20. søndag efter trinitatis 2020

Vi er sat i det her liv, der på godt og ondt udspiller sig, med os som hovedrolleindehaverne. Det er kun os, der kan leve det liv, der er vores.

Livet kræver os, kunne man sige.

Karen Blixen havde livet igennem en del mottoer, som hun levede ud fra, og et af dem var: ”Je responderay”

Det betyder: Jeg vil svare.

Livet skal svares. Når der bliver kaldt på os, skal vi give et svar. Det nytter ikke at være stille, gemme sig eller lade som om man ikke hørte noget. Livet kræver svar.

Og dermed også ansvar. For ansvar er at svare på tiltale. Give et ja eller et nej. Ansvar er altså ikke det samme som at tage opgaver på sig, men derimod at give det svar, der må gives – også når det svar er nej.

Jeg vil svare.

Jesus fortæller os en lignelse i dag, om to søskende, der skal svare deres far. Den ene svarer ja og den anden nej. Og det ville såmænd have været udmærket, hvis det ikke var fordi, at de gør det modsatte af, hvad de svarer. Den ene svarer ja, da faren kalder, men kommer ikke. Den anden svarer nej, da faren kalder, og kommer.

Det er forvirrende, når folk gør det modsatte. Det gør os usikre og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til dem. Forestil jer, at der var en på jeres arbejdsplads eller i jeres omgangskreds, der altid gjorde det modsatte. Det ville være næsten umuligt at være omkring dem.

Og alligevel fortæller Jesus en lignelse om to søskende, der er umulige at være omkring, fordi man ikke kan stole på deres svar.

Men det rammer alligevel noget – i al fald i mig. For engang imellem er det jo mig, der lover noget, jeg ikke kan holde. Eller siger nej til noget, jeg gør alligevel. Det er ikke min vilje at give det forkerte svar, men jeg fortryder eller ændre holdning – eller glemmer, hvad jeg har sagt.

Jeg vil svare – men jeg svarer nogle gange skævt.

Allerede Paulus skrev om det, da han i sit brev til romerne skrev: Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg (Rom 7, 15, 2020-oversættelsen).

Vi må nok indrømme, at sådan er vi mennesker. Vi har til tider lidt udfald. Og nogle gange gør vi endda noget, der gør andre ondt. Gøre noget ondt.

Paulus skriver i Romerbrevet, at det er menneskets selvoptagethed, der gør, at vi til tider vælger det onde fremfor det gode.

Selvoptagethed er det absolut modsatte af Guds intention med livet. Og måske derfor noget, vi slås så med. At være optaget af en selv, og dermed ikke af andre.

Jeg kommer sådan til at tænke på eventyret om Snehvide, der jo som bekendt var hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Snehvides onde stedmor, brugte et spejl til at hele tiden at blive forsikret om, at hun selv var den skønneste i landet her. Lille spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her? Sådan spurgte hun, og hver dag så hun sit eget spejlbillede, og i lyset af sine egne øjne, fik hun at vide, at hun var den skønneste.

Vi kan stirre os blinde på os selv, hvis vi kun ser på verden gennem vores eget spejlbillede. Luther talte om, at vi mennesker kunne være indkroget i os selv. Og Paulus kalder det selvoptagethed eller synden. Det er det samme, der sker – det er det, der fjerner os fra hinanden, og dermed også fra Gud.

Jeg forstår lidt bedre, hvad synd eller selvoptagethed er, når jeg hører om spejlet fra Snehvide. Når man står foran et spejl og iagttage sig selv, så har man ikke rigtig blik for andre. Og det man ser på, er jo ikke engang en selv, men et billede af en selv. Det er et SPEJL-billede, og dermed også spejlvendt.

Og vi kommer aldrig til at se os selv udefra – sådan i virkeligheden. Det vil altid være en optagelse, en gengivelse, et billede – men aldrig som andre ser os i virkeligheden.

Hannah Arendt, der var filosof, sagde noget i retningen af, at der er noget ved os, der kun kan ses af andre, og som vi slet ikke selv er klar over. Du er mere end du selv ved.

Det er interessant, fordi vi tror, vi kender os selv bedst; men i din næsten blik, er du mere.

Og i Guds øjne endnu mere.

Når Gud ser på os mennesker, så ser han, hvad vi rummer – og vi rummer mere end vi kan få øje på i spejlet. Vi rummer nemlig muligheden for at sige ja til Guds kærlighed og holde fast ved det.

Det kan være, at livet gør, at det netop det ja, kan være svært at give, og vi har en tendens til at glemme det ja i vores hverdagsliv med hinanden.

Men Gud ved, at det ja altid ligger i os. Gud ser vores uanede potentiale.

Han ser ikke kun dårlig frugt, men ser den gode frugt, vi har mulighed for at give. Og han ser, at selvom vi kom til at sige ja, og ikke gjorde som vi havde lovet, så er vi mere end det: nemlig at vi altid vil være hans.

Gud har sagt ja til mennesket. Sagt ja til sin skabning, og stadfæster det, da han bliver menneske i Jesus Kristus.

Aldrig vil han vende ryggen til os, og det ligegyldigt hvor tåbelige vi er, hvor meget vi end fejler eller dummer os. Jesu egne disciple er så udmærkede eksempler på, hvordan vi mennesker kan love for meget eller for lidt. Den sidste nat, hvor Jesus levede, havde de fx lovet at ville holde sig vågne med Jesus, men de falder alle som en i søvn. Og senere lover disciplen Peter at stå ved Jesu side; men da hans eget liv er i fare, benægter han ethvert kendskab til Jesus. Sådan kan går livet i forskellige retninger, og vi kan ende med at love mere end vi kan holde.

Men lige meget hvor meget, vi end kan lave ged i den, lige så meget holder Gud fast i sit JA til os. Ja til kærligheden til os.

Guds kærlighed bliver ikke slidt eller blegner. Guds kærlighed forsvinder ikke. Den holder stædigt ved os.

Det kan vi leve på. Vi kan vove at svare livet, fordi holdepunktet altid vil være Guds kærlighed til os. Du er elsket – du er Guds elskede barn. Og han kalder på dig. Håber at du siger ja, og står ved det. Og svigter du, ja så får du en chance til, for Gud opgiver aldrig at se det store i os, også når vi ikke selv kan se det.

Så svar frimodigt.

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

18. søndag efter trinitatis 2020

Fortællingen om Gud – eller rettere fortællingen om Gud og mennesket – er også en fortælling om træet.

Helt fra begyndelsen til i dag, spiller træet en rolle.

I Edens Have stod træet i midten af verden. Kundskabens træ. Ved at sætte sine tænder i dets lækre og indbydende frugter, kunne man pludselig kende forskellen på godt og ondt. Men Gud ville skåne mennesket, og sagde til Adam og Eva, at de ikke måtte spise af træet. De måtte tage alt det andet; men lige præcis det træ skulle de lade være. Men Adam og Eva gjorde ikke som Gud ville, og en dag tog de en frugt fra træet og spise af det. Og verden forandrede sig for altid. De så på hinanden på nye måder. De så på dem selv på nye måder. De var ikke længere uskyldige, men skyldige. Det var første gang mennesket ikke gjorde, som Gud ville. Og Gud blev vred. Så vred, at han sendte dem væk fra Edens Have – ud i verden.

Senere da jorden var blevet befolket, begyndte mennesket igen at forplumre Guds intention med sit skaberværk. I stedet for at leve i fred og kærligheden, omgav de sig med sladder, ondskab, hævn og ulighed. Og da besluttede Gud, at Noa – en retfærdig mand – skulle bygge et skib så stort, at to af hver art på hele jorden, kunne være i det. Og af træet formede han sin ark, der reddede skaberværket, mens Gud lod regnen falde over jorden, og igen straffede mennesket.

Men Gud indså noget. Da regnen var faldet, og alle mennesker var druknet i angst og panik, da indså Gud, at det ikke nytter at lave udrensninger på den måde. Det nytter ikke at lade nogle gå fortabt og redde andre.

Så Gud forandrede sig.

Og den dag, hvor solen stod op over verden efter regnen, satte han en regnbue på himlen, som et tegn på, at Han aldrig igen ville udrense verden på den måde. Aldrig igen skulle jorden bliver oversvømmet – aldrig igen ville Gud slå sin skabning ihjel.

Årene gik – og Moses blev født. En jødisk dreng, der skulle være slået ihjel af en bange og skinsyg farao, men heldigvis havde Moses en snedig mor, der reddede ham fra døden, og han fik lov at vokse op.

Moses var en dag ude i ørkenen, hvor han pludselig så en busk brænde. Men ikke sådan at træet forkullede eller glødede – nej, det brændte uden at brænde. Og Moses tog sine sandaler af, og knælede. Og da hørte han Guds stemme i sit indre, der sagde til ham, at han skulle befri Israelitterne, der levede som slaver i Ægypten.

Gud ville udfri i stedet for udrense. Og Moses spurgte, hvem skal jeg sige, at du er? Og Gud svarede: jeg er, den er.

Og Moses gik fra den brændende busk og udfriede sit folk.

Mange år senere igen, en julenat, blev et barn født i en stald, af alle steder. I stalden hvor dyrene stod – der fik himlen veer, og et lille barn blev født.

Men ikke hvilket som helst barn – Guds barn.

Jeg er, den jeg er, havde Gud sagt til Moses. Men den nat blev Gud et menneske, der kunne afslutte sætningen.

Jesus var barnet – det havde I nok gættet.

Og barnet blev voksen, og gav os slutningen på Guds første svar. Jesus sagde:

Jeg er livets brød.

Jeg er døren.

Jeg er den gode hyrde.

Jeg er opstandelsen og livet.

Jeg er vejen og sandheden.

Jeg er verdens lys.

Og

Jeg er det sande vintræ.

Sådan sluttede Jesus Guds svar til Moses i ørkenen. Og et af de ord, som Jesus sagde var: Jeg er vintræet. Eller vinstokken, faktisk. For en vin er ikke et træ, men en stok – en stamme. Den er knudret, knortet og skæv. Den er præcis som den skal være. Præcis så knudret, knortet og skæv, at vi mennesker nu fatter, at Gud forstår os. Ved hvad det vil sige at være menneske i denne verden.

Dette nye paradistræ.

Træet, der igen kan blive centrum i verden – centrum i vores hjerter.

Træet spiller en rolle i fortællingen mellem mennesker og Gud.

Og Jesus endte sit jordiske liv på et træ – på trækorset døde han. Og hans blod gled ned over korset, og farvede det rødt. Og de satte en krone på ham lavet af tornebuskens grene. Og tornene borede sig ned i hans pande, og fik blodet til at dryppe.

Han døde på et træ, men den dag slog Kristus rod i hele verden.

Jeg er vintræet, siger Jesus til os. Vi er grenene.

Vi har allerede spist af kundskabens træ, men Kristus giver os nu af livets træ. Af det andet træ i haven, som Gud først havde sagt, at mennesket ikke måtte spise af. For der var to træer derinde i Eden have. To træer, der var forbudte. Kundskabens træ og Livets træ. Og nu spiser vi af begge.

For alt er forandret.

Og vi får lov til en ny begyndelse med Kristus.



Det mærker vi, når vi går til alters og knæler. Her modtager vi lidt brød og lidt saft af druer, der har hængt på vinstokken.

Vi får lov til at få en ny begyndelse hver eneste gang, vi går til alters.

Vi får lov at spire, også efter en uge, hvor vi kan føle, at vi er blevet trådt på, at vi er blevet udtørret eller overskygget af andre. Her får vi en ny begyndelse. Her får vi tilgivelsen.

Og det er så vigtigt, at vi husker på det. Ikke bare for vores egen skyld, men for hinanden skyld.

Vi bliver alle tilgivet – vi har alle lige adgang til Guds tilgivelse. Vi har alle lige adgang til en ny begyndelse – en ny mulighed. Der er intet fejltrin, der for lille eller for stort til ikke at få tilgivelsen.

Alene fordi vi er elsket. Eller som Peter Bastian skrev det inden sin død: vi er altid allerede elsket.

Vi er tilgivet af Gud – og derfor skal vi også tilgive hinanden Ligesom vi beder om det i Fadervor: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Vi skal tilgive hinanden.

Og nogle gange skal vi kigge til andre lande for at forstå tilgivelsens magt. Synne Garff, der er præst og international chef for Bibelselskabet skriver i sin bog: ”Når Gud bøjer sig”, om krigshærgede lande, hvor evangeliet har klinket menneskehjerter sammen.

Her sammenlignes en traumatisk oplevelse med det at blive sagt på en stol. En stol som man så kan forsøge at rejse sig fra og gå rundt med på ryggen. Men vi har mulighed for stille stolen fra os. Det er ikke os, der har sat os på den stol – vi er blevet sat af en anden eller af andre. Tilgivelsen er at rejse fra den, frimodigt – og leve. I tilgivelsen bliver vi forløst til at leve. Vi glemmer ikke, men vi forholder os til det skete.

Og på den måde, begynder vi at behandle hinanden som grene på samme vinstok. Som grene på Kristusstammen. Som medmennesker, hvor ikke en af os kan undværes.

Vi er alle en del af vinstokken – en del af paradistræet.

Vi er alle en del af den ny begyndelse, og Kristus er vores stamme.

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/18-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke