Alle helgens dag 2018

Da jeg slog øjnene op i morges, vidste jeg ikke, at jeg skulle miste dig. Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg stadigvæk håbet siddende i sjælen. Da jeg slog øjnene op i morges, var sorgen ikke endnu ikke trådt ind i mit liv. Sådan havde jeg det første gang jeg mistede en, jeg havde kær.



Og i det øjeblik sorgen træder ind i livet, bliver livet noget andet. Noget forandret.



For nogle fylder smerten, det kaotiske og uforståelige. Og for andre igen er der lettelsen, der står forrest, efter et måske langt og opslidende sygdomsforløb. Vi reagerer forskelligt – men vi reagerer. Og selvom vi sørger på hver vores måde, så kan vi spejle os i hinandens sorg og hinandens fortællinger om livet uden den, man elsker.



Sorg er blevet beskrevet som at træde ind i et ukendt landskab med et landkort, der ikke passer til omgivelserne. Man famler sig frem. Måske man føler sig alene, og måske føler man som den første der, nogensinde har prøvet at mærke, hvordan det er at miste. Men døden er ikke ny. Sorgen er ikke ny. Død og sorg har altid og vil altid være en del af menneskers liv. Det er en realitet, som rammer os. Eller som en, jeg kender sagde, så bliver man pludselig voksen. Og det på trods, at hun både har mand og barn, så var det døden, der gjorde hende voksen.



Døden er livets modsætning. Og har man set et dødt menneske, så ved man, at det passer. Døden er et absolut fravær af liv. Det modsatte – mørket og modstanderen. Døden er så pludselig, selv når den er ventet. Fra et øjeblik til det næste er der død.



Og så kommer sorgen. Sorgen træder ind der, hvor kærligheden er, og iklæder kærligheden i sørgedragt. For sorg er kærligheden, men en kærlighed, der smerter. Sorg over alt det, der ikke længere er mere – alt det ikke mere vil være – og en fremtid, der for altid vil mangle det menneske. Men også en sorg over de konflikter og brud, der ikke nåede at blive klinket. De ord, der aldrig blev talt – og de øjne der aldrig mere vil møde hinanden.



Der findes ikke en særlig opskrift på at sørge. Det kunne man nogle gange ønske sig, så man bare kunne følge den. Men man står midt i det ukendte landskab og må tage hvert skridt famlende. Men når der ikke findes en opskrift på at sørge, så kan man heller ikke sørge forkert. Vi sørger som vi kan og skal. Der er ingen i sorg, der skal presses til at klare sig flot, eller være kommet ”over det” efter nogle måneder. Sorgen er – indtil den en dag ikke fylder det hele, men dog er der. Eller måske bliver den i højere grad til savn.



Sorgen gør det tydeligt, at vi mennesker er jordens salt, som Kristus siger til os. Vi er salt for hinanden. Det er mødet med hinanden, der giver livet dybde og smag. Det fællesskab, som vi giver hinanden, gør livet til noget mere. Vi er jordens salt. Så salt som de tårer vi græder af sorg. Vi er jorden salt.



Og midt i sorgens mørke, midt i magtesløsheden og midt i tvivlens favntag, da kommer der ord, der modsiger døden. Ord, der siger, at livet ikke ender i mørke. At døden ikke får det sidste ord. At der også er liv efter døden. At når vi ånder ud for sidste gang, så står Gud klar til at tage os ved hånden.



Vores håb er, at de døde er hos Gud i hans evige favntag. Der er en opstandelse.



De ord kan være som en stråle af lys, der trænger gennem gardinet en morgen i november. De ord kan give en sprække af håb midt i sorgen. Det er ikke ord, der gør det ok, at døden findes; men det er ord, der modsiger døden. Ord der nægter, at døden er det sidste, der er at sige om et menneske. Gud holder os fast på, at det er kærligheden, der skal have det sidste ord i et menneskes liv.



Vi skal miste hinanden, men vi har kærligheden. Den kan ingen tage fra os. Vi har altid kærligheden.



Men livet er forandret. Intet bliver som det var før. Vi skal leve med det vilkår, vi nok ikke bryder os om. Men Gud bryder sig heller om det. Vi er ikke alene, når vi protesterer mod døden. Gud er på livets side, og han lover os, at han er med hver enkelt af os – i livet, gennem døden og ind i opstandelsen. Så når vi må slippe de dødes hænder, så kan vi folde vores tomme hænder i bøn, og bede Gud tage over der, hvor vi ikke længere kan nå. Gud er med os indtil verdens ende – han er med os. Vi er ikke alene, hverken levende eller døde.

Døden er fravær af liv. Men livet bryder gennem døden, og insisterer på, at nok er døden en realitet, men livet får sidste ord. Kærligheden lever.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.