. Vores hjerner kan næsten ikke følge med, og flere og flere får stresssymptomer og glemmer måske endda at nyde tiden i køkkenalrummet.

Vi lever på vores måde i vores tid. Og som enhver tid, skal den udsættes for sund kritik.

I vores tid lever vi nok på en måde, hvor vi mister jordforbindelsen og lever for meget i skyen og for lidt mellem hinanden.

På Jesu tid var det anderledes. Der var individet i langt højere grad indfældet i en gruppedynamik, og da Martha beder Maria hjælpe til (godt nok gennem Jesus), er det en helt almindelig forespørgsel, fordi det var forventet, at man hjalp til, når der var gæster. Det var en ære og en opgave. Martha er op gennem historien blevet psykologiseret, således at hun er blevet tillagt forskellige følelser, såsom vrede, harme, misundelse – men det står der intet om. Hun bad bare om hjælp.

Hver tid har sine vaner og kulturer – sine måde, vi mennesker omgås hinanden på.

Og hver tid har en risiko for at blive sig eget stilleben. Sit eget frosne billede af en tid, som låser os mere fast end befrier.

Og det er også sket med dagens evangelium. Det er frosset så godt fast på vores nethinde, at vi næsten ikke kan se anderledes på det.

Og disse to kvinder bliver på hver deres måde arketyper for to måder at være kristen på – er man den, der lytter til ordet, eller er man den, der handler.

Men de beskriver faktisk ikke så meget en stilstand, som den bevægelse, der er nødvendigt i livet. Der er mere i evangeliet til i dag end et silleben.

Martha er kvinden, der glemmer øjeblikket, fordi hun har så mange opgaver, at tiden til åndelighed bliver udskudt. Hvem kender ikke det? Vi sørger så godt for vores ydre – træning (eller nogen af jer gør det måske), cremer, sund mad. Vi dyrker kroppen og forsøger at passe godt på den. Men vi glemmer, at vi også er åndelige mennesker, der har brug for det indre. Vores indre skal passes på sammen måde. Martin Luther skulle engang have sagt, at han mediterede en time om dagen, på nær, når han havde travlt. Så mediterede han to timer. Det viser, at vi skal bevæge hen mod Kristus. Vi skal tage os tid og give åndeligheden plads i livet.

Martha skal gå mod Kristus.

Maria er kvinden, der er så opslugt af Jesus, at hun glemmer andre omkring sig. Maria har brug for at gå væk fra Kristus og ud i verden. Når ordet har slået rod i os, skal det vokse, og give frugt i mødet med hinanden.

Maria skal bevæge sig ud i verden.

Det er ikke den ene kvinde fremfor den anden, for begge skal gøre en bevægelse.

Man kan sige, at Martha skal ind foran Jesu fødder og lytte – og Maria skal ind i køkkenet og tjene. En vekslen mellem ord og tjeneste.

Og det handler jo ikke kun om kvinder – det handler om mennesker. Fortællingen er bare tilfældigt om kvinder, fordi kvinder ofte har en magtfuld position i Lukas evangeliet, hvor denne fortælling er fra.

Det handler om mennesker, og om hvordan vi har brug for en vekslen mellem ro, lytten og aktiv handlen.

Vi har brug for at få et samtalekøkkenet i vores religiøsitet. Det er stedet, hvor vi samles, finder ro, sidder alene i fællesskabet – men også stedet, hvor vi mødes og deler erfaringer. Et troens samtalekøkken, hvor den ene kan tjene, mens den anden fordyber sig – og omvendt.

Troen må gerne være et hjemligt sted, hvor vi kan slappe af. Et sted, hvor kravene ikke tynger os, men hvor vi med åbenhed og umiddelbarhed lever med hinanden.

For der er sket det, at Jesus ikke bare engang imellem kommer på besøg, som han gjorde den dag hos Martha og Maria – nej, Kristus er hos alle. Han er hos os og med os, og klar til at lytte, tale og puffe os blidt ud i verden.

Vi behøver ikke vælge mellem Marta og Maria – vi er Martha og Maria. Vi er begge i en bevægelse gennem livet.

Amen







Dagens tekst:



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har

valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«