7. søndag efter trinitatis 2020

Krzysztof Kieslowski, der er en polsk filminstruktør, lavede tilbage i 1988 en serie ved navn Dekalogen. Ti film, der handler om de 10. bud. Den første film handlede således om buddet: du må ikke have andre Guder end mig.

I filmen møder man den unge dreng Pavel, der er på besøg hos sin faster. Når han besøgte fasteren, kunne Pavel tale med hende om Gud – noget han ikke kunne med sin far, der kun troede på computere, og heller ikke med sin mor, der var bortrejst til udlandet. Men fasteren derimod kunne han tale med om Gud.

En morgen er han på vej i skole, og der ser han en død hund i sneen. Den er frosset og udmagret. ”Hvor er Gud” spørger han sin faster – og hun siger bare til ham: ”kom herhen”, og tager ham tæt ind til sig, og spørger ham: ”Hvad mærker du”. Han svarer ”Jeg elsker dig”.
Og fasterne kan kun sige: ”Ja, der er Gud”. 

Ja, hvor er Gud?
Det spørgsmål lyder verden over – råbt i afmagt i krigshærgede lande, hvisket under dynerne i diktaturstater og grædt fra hospitalets gange. Hvor er Gud?

Juri Gagarin, der var det første menneske i rummet, sagde, da han landede på jorden, at Gud ikke fandtes, da han ikke havde mødt ham i rummet.

Og hvis det var så enkelt at afskrive Gud, så ville der ikke være tro i dag.

Men så let er det ikke – for bag facaden – bag ved det, som vi umiddelbart ser, aner vi en anden virkelighed.

Guds virkelighed.

Men spørgsmålet klinger endnu: hvor er Gud? Jeg ville ønske, at jeg kunne pege, men det kan jeg ikke.

For peger jeg på vores smukke kors lavet af Erik Heide, så ser vi alle, at korset er tomt. Kristus hænger der ikke mere.

Svaret er måske enkelt – Kristus er blandt os – mellem os – hos os.


Men så alligevel. For det er nok for enkelt – Kristus er ikke bare med os, som en skygge eller ånd, der uden vilje bare går hvor vi går. Nej, der ligger mere i det. Det handler evangeliet til i dag om.

I evangeliet står der, at ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden uden jeres Fader.”

Uden jeres Faders hvad? Der mangler ligesom et ord. I Bibelen 2020, som er en tolket version, står der: ”Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med”. Der har de forsøgt at afslutte sætningen ”uden jeres Fader”.

Det er da også på godt jysk træls, at der ikke står mere. Så vi gætter, men som Johannes Møllehave så rigtigt har sagt: ”Man kan ikke oversætte et ord, der mangler, det må man nøjes med at gisne om. Det er jo irriterende og drilagtigt nok” (”Hvor kærlighed bor” af Johannes Møllehave, Lindhardt og Ringhof, 2. udgave, 1. oplag 1997, s. 391).

Jeg tror dog, at det ikke bare handler om, at Gud følger os som en skygge. Det bliver for tandløst og ligegyldigt, hvis vi reducerer Gud til en skyggetante i livet.

Der ligger mere i det manglede ord end det. Der ligger mere i ingenting end som så.

Det kender vi godt. Et menneskeliv er også fyldt med mangler og huller – og de betyder mere end som så. Vi oplever alle, at livet rummer fragmenter og brudstykker. Vi oplever alle, at noget er uafsluttet – og altid vil være det. Og der fortæller på sin vis også en historie om os.

Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at vores hjerner er skabt til at finde mønstre i livet. Så når noget sker, så finder vi et mønster.

Vi finder også mønstre i vores liv, og det vi oplever. Vi fortæller selv vores historie, og der vil altid være en hovedlinje gennem livet – et mønster, der bliver dominerende. Til tider kan det ske, at vi stirrer os blinde på det mønster. Det gør ikke så meget, hvis vi det vi ser, er kærlighed, omsorg og nærhed. Men det kan blive hæmmende, hvis vi kun ser svigt og sorg. Da skal vi nuancere historien – for måske var der et lille mønster af venskab eller familiebånd, der kunne fortælle en anden historie om ens liv end den dominerende.

Der er altid mere at sige om os mennesker end bare det ene mønster, vi stirrer på.

Der er mere at sige end de huller, mangler og det uafsluttede – der er altid mere.

Det er evangeliets påstand – at der er mere. Mere end det, vi tror, ser og opdager.

Altid mere end.

Senere i Matthæusevangeliet siger Jesus da også til sine disciple, at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.

Når vi har med Gud at gøre bliver 2+2 til 5. Gud vil møde os, hvor vi er.

Derfor vover vi også at sige, at selvom mennesker ligner støv på afstand, og der er massevis af os, så er hver enkelt af os villet af Gud. Vi er ikke tilfældige overfor Gud – vi skabt i vilje og med vilje af Gud.

”Du er mere værd end mange spurve”.

Men vi må selvfølgelig ikke blive så selvoptagede, at vi ikke opdager at andre mennesker har brug for os – det hørte vi om i sidste uge. Når vi i dag hører, at vi er mere værd end mange spurve, skal vi ranke ryggen og gå frimodige ud i livet.

Det betyder ikke, at vi undgår lidelse, for en discipel står ikke over sin mester, og vores mesters liv indeholdt megen lidelse.

Vi er ikke skånede livets hårdhed – vi kommer alle til at opleve smerte, fortvivlelse, tomhed og ensomhed. Det lægger Jesus vægt på i dagens evangelium.

Evangeliet til i dag, er en del af en større tale, hvor Jesus sender sine 12 disciple ud i verden for at de kan fortælle om Himmeriget. Og han lover dem ikke en let gang ud i verden, men en realistisk gang, og derfor siger han som han gør – ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve.

Dit liv er givet af Gud – det er værdifuldt, også de dage, hvor du ikke selv tror det. Gud har skabt DIG til dette liv. Og sker det, at du taber, knuser og ødelægger det liv, så husk på, at selv der, er du mere værd end mange spurve.

Så Gud går ikke bare med os – han er med os med sin vilje og billigelse. Og ikke en spurv falder til jorden uden jeres Fader. Han er med, når livet går i stykker – og særligt der hvor det sker uden hans billigelse. Det er nemlig ikke Guds første vilje, at livet skal indeholde smerte, hårdhed og kulde. Det er ikke hans vilje, og DERFOR er han netop med os, der og når der er brug for det. Når kærligheden opleves at svigte, når håbet knuses og fremtiden mørknes.

Ja, netop der lægger Gud mere til i vores liv. Han lægger sin kærlighed.

En kærlighed som vi er en del af. Ja, Gud sætter en uendelig kærligheds værdi på dit liv. Du er til for den kærlighed – og den finder dig (Møllehave ibid. S. 398). Uanset hvad der så end sker – for kærligheden er betingelsesløs. Den er en del af dig – en del af os – levende og varm.

Kærligheden er varm, selv på en kold dag, hvor en ung Pavel finder en død hund i sneen.

Selv i mødet med døden, er kærligheden varm og Gud levende.

Det er troens kerne. Gud giver os livet – og giver os det af døde.

Så hvor er Gud? Han er der, hvor vi har brug for det – og lægger det til, som vi ikke kan selv.

Ingen af os falder til jorden uden vores far.

Amen




Dagens tekster, kan du finde her:

https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

6. søndag efter trinitatis 2020

Den unge mand står foran Jesus med alle sine intentioner. Han har gjort alt det rigtige – og ved det godt. Har måske brug for at blive rost og beundret for sit storsind. Han skal bare lige have tjekket den sidste ting af på listen – hvad mangler jeg så?, spørger han Jesus kækt. Hvad mangler jeg, så jeg kan være et godt troende menneske – blive fuldkommen – det sidste flueben.

Men forinden har Jesus lige haft et andet besøg. Lige inden den unge mand, kom nogle mennesker gående med børn på armen. Disciplene havde truet af dem, men Jesus havde sagt til dem – lad dem være, og stands dem ikke i at komme til mig, for himlenes kongedømme tilhører dem. Sådan havde Jesus sagt lige inden den unge mand, kom gående. Den unge mand havde måske hørt Jesu ord, og alligevel opdager vi nu, at han slet ikke havde forstået dem.

Han forstod slet ikke, at Guds riget er vores, hvis vi tager imod det som et lille barn. Uden forbehold, uden mistanke, uden behov for at være bedre end andre, uden krav om at gøre noget særligt eller om at blive rost. Vi skal bare åbne vores arme og tage imod Guds rige. Det er dit og har altid været det.

MEN…..

Desværre bliver der ofte indsat et men efter den gode nyhed. Et ”men” som vi mennesker ofte sætter for os selv. Når Gud siger: Guds riget er jeres. Siger vi: MEN kan det nu passe? Gud må da ville have lidt i retur, så vi har det med at indsætte en klausul – en slags betaling for Guds rige.

Du har fået Guds rige, MEN du skal være et godt menneske, MEN du skal gøre dig umage, MEN du skal forsøge at være fuldkommen.

Vi indsætter lige et MEN, foran Guds rige, og misforstår dermed alt. Og bliver som den unge mand, der slet ikke forstår, at Guds rige allerede er hans.

Den unge mand vil gerne gøre mere, men mest for at blive til mere. Han siger JEG – han sætter sig selv som hovedperson i verden. Eller som Martin Luther ville have sagt, så kroger han sig ind i sig selv. Det er noget af det farligste, for når man kroger sig sammen for at se ind i sin egen navle, så ser man ikke andre mennesker.

Og den unge mand ser kun sig selv. Hvad skal JEG gøre for at blive til mere?

Og da er det, at Jesus åbner hans verden, og minder ham om loven, som han allerede kender – du skal ære din far og mor, du skal være tro mod din hustru og være god ved din næste. Der er altså andre i verden end dig. Han forsøger at åbne hans blik. Forsøger blidt at rejse hans hoved.

Men den unge mand forstår ikke, hvad Jesus mener endnu. Den unge mand forstår ikke, at det ikke handler om, hvad JEG gør, men om at vi er i fællesskab med hinanden – er afhængige af hinanden. Man får helt ondt af den unge mand, der ikke forstår det åbenlyse.

Men så er det, at Jesus rusker i ham med sine ord: sælg alt du ejer, giv det til de fattige og følg mig. Jesus beder ham om at gøre det umulige – eller ja, selvfølgelig er det muligt at gøre; men den unge mand har slet ikke lyst til at gå så langt i sin tro. Han vil kun gøre det, der er nemt, og ikke det, der kommer til at kræve et nyt liv af ham.

Jesus tvinger hans blik op – der er andre i dit liv end dem, du lige møder i hverdagen – der er også alle de fattige omkring dig. Og fattige bliver ved med at være fattige, hvis det eneste vi giver dem, er vores medfølelse. Den er god nok, men den fjerner jo ikke fattigdom.

Jesus udvider horisonten.

Eller som Charlotte Rørth fortalte efter hun mødte Jesus i Spanien – hun havde en klar oplevelse af, at det ikke var fordi hun var Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus. Det kunne være sket for hvem som helst. Gud er nemlig Gud for os alle på lige fod. Ikke en af os er bedre end den anden i Guds øjne. Og vi skal huske, at da hun mødte Jesus, mødte vi alle Jesus. Det var ikke Charlotte Rørths private oplevelse – det var et møde til og for os.

Så spørgsmålet er ikke, hvad JEG skal gøre for at få Guds yndest, men hvordan vi være noget for hinanden. Hvordan kan vi som menighed tage os af hinanden – og alle dem, der ikke sidder her? Hvad kan vi gøre?

En enkelt gren knækker nemt, hvis man brækker den over, men står man med et bundt grene i hånden er det umuligt.

Vi er sat i fællesskab, og det er lige præcis det fællesskab, som Jesus peger hen på, da han møder den unge mand. Vi kan ikke klare livet alene – vi har brug for hinanden. Eller sagt på en anden måde – DU er vigtigt, faktisk meget vigtig, men i ANDRES liv. Men du er ikke vigtigt, hvis du tror du står alene på livets tinde, da er det, at Jesus skubber til os.

Det er dagens ene store pointe.

Men det vigtigste ved dagens evangelium kommer faktisk til sidst, nemlig da Jesus siger: for Gud er alt muligt.

Gud slutter med at svare på den unge mands spørgsmål efter at have rettet hans ryg, så han kunne få øje på fællesskabet. Svaret på, hvad vi skal gøre for at blive fuldkomne, er nemlig, at det slet ikke handler om, hvad VI gør, men om at alt er muligt for Gud.

Det er Gud, der er mulighedens mester – ham, der vender alt på hovedet, ham der forvandler og fornyer. Det er Gud alene, der giver os Guds riget.

Vi kan ikke ved at strække armene frem, få det til at komme. Vi kan ved at være den bedste udgave af os selv, få Guds riget. Vi kan ikke forbedre os vejen ind i Guds rige.

Når Gud handler, så sker det umulige. Så skabes verden i et lysglimt ud af ingenting, så opstår liv på blå planeter. Gud gør det umulige muligt. Når vi har med Gud at gøre, kommer kameler gennem nåleøjer, børn modtager Guds rige, de rige kommer ind i himlen og den unge mand sælger alt.

For Gud er alt muligt.

Svend Bjerg, der er dr.theol i København, siger, at netop den mulighed, kan vi sanse i vores gudstro. At vi gennem troen ser virkeligheden åbne sig – vi står med troens drømme og syner, som han siger (Profane prædikener, Sven Bjerg, Anis forlag, 2. oplag 2010, s. 71)

Så at tro er at åbne sig for, at umuligheder. At åbne sig for Gud som fornyer af verden – fornyer af os. At åbne sig for, at Gud frelser alene uagtet vores bestræbelser og succeser. Og gud ske tak og lov for det – for da er det, at vi ikke længere går med hovedet bøjet mod egen navle for at se, hvordan vi kan blive bedre; men er frie til at få øje på hinanden og kaste os ud i livet. Ikke som et krav eller en klausul, men fordi vi faktisk ikke kan andet – vi bliver grebet af troen. Grebet af mulighederne.

Guds rige er deres, det må I ikke standse dem i.

Guds rige er vores.

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

5. søndag efter trinitatis 2020

"Jeg vil så gerne være lykkelig". Ordene rammer. Som et ønske, et krav. En længsel. Hun siger dem igen til mig over kaffen på cafeen. Som om jeg ikke hørte det første gang. Min veninde kigger på mig med søgende øjne – hvad siger jeg nu? Præsten, veninden, mennesket. Hvad svarer jeg lykken?

Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."

Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.

Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?

Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.

Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?

Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.

Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.

Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.

Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.

Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.

Gud er!

Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.

Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.

Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.

Villet i livet.

Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.

Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.

Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.

Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.

Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.

Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.

At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.

Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.

Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.

Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.

Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.

Tag dit kors på.

Lev.

Amen

Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke