Julesøndag 2019

Alle mennesker har brug for at drømme. Vi drømmer hver nat. Vores hjerner er mest aktive om natten, mens vi hviler. Vi drømmer. Drømme hører simpelthen til menneskelivet, og vi får da også fra begyndelsen af Bibelen stadfæstet, at drømme er vigtige. Jakob sov i ørkenen og så en himmelstige. Josef fra Det Gamle Testamente er drømmetyder og tyder selveste faraos drømme for ham. Daniel drømmer. Og nu Josef – Jesu stedfar – der også drømmer. Først viste en engel sig for ham, da han ville gå fra den gravide Maria. Og nu viser en engel sig for ham, for at sikre, at han kan føre sin familie i sikkerhed.

Gud viser sig i drømme for mennesker og drømmene har mennesker brugt til at træffe store og vigtige valg.

Det lyder måske fremmed for os i dag. Og måske er det en skam, for hvorfor skulle verdens skaber ikke kunne henvende sig til os i en drøm? Faren er selvfølgelig, hvis man tyder den helt bogstaveligt, for alle drømme er ikke fra Gud. Men de der enkelte drømme, man husker længe efter og som gav en særlig fornemmelse i kroppen. Jeg har talt med mennesker, der har mødt accept af dem selv gennem drømme, eller har oplevet Guds kærlighed gennem drømme.

Drømme er også Guds sprog.

Og vi har brug for dem. Vi kan ikke leve uden drømme.

Men vi kan drømme på andre måder også – vi kan have drømme for fremtiden, for vores børn, familier eller andre vi elsker. Vi drømmer om livet, og hvad det kan rumme. De drømme er også vigtige – ja, livsvigtige. For i drømmen ligger håbet. Drømme er håb for fremtiden.

Og håbet er centralt for troen. Håb er, når man tør tro på, at fremtiden kan rumme noget mere og måske noget bedre end lige nu. Håb er, når man lægger sit liv i Guds hånd og stoler på, at ligegyldigt hvilke vilkår livet end måtte få, så går Gud med os.

Da Josef den nat møder en engel i sine drømme, tror jeg at mange andre drømme brast. Drømmen om at komme hjem til Nazaret. Drømmen om at give sit lille barn en tryg start på livet. Jesus begynder sit liv som flygtning, og er afhængig af at andre mennesker vil tage godt i mod. Det er en barsk start, at et lille barn skal mærke konsekvenserne, at de voksne magtbegær. Men sådan var livet dengang, og sådan er det også i dag.

Josefs drømme for fremtiden bliver forandret, og han må derfor vælge en anden vej at gå end den, han havde regnet med. Han flygter, og finder en vej gennem tilværelsen med det ansvar, der er hans. Det har været umulig for dem at gætte, hvad der nu ville ske, men Gud har vist ham vejen.

Så mon ikke håbet alligevel har været med ham? Først håbet om, at hans lille familie måtte komme sikkert frem til Egypten, og dernæst håbet om, at de måtte vende hjem igen. Josef har med sikkerhed haft drømme for fremtiden, selvom han lige der måtte lave dem om.

Drømme er som stjernerne på himlen – de skal lyse for os i vores livs nætter. De kan ikke gøre hele verden lys, men de kan skinne i mørket, og give os et håb om, at alt ikke er tabt.

Victor Frankl, der var psykoterapuet og KZ fange, sagde på et tidspunkt: “Når vi ikke længere er i stand til at ændre en situation, er vi tvunget til at ændre os selv.”

Livet giver os mange forskellige situationer, og også nogle som vi ikke er forberedte på. Og nogle gange kan man få lyst til at smide håndklædet i ringen, fordi livet kan forekomme så hårdt.

Men Bibelen giver os igen og igen fortællinger om den ukuelighed, der ligger i os mennesker. Gud har skabt os til livet, og han skærmer os også i det.

Da Adam og Eva blev sendt ud af Edens Have, syede Gud skindtøj til dem. Da Kain havde slået sin bror ihjel, fik han et mærke i panden til beskyttelse. Da kvinden var grebet i hor, udfordrede Jesus alle omkring hende til at se på deres eget liv, før de dømte hende.

Der er vilkår, der er vores her i denne verden, og som vi ikke kan gøre om. Men vi kan forholde os til de vilkår. Vi kan insistere på at drømme og håbe. Ja, vi skal særligt håbe, der hvor det ser håbløst ud.

En sygehuspræst har engang sagt, at hospitalet er en håbsfabrik. Hvis der er et sted i verden, hvor håbet er stærkt, så er det på sygehuset. Her bliver der håbet til sidste åndedrag. Og det egentligt smukt.

Da jeg for nogle år siden stod ved et kært familiemedlem på et sygehus, og vidste at de sidste timer var inde, håbede vi alle til det sidste på, at døden ikke ville komme. Og det selvom vi med fornuften vidste, at døden var på vej. Men hjertet sagde noget andet – hjertet håbede, for det er, hvad hjertet kan. Og da hun døde, vidste vi, at nu ville Gud overtage med sin kærlighed. Håbet blev afløst af kærlighed.

Livet er barsk – og det er fortællingen til i dag også. Den skærer os i hjertet. Det er på alle måder en fortælling om grusomhed og om mørke. Den står i kontrast til fortællingen om Jesu fødsel – om lyset, der kommer til verden.

Det er en fortælling om magt, og om at når vi mennesker erstatter drømme med magtbegær, så bliver vi grusomme mod hinanden. Så kan vi gøre de mest forfærdeligt ting blændet af frygten for at miste magt og begæret efter mere magt. Herodes, der beordrede børn myrdet, forsøgte at have magt over fremtiden.

Men tør vi stå midt i livet og være magtesløse, da gør vi noget helt andet også. Vi lægger vores liv i Guds hænder. Og gør vi det, kan vi gå de veje i livet, der nu engang bliver vores.

Og selv om Herodes den dag var skyld i, at himlen flængedes af mødres rædselsskrig, så kunne han ikke slukke lyset i verden. Mørket fik ikke magten. Lyset fik lov at skinne, og fik lov at vokse sig større.

Når umenneskeligheden råder, skal vi med Guds kærlighed, Guds nåde og vores medmenneskelighed elske os tilbage på rette vej.

Lyset skinner i mørket – og mørket greb det ikke.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Juleaften 2019

Der findes to slags mennesker i verden. Dem der tænder lys, og så dem der puster dem ud igen.

Dem der tænder lys, går rundt og forsøger at give lys til andre. De giver omsorg, tid eller opmærksomhed. De spreder lys i mørket.

Og så er der dem, der puster lys ud.

Og ja, måske vi faktisk alle sammen er lidt af begge engang imellem. At vi både tænder lys og kommer til at puste det ud. Sådan er livet jo. Men når vi er det menneske, der formår at tænde et lys i verden, så kan vi mærke det. Vi kan mærke det helt ind i hjertet, at her har vi fat i det væsentlige i livet.

I bogen Den lille Prins, som I måske kender, der har den lille prins en samtale med en ræv, der siger til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.

Det er så fin en lille sætning, for nok ser vi verden med øjnene, men det er med hjertet, at vi ser livet. Det væsentlige er skjult for øjet, for det er med hjertet man ser rigtigt.

Og når vi ser, sådan rigtigt, så sender vi lys ud i verden.

Og lyset har en særlig egenskab. Selv det mindste lille lys, kan jage et mørke på flugt. Tænk på, hvis I har to rum ved siden af hinanden – et mørkelagt rum og et lys rum. Mellem de to rum er en lukket dør. Hvis man åbner døren, strømmer lyset ind i mørket – aldrig omvendt. Lysets iboende egenskab er at kunne fjerne mørket.

Det oplevede mange af os for 14 dage siden, da der blev gået luciaoptog mange steder. Der går børn med lys i hænderne og synger. De minder os om, at lyset er stærkt og skal deles ud i verden. Lucia, som dagen er opkaldt efter, var selv en kvinde, der hjalp, hvor hun kunne, og når natten nærmede sig, satte hun et lys på hovedet for at kunne se i mørket. Derfor går børnene den dag i dag Luciaoptog med lys. Traditionen med Luciaoptog kom til Danmark lige efter 2. verdenskrig i en periode, hvor mange havde brug for at høre, at mørket kunne spredes, og at lyset altid er stærkere end.

Det leder mig til en anden fortælling, som jeg gerne vil dele med jer.

Den handler om Iben Krogsdal, der er en af vor tids store nye salmedigtere. Hun fik som barn at vide, at hun var grim. Håret var tyndt, tænderne skæve, panden høj og så har hun midt i ansigtet en ørnenæse. Hendes barndom var en lang pointering af hendes iøjefaldende fejl. Og hver gang smilede hun – et sørgmodigt smil.

Det var først, da hun blev ældre, at hun opdagede, at skønhed er andet end det modebladene viser, og at hendes skønhed er kunstnerisk. Man kan være smuk på mange måder.

Men særligt én oplevelse fra barndommen blev siddende i hende. Som barn havde Iben rakt armen op og meldt sig som Luciabrud. Resten af dagen, endte hun med at grædesmile over de andres reaktion. Iben blev selvsagt ikke luciabrud.

Som voksen sad hun en aften med sin datter og datterens veninder og fortalte om sine oplevelser som barn. Da skete der noget, som er et lille juleunder. Sammen brugte de en time på at forberede, og derefter gik de – i ført lagner og lys i hænderne – luciaoptog gennem hjemmet. Og luciabruden var en voksen Iben. Bevæget over, at selv grimme kan få lov at lyse for andre.

Det er Iben Krogsdal selv, der har skrevet en klumme om det i Kristelig Dagblad.

Den historie ramte mig. Det lille barn, der blev drillet, og som modigt rakte hånden op i håbet om at blive luciabrud. Men rørt blev jeg også af den omsorg den voksne Iben møder af teenagepiger, der, ligesom os, sagtens kan mærke sorgen.

Iben fik den aften lov at gå med lys – ikke bare i stuerne, men sammen jog de mørket på flugt i hinanden. Og lyset var ikke bare et stearinlys i hænderne – det var også et lys, der blev sat i hjerterne af håb og glæde. Det er aldrig for sent at bære lys.

Det er aldrig for sent – og det bliver aldrig for sent. Hverken nu eller i fremtiden. Der er altid mulighed for at sprede mørket med et lys, hvor lille det end er.

Da Jesus blev født, var landet i mørke. De var besat af romerne, og landets magthavere var mere interesserede i at beholde magten end at beholde medmenneskeligheden. Jesus bliver født i fattigdom, og kort efter sin fødsel flygter hans forældre til Egypten af frygt for, at deres barn skulle slås ihjel. Der bor de som flygtninge, indtil de igen vender tilbage.

Begyndelsen på Jesu liv var altså dramatisk og forfærdelig. For den sikkerhed, som Maria og Josef ønskede at give deres barn; den kunne de ikke give.

Men det er samtidig fortællingen om, at selvom der er en masse vilkår, der er forfærdelige, og selvom mørket har dækket tilværelsen, så blev der født en lille dreng, der sidenhen skulle bringe lys til verden. Selvom der skulle gå tid førend det skete, så skete det. Der er håb. Han voksede op, og blev et lys for mennesker. Men Jesus tænder også lys.

Han tænder lys i mennesker. Han ser det værdifulde i mennesker, der selv tror de er indhyllet i mørke. Han giver dem et lys, så de hver og en kan gå med et lys i hjerterne og brænde for kærligheden.

Vi får et lys foræret – vi er dem, der kan bære lys ud i verden, og viser andre, at mørket ikke er stærkere end det mindste lille juletræslys.

Det er det væsentlige. Det, der kun kan ses med hjertet.

Og det er jo i kernen julens budskab.

Julen kan nemt overhale os inden om med vores egne forventninger om det smukke bord, den perfekte and, de velvalgte gaver og det skønne juletræ. Og selvfølgelig er det OGSÅ vigtigt; men det vigtigste er, at vi giver hinanden lov til at bære lys, og at vi ikke forsøger at puste hinandens lys. Og det forunderlige er, at hvis vi giver andre lov til at bære lys, så får det vores eget lys til at skinne stærkere og mere klart. Lyset bliver nemlig ikke klarere af at andres slukkes – nej tværtimod så bliver lyset allersmukkest, når vi sammen værner om det.

Må julens lys skinne stærkt og klart i jeres liv – ikke bare i aften, men hver evig eneste dag. Må I bære og nære lyset, så det kan lyse, også de dage, hvor det blafrer. Og må mørket aldrig få mere magt end et enkelt lille ritsj kan jage det på flugt.

Må Guds fred, glæde og kærlighed sænke sig over verden. Nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

1. søndag i advent 2019

Det tager tid at lære at vente.

Advent betyder at vente, og vi venter disse fire søndage på, at Jesusbarnet skal fødes en nat mellem halm og fattigdom. Og selvom vi hvert år får fire søndage, hvor vi kan øve os i at vente, så er det stadigvæk svært.

Nogle gange bliver vi så fyldt med uro og rastløshed, når vi venter, at vi må rejse os og gå frem og tilbage, eller vi vipper med foden i ét væk. Andre gange kan tiden snegle sig afsted, og vi fylder vores ventetid med gab. Ventetid kan være længselsfuld, og den også næsten gøre ondt.

Vi venter, som mennesker alle dage har ventet. Venter på jul. Ventet på bedre tider. Ventet på regn eller sol. Venter på bedring eller helbredelse. Venter på at blive gravide eller venter på en fødsel. Venter på at barnebarnet ringer eller venter på at blive krammet.

Venter på årstidernes skiften. Ventet på at kornet skal modnes. Ventet på vækst.

Og vækst tager tid. Der er ingen, der tror, at de kan lægge et kernehus i jorden ene dag, og plukke æbler den næste. Vi ved alle som en, at det kan tage årevis, før der er gode æbler på et træ.

Vækst tager tid.

Det gør det også for os mennesker. Både helt fysisk fra vi bliver født som spædbørn, helt hjælpeløse og sårbare. Men vækst tager også tid, når det handler om vores indre liv. Vi skal som mennesker lære os selv at kende, og vi skal lære Gud at kende. Og begge dele kan tage et helt liv. Heldigvis stresser Gud ikke over, at vi ikke lærer ham at kende efter en gang til gudstjeneste, eller efter at have bedt fadervor et dusin gange. Gud giver os tid – og han venter på os.

Spørgsmålet er om vi har tålmodighed til at vente på os selv?

Tålmodighed er sådan et fint ord. Det betyder egentligt at have mod til at tåle.

Vi skal kunne tåle, når tingene ikke altid sker, selvom man lynhurtigt har googlet et svar. Vi skal tåle, at andre mennesker ikke altid giver os den reaktion, vi ønsker, selvom vi kommer nok så rimelige og fair. Vi skal tåle, at Gud ikke svarer på vores bønner her og nu, selvom vi beder indtrængende. Vi skal tåle at livet taget tid.

Og vi skal have mod til at stå lige der, hvor livet tager tid. Mod til at stå midt i kaos, uorden, manglende svar og en masse ventetid. Vi skal være tålmodige og vente.

Vi skal acceptere at kedsomhed, langsommelighed, udholdenhed og at vente er vigtige elementer ved livet. Faren er, at vi hele tiden skal underholdes, tilfredsstilles eller have ønsker opfyldt. Vi bliver afhængige af det sus som fart kan give.

Men ikke alle svar kan findes på nettet. Og løsningen er ikke at hive telefonen frem hver gang der er optræk til kedsomhed. Jeg ved det, for jeg sidder lige så tit med min telefon i hånden.

Men i den her verden, hvor alt går hurtigt, glemmer vi tit at stoppe op, slå rødder og vokse. Vi skal ikke vækste, men vokse; og der er stor forskel.

Vi skal nære vores indre liv ligeså meget som vi nære kroppen. Vores sjæl skal værnes om. Vandes, have plads, lys og tid.

Thomas Sjödin, der er præst i Sverige, har ligefrem skrevet en bog, der hedder: ”Det sker når du hviler”, hvor han taler for, at vi mennesker skal hvile mere på sofaen. Ikke sammen med mobilen dog, men i stilheden. For det er i hvilen, at vores krop vokser, at vores problemer løses, og i hvilen, at vi lader livet komme til os.

Han skriver følgende et sted: ”Hvad skal man gøre for at finde Gud? Svaret må være: Så lidt som muligt. Allerhelst ingenting. (…) Derfor er det også klogt at undlade at bedømme den åndelige vækst for hurtigt og for ofte. (…) Jeg hviler i, at det ikke er mine anstrengelser, der giver livet dybde.” (s. 115)

Han skriver, at vi skal lade væksten ske – vi stole på Gud. Stole på, at han kommer til os. Vi skal vente.

Men vi kan opleve os sårbare, når vi venter. Man venter på noget – på nogen. Man er prisgivet, når man venter, for man kan ikke andet end at håbe. Og håbet må vi ikke miste. Det hårdeste er mennesker, der er holdt op med at vente sig noget som helst.

Det kan koste at vente. Vi skal vente, men med håb. I Hebræerbrevet (11,1ff) står der:

"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. (…)

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord."

Det er en mættet sætning, hvor vi hører, at troen og håbet er flettet ind i hinanden. Vi tror på det, vi håber på. Vi skal med tro og med håb vente på fremtiden.

Men at vente er også at opleve magtesløshed, og det kan slå over i raseri. Det raseri oplevede Jesus vendt mod sig. Han blev drevet ud til et bjerg, hvor de mennesker, der havde kendt ham fra han var en lille dreng, ville slå ham ihjel. De var blevet blinde af raseri og det slukkede alt menneskeligt i dem.

Men de slog ham ikke ihjel – han banede sig vej mellem dem og gik. Han gik sin vej og vendte dem ryggen.

Vi skal vende ryggen til det, der vil slå vores menneskelighed ihjel. Vi skal vende ryggen til det, der fjerner os fra vores indre vej.

Og Jesus gik sin vej. Han gik, fordi de ikke forstod, at han kom med Guds rige – ikke bare til dem – men til verden. De var ikke særligt udvalgte, fordi de kendte Jesus. Gud kommer til alle, og ikke kun dem, der tror de kender ham bedst.

Og han kommer med sit rige. Guds rige.

Det kan lyde som et geografisk sted, men er i højere grad en væren. Et Gudsnærvær. Det er livet, som det ser ud, når vi tænder lys i mørket i stedet for at forbande det. Livet, når vi rækker hånden til hinanden

Men det er også mere end det – det er når Gud bliver nærværende i mellemrummet mellem os mennesker. Det er, når vi bliver opløftet af ånden. Guds rige er alt det, hvor vores ord ikke slår til, fordi der kun er Guds ord tilbage.

Og det er allerede begyndt i verden – begyndt i os. Vi beder i nadverbønnen om, at Jesus må bo ved troen i vores hjerter. Jesus er ikke bare et begreb uden for os, vi intellektuelt kan tilgå. Det begynder med os og i os.

Guds rige er allerede begyndt i verden.

Og derfor kunne Jesus den dag i synagogen og læse højt fra Esajas bog, og sige:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Nådens tid er begyndt.

Glædelig advent. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.