Vi fødes – og fra første vejrtrækning er vi på vej til at blive noget andet. Hver dag leves herfra i et forsøg på at blive dygtigere, bedre og ikke mindst selvstændige. Navlestrengen bliver i overført betydning kappet mange gange i løbet af et liv, alt imens forældrene ser deres lille baby forvandle sig til et voksent menneske,
Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.
Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.
Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.
Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.
Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.
Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.
Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.
Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.
Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.
Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.
Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.
Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.
Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.
Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.
Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.
Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.
Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.
Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.
Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.
Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.
Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.
Vi var også børn engang.
Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.
Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.
Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.
Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.
Vi må ikke glemme hinanden.
I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.
Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.
Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.
Vi må ikke glemme hinanden.
Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.
Amen
Dagens tekst:
https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 26. oktober 2024
lørdag den 31. august 2024
14. søndag efter trinitatis, 2024
I det tidligere Østberlin lå der engang et fængsel. Der gik noget tid før det blev almindelig kendt, at det overhovedet havde eksisteret, for mens menneskemængden i 1989 brød Berlinmuren ned i glædesrus og med projektørerne rettet ud mod friheden - ja, da brændte man i hast de mange dokumenter og bilag, der var i fængslet. Man ville slette dets eksistens, og dermed også alle de handlinger, der havde fundet sted netop der. Forfærdelige handlinger, der har holdt mennesker fast i et greb af kontrol – og samtidig påført dem afmagt. Et sted for lidelse og ydmygelse – et ikkemenneskeligt sted.
Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument
Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.
Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel.
Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument
Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.
Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel.
En lille blå himmel, der lyste ned i gården, og lovede at friheden var virkelig – udenfor. Der stod manden, før i tiden og kiggede ud, og tænkte ved sig selv, at nok kunne de spærre ham inde, men de kunne aldrig spærre hans tanke inde.
Tanken er fri, og kan flyve som fuglen op mod himlen og væk. Den kan drømme om noget andet om mere. Den kan drømme om længsel og håbe.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Han har nok bare ligget der – ubevægelig, fastlås og frosset i tid. Bare ligget og været. Han har set himlen og fuglene der flyver forbi. Han har set myrerne kravle på jorden – og duftet af støv har lagt sig i hans næsebor. Han har bare været til – har ikke levet. Det forestiller jeg mig i al fald ikke.
Han har været en iagttager til livet. Han har set børnene i landsbyen vokse op for sine øjne – til de en dag som voksne er gået forbi ham. Men nu med en tungere gang og ikke i barnets sorgløse løb.
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 6. juli 2024
6. søndag efter trinitatis, 2024
Når jeg skal have overblik over en uge, så laver en to-do liste. En liste fyldt med alt det, jeg skal have ordnet, klaret og forholdt mig til. Og som jeg får klaret opgaverne, får den ene opgave efter den anden en streg over sig. Det er en sand fryd og glæde at strege opgaver over en for en.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der arbejder på den måde. Faktisk tror jeg, at mange mennesker lever sådan – og hvis man ikke ligefrem skriver det ned, så har man en liste i hovedet med ting, man skal have klaret og ordnet.
Vi bruger tid på alt det, vi skal i livet. På alt det, der kalder på os, og som vi skal klare for at få en hverdag til at hænge sammen.
Men bruger vi lige så langt tid på alt det, vi er? Altså hvem vi, og hvordan vi er overfor og i relation til hinanden? Kan det ske, at vi fortaber os i livets mange opgaver, at vi glemmer, at vi er mere end vores handlinger?
Jeg tror, vi skal øve os i at også at lave to-be-lister, og ikke kun to-do-lister. For er mennesket ikke netop mere og andet end deres handlinger. Det er det budskab, vi møder igen og igen her i kirken – i bibelens og salmernes ord. Vi er mere end vores gerninger, og alt det vi gør, er ikke i centrum for Gud.
Og det er alligevel pudsigt, at vi, når vi møder mennesker, vi ikke kender, spørger dem, hvad de laver. For vores valg af uddannelse, arbejde og karriere putter os i kasser, så vi kan forholde os til hinanden.
Men det mest interessante ved mennesker, er ikke kun deres arbejde. Det er også hvordan de er overfor andre. Hvordan de ser andre – deres menneskesyn.
Evangeliet til i dag, handler om denne uge rige mand, der har gjort alt det rigtige. Han har handlet ret og forventeligt, og man kan ikke sætte en finger på ham. Han er uklanderlig. Han har overholdt de bud, der står i loven – han har styr på sin to-do-liste.
Og alligevel kommer han til Jesus og vil høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv – hvordan han kan sikre sig en plads i Guds rige. Det er et pudsigt spørgsmål, og vi kan kun gætte på, hvorfor han har brug for at stille det spørgsmål?
Var han alligevel en smule selvretfærdig og havde brug for at hævde sig. Var han alligevel usikker på, om det var nok – eller havde han brug for at snyde Jesus. Vi ved det ikke.
Men det kommer frem i samtalen, at den unge mand ikke helt forstår Jesu budskab. For han bliver ved med at spørge, hvad han skal gøre for at få evigt liv – han vil have mere at vide – og måske vil han have en forsikring om, at der er en plads klar til ham.
Og så er det, at Jesus sætter ind med sit meget levende billede af en kamel, som man forøger at proppe gennem et nåleøje. Det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige.
Og det er så sandt som det er sagt. For det er ikke rige, der bliver frelst, men derimod mennesker.
Det er så uendelig uvæsentligt for Gud, hvad vi ejer, når vi dør, for det er ikke mængden af obligationer, aktier, smykker, ure eller fine vine, der afgør om vi kommer i Himlen. Det er derfor Jesus siger, at det ikke er rige, der kommer ind i himlen. Det er mennesket, der kommer ind i Guds rige – i Guds rige bliver alle vores meritter, ejendomme og to-do lister ligegyldige. Den rige bliver afklædt sin rigdom i himlen – og kan selvfølgelig frelses – for det siger Jesus jo også – men vi må ikke tro, at det er mængden af rigdom eller fromme handlinger, der giver os et himmel-sæde. Og det er det budskab, han forsøger at fortælle den unge mand. Stop med at gøre en masse for at få en masse – Gud er ikke en købmand, man kan købe frelse hos. Han er derimod den Gud, der gør det umulige muligt – det ødelagte helt – og det forkerte sandt. Gud er den omkalfatrende Gud, der forandrer verden ved at forandre mennesker – ved at vende vores blikke bort fra det, vi kan eje og gribe om, så vi opdager, at det eneste, der er værd at række ud efter, er hinandens hænder – hinandens hjerter.
Billetterne til himlen giver han kvit og frit. De er gratis. Og vi skal ikke engang ringe i forvejen for at sikre os en plads.
Frelsen er gratis.
Ordet gratis er et mine yndlingsord, hvis man have sådan nogen. Det kommer fra latin og betyder gunst, venskab, skønhed, venlighed, taknemmelighed og elsket. Gratis er altså forbundet med det skønne, det smukke og ikke mindst taknemmeligheden.
På både spansk og italiensk siger man også gracias eller grazie, når takker for noget. I kan høre, at det minder om ordet gratis på dansk. Man kunne overveje om man på dansk skulle sige ”gratis” i stedet for tak. For det er samme betydning. Tak er det, man giver, når man modtager noget gratis.
På engelsk bruger man også ordet gratis – man finder det i den engelske ord for nåde. Det hedder grace. Og igen er vi tilbage ved, at det er noget, man modtager uden at yde noget igen, og uden at komme i gæld til hinanden – men derimod noget vi får gratis.
For det er nåden. Den er altid gratis. Den kan ikke være andet, fordi den er Guds indstillingen til os mennesker. Vi får den, fordi Gud vil os det godt, og ikke vil stille betingelser for os.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der arbejder på den måde. Faktisk tror jeg, at mange mennesker lever sådan – og hvis man ikke ligefrem skriver det ned, så har man en liste i hovedet med ting, man skal have klaret og ordnet.
Vi bruger tid på alt det, vi skal i livet. På alt det, der kalder på os, og som vi skal klare for at få en hverdag til at hænge sammen.
Men bruger vi lige så langt tid på alt det, vi er? Altså hvem vi, og hvordan vi er overfor og i relation til hinanden? Kan det ske, at vi fortaber os i livets mange opgaver, at vi glemmer, at vi er mere end vores handlinger?
Jeg tror, vi skal øve os i at også at lave to-be-lister, og ikke kun to-do-lister. For er mennesket ikke netop mere og andet end deres handlinger. Det er det budskab, vi møder igen og igen her i kirken – i bibelens og salmernes ord. Vi er mere end vores gerninger, og alt det vi gør, er ikke i centrum for Gud.
Og det er alligevel pudsigt, at vi, når vi møder mennesker, vi ikke kender, spørger dem, hvad de laver. For vores valg af uddannelse, arbejde og karriere putter os i kasser, så vi kan forholde os til hinanden.
Men det mest interessante ved mennesker, er ikke kun deres arbejde. Det er også hvordan de er overfor andre. Hvordan de ser andre – deres menneskesyn.
Evangeliet til i dag, handler om denne uge rige mand, der har gjort alt det rigtige. Han har handlet ret og forventeligt, og man kan ikke sætte en finger på ham. Han er uklanderlig. Han har overholdt de bud, der står i loven – han har styr på sin to-do-liste.
Og alligevel kommer han til Jesus og vil høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv – hvordan han kan sikre sig en plads i Guds rige. Det er et pudsigt spørgsmål, og vi kan kun gætte på, hvorfor han har brug for at stille det spørgsmål?
Var han alligevel en smule selvretfærdig og havde brug for at hævde sig. Var han alligevel usikker på, om det var nok – eller havde han brug for at snyde Jesus. Vi ved det ikke.
Men det kommer frem i samtalen, at den unge mand ikke helt forstår Jesu budskab. For han bliver ved med at spørge, hvad han skal gøre for at få evigt liv – han vil have mere at vide – og måske vil han have en forsikring om, at der er en plads klar til ham.
Og så er det, at Jesus sætter ind med sit meget levende billede af en kamel, som man forøger at proppe gennem et nåleøje. Det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige.
Og det er så sandt som det er sagt. For det er ikke rige, der bliver frelst, men derimod mennesker.
Det er så uendelig uvæsentligt for Gud, hvad vi ejer, når vi dør, for det er ikke mængden af obligationer, aktier, smykker, ure eller fine vine, der afgør om vi kommer i Himlen. Det er derfor Jesus siger, at det ikke er rige, der kommer ind i himlen. Det er mennesket, der kommer ind i Guds rige – i Guds rige bliver alle vores meritter, ejendomme og to-do lister ligegyldige. Den rige bliver afklædt sin rigdom i himlen – og kan selvfølgelig frelses – for det siger Jesus jo også – men vi må ikke tro, at det er mængden af rigdom eller fromme handlinger, der giver os et himmel-sæde. Og det er det budskab, han forsøger at fortælle den unge mand. Stop med at gøre en masse for at få en masse – Gud er ikke en købmand, man kan købe frelse hos. Han er derimod den Gud, der gør det umulige muligt – det ødelagte helt – og det forkerte sandt. Gud er den omkalfatrende Gud, der forandrer verden ved at forandre mennesker – ved at vende vores blikke bort fra det, vi kan eje og gribe om, så vi opdager, at det eneste, der er værd at række ud efter, er hinandens hænder – hinandens hjerter.
Billetterne til himlen giver han kvit og frit. De er gratis. Og vi skal ikke engang ringe i forvejen for at sikre os en plads.
Frelsen er gratis.
Ordet gratis er et mine yndlingsord, hvis man have sådan nogen. Det kommer fra latin og betyder gunst, venskab, skønhed, venlighed, taknemmelighed og elsket. Gratis er altså forbundet med det skønne, det smukke og ikke mindst taknemmeligheden.
På både spansk og italiensk siger man også gracias eller grazie, når takker for noget. I kan høre, at det minder om ordet gratis på dansk. Man kunne overveje om man på dansk skulle sige ”gratis” i stedet for tak. For det er samme betydning. Tak er det, man giver, når man modtager noget gratis.
På engelsk bruger man også ordet gratis – man finder det i den engelske ord for nåde. Det hedder grace. Og igen er vi tilbage ved, at det er noget, man modtager uden at yde noget igen, og uden at komme i gæld til hinanden – men derimod noget vi får gratis.
For det er nåden. Den er altid gratis. Den kan ikke være andet, fordi den er Guds indstillingen til os mennesker. Vi får den, fordi Gud vil os det godt, og ikke vil stille betingelser for os.
Nåde er altså et samlet ord for alt det ved Gud, der vil os mennesker det godt. Det er Guds kærlighed, godhed, tilgivelse og gavmildhed – og det kalder vi for nåde. Nåde er det, vi får fra Gud, fordi vi er til i verden.
Gud tager os, som vi er. Han vil os, når vi er svage, når vi skammer os, når vi ingenting kan – selv der, tager Gud os med ind i himlen. For Gud er alt muligt. Og det eneste, vi kan give igen er et TAK.
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 2. juni 2024
1. søndag efter trinitatis, 2024
Hvordan mon mennesker om 100 år vil se på det årti, vi lever i lige nu og beskrive det? 1920’erne blev kaldt for de brølende tyvere, fordi alt var i fremgang på det tidspunkt i historien.
Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?
Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.
Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.
Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.
Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.
Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.
Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.
Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.
Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.
Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.
Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.
Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.
Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.
Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.
Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.
Men vi har et godt udbytte.
Vi har materielle goder.
Nok.
Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.
Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.
Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.
Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.
Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.
Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.
Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.
Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.
Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.
Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.
Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.
Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.
Amen
Kirkebøn:
Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.
Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.
Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.
Vær os nær med din mildhed og kærlighed.
Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.
Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?
Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.
Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.
Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.
Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.
Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.
Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.
Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.
Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.
Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.
Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.
Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.
Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.
Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.
Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.
Men vi har et godt udbytte.
Vi har materielle goder.
Nok.
Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.
Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.
Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.
Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.
Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.
Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.
Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.
Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.
Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.
Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.
Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.
Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.
Amen
Kirkebøn:
Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.
Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.
Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.
Vær os nær med din mildhed og kærlighed.
Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.
Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 13. april 2024
2. søndag efter påske, 2024
Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der er krydstogtskibets tuden og ambulancens sirene – der er tv’et, der kværner og mobilen, der hele tiden kalder på os – så vi til sidst sætter os ned for at se den ene video efter den anden – en evig sløjfe af katte, softice, danse og ord. Lyde der hele tiden vil have vores opmærksomhed, og som kalder på os. Mails, sms’er, snaps, opdateringer og likes.
Vi lever i en kaotisk verden.
C. S. Lewis, der var britisk forfatter og ham, der skrev Narnia-bøgerne, skrev også en spydig lille bog ved navn: Helvedes blækhus. Den handler om djævelen Onkel Fangegarn og hans nevø Malurt, som forsøger at være så djævelske, de kan. De to holder så meget af verdens larm og støj – og omvendt så kan de ikke fordrage stilheden. Onkel Fangegarn siger ligefrem:
”Musik og stilhed, hvor jeg afskyr disse ting.”
Det viser sig i Lewis lille bog, at Djævelen er støjens ophav, og dæmonerne har en plan, nemlig at:
”(…) gøre hele universet til ét stort inferno af støj. Og hvad angår jorden, har vi allerede taget store skridt mod dette mål.”
Tænk sig, at Lewis, da han udgav denne bog i 1942, allerede dengang erfarede en verden af støj – en verden så fyldt med lyde, at mennesker holder op med at lytte.
For sådan er det med støjen – når støjen lægger sig om os, som en tung og fugtig dyne, så glemmer at vi at lytte og vi ånder kun overfladisk – vi glemmer at stilheden er vigtig. Ikke bare vigtig, men livsvigtig.
Eller – selvfølgelig kan vi leve et liv i larm, men vi går glip af så meget, hvis vi ikke også drister os til at være i stilheden.
Men stilheden kan være svær, og nogle undgår den lige frem, fordi de i virkeligheden er bange for tomheden. Det er så nemt at komme til at forveksle tomhed og stilhed hinanden, selvom de er hinandens modsætninger. Tomhed er det modsatte af liv – intetheden, hvor ingen er og intet sker. Ja, tomheden er intet, hvorimod stilheden er altet. Stilheden rummer en fylde, som man opdager, når man tør være stille længe nok til at opdage den. Sidder man længe nok i stilheden, vil man opdage en susen, en rytme – en puls – ja, det er næsten som om stilheden har sin egen melodi.
I stilheden findes en skat – en gemt og glemt verden, som åbner sig for os. Der er ikke tomt i stilheden, men derimod en rigdom og en fylde. Og vi længes efter den rigdom.
Hvis man spørger mennesker i dag, så vil mange sikkert sige, at de længes efter ro – efter balance – efter at leve i et tempo, hvor sjæl, hjerteslag og tanker går i takt.
Selv det mest ekstroverte, sociale og snakkende menneske har brug for den ro – brug for stilheden. Det er et fælles menneskeligt træk – en slags længsel efter stilheden i haven.
,
Hvorfor? Fordi roen er guddommelig. Det er her, vi kan opdage, at Gud hele tiden har været med os. Det er her, vi kan indse, at vi er elsket – hele tiden og altid. At der aldrig har været en betingelse eller et krav før kærligheden var med os.
Men stilheden er også svær, for det er også her, at vi møder os selv. Og det er ikke altid nemt.
For mange år siden rejste jeg i Indien, hvor jeg deltog på et 14 dage langt meditationskursus, der skulle foregå i stilhed. Det var vildt – for at sige det mildt. Vi var en flok unge mennesker i 20’erne, og selvom vi selv havde meldt os på kurset, så havde vi nok mere lyst til at sidde på en bar og tale sammen. Men her var vi i et tempel, og i total stilhed. Det var en omvæltende oplevelse for mig. Jeg blev i de 14 dage lukket inde sammen med mine egne tanker, og jeg ved ikke med jer, men det er ikke altid det bedste selskab. Og i begyndelsen kværnede tankerne da også. Jeg var fyldt til bristepunktet, og havde allermest lyst til at gå ud i skoven og råbe højt.
Vi lever i en kaotisk verden.
C. S. Lewis, der var britisk forfatter og ham, der skrev Narnia-bøgerne, skrev også en spydig lille bog ved navn: Helvedes blækhus. Den handler om djævelen Onkel Fangegarn og hans nevø Malurt, som forsøger at være så djævelske, de kan. De to holder så meget af verdens larm og støj – og omvendt så kan de ikke fordrage stilheden. Onkel Fangegarn siger ligefrem:
”Musik og stilhed, hvor jeg afskyr disse ting.”
Det viser sig i Lewis lille bog, at Djævelen er støjens ophav, og dæmonerne har en plan, nemlig at:
”(…) gøre hele universet til ét stort inferno af støj. Og hvad angår jorden, har vi allerede taget store skridt mod dette mål.”
Tænk sig, at Lewis, da han udgav denne bog i 1942, allerede dengang erfarede en verden af støj – en verden så fyldt med lyde, at mennesker holder op med at lytte.
For sådan er det med støjen – når støjen lægger sig om os, som en tung og fugtig dyne, så glemmer at vi at lytte og vi ånder kun overfladisk – vi glemmer at stilheden er vigtig. Ikke bare vigtig, men livsvigtig.
Eller – selvfølgelig kan vi leve et liv i larm, men vi går glip af så meget, hvis vi ikke også drister os til at være i stilheden.
Men stilheden kan være svær, og nogle undgår den lige frem, fordi de i virkeligheden er bange for tomheden. Det er så nemt at komme til at forveksle tomhed og stilhed hinanden, selvom de er hinandens modsætninger. Tomhed er det modsatte af liv – intetheden, hvor ingen er og intet sker. Ja, tomheden er intet, hvorimod stilheden er altet. Stilheden rummer en fylde, som man opdager, når man tør være stille længe nok til at opdage den. Sidder man længe nok i stilheden, vil man opdage en susen, en rytme – en puls – ja, det er næsten som om stilheden har sin egen melodi.
I stilheden findes en skat – en gemt og glemt verden, som åbner sig for os. Der er ikke tomt i stilheden, men derimod en rigdom og en fylde. Og vi længes efter den rigdom.
Hvis man spørger mennesker i dag, så vil mange sikkert sige, at de længes efter ro – efter balance – efter at leve i et tempo, hvor sjæl, hjerteslag og tanker går i takt.
Selv det mest ekstroverte, sociale og snakkende menneske har brug for den ro – brug for stilheden. Det er et fælles menneskeligt træk – en slags længsel efter stilheden i haven.
,
Hvorfor? Fordi roen er guddommelig. Det er her, vi kan opdage, at Gud hele tiden har været med os. Det er her, vi kan indse, at vi er elsket – hele tiden og altid. At der aldrig har været en betingelse eller et krav før kærligheden var med os.
Men stilheden er også svær, for det er også her, at vi møder os selv. Og det er ikke altid nemt.
For mange år siden rejste jeg i Indien, hvor jeg deltog på et 14 dage langt meditationskursus, der skulle foregå i stilhed. Det var vildt – for at sige det mildt. Vi var en flok unge mennesker i 20’erne, og selvom vi selv havde meldt os på kurset, så havde vi nok mere lyst til at sidde på en bar og tale sammen. Men her var vi i et tempel, og i total stilhed. Det var en omvæltende oplevelse for mig. Jeg blev i de 14 dage lukket inde sammen med mine egne tanker, og jeg ved ikke med jer, men det er ikke altid det bedste selskab. Og i begyndelsen kværnede tankerne da også. Jeg var fyldt til bristepunktet, og havde allermest lyst til at gå ud i skoven og råbe højt.
Men som tiden gik, blev mit sind stille – det tog nogle dage, faktisk. Næsten som at have en slags abstinenser, uden dog at sidestille det. Men tanken om, at man skal vænnes fra kan bruges, for det føltes sådan. Og jeg fik heldigvis hjælp til stilheden af de timelange meditationer, hvor jeg fik så ondt i ryggen og knæene af sidde i skrædderstilling, at jeg ikke kunne tænke eller fokusere på andet end kroppen, der værkede. t
Men som tiden gik, så stilnedes de kaotiske og spontane tanker, og der i stilheden mødte jeg Guds nærvær. Nu kan det lyde stort og vildt – det var det egentligt ikke. Det var det modsatte – det var stille og roligt. Det var en fornemmelse af en brise på sjælen, en ro i hjertet – en oplevelse af, at der midt i stilheden var Gud.
Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.
Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.
Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)
Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.
En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.
Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhænger af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næsten også gøre med Gud – og vi leder eller søger efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.
Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud, som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter. Stemmens vibrationer lægger sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.
Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af larm, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden. Og det er måske hvad vi skal: slukke lidt for verdens larm engang imellem, og lade stilheden glide ind i vores liv, så vi kan være der tilstede i nuet med Guds ånd.
Gud er der altid sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”
Ӂnden virker i verden.
Den virker i alle mennesker,
som higer efter fred, frihed og retfærdighed.
(…)
Den giver vished om,
at verden kunne være anderledes.
Den er ikke,
hvad den kunne være.”
Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.
Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banker i takt med dit åndedrag.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.
Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.
Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.
Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.
Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.
Vær med alle, der misunder og hader.
Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.
Vær med alle, der mister og alle der græder
Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.
Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.
Lad os være stille sammen og bede.....
Amen
Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.
Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.
Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)
Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.
En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.
Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhænger af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næsten også gøre med Gud – og vi leder eller søger efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.
Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud, som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter. Stemmens vibrationer lægger sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.
Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af larm, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden. Og det er måske hvad vi skal: slukke lidt for verdens larm engang imellem, og lade stilheden glide ind i vores liv, så vi kan være der tilstede i nuet med Guds ånd.
Gud er der altid sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”
Ӂnden virker i verden.
Den virker i alle mennesker,
som higer efter fred, frihed og retfærdighed.
(…)
Den giver vished om,
at verden kunne være anderledes.
Den er ikke,
hvad den kunne være.”
Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.
Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banker i takt med dit åndedrag.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.
Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.
Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.
Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.
Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.
Vær med alle, der misunder og hader.
Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.
Vær med alle, der mister og alle der græder
Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.
Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.
Lad os være stille sammen og bede.....
Amen
søndag den 24. marts 2024
Palmesøndag 2024
Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv.
Uden at vi tænker over det, så opdrager vi vores børn til at være modige. Vi siger til dem, at de sagtens kan klare en rutsjebane, der virker alt for stor og stejl, når man selv er ½ meter høj og står for toppen af den. Men vi voksne ved, at det ikke er farligt, så vi opmuntrer barnet til at finde modet frem. Vi siger også til vores børn er broccoli slet ikke er så farligt eller giftigt som det ser ud, og at de skal smage på det. De skal være modige.
Og børn er modige – de er helt ekstremt modige, fordi de hele tiden overskrider det, de er bange for – finder modet frem – og gør det. Hvis de ikke er modige, vil de slet ikke udvikle sig – for livet kræver, at vi gør det, vi ikke tør.
Mod hænger uløseligt sammen med frygten. Man kan slet ikke være modig, hvis man ikke oplever frygt først – det er i overskridelsen af frygten, at man oplever sig selv som modig. Og da får man et andet blik på sig selv, fordi muligheden for, at man kan noget andet, kan være noget mere, end det man først troede, pludselig opstår i en.
Søren Kierkegaard kaldte det ikke for frygt, men for angst. Han talte om angsten som en eksistentiel angst – altså en angst for at leve, fordi livet er fyldt med frihed, og dermed også en masse valg, vi skal tage. Og det fylder os med angst, ifølge ham – en angst, som vi ikke skal forsøge at fjerne, men som vi skal leve med og på trods af, fordi den både fascinerer os og skræmmer os. Han taler ligefrem om, at den eksistentielle angst gør os svimmel, fordi både valget og valgets konsekvenser, skræmmer os. Fejlene, vi kan komme til at lave ved at vælge, kan skræmme os. men vi skal alligevel vælge at handle - vi skal acceptere, at vi kan ende i situationer, hvor vi laver fejl. Det kræver mod at leve.
Jeg ved ikke om kvinden i dagens evangelium følte sig modig. Men jeg har altid forestillet mig, at hun var det.
Hun er gået ind i et hus hos et menneske, som hun måske har kendt – men hun har helt sikkert ikke været inviteret. Og hun er gået derind med en intention, fordi hun har lige brugt det, der svarede til en årsløn, på at købe olie. Den mest korsbare af dem alle: nardusolien.
Det har kunnet været i en lille krukke, og da hun kommer derind, ved hun straks, hvem Jesus er. Hun går hen til ham – manden, som de alle har talt om. Manden som både havde venner, men også mange fjender. Ikke fordi han var ubehagelig – nej, måske snarere fordi han ikke var det. Fordi han insisterede på, at Gud ikke holder mere af nogen end andre. Fordi vi ikke kan inddele mennesker i A og B hold. Det faldt nogen for brystet – det gjorde de magtfulde vrede på ham – det gav ham fjender, selvom det var kærligheden han kom med.
Jesus sad om bordet - om få dage vil han gå ind i Jerusalem og se døden i øjnene - nu sad han her og så mennesker i øjnene, da kvinden kom ind.
Med al sit mod gik hun med bankende hjerte og klamme hænder ind i rummet, og hen til ham. Og hun skælvede let på hånden, at hun åbnede krukken, og duften fra olien spredte sig i rummet, og ramte alles næsebor.
Og hun hældte den i en tynd stråle ud i hans hår, hvor det langsomt gled ned over hårstråene for til sidst at blive absorberet. Kun et par enkelte dråber ramte det støvede gulv.
Det var det, hun var kommet for – ikke andet. Kun det.
At give det største hun havde, med den mindste bevægelse. At lade ham vide, at han på en eller anden måde, havde bevæget hende, så hendes liv nu var i svingninger. Det ville aldrig blive det samme, og hun ville takke – vise, at hun var skyldte ham alt.
Men da hun stod der med alt sit tilkæmpede mod, og opdagede nye sider af sig selv, reagerede dem omkring hende. De kunne slet rumme hendes lillebitte handling, og derfor gjorde de det, som ofte sker - de trak en masse andre anliggender ind i rummet.
Det kender vi også i dag. Når vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, så hører vi, at der bliver sagt, hvad så med de hjemløse eller de gamle her i landet. Eller hvis et kendt menneske dør, og det får sendetid i fjernsynet, så bliver det sagt, hvad så med alle dem, der dør lige nu på hospitaler.
Det er som om, at det er et ”enten eller”. Eller som Jesus siger – de fattige har I jo altid hos jer. Underforstået; hvis I virkelig tænkte så meget på dem, hvorfor gør I så ikke noget for dem? Nu?
Vi skal øve os i at åbne muligheder i verden, fremfor at lukke hinanden ned.
Det ser ikke ud til at vi løbet tør for fattige eller krige det første lange stykke tid, så der sker ikke noget ved, at vi fokuserer et sted for en stund. Det gør os ikke blinde for verdens problemer. Ja, nogle gange skal vi ligefrem fokuserer et sted, for ellers bliver livet alt for uoverskueligt.
Så Jesus lukker munden på de vrede mennesker i evangelieteksten til i dag. Han siger til dem, at verdens problemer er lige her, klar til at de kan tage sig af dem, men for nu har kvinden gjort en god gerning mod ham. Og mod sig selv.
Filosoffen Ralph Waldo Emerson har engang sagt: ”Livet er så klogt indrettet, at ingen, som seriøst forsøger ar hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv.”
Det er en ret vidunderlig bivirkning ved at hjælpe andre.
Kvinden udviste mod – hun traf et valg med sin olie, og dermed var hendes handling umådelig kostbar – for hende selv, men også for dem omkring hende. Hun blev sig selv, da hun hældte den olie over hans hoved. Det opdagede Jesus - han så hende. Og derfor siger han om hende: hun gjorde, hvad hun kunne. Hun blev sig selv, da hun handlede ud af godhed.
Heldigvis har vi den evangeliske frihed med os ind i livet – for her hører vi, at ikke bliver dømt for vores mislykkede handlinger. Det brudte, det skamfulde og det mislykkede bliver ikke målestokken for vores liv – og vi skal ikke stå til regnskab for det.
Fordi Jesus om få dage vil hænge på et kors for vores skyld – af samme grund.
Han er på vej i døden, så vi kan leve med verdens frihed – i nådens tegn.
Gud valgte at leve mellem os – og dernæst at dø for os – så vi kan leve, ikke bare som individer, men så vi kan leve med hinanden og for hinanden. Så vi kan gøre godt mod andre, række vores arme ud mod dem, der har brug for det – så vi kan være ødsle med vores liv. Og alt sammen med den risiko, at vi handler forkert eller skuffer. For den risiko ligger der altid – det er skabelsens vilkår.
Eller som det danske band Minds of 99 engang sang: Alle skuffer over tid.
Men heldigvis så er nåden over alle tider. Synd tapper, som Luther engang sagde. Eller lev med, som Mette Frederiksen sagde.
Eller måske er opfordringen bare: Lev. Gør det du kan, og så vil Gud lægge det, der mangler til.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi lægger alt i dine hænder – vores liv, vores skuffelser og kampe – vores succeser og vores drømme.
Vi lægger alt hos Dig, fordi vi har brug for, at Du bærer med i livet.
Og derfor beder vi dig om, at du må være os nær i alt, hvad vi gør.
Vi beder for dem, vi møder på vores vej – for de syge og de svage. For dem der har brug for et medmenneske og dem der mangler en ven.
Vi beder for hjemløse og ofrene for krig.
Vi beder for de hårdhjertede og de ødelagte.
Vi beder for alle med magt – vores regering, vores byråd – og hele det kongelige hus.
Vi beder for alle huse – alle familier, både de splittede og de samlede.
Og vi beder for din kirke her i Møllevang og ud over hele jorden.
Lad altid kirkens mod til at sige det onde i mod stå forrest. Lad kærligheden altid få det sidste ord i verden.
Amen
Uden at vi tænker over det, så opdrager vi vores børn til at være modige. Vi siger til dem, at de sagtens kan klare en rutsjebane, der virker alt for stor og stejl, når man selv er ½ meter høj og står for toppen af den. Men vi voksne ved, at det ikke er farligt, så vi opmuntrer barnet til at finde modet frem. Vi siger også til vores børn er broccoli slet ikke er så farligt eller giftigt som det ser ud, og at de skal smage på det. De skal være modige.
Og børn er modige – de er helt ekstremt modige, fordi de hele tiden overskrider det, de er bange for – finder modet frem – og gør det. Hvis de ikke er modige, vil de slet ikke udvikle sig – for livet kræver, at vi gør det, vi ikke tør.
Mod hænger uløseligt sammen med frygten. Man kan slet ikke være modig, hvis man ikke oplever frygt først – det er i overskridelsen af frygten, at man oplever sig selv som modig. Og da får man et andet blik på sig selv, fordi muligheden for, at man kan noget andet, kan være noget mere, end det man først troede, pludselig opstår i en.
Søren Kierkegaard kaldte det ikke for frygt, men for angst. Han talte om angsten som en eksistentiel angst – altså en angst for at leve, fordi livet er fyldt med frihed, og dermed også en masse valg, vi skal tage. Og det fylder os med angst, ifølge ham – en angst, som vi ikke skal forsøge at fjerne, men som vi skal leve med og på trods af, fordi den både fascinerer os og skræmmer os. Han taler ligefrem om, at den eksistentielle angst gør os svimmel, fordi både valget og valgets konsekvenser, skræmmer os. Fejlene, vi kan komme til at lave ved at vælge, kan skræmme os. men vi skal alligevel vælge at handle - vi skal acceptere, at vi kan ende i situationer, hvor vi laver fejl. Det kræver mod at leve.
Jeg ved ikke om kvinden i dagens evangelium følte sig modig. Men jeg har altid forestillet mig, at hun var det.
Hun er gået ind i et hus hos et menneske, som hun måske har kendt – men hun har helt sikkert ikke været inviteret. Og hun er gået derind med en intention, fordi hun har lige brugt det, der svarede til en årsløn, på at købe olie. Den mest korsbare af dem alle: nardusolien.
Det har kunnet været i en lille krukke, og da hun kommer derind, ved hun straks, hvem Jesus er. Hun går hen til ham – manden, som de alle har talt om. Manden som både havde venner, men også mange fjender. Ikke fordi han var ubehagelig – nej, måske snarere fordi han ikke var det. Fordi han insisterede på, at Gud ikke holder mere af nogen end andre. Fordi vi ikke kan inddele mennesker i A og B hold. Det faldt nogen for brystet – det gjorde de magtfulde vrede på ham – det gav ham fjender, selvom det var kærligheden han kom med.
Jesus sad om bordet - om få dage vil han gå ind i Jerusalem og se døden i øjnene - nu sad han her og så mennesker i øjnene, da kvinden kom ind.
Med al sit mod gik hun med bankende hjerte og klamme hænder ind i rummet, og hen til ham. Og hun skælvede let på hånden, at hun åbnede krukken, og duften fra olien spredte sig i rummet, og ramte alles næsebor.
Og hun hældte den i en tynd stråle ud i hans hår, hvor det langsomt gled ned over hårstråene for til sidst at blive absorberet. Kun et par enkelte dråber ramte det støvede gulv.
Det var det, hun var kommet for – ikke andet. Kun det.
At give det største hun havde, med den mindste bevægelse. At lade ham vide, at han på en eller anden måde, havde bevæget hende, så hendes liv nu var i svingninger. Det ville aldrig blive det samme, og hun ville takke – vise, at hun var skyldte ham alt.
Men da hun stod der med alt sit tilkæmpede mod, og opdagede nye sider af sig selv, reagerede dem omkring hende. De kunne slet rumme hendes lillebitte handling, og derfor gjorde de det, som ofte sker - de trak en masse andre anliggender ind i rummet.
De begyndte at tale om dem, der i dette øjeblik ikke blev tilgodeset - og sådanne sætninger begynder ofte med ordene: hvad så med…
Det kender vi også i dag. Når vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, så hører vi, at der bliver sagt, hvad så med de hjemløse eller de gamle her i landet. Eller hvis et kendt menneske dør, og det får sendetid i fjernsynet, så bliver det sagt, hvad så med alle dem, der dør lige nu på hospitaler.
Det er som om, at det er et ”enten eller”. Eller som Jesus siger – de fattige har I jo altid hos jer. Underforstået; hvis I virkelig tænkte så meget på dem, hvorfor gør I så ikke noget for dem? Nu?
Vi skal øve os i at åbne muligheder i verden, fremfor at lukke hinanden ned.
Det ser ikke ud til at vi løbet tør for fattige eller krige det første lange stykke tid, så der sker ikke noget ved, at vi fokuserer et sted for en stund. Det gør os ikke blinde for verdens problemer. Ja, nogle gange skal vi ligefrem fokuserer et sted, for ellers bliver livet alt for uoverskueligt.
Så Jesus lukker munden på de vrede mennesker i evangelieteksten til i dag. Han siger til dem, at verdens problemer er lige her, klar til at de kan tage sig af dem, men for nu har kvinden gjort en god gerning mod ham. Og mod sig selv.
Filosoffen Ralph Waldo Emerson har engang sagt: ”Livet er så klogt indrettet, at ingen, som seriøst forsøger ar hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv.”
Det er en ret vidunderlig bivirkning ved at hjælpe andre.
Kvinden udviste mod – hun traf et valg med sin olie, og dermed var hendes handling umådelig kostbar – for hende selv, men også for dem omkring hende. Hun blev sig selv, da hun hældte den olie over hans hoved. Det opdagede Jesus - han så hende. Og derfor siger han om hende: hun gjorde, hvad hun kunne. Hun blev sig selv, da hun handlede ud af godhed.
Vi skal også handle - og træffe valg. Men vi kan næsten ikke undgå, at andre vil have meninger om det, vi gør; men det skal ikke afholde fra at gøre det, for vi kan heller ikke ikke gøre noget. Vi må leve med den risiko, at vi handler mod en holdning, og at vi kan risikere at skuffe andre. Vi skal leve med, at det vi gør, får et forkert udfald. Det vi gør kan mislykkes.
Heldigvis har vi den evangeliske frihed med os ind i livet – for her hører vi, at ikke bliver dømt for vores mislykkede handlinger. Det brudte, det skamfulde og det mislykkede bliver ikke målestokken for vores liv – og vi skal ikke stå til regnskab for det.
Fordi Jesus om få dage vil hænge på et kors for vores skyld – af samme grund.
Han er på vej i døden, så vi kan leve med verdens frihed – i nådens tegn.
Gud valgte at leve mellem os – og dernæst at dø for os – så vi kan leve, ikke bare som individer, men så vi kan leve med hinanden og for hinanden. Så vi kan gøre godt mod andre, række vores arme ud mod dem, der har brug for det – så vi kan være ødsle med vores liv. Og alt sammen med den risiko, at vi handler forkert eller skuffer. For den risiko ligger der altid – det er skabelsens vilkår.
Eller som det danske band Minds of 99 engang sang: Alle skuffer over tid.
Men heldigvis så er nåden over alle tider. Synd tapper, som Luther engang sagde. Eller lev med, som Mette Frederiksen sagde.
Eller måske er opfordringen bare: Lev. Gør det du kan, og så vil Gud lægge det, der mangler til.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi lægger alt i dine hænder – vores liv, vores skuffelser og kampe – vores succeser og vores drømme.
Vi lægger alt hos Dig, fordi vi har brug for, at Du bærer med i livet.
Og derfor beder vi dig om, at du må være os nær i alt, hvad vi gør.
Vi beder for dem, vi møder på vores vej – for de syge og de svage. For dem der har brug for et medmenneske og dem der mangler en ven.
Vi beder for hjemløse og ofrene for krig.
Vi beder for de hårdhjertede og de ødelagte.
Vi beder for alle med magt – vores regering, vores byråd – og hele det kongelige hus.
Vi beder for alle huse – alle familier, både de splittede og de samlede.
Og vi beder for din kirke her i Møllevang og ud over hele jorden.
Lad altid kirkens mod til at sige det onde i mod stå forrest. Lad kærligheden altid få det sidste ord i verden.
Amen
søndag den 4. februar 2024
Søndag seksagesima, 2024
Solen kan kun ses med lukkede øjne. Sådan skriver hospitals præst Lars Bkörklund i sin lille, men indsigtsrige bog ”Det, der giver håbet liv”.
Solen kan kun ses med lukkede øjne.
Det er en sætning, der dukker frem i mig, hver gang talen falder på Gudsrige – for måske er det netop sådan, vi skal nærme os Gudsriget. Med lukkede øjne for bedre at kunne se.
For hver gang vi forsøger at få øje på det, blegner det, og hver gang vi vil lukke vores hænder om, hvad Gudsriget er, vil det forsvinde som sand mellem fingrene på en sommerdag. Vi kan ikke med sikkerhed pege på Gudsriget, for det er ikke et bestemt sted; men derimod er det en væren.
Guds rige er det pludseligt opstået, det der kalder på os,
Solen kan kun ses med lukkede øjne.
Det er en sætning, der dukker frem i mig, hver gang talen falder på Gudsrige – for måske er det netop sådan, vi skal nærme os Gudsriget. Med lukkede øjne for bedre at kunne se.
For hver gang vi forsøger at få øje på det, blegner det, og hver gang vi vil lukke vores hænder om, hvad Gudsriget er, vil det forsvinde som sand mellem fingrene på en sommerdag. Vi kan ikke med sikkerhed pege på Gudsriget, for det er ikke et bestemt sted; men derimod er det en væren.
Guds rige er det pludseligt opstået, det der kalder på os,
en etik,
en godhed,
en handlen,
en venten,
en overgivelse,
et kontroltab,
en resonans,
en mulighed
og en fremtid.
Guds rige er det hele på en og samme gang – et alt og hele tiden – et pludseligt og spontant øjeblik, hvor vi fornemmer, at HER i dette nu, udfolder livet sig på måder, vi ikke havde kunnet forudse, men som er helt rigtige.
Vi må tale om Gudsriget på samme måde, som Jesus talte om det.
Jesus brugte billeder fra datidens hverdag, for at beskrive Gudsriget. Det var billeder alle kendte til, og som alle kunne forstå, og han brugte billederne til at sige noget sandt om Gudsriget.
Der findes ikke et eneste sted i Bibelen, hvor der står Gudsriget ER, men derimod står der Gudsriget er LIGESOM. Det bliver sammenlignet med noget andet, for at vi bedre kan forstå.
Og i dag bliver det sammenlignet med en handling – det at en mark bliver sået til. En mand går ud på marken og spreder kornet på jorden, hvorefter han forlader marken. For nu er der er ikke mere, han kan gøre. Nu må kornet gro af sig selv, og uden at vi ved hvordan.
Vi er så vant til at spørge hvordan i vores tilgang til verden. Det er en rigtig god måde at gå til verden på, for i dette hvordan er der udvikling og opdagelser gemt. Det er fx, fordi astronomer har spurgt hvordan, at der nu kan sidde en dansk astronom i rummet. Det er fordi, vi har spurgt hvordan, at vi har skabt al teknologi omkring os.
Men et "hvordan" giver ikke svar på det væsentligste i tilværelsen. Det gør derimod "hvorfor"?
For selvom vi i dag måske kan forklare, hvordan et korn vokser på marken, så siger det ikke noget om Gudsriget. Men det gør et hvorfor – hvorfor vokser kornet op uden at manden kan gøre mere ved det?
Fordi Gudsriget sker af sig selv – det sker for os og med os, og det sker hele tiden omkring os.
Gudsriget er Guds vilje med skabelsen, der træder tydeligt igennem. Han har skabt alt omkring os – lige fra stjernehobe, galakser, sorte huller – til dig og mig. Fra det største til det mindste, så emmer alt omkring os af Guds skabervilje. Gud har villet denne verden – Ja, han vil stadigvæk denne verden. Og hans vilje slår igennem i verden, når der fra mørket pludselig vokser lys og næring frem. For måske er det netop fra de steder, hvor vi mindst venter det, at vi opdager Gudsriget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være lidt som at vi sidder her i kirken vendt på øst, fordi vi fra gammel tid, hører at Kristus skal komme igen fra øst – med solopgangen. Og måske kommer det til at ske – det ved jeg ikke. Men som Jesus talte om Gudsriget på, så vil han komme bagfra – fra nattens mørke, og lægge sin hånd på vores skuldre og derfra skabe lyset.
Gudsriget er som et sennepskorn – det er det mindste, der bliver til noget stort. Men her udvider Jesus virkeligheden, for en sennepsplante bliver ikke større end en ½ -1 meter høje. Det kan ingen fugle bygge rede i. Men Jesus taler om Gudsriget – og her skabes der noget nyt og mere end det vi kender til. Der vil ske det, som vi ikke kan sige os selv, og i en størrelsesorden, vi ikke forstår - for Gudsriget begynder måske som det mindste af alt – som et lille frø, at det kan blive væk i vores lommer. Men et sennepsfrø kan overleve i årevis i en lomme til det bliver sået, og så vokser det.
Og når Gudsriget vokser op, så overgår det vores fantasi. Så bliver det vildere og større end alt andet.
Gudsriget er både noget, der sker lige nu i vores verden, men også noget der kommer til at ske. For vi hører, at en dag vil Guds vilje fylde hele universet, og alt ødelagt og ituslået vil blive helet og sat sammen på måder, vi ikke kan gennemskue eller forud se nu. Den knuste sjæl, det ødelagte hjerte, det forfulgte folk – en dag vil det blive helet, og ondskaben vil forsvinde. Tilbage står kun lyset. Gudsriget er en fremtid.
Men Gudsriget er også i dette øjeblik. Det er en mulighed, der opstår, når Guds ånd pludselig bliver tydelig for os. Det sker i håbet, den uselviske handling – det sker i glæden og kærligheden – i brødet og vinen. Det sker i vores fællesskaber.
Vi kender de øjeblikke, hvor det fuldkomne fylder. Det er Gudsriget der allerede sker omkring os, selvom vi til tider kan have svært ved at stole på det.
For vi lever stadigvæk i en falden verden, hvor modbydeligheder finder sted. Hvor vi træffer valg, der skader og sårer andre. Alt kan slås istykker, men håbet vender tilbage.
Og af håbet fødes livet og tilliden. At håbet springer Gudsriget.
Jeg vil slutte med ord fra sygehuspræsten Lars Björklund. Ordene beskriver på sin vores liv med Gudsriget virkeligheden – og fremtid.
De lyder sådan her:
Vi står
ved tiden rand
allerede næste åndedrag
et ukendt sted
Vi fastgør
ordet tillid imellem os
og læser det
fra hver sin side
Vi står
ved tidens rand
lukker øjnene
og kaster os ud
Sådan skriver Lars Björklund. Som et frø kastes, er vi kastede ud i tilværelsen – men vi er ikke alene. Vi har Gud med os. Gudriget sker i dette sekund.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi beder dig – kom til os og vær med os. Slå dig ned i vores liv, og find hvile hos os, så vi mærker dit nærvær og kan få lov at låne af dit håb.
Vi beder til dig – og vi beder dig om, at du må vende vores blikke mod vor næste, så vi kan se, hvor der er brug for os. Lad os række ud mod hinanden, i stedet for at stikke hænderne i lommen.
Vi beder dig – vær med dem, vi glemmer.
Og vær med alle dem, vi ikke kan nå.
Vær med alle dem, der er plaget af sygdom, og dem der sker på i afmagt.
Vær med alle der skal dø på denne dag.
Vær med alle der lever i en mangel – hjem eller familie. Dem der mangler omsorg eller opmærksomhed. Dem der mangler tillid eller glæde.
Vær med alle der er på flugt fra krig – og vær med de mange børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vær med alle der er bange, og alle hvis hjerter er fyldt med had og hævn – smelt hadet bort og fjern hævnen, så der kun står tilgivelse og forsoning tilbage.
Du har givet os denne jord, og vi har muligheden for at skabe fred og glæde – hjælp os til at træde det et skridt nærmere.
Vær med hele det kongelige hus – og vær med vor øvrighed.
Vær med vores kirke, og alle os i den. Må alle kirke stå som tårne af håb i en mørk tid.
Amen
Guds rige er det hele på en og samme gang – et alt og hele tiden – et pludseligt og spontant øjeblik, hvor vi fornemmer, at HER i dette nu, udfolder livet sig på måder, vi ikke havde kunnet forudse, men som er helt rigtige.
Vi må tale om Gudsriget på samme måde, som Jesus talte om det.
Jesus brugte billeder fra datidens hverdag, for at beskrive Gudsriget. Det var billeder alle kendte til, og som alle kunne forstå, og han brugte billederne til at sige noget sandt om Gudsriget.
Der findes ikke et eneste sted i Bibelen, hvor der står Gudsriget ER, men derimod står der Gudsriget er LIGESOM. Det bliver sammenlignet med noget andet, for at vi bedre kan forstå.
Og i dag bliver det sammenlignet med en handling – det at en mark bliver sået til. En mand går ud på marken og spreder kornet på jorden, hvorefter han forlader marken. For nu er der er ikke mere, han kan gøre. Nu må kornet gro af sig selv, og uden at vi ved hvordan.
Vi er så vant til at spørge hvordan i vores tilgang til verden. Det er en rigtig god måde at gå til verden på, for i dette hvordan er der udvikling og opdagelser gemt. Det er fx, fordi astronomer har spurgt hvordan, at der nu kan sidde en dansk astronom i rummet. Det er fordi, vi har spurgt hvordan, at vi har skabt al teknologi omkring os.
Men et "hvordan" giver ikke svar på det væsentligste i tilværelsen. Det gør derimod "hvorfor"?
For selvom vi i dag måske kan forklare, hvordan et korn vokser på marken, så siger det ikke noget om Gudsriget. Men det gør et hvorfor – hvorfor vokser kornet op uden at manden kan gøre mere ved det?
Fordi Gudsriget sker af sig selv – det sker for os og med os, og det sker hele tiden omkring os.
Gudsriget er Guds vilje med skabelsen, der træder tydeligt igennem. Han har skabt alt omkring os – lige fra stjernehobe, galakser, sorte huller – til dig og mig. Fra det største til det mindste, så emmer alt omkring os af Guds skabervilje. Gud har villet denne verden – Ja, han vil stadigvæk denne verden. Og hans vilje slår igennem i verden, når der fra mørket pludselig vokser lys og næring frem. For måske er det netop fra de steder, hvor vi mindst venter det, at vi opdager Gudsriget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være lidt som at vi sidder her i kirken vendt på øst, fordi vi fra gammel tid, hører at Kristus skal komme igen fra øst – med solopgangen. Og måske kommer det til at ske – det ved jeg ikke. Men som Jesus talte om Gudsriget på, så vil han komme bagfra – fra nattens mørke, og lægge sin hånd på vores skuldre og derfra skabe lyset.
Gudsriget er som et sennepskorn – det er det mindste, der bliver til noget stort. Men her udvider Jesus virkeligheden, for en sennepsplante bliver ikke større end en ½ -1 meter høje. Det kan ingen fugle bygge rede i. Men Jesus taler om Gudsriget – og her skabes der noget nyt og mere end det vi kender til. Der vil ske det, som vi ikke kan sige os selv, og i en størrelsesorden, vi ikke forstår - for Gudsriget begynder måske som det mindste af alt – som et lille frø, at det kan blive væk i vores lommer. Men et sennepsfrø kan overleve i årevis i en lomme til det bliver sået, og så vokser det.
Og når Gudsriget vokser op, så overgår det vores fantasi. Så bliver det vildere og større end alt andet.
Gudsriget er både noget, der sker lige nu i vores verden, men også noget der kommer til at ske. For vi hører, at en dag vil Guds vilje fylde hele universet, og alt ødelagt og ituslået vil blive helet og sat sammen på måder, vi ikke kan gennemskue eller forud se nu. Den knuste sjæl, det ødelagte hjerte, det forfulgte folk – en dag vil det blive helet, og ondskaben vil forsvinde. Tilbage står kun lyset. Gudsriget er en fremtid.
Men Gudsriget er også i dette øjeblik. Det er en mulighed, der opstår, når Guds ånd pludselig bliver tydelig for os. Det sker i håbet, den uselviske handling – det sker i glæden og kærligheden – i brødet og vinen. Det sker i vores fællesskaber.
Vi kender de øjeblikke, hvor det fuldkomne fylder. Det er Gudsriget der allerede sker omkring os, selvom vi til tider kan have svært ved at stole på det.
For vi lever stadigvæk i en falden verden, hvor modbydeligheder finder sted. Hvor vi træffer valg, der skader og sårer andre. Alt kan slås istykker, men håbet vender tilbage.
Og af håbet fødes livet og tilliden. At håbet springer Gudsriget.
Jeg vil slutte med ord fra sygehuspræsten Lars Björklund. Ordene beskriver på sin vores liv med Gudsriget virkeligheden – og fremtid.
De lyder sådan her:
Vi står
ved tiden rand
allerede næste åndedrag
et ukendt sted
Vi fastgør
ordet tillid imellem os
og læser det
fra hver sin side
Vi står
ved tidens rand
lukker øjnene
og kaster os ud
Sådan skriver Lars Björklund. Som et frø kastes, er vi kastede ud i tilværelsen – men vi er ikke alene. Vi har Gud med os. Gudriget sker i dette sekund.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/seksagesima-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi beder dig – kom til os og vær med os. Slå dig ned i vores liv, og find hvile hos os, så vi mærker dit nærvær og kan få lov at låne af dit håb.
Vi beder til dig – og vi beder dig om, at du må vende vores blikke mod vor næste, så vi kan se, hvor der er brug for os. Lad os række ud mod hinanden, i stedet for at stikke hænderne i lommen.
Vi beder dig – vær med dem, vi glemmer.
Og vær med alle dem, vi ikke kan nå.
Vær med alle dem, der er plaget af sygdom, og dem der sker på i afmagt.
Vær med alle der skal dø på denne dag.
Vær med alle der lever i en mangel – hjem eller familie. Dem der mangler omsorg eller opmærksomhed. Dem der mangler tillid eller glæde.
Vær med alle der er på flugt fra krig – og vær med de mange børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vær med alle der er bange, og alle hvis hjerter er fyldt med had og hævn – smelt hadet bort og fjern hævnen, så der kun står tilgivelse og forsoning tilbage.
Du har givet os denne jord, og vi har muligheden for at skabe fred og glæde – hjælp os til at træde det et skridt nærmere.
Vær med hele det kongelige hus – og vær med vor øvrighed.
Vær med vores kirke, og alle os i den. Må alle kirke stå som tårne af håb i en mørk tid.
Amen
Abonner på:
Opslag (Atom)