søndag den 28. juni 2020

3. søndag efter trinitatis 2020

For et par generationer siden, var en kvinde, der boede ved vandet, ude at gå. Derude ved vandkanten, hvor himmel og hav rører hinanden, tabte hun sin vielsesring. Ikke med vilje, men ved et uheld gled den lille guldring af fingeren, og forsvandt mellem sand og sten. Og da hun opdagede det, blev hun ulykkelig, og ledte og ledte, men selvfølgelig fandt hun ikke sin ring. Den var tabt.

Tiden gik, der kom børn til, kroppen fik mærker af livets slidt, solnedgange og solopgange afløste hinanden.

På den tid hentede man sand fra stranden til at strø på gulvet i forbindelse med rengøring og til pynt. Sådan gjorde de også den dag, hvor det skete. De gik til stranden hentede sand, og strøede ud på gulvet. Og der lige midt i snavset, glimtede noget pludselig som en lille stjerne. Det var, ja I nok gættet det, hendes vielsesring. Den selvsamme ring som hun årtier forinden havde tabt. Den var med gulvsandet fra stranden endt lige præcis i hendes hus. Ringen var blevet fundet igen, og der var en glæde som kun var blev overgået den dag, hun første gang fik den på.

Se, den historie er sand. Det er faktisk sket, og alligevel lyder det så usandsynligt, at netop den ring, der årtier forinden var blevet tabt på en strand, skulle ende hjemme på gulvet hos den samme kvinde. Det er svært at tro, og kun fordi Søren Ryge engang har fortalt den i fjernsynet, tror jeg på historien.

Det tabte blev fundet.

Der er noget næsten evangelisk i fortællingen – det der synes tabt for altid, bliver alligevel ad omveje, som vi hverken har kontrol eller magt over, fundet og skaber glæde.

Det minder om lignelsen til i dag. Om sønnen, der blev tabt for faderen og familien, og som alligevel på trods af alt, alligevel kommer hjem og skaber glæde. Og det selvom der måske er gået årevis, siden har forsvandt. Men mon faderen i den tid mistede sit ønske om at gense sin søn? Jeg tror det ikke. Jeg tror faderen har ønsket, at sønnen en dag ville komme gående, og mon ikke han har forestillet sig, hvordan han selv ville løbe ham i møde? Omfavne ham, dufte hans hår, se ham i øjnene og smile. Ikke skænde eller true ham, men holde ham tæt. Tæt på hjertet og tæt på livet.

Lignelsen hedder i daglig tale ”Den fortabte søn”. Fortabt er et pudsigt ord. Det er sammensat at ”for” og ”tabe”. Når man sådan sætter FOR på et ord, så indikerer det, at noget ændres til en ny og blivende tilstand. Så når man siger FOR-tabe, så betyder det, at det er noget, der ikke kan findes igen. Når det er fortabt, kan det altså ikke genfindes. Det tabte kan findes, men det fortabte er for evigt tabt.

Derfor er det jo interessant, at sønnen kaldes den fortabte. Og her menes altså den yngste søn, selvom flere har forsøgt at gøre gældende at den ældste er fortabt. Men det er han ikke – han er blot vred og misforstår, og det fortabes man heldigvis ikke af.

Det er den yngste, der er fortabt – blevet væk fra sin far. Blevet væk fra sit eget liv. Han er gået sin egne veje, og det er der jo faktisk ikke noget galt i. Ja, det tilskynder vi hinanden at gøre. Så hvor er det, at han bliver tabt?

Han bliver tabt og fortabt lige der, hvor han tror, at han kan klare sig uden andre – der hvor han trækker sig fra kærligheden, som vi i lignelsen møder i faderens skikkelse. Der bliver han fortabt.

Og så taber han også sig selv. Han kommer ud i en krise, hvor han ikke længere kan finde fodfæste i sit liv.

Men det er ikke krisen, der gør ham fortabt – det er da, han vender ryggen til. Og skal vi tage ordet fortabt til indtægt, så betyder det, at den yngste søn nu er gået ind i en ny og blivende tilstand, der ikke sådan kan ændres. Han er hermed fortabt for altid. Med lignelsens ord dømt til at bo langt fra sit hjem i kummerlige forhold. Oversat at bo væk fra det hellige i livet, og dermed i en verden, hvor Guds rige ikke længere bryder igennem.

Hvis lignelsen nu endte her, så ville vi kun kunne bruge den til at moralisere overfor andre, men heldigvis fortsætter den. Der er evangelium i lignelsen, og evangeliet er, at faderen og sønnen finder hinanden, og der bliver glæde.

Det fortabte bliver fundet. Sådan ser nåden ud – det fortabte bliver fundet.

Nåde er, at Gud kan ændre det, der ikke kan ændres. Han kan ændre en ellers blivende tilstand til noget nyt. Så det, der ellers var fortabt – ikke kunne ændres og aldrig ville blive fundet, kan, når vi har med Gud at gøre, faktisk blive fundet. Det FOR-tabte bliver til FOR-nyelse i Guds rige. Det er nåde.

Sønnen bliver derfor bundt indenfor, selvom vores retfærdighedssans måske taler imod, og siger at sønnen i det mindste burde få en timeout eller blive skældt ud. Men Faderen fester, når det, der er tabt, bliver fundet. Uden forbehold.

Hvad med os – er vi fortabte. Tja, det er der forskellige holdninger til. Men det er egentlig ikke så vigtigt, for pointen er, at når vi føler os som en forladt og fortabt guldring på en stor strand, når vores indre glød falmer af vind og vejr og ensomhed, så leder Gud efter os. Vi bliver fundet, pudset og fornyede, så vi igen kan skinne klart. Nåden gælder også os.

Gud har givet os et løfte, som han ikke fortryder. Et løfte, som han gentager på forskellig vis. Et løfte om at værne os, gå med os og velsigne os. Et løfte om at vi altid har et hjem hos ham, og at vi, når vi kommer, altid vil blive modtaget med åbne arme.

For nåde er at blive taget imod, når man selv tror man ikke fortjener andet end den nederste plads – eller måske slet ikke engang en plads. Nåde er, at den er ufortjent, og at selv den, der bliver misundelig, får nåden.

Gud vender ikke ryggen til os, men tager imod os som vi er – hvor vi er i livet.

Martin Luther brugte store dele af sit liv på lede efter en nådig Gud. Den søgen gør mange sig stadigvæk, og spørger Gud: hvad kan du gøre for mig Gud. Måske lyder det som et krav til Gud, men det er også en søgen efter Guds nåde. Søgen efter Gud, når føler, han ikke længere følges med os.

Men som Peter Bastian skrev i den bog, der skulle blive hans sidste, så er mennesket altid allerede elsket. Vi er elsket inden vi beder om arven, og elsket inden vi kaster os ud i en søgen efter det, vi allerede har. At tro handler ikke om det, vi kan gøre for Gud, men om at Gud tager imod os. Nåden har altid været vores. Hvis vi vil have den.

Det indså Luther, og formulerede derfor, at Kristus havde og har fritaget os fra at skulle frelse os selv. Vi skal ikke selv skabe fornyelse ud af fortabelse – det gør Kristus for os. Vores fortabelse bliver til fornyelse og glæde, og vi skal ikke andet række vores arme frem og lade os omfavne.

Mere skal der ikke til – mere har der aldrig været brug for.

Lad glæden begynde.



Amen


Dagens tekster:


https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

søndag den 21. juni 2020

2. søndag efter trinitatis 2020

”For jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren” Amen
Det er en dyb længsel i mennesket efter at høre til – at være en del af en gruppe. Det er en længsel så dyb, at man i nogle samfund har brugt det at smide folk ud af gruppen i kortere eller længere tid som en straf. Som den ultimative straf.

Når man ikke længere bliver regnet, bliver set eller hørt, så smerter det langt ind i sjælen.

Derfor gør vi mennesker meget for at blive i gruppen. Derfor ser man også, at nogle ser tavse til, mens der foregår mobning eller folk bliver bagtalt, fordi de selv er bange for at blive dømt ude.

Vi frygter at andre vender ryggen til os. Den afvisende, brede ryg som man viser, at man ikke længere er velkommen. Man føler sig låst ude, og har ikke længere lov til at komme indenfor. Man er ekskluderet.

Det ligger dybt i os, at vi gerne vil høre til. Vi har med andre ord brug for at føle os som en del af et fællesskab eller som velkomne et sted. Vi har brug for at blive mødt ansigt til ansigt.

Der gør en forskel.

I kristendommen hører vi i det gamle testamente om en Gud, der viser os sin ryg, viser sig i flammerne eller gennem tordenrøst. Men det ændrer sig i det nye testamente – den ændrer sig med Jesus. For her får vi et ansigt, der møder vores. En Gud, der kigger os ind i øjnene og siger kom. Gud vender sig om mod os, i stedet for at stå med ryggen til og siger: der er er plads til dig.

Det er tydeligt i dåben, hvor vi læser højt fra Bibelen, hvor Jesus siger: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Vi er ikke alene, for Gud går sammen med os – han går ikke foran og viser vejen; men slår derimod følge med os på vejen.

I dagens evangelium hører vi, at Jesus bliver fulgte at store skarer. Af flokke af mennesker, der går lige efter ham. Det eneste de har set, er de andres rygge og baghoveder og støv, der blev hvirvlet op. Jesus har gået forrest. De har fulgt ham blindt og opildnet af massernes tilbedelseslyst.

Det er set mange gange i historiens løb at store masser af mennesker har opildnet hinanden, både til store og smukke statements, men desværre også til uhyrligheder. Begge dele er mulige, når mennesker mødes. Det hedder tribalisering, når mennesker uden ord med kun vha. kroppen tuner ind på hinanden og bevæger sig som stære i flok.

Jesus gør i sit virke op med de store flokke. Han har kendt risikoen for blind efterfølgelse, som netop kan ske, når man kun går efter en ryg af en person, og ikke bliver mødt ansigt til ansigt. Han siger nej til en kristendom, hvor vi skal jage efter ham.

Og derfor hører vi i dagens evangelium om, at han pludseligt vender sig om, står ansigt til ansigt med skaren og taler til dem. Taler alvor, for at vække dem ved at sige, at når de går efter ham, så er det ikke nok bare blindt at følge de andre, for Gud kræver dig – dit liv og dit hjerte. At være troende er ikke bare noget, man kan gøre i sin fritid, men kræver dig livet igennem.

Så Jesus vender sig mod dem, og giver dem et ansigt. De skal ikke længere følge ham, de bliver mødt af ham.

Hele skaren må gerne alle blive hans disciple, men ikke som en stor flok – kun som individer går det an. Det er DIG, Gud leder efter – ikke den flok, du tilhører.

I mødet med Gud betyder det ikke længere noget, hvilken betydningsfuld slægt du kommer af, det betyder ikke noget om du er rig eller fattig, populær eller vigtig. Det der betyder noget er DIG. Derfor siger Jesus også til os, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Når vi siger hader, så forestiller vi os altid en intens følelse i kroppen, men her skal mere tænkes som en påmindelse om, at i Guds rige er dine familierelationer ikke det vigtigste – det er derimod Gud og næsten. Du skal ikke kun sørge for dem, som du ved, elsker dig. Du skal være næste for alle, du møder.

Så det kræver at være kristen – og Jesus fortsætter med at tale om, at man heller ikke bygger et tårn uden at beregne udgifterne. Det er i al fald noget, vi kender ret meget til her i Møllevang. Der er i al fald lavet minutiøse beregninger, og de er mange bolde i luften, når man bygger et tårn.

På samme måde med vores Gudsforhold – Gud vil have med os at gøre hele tiden. Og den gode nyhed er, at Gud er her allerede.

Gud har vendt sig mod os, gået hen til vores dør og banket på. Hører vi ham banke, så vil han gå ind og holde måltid med os. Men det er HAM der kommer til os, og banker på døren til vores hjerter. Vi skal låse op, så han kan komme ind. Vi behøver ikke halse efter Gud, for han står og banker på.

Og når vi har låst op for vores Gud og skaber, skal vi vende os mod andre mennesker og møde dem ansigt og ansigt og invitere dem indenfor. Vi må ikke vende ryggen til hverken Gud eller mennesker.

Det hele hænger sammen – vi kan ikke nøjes med at bygge fundamentet til tårnet, hvis vi ikke bygger resten.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” sådan svarer Gud profeten Jeremias, som vi hørte læst højt ved alteret. Jeremias klager til Gud, og klager over sit liv. Han skammer sig pga. Gud, han er som et sår der ikke vil læges og Gud er for Jeremias som en bæk uden vand.

Ethvert menneske, der får sådan en svada, havde nok vendt Jeremias ryggen, men ikke Gud.

Han siger derimod:

”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå i min tjeneste” og ”Jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig”. Det er svaret på klagen. Gud vender sit ansigt mod os.

Så vi må også gerne klage til Gud – vi må beskylde ham for det værste og råbe det grimmeste. Det kan Gud bære, men han kan ikke bære, at vi tror, at han ikke er hos os. Eller at vi skal følge ham, som en diktator, der udstikker love og regler. Det er ikke sådan Gud er – det er ikke sådan vores tro er.

Vi tror, at Gud er med os alle dage – vi tror, at Gud skænker os frelsen uden at vi behøver gøre os fortjent til den – at han gavmildt giver os sin nåde – og at han hver evig eneste dag banker på vores hjertes dør for at komme ind. Den har øre at høre med, skal høre.

Og lytter vi, kan vi høre Guds skridt lige ved i siden af vores. Gå frimodigt ud i livet – gå.

Amen

Søndagens tekster kan findes her:

søndag den 7. juni 2020

Trinitatissøndag 2020

Da jeg skulle forberede prædikenen til i dag, gjorde jeg som jeg plejer, nemlig at finde bibelteksterne til søndagen på Bibelselskabets hjemmeside. Det har jeg gjort de sidste 12 år, så der var sådan set ikke noget nyt i det; bortset fra, at da jeg forsøgte at komme ind på hjemmesiden, blev siden rød, og der dukkede en advarsel med kæmpe trekant op.

Der stod: ”Vildledende website forude. Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.”

Det gik jeg lidt og tyggede over, for jeg havde egentlig aldrig syntes at Bibelen var farlig.

Men det kan den være. Eller det vil sige, at den kan bruges af mennesker, der vil sætte deres egen magt forrest i verden, og dermed bliver Bibelen redskab for magtmisbrug. Bibelen kan være farlig, når man bruger den til at legitimere sin magt over andre mennesker. Når man tager en magt, man ikke har mandat til at tage, og som fastlåser folk i et greb, de ikke kan komme ud af og som kvæler dem, så er Bibelen farlig.

”I can’t breathe” sådan sagde den amerikanske George Floyd mandag i sidste uge, da han med et knæ på halsen døde af kvælning. Knæet tilhørte en betjent. Og siden har vi set, hvordan folket i USA demonstrerer mod magt, der bliver misbrugt, og særligt overfor den sorte del af befolkningen. Og vi ser politibetjente bruge deres knæ i solidaritet ved at knæle foran de demonstrerende masser, og vise, at de også kæmper mod magtmisbrug.

”I can’t breathe”. Jeg kan ikke få vejret.

På dansk siger vi, at vejrtrækningen er noget vi får. Vi modtager den luft, der holder i os, og det klinger af fortællingen fra begyndelsen på Bibelen, hvor Gud puster livsånde i Adams næsebor, og giver ham livet. At kunne vejret er en gave, vi modtager, hver gang vi ånder ind. Det ved patienter, der kæmper med at trække vejret – det ved mennesker med corona. At kunne trække vejret er en gave, vi får. Gud skænker os ånden, og intet menneske har ret til at tage livsånden fra et andet menneske. Den gave tilhører det menneske, der har fået den. Det er magtmisbrug, hvis man tager andres livsånde, fordi det er magtmisbrug at tage det, der ikke er dit.

Men magtmisbrug er også at tro, at magten gør en mere værdifuld end andre. Magtmisbrug er at træde ned ad, fordi man kan, eller fordi man ikke bryder sig om et andet menneske, eller fordi man er uenig. Magtmisbrug er et knæ, der holder den anden nede.

Denne slags magt har verdenshistorien set mange, mange gange, og det er nok ikke slut endnu.

Den magt fik Jesus slået ihjel – og den magt slår folk ihjel den dag i dag.

Men det bliver også tydeligt, at det er anden magt, vi taler om i kirken. Evangelierne vil lære os om magt, men på en anden måde. Allerede sproget herinde er anderledes, fordi vi her taler om almagt. Guds almagt.

Jeg holder meget af ordet almagt. Det referer til Guds kærligheds magt. Guds kærligheds magt er en almagt, der aldrig bliver mindre af brug, aldrig korrumperes og aldrig forsvinder. Gud fortryder aldrig sin kærlighed til os, sin skabning, og derfor er Guds magt en almagt. Den holder altid.

Gud elsker os inderligt og stædigt, og så meget, at han vil bruge sin magt til at frelse os.

Og til at frelse selv den stakkel, der livet igennem troede, at magten var hans ejendom. For Guds almagt er magten til at frelse os mennesker, som vi er.

Guds almagt har ikke brug for kontrol over andre, for at gælde alle. Den tør endda være afmægtig, som den var da Jesus hang på korset, og døde af kærlighed til dem, der ikke ville elskes. Eller turde.

Gud elsker på trods – også dem, der afviser ham. Det er almagten. For almagt er ikke den slags magt, der tvinger folk til troen på Gud, men en magt, der holder ud og holder ved, også når vi mennesker vender ryggen til Gud, og nægter at følge hans vilje.

For vi er sat frie under Guds magt – vi er sat frie til at bevæge os – vi er sat frie til at skabe frodighed og liv.

Guds magt frisætter i stedet for skelsætter. Guds magt er kærlighedens almagt. Alfa og omega – begyndelsen og ende.

Og vi lever her i miden af det hele – et sted, hvor ondskab og tåbelighed titter frem. Et sted hvor der er brug for advarselssider, der blinker, når vi nærmer os hinanden og hvor der står: ”Brugeren har ondsindede hensigter, og kan narre dig til at gøre farlige ting.” Og der findes helt konkrete eksempler på, at næstekærligheden får lavere prioritet end penge og privilegier. Så vi lever i en virkelighed, der ikke altid afspejler Guds almagt – en verden, hvor der er en spænding mellem det, der gør mennesker godt og et knæ på halsen.

Kristeligt set er enhver magt givet af Gud, så vi kan være næstekærlige mod hinanden. Det gælder alle i samfundet. Og når den magt ikke længere bruges til fælles bedste, skal vi sige stop.

Vi skal turde gå ud i verden, og tale magtmisbrug i mod og sætte Guds almagt ind i stedet for. Vi skal sige fra, når næstekærligheden bliver korsfæstet.

Vi har fået hinanden som ansvarsområde, og det forpligter os til at tage det ansvar på os. Vi må ikke se tavse til, når mennesker bliver onde ved hinanden – vi skal sige fra og sige stop. Det ligger måske langt fra den danske måde at være på, fordi tillid stadigvæk er en stor del af vores måde at være samfund på; men hvis vi ikke værner om den tillid, så smutter den os af hænde. Vi skal sige fra, når magten misbruges – ikke fordi det er det politisk rigtige at gøre, men fordi det er det kristelige at gøre.

Vi må insistere på kærligheden, når den er svær at finde.

Jesus siger i dagens evangelium, at vi skal gøre som han har befalet os. Det lyder faktisk meget som vores menneskelige magtsprog, men ordet er bedre oversat med ”at give en opgave”.

Vi skal gå ud i verden, og lære det, han lærte os. Vi skal møde hinanden fordomsfrie og med nærvær og omsorg. Vi skal gøre kærligheden til en måde at være på og en måde at handle på. Vi skal gøre den levende mellem os. Det gælder os alle. Gud har kaldet os alle til at være medmennesker for hinanden.

Men Jesus siger også i evangeliet til i dag ”se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Vi er ikke alene i den opgave det er at være menneske, og det kan være en lettelse de dage, hvor opgaven kan tynge os, tvivlen fylder os eller frygten rammer os. Vi er ikke alene i dette liv – Gud er med os hvert øjeblik.

Han rækker os livet, så vi kan række os ud mod hinanden.

Verden er ikke tabt til ondskab. Tværtimod. Den er vundet af Gud. Men verden trænger til det Gud vandt, som den altid har trængt til det. Derfor giver Gud sin magt – sin fuldmagt til Kristus – så han kan række os kærligheden, glæden, frelsen, nyskabelsen videre til os. Der er stadigvæk og vil altid være grund til at håbe på at kærligheden er stærkest.

Jeg kan trække vejret. Nu.

Amen




Dagens evangelium kan findes på bibelselskabets hjemmeside - hvis du tør.

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...