Intro - vi byder menigheden velkommen før gudstjenestens begyndelse:
Godmorgen. Det er i dag 4. søndag efter trinitatis.
Dagen handler om, hvordan vi lever med hinanden. Hvad optager os, og er der noget, der skygger, så vi ikke kan se hinanden.
Dagens teksten, fortæller om Jesus, der skælder ud, og siger, at vi ikke skal have så travlt med splinten i vores medmenneskes øje, når vi selv render rundt med en bjælke. Vi skal skifte perspektiv, siger han, så vi ser verden mere klart. Men tør vi det, kunne man fristes til at udbryde, i en verden, hvor alt forandrer sig. Svaret er, ja det tør vi – det skal vi, for Gud har lovet at være med os i hvad fremtiden end bringer. Og hos ham får vi lov at sidde ned og være. Han er evigheden midt i vores afmålte liv.
Prædiken:
Barmhjertighed. Det er et af de ord, som er ved at uddø i det danske sprog. Og det kan være svært på stående fod at forklare, hvad det præcist betyder.
Men det betyder egentlig at have ondt i hjertet over at se andres elendighed, og at man derfor må handle på det. Barmhjertighed.
Barmhjertighed er en følelse så stærk, at man ikke kan andet end række ud efter et andet menneske. Det er tydeligt, hvis man læser de steder i Det Nye Testamente, hvor ordet barmhjertighed optræder, at de alle sammen leder til en handling eller en proces. Barmhjertighed er altså noget man gør, og ikke bare en privat følelse. Barmhjertighed har med det liv, vi lever med hinanden at gøre
Men vi lever i en tid, hvor barmhjertigheden kan være svær at få øje på. Ikke fordi den ikke er der, men fordi alt er i forandring. Og særligt vores klima. Fra at nogle få har talt om før i tiden, så taler alle om klimaet i dag. Der er en næsten dommedagsagtig stemning. Børn holder med at spise kød for at redde klimaet, og de har temauger om det i skolen. De samler affald, og hører om isen, der smelter. Sammen med alt dette, er der kommet en holdning til fremtiden, og måske særligt blandt voksne, hvor mange mener, at mennesket ikke har en fremtid her på kloden, og at vi alligevel uddør, så hvorfor bekymre sig om klimaet, når naturen helt sikkert EFTER mennesket nok skal rette sig op på nogle tusinde år?
Det er på mange måder en trist og ødelæggende måde at anskue ikke bare verden, men også sit eget liv på. Som om det allerede er spildt.
Og det kommer også til at præge vores syn på hinanden. For hvis alt er ligegyldigt, så er ens næste det også. Hvorfor forsøge at redde en, der alligevel ingen fremtid har, kan man næsten høre spørgsmålet lyde.
Barmhjertigheden bliver trængt i baggrunden, for der er ikke brug for den.
Men kan man ikke se verden på en anden måde? Lad mig begynde et andet sted.
Nogle mennesker er født farveblinde. De kan ikke se de farver, verden har, som flertallet af verdens befolkning kan se dem. Verden mangler farver.
Men der er lavet nogle særlige briller, der gør det muligt for farveblinde at se verden i farver. Og første gang de får sådanne briller på, ser de pludseligt klart. Mange af dem hopper rundt i glæde, peger på alt det, der er så åbenlyst for os, men som for dem fremstår så meget anderledes og så meget smukkere end de nogensinde havde forestillet sig.
Verden har jo altid set sådan ud, men de kunne bare ikke se det, før de fik de helt rigtige briller på. De briller, hvor farverne lyser op.
Tænk hvis der fandtes briller, man kunne tage på, så man kunne få øje på kærligheden i verden – håbet og glæden. Så alt det kunne lyse op mellem det ensfarvede, mellem mismodet, fortvivlelsen og dommedagstankerne? Et par briller, der kunne kickstarte ens barmhjertighed igen? Så vi kunne se verden, som Gud ser på den og ser på os.
Men er vi alle blevet farveblinde, når det kommer til kærligheden magt, og har frygten fået sådan et tag i os, at vi kun ser dommedag og ødelæggelse i fremtiden? Lidelser. Har vi alle en bjælke i øjet?
At verden er i forandring, er ikke noget nyt. Fra det øjeblik, hvor verden blev sat i gang ved en kæmpe eksplosion, har alt være i forandring. Evolutionen er en forandring. Alt er i forandring. Og ja, lige nu er forandringen massiv og menneskepåvirket, men det betyder ikke, at vi må fjerne det ved os, der gør os menneskelige; nemlig vores barmhjertighed. Vores hjerte for hinanden. For vi ER både en del af naturen, OG noget ganske andet. Vi har vores menneskelighed, der gør, at vi ikke kun tænker på egen overlevelse på andres bekostning. Nej, det viser sig, at de samfund, der klarer sig bedst både socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk, faktisk er dem, hvor man hjælper den svage, om de så har fortjent det eller ej. Der er også lavet videnskabelige forsøg, hvor det viser sig igen og igen, at mennesker faktisk vægter hinanden og retfærdighed højere end fx profit og penge. Det er en defekt i mennesket, hvis man møder en, der synes penge er mere vigtigt end andre mennesker.
Vi har vores menneskelighed i behold – barmhjertigheden lever om end vi kan definere den på stående fod eller ej. Selv i den foranderlige verden.
Og alt er i forandring, men Kristus vandrer med.
Livet kan have forskellige perspektiver alt efter, hvordan vi ser på det. Tanken om dommedag har alle dage optaget mennesker, og rykket i os med frygt. Det er ikke noget nyt, og de første kristne, troede at dommedag ville indfinde sig i deres levetid. Og der kommer nok en dag, hvor alt ender. Men ikke endnu. Indtil da skal vi leve. Eller som der bliver sagt i tegneseriestriben Radiserne i en dialog mellem Søren Bruun og hunden Nuser. Søren Bruun siger: En dag skal vi alle dø. Nuser svarer: Ja, men alle andre dage skal vi leve.
Og det er rigtigt. Vi skal leve.
Vi bliver nødt til at åbne os for livet. Også selvom vi ikke kender fremtiden. Men sådan har mennesket altid levet. Der er intet nyt under solen. Fremtiden ligger foran os indhyllet i tåge, og ingen af os ved, hvad den bringer. Men ligeså store opdagelser og opfindelser fortiden har bragt, ligeså store opdagelser og opfindelser kan fremtiden bringe. Der er ingen grund til ikke at tro på livet – og på hinanden.
Vi skal leve frimodige. Vi skal leve med barmhjertighed. For livet betyder noget, også selvom vi ikke kender morgendagen. Selvom der er lidelse i verden, så er livet lige her.
Vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig, som Jesus siger til os i dag.
Det betyder noget, hvordan vi lever med hinanden. Det er ikke ligegyldigt, selvom alting er i forandring. Barmhjertigheden skal stadigvæk stå forrest i vores liv. Ja, måske særlig stå forrest, når alt er i forandring. For så må dén blive konstanten
Gud må være og er konstanten. Vi kan bruge en af metaforer der i Bibelen om Gud. Nemlig klippen.
Klipper har en anden tid – de har evigheden foran sig. De har tyngde og fylde i verden – et nærvær. Gud er som en klippe, der står med evigheden i hånden trods livets foranderlighed. Han har tyngden og dybden. Han har nærværet og stilheden, når alt andet raser og larmer.
Gud er, når vi ikke tør være. Han siger; sæt dig ned. Lad vær med at løbe din vej væk fra mig og dig selv – og andre. Sæt dig et øjeblik og læn dig op ad mig.
Evigheden er lige her. Selv i en verden, der forandrer sig.
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
Dagen handler om, hvordan vi lever med hinanden. Hvad optager os, og er der noget, der skygger, så vi ikke kan se hinanden.
Dagens teksten, fortæller om Jesus, der skælder ud, og siger, at vi ikke skal have så travlt med splinten i vores medmenneskes øje, når vi selv render rundt med en bjælke. Vi skal skifte perspektiv, siger han, så vi ser verden mere klart. Men tør vi det, kunne man fristes til at udbryde, i en verden, hvor alt forandrer sig. Svaret er, ja det tør vi – det skal vi, for Gud har lovet at være med os i hvad fremtiden end bringer. Og hos ham får vi lov at sidde ned og være. Han er evigheden midt i vores afmålte liv.
Prædiken:
Barmhjertighed. Det er et af de ord, som er ved at uddø i det danske sprog. Og det kan være svært på stående fod at forklare, hvad det præcist betyder.
Men det betyder egentlig at have ondt i hjertet over at se andres elendighed, og at man derfor må handle på det. Barmhjertighed.
Barmhjertighed er en følelse så stærk, at man ikke kan andet end række ud efter et andet menneske. Det er tydeligt, hvis man læser de steder i Det Nye Testamente, hvor ordet barmhjertighed optræder, at de alle sammen leder til en handling eller en proces. Barmhjertighed er altså noget man gør, og ikke bare en privat følelse. Barmhjertighed har med det liv, vi lever med hinanden at gøre
Men vi lever i en tid, hvor barmhjertigheden kan være svær at få øje på. Ikke fordi den ikke er der, men fordi alt er i forandring. Og særligt vores klima. Fra at nogle få har talt om før i tiden, så taler alle om klimaet i dag. Der er en næsten dommedagsagtig stemning. Børn holder med at spise kød for at redde klimaet, og de har temauger om det i skolen. De samler affald, og hører om isen, der smelter. Sammen med alt dette, er der kommet en holdning til fremtiden, og måske særligt blandt voksne, hvor mange mener, at mennesket ikke har en fremtid her på kloden, og at vi alligevel uddør, så hvorfor bekymre sig om klimaet, når naturen helt sikkert EFTER mennesket nok skal rette sig op på nogle tusinde år?
Det er på mange måder en trist og ødelæggende måde at anskue ikke bare verden, men også sit eget liv på. Som om det allerede er spildt.
Og det kommer også til at præge vores syn på hinanden. For hvis alt er ligegyldigt, så er ens næste det også. Hvorfor forsøge at redde en, der alligevel ingen fremtid har, kan man næsten høre spørgsmålet lyde.
Barmhjertigheden bliver trængt i baggrunden, for der er ikke brug for den.
Men kan man ikke se verden på en anden måde? Lad mig begynde et andet sted.
Nogle mennesker er født farveblinde. De kan ikke se de farver, verden har, som flertallet af verdens befolkning kan se dem. Verden mangler farver.
Men der er lavet nogle særlige briller, der gør det muligt for farveblinde at se verden i farver. Og første gang de får sådanne briller på, ser de pludseligt klart. Mange af dem hopper rundt i glæde, peger på alt det, der er så åbenlyst for os, men som for dem fremstår så meget anderledes og så meget smukkere end de nogensinde havde forestillet sig.
Verden har jo altid set sådan ud, men de kunne bare ikke se det, før de fik de helt rigtige briller på. De briller, hvor farverne lyser op.
Tænk hvis der fandtes briller, man kunne tage på, så man kunne få øje på kærligheden i verden – håbet og glæden. Så alt det kunne lyse op mellem det ensfarvede, mellem mismodet, fortvivlelsen og dommedagstankerne? Et par briller, der kunne kickstarte ens barmhjertighed igen? Så vi kunne se verden, som Gud ser på den og ser på os.
Men er vi alle blevet farveblinde, når det kommer til kærligheden magt, og har frygten fået sådan et tag i os, at vi kun ser dommedag og ødelæggelse i fremtiden? Lidelser. Har vi alle en bjælke i øjet?
At verden er i forandring, er ikke noget nyt. Fra det øjeblik, hvor verden blev sat i gang ved en kæmpe eksplosion, har alt være i forandring. Evolutionen er en forandring. Alt er i forandring. Og ja, lige nu er forandringen massiv og menneskepåvirket, men det betyder ikke, at vi må fjerne det ved os, der gør os menneskelige; nemlig vores barmhjertighed. Vores hjerte for hinanden. For vi ER både en del af naturen, OG noget ganske andet. Vi har vores menneskelighed, der gør, at vi ikke kun tænker på egen overlevelse på andres bekostning. Nej, det viser sig, at de samfund, der klarer sig bedst både socialt og kulturelt, men så sandelig også økonomisk, faktisk er dem, hvor man hjælper den svage, om de så har fortjent det eller ej. Der er også lavet videnskabelige forsøg, hvor det viser sig igen og igen, at mennesker faktisk vægter hinanden og retfærdighed højere end fx profit og penge. Det er en defekt i mennesket, hvis man møder en, der synes penge er mere vigtigt end andre mennesker.
Vi har vores menneskelighed i behold – barmhjertigheden lever om end vi kan definere den på stående fod eller ej. Selv i den foranderlige verden.
Og alt er i forandring, men Kristus vandrer med.
Livet kan have forskellige perspektiver alt efter, hvordan vi ser på det. Tanken om dommedag har alle dage optaget mennesker, og rykket i os med frygt. Det er ikke noget nyt, og de første kristne, troede at dommedag ville indfinde sig i deres levetid. Og der kommer nok en dag, hvor alt ender. Men ikke endnu. Indtil da skal vi leve. Eller som der bliver sagt i tegneseriestriben Radiserne i en dialog mellem Søren Bruun og hunden Nuser. Søren Bruun siger: En dag skal vi alle dø. Nuser svarer: Ja, men alle andre dage skal vi leve.
Og det er rigtigt. Vi skal leve.
Vi bliver nødt til at åbne os for livet. Også selvom vi ikke kender fremtiden. Men sådan har mennesket altid levet. Der er intet nyt under solen. Fremtiden ligger foran os indhyllet i tåge, og ingen af os ved, hvad den bringer. Men ligeså store opdagelser og opfindelser fortiden har bragt, ligeså store opdagelser og opfindelser kan fremtiden bringe. Der er ingen grund til ikke at tro på livet – og på hinanden.
Vi skal leve frimodige. Vi skal leve med barmhjertighed. For livet betyder noget, også selvom vi ikke kender morgendagen. Selvom der er lidelse i verden, så er livet lige her.
Vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig, som Jesus siger til os i dag.
Det betyder noget, hvordan vi lever med hinanden. Det er ikke ligegyldigt, selvom alting er i forandring. Barmhjertigheden skal stadigvæk stå forrest i vores liv. Ja, måske særlig stå forrest, når alt er i forandring. For så må dén blive konstanten
Gud må være og er konstanten. Vi kan bruge en af metaforer der i Bibelen om Gud. Nemlig klippen.
Klipper har en anden tid – de har evigheden foran sig. De har tyngde og fylde i verden – et nærvær. Gud er som en klippe, der står med evigheden i hånden trods livets foranderlighed. Han har tyngden og dybden. Han har nærværet og stilheden, når alt andet raser og larmer.
Gud er, når vi ikke tør være. Han siger; sæt dig ned. Lad vær med at løbe din vej væk fra mig og dig selv – og andre. Sæt dig et øjeblik og læn dig op ad mig.
Evigheden er lige her. Selv i en verden, der forandrer sig.
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
