Midfaste 2019

Kender I Leon? Leon Logothesis er hans fulde navn. Han er halvt englænder og halv græker. Men det ikke det mest spændende eller interessante ved ham. Hans opvækst var præget af mobning, og han følte sig meget ensom. Det er nu heller ikke det opsigtsvækkende ved ham. Han har skrevet en masse bøger, men heller ikke det er det mest vanvittige ved denne mand.

Det mest spændende, interessant, opsigtsvækkende og vanvittige ved denne mand er, at han tror på venlighed. Så meget, at han har rejst verden rundt ene og alene afhængig af andres venlighed.

Den seneste rejse, han tog, gik fra Alaska til Argentina i en lille gul folkevogn. Han måtte ikke modtage penge, men måtte gerne modtage folks venlighed i form af tilbud om overnatning i deres hjem, mad, benzin til bilen osv.

Og han når faktisk fra Alaska til Argentina. Og på den rejse møder han så mange mennesker, der alle åbner deres hjem for ham. De giver ham en seng, et måltid mad og fylder benzin på hans bil. Og alle disse mennesker, som Leon møder, har en historie der er helt unik og helt deres egen.

Således møder han en mand i Canada, der arbejder med migranter. Der er mennesker fra hele verden, der kommer til Canada i håbet om et bedre liv væk fra flygtningelejre, fattigdom og sult. Og denne mand, som Leon møder, åbner sine døre hver onsdag og byder på mad. Hele hans hjem fyldes hver onsdag aften af mennesker i alle nuancer, talende alle sprog, men med samme smil på læben. Nogle af dem er kommet i årevis og for andre er det første gang. Men de får alle mulighed for at møde medmennesker – møde venner.

En anden gang møder han en gruppe krigsveteraner, der arbejder i områder, der er hærget af oversvømmelser og orkaner. Der bygger de huse op igen for mennesker, der ikke har haft råd til stormsikring, og som derfor har mistet alt. Og de tilbyder deres hjælp gratis. De kommer bare, og så bygger de et nyt hus og dermed en ny begyndelse for andre.

En anden gang igen møder han en und studerende fra fattige Haiti, som gerne vil uddanne sig i Argentina, så han kan komme hjem og hjælpe med at opbygge landet igen.

Eller han møder en fattig familie i Mellemamerika, der sælger Tamales (der er mad), og lever i et lillebitte hus; men da de opdager, at Leon ingen penge har, giver de ham gratis mad og giver ham husly.

Og jeg kunne blive ved. Sådan er hans rejse fyldt med fortællinger om mennesker, der alle åbner deres hjem og deres liv for ham.

Det er alt sammen deres venlighed – deres barmhjertighed – der gør, at han kan rejse fra Alaska til Argentina med intet andet end en gul folkevogn og det tøj han har med.

Det er en livsbekræftende historie i en tid, hvor terror og frygt ofte præger mediebilledet. Livsbekræftende når man hører, at mennesker har en impuls til at være åbne – til at ville hinanden. At man faktisk kan rejse sikkert og åbnet i verden.

Det er på mange måder en moderne genfortælling af bespisningsunderet, hvor Jesus med så lidt som 5 bygbrød og 2 fisk alligevel mætter en hel folkemængde. Og der er tilmed mere i overskud end da de begyndte. Bespisningsunder er et tegn på, at Jesus er fra Gud, og at Gud er god. Et tegn på at Gud er overflodens Gud – der er ingen smalle steder, ingen der går sultne derfra og alle får alt det, de vil have. Gud giver i overflod. Når mennesker stiller sig sammen, er Gud levende tilstede mellem os, og giver os mere end vi har brug for. Gud er barmhjertig. Gud er kærlighed.

Leon møder mennesker, der ikke har meget. Enten fordi de er flygtede, er hærgede af krig, kommer fra fattigdom eller kaos – og alle disse mennesker, rækker en hånd til dette menneske, der kommer som en repræsentant fra en helt anden verden. For Leon kommer til dem i rent tøj uden huller, i gode solide, velnæret og endda i en bil. Det er jo tydeligt, at han ikke mangler. Det må undre dem, at han ikke bare trækker sit american express kort frem og tjekker ind på nærmeste Hilton.

Men alt det ser de forbi, måske fordi han ser forbi alt det, der ofte gør, at vi kommer til at sætte hinanden i kasse og bås. De får øje på hinanden som mennesker og derfra vokser kærligheden.

Leon er jo ikke Jesus. Men var det ikke det, som Jesus gjorde. Så forbi alt det, der ellers satte mennesker i bås. Så mennesket. Han så ikke en tolder, en skøge, en fisker eller en officer. Han så bare et menneske. Ikke andet, men så sandelig så meget mere.

Og er det ikke netop det, Jesus vil have os til at gøre. Se hinanden. Få øje på det menneske, der står der med hele sin historie. Og så sammen dele.

Være venlige og dele af det, vi har?

Men Leons historie er ikke kun smuk. For han må ofte spørge mange inden han finder et sted at overnatte eller noget at spise. Og han overnatter også mange gange i sin gule folkevogn. Og han rejser i områder, hvor de ikke engang kan tale samme sprog. Han er også ved at give op fra tid til anden.

Men han bliver ved. Fordi han tror på venligheden mellem mennesker. Vi må nogle gange insistere på venligheden mellem hinanden. Og da særligt der, hvor venlighed er svært at finde – der skal man netop insistere. For selvom man ikke altid møder venlighed, når man selv deler ud af sin venlighed, så betyder det ikke, at man skal give op. Man skal derimod blive ved. Også selvom man føler, at ens venlighed ikke er mere end 5 brød og 2 fisk til en kæmpe flok af mennesker.

Jeg har taget udgangspunkt i Leons historie, og han kalder det selv for venlighed. Men vi kunne også udskifte ordet og kalde det for kærlighed eller barmhjertighed. Det er det samme Leon oplever.

Barmhjertighed er den følelse man får i maven, når man møder et menneske, man gerne vil hjælpe. Det kan næsten gøre ondt i hjertet, fordi man ikke kan holde ud, at de ikke får hjælp. Og det gør, at man rækker ud efter dem. Man vil hjælpe dem med at gøre deres livsudfoldelse større. Når det sker, så bliver kærligheden levende mellem os.

Kærlighed har den egenskab, at den bliver større, når man bruger af den. Når den bliver delt, så bliver den varmere og til mere. Når kærlighed er, så bliver 2 +2 til 5. Der er noget ekstra, der bliver lagt.

Og det ekstra oplevede folkemængden den dag, da Jesus sagde: få folkene til at sætte sig. Og de satte sig, og han dele med dem. Det minder om en nadver, og det var det også. En nadver hvor ganske lidt blev til meget.

For sådan er det med Gud. Når vi kun ser begrænsninger og mangel, så tilfører Gud det mere, der giver overflod. Når mennesker mødes, så er det Guds kærlighed, der levende, bankende og virkende mellem os, får os til at gøre livet større for hinanden.

Lad os gå ud i verden med styrken til at sætte barmhjertigheden forrest i livet, så vi kan hjælpe hinanden på fode, om det så er et måltid mad eller en tankfuld benzin, et smil til en nedslidt mor, en arm til en ældre eller et øjeblik hvor vore øjne for lov at mødes.

Lad os alle sammen i ånden køre rundt i en lille gul folkevogn, og stole på, at vi kan hjælpe hinanden gennem vores livs rejse – men hinanden og med Gud.

Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i fasten 2019

”Gud – indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvist. Men om nogen minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp.”

Sådan står der på en kalender, jeg har stående på mit kontor, med et ord til hver dag.

Og vi trækker på smilebåndene. Vi kender godt dem kamp. Kampen om var være den bedste udgave af os selv, og vi ved også, at vi taber til tider. Måske endda hver dag. For det er sådan, at når mennesker er sammen, så er der også konflikter.

Det vidste Paulus, der dannede de første menigheder. Hans breve er svar på konflikter og stridigheder. Fordi vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal løse opgaver eller i hvilken rækkefølge. Det betyder ikke, at mennesker er dumme eller onde – det betyder blot, at vi i kirken ikke har samme mening om tingene. Og det har vi ikke. Folkekirken har det største antal medlemmer af nogen forening i Danmark, så selvfølgelig er vi ikke enige om tingene. Vi ser forskelligt på tolkningen af Bibelen, hvordan vi bygger menigheder og på præstens rolle i civilsamfundet. Men vi glemmer ofte at se, at det er en gave. En gave at vi kan være uenige og har forskellige meninger. Og en gave at vi trods alt er et trossamfund og ikke et meningssamfund. Troen står, men vi kan have forskellige meninger. Og det må vi gerne.

Men vi har denne base som vi står på. Grundlaget, klippegrunden som gør at vi gerne skulle stå funderet om det samme. Nemlig vores treenige Gud og opstandelsens virkelighed. Og så selvfølgelig dåben og nadveren som vores sakramenter, hvor ord og handling flettes sammen i et øjeblik, hvor himlen berører jorden.

Det er udgangspunktet for kirken.


Og det er udgangspunktet for den enkelte. For os i vores hverdag.

I en kaotisk, evigt forandrende, truende, hurtig og besværlig hverdag. Vi har en grund at stå op på. En grund, der gør, at når vi beder om hjælp til dagen, så kan vi regne med at får den. Ikke altid i den form vi ville ønske, men vi kan stole på, at Kristus vandrer med os i ind i hverdagen.

Det er trøstende ord i en verden, som jeg i al fald lige nu synes er truende. Eller fremtiden er ikke så trøstesløs som den har været for år tilbage. Der sker lige nu en forråelse af vores sind, så vi i højere grad tænker os og dem om hinanden. Der sker en nedbrydelse af vores anstændighed for, hvordan vi kan tale til og om hinanden. Der sker et brud i tilliden til, at næsten vil mig det godt. Selv kristendommen bliver i disse år trukket for forskellige vogne, som slet ikke har noget med kristendommen at gøre, men har alt med politik at gøre.

Der er på mange måder grund til alvorlig bekymring. Bekymring for, hvordan det vil gå os.

Teksten til i dag handler om ondskab. Men der er ingen grund til at pege hinanden ud som onde af den grund. Men vi skal være på vagt overfor den fristelse det er at gøre andre mennesker onde. Deri ligger nemlig den sande ondskab. Når vi gør det ondes gerning og samtidig tror, at vi gør det gode.

Fortællingen om Jesus ude i ørkenen skal være en hjælp i dage, hvor man bekymringen tager over, og vi er bange for at historien vil gentage sig.

Jesus møder fristeren i ørkenen og bliver fristet til at sørge for sin egen nydelse, fristet til at teste Gud og fristet til at tilbede andre end Gud. Og Jesus svarer fristeren hver gang – eller han afslører ham ved at svare ham. River masken af det onde, så det onde står forsvarsløst tilbage og må fordufte.

Med de fristelser går igen i vores liv.

Fristelsen til at sætte egen nydelse først. Og her er der ikke tænkt på kage og rødvin. Men på den fristelse, at man glemmer andre, for at nå egne mål. At man bliver ligeglad med andre, fordi man selv vil opnå noget.

Og fristelsen til at teste Gud. Når vi tror vi tror bedre. Når vi tror, vi har bevist, at Gud ikke findes, fordi Gargarin ikke så Gud fra rummet. Når vi ikke får en åbenbaring, når vi beder om den. Så tester vi om Gud nu virkelig findes i vores liv.

Og så fristelsen til at tilbede noget andet. Vi synes nok vi tilbeder Gud, men måske vi bliver fristet til at sætte noget andet på 1. pladsen i vores liv end Gud. Vi skubber Gud ud i øjenkrogen, så han ikke er helt væk og fordyber os i hverdag.

Det er jo ikke stor ondskab det her, men ondskab findes på to planer.

Ondskab er det store ord om det, der sker når nationer, folkeslag og regimer brager sammen. Eller når en enkelt mand slår en masse unge ihjel på en ø i Norge. Så er det ondskab, vi kan genkende.

Men det lille ord om det onde er fristelsen. Det er ikke helt samme skala, men er som små giftige dryp i vores hjerter, der tilsammen kan få os derhen, hvor den store ondskab er. Og det ikke bare fristelsen til at spise kager. Det er derimod fristelsen til at være ligeglad med andre mennesker. At sætte sig selv forrest i livet og andre nederst. Det er, når man altid går efter egen nydelse først. Det lyder banalt og ligegyldigt, men er det ikke.

Kristendommen begynder i det små. Gud viste sig ikke for alle folk i hele verden, men kom til jorden som et enkelt lille menneske i et land langt væk herfra. Han kom og satte skub i os mennesker, så vi langsomt, men stædigt kan tale det onde i mod.

At sige nej til ondskab begynder i det små. Det begynder med forsagelse hver gang vi har gudstjeneste og siger, at vi tager afstand fra det onde. Det begynder, når vi stopper op og husker, at de mennesker vi udtaler os om eller har en mening om, er mennesker før de alt andet.

Vi er skabt med øjne, der kan kigge på hinanden. Kigge ind i sjælen og sige mere end 1000 ord. Når vi ser hinanden, så ser vi hinanden. Så opdager vi, at vi er fælles om mere end der adskiller.

Det er den suveræne livsytring som Løgstrup taler om. Nemlig den, at vi er en tilbøjelighed til at ville det gode.

Peter Lund Madsen, der er hjerneforsker, siger, at mennesker er gode. Hvis vi ikke var det, ville vi ikke kunne bygge civilisationer, men ville have udryddet os selv for mange år siden. Vi vil det gode. Vi er skabt i godhed, ud af godhed og til godhed.

Det skal vi holde fast i, når verden suser os om ørerne, og insisterende skal vi holde fast på det gode. Hver dag og hele tiden. Og selv når vi fejler, så skal vi vide, at Gud tilgiver os, fordi han ser godheden i os. Vi har potentiale kunne man sige. Potentiale for det gode.

Lad os begynde i det små – sige fristelsen imod, så vi sammen kan være nok uenige, men enige om kærligheden er vigtigere end alt andet. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Askeonsdag 2019

Asken falder. Asken falder i mit hjerte. Asken lægger sig mellem os.

Vi brændte vores broer som vi brændte vores håb. Tilbage er der kun grå aske.

Der er stadigvæk små flammer der slikker sig op ad. Endnu kan man holde varmen.

Men forude synes kun at ligge tung, grå fremtid. Frugtesløs og håbløs.

Hvis jeg stirrer ind i den grå morgendag er det alt jeg ser. Jeg stirrer og stirrer mig blind. Mit synsfelt formindskes og jeg får tunnelsyn. Jeg ser kun asken. Alt bliver alligevel til aske en dag.

Gud, hvor er du?

Jeg holder ud, og håber at du holder ved Gud.

Jesus gik i denne grå verden. Han så aske falde ned over os og stjæle farven fra verden. Asken dække vores indre som en dyne, der dæmper alle lyde.

Og han pustede. Pustede stille og insisterende asken væk - pustede til asken hvirvlede ud i himmelrummet igen.

Vi er mere end den aske vi bliver til. Af jord skal du igen opstå. Af aske skal du igen opstå.

Askeonsdag er begyndelsen på fastetiden, og en ikukommelse af vores forfængelighed. Men også en ihukommelse af vores opstandelse. Fremtiden kan synes grå og tung; men af asken rejser Kristus os igen. Giver os håb. Giver os farve. Giver os hjerte.

Vi skal gå fastetiden i møde med åbenhed for der pust, der blæser asken væk. Det pust der giver liv.

Det er askeonsdags håb.

Amen