søndag den 24. november 2019

Sidste søndag i kirkeåret 2019


Møllevangskirken har et samarbejde med Kirkens Korshær om en genbrugsbutik på Musvågevej. Det er et skønt sted, hvor der kommer mange gode effekter ind, som vi sælger videre. For noget tid siden opdagede de gode frivillige et maleri, som havde stået blandt de andre billeder i næsten et år. Det var egentligt ikke noget særligt – et stilleben af nogle geometriske figurer. Rammen var slidt, og der var ingen, der i al den tid, havde skænket det maleri så meget som et blik. Det var ellers billigt. 25 kroner stod der på bagsiden. Men så er der en frivillig med blik for det sjældne, der fik øje på maleriet. Og hun fik en fornemmelse af, at det billede måske var mere værd en 25 kroner. Så hun gik på jagt på google og fandt ud af, at det faktisk var en kendt kunstner, der havde lavet billedet. Så det blev fragtet til Brun Rasmussen, sat på auktion og solgt for omkring 1000 kroner, hvis jeg ikke husker forkert. Det som ingen regnede, var noget værdifuld for den med det rigtige blik.

Det minder jo egentlig om Guds blik på os mennesker. Han ser forbi det slidte i os og får øje på os i mængden. Også selvom man kan føle, at man er blevet glemt. Eller selvom andre måske synes, at man ikke er noget særligt. I Guds øjne er vi værdifulde.

Det blik møder vi igen og igen i Bibelens fortællinger. Mennesker som måske med vores domme, var blevet dømt til fortabelse, får i Guds øjne en chance.

Tænk på Kain, der slog sin egen bror ihjel. Han fik et mærke i panden, der skulle sikre, at ingen domme fra andre mennesker, ville røre ham. Eller tænk på Zakæus, som stjal og løj – ham ville Jesus ligefrem spise middag hos. Eller tænk på kvinden, der var blevet på fersk gerning i utroskab. Hende gav Jesus også en ny chance. Eller den lamme der bliver hejset ned gennem loftet, ham både tilgiver Jesus og giver ham hans førlighed igen – også selvom den lamme, jo intet har gjort for andre. Han har jo bare ligget ned.

Sådan er Bibelen fuld af beretninger om mennesker, der alle som en, ville være røget til evig straf, hvis de blev dømt efter verdensdommens parameter. Og man må (desværre) også formode at de efter mødet med Jesus, nok har levet som alle vi andre, og har klokket i det fra tid til anden alligevel. Ligesom Jesu betroede discipel Peter, der det sidste døgn Jesus lever, og hvor Jesus virkelig har brug for ham, lyver 3 gange om, at han ikke kender Jesus – bare for at redde sig selv. Der er altså ingen grund til at tro, at vi bliver perfekte udgaver af os selv, selv om vi er blevet kristen. Jo jo selvfølgelig skal vi gøre os umage med at være menneskelige, det siger jeg ikke; men vi er jo netop mennesker på godt og ondt.

Heldigvis ser Gud det sjældne i det slidte, det almindelige, det overset, det forkerte og det skamfulde. Han ser det værdifulde i os. Som vi er.

Teksten fra evangeliet til i dag hedder altså Verdensdommen. Og den handler, som I hørte, om, at Jesus fortæller en lignelse, hvor fårene bliver frelst, fordi de har handlet godt, og bukkene bliver dømt til evig ild, fordi de ikke har handlet godt. Det er en lignelse, som har haft en kæmpe stor virkningshistorie. Og også for stor.

For der er det besynderlige ved den, at den efter alt at dømme, er præget så meget af den græske tankegang, at den ikke har sin oprindelse hos Jesus. Det er simpelthen sket det, at forfatteren til Matthæusevangeliet har digtet videre ud fra fri fantasi. Han har ud fra græsk tankegang indført en tanke om fortabelse, hvor mennesket skal svide i ild til evig tid. Men faktisk så er det sådan, at læser man Bibelen som helhed, så har ilden en helt anden funktion. Nemlig den, at når Gud viser sig i verden, så sker det mange gange som ild. Den brændende tornebusk, som det helt store eksempel. Så ild betyder, at Gud er nær. At Gud er tilstede. Det er nok ikke den tolkning som forfatteren til Matthæusevangeliet gik efter. Men en tolkning, der passer med det billede, vi får af Jesus i evangelierne ellers – at Gud er nær de fortabte.

I evangelierne hører vi om Jesus, der handler så selvfølgeligt medmenneskeligt, at det provokerer mange af dem, der har magt. Han vender op og ned på sociale strukturer, og insisterer på, at Gud ikke kun er forbeholdt de hellige, men at Gud er med mennesker. Han går mere op i frelse end fortabelse.

Og jeg kan love jer for, at det her også den dag i dag vækker anstød hos mange. Det lyder jo som om, at jeg i denne prædiken forsøger at afskaffer helvede og den dobbelte udgang. Hvor er retfærdigheden så henne?

Ja, hvor er den? Den er der jo ikke. Er Gud retfærdighed, når han sikrer sig, at morderen Kain alligevel kan leve et liv i fred? Er Gud retfærdig, når en tyv får lov at beværte Jesus? Er Gud retfærdig, når en ægteskabsbryder, får lov at gå ustraffet væk? Nej Gud er ikke retfærdig – han er nådig, og det er noget helt andet.

Nåde er, at Gud på trods af vores sære retfærdighedslængsel alligevel giver os en mulighed for at være en del af hans fællesskab. Vi bliver ikke udelukket eller forladt. Selv når vores muligheder er sluppet op.

Og vores muligheder er så sandelig sluppet op på dommens dag. For der vil der blive set tilbage på det, vi har gjort og det kan vi ikke lave om på. Men selv når mine muligheder alle er opbrugt, er Guds muligheder det ikke. Det er nåden, vi håber på. At når alt er sagt og gjort – så har Gud stadigvæk sin nåde.

Det må og skal være vores fokus. Vi skal bede for at Gud stadigvæk er Gud, også selvom Matthæus tanke om dommen måske skulle vise sig at være rigtig. Vi skal fastholde den åbenbaring vi får om, hvem Gud er gennem Jesus. At Gud er nåden Gud – kærligheden Gud – menneskers Gud. At han ikke smider os på lossepladsen som et maleri, der har stået for længe, overset og ældet; men at han ser os og genkender den værdi, vi har i os.

Det skal også være vores bøns inderste væsen – at vi beder for hinanden – beder Gud om, at han må redde os. Når vi synger eller siger Hosianna, så betyder det faktisk: FRELS DOG. Det er en bøn i sin korteste form.

Hver gang vi siger – hosianna – så er det os, der råber til nådens Gud om, at bruge de muligheder, han altid har, når vores er sluppet op – at han vil være os nær, også selvom vi svigter hinanden.

Hosianna.

Det bliver sagt til alle højmesser. Hosianna. Fordi vi ved, at selvom vi forsøger at være de bedste udgaver af os selv, så vil vi fejle. Sådan er livet på denne side af syndefaldet. Og derfor har vi brug for Gud – hosianna. Frels os, for vi kan ikke selv.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.


Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...