onsdag den 16. oktober 2019

18. søndag efter trinitatis 2019

Du er mere end summen af dine fejltagelser.

Du er mere end dit ophav.

Du er mere end din tankeløse ungdom.

Du er mere end alle dine vildskud tilsammen.



Du er mere end dine kuldsejlede relationer.

Du er mere end din tvivlsomme indsats.

Du er mere end dine gode hensigter.

Du er mere end dine tab.

Mere end dengang du var fej.

Mere end hvad nogen mener om dig.

Mere end hvad nogen engang har sagt om dig.



Du er væsentlig mere

end din helt egen hjerteløse kalkule

over alle de ting,

du vil kunne bebrejde dig selv

nu

og i al evighed.
Sådan lyder det vidunderlige digt af Helle Søtrup med det pudsige navn: Overgivelse no. 3 fra bogen: Kyshånd.

Du er mere. Og du er mere end de bebrejdelser, du lægger på dig selv. For hvis der er noget, som langt de fleste er gode til, så er det at fejlfinde hos sig selv. At finde de små fejl, vi alle sammen hele tiden gør og har; og så puste dem op til gigantiske luftballoner, der får lov at svæve i ens indre landskab. Gud behøver slet ikke være dommer over os mennesker, for han har udliciteret opgaven til os. Det er vi egentlig også bedre til end Gud, for når Gud dømmer, er det med nåden. Når vi dømmer, så er det med skam. Og det er langt mere effektivt at dømme med skam. Jeg håber I kan høre ironien, i det jeg siger.

I al fald er skammen mere effektiv, hvis man gerne vil gøre sig selv og andre bitte små.

Skammen. Vi kender den alle sammen, og nogle af os, kan måske næsten høre en voksen sige til os, da vi var børn: ”Du burde skamme dig”. Men det var nu ikke et problem at skamme sig, for den følelse ligger i alle mennesker. Vi kan ikke undgå den. Og nogle gange er den såmænd god nok, fordi den er med til at regulere fællesskabet. Men andre gange – de fleste gange – er skammen med til at trykke os mod jorden. Vi sænker blikket og hovedet. Ordene forsvinder inde i os, og vi bliver tavse. Og tavshed er aldrig uskyldig. I skammens favntag, har vi mest lyst til at skamme os helt usynlige, så vi kan forsvinde. Komme væk. Og samtidig lever skammen af, at vi giver den ret. Vi fodrer den.

Det modsatte af skam er ære. Vi siger i vielsesritualer, at ægteparret skal elske og ære. Og i de 10 bud hører vi, at vi skal ære vores forældre. Vi skal altså sætte pris på og respektere dem omkring os. Det betyder, at vi ikke må ødelægge deres grænser eller deres inderste. Vi skal respektere dem i deres skabthed. Men hvis æren ikke er der, så er der en fare for, at skammen kommer. Når man ikke ære hinanden, så smitter man med skam – skam over at være den, man er. Skam over ikke at slå til. Skam over ikke at være mere.

I evangeliet til i dag, handler det også om skam og ære. Det gør alle disse samtaler, hvor grupper forsøger at fange Jesus på det forkerte ben. De ønsker at skamme ham ud. De vil tage hans ære fra ham.

Farisæerne vil vide, hvilket bud, der er det største i loven. Og farisæeren havde ikke mindre end 613 bud, så der var nok af tage af. Det var vel nok en fælde, for hvordan kunne Jesus om muligt kende alle 613 bud, og endsige fortælle dem, hvilket der var det største.

Men Jesus svarer dem. Han tager to bud fra loven, der ikke engang står samme sted, sammenfatter dem, og siger, at disse to er de største. Han siger: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og fortsætter: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

Det er en sammenfatning så enkel, at det vel nok er det citat, som kristendommen er mest kendt for. I stedet for at Jesus blev skammet ud over et svar, han ikke kunne give, så viser han os gennem dette svar, at al æren er hans.

Men fortællingen slutter ikke her. For Jesus vil noget mere. Han spørger farisæerne om hvem de tror, han er. Og de svarer, at han er Davids søn. Men dermed så afslører de sig selv, for de ved ikke, hvem han er. Og derfor sætter Jesus dem på plads med deres egne retoriske spidsfindigheder. Jesus påpeger, at David kalder ham Herre og ikke søn. Det er endnu et citat fra Det gamle Testamente, som viser, at Jesus kunne sit stof. De kunne ikke skamme ham ud, men han afslørede dem i deres uvidenhed. Men han skammer ikke dem ud – for han begyndte jo med at give dem de to bud, som hele livet skal bygge på. Han giver dem løsningen på skammen, kunne man sige. Hvis og når man elsker sin næste som sig selv, så handler og behandler man hinanden med ære. Skammen får derfor ikke næring, og bliver udsultet.

Jesus viser os med sine korte og præcise svar, at han er Guds søn. Han er Herren. Og dermed bliver sammenfatningen af loven endnu mere vigtig. Det er Gud selv, der siger til os, at vi skal elske ham af hele vores hjerte, sind og sjæl.

Vi skal elske med hjertet, der er vores følelsers hule. Vi skal elske med sindet, der er forstanden. Og vi skal elske med sjælen, som er vores vilje. Vi skal elske med alt, der er os. Og vi skal elske vores næste som os selv.

Det betyder, at vi må kaste os ud i livet med alt, der er os. Hele os, og ikke bare dele af os. Vi skal bruge hjertet, sjælen og sindet. Vi skal bruge os selv.

Kærligheden er handling, fordi det er en måde at være på. At leve på.

Det er det ”mere”, som Helle Søtrup taler om i sit digt. Du er mere. Du er mere end det, du ikke formår og det der ikke gik, som det skulle. Det ”mere”, er den kærlighed som Gud kalder dig til at leve i. Vi skal leve i kærligheden. Ikke bare på den eller med den. Nej, vi skal leve i kærligheden, så den bliver en del af hele vores virke.

Det handler ikke om en nær fremtid eller en fjern fortid – vi skal handle nu i dette øjeblik.

Eller som Frans af Assisi sagde engang han var omgivet af sine disciple: ”Venner, vi er endnu ikke begyndt at gøre Guds vilje. Lad os dog få begyndt.” Det begynder nu – vi skal overgive os Gud.

Vi er i Guds kærlighed. Du er altid mere.



Amen










Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

fredag den 11. oktober 2019

17. søndag efter trinitatis 2019



Vi har alle en plads i livet, der er vores. En plads som ingen andre kan tage fra os, men som er vores helt alene.

Fra den plads skal vi udfolde livet, leve med hinanden, grine og græde. Herfra skal vi opdage verden, forelske os, elske og sørge.

Vi har en plads, der er vores, og som ikke ligner andres.

Vi har også fået et liv, der er vores. Et liv, som ingen kan tage fra os, men som er vores. Vi har fået forskellige evner – nogle har et stort følelses register, andre er mere lukkede. Nogle er gode til at skabe relationer, nogle til at få noget fra hånden, nogle stiller de gode kritiske spørgsmål og andre spreder latter. Vi har alle en profil, som man ville sige på marketings sprog. Vi har alle en profil. Men nu er vi i kirken, og vi taler anderledes om mennesker. Vi siger derfor, at vi alle har forskellige nådegaver. Vi kan noget forskelligt og skal noget forskelligt, men ingen af os kan undværes.

Men det kan være svært at finde sin plads i livet. Mange søger efter lige præcis den hylde, de (eller skulle jeg sige vi?) kan ligge på. For det kan være svært at finde sig til rette. Og særligt i en verden, hvor alle valg er åbne.

Vi har alle vores identitetskampe.

Verden er mere og mere splittet. Generationer har svært ved at spejle sig i hinanden, fordi verden har forandret sig markant de sidste 20-30 år. Der er kommet nye kommunikationsformer, der også er blevet faktorer i vores identitetsdannelse. Vi er tilgængelige 24/7, og derfor er vi også udsat for andres bedømmelser og dom hele tiden. Vi er hele tiden forbundet, men ikke i et fællesskab, men i en kamp om at være den, andre ser op til, misunder og vil være som. Ord som ydmyghed, bliver nok af mange postfaktuelle mennesker tolket som ydmygelse. Der mangler en forståelse for nuancerne.

Man kan nu fristes til at drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor alt med årene bliver bedre og bedre. Fortiden får altid et gyldent skær af lykke, jo længere væk den kommer.

Men livet var ikke nemmere før i tiden – det var bare anderledes, og hver generation har sine kampe. Og i denne del af verden er identitetskampen særligt fremherskende.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal være små succeser og populære. Måske ikke sådan i en national forstand, men så i vores eget liv. Vi skal drømme stort og gå efter den. Det er bl.a. grunden til, at jeg som smededatter fik en boglig uddannelse -fordi jeg fik lov at drømme. Men bagsiden af medaljen er, når vi får så travlt med at blive succeser, at vi ligesom Jesus fortæller om lignelsen sætter os for højt op. Når vi ikke længere ser andre, men alene har øje for vores egne mål. Når rundsavene bliver monteret på albuerne, og vi til højre og venstre flænser andres drømme for vores egens skyld.

Da er det ikke længere vores egen plads, vi går efter, men vi forsøger at tilrane os noget, vi ikke bør. Nemlig en plads på andres bekostning. Og den plads er aldrig vores.

Der ligger et element af idealisme i kristendommen. Forstået på den måde, at det Guds rige, som vi hører om, faktisk ikke kan realiseres på jorden. Dertil er vi alt for sølet ind i at gøre det forkerte. Vi kan ikke andet end at komme til at fejle.

Men selvom vi ikke i vores liv på denne side af døden kommer til at opleve en verden uden synd, så er det alligevel værd at bemærke, at det er det liv, som Gud fra begyndelsen skabte. Et liv hvor mennesker lever side om side på den plads, der er deres. Et liv, hvor vi ikke gå så meget op i at få ret, men om at være sammen. Leve sammen.

Måske er det derfor, vi får denne verbale lussing af Jesus, når han siger, at vi skal sætte os på en ydmyg plads, og vente på at blive budt op.

Vi skal indse, at det vigtigste i livet ikke er noget, vi kan tilrane os, men er noget, vi får tilbudt.

Vi kan vide nok så meget Gud, kristendommen og Bibelen, men hvis vi ikke overgiver os til Gud og hans kærlighed, så er alt ligegyldigt.

Vi har brug for Gud – hans nåde, hans øjne, han kærlighed. I Guds øjne bliver vores identitet rolig.

Identitet betyder egentlig Den samme. Så Identitet handler altså om, at den vi er, og det vi viser går hånd i hånd. At vi er den samme i hjertet som i handlingen.

Det var Jesus. Hans hjerte og hans handlinger var den samme.

Og det provokerede folk. For han gik ikke op i menneskelige regler i forholdet til Gud.

Vi hører om farisæerne i dag. De var mennesker, der havde deres identitet bundet op på de regler, som de fulgte. Sabbatten skulle holdes hellig. Der måtte man ikke arbejde. Der måtte man kun hvile. Farisæeren var dygtige, lovlydige mennesker, der prydede sig af at holde reglerne. De holdt reglerne, derfor var de.

Og så kommer Jesus. Tømrersønnen fra Nazaret og gør alt helt forkert. Han helbredte på en sabbat. Det måtte man ikke, og måske slet ikke for noget så ligegyldigt som vand i kroppen. Det har ikke været livstruende, højst meget generende. Bagatelgrænsen for undere, må være nået her. Det kunne ligeså godt være en ligtorn, han fjernede.

Men skandalen ligger i, at han helbreder på en sabbat, og går imod loven. Den lov, der er grundlaget for farisæernes selvforståelse. Det er klart, de bliver vrede. Men hvad de ikke forstår er, at man i sin jagt efter at gøre det rigtige, kan ende med at skubbe andre til side for at få en plads højere oppe. Farisæerne var ikke onde mennesker, men de forstod ikke. Forstod ikke kærlighedens magt.

Jesus kommer med Guds rigets virkelighed lysende i hjertet, og gør op med de love og rammer, vi sætter. I Guds rige er det ligegyldigt om man holder hviledagen i hu, hvis man af den grund glemmer næsten. I Guds rige går de nok ikke helt så meget op i liturgi, som vi præster egentligt bruger ret meget tid på at tænke over.

For i Guds rige handler det ikke om den enkeltes bedrifter, men om at vi alle er mennesker for og med hinanden. Der vil vi være en enhed – der vil Gud være i alle – gennem alle. En del af Guds rige er allerede en del af vores virkelighed. Det begyndte en søndag morgen i påsken ved en tom grav, hvor en lille flok kvinder blev grebet af frygt, men også af mod fordi de gik hen og fortalte det utrolige. Nemlig at Kristus ikke længere lå i graven, men var gået ud af den. Ud i verden igen.

Dengang blev Guds rige en del af vores verden, og lyset fra dengang skinner endnu hos os. Guds rige er begyndt at blomstre hos os. Kærligheden er i verden. Vi er forbundet – vi er i Kristus. Kærlighedens vind blæser over hjerteløse egne. Kærlighedens ild flammer på menneskekolde steder. Guds rige er begyndt, og vi har fået et kald til at arbejde med på kærligheden. Dele den, være ødsle med den, og give den der, hvor der er allermest brug for den.

Kaldene er mange, Herren er én,

Herren Jesus Kristus,

kaldene er mange, Herren er én,

vi er ét i ham!

(DDS 330, 4)



Vi er alle et i Kristus – det er vores identitet. Når vi overgiver os til det, så handler vi som vores hjerte. Så er vi på den plads, der er vores, og som har været det fra begyndelsen.

Amen




Salmer:



392: Himlene herre (Indgang)

20: Jeg ser dit kunstværk (Mellem læsningerne)

335: Flammerne er mange (Før prædikenen)

320: Midt iblandt os (Efter prædikenen)

676: Guds fred (Under nadveren)

861: Herren svinger (Udgang)


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...