Juledag 2018

Om morgenen hører min mand og jeg trinnene. De små hurtige fodtrin fra vores lille søn på 2 år, der iler hen over gulvet ind i stuen for at lege. Trinene vækker en usigelige glæde i os, og vi kan ikke andet end at smile til hinanden. Smile i en indforstået kærlighed over det lille menneske, der med sin blotte tilstedeværelse skænker os livet. Det lille menneske der bare ved sine fodtrin, viser os, at han er klar til at tage dagen med storm.

Vores fodtrin afslører os. De fortæller om, hvordan vi har det.

De kan være nervøse, småløbende, tunge eller lette. Fodtrinene følger vores hjerter.

Fødderne bærer os gennem livet. Bliver krogede, hårhudede og knoklede af det. De bærer vores kroppe og vores poser fyldt med varer. De bærer vores hjerter, der er tunge af julesorg.

Det er tungt at bære et menneske.

Vores fodtrin afslører os. Tunge trin gennem kirken på vej mod en hvid kiste. De tungeste af dem alle. Lette fodtrin mod ens elskede ved alteret. Man flyver afsted.

Livet er en række af vandringer mod noget, fra noget og væk fra noget.

Og midt i denne vandring hører vi om en anden vandring – om Maria og Josef, der bliver påbudt at vandre fra en by til en anden. Fordi en kejser i Rom vil have et tal. Og de gør det, for der er ikke noget valg. De vandrer den lange vej.

Og inden de igen er vendt hjem fra turen ud og hjem, dér har himlen sat et aftryk i deres hjerter. Der bliver Jesusbarnet født.

Og kort efter må de flygte til Egypten for at undslippe en magtsyg konge, der blev bange for et barn. De måtte igen afsted ud i uvisheden mod et sted, de ikke kendte, og med et håb i deres hjerter om, at de ville møde mennesker, der ville tage dem til sig, og ikke smide dem ud. Afhængige af andres velvilje til at dele af deres overskud, kom de gående i afmagt.

Fødderne bar dem den lange vej til et nyt land, hvor de boede indtil de endelige kunne komme hjem igen.

Deres vandring er også vores vandring. Hvor er vi på vej hen? Tripper vores fødder af travlhed, hopper vi af glæde eller slæber vi os afsted?

Vi er altid på vej. Men nogle gange bør vi stoppe op og tænke over vores fart. Måske sætter farten ned, eller gå med mindre skridt. Lade være med at fare afsted. Måske endda stå helt stille.

Lad trinnene være til stede i nu’et som små barnefødder en stille morgen, fremfor en voksens alvorlige skridt gennem et liv med krav om at tage sig sammen, tage sig selv alvorligt og leve rigtigt. Det voksne og alvorlige kommer helt af sig selv, men det andet kræver øvelse. Det kræver øvelse at turde leve som om Gud har fået menneskefødder, og har gået mellem os. Det kræver øvelse at leve som om Guds rige har slået en revne i vores virkelighed, og lader sin kærlighed sive ind til os gennem sprækkerne.

Det kræver øvelse at leve let.

Men selvom noget er svært, skal vi ikke give op. Vi skal øve os. Hver dag.

Øve os indtil vi bliver bedre til at give plads til lyset og kærligheden.

For vi kan jo vælge hvilken vej vi går. Vi kan vælge gå mod Gud eller væk fra ham. Det er et valg, vi kan træffe. For Gud tvinger os ikke til krybben – han sætter en stjerne på himlen, som vi kan vælge at følge. Men det er op til os. Han vil have frie mennesker – ikke et guddommeligt diktatur.

Vores fødder kan omveje, genveje og fare vild. Det er strengt at skulle bære os. Det er tungt med alt det ansvar.

Men Gud blev menneske, så vi ikke behøvede bære alt det ansvar alene. Han ville bære det for os, for han kunne se, vi var ved at bukke under af træthed, anstrengelse og glædesløshed. Så han ville gå sammen med os, og bære med. Være med.

Gud blev menneske en nat, for at vi kunne læsse vores tunge byrder af hos ham. For at ikke en eneste af os skal gå alene. Heller ikke det menneske, der går sin vej væk fra Gud. Gud går med af omsorg, bekymring og kærlighed – og han beder om, at også det menneske, må vende om, og vende sig mod ham.

Han er med os gennem julesorgen og juleglæden. Gennem livet som det er, når det er.

Han slipper os ikke, men lader sine fodspor give ekko ved siden af vores.

Det er julen. Jul bliver ikke skabt af alt det, du når, men af Gud. Det er gaven. Foræringen. Hans fodtrin lyder ved siden af dine, og sætter du farten ned og lytter efter, lover jeg dig, at du kan mærke det er sandt.

Kristus lever.

Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2018

Da jeg mødte min mand i sin tid, blev vi hurtigt enige om, at vi var åh så ens. Vi havde de samme værdier og de samme meninger om næsten alt. Det var fryd og gammen og stor forelskelse. Og da vi kom til at skulle fejre den første jul sammen, så troede vi også, at vi var åh så ens. Men helt ærlig og kun mellem os her i dag, så har hans familie altså nogle sære vaner. Eller også er det min familie, der har det. Det var vi ikke helt enige om. Vi fandt i al fald ud af, at vi ikke var så ens, som vi gik og troede. Og sådan tror jeg mange af os har det. Vi går og tror, vi er så ens, men det er juleaften et bevis på, at vi nok ikke er. Tag nu fx maden juleaften. I min familie får en helt tradition julemiddag, hvor vi først får risengrød, derefter kalkun og til sidst får en mocca-karamel-valnødde lagkage. Jeg var ret gammel inden jeg opdagede, at I næsten alle sammen får risalamande. Så vi er altså forskellige – nogle af jer får and, andre medister eller måske flæskesteg. Nogle af jer danser om juletræet, og andre kigger på det. Nogle har levende lys, andre elektriske. Nogle danser gennem huset og synger: nu er det jul igen, og nogle af jer får måske besøg af julemanden.



Der er et væld af traditioner, som hver især for os, gør at det bliver juleaften. Og alligevel så sidder vi alle næsten samtidig og fejrer jul. Sammen.



Det er det samme vi gør, og alligevel noget helt forskelligt. Men vi er alligevel enige om, at det er juleaften, vi fejrer.



Det samme er faktisk sket her til julegudstjenesten. Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, for I fik faktisk juleevangeliet to gange. Men fra to forskellige steder i Bibelen. Den første læsning var fra Matthæus, der begyndte med ” Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til”, og den anden velkendte fra Lukasevangeliet, der begynder med ”og det skete i de dage”. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes to beretninger om det samme, og jeg tror, at havde jeg kun læst den fra Matthæusevangeliet, så havde I undret jer og manglet den anden. Det var måske ligefrem ikke blevet rigtig jul.



Men der findes altså to beretninger om det samme. Noget vi tror der er så ens, har alligevel to forskellige ordlyde og vægtninger. Den ene er ikke bedre end den anden – det er bare to forskellige fortællinger om det samme.



Vi har også i vores liv hver vores unikke fortælling – og tit har vi oplevet den samme oplevelse forskelligt. Vi har lagt mærke til forskellige ting. Vi har måske hørt det samme, men alligevel hørt noget forskelligt. Og det er fordi, vi altid kommer med hele vores liv og alle vores erfaringer i vores rygsæk, når vi møder hinanden. Vi står alle et sted i livet, som vi på en eller anden måde læser ind i det, vi oplever.



I kender det nok, når man er forelsket, så smiler alle – når man er gravid, så er der børn alle steder – når man er ked af det og savner, så er verden grå og trist. Verden og livet tager farve alt efter hvor vi er.



Derfor kan man også tale om, at verden ikke bare er et uni-vers, men et multi-vers. Vi ser hver vores lille del af verden, som for os bliver hele livet.



Men det er på sin vis også julens budskab. Juleevangeliet vrimler med forskellige mennesker med mange forskellige baggrunde.



Der bliver født et lille barn i en stald af en teenage mor, der er der sammen med sin forlovede, der tilmed skal være bonusfar til Jesus. De får besøg af nogle arbejdsmænd, nemlig fårehyrder, der har haft duften hårdt arbejde siddende i tøjet. Der kommer tre vise mænd i fornemt tøj med juveler og guld. Der var engle, der sang så smukt, at enhver skabning måtte fryde sig af glæde. Der er tilmed en selvstændig erhvervsdrivende, hvis man tæller kromanden med, der ejer stalden. Der er altså et udvalg af mennesker, der hver især spiller deres vigtige rolle i fortællingen. Allesammen med hver deres liv og hver deres oplevelse af, hvad der skete i stalden den nat.



Det er altså en fortælling om Gud, der ikke bare kommer i pompt og pragt til menneskeheden, men som kommer til os, så forskellige som vi er. Det er fortællingen om Gud, der slår hul i himlen og bliver et menneske som os. Og ikke bare til en bestemt tid til et bestemt folk, men til alle mennesker.



Det er meget smukt illustreret i bekendtgørelseskirken i Nazareth. Det er en kirke, der er bygget det sted, hvor man mener, Maria fik besøg af englen Gabriel. I den kirke er der mange billeder af Jomfru Maria med det lille Jesusbarn, men det særlige ved de billeder er, at de er lavet i forskellige lande. Som Maria og Jesus ville se ud, hvis de var fra det pågældende land.



Det er der en pointe i, for hvem ved, hvordan Jesus faktisk så ud. Vi kender ellers det her billede af Jesus rigtig godt – Jesus som den smukke mand med langt bølgende hår og skæg. Men faktisk så tror arkæologerne, at Jesus nok har set anderledes ud og mere i retning af sådan her (vis billede).



Og gør det så noget, hvordan han så ud? Næ det gør ingenting. For det vigtige er, hvad han gør ved vores hjerter.



Og her kommer han til alle mennesker. Han spejler os, så vi kan genkende ham – så vi tør se os selv i øjnene. Han ser os, som vi er, og ikke som dem, vi gerne vil være eller bør være. Han ser os lige præcis som vi – og elsker os.



Vi bruger ellers meget tid på at definere os som mennesker og individer. Som nation. Vi bruger tid på at sætte os selv, og nok også hinanden i kasser. Er man fårehyrde fra nabomarken, vis mand fra et sted langt herfra eller den lokale kromand – eller hvilke der kasser der end er i spil i jeres liv? Men de kasser betyder intet i lyset af Guds kærlighed, som juleevangeliet viser. Her bliver vi alle mennesker først og fremmest. Gud kommer til os så forskellige vi end er, og elsker os som vi er.



Og han møder os, så vi kan kende og genkende ham. Han kommer i den klædning, der giver mening for os. I mit hjerte taler Gud jo dansk, men det gør han jo nok ikke til resten af verden. Han kommer så vi kan forstå ham.



Vi er nok forskellige, men det er alligevel julen vi samles om. Og i stedet for at kigge på forskellene, bør vi se på det, vi er sammen om. Vi skal med andre ord kigge på barnet i krybben og ikke på hinandens klædninger og udseende. Det er barnet der skal være i centrum for os. Vi skal ikke være ens, men vi skal være sammen om at fejre jul.



Fejre barnet der kommer så uskyldigt til verden med kærligheden, glæden og freden. Barnet der varsler en tid, hvor det gode vil sige det onde imod. Barnet der planter håbets frø dybt i vores jord, så det kan spire i mørke tider.



Det er julen. Det er glæden. Det er håbet. Det er fremtiden.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

3. søndag i advent 2018

Hvad forventer vi af Gud? Vi sidder måske alle med hver vores forventninger eller ønsker til Gud. Hvad kan han gøre for mig?


Der går i disse dage en udsendelse om og af Charlotte Rørth, der har mødt Jesus i et kapel i Spanien. Hun forsøger i denne udsendelse at finde hoved og hale i sine oplevelser. Hun ved med sit hjerte, at det er Jesus, hun mødte og hun ved, at Guds kærlighed ramte hende. Det ved hun. Det ved hjertet. Men alligevel fortæller hun om, at hun i tiden efter oplevensen var bange for om hun var ved at blive skør. Om oplevelsen var virkelig nok.


Det sker, at man kan ende i mørket, selvom man får lyset. Eller man i al fald kan blive i tvivl.


Johannes døberen, vi hører om i dag, sidder i mørket. Han er fængslet, fordi han ytrede sin holdning til Kong Herodes Antipas ægteskabelige forhold. Der sidder han i mørket – både fængslets mørke og sit eget mørke. Og det selvom han fik en vigtig opgave af Gud. Johannes døberen skulle bane vejen for Kristus. Johannes vidste, at der ville komme en større end ham – en der ville give hans liv mening.


Hans forventning blev ikke mødt med glæde, men med en skuffelse så dyb, at kun fængslets mørke kunne matche det. Og derfor spørger han, da han hører om Jesus, om det er ham, han har ventet på, eller om han skal vente en anden?


Selvfølgelig spørger han. Han er ramt af tvivlen. Og Kristus svarer. Ikke med et ja eller et nej. Han peger derimod hen på sine gerninger. For svaret på, om Jesus er Kristus kan ikke kun besvares med et ja. Det skal opleves, mærkes og tros. Når blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene, så er det et glimt af Guds eget rige, vi får. Man kan ikke svare rationelt på om man tror.


Det er interessant, fordi vi netop lægger så stor vægt på ordet i protestantismen. Ordet var i begyndelsen – Gud var ordet, og det er ved ordet, at han skaber. Men hvis ordene ikke peger hen på en virkelighed, så er de tomme. Hvis ordene bare er retoriske spidsfindigheder, så er de ligegyldige. Derfor kunne Jesus ikke bare sige, at de skulle svare Johannes med et ja – derfor svarede Jesus, at de ord, I hører om, de er går i opfyldelse.


Men Kristus siger noget mærkeligt efter han fortæller, at blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene. Han siger: ”Og saglige er de, der ikke forarges på mig.”


Forarges. Åh den herlige følelse af forargelse. Forargelse hedder på græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, Skandalon. Det er faktisk navnet på den pind, man bruger i en dyrefælde, der holder fælden i spænd. Når dyret kommer og skubber til pinden, så klapper fælden. Forargelse eller skandalon er altså det, der gør, at fælden klapper for os. Klapper om et menneske.


Forargelse er i vores sammenhæng, at Jesus Kristus er en anden end den, man forventer. Hans kærlighed var ikke som man ventede sig, og det forargede folk dengang. Forargede så meget, at det kostede ham livet. Tænk at kærlighed har den effekt? Kærligheden har så store konsekvenser på den måde, vi er mennesker med hinanden på, at den faktisk kan forarge. For kærligheden fjerner skel – fjerner barrierer – fjerner domme – fjerner systemer. Den gør os alle lige, og derfor forarger den. Den er en forandring af den verden, vi kender. For kærligheden er i sandhed Guds rige, der slår revner i vores virkelighed, og sender sit klare lys ind i vores verden og ind i vores hjerter. Vores verdens mørke, bliver oplyst af kærligheden, og nogle gange må vi misse med øjnene. Og nogle gange bliver vi forargede. Nogle gange klapper fælden om os, og vi sidder i fældes mørke og spørger med håb i stemme og med frygt i hjertet: er du virkelig den, der skal komme, eller skal jeg vente en anden? Er jeg ved at blive skør?


Og Kristus vil svare os – ikke som vi regner med – men som vi har brug for. Han forkynder budskabet for de fattige og de magtesløse. For os, der sidder i den klappede fælde. Det er os, han forkynder for, og han siger til os, at kærligheden er kommet til verden. Selvom vi sidder i livets realiteter, så er noget forandret.


Og Kristus svarer også Johannes i fængslet – ikke som han regnede med, men som han havde brug for. Da Kristus svarer Johannes i fængslet med, at de blinde ser, de døve hører og de spedalske bliver rene er det faktisk et citat fra Esajas. Det oprindelige citat lyder sådan her:


”Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel”. (Es.35, 4-6a)


Kristus gengiver det bare ikke som i Esajas, for han udelader noget. Han udelader stykket om hævn. Den fjerner han simpelthen. Og så tilføjer han noget væsentligt. Han siger nemlig også til Johannes, at de døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige.


Kristus fjerner hævnen og tilføjer opstandelsen og evangeliet for de fattige.


Det er bemærkelsesværdigt. Fordi Kristus siger hermed til Johannes – og til os – at noget nyt er sket. Noget banebrydende nyt. Guds søn er kommet til jord, og det har konsekvenser.


Og så forkynder han evangeliet til de fattige. Egentlig er de fattige også dem, der er fattige på magt – altså de magtesløse. Dem der ikke har magt i deres liv – dem der sidder fast – dem der er ved at drukne – dem der er forargede – dem der sidder i fælden – dem forkynder han evangeliet for. De får det gode budskab. De får ord, der ikke er tomme, men som er fyldt af sandhed og kærlighed. De ord, der peger hen på en virkelighed, hvor Guds rige slår igennem.


Og adventstiden er tiden for alle de her tegn, der alle sammen peger i den samme retning; nemlig mod Guds søn, der bliver født. Mod en verden, der aldrig bliver den samme. Mod en verden, hvor Gud slår revner i alt det, vi tror, vi ved. En Gud der bliver menneske, fordi han ved, at vi har brug for en Gud, der står lige ved siden af os i livet, og ikke bare kigger ned på os. Men kigger os lige ind i øjnene og siger: blinde ser, døve høre, spedalske bliver rene, døde står op og evangeliet forkyndes for dem, der har brug for det – og ikke dem, der har gjort sig fortjent til det. Kristus er kommet til verden – kommet til os. Mørket er for altid brudt.


Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i advent 2018

Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en jul, var blevet lovet en gave fra sin onkel. En ganske særlig gave. Onkelen ville ikke røbe, hvad det var, men kunne dog sige, at gaven, hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

Det var noget af en gåde, og den lille Johannes tænkte og tænkte over, hvad det dog kunne være, som hans onkel, ville give ham. Han kunne til sidst ikke tænke på andet, og selve juleaften vandt han ikke mandelgaven, fordi han ikke kunne få en bid ned. Hvad mon det var, der hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

ENDELIG kom tidspunktet, efter en lang aftens venten, hvor han sad med gaven i hænderne. Gaven var på størrelse med en skotøjsæske og vejede næsten ingenting. Æsken var fyldt med papir. Hvad mon der var så fint, at det skulle pakkes så smukt ind? Han fjernede mere og mere af papiret. Og til sidst lå gaven der på bunde af æsken.

Det, der hverken kan stå, gå, svømme eller flyve – en blyant. En blyant?

Og onklen udbrød: hvad sagde jeg – den kan hverken stå, gå, svømme eller flyve.

Johannes var så helt igennem skuffet. Glæden, forventningen og spændingen udløst i et eneste øjeblik af stor skuffelse. Blyanten lå der, og var ikke andet end en blyant.

Sådan er første del af fortællingen om Johannes Møllehaves juleaften.

Og det er ved første øjekast en fortælling om skuffelse, men også om forventninger.

Og advent handler om forventninger. Tiden inden jul er pakket ind i et tykt lag af forventninger. Hver dag bliver særligt markeret som et skridt på vejen mod jul. Vi åbner måske en julekalender, pakkekalender, tænder kalenderlys, og i dag på denne 1. søndag i advent tænder vi adventskransen. Fire lys står der, og vi ved, at vi skal have alle fire tændt, sove en enkelt nat, og så er det juleaftensdag. En dag der om nogen har et magisk skær – for børn om ikke andet.

Forventningerne står i kø. Og det er ikke fordi forventninger er dårlige eller jeg skal tale dem ned.

Faktisk er det nogle gange dejligt, når andre forventer noget af os. Det gør, at vi gør os mere umage – gerne vil leve op til forventningerne. Så de kan kalde det bedste frem i os – vise os sider af os selv, vi ikke var klar over, at vi havde.

Men forventninger kan også stå i vejen for livet. Skuffe os, lede vores blik hen mod det, der ikke lykkes og mod det vi tror, vi heller vil have.

Som en blyant på bunden af en æske eller som lille, fattigt barn i en stald. Tilmed et barn, der lever den første del af sin barndom som flygtning sammen med sine forældre.

Skuffelsen er forventningens skyggeside.

Og værst er det, når vi skuffer hinanden. Vreden kan vi håndtere og forholde os til, men skuffelsen er anderledes. Den ligger bare mellem os, som en pude af tavshed. Skuffelsen. Og nogle mennesker bruger den tilmed som et våben til at få det, de gerne vil have.

Skuffelsen er når, man ikke får det, man gerne vil have. Eller man ikke får den adfærd man gerne vil have. Det kan også være svigt eller nederlag, der gør os skuffede. Og sårbare. Skuffelsen er svær at håndtere.

Børn har en umiddelbar tilgang til skuffelse, og kan slet ikke skjule den. De surmuler, bliver vrede, bliver måske kede af det, eller går for dem selv. De reagerer med det samme – vi andre stivnede mennesker, vi har lært sociale spilleregler, og kan til tider skjule skuffelsen. Især hvis det drejer sig om en julegave, man ikke havde ønsket sig. Vi smiler, takker – og går måske endda et skridt for langt i hjertelighed for ikke at blive afsløret i vores skuffelse.

Men den ligger der. Skuffelsen.

Men det at blive skuffet behøver ikke være så svær en følelse. For i den ligger der også en mulighed. Vi kan flytte fokus. Der ligger lige frem et potentiale i skuffelsen. Der er simpelthen noget, vi møder, som vi ikke kan ændre – noget vi må acceptere, er anderledes, end vi forventede. Og selvom skuffelsen lurer i baggrunden, så kan vi øve os i at se det, som vi fik i stedet for, og se om det har noget for sig.

Sådan er det ofte med troen – og med Gud. Vi får aldrig det, vi forventede, og altid det, vi aldrig drømte om. Gud viser igen og igen i de fortællinger, vi læser om Bibelen, at han vil have vores hjerter, og ikke blind tilbedelse. Vi skal omvende vores inderste og ikke bare omvende vores handlinger. Så ja, vi får aldrig det vi forventer, men vi får forunderligt nok ofte det, vi har brug for at klare livet, som det er. For Gud ændrer ikke livets gang – han fjerner ikke sorg, død og smerte lige nu og her; men derimod så giver han os den nåde og den kærlighed, der skal til, så vi kan leve. Leve på trods. Selv Jesus liv viste os netop det.

Jesus kommer til os, hører vi. Ridende på et æsel. Det er fortællingen, vi hører Palmesøndag lige før påske, og igen 1. søndag i advent. Han kommer ridende som et symbol på den bevægelse han vil gøre sig ind i vores hjerter. Han kommer til menneskeheden, som han kommer til verden julenat. Han kommer ikke i prompt og pragt, om end verden kan hylde ham med ekstaser. Nej, han kommer ydmygt. Ikke i stor og pompøs indpakning, men født i en stald, ridende på et æsel.

Og vil ind der, hvor hjertet bor. Hvor vi er. Vores forventninger til Gud, kan være større end det, vi får. Vi kan forvente, han skal være en regerende, magtfuld og streng konge, eller julemand for vores ønsker. Men han giver os ikke det, vi vil have af ham; men derimod det, vi har brug for. Han giver os sig selv.

Han bøjer sig hele vejen ned, og lever som os. Med os – for os. Han bliver et menneske. Et menneske på de vilkår menneskelivet har – lige fra fødsel, forventninger, glæder, sorger, smerte, valg, død og (ja) skuffelser. Han ved, hvordan vores liv er. Han forstår os. Han går med os. Vi er ikke alene, for altid går han med os. Alle dage indtil verdens ende.

Der er et fællesskab mellem os og Gud.

Og inden jeg glemmer det, vil jeg springe tilbage til den lille Johannes, som stod der juleaften med skuffelsen og sin blyant. De andre børn havde fået legetøj. Og nyhedens interesse var stor, men efter et par uger gad mange af hans venner ikke lege med deres nye legetøj. Og der stod Johannes med sin blyant og opdagede dens helt særlige kraft. Men den kunne han rime, stave, skrive fortællinger og bruge store ord. Den åbnede en verden for ham. Han havde aldrig drømt om at ønske sig en blyant, men gaven fik større betydning, da han opdagede, hvad den indeholdte.

Jeg tror heller ikke mange på Jesu tid drømte om, at Gud ville leve sit liv som en tømrersøn fra Mellemøsten. At Gud ville vælge et liv, hvor han skulle gå rundt mellem byer på sine egne fødder i varmen, og med snavset hængende ved sig. At han skulle leve som de fleste levede den gang. Men det har en betydning, når vi opdager, hvad det indeholder. Det indeholder en kærlighed så stor, at den baner sig vej gennem de murer, vi bygger op om hjerte, de skjold vi sætter om vores inderste. Han baner sig vej til os – ridende sagtmodig på et æsel.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Sådan lyder det i den gamle salme, jeg læste højt fra alteret. Løft jeres hoveder – lad de porte og døre, der spærre åbnes, så kærligheden frit kan leve mellem os.

Det er advent.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.