14. søndag efter trinitatis 2019

Jeg har lige været lidt småforkølet. Ikke noget stort, bare sådan lidt snøften og en næsen, der løb. Men denne gang, lagde jeg mærke til noget. For næsten alle jeg mødte, konkluderede: Du må have haft for travlt på det sidste. Altså underforstået, at man bliver syg som en direkte konsekvens af, at man har haft for travlt. Nu bliver de fleste af os jo syge af en virus eller en bakterie, der rammer os, så det hænger ikke altid sammen med travlhed.

Men det er pudsigt, for jeg siger det jo selv, det med at sygdom og travlhed hænger sammen. Og dermed siger jeg jo også, at det er min egen skyld og min egen fejl, hvis jeg bliver syg.

Det er en tungt åg at have siddende på sine skuldre, at man selv er ansvarlig for sygdom. For så er vi også selv ansvarlige for at blive raske igen. Og ja, jeg ved da godt, at ingefær, hvidløg og massevis af vand alt sammen er godt for kroppen, og at vi ikke skal drikke så meget alkohol eller spise så meget bacon. Men er det virkelig den sandhed, der baner sig frem hos os, at vi selv er ansvarlige?

Det mente man i al fald på Jesu tid, hvor spedalske selv fik skylden for at være blevet syge. Spedalskhed var en straf for, at man havde bagtalt, sladret eller løjet. Men det var ikke kun den, der havde gjort det, der blev straffet – nej, hele samfundet blev straffet. Så man var bange – bange for at enkeltpersoner ville ødelægge samfundet med deres adfærd.

Det kan lyde fremmed for os, men vi kender det altså også fra nyere tid, hvor AIDS eller HIV blev udråbt som nutidens spedalskhed, og homoseksuelle blev behandlet som paria. Det er ikke mere end små 40 år siden, at homoseksuelle blev anklaget for selv at være ansvarlige, hvis de var så uheldige at blive smittet med HIV, og det var først da man opdagede at HIV, smittede alle uanset, hvem man forelskede sig, at snakken ændrede sig. Længere tid siden er det såmænd ikke.

For når det kommer til stykket, hvor mange af os, har reelt en skyld, når det kommer til sygdom? Noget sygdom rammer bare, fordi den rammer blindt og uretfærdigt. Det er en vilkårlig risiko ved livet, at vi kan blive syge.

Ja nogle sygdomme skal vi ligefrem have, for at få et bedre immunforsvar.

Men vi tager tit ansvar, der ikke er vores.

Lad mig fortælle en lille historie: Der ligger en lille spurv på vejen med benene lige op i vejret. En anden spurv kommer forbi og spørger: Hvorfor ligger du der og stritter med benene lige op i vejret? Jo ser du, svarede den første spurv, jeg holder himlen med mine fødder. Trækker jeg dem tilbage et øjeblik, så styrter himlen ned om ørerne på os. Men knap havde den sagt det, før der faldt et blad ned fra træerne i nærheden og landede lige ved siden af spurven. Den blev så bange, at den i panik for at mere af himlen skulle falde ned, flygtede over hals og hoved. Og tilbage stod den anden spurv og forstod ikke helt, hvad der lige var sket.

Tager vi også nogle gange et ansvar, der ikke er vores?

Et eksempel kunne være klimakampen, som selvfølgelig er vigtig. Men er vi ikke kommet dertil, hvor selv børn nu ligger med benene i vejret og forsøger at holde himlen, mens der råbt til alle andre om at lægge sig ved siden af? Vi har fået et ansvar af Gud om at forvalte kloden bedst mulig – men vores ansvar går kun så langt som til vores magtesløshed. Vi skal gøre os umage med at finde holdbare løsninger – også ift. Klimaet; men vi kan ikke holde himmel med vores fødder. Lige meget hvor mange, vi så end er.

Og vi kan heller ikke holde himlen i vores eget liv. Vi er langt hen ad vejen magtesløse, og det er så svært at begribe. Vi okser afsted for at leve det rigtige og gode liv i balance med den rigtige kost uden sukker. Faktisk har vi mennesker taget så meget af ansvaret for livet, at mennesker der er lidt for tykke, er blevet lavstatus mennesker. De bliver råbt efter på gaderne, og bedt om at tage hjem fra strandene. Fordi der bliver ræsonneret, at hvis man ikke kan tabe sig, er man uansvarlig. Man er dermed et menneske ude af kontrol. Og kontrol og ansvar hænger sammen.

Men er det virkelig den verden, Gud har skabt til os. En verden, hvor kun nogle af os går an? En verden, hvor panik skal være grundfølelsen? En verden, hvor vi næsten segner af ansvar og benene syrer til fordi vi ligger der alle sammen med benene i luften? En verden, hvor vi alene skal få styr på livet?

Gud skabte verden, og så at den var god. Den står hver gang, Han skaber noget nyt i Skabelsesberetningen. Og nu hører vi om Jesus, der møder 10 spedalske. Ti mennesker, der alle var lavstatus. Og de råber til Jesus, at han skal forbarme sig over dem. Og det gør han faktisk. Da de råber, svarer Jesus dem. Og Jesus siger, at de skal gå til præsterne for at blive undersøgt, og idet de går derhen, bliver de alle 10 raske for deres spedalskhed. Men en af dem vender tilbage til Jesus for at takke ham.

Deres liv forandrede sig ved mødet med Jesus. Men den første forandring skete, da de blev syge. De blev helt uretfærdigt syge, og ramt af en sygdom, der tilmed gjorde at de blev stemplet som lavstatus. De skulle bo i udkanten af byen, og mange steder op gennem historien, har de skullet ringe med en klokke, når de kom gående, så andre kunne skynde sig væk. Deres liv forandrede sig fra at være et normalt liv med familie, opgaver og venskaber, til at være et liv på kanten.

De mistede alt. De var i sandhed magtesløse, bortset fra, at de kunne råbe til Gud. Og det gjorde det, da de så Jesus. Forbarm dig over os, råbte de. Og det gjorde Jesus så. Forbarmede sig. Og de var ikke længere spedalske.

Og lige der! I det øjeblik kommer Guds rige os nær. I det øjeblik viser Gud os sin hensigt med verden og med os. Han viser, at det er hos HAM alene, at vi finder friheden til at blive og være de mennesker vi er. Hos Gud bliver vi befriet af den ”spedalskhed” vi lægger som filter over vores eget eller andres liv. Han fjerner det, der tynger, for derefter at rejse os op. Vi var hjælpeløse, fornedrede, uvelkomne og lavstatus. Og han rejser os op. Han forbarmer sig over os. Han vender os om, så vi har benene på jorden og øjnene rettet mod hinanden. Det er Guds rigets virkelighed.

I fortællingen sker der en bevægelse. Nemlig den, at der bliver råbt om hjælp, der bliver takket og derefter sagt gå. Hjælp, tak og gå. De tre bevægelser bliver gentaget igen og igen i Lukasevangeliet. Hjælp, tak og gå.

Ikke en af bevægelserne kan undværes, for tilsammen skaber de rammerne for et liv, hvor vi kan leve i overgivelse til Gud og til hinanden.

Hjælp, tak og gå. Det er i virkeligheden gudstjenestens kerne. Hjælp, tak og gå. Vi kommer her for at råbe til Gud i afmagt, takke, og derefter bliver vi bedt om at vende tilbage til livet. Forandrede.

Gud forandrer os.

Men ikke altid på den måde, vi ønsker os. Hans målestok er anderledes end vores, og hos ham er det ikke så vigtigt om vi er tykke eller tynde, højt eller lavt på strå, smarte eller ej. Hos er det vigtigste mennesker, og der er brug for os alle lige som vi er. Hos ham er det vores hjerter og vores fællesskaber, der er vigtige.

Vi er i hænderne på noget større. Vi er i hænderne på Gud, der lover at være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os, lige meget hvordan livet så end udfolder sig. Gud er dog ikke en curling far, der fejer foran os, så alle forhindringer forsvinder. Han er heller ikke en løvemor, der vogter bagved os, og brøler ad enhver, der giver os modstand. Han er derimod tilstede med sin Helligånd i den luft vi indånder. Han er tilstede i troen, der bor i hjertet. Han er tilstede i vores medmenneskers råb om hjælp. Han er tilstede, hver gang kærligheden sejrer over smålighed, had eller frygt. Hver gang vi ikke længere ser et menneske som spedalsk, men som et medmenneske er Gud til stede. Hver gang sløret falder fra vores øjne, og vi opdager, at alle andre er ligesom os, hvordan de end ser ud, og hvor de end kommer fra, og hvem den end forelsker sig i, og hvilke holdninger de end har. De er medmennesker.

Hjælp, tak og gå.

Det er det vi skal og det vi kan. Vi skal ikke være som Gud, men være os selv. Være mennesker med den begrænsninger det giver. Og alligevel kan vi vandre ud i livet frimodige, fordi vi hos Gud får alt for intet. Han forbarmer sig, når vi råber.

Hjælp, tak og gå.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

11. søndag efter trinitatis 2019

Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene. Sådan skrev forfatteren og poeten Dan Turell. Venner, I må give mig en hånd. Man kan ikke sige ”farvel” alene.

Og det er så enkelt og sandt. Selv når man står og skal sige farvel, gå sine egne veje, vende ryggen til et andet menneske, så kan man ikke gøre alene. Man har brug for en hånd for at sige farvel.

Brug for at et andet menneske kigger på os og ser os, rækker os hånden og siger farvel sammen med os.

Vi har brug for hinanden. Mennesker har brug for mennesker.

Men i virkeligheden, hvor vi lever vores liv, er vi mere og mere alene. Mange er ensomme som aldrig før. Vi har mindre og mindre øjenkontakt, og ser på hinanden gennem et filter. Og det pudsige er, at jo kortere afstanden bliver globalt set mellem mennesker, fordi vi er forbundne over nettet, des længere kommer vi væk fra hinanden. Des mere står vi alene på vores egen livsscene.

Er der overhovedet nogen, der ser os? Sådan rigtigt får øje på os. Hvem ser vi og hvem ser os i løbet af en dag?




Jeg holder selv særligt af at sidde på en cafe og se på mennesker. Mennesker der ikke ved, at de bliver iagttaget og derfor går i deres egne tanker på vej til et sted, til et møde. Måske de stopper og tager mobiltelefonen ud, tager et billede af dem selv med åen som baggrund, inden de går videre. Men vi kigger alle sammen – os ved bordene. Ser på dem, men jeg tror egentlig ikke, at vi rigtig ser dem.

Vi ser en ydre handling, et valg af tøj, en gangart. Men vi ser ikke mennesket. For i det øjeblik vi får øjenkontakt – os ved bordene og en af dem, der går forbi; så kigger vi hastigt ned i blufærdigheden over at blive opdaget. For blikket afslører os. Tænk nu hvis den anden troede, at man kiggede på dem. Men det er jo lige præcis, hvad man gjorde. Iagttog den anden.

Vi lever i en kultur, hvor vi egentlig bruger mere tid på at iagttage os selv. Sjældent direkte dog – det sker gennem mobilens kamera eller andres iagttagelser af os. Kulturen er blevet en billedkultur, hvor vi deler billeder af os selv med hinanden, hvor vi er smukkest, sjovest og bedst. Vi fortæller vores livshistorie gennem vores succeser. Og vi har brug for at andre ser billederne. Hvis ingen så dem, ville der ikke være vidner til vores liv, og billederne ville miste deres værdi.

Så vi har brug for vidner, vi har brug for at blive set og vi har brug for at fortælle vores historie.

Vi har brug for hinanden.

Men vi viser desværre kun et lille udsnit af, hvem vi er. Vi viser forsiden – ikke dybden. Vi viser et øjebliksbillede af os selv, som jo kun er en flig af fortællingen om, hvem vi er. Vi bliver ikke set, sådan rigtigt.

At blive set, har altid været i kernen af kristendommen. Tilbage i tiden indenfor kunsten er Gud blevet malet som et øje, der kigger ned på verden. Det særlige er, at øjet er malet i en trekant. Det symbol er senere blevet overtaget af andre religiøse grupper; men i sin oprindelse var det et symbol på, at Guds milde øje kigger på os mennesker, og trekanten var et symbol på Guds treenighed. Gud viser sig forskellige til os mennesker, alt efter hvem vi er. Han er Gud – den der skaber og sætter i gang. Han er også Kristus – ham, gav os ansigt på kærligheden. Og han er Helligånden – den kreative og flammende ånd, der giver livet liv. De tre – Gud, søn og helligånd er den treenige Gud, der sat sammen giver en trekant.

Vi tror altså på én Gud, men han viser sig for os på tre forskellige måder. Gud er Gud, menneske og ånd. Man kan sammenligne treenigheden med dråber af vand. Hvis man sætter tre dråber vand på en glat overflade, så har man et billede på Gud, Søn og Helligånd. Hvis man stille og roligt ryster overfladen, vil de tre dråber glide sammen til en stor dråbe. Man kan ikke længere se, hvor de tre dråber begynder eller slutter – der er nu kun en dråbe. Gud er altså tre og en.

Man kan sige, at Gud i sit væsen er i relation – med sig selv og med os. Og den egenskab har vi, hans skabning fået. Vi går også i relation. Martin Buber, der er teolog, siger et sted, at et jeg bliver til et jeg i mødet med et du. Det er mellem mennesker, vi bliver til mennesker.

Og Gud går i relation med os, når med sit milde blik ser på os. Han ser ikke væk i blufærdighed, og han nøjes heller ikke med at se overfladen. Han ser hele os, med alt det vi rummer. Han ser fiaskoen, drømmene, håbene, længslen, svigtet og skylden. Han ser ALT det vi rummer. Og han ser det, og elsker os alligevel. Vi går an, selvom vi har en masse i os, som vi nogle gange selv har svært ved at acceptere.

Vi går an.

Det er også det, som Jesus siger til os i lignelsen i dag. En fortælling med 2000 år på bagen, men som stadigvæk handler om i dag.

Lignelsen er en fortælling om en mand, farisæren, der i taknemmelighed over, at det går ham godt, kommer til at sammenligne sig med andre. Og en fortælling om en anden mand, tolderen, der slet ikke tør møde andres blik, eller Guds for den sags skyld. En fortælling om mennesket, der forherliger sig selv og en fortælling om mennesket der hader sig selv. To mænd, der hver især har brug for Gud.

Farisæerne var velanset i samfundet dengang – de gik ofte i templet og hjalp de fattige. Toldere derimod var set på som snydere og bedragere.

Så hvis vi nu prøver at oversætte lignelsen så den foregår i dag, så er farisæren stjernen på de sociale medier med tusindvis af følgere. Han gør en masse gode ting, som han tager billeder af os viser. Men han trænger i Guds øjne til at få fokus et andet sted. Han bliver ikke smidt ud af Gud – for Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun for det, man selv vælger at vise; men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.

Tolderen er en rigtig skidt person, der lyver og stjæler for egen vindings skyld. Man kunne sammenligne ham med en af de værste kriminelle, vi kan komme i tanke om. Og man kunne få den tanke, at han fortjener at stå der – med hænderne vredet i anger og med et blik, der ikke vil mødes. Men Gud ved, at han er et menneske, der ligesom alle andre har brug for relation, kærlighed og at blive set. Og set, ikke kun det, man har gjort forkert, men for alt, hvad man rummer. For det er dér – når man virkelig bliver set i al sin uperfekthed og stadigvæk bliver elsket, at man opdager kærlighedens forandrende magt.

Lignelsen fortæller os, at vi til tider skal skifte fokus, så vores blik ser andet og mere end det, vi er vant til. Ser det hele billede. Og ser, at vi ikke skal bruge andre, som statister i vores liv, men som medmennesker. Vi kan ikke leve alene – vi kan ikke engang sige farvel alene. Vi har brug for et blik, der møder vores.

Vi er sat i et fællesskab af Gud. Vi er skabt til at være noget for hinanden, og for enhver begynder det med Guds milde blik på os, der siger til os: du går an. Så kig op og kig hinanden i øjnene. Vi er lige meget værd – vi er lige elsket. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.