onsdag den 20. maj 2020

Kristi Himmelfart 2020

Den svenske sangerinde Lisa Ekdahl synger i en sang: ”Bortom det blå” følgende:
”Jeg så en mand gå ude i havet, jeg spurgte ham, hvor han skulle hen. Han sagde: Jeg går derhen, hvor benene bærer mig, sværere skal det ikke være. Han talte om himlen og havet, han valgte de almindeligste ord. Men ordene fik liv, da de kom ud af hans mund, ja det var som om jeg pludselig forstod: at vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed.

Jeg så en mand, han bar himlen inden i sig, men hvor han er nu, er der ingen der ved.”

Sådan sang Lisa Ekdal i 1997, da jeg bævende flyttede til Aarhus for at læse teologi. Jeg lyttede til netop denne sang, men jeg forstod først for nylig, at hun synger om Jesus. Jeg havde lyttet og lyttet og lyttet – og først efter at have lyttet længe, forstod jeg endelig, hvad det handlede det.

Hun synger om Jesus. Om manden, der bar himlen inden i sig – om manden der brugte almindelige ord, men som talte om livet. Om manden der fik os til at forstå, at vi mennesker nok egentligt altid har talt om himlen, også inden Jesus levede på jorden.

Men inden jeg forstod, at sangen handlede om Jesus, så måtte jeg nynne melodien igen og igen. Sådan er det også med livet, hvis livet var en melodi. Så skulle vi også nynne den igen og igen, inden vi ville begynde at forstå bare en lille smule af livet. Vi skal også nynne melodien om hinanden mange gange, inden vi begynder at forstå en lille smule om hinanden. Eller nynne melodien om livets omfang, Gud, eksistensen og døden, inden vi rigtig forstår.

Vi lever i denne på mange måder smukke verden, men vi er også begrænsede i den, for vi forstår ikke alt. Paulus skrev at: endnu ser vi et spejl, i en gåde. At livet er en gåde, som vi endnu ikke har løsningen på. Men vi kan måske ane, hvad Gud har villet med verden. Vi kan se Guds vilje med verden, hver gang noget godt sker – når vi får ærlig øjenkontakt med hinanden eller når vi hjælper hinanden. Lige der i det øjeblik, kommer Guds himmel nær til verden. Eller som Lisa Ekdal sang: Vi er mange, der taler om himlen, men få kan forstå en evighed.

Men vi behøver heller ikke forstå evigheden nu, hvor vi lever i timeligheden. Vi lever i en verden, hvor vi må acceptere, at selvom vi bruger livet på at nynne en melodi om Gud, så forstår vi ikke fuldt ud – ikke endnu.

Men gennem Kristus får vi en retning mod Gud.

Jesus var manden, der talte livet frem, hvor alt var dødt. Manden der så gennem alt det rod, skam og ituslået, der ligger i os, og så på det med mildhed. Manden der ikke dømte det menneske, der havde prøvet, men fejlet; men som derimod dømte dem der hyklerisk troede, at de var bedre end dem, der havde fejlet. For vi har alle fejlet. På et tidspunkt i vores liv har vi fejlet, og det bliver vi såmænd ved med at gøre. Men vi bryder os ikke om at høre det. Selvfølgelig gør vi ikke det – det er heller ikke meningen.

For det vigtigste er ikke, at vi fejler, men hvordan Gud ser på os, når vi har fejlet. Og Gud ser på os med milde øjne. Ser alt det, der er noget rod, slået itu eller fyldt med skam inde i os – og ser stadigvæk på os med milde øjne. Og i det øjeblik, hvor vores liv ikke længere behøver være noget, som vi fejer ind under gulvtæppet, men er noget, som vi kan se på ærligt og kærligt, da ændrer vi retning. For da betyder alt det rod ikke så meget, som det har gjort før – da bliver der en accept af rodet – en accept af det hele menneske, vi er. Vi bliver tilgivet og dermed givet til os selv på ny.

Mennesker, der mødte Jesus, kunne ikke andet end at vende sig mod ham. Vende deres liv mod ham.

Og det skete ikke bare dengang – men sker også i dag. For Kristus var ikke bare til stede i et punkt i historien. Fordi han en dag lod sig bære ud af livet og ind i verden, er han nu til stede i alles liv. Det er ikke alle, der endnu har opdaget det, men han er der – ser os, hører vores tale om himlen endnu før vi selv forstår, at det er det, vi taler om. Ser på os med mildhed. Sværere behøver det ikke være – heller ikke for os.

Det er hvad denne dag handler om – at Kristus går med hver enkelt af os gennem livet.

Men vi lever i denne verden fyldt med kategorier, der er meget menneskelige, som vi bruger til at forstå verden med. Hvad er sandsynligt, hvad er forklarligt, hvad er videnskabeligt, hvad er beviseligt? Men når vi taler om Gud, bliver talen usandsynlig, uforklarlig, uvidenskabelig. Som hele Jesu liv var det. Og dengang var der nogle der ikke ville tro det, selvom de bare kunne gå ud og se det. Og i dag er der folk, der ikke vil tro, og bruger langt tid på at bortforklare Gud. Vi skærer små bidder af verden og undersøger dem under lup for at forstå Gud. Men vi gør det alt for svært for os selv. Vi leder og leder, og opdager slet ikke at livet handler om at blive fundet.

Og Kristus har fundet os.

Det finurlige ved Kristi Himmelfart er, at mange prædikener handler om, hvor svært det er at tro, at Kristus fløj til himmels en ellers helt almindelig dag i løbet af en helt almindelig uge. Men vi gør troen sværere for os selv her – for Kristi Himmelfart er hverken mere eller mindre utrolig end inkarnationen og opstandelsen. Kristi Himmelfart er faktisk i tråd med hvad Jesus Kristus har vist os om Gud.

Kristus måtte op til Gud, om man vil, for at kunne få øje på hvert eneste menneske. Han blev løftet ud af verden – og ind i vores hjerter. Det er egentlig ret enkelt.

Jeg tror, vi skal tage troens enkelthed til os, selvom vi måske kan mærke protesten i os. Kan det virkelig være så enkelt, og hvorfor kan svaret på det ikke være ja? Ja, det behøver ikke være kompliceret for at være sandt. Det sande er jo netop enkelt, når ens hjerte griber det. Vi får en retning.

Men som med alt i livet, så kan det ske, at vi igen og igen skal have udstukket retningen på ny. Og heldigvis så kan vi komme her i kirken og få korrigeret vores kompas. Vi kan også bede, synge, læse i Bibelen eller meditere. Vi skal give plads til tilbedelse i vores liv, så vi kan opdage, at Kristus allerede er med os. Eller sagt med andre ord, så skal vi nynne melodien om Gud igen og igen – og gerne sammen.

Kristi Himmelfart kommer med verdens bedste nyhed – intet mindre. Kristus går med os – giver os en retning i livet. Det kan vi leve på.

Amen

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...