2. søndag efter trinitatis, 2019

Det er det helt nære, der betyder noget for os. Det er ikke altid, at vi indser det, fordi vi har travlt med hverdagen og kalenderen. Det kender jeg i al fald ret godt. Men det er det nære, der er vigtigst.

Sådan siger enhver, der ligger for døden også Og man skal lytte, når mennesker står og skal miste det, vi andre tager for givet. For deres blik bliver skarpt.

Det er det helt nære, der betyder noget os. Det er hinanden og måske det enkle, der har størst betydning. Selvfølgelig kan livet sagtens være fyldt med store rejser og oplevelser. Det er spændende at få rykket grænser og åbnet vidder. Ja, ligefrem nødvendigt til tider. Men det må ikke stå i stedet for det nære. Det skal også med.

Det nære.

Det kan være kærlighedsblikket fra mor, far store varme hånd at holde i, venindens opmuntrende sms, vennens klap på ryggen – eller ens barn, der med stjerneøjne kigger på verden.

Det nære betyder noget.

Det er middagsbordet uden telefonener, hvor man ser hinanden, taler og måske endda giver plads til stilheden, hvorfra tanken for alvor kan vokse.

Og netop middagsbordet – eller maden betyder meget i kristendommen. Og i kirken.

Vores tidligere kirketjener, lavede tit sjov med de mange, mange indkøb man laver af mad, når man arbejder i en kirke. Hvis der ikke er ostebord eller smørrebrød, så er der småkager eller sødt til kaffen. Vi spiser. Meget.

Og enhver præst med respekt for sig selv tager 10 kg på, når man første gang får embede.

Ja, mad er væsentligt. Og så væsentligt, at Jesus i fadervor beder: giv os i dag vort daglige brød. Han beder simpelthen om, at vi må blive mætte.

Vi er i bunden af behovspyramiden, når vi taler om mad. Det er et behov, der skal dækkes, før vi kan fungere i verden – mellem hinanden.

Mad er vigtigt – livsvigtigt. Men også sjælevigtigt. For når mad får lov at blive til et måltid, så sker der noget. Mad bliver til et måltid, når vi mødes og spiser sammen. Ja, det bliver ligefrem til et festmåltid. Ikke nødvendigvis med høj musik og sjove hatte, for et festmåltid kan også være det måltid, vi deler til hverdag – med hinanden, sammen med hinanden, overfor hinanden.

Lignelsen som Jesus fortæller os i dag, handler også om et festmåltid, hvor dem, der først blev indbudt, havde for travlt med deres eget. De havde kun fokus på det, der var deres alene. Ikke på det, de kunne have delt med andre; men deres helt eget. Og derfor takker de nej til indbydelsen, da den kommer. Nej tak – mit eget er nok.

Jeg kommer sådan til at tænke på den historie om en mand, der skulle til et vigtigt møde i byen. På vej derind bliver han forsinket, og da han endelig kommer til parkeringspladsen, beder han til Gud, om han ikke nok vil hjælpe med at finde en parkeringsplads, så han ikke kommer for sent til sit møde. Han kører rundt og rundt, men kan stadigvæk ikke finde en, så han beder igen: Gud vil du ikke hjælpe mig med at finde en parkeringsplads, så jeg ikke kommer for sent til mit møde. Han kører rundt igen, og pludselig er der en plads. Juhu, tænker manden, og derefter henvendt til himlen: Pyt med det Gud, jeg fandt selv en plads.

Og er det nu os, der kommer til både at takke nej til indbydelsen, når Gud kalder og tilmed tror, at alt det, vi kalder vores eget, netop intet har med Gud at gøre?

Jesus er hård ved os i lignelsen her. For han sætter ligesom et forstørrelsesglas på os, og spørger os, om vi er dem, der fokuserer for meget på vores eget? Er vi dem, der kommer til at takke nej, hvor et ja ville have åbnet for et festmåltid? Måske nogle gange.

Med Jesu lignelser er det sådan, at vi altid rummer lidt af alle de personer, vi hører om. Så vi er ikke kun dem, der takker nej, vi takker også ja. Men ved at lytte til lignelserne kan vi blive klogere på verden, hinanden og Gud.

Nogle andre, vi hører om i lignelsen er bænkevarmerne. Eller det bliver de ikke kaldt, men det er dem, der først bliver inviteret i anden omgang. Det er dem, der ikke lige passer ind, er skæve eksistenser, særlige eller udsatte. De bliver inviteret, og de takker alle JA.

Det kan lyde underligt, at netop de i lignelsen ikke bliver inviteret først. For hvis manden, der inviterer, skal forestille at være Gud, ville han så egentlig hellere have haft nogle andre med i stedet for? Men selvfølgelig er det ikke sådan, det forholder sig. For vi kommer til at tænke tidsligt om Gud, og glemmer at Gud er rummelig.

Alle er til hver tid inviteret med til hans fest. Alle får indbydelsen, og alt vi skal gøre er, at takke Ja.

Og der sker noget ved ja.

Et ja er et helt særligt ord, som vi bruger, når livet bliver stort.

Vi hører det, når to mennesker skal giftes. Så bliver de spurgt om de vil leve sammen, og dertil skal de svare ja. Lige sådan en dag, er det ikke specielt sjovt at få et mjow eller måske. Der har man brug for et ja.

Og også når vi konfirmerer, hører vi et ja, for så skal konfirmanderne for første gang stå foran alteret og selv sige ja.

Og selvfølgelig når vi døber. Når vi bærer børnene til dåben, så siger vi også ja. Der er der en voksen, der siger det i deres sted, men der lyder et ja. Og Gud lægger derefter sit ja til vores. Vores ja, der lyder fra en enkelt stemme, bliver til et stort ja, der gælder helt til verdens ende. Et ja, der vil følge dåbsbarnet livet igennem. Her er det også vigtigt, at det er et ja, og ikke et mjow eller måske, vi får fra Gud.

Vi har brug for at høre et klart Ja fra Gud. Vi tør ikke leve på et måske. Vi visner på et mjow.

Og Gud siger ja til os. Ja til at blive ved med at inviterer os, også selvom vi takker nej. Han insisterer på sit ja.

Men hvorfor kan vi overhovedet sige nej, så? Fordi vi har en fri vilje. Vi kan leve vores liv, som vi vælger det. Gud vil ikke låse vores arme om på ryggen, og tvinge os til at deltage i festen. Hvis Guds rige kun er mennesker, der ikke vil være der, så bliver det ikke til et festmåltid.

Så derfor kan vi vælge at gå.

Gå fra kærligheden.

Men det er jo i grunden en noget hypotetisk tanke, for hvem vil vende kærligheden ryggen, når man først har mødt den?

Det kan være, at vi først møder den dag, vi lukker øjnene en sidste gang – det kan også være, at vi møder den i livet her. Men møder vi kærligheden, så kan vi ikke andet end at sige ja.

Ja og tak.

Og dertil Gud sit ja, og glæder sig over, at lige netop du fik en plads ved hans bord, og at det slet ikke ville have været den samme fest uden dig.

Det er det nære der betyder noget – også for Gud.

Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Pinsedag 2016

Jeg ved ikke om, I har hørt det, men et bredt politisk flertal har besluttet, at Postdanmark fremover skal uddele posten på nye betingelser. Fremover vil A-post blive afskaffet sammen med lørdagsomdelingen. En æra er slut, og serviceniveauet får et hak nedad. Sådan er, for der bliver sendt færre breve nu end tidligere. Udbud og efterspørgsel gør sig også gældende hos posten, og derfor er det god købmandsskab at slække på omdeling af breve.

Men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig alligevel. For det betyder jo, at der bliver sendt færre breve. Og der findes ikke noget så dejligt som at modtage et ægte håndskrevet brev. Der er en afsender, der har sat sig ned, tænker over hvad der skulle stå i brevet, og taget sig tid til at skrive det, og sende det. Og så ligger det der i postkassen og funkler, når man kommer hjem.

Der er også undersøgelser, der har vist, at vi er mere tilbøjelige til at åbne og læse et brev, selv et officielt brev, hvis bare adressen er skrevet med håndskrift. Det gør noget ved os, når andre vil henvende sig til os.

Mother Theresa har engang sagt: Jeg er en lille blyant i hænderne på en skrivende Gud, der sender et kærlighedsbrev til verden.

Gud vil sende et kærlighedsbrev til verden, og vi er blyanterne, der skal skrive det. Men breve er altid bedst, når de når frem til modtageren. Når det kommer til Gud, så nytter det ikke, at der er ventetid eller at brevene ikke bliver uddelt om lørdagen. Der kan ikke være restriktioner på dem. Et kærlighedsbrev fra Gud, skal helst nå frem, lige når det er skrevet.

Og pinsen handler netop om, at Gud har skrevet et kærlighedsbrev til verden. Og dette brev er til alle i hele verden. Enhver er inkluderet, hvis man altså vil modtage brevet.

Vi hørte før om, hvordan disciplene var samlet i huset. Det er 50 dage efter Jesu opstandelse til påske, og han er nu steget til himmels. Disciplene er så at sige alene tilbage i verden, da der pludselig kom en vind gennem huset, og flammer af ild viser sig over hver af disciplene. Ånden var ikke bare en vind, men kunne ses som et lys, der flammede og jog mørket væk. Og da skete underet, og de begyndte at tale forskellige sprog. Disse mænd, der har været analfabeter, og som kun kunne tale aramæisk, kunne pludselig tale forskellige sprog.

Disciplene kunne nu med deres nye sprogkundskaber vandre ud i verden, og fortælle om Guds kærlighed og Jesu liv. De kunne udbrede kristendommen, og vi sidder jo her i dag som en konsekvens af det.

Men det fortæller os også noget grundlæggende om kristendommen, nemlig at Gud henvender sig til os, så vi kan forstå det. Vi skal ikke kunne et særligt sprog, selvom vi i kirken desværre bruger mange, størknede kirkeformler, der er svære at forstå; men selve den levende tro mellem den enkelte og Gud er ligetil og ligefrem. Gud taler til os, så vi kan forstå det.

Det andet grundlæggende er, at kristendommen ikke er bundet op på en bestemt kultur. Vi tror nogle gange, at kristendommen er særlig dansk, men det er den slet ikke. Kristendommen er en tro, som enhver kultur kan indoptage. Kristendommens rammer former sig nemlig efter den enkelte kultur. Så i Indien har de røgelse og baja i kirken, og her i Danmark har vi skibe hængende i loftet. Formen ændrer sig alt efter hvor man er.

Og derfor lærte disciplene også forskellige sprog, så enhver kan få at lytte til Guds ord. Eller rettere lytte til Guds kærlighed.

Guds kærlighedsbrev skal ud, og det er os, der er de skrivende blyanter, der skal få budskabet ud. Vi er dem, der skal fortælle om Guds kærlighed, insistere på den, hvor mørket råder og hele tiden invitere andre ind i et fællesskab, så ensomhed kan overvindes. Guds kærlighed skal være en levede kærlighed mellem os, og ikke bare en, vi godt kan lide at tale om. Den bliver nødt til at være konkret og virkelig. For ellers visner troen.

Man kunne måske tro, at når nu Jesus døde, så ville forbindelsen mellem himmel og jord være afbrudt. Disciplene kunne gå tilbage til at være fiskere, tømrer og hvad de ellers var. Det fællesskab, de før var en del af, er nu væk. Men sådan er det ikke, for Ånden er her endnu. Hvor Jesus var som et menneske, og kun kunne være tilstede på et tidspunkt på et sted, så er Ånden til stede overalt til alle tider. Disciplene er stadigvæk en del af fællesskabet, for nu er det Ånden der konstituere det. Og stadigvæk gør det den dag i dag.

Vi siger i trosbekendelsen: vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke. De helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.

Vi siger, at den kirke, og her mener vi det fællesskab som vi har i kirken, den kirke skal vi værne om. Vi kan ikke bare vende ryggen til hinanden og være ligeglade. Vi kan ikke bare lade stå til, men vi er forpligtede på hinanden i det fællesskab, vi er sat i. Fællesskabet er den vigtig del af Åndens virke.

Jesus siger på et tidspunkt til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt jer (Matt 18,20). Hvor vi samles, der er Ånden tilstede.

Man siger lidt populært, at pinsen er kirkens fødselsdag. Det kan man sige, for i pinsen bliver det tydeligt, at vi skal skabe fællesskaber for alle – og kirken er fællesskab. Den glemmer vi til tider, når vi kommer til at fokusere på kirken som bygning, kirken som arbejdsplads eller kirken som økonomi. Det er slet ikke det, kirken er. Kirken er os, der sidder her i dag, om man så sidder her hver søndag eller en håndfuld gange i løbet af sit liv. Vi er fællesskabet på lige vilkår. Og vi er alle blyanter for en Gud, der sender sit kærlighedsbrev rundhåndet ud i verden. Og heldigvis er PostDanmarks stramninger ikke nået ud til Guds postomdeling. For der er omdeling flere gange om dagen, ja selv både lørdage og søndage, og sågar helligdage kommer posten.

Den kræver nogle gange et kraftigt vindstød, der går gennem stuen og hvirvler op i vores liv. Det kræver nogle gange tunger af ild, der får os til at ændre ståsted. Andre gange er det i det stille blik eller smilet. Men hvordan posten end kommer ud, så sender Gud sin kærlighed til os – men det op til os, at lukke op for kuverten, så vi kan blive til blyanter i en skrivende Guds hånd, der sender sit kærlighedsbrev til verden.

Amen

Lovprisning

Apostlene: vor Herre Jesus Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Pinse 2019

Kapitel 23:

- Goddag, sagde den lille prins.

- Goddag, sagde købmanden.

Det var en købmand, der solgte vidunderpiller, som var i stand til at stille tørst. Man tager én om ugen, og så føler man ikke mere trang til at drikke.

- Hvorfor sælger du dem? Spurgte den lille prins.

- Det er kolossalt tidsbesparende, sagde købmanden. – vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.

- Og hvad bruger man så de treoghalvtreds minutter til?

- Til hvad det passer en…

- Ja, hvis det var mig, der havde treoghalvtreds minutter til min rådighed, svarede den lille prins, så ville jeg bruge dem til i fred og ro at vandre hen til en kilde.

(Den lille prins, Antoine De Saint-Exupery)

Sådan lyder kapitel 23 fra Den lille prins. Om købmanden, der solgte vidunderpiller. Den lille prins er et eventyr, der handler om en prins, der bl.a. rejser rundt mellem planeter og møder forskellige mennesker, der alle som en går op i skøre ting – ligegyldige, materielle ting, der er blottet for skønhed.

Og købmanden er en af dem. Han vil effektivisere livet med 53 minutter, og dermed fjerne tørsten, og uden at tænke over det, så fjerner han også gåturen hen til kilden.

Købmanden er forblindet af effektiviseringens drivkraft. Tænk sig at få mere tid. Mere og mere. Der ligger en uro og en travlhed over købmanden. Han vil gøre verden bedre, det er der ingen tvivl om. Han mener selv, at han kommer med noget godt, men han glemmer at det gode, ikke er det samme som kvantitet.

Tiden er en af de størrelser, som vi i vore dage higer efter, bruger af, planlægger og kategoriserer og som alligevel flyver afsted med os. Vi skynder os så vi kan få mere tid.

Hvem af os ville ikke tage en pille, hvis den kunne give os mere tid? Mere tid til det vigtige. Så vi skynder os endnu mere, måske i håbet om, at vi kan spare op, så vi engang kan hæve rigtig meget tid i banken.

Og den lille prins står der med al sin naivitet og visdom, og siger ganske stille – giv mig 53 minutter og jeg vil gå til kilden efter vand.

Han vil gå ad den sti, til den kilde, hvor vandet springer.

For han er tørstig, og det handler ikke om at fjerne tørsten med en pille, men om at slukke den med køligt, rindende vand.

Ånden er ligesom det vand, der rinder fra den kilde. Klart og køligt. Den kan læske os, og skal ikke bare fjerne tørsten, som om den er ubelejlig. For vi har brug for Åndens kilde, der også er kilden til liv. Vi har brug for Ånden.

Men vores liv, verden og travlhed kan desværre fjerne troen på, at det er noget at hente ved kilden, og vi falder for pillen i købmandens hÅnd.

Vi fjerner tørsten, og tror måske bagefter, at vi aldrig har tørstet før.

Men det har vi.

Og det ser den lille prins. Den lille prins bliver et symbol på visdommen, der åbner vores verden for det mere. Åbner den for det, der står så enkelt og klart, når først vi hører det. Selvfølgelig skal vi gå til kilden for at slukke vores tørst.

Åndens kilde.

I dag er det pinsedag, og i dag fejrer vi Åndens komme til verden. Vi fejer, at Ånden kom som et vindstød gennem huset og fik flammer til at vise sig over disciplenes hoveder. Og da skete det, at de pludselig kunne tale alle sprog i verden, så de kunne gå ud og fortælle om Gud på folks modersmål.

Det er en fortælling om, at troen altid taler det sprog, der ligger dit hjerte nærmest. Og at der ikke går noget tabt, når vi oversætter troens ord, for Ånden – HelligÅnden – vil komme som et sus gennem vores hjerte, og sørge for resten. Vi kan gå til kilden, så at sige, og så vil kilden slukke tørsten.

Men det er også en fortælling om noget mere og samtidig helt indlysende. Lige så indlysende som den lille prins, der siger, at vi skal gå til kilden.

Det er også en fortælling om, at lige meget hvilket sprog, der er dit, hvor end i verden du kommer fra eller hvilken kultur der er din, så vil Gud gerne nå dig. Der er ikke forskel på mennesker i Guds øjne. For da Gud skabte verden, skabte han alle mennesker og ikke kun nogle af os. Og ligesom skabelsesberetningen, hvor Gud former Adam af ler og blæser Ånde ind i ham, sådan skal vi forestille os, at Gud gør ved hver enkelt af os. Hvert evig eneste menneske har Guds livs Ånde hos sig. Helligånden er fællesskab.

Vi er alle lige for Gud. Der er ikke et eneste menneske, der står nærmere Gud eller fjernere væk fra Gud end andre. Vi er Guds mennesker alle sammen.

Ånden er det medskabende i verden – det der giver liv, får alt til at blomstre og gro. Man kan faktisk bruge billedet af et træ som et billede på menneskers forhold til den treenige Gud. Gud er ejeren af træet – ham der gøder det og skærmer det. Jesus er stammen. Vi mennesker er grenene. Og Ånden, ja Ånden må være det, der får bladene til at folde sig ud. Ånden er vandet, som rødderne suger op. Ånden er det, der får grenene til at bevæge sig i verden.

Ligesom det billede, I har fået udleveret. Måske vi taler forskellige sprog, men vi er alle grene på det samme træ – den samme stamme. Der er kun en Gud.

Så i dag fejrer vi Ånden. Det levende, pulserende, det flammende, det fejende.

Der er så mange ord for Ånden, for Helligånden er luftig og svær at indfange med ord. For Ånden er det mere end.

Og måske skal man netop bruge mange ord for at beskrive Ånden. For hver beskrivelse fortæller en lille smule om Ånden, som også er sandt.

Så Ånden er flammerne, der varmer og lyser i mørket.

Ånden er livsånden, der fylder vores lunger.

Ånden er det usynlige, der giver bevægelse i verden.

Ånden blæser vores hjerte op, så vi kan høre Guds ord.

Ånden griber os med sin glæde og inspiration.

Ånden er kilden til liv, som vi skal bruge 53 minutter hver uge på at gå til, så vi kan få slukkes vores tørst.

Og bruger vi mere end 53 minutter, så går det også an – for Ånden går ikke så meget om i tiden, som vi gør.

Amen

6. søndag efter påske 2019

Karen Blixen sagde:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Og alligevel er det for mange en kamp. En kamp at få lov at være den, man er. Måske ikke så meget af andre, men snarere at få lov af en selv.

Vi er vores egen værste dommer, siger man.

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Man skal ikke være bange for at være menneske. Det er jo det, Karen Blixen siger. Du skal ikke været andet end den, du er. Det budskab går igen fra Kierkegaard til Karen Blixen.

Der er så meget andet, vi med rette kan være bange for: klimaforandringer, had og krig. Men vores menneskeliv skal vi øve os i, ikke at vige tilbage for.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker, hvad det end rummer af konflikt eller følelser – fejl eller pinligheder. Det er en del af vejen gennem tilværelsen, at vi skal runde alt det, som er ubehageligt; men som hører sig til.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. For ”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Det er en god forudsætning for at forstå teksterne til i dag, hvor vi får formaninger og opgaver.

Paulus formaner os til at blive ved med at elske hinanden, så vi hele tiden møder hinanden med åbne arme fremfor knugede hænder. Og Jesus giver den opgave til sine disciple, at de skal vidne om ham, selvom det vil skabe situationer for dem, hvor de vil blive udelukket, ja ligefrem slået ihjel.

Når Jesus ligefrem fortæller os, at vi skal vidne om ham, så er det en svær opgave for mange, fordi missionshistorien har et dårligt rygte. Og at vidne giver os associationer til retssalen, hvor det handler om at afdække sandheden og med rationelle argumenter at få loven på sin side.

Men man begynder ikke at tro ved, at man får de helt rigtige argumenter serveret. Tro er ikke en debatklub, hvor vinderen får resten over på sin side.

Troen skal man selv tage livtag med. Det er som at stå med det dejlige æble fra haven. Rødt, sprødt og sødt efter den helt rigtige mængde regn og sol. Og man plukker det direkte fra træet, og sætter tænderne i det. Man spiser det.

Og bagefter skal man forklare, hvordan det smagte. Ja, tænk lige over, hvor svært det er. Det kan faktisk ikke lade sig gøre fyldestgørende. Men hvis man opfordrer folk til selv at smage på æblet, så kan de selv smage om det er noget for dem.

Tro er altid en sag mellem os og Gud – og ikke en sag mellem mennesker. Selvfølgelig kan vi tale om troen, uddybe troen, blive klogere på den, øve os i at lade troens smukke sprog gribe os – men tro, handler om dig og Gud.

Intet menneske kan ved sine ord gøre et andet menneske troende. Men det kan Gud – eller Talsmanden, som Jesus taler om i dag. Talsmanden, eller Helligånden, som vi også kalder den, er den ånd, der griber os og giver vores indre vinger. Det er ånden, der banker vildt og inderlige, eller forsigtigt og sagte på vores hjertes dør i håbet om, at vi engang vil åbne op.

Tro er en sag mellem dig og Gud – og ikke en sag, som et andet menneske kan udtale sig om. Troen på Gud bliver ikke bedre af, at man praler med, hvor meget man tror på Gud. Troen på Gud er din, og den kan være så lille som det mindste frø i verden, og stadigvæk have potentialet til at spire til det største træ i skoven.

Så hvordan vidner vi?

Ja, ikke ved at gøre vores private forhold til Gud til en målestok for resten af verden. Eller til en hyldestsang. Det gavner intet.

Men ved at blive ved med at elske hinanden, og være gæstfri. Vi skal bruge vores evner til at hjælpe hinanden, og derved med vores liv ære Gud.

Vi vidner ved at være.

Martin Luther, talte meget om vores Gudsforhold – og om synden. Denne synd, der kan være så vanskelig at forstå. Men det er egentligt ret enkelt. Synd handler alene om vores forhold til Gud. Det handler hverken om livsstil eller handlinger. Men om at vi mennesker ikke har tillid nok til Gud og tvivler på ham. Og når vi gør det, så synder vi. Synd handler altså om vores forhold til Gud. Ikke om vores forhold til hinanden – og derfor kan vi heller ikke synde med hinanden.

Men selvom vores forhold til Gud ikke er perfekt, så skal vi ikke fortvivle. For der er i iflg. Luther INGEN, der har et perfekt forhold til Gud. Vi er lige meget syndere på det punkt. Men det, der gør, at vi ikke skal gå duknakket ud af kirken, fordi man føler præsten har talt dundertale, er at Guds kærlighed er større og størst.

Guds gæstfrihed overgår enhver forventning. Og vi er inviteret med til festen. VI er alle inviteret med til festen – eller sagt med andre ord, så får vi nåden. Helt gratis.

Og nåde hedder da også på latin gratia. Så det er ikke tilfældigt, at ordet gratis nemlig hedder gratis på dansk. Det er det, der bliver givet til dig uden du behøver gøre dig fortjent til det.

Luther siger derfor til sin gode ven Melanchton:

”Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde Bed frejdigt, for også du er en stor synder.”

(1521, brev).

Synd frejdigt siger Luther. Og her mener Luther jo som sagt ikke vores handlinger, for synden handler ikke om, hvad vi gør, men alene om vores forhold til Gud. Vi er både syndere, men vi får også nåden. Vi er det som vi i fagsprog kalder for simul justus et peccator. Det betyder, at ethvert menneske både er retfærdig og synder på en og samme gang. Synd frejdigt, men glæd dig endnu mere.

Derfor konkluderer Karen Blixen da også:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

For det vigtige i kristendommen er altså ikke, at vi er syndere. Det gentager jeg lige: det vigtige i kristendommen er IKKE, at vi er syndere. Det vigtige er, at Guds nåde og kærlighed får lov at være i centrum for vores liv.

At vi får lov til at håbe på i morgen. At vi får lov til at turde åbne vores hjerter for hinanden. At vi kan sætte kærligheden forrest i mødet med den fremmede og byde vedkommende indenfor. At vi gennem vores liv, får lov at leve i en synlig og en usynlig verden. Den synlige for øjet, men også den usynlige verden, der er Guds. Den verden, hvor Talsmanden eller skal vi sige Helligånden, blæser sagte over os. Blæser håb og drømme ind i os. Så vi gennem vores tro og forhold til Gud, også får troen på, at det går an at vende sig mod næsten.

Når Gud elsker os, får vi kærligheden til at elske hinanden.

Elsk, del og vidn om Gud.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.