lørdag den 26. januar 2019

3. søndag efter Helligtrekonger 2019



Videoklip eller genfortælling:

Der står en række unge mennesker på en række. De skal løbe et kapløb, og den der kommer først vinder 1000,- De er spændte og klar. Men pludselig råber en voksen til dem, at reglerne er blevet lavet om.

Hvis ens forældre er gift, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har haft en faderfigur i hjemmet, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har en uddannelse, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for om mobiltelefonen blev afbrudt, fordi man ikke har kunnet betale regningen, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har hjulpet sine forældre med at betale en regning, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for det næste måltid, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle.

Da siger den voksne, at dem i front skal vende sig om. Og bag ved står der en række af unge mennesker, og har ikke rykket sig. Den voksne siger: Der er ingen af jer, står her, fordi I gjort noget forkert, eller fordi I ikke har gjort nok. Det er bare sådan, at nogle af jer på forhånd har fået flere muligheder i livet. Nogle af jer har et forspring. Men det betyder ikke, at I ikke skal løbe om lidt. I kan ikke undslå jer at deltage i livets løb. Men der er sandsynlighed for at dem i front vinder de 1000,- og ikke jer bagved. Og de af jer der nu vinder, I er forpligtede til at lære af det her. I skal bruge jeres sejr, så I kan lytte til de andres historier.

Det slutter med et citat fra 1. Johannesbrev, kapitel 16-18:

Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er video/fortælling med et klart budskab. Vi kan ikke selv gøre for, at vi kommer til verden med en social arv. Den afgør vores plads i livets løb, og den, der står forrest, er forpligtet til at bruge sin sejr til at lytte til dem, der aldrig når i mål.

Videoen/fortællingen er fra USA, der har et andet politisk system end her, og hvor det i endnu højere grad er forældrenes formue, der afgør om man kan komme frem i løbet. Og derfor har deres teologi i højere grad fokus på social forandring end den historisk set har haft i Danmark. Og det handler kristendommen også om.

Men der er også en anden vinkel i denne fortælling/video, som kommer til udtryk. Nemlig fortællingen om, hvornår vi bliver fremmede for hinanden. Hvornår vi kommer til at stå så langt fra hinanden, at vi ikke længere ser et medmenneske, vi skal hjælpe, men en som vi måske mener bare burde løbe hurtigere.

Når vi bliver fremmede for hinanden, så mister vi evnen til at se med empati på medmennesket. Så ser vi bare en masse af mennesker. En mur af mennesker, som man nemt kan vende ryggen til.

Fremmedheden har mange følgesvende, der gerne følger trop.

En af dem er hævnen. Hævnen, der forsøger at ramme omkring sig med sin giftige brod. Når vi bliver fremmede for hinanden, så er det nemt at hævne. Og man kan blive fremmed selv overfor et menneske, man før stod nært.

Hævnen luller sig ind i tanken om, at den egentlig vil gøre et regnskab op. Den vil gøre parterne lige ved at dele det forfærdelige, krænkelsen eller uretfærdigheden med den, der har forvoldt en ondt. Den vil gøre verden lige igen. Men det sker sjældent. Det sker aldrig.

En anden følgesvend er ligegyldigheden. Ligegyldigheden anstrenger sig for ikke at få øje på den fremmede. Vendere sig bort fra den fremmede. Ligegyldigheden gør mennesker ligegyldige.

Og sidst men ikke mindst kommer dommen, der dømmer og fordømmer alt det, den ikke forstår. Den har intet i klemme overfor den fremmede, og kan få frit spil.

Faren ved tilværelsen er, at vi bliver som fremmede for hinanden. At vi bliver hinandens spedalske.

Og man kan faktisk sammenligne den fremmede med de spedalske, som Jesus møder. De er befængte med en sygdom, som de ikke selv kan gøre for; og de er blevet fremmede for verden. De kan ikke engang genkende dem selv i spejlet længere. De bliver fordømt, holdt ud og er blevet ligegyldige. De er fremmede.

Men ikke for Jesus. Han kender dem – han genkender dem. Og derfor er han sammen med dem. Møder dem og fjerner det, der gør dem fremmede. Helbreder dem. Han viser os et glimt af Guds rige. Et glimt af en anden virkelighed, hvor vi får øjenkontakt med hinanden og ser. Bliver set af Gud.

Tilværelsen kan koges ned til dette ene. Bliver jeg set eller overset. Er der en, der får øje på mig? Og svaret er, ja – Gud får øje på dig.

Det er afvæbnende af blive set. Det nedbryder de mure, man han bygget om sit hjerte til forsvar. Det nedbryder de angreb, man måske har i støbeskeen. Fordi dine øjne blev mødt af venlighed, åbenhed og nysgerrighed. Fordi det ikke handler om, hvor mange forspring, du har i tilværelsen, eller hvor meget du har kontrol eller kommando over, eller hvor god du er til at klare og mestre livet. For her i dag, hører vi ord, der modsiger tilværelsens hårdhed. Ord der insisterer på, at vi kan gøre den fremmede kendt, at vi kan møde det onde med det gode – og at vi kan tro ordet om Gud.

Tro er at kaste sig ud på de 70.000 favne, som er et af de mere berømte Kierkegaard citater. Kierkegaard mener her, at tro ikke handler om, at være objektiv omkring Gud. Det handler derimod om, at man med sin uvished og alligevel tror. Tro er altså at turde tro ordet, selvom vi kun har et ord, og ikke et håndgribeligt bevis. Vi har et ord, der kan betvivles. Så vi må kaste os ud på de 70.000 favne og tro.

Tro på, at der er en anden fortælling om os mennesker end den vi ynder at fortælle, der ofte handler om det succesfulde menneske. Men i Guds perspektiv handler livet om noget helt andet. Han stiller os ved samme startlinje, og ingen får lov at træde et skridt frem. Vi står sammen der skulder ved skulder. Og får nåden.

Den største gave – den eneste gave vi i virkeligheden kan leve på. Nåden der som en solstråle på en vinterdag varmer vores hårde hjerter, så vi ved, at vi ikke bliver bedømt på vores fejl og nederlag. Vi bliver derimod værdifulde – dyrebare.

Kaj Munk har sagt: vi skal leve så livet bliver dyrebart for andre.

Livet er ikke et kapløb om komme først, men en vej, vi skal gå. Og vi kan vælge at gå den vej i lyset af Guds nåde og i troen på, at den, der går bag mig, foran mig og ved siden ikke er en fremmed, men et medmenneske.

Eller som vi skal synge om lidt:

• At tro er at komme,
trods hvad der vil hindre,
til gudslysets skær -
og skænke sin næste
Guds nåde i dagen,
hvor riget er nær. (DDS 582)

Amen







Dagens tekster:

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten. Du skal frygte Herren din Gud, ham skal du tjene, ham skal du holde fast ved, og ved hans navn skal du sværge. Han er din lovsang, og han er din Gud. For dig har han gjort disse store og frygtindgydende gerninger, du selv har set.



Femte Mosebog 10,17-21



Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Romerbrevet 12,16b-21



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.



Matthæusevangeliet 8,1-13

lørdag den 5. januar 2019

Helligtrekongers søndag 2019



Kong Herodes er en af de personer i Bibelen, der har været udsat for fake news. Der bliver simpelthen spundet en historie om ham i Matthæusevangeliet som ikke passer.

For evangelieteksten til i dag fortæller mere end det, vi blot hører. Det sker nemlig senere i samme kapitel, at Kong Herodes iflg. Matthæus vel at mærke, bliver så forfærdet og rasende over at Jesus er født, at han befaler, at alle børn under 2 år skal slås ihjel, således ingen kan tage hans magt som konge.

Kong Herodes er af den grund gennem historien blevet en ærkeskurk – kongen der var så bange for et barn, at han begik mord. Kongen der var så bange for at miste magt, at han fik blod på hænderne.

Men det passer ikke. Kong Herodes har aldrig slået alle børn under 2 år ihjel. Matthæus finder på det.

Men en ting er nu sikkert alligevel – Kong Herodes var heller ikke en helgen. Faktisk var han kendt som en forfærdelig tyran, der slog sin første kone ihjel, og tre af sine sønner også. Så han slog børn ihjel, men sine egne.

Så på den led passer fortællingen om barnemordet som fod i hose til ham. Det kunne lige ligne Kong Herodes, kunne man fristes til at tænke, og måske det også er, hvad Matthæus tænkte, da han skrev det.

Barnemordet i Bethelhem er fake news.

Og nu vi er ved de der fake news, så må jeg skuffe jer mht. de Hellige tre konger. For de var slet ikke tre. Eller rettere, så ved vi ikke, hvor mange de var. Kun at der var nogle, som der står. Det kunne være to eller ti. Vi ved det ikke.

Og de har tilmed fået navne: Caspar, Melchior og Baltazar. Og de kommer iflg. legenderne fra tre forskellige steder i verden. Caspar er europæer, Melchior var asiat og Baltazar afrikaner. Så legenden lagde altså vægt på, at hele verden kom til krybben.

Men de hellige tre konger er altså også fake news. Eller i al det, at de var tre og kom fra hele verden.

Sådan kan man pille Bibelen fra hinanden. Og det er også blevet gjort i teologens historie. Man har siddet og pillet alle undere og alt uforståeligt ud af Bibelen og bortforklaret dem eller forkastet dem. Og tilbage har man haft en Bibel, der mest af alt har lignet et censureret brev fra den kolde krigs tid. Fyldt med streger og uforståeligt nonsens.

Så ja, jeg står her som teologi, videnskabeligt uddannet, men også som troende og siger, at dele af Bibelen er fake news. Vi ved det godt. Det er ingen hemmelighed.

Og alligevel tror jeg. På trods.

For tro afhænger ikke af beviser. Troen falder ikke fra hinanden fordi barnemordet i Betlehem ikke fandt sted. Det er jeg nu egentlig meget glad for, at det ikke gjorde.

At tro er en måde at leve på med andre. En måde at anskue verden på. Og at tro på, at det vigtigste faktisk fandt sted – nemlig, at kærligheden kom til verden. Gud blev menneske. Troen på, at den Gud, der satte Bigbang og hele universet i bevægelse – den Gud lod sin søn føde som menneske for at leve mellem os.

Gud er ikke en bevisbyrde, der skal løftes. Gud skal tros.

Tro er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, vi ikke kan se. Sådan står der i Bibelen (Hebræerbrevet 11,1).

Tro er tillid til håbet og en overbevisning om det, vi ikke kan se. Troen kan ikke bevises eller modbevises. Man holder ikke op med at tro, fordi man måske kommer til kort i en diskussion om tro. Sådan fungerer troen ikke. Troen er på trods.

Eller jeg vil hellere sige troen er på grund af. For det er ikke alt, der siger troen imod, der gør man sådan lidt martyragtigt tror.

Det er snarer på grund af den kærlighed, der hele tiden spirer i verden, der gør, at troen også er der.

Når glæden, håbet, tilliden og kærligheden finder vej til selv de mest mørke situationer, så er det troen, der viser sig. Troen på, at mørket, hadet og frygten ikke får sidste ord her i verden.

Det er de gange, hvor lyset skinner i mørket, at troen næres.

Troen er som stjernerne på nattehimlen. Lige når man går ud, i al fald herinde i byen, kan man ikke altid få øje på stjernerne, men når øjnene har vænnet sig til, så dukker stjernerne op en efter en. De titter frem på himlen indtil de til sidst dækker verdensrummet. Lyset skinner i mørket.

Lige som de vise mænd så stjernen, der ledte dem til stalden. Lyset var der. Lyset er der.

Men måske vi skal vænne os vores øjne til at se stjernerne. Det oplevede jeg sidste år.

Jeg var i efteråret på konfirmandlejr, hvor vi havde et natløb. De dejlige konfirmander løb rundt i skoven med deres lommelygter, og kunne ikke se andet end det keglen lyste op. Jeg prøvede at overbevise dem, at de ville se mere, hvis de alle sammen slukkede lommelygterne og lod øjnene vænne sig til. Så ville de få øje på lyset. Så ville mørket ophøre med at være mørkt.

Det billede kan vi overføre til det moderne menneske. Måske vi står med hver vores lommelygte, og forsøger at lyse verden op med vores lille kegle af kunstigt lys. Og det vi ser, giver ikke altid mening. Og vi kan måske endda blive frustrerede eller bange, når vi opdager, at en lommelygte ikke kan oplyse verden.

Vores øjne er ikke vænnede til at få øje på stjernerne. Tør man forlade sig på, at vi også kan finde vej, hvis vi slukker lommelygten og kigger efter stjernerne, så vil vi opdage, at mørket ikke er så mørkt, for lyset er kommet til verden. Det skinner, når alt er mørke.

Der findes ikke et mørke, hvor lyset ikke er. Der findes ikke et sted, hvor Guds kærlighed ikke lever. Himlens lys kom til jorden, og intet er mere så mørket, at lyset ikke også kan findes.

Måske kun som en enkelt stjerne på en nattehimmel, men dog som en enkelt lysende, stædig stjerne, der sender sit lys over millioner af kilometer og gennem årtusinder så det kan nå os – vidnesbyrdet om, at trods alt, der forsøger at skille os fra lyset, så er lyset der altid.

Et lys så klart, at nogle vismænd for 2000 år siden begav sig fra deres hjemland for at følge en stjerne til et sted, hvor et fattigt par, var blevet forældre for første gang. Så klart at forfattere siden har skrevet, ja nogle gange taget sig poetiske friheder, for at gøre det tydeligt for os, hvad lyset og kærligheden har gjort ved dem.

Kærligheden bliver aldrig fake news. Lyset bliver aldrig fake news.

De er der – det mærker vi – det ser vi – det erfarer vi. Kristus er.

Amen



Kirkebøn:


Lysgivende Gud – du kom og brød mørket med din kærlighed. Du gav verden din søn, så vi fik et lys, vi kan følge.

Vær med os, når vi vandrer i mørket. Vær med os, når bekymringerne står i kø, og vi føler os fortabte og fortvivlede.

Vær med de unge mennesker og børn, som har angst over livet, og som ikke sover af frygt for klimaet. Giv dem og ikke mindst os voksne styrken og visdommen til at navigere i verden, så vi giver dem troen på, at vi sammen kan gøre det rigtige.

Vær med de pårørende og påvirkede af togulykken. Giv dem trøst og omsorg i det liv, de nu skal leve – et liv, der så anderledes ud for blot en uge siden, men som nu for altid vil være forandret.

Vær med de syge, dem der venter på døden og dem der ikke kan holde deres liv ud. Vær med dem der venter på nyheder, og som ikke ved om de er gode eller dårlige.

Vær med dem, der drømmer stort og dem der tror på fremtiden – lad deres optimisme brede sig som ringe i vandet.

Vær med vores kirke her i Møllevang – og over hele jorden. Vær med de kristne, der bliver forfulgt fordi de tror på Dig.

Giv os alle en stjerne, vi kan følge, så vi ved, at selv i mørket er vi på rette vej.



Amen

Tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matthæusevangeliet 2,1-12