De sidste mange dage har der i radioen været talt om den mulige energikrise, vi kan komme til at stå i her i Europa. En mangel på olie, gas, gødning og helium kan sende os ud i en krise, vi sjældent har set før. Det er bekymrende, fordi det kan gribe direkte ind i den måde vi lever på. Det er bekymrende, fordi vi måske skal ændre vores vaner. Det er bekymrende, fordi der sker noget, som vi ikke har magt over.
Jeg er også nem at bekymre. Bekymringer flytter hurtigt ind i mig, og derfra tager min fantasi over og forestiller sig alt muligt forfærdeligt.
Jeg siger om mig selv, med ironiens afstand, at jeg er katastrofeparat. Det er jeg også.
Men er jeg også håbsparat?
Evangeliet til i dag handler både om bekymringer, kriser og håb – på én og samme gang, alt efter hvilket perspektiv, man tager.
VI hører om kvinden, der kommer med en krukke med meget fin nardusolie – hun bærer den hen til Jesus, bryder låget, så det ikke kan sættes på igen – og så hælder hun i en fin stråle olie ud over Jesus.
Hendes handling er det modsatte af, hvad man vil gøre i energikrise, hvor man skal spare på olien. Hun ødsler med den. Hun er ikke sparsommelighed eller i ordets mest fordømmende forstand fornuftig. Nej, hun er ødsel.
Og det afstedkommer jo også en del reaktioner fra de mennesker, som der var omkring Jesus. De blev vrede over ødselheden, der så synligt fandt sted for deres øjne, og de bliver blinde for, at ødselheden faktisk er kærlighedens måde at vise sig for os på.
Ødselhed gør noget ved os, og særligt, når vi oplever den i relationer. Man kan slet ikke være forelsket uden at være ødsel med sin tid og sin opmærksomhed. Man kan slet ikke blive forældre uden at være ødsel med sin kærlighed og glæde. Når vi virkelig vil noget med og for hinanden, så er vi ødsle. Krisen opstår først, når vi holder op med at give til hinanden.
John Lennon synger i en af sine sange, at livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Måske er kvinden også en påmindelse til os om, at vi skal huske at være ødsle i vores møde med andre mennesker. Vi kan have så travlt, at vi bliver en smule nærige med os selv, og her er kvinden et modbillede.
Kvinden i evangeliet er ødsel – ikke bare med sin hengivenhed overfor Jesus, men også med en afsindig dyr olie.
For kunne den ikke være brugt bedre? Hvad med de fattige? Kvinden er udsat for ”what aboutism”. Det er en retorisk tilgang, der skifter fokus fra det oprindelige til noget helt andet, og ofte efterlade en klat dårlig samvittighed eller skamfuldhed hos modparten.
Kvinden gør noget godt, hvorefter nogle bliver vrede, og udbryder: Jamen, hvad med de fattige?
Det samme svar hører vi i Danmark, når man taler om klima: Jamen, hvad med Kina, der forurener de endnu mere end os. Eller når vi har Danmarks indsamlingen: Jamen, hvad med de hjemløse her i landet.
Vi støder hele tiden selv på what aboutism – hvad med de andre?
For sådan er livet – når man gør noget godt et sted, så vil der altid være et andet sted, hvor man også kan gøre noget godt. Men udelukker de hinanden? Svaret er selvfølgelig nej – vi skal glædes over den godhed, der er foran os lige nu, velvidende at vi ikke løbet tør for områder i livet, hvor der er brug for penge, omsorg eller kærlighed.
Det skal ikke være stopklodsen for vores godhed, at der er andre, der også kan have brug for den – nej, lad os være ødsle med vores godhed og storsind.
Nogle af de mænd, der var omkring Jesus, blev vrede på kvinden. Vrede er en særlig følelse, fordi den opstår, når tingene ikke går, som vi gerne vil have dem – når vi ikke får vores vilje. Således også her. De syntes ikke, at hun skulle have handlet således – måske er de ægte optaget af de fattige, måske ville de ønske, at de havde fundet på det med olien, måske blev de forargede over, at en kvinde kunne finde på stille sig op på denne måde (og ja, det sker, at nogle mænd bliver vrede på kvinder, der tør stille sig forrest) – eller måske forstod de ikke, hvad hun gjorde. Men det forstod Jesus.
Kvinden hældte olie ud over Jesus hoved. Hun salvede hans legeme til begravelsen. De døde blev dengang smurt ind i velduftende olier, som en sidste kærlighedsgerning – og nu sker det allerede, mens Jesus lever.
Vi er i begyndelsen af påske – og dermed går Jesus sine sidste dage i møde. Han ved det allerede, men det gør ingen af de andre. De tror vel, at livet vil fortsætte som det har gjort de sidste 3 år, hvor de har fulgt Jesus. Men alt skal til at forandre sig.
Forandringer kan være ventede eller pludselige, men opleves som punktnedslag. Som et klart før og efter. Det vil også ske her – et før og efter langfredag. Et før og efter påskedag.
Jesus ved det. Kvindens handling foregriber påskens begivenhed – foregriber hvordan de vil tage ham nænsomt at korset, vaske ham, salve ham med olie og klæde ham i linned. Hvordan de vil vise ham den værdighed, han ikke fik i sine sidste timer.
Men det ved ingen endnu – og kvinden ved heller ikke, at hun er en del af noget større. I dette nu forstår hun ikke dybden eller rækkevidden af situationen. Det kan være en trøst til os også – i de øjeblikke i livet, hvor vi synes, at livet er for overfladisk, for kort eller for svært, kan vi trøste os ved, at vi også er den del af en større fortælling, som vi ikke kender dybden eller rækkevidden af. Vi kan trøste os ved, at den vej, som Jesus skal gå i påsken, baner en vej for os.
Kvinden er ødsel, og vi skal huske på hende. Sådan slutter evangeliet til i dag. Vi skal huske hende og prædike om det, hun gjorde. Og her bryder håbet ind i fortællingen, fordi fremtiden bliver draget ind.
Der er en fremtid efter denne påske, hvor disciplene bliver spredt for alle vinde, hvor vi kan fortælle om kvinden. Der er et i morgen, hvor vi igen får muligheden for at fortælle hinanden om, hvorfor og hvordan vi bør møde hinanden og handle overfor hinanden.
Det sidste punktum i vores historie er ikke sat endnu. Heller ikke på fredag – netop ikke efter på fredag. For der vil Kristus forandre livet for os alle sammen på så overraskende og voldsom en måde, at vi aldrig rigtig er kommet os over det siden.
Men for nu, så skal olien flyde – i ødselhed og glæde – af kærlighed og værdighed.
Amen
Tekster:
Filipperbrevet 2, 5-11Markusevangeliet 14, 3-9
Salmer:
804: Det sused (I)
448: Fyldt af glæde (Dåb)
172: Se, vi går op (FP)
151: Med sin alabasterkrukke (EP)
439 vers 1 (Nadver)
208: Skriv dig Jesus (Nadver)
192. Hil dig (U)
søndag den 29. marts 2026
lørdag den 20. december 2025
2. juledag 2025
Man skal ikke have levet længe i denne verden før man opdager, at der er meget, der kan rokke os mennesker. Livet bliver også tit sammenlignet med en sejltur, fordi der hele tiden er bevægelser udefra, der påvirker os, og får os til at skulle genfinde balancen.
Vi lever ellers i en ret fredelig del af verden, og alligevel er der udkommet en fredsrapport i begyndelsen af året, der fastslår, at verden har et stort antal aktive krige. 56 krige hærger lige nu kloden, og er det højeste antal siden Anden Verdenskrig (https://www.dr.dk/nyheder/udland/ny-rapport-slaar-fast-verden-har-ikke-vaeret-saa-meget-i-krig-siden-anden-verdenskrig).
Kloden rokker, fordi vi mennesker er i konflikt med hinanden. Konflikter tvinger mennesker til at vælge side – sådan er det. Hvem holder du med? Man kan kende det fra familielivet, arbejdspladsen – eller enhver anden platform, hvor mennesker færdes. Hvem holder du med, når uenighed opstår?
Vi kan bilde os ind, at man ikke kan vælge side, men det er en privilegieblind holdning. Er man en del af systemet, kan man ikke undgå at vælge side. Vi må ikke forholde os neutralt til livet, konflikter og hinanden.
Men at forholde sig konflikter behøver heldigvis ikke betyde, at man så derved puster liv i dem – det kan også bare betyde, at man viser tydeligt, hvor man står – derfra er det nemmere at bygge bro mellem hinanden.
Man kan ikke bygge broer i den fri luft – de skal forandres et sted, nemlig fra en part til den næste.
Der kan også være konflikter i hjemmene – særligt her i julen vil mange opleve, at skænderierne tager til. De fleste skilsmisser udspringer af ferier.
Vi er ikke særlig øvede i at være i konflikter, og det bliver bestemt ikke nemmere af at følge med på sociale medier, hvor det konfliktløse og glatte liv præsenteres. Der kan man få den tanke, at sådan skal livet være hele tiden. Men sådan er livet jo ikke.
Hvis man møder et ældre ægtepar, så ser vi ikke de mange, mange gange de har tilgivet hinanden, gået på kompromis, tænkt på at gå deres vej eller slugt en hulens masse kameler. Vi ser ikke, at livet sammen altid er at finde en balance.
Og igen kan vi ikke forholde os neutralt.
Det kan vi heller til evangeliet – vi er i gang med at fejre den højtid, der har allermest folkelig genklang, nemlig julen. Jeg elsker jul med al dens andefedt i håret, brændt risengrød og gaver der blev bestilt for sent, og nu kan hentes i Storcenter Nord mellem jul og nytår. Jeg elsker julen, selvom den også er hård og konfliktfyldt – og selvom der er forventninger og skuffelser med i købet.
Men vi må heller ikke tro, at livet er andet. Vi må ikke tro, at vi har fået livet og det herfra er nemt. Det er også svært og træls. Det er hårdt og ensomt.
Men måske er det også altid det værd.
Dagens tekster handler om ufred. Det er en udbredt misforståelse, at Jesus er kommet for at bringe fred – han er derimod kommet for at stifte fred. Et lille verbum til forskel: bringe og stifte.
Når man bringer, så kræver det ikke noget af modtageren. Det er noget, der bliver lagt ned over dig - du får det bare, men kan derfor bare smide det væk efterfølgende.
Evangeliet er også altid en fortælling om korset.
Jesus siger i dag, at vi skal tage vores kors på os. Når man taget et kors på sig, så er man på vej til sin egen død. Det var en handling, som Jesus udførte helt bogstaveligt – han gik den lange vej med det tunge kors på ryggen – en ekstra hån mod ham. Men for Jesus var det ikke bare en verdslig hån, men derimod også at sætte sin lid til Gud. At det nederlag der ventede Jesus, viste sig at være en sejr. Hans korsdød blev vores opstandelse. Fra mørke til lys – fra død til liv – fra konflikt til fred.
Vi går også i vores liv mod døden – det er i al fald det sidste, vi skal her i livet. Det er vi fælles om. Og i det liv, vil der også være kors, som vi skal tage på os.
Ikke kun forstået i relationel forstand i forhold til vores medmennesker, men også i forhold til vores tro.
Tør vi tage troens kors på os? Tør vi tage stilling og vælge side, og stå på Jesu side? Man kan ikke være neutralt troende -det findes ikke. Men heldigvis hører vi også, at en lillebitte og tvivlende – ja selv en knap synlig tro – er en fuldgyldig tro. Men vi må kendes ved Kristus. Det kan ikke være anderledes.
VI har lige sunget min mormors yndlingssalme: Her kommer Jesus dine små. Det er også sådan, at man i mange kirker synger vers 7 lige efter trosbekendelsen, som en sungen bøn til Gud, efter den menneskelige bekendelse. Vers 7 lyder sådan her:
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Meget rokker os i livet, men aldrig vores tilhørsforhold til den treenige Gud.
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/sankt-stefan-fra-anden-raekke
Salmer:
100: Kimer I klokker (I)
129: Julebudet til dem (SL)
123: Her kommer Jesus dine små (FP)
131: Blåt væled lys (EP)
439, 1: Nadver
103: Barn Jesus
118: Julen har englelyd
Vi lever ellers i en ret fredelig del af verden, og alligevel er der udkommet en fredsrapport i begyndelsen af året, der fastslår, at verden har et stort antal aktive krige. 56 krige hærger lige nu kloden, og er det højeste antal siden Anden Verdenskrig (https://www.dr.dk/nyheder/udland/ny-rapport-slaar-fast-verden-har-ikke-vaeret-saa-meget-i-krig-siden-anden-verdenskrig).
Kloden rokker, fordi vi mennesker er i konflikt med hinanden. Konflikter tvinger mennesker til at vælge side – sådan er det. Hvem holder du med? Man kan kende det fra familielivet, arbejdspladsen – eller enhver anden platform, hvor mennesker færdes. Hvem holder du med, når uenighed opstår?
Vi kan bilde os ind, at man ikke kan vælge side, men det er en privilegieblind holdning. Er man en del af systemet, kan man ikke undgå at vælge side. Vi må ikke forholde os neutralt til livet, konflikter og hinanden.
Men at forholde sig konflikter behøver heldigvis ikke betyde, at man så derved puster liv i dem – det kan også bare betyde, at man viser tydeligt, hvor man står – derfra er det nemmere at bygge bro mellem hinanden.
Man kan ikke bygge broer i den fri luft – de skal forandres et sted, nemlig fra en part til den næste.
Der kan også være konflikter i hjemmene – særligt her i julen vil mange opleve, at skænderierne tager til. De fleste skilsmisser udspringer af ferier.
Vi er ikke særlig øvede i at være i konflikter, og det bliver bestemt ikke nemmere af at følge med på sociale medier, hvor det konfliktløse og glatte liv præsenteres. Der kan man få den tanke, at sådan skal livet være hele tiden. Men sådan er livet jo ikke.
Hvis man møder et ældre ægtepar, så ser vi ikke de mange, mange gange de har tilgivet hinanden, gået på kompromis, tænkt på at gå deres vej eller slugt en hulens masse kameler. Vi ser ikke, at livet sammen altid er at finde en balance.
Og igen kan vi ikke forholde os neutralt.
Det kan vi heller til evangeliet – vi er i gang med at fejre den højtid, der har allermest folkelig genklang, nemlig julen. Jeg elsker jul med al dens andefedt i håret, brændt risengrød og gaver der blev bestilt for sent, og nu kan hentes i Storcenter Nord mellem jul og nytår. Jeg elsker julen, selvom den også er hård og konfliktfyldt – og selvom der er forventninger og skuffelser med i købet.
Men vi må heller ikke tro, at livet er andet. Vi må ikke tro, at vi har fået livet og det herfra er nemt. Det er også svært og træls. Det er hårdt og ensomt.
Men måske er det også altid det værd.
Dagens tekster handler om ufred. Det er en udbredt misforståelse, at Jesus er kommet for at bringe fred – han er derimod kommet for at stifte fred. Et lille verbum til forskel: bringe og stifte.
Når man bringer, så kræver det ikke noget af modtageren. Det er noget, der bliver lagt ned over dig - du får det bare, men kan derfor bare smide det væk efterfølgende.
Når man derimod stifter fred, så forsoner man fjender. Den handling er langt mere krævende og brobyggende. Den handling kræver, at parterne ser på hinanden, lægger hadet ned, og forsøger at finde ud af, hvordan de kan mødes. Det er noget ganske andet end at stifte fred.
Den fred, som Jesus kommer med, er tilmed af himmelsk karakter – det er Himlens Kongedømme, han kommer med. Og den skal ikke bare lige så stille væves ind i denne verden, så ingen opdager, at den er kommet. Nej – den vil bryde ind i verden, og springe det fra hinanden, som ikke har evigheden for øje.
Evangeliet rokker ved vores verden, så vi skal genfinde en balance.
For
Den fred, som Jesus kommer med, er tilmed af himmelsk karakter – det er Himlens Kongedømme, han kommer med. Og den skal ikke bare lige så stille væves ind i denne verden, så ingen opdager, at den er kommet. Nej – den vil bryde ind i verden, og springe det fra hinanden, som ikke har evigheden for øje.
Evangeliet rokker ved vores verden, så vi skal genfinde en balance.
For
Evangeliet er også altid en fortælling om korset.
Jesus siger i dag, at vi skal tage vores kors på os. Når man taget et kors på sig, så er man på vej til sin egen død. Det var en handling, som Jesus udførte helt bogstaveligt – han gik den lange vej med det tunge kors på ryggen – en ekstra hån mod ham. Men for Jesus var det ikke bare en verdslig hån, men derimod også at sætte sin lid til Gud. At det nederlag der ventede Jesus, viste sig at være en sejr. Hans korsdød blev vores opstandelse. Fra mørke til lys – fra død til liv – fra konflikt til fred.
Vi går også i vores liv mod døden – det er i al fald det sidste, vi skal her i livet. Det er vi fælles om. Og i det liv, vil der også være kors, som vi skal tage på os.
Ikke kun forstået i relationel forstand i forhold til vores medmennesker, men også i forhold til vores tro.
Tør vi tage troens kors på os? Tør vi tage stilling og vælge side, og stå på Jesu side? Man kan ikke være neutralt troende -det findes ikke. Men heldigvis hører vi også, at en lillebitte og tvivlende – ja selv en knap synlig tro – er en fuldgyldig tro. Men vi må kendes ved Kristus. Det kan ikke være anderledes.
VI har lige sunget min mormors yndlingssalme: Her kommer Jesus dine små. Det er også sådan, at man i mange kirker synger vers 7 lige efter trosbekendelsen, som en sungen bøn til Gud, efter den menneskelige bekendelse. Vers 7 lyder sådan her:
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Meget rokker os i livet, men aldrig vores tilhørsforhold til den treenige Gud.
Jeg kan ikke undgå at tænke på min søde mormor, når jeg synger den salme. Mine morforældre har bryllupsdag i dag, og selvom de begge er døde, så er de ikke borte. De er i min erindring og i mit hjerte – de er hos Gud.
Det er min tro, at Jesus døde, så de ikke skulle dø. Så vi ikke skal dø. Det er min tro, at dåben er en dåb til livet på begge sider af døden. At ligesom min mormor blev båret til dåben i en kirke et sted i Randers, sådan blev jeg båret til dåben i Vestervang kirke i Viborg, og sådan bar jeg min søn til dåben her i Møllevangkirke.
Vi er båret i livets vigtigste stunder – Jesu bar korset, så vi kan bære hinanden.
Eller som den gode Møllehave digtede i sin salme, som Anne Linnets så dygtigt sang:
Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os
Maria på æslet
med lille Messias.
Han bar verden for os – vi bærer hinanden - til dåben, i livet, gennem trængsler. Vi er et netværk vævet sammen af hænder, der løfter, og det kan vi alene gøre, fordi Jesus altid er klar til at gribe.
Der er altid håb. Også når fremtiden synes mørk. Håbet - at selvom korset stod mørkt den fredag og bar Jesu krop, så slog det rødder efterfølgende. Det skød neopngrønne knopper ud i verden. Korset blev et livstræ, der voksede sig vildt og stort mellem os.
Det er min tro, at Jesus døde, så de ikke skulle dø. Så vi ikke skal dø. Det er min tro, at dåben er en dåb til livet på begge sider af døden. At ligesom min mormor blev båret til dåben i en kirke et sted i Randers, sådan blev jeg båret til dåben i Vestervang kirke i Viborg, og sådan bar jeg min søn til dåben her i Møllevangkirke.
Vi er båret i livets vigtigste stunder – Jesu bar korset, så vi kan bære hinanden.
Eller som den gode Møllehave digtede i sin salme, som Anne Linnets så dygtigt sang:
Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os
Maria på æslet
med lille Messias.
Han bar verden for os – vi bærer hinanden - til dåben, i livet, gennem trængsler. Vi er et netværk vævet sammen af hænder, der løfter, og det kan vi alene gøre, fordi Jesus altid er klar til at gribe.
Der er altid håb. Også når fremtiden synes mørk. Håbet - at selvom korset stod mørkt den fredag og bar Jesu krop, så slog det rødder efterfølgende. Det skød neopngrønne knopper ud i verden. Korset blev et livstræ, der voksede sig vildt og stort mellem os.
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/sankt-stefan-fra-anden-raekke
Salmer:
100: Kimer I klokker (I)
129: Julebudet til dem (SL)
123: Her kommer Jesus dine små (FP)
131: Blåt væled lys (EP)
439, 1: Nadver
103: Barn Jesus
118: Julen har englelyd
tirsdag den 16. december 2025
4. søndag i advent, 2025
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den korteste dag på året. Det er kun gadelamper og adventskranse, der byder mørket trods, og vi andre går rundt og skutter os. trækker skuldrene op om ørerne, hænderne i lommerne, mens vi forsøger at liste os gennem mørket.
Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.
Det er mørkt, og skyerne gråner.
Det er mørkt, og verden går videre.
Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.
Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.
Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.
Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.
Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.
Det er glæden, når den er helt fortættet.
Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.
Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset.
Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.
Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.
Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.
Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.
Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.
Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.
VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.
Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.
Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.
Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.
Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.
Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.
Lyset er på vej.
Derfor bærer blus vi med glæde.
Amen
Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke
Salmevalg:
733: Skyerne gråner (I)
117: En rose så jeg skyde (SL)
820: Gå på lige flisegange (FP)
80: Tak og ære være (EP)
439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)
87: Det første lys (U)
Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.
Det er mørkt, og skyerne gråner.
Det er mørkt, og verden går videre.
Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.
Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.
Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.
Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.
Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.
Det er glæden, når den er helt fortættet.
Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.
Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset.
Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.
Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.
Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.
Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.
Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.
Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.
VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.
Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.
Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.
Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.
Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.
Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.
Lyset er på vej.
Derfor bærer blus vi med glæde.
Amen
Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke
Salmevalg:
733: Skyerne gråner (I)
117: En rose så jeg skyde (SL)
820: Gå på lige flisegange (FP)
80: Tak og ære være (EP)
439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)
87: Det første lys (U)
søndag den 12. oktober 2025
17. søndag efter trinitatis 2025
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor.”
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Det citat rummer en stor visdom – for ikke blot, så fremkalder digtet billeder hos mange af os – da vi som børn lå i græsset, og kiggede ind i en anden verden. Små myrer kravlede rundt mellem græsstrå, der for dem var som træstammer – og duften af jord og græssets grønne saft nåede vores næser, mens græsset kildede på benene. Verden blev stor, når man zoomede ind, og tiden gik langsommere.
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden - at vi skal bøje os for også de mindste af vore medmennesker.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden - at vi skal bøje os for også de mindste af vore medmennesker.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
Og under måltidet står der pludselig en mand foran Jesus – han lider af vand i kroppen, og hans hud må have spændt ud til bristepunktet. Om han er kommet for at blive helbredt eller om han er tjener den aften, ved vi heller ikke.
Nu kan vand i kroppen være smertefuldt, men det behøver ikke være livstruende. Der er dog noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Nu kan vand i kroppen være smertefuldt, men det behøver ikke være livstruende. Der er dog noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Og på sin vis ligner manden med vand i kroppen farisærerne. Farisærerne har overholdt Moseloven til punkt og prikke. De gjorde det rigtige, fordi de var troende, men måske var der også for meget af alt det rigtige i dem, så de ikke kunne se hinanden for bar love.
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 6. juli 2025
3. søndag efter trinitatis 2025
Der er hele tiden mennesker, der bliver væk. Hvis man går på interpols hjemmeside, så kan man finde navnene på over 10.000 mennesker, ingen ved, hvor er. De 36 af dem er fra Danmark. De er forsvundet ud i den blå luft. Uden andet spor end savnet hos dem, der elsker dem, og som sidder tilbage med spørgsmål.
Jeg kendte engang en kvinde, hvis far var blevet væk. Han var kørt på arbejde en dag, og kom aldrig hjem. De fandt hverken ham eller bilen igen. De ledte selvfølgelig, men som dage blev til måneder, der blev til år, så faldt han i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, og om man nogensinde holder op med at spejde efter ham. Om man ikke altid ser sig omkring for måske en dag at se ind i hans øjne igen?
Kan man glemme dem, der gemmer sig?
Jeg mødte også engang en kvinde, som ingen kendte. Hun var alene i verden, og havde ingen at være sammen med. Hun havde ingen familie, ingen venner og når vi andre fejrede højtider og fødselsdage sad hun alene. Ingen tænkte på hende, og ingen savnede hende. Hun var uelsket – ikke fordi hun ikke var værd at elske, men fordi ingen kendte hende, og derfor var der ingen til at elske hende.
Hun var blevet væk midt mellem mennesker. Hun var blevet glemt uden at hun havde forsøgt at gemme sig.
Der er mange måder, vi mennesker kan blive væk på. Man kan forsvinde med vilje, eller blive væk, fordi ingen leder efter en.
Det gør noget ved os at vide, at der er mennesker der forsvinder i den blå luft – mennesker der er blevet væk. Hvor er de? Det er et mysterium, vi ikke kan løse. Men det bør også gøre noget ved os, når vi hører, at der er mennesker der mangler mennesker. Det bør rykke i vores hjerter, når vi hører om den store ensomhed, der også er i Danmark.
For der er langt flere end 36 mennesker, der lige nu mangler et socialt netværk, og som ikke er forsvundet ud i den blå luft. Mennesker der længes efter en ven – en relation – en der bekymrer sig om dem.
Der er massevis af mennesker i Danmark, der er blevet glemt, og som venter på, at der er nogen, der finder dem.
Det er trist – ja, det er trist, at vi i vores hypermoderne, AI-hungrende og udviklingsparate samfund, ikke formår at gribe hinanden. Et samfund er ikke mere veludviklet end dets evne til at gribe de mennesker, der har brug for hjælp.
Man kan gemme sig, og aldrig blive fundet – men det er langt værre at blive glemt, og aldrig blive fundet igen.
Ifg. Adfærdsforsker Vanessa Van Edwards så er vi mennesker optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi giver, fordi vi inderst inde er bange for at blive glemt. Det ligger dybt indgroet i vores indre, at vi ikke må blive glemt – for dem der bliver glemt, overlever ikke.
Vi vil huskes – inddrages – være en del af flokken. Vi er jo det, som biologer vil kalde for flokdyr. Vi har brug for fællesskaber med andre mennesker, hvor vi dels kan føle os trykke, men også hvor vi kan lære om os selv.
Martin Buber, der var filosof, og som jeg nok har citeret ret ofte, siger noget i retningen af, at det er i mødet med den anden, at jeg bliver til jeg. Det er når jeg møder andre, at jeg opdager, hvem jeg er – på godt og ondt.
Det er i flokkens ramme, at vi kan udvikle os, og får perspektiver på tilværelsen.
Og selv hvis vi i bedste eventyr stil drager ud for at få vores eventyrlyst stillet, så er drager vi altid ud, for at komme hjem igen. For at blive en del af flokken igen.
I vores egen kristne arv hører vi også om, at Gud, da han har skabt Adam, siger til sig selv at det ikke er godt for mennesket at være alene, så derfor skaber han af Adam endnu et menneske. Det er altså ikke bare to mennesker skabt af hver sin klump jord, men derimod to mennesker, der er skabt af hinanden – kvinden skabt af manden, og siden er alle mennesket kommet fra kvinden. Vi hænger sammen – mytisk, genetisk og biologisk.
Hele bibelen er en fortælling om at høre til et folk. At være en del af en slægt – en gruppe. Og med Jesus hører vi, at den gruppe ikke er forbeholdt nogle særligt udvalgte, men derimod skal tænkes universelt. Gud skabte verden og alle mennesker på den – og alle hører vi til hos Gud. Alle folkeslag.
Lignelsen vi hører i dag, handler om et får, der mistes og en mønt der tabes. Det er ikke fåret, der løber væk eller mønten der vil trille. Det er uheldet, der gør, at de bliver væk. Hverken fåret eller mønten har en intention om at forsvinde – det er uheldet. De mistes og tabes.
Og derfor mangler de også. Der er hul i fællesskabet, der hvor de før var.
Både et får og en mønt udgør en værdi. De koster noget – er værdifulde for ejeren. Måske er det derfor Jesus vælger netop et får og en mønt for at få os til at forstå, at noget i verden har en iboende værdi – at mennesker har en iboende værdi – at syndere har en iboende værdi, der gør, at man bør lede efter dem. Både fårehyrden og kvindens formue er blevet mindre, fordi de mister og taber. På næsten samme måde er Guds formue mindre, når et menneske mangler. Der er hul i fællesskabet.
Og derfor leder både fårehyrden og kvinden i lignelserne efter får og mønt. For at få det tabte tilbage.
Der hvor Jesus sprænger samtidens regler og rammer, er der, hvor vi i dagens uddrag fra Bibelen hører, at han spiser sammen med syndere. For det er dem, som lignelsen handler om. Der er god grund til at tro, at synderen er dem, der ikke følge datidens religiøse lov – altså dem, som ikke angrer deres handlinger og ikke giver ofre til Gud for at sone deres skyld. Det er mennesker, der ikke forsøger at lave være med at være syndere. Det er dem, som Jesus sidder og spiser sammen med.
De er ikke nødvendigvis fattige og arme, men er rige og indflydelsesrige. De har økonomisk magt, og er ikke velanset af de religiøse. Det er dem, som Jesus sidder til bords med.
Det er så radikalt at Guds kærlighed manifesterer sig på denne måde. Som en reel handling og rækken ud mod dem, der i den grad mangler Gud i deres liv. Og der spiser Jesus med – vil gerne være sammenspiste med dem.
Tænk selv på, hvem Jesus ville spise sammen med i dag, hvis vi skulle pege på en økonomisk magtelite, der ikke bekymrer sig om, hvordan andre ser dem, og om at de er syndere.
Det er DEM Jesus sidder med, da denne lignelse falder som en hammer. Det er nemlig dem, der er sidder der med deres selvfede og selvretfærdige smil på en stor pose penge og er ligeglade med andre, der er de tabte og mistede. Det er dem, som fårehyrden og kvinder leder efter med lys og lygte.
De mangler i fællesskabet. Også selv man kan mene, at de slet ikke fortjener at være med i det. Men hvem kan sige det? For i Guds rige har det jo aldrig handlet om fortjeneste. Heller ikke nu, hvor det virkelig gælder.
Jesus går helt derud, hvor vi kan have svært ved at følge ham, for at vise os, hvor radial Guds kærlighed er. Den gælder ikke bare dem, vi får det godt af at hjælpe – den omfatter også dem, vi ikke har lyst til at hjælpe.
Guds kærlighed er evig rækken ud efter de mennesker, som ikke er med af den ene eller den anden grund. Det er ikke op til os at vurdere hvorfor de ikke er med i fællesskabet, men det er op til os at glædes over enhver der træder ind i fællesskabet. Kærligheden er betingelsesløs, og det kan vi ikke altid forstå.
Men vi skal heller ikke altid forstå - vi skal tro. Vi tro det u-trolige, at Jesus vil omvende mennesker, der har brug for ham. Også de mennesker, der ikke ved, at de har brug for ham.
Og det er da en glæde at tænke på, hvis man selv har en af de dage eller år, hvor man føler, at man ikke fortjener at være med eller hører til – hvor man ikke kan holde sig selv ud – eller hvor de negative tanker tvinger en til jorden – at også du min ven i det øjeblik, du tror, at du ikke er med; netop er med. Netop der leder Gud efter dig – netop der bliver du fundet. Netop der bliver vi fundet.
Jeg vil slutte med et par linjer fra Gerd Theissens bog ”Tro og Tanke – en poetisk-kritisk katekismus” 1. udgave 1.oplag 2015:
Først modtages kærligheden,
Dernæst gives den videre.
Først er den en væren
Dernæst en gøren. (s. 369)
(…)
Sandheden er
At nogle gange forstyrrer kærligheden enhver orden.
(…)
Han (Jesus) satte kærligheden til Gud og til næsten i centrum.
Kærligheden gælder uden grænser
Fjenderne, de fremmede og synderne.
Den er ubetinget.
Den kaster her og nu
En gnist af evighed
Ind i det menneskelige liv. (s. 426)
Amen
Jeg kendte engang en kvinde, hvis far var blevet væk. Han var kørt på arbejde en dag, og kom aldrig hjem. De fandt hverken ham eller bilen igen. De ledte selvfølgelig, men som dage blev til måneder, der blev til år, så faldt han i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, og om man nogensinde holder op med at spejde efter ham. Om man ikke altid ser sig omkring for måske en dag at se ind i hans øjne igen?
Kan man glemme dem, der gemmer sig?
Jeg mødte også engang en kvinde, som ingen kendte. Hun var alene i verden, og havde ingen at være sammen med. Hun havde ingen familie, ingen venner og når vi andre fejrede højtider og fødselsdage sad hun alene. Ingen tænkte på hende, og ingen savnede hende. Hun var uelsket – ikke fordi hun ikke var værd at elske, men fordi ingen kendte hende, og derfor var der ingen til at elske hende.
Hun var blevet væk midt mellem mennesker. Hun var blevet glemt uden at hun havde forsøgt at gemme sig.
Der er mange måder, vi mennesker kan blive væk på. Man kan forsvinde med vilje, eller blive væk, fordi ingen leder efter en.
Det gør noget ved os at vide, at der er mennesker der forsvinder i den blå luft – mennesker der er blevet væk. Hvor er de? Det er et mysterium, vi ikke kan løse. Men det bør også gøre noget ved os, når vi hører, at der er mennesker der mangler mennesker. Det bør rykke i vores hjerter, når vi hører om den store ensomhed, der også er i Danmark.
For der er langt flere end 36 mennesker, der lige nu mangler et socialt netværk, og som ikke er forsvundet ud i den blå luft. Mennesker der længes efter en ven – en relation – en der bekymrer sig om dem.
Der er massevis af mennesker i Danmark, der er blevet glemt, og som venter på, at der er nogen, der finder dem.
Det er trist – ja, det er trist, at vi i vores hypermoderne, AI-hungrende og udviklingsparate samfund, ikke formår at gribe hinanden. Et samfund er ikke mere veludviklet end dets evne til at gribe de mennesker, der har brug for hjælp.
Man kan gemme sig, og aldrig blive fundet – men det er langt værre at blive glemt, og aldrig blive fundet igen.
Ifg. Adfærdsforsker Vanessa Van Edwards så er vi mennesker optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi giver, fordi vi inderst inde er bange for at blive glemt. Det ligger dybt indgroet i vores indre, at vi ikke må blive glemt – for dem der bliver glemt, overlever ikke.
Vi vil huskes – inddrages – være en del af flokken. Vi er jo det, som biologer vil kalde for flokdyr. Vi har brug for fællesskaber med andre mennesker, hvor vi dels kan føle os trykke, men også hvor vi kan lære om os selv.
Martin Buber, der var filosof, og som jeg nok har citeret ret ofte, siger noget i retningen af, at det er i mødet med den anden, at jeg bliver til jeg. Det er når jeg møder andre, at jeg opdager, hvem jeg er – på godt og ondt.
Det er i flokkens ramme, at vi kan udvikle os, og får perspektiver på tilværelsen.
Og selv hvis vi i bedste eventyr stil drager ud for at få vores eventyrlyst stillet, så er drager vi altid ud, for at komme hjem igen. For at blive en del af flokken igen.
I vores egen kristne arv hører vi også om, at Gud, da han har skabt Adam, siger til sig selv at det ikke er godt for mennesket at være alene, så derfor skaber han af Adam endnu et menneske. Det er altså ikke bare to mennesker skabt af hver sin klump jord, men derimod to mennesker, der er skabt af hinanden – kvinden skabt af manden, og siden er alle mennesket kommet fra kvinden. Vi hænger sammen – mytisk, genetisk og biologisk.
Hele bibelen er en fortælling om at høre til et folk. At være en del af en slægt – en gruppe. Og med Jesus hører vi, at den gruppe ikke er forbeholdt nogle særligt udvalgte, men derimod skal tænkes universelt. Gud skabte verden og alle mennesker på den – og alle hører vi til hos Gud. Alle folkeslag.
Lignelsen vi hører i dag, handler om et får, der mistes og en mønt der tabes. Det er ikke fåret, der løber væk eller mønten der vil trille. Det er uheldet, der gør, at de bliver væk. Hverken fåret eller mønten har en intention om at forsvinde – det er uheldet. De mistes og tabes.
Og derfor mangler de også. Der er hul i fællesskabet, der hvor de før var.
Både et får og en mønt udgør en værdi. De koster noget – er værdifulde for ejeren. Måske er det derfor Jesus vælger netop et får og en mønt for at få os til at forstå, at noget i verden har en iboende værdi – at mennesker har en iboende værdi – at syndere har en iboende værdi, der gør, at man bør lede efter dem. Både fårehyrden og kvindens formue er blevet mindre, fordi de mister og taber. På næsten samme måde er Guds formue mindre, når et menneske mangler. Der er hul i fællesskabet.
Og derfor leder både fårehyrden og kvinden i lignelserne efter får og mønt. For at få det tabte tilbage.
Der hvor Jesus sprænger samtidens regler og rammer, er der, hvor vi i dagens uddrag fra Bibelen hører, at han spiser sammen med syndere. For det er dem, som lignelsen handler om. Der er god grund til at tro, at synderen er dem, der ikke følge datidens religiøse lov – altså dem, som ikke angrer deres handlinger og ikke giver ofre til Gud for at sone deres skyld. Det er mennesker, der ikke forsøger at lave være med at være syndere. Det er dem, som Jesus sidder og spiser sammen med.
De er ikke nødvendigvis fattige og arme, men er rige og indflydelsesrige. De har økonomisk magt, og er ikke velanset af de religiøse. Det er dem, som Jesus sidder til bords med.
Det er så radikalt at Guds kærlighed manifesterer sig på denne måde. Som en reel handling og rækken ud mod dem, der i den grad mangler Gud i deres liv. Og der spiser Jesus med – vil gerne være sammenspiste med dem.
Tænk selv på, hvem Jesus ville spise sammen med i dag, hvis vi skulle pege på en økonomisk magtelite, der ikke bekymrer sig om, hvordan andre ser dem, og om at de er syndere.
Det er DEM Jesus sidder med, da denne lignelse falder som en hammer. Det er nemlig dem, der er sidder der med deres selvfede og selvretfærdige smil på en stor pose penge og er ligeglade med andre, der er de tabte og mistede. Det er dem, som fårehyrden og kvinder leder efter med lys og lygte.
De mangler i fællesskabet. Også selv man kan mene, at de slet ikke fortjener at være med i det. Men hvem kan sige det? For i Guds rige har det jo aldrig handlet om fortjeneste. Heller ikke nu, hvor det virkelig gælder.
Jesus går helt derud, hvor vi kan have svært ved at følge ham, for at vise os, hvor radial Guds kærlighed er. Den gælder ikke bare dem, vi får det godt af at hjælpe – den omfatter også dem, vi ikke har lyst til at hjælpe.
Guds kærlighed er evig rækken ud efter de mennesker, som ikke er med af den ene eller den anden grund. Det er ikke op til os at vurdere hvorfor de ikke er med i fællesskabet, men det er op til os at glædes over enhver der træder ind i fællesskabet. Kærligheden er betingelsesløs, og det kan vi ikke altid forstå.
Men vi skal heller ikke altid forstå - vi skal tro. Vi tro det u-trolige, at Jesus vil omvende mennesker, der har brug for ham. Også de mennesker, der ikke ved, at de har brug for ham.
Det er en dyb glæde - hvis man ellers giver sig hen til tanken - at Guds kærlighed er vildere, uregerlig og uberegnelig. Altså efter vores normer. Efter menneskelig tankegang synes vi ofte, at Guds kærlighed bør rumme en retfærdighed, men er det ikke netop kærlighedens inderste væsen - at vi ikke kan regne den ud, men at den kommer til os alle ødsel og stor, og insisterer på at elske også de dage, hvor vi ikke tør tro på os selv.
Og det er da en glæde at tænke på, hvis man selv har en af de dage eller år, hvor man føler, at man ikke fortjener at være med eller hører til – hvor man ikke kan holde sig selv ud – eller hvor de negative tanker tvinger en til jorden – at også du min ven i det øjeblik, du tror, at du ikke er med; netop er med. Netop der leder Gud efter dig – netop der bliver du fundet. Netop der bliver vi fundet.
Jeg vil slutte med et par linjer fra Gerd Theissens bog ”Tro og Tanke – en poetisk-kritisk katekismus” 1. udgave 1.oplag 2015:
Først modtages kærligheden,
Dernæst gives den videre.
Først er den en væren
Dernæst en gøren. (s. 369)
(…)
Sandheden er
At nogle gange forstyrrer kærligheden enhver orden.
(…)
Han (Jesus) satte kærligheden til Gud og til næsten i centrum.
Kærligheden gælder uden grænser
Fjenderne, de fremmede og synderne.
Den er ubetinget.
Den kaster her og nu
En gnist af evighed
Ind i det menneskelige liv. (s. 426)
Amen
Dagens evangelietekter: https://bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 11. maj 2025
3. søndag efter påske, 2025
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (s. 65).
Men ganske få sætninger får hun sagt, at vi har brug for andre mennesker – vi kan ikke alt selv, og vi skal ikke alt selv.
For der findes døre i vores liv, som vi ikke selv skal åbne – veje vi ikke kan gå ad, medmindre en anden viser os den.
Vi er skabt til fællesskaber, helt fra begyndelsen, hvor Gud skaber to menneske på én gang til at tage vare på jorden og alle dens ressourcer.
Der står i kontrast til megen af den tale, der er om i mennesket i vor tid. Vi lever i individualismens tidsalder. Vi har frigjort os fra fællesskabets bånd, og vi kan selv være med til at definere og forme vores identitet.
Vi har lige afholdt konfirmation her i kirken – og både her og over hele landet, siger de smukke unge mennesker ja. Men vi får tit konfirmationens intention og mening galt i halsen, fordi det er så nemt at komme til at konkludere, at dåben først rigtig gælder, når den døbte siger ja til Gud. Vi siger med individualismens briller, at nu skal de unge mennesker selv vælge om de tror på Gud. Som om troen er vores valg – som valgte man hvilket sko, man skal have på morgenen.
Men troen er ikke så meget et valg, som det er en overgivelse. En given slip på alt det, der siger, at det er valg fra vores side. Og nogle gange en given slip på det, der siger, at troen ikke kan passe – at det er for vildt og stort – for modstridende og ufornuftigt at tro. Men man kan ikke lade være – og man tror alligevel og på trods af fornuften.
Konfirmationen er Guds evige ja til os mennesker. Den markere slutningen på et forløb, hvor de unge har lært om kristendommen, kirken og menigheden hver gang de har siddet her i kirken og ikke mindst er blevet budt velkomne i fællesskabet af jer.
Konfirmationen er ikke individets valg, men det, at man heldigvis ikke behøver vælge alt her i livet, for noget er givet på forhånd. Nemlig Guds kærlighed.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Og sådan en begivenhed er konfirmationen. Derfor giver det med kristne briller heller ikke mening at have en "selvformation", som er det nyeste skud på stammen for de unge mennesker, der ikke vil konfirmeres, og som nu mangler et overgangsritual. Og selvfølgelig skal noget andet stå i stedet for, så de unge kan få et overgangsritual – men set herfra – som kristne – kan mennesket slet ikke stå alene. Vi ville vælte rundt, hvis vi stod helt alene, og alene skulle bekræfte os selv.
Konfirmationen kunne egentligt gentages hver søndag for os alle, fordi den i sin grund skal gøre os opmærksomme på vores døb – det er som at sige til hinanden: husk nu at du er døbt.
Herinde får vi nemlig noget givet – herinde er det ikke den enkelte, der skal bekræfte noget overfor Gud. For Gud ved det allerede. I Guds øjne er vi altid allerede elsket, som nu afdøde musiker Peter Bastian siger i sin bog af samme navn.
Her får vi noget givet, også når vi slet ikke, overhovedet eller aldrig nogensinde kan gøre os fortjent til det. Herinde klipper Gud de kæder af selvhad, bebrejdelse, fortrydelse, synd og skam over med sin store kærligheds boltsaks. Herinde fjerner Gud alle de tunge kæder, der holder os nede og gør os stumme og lamme – og sætter os fri. Husk nu at du i dåben er Guds barn – du er fri, og det vil du altid være.
Vi får lov at få gå ud herfra med Guds kærlighed og nåde. Det er ikke gråden og klagen, der får det sidste ord i vores liv, selvom vi må erkende, at de også er livets følgesvende.
Trængslen skal afløses af glæde. Det er løftet. Det holder vi gudstjeneste på hver søndag – det døber vi på – og det modtager vi nadver på – det danner vi fællesskaber på.
Trængslerne skal afløses af glæde. Men en glæde, der er større og dybere end bare det at være glad en dag. For det er ikke bare en følelse, men derimod en måde at være til i verden på. En ny modus i tilværelsen, hvor vi ved, at efter smerte kommer glæde.
Jesus sammenligner det med en fødende kvinde, der oplever store smerter, men når hun har født et menneske til verden, så er trængslen over, og afløst af glæde.
Og også her står det klart, at Gud virkelig har skabt os til fællesskaber, for ingen mennesker kan fødes uden en mor, ligesom det er svært at lære om kærligheden uden at blive elsket. Det er svært at blive tilgivet uden at have gjort noget forkert. Det er svært at leve uden andre.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Vores fællesskab her på jorden – den måde vores liv er lagt i hænderne på andre – er et ekko af Guds guddommelige vilje.
Evangeliets ord til denne søndag – Jesus der taler til sine disciple om, at han skal afsted, og de ikke kan se ham – er en del af tale, som Jesus holder ved bordet skærtorsdag. Han ved allerede nu, hvad der vil ske, og at han om få timer vil blive fanget af soldater. Forrådt med et kys. Han ved, at han skal dø – smerten står forude og venter på ham.
Og den venter på hans disciple, som efter hans død, bliver spredt for alle vinde. De står ikke sammen som en gruppe, men går hvert til sit af frygt og skuffelse. Jesus kunne dø, selvom han havde sagt, at han var menneskesønnen. Og ikke bare dø, men dø på den mest fornedrende og smertefulde måde – i tortur og mørke, skulle den mand, de havde fulgt og tilbedt dø.
Jesus siger det til dem, ganske få timer før det skal ske, og selvfølgelig forstod de ikke, hvad han sagde. For de kunne slet ikke forestille sig et liv uden den fysiske Jesus ved deres side.
Og vi kender jo historien – beretningen om Langfredagens smerte, påskelørdags tomhed og stilhed, og så solopgangens lys, der baner sig vej gennem verdens mørke – og Marias ord, der den morgen lød på vegne af os alle: Rabbuni. Og en dag er det os, der vil sige de ord, når vi ånder ud for sidste gang, og slår øjnene op i evigheden: Rabbuni.
Det er glæden – den dybeste glæde.
Det er den sidste dør i livet, som vi ikke selv kan åbne, og som Jesus har åbnet for os. Opstandelsens dør – glædens dør.
Vi lever på et løfte. Givet i dåben, bekræftet ved nadverbordet – fortalt fra Bibelen.
Og derfor sang vi før:
”Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
”velsignet være du!”
(100 salmer, 831,1).
Amen
der kun kan åbnes
af en anden.
Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (s. 65).
Men ganske få sætninger får hun sagt, at vi har brug for andre mennesker – vi kan ikke alt selv, og vi skal ikke alt selv.
For der findes døre i vores liv, som vi ikke selv skal åbne – veje vi ikke kan gå ad, medmindre en anden viser os den.
Vi er skabt til fællesskaber, helt fra begyndelsen, hvor Gud skaber to menneske på én gang til at tage vare på jorden og alle dens ressourcer.
Der står i kontrast til megen af den tale, der er om i mennesket i vor tid. Vi lever i individualismens tidsalder. Vi har frigjort os fra fællesskabets bånd, og vi kan selv være med til at definere og forme vores identitet.
Vi har lige afholdt konfirmation her i kirken – og både her og over hele landet, siger de smukke unge mennesker ja. Men vi får tit konfirmationens intention og mening galt i halsen, fordi det er så nemt at komme til at konkludere, at dåben først rigtig gælder, når den døbte siger ja til Gud. Vi siger med individualismens briller, at nu skal de unge mennesker selv vælge om de tror på Gud. Som om troen er vores valg – som valgte man hvilket sko, man skal have på morgenen.
Men troen er ikke så meget et valg, som det er en overgivelse. En given slip på alt det, der siger, at det er valg fra vores side. Og nogle gange en given slip på det, der siger, at troen ikke kan passe – at det er for vildt og stort – for modstridende og ufornuftigt at tro. Men man kan ikke lade være – og man tror alligevel og på trods af fornuften.
Konfirmationen er Guds evige ja til os mennesker. Den markere slutningen på et forløb, hvor de unge har lært om kristendommen, kirken og menigheden hver gang de har siddet her i kirken og ikke mindst er blevet budt velkomne i fællesskabet af jer.
Konfirmationen er ikke individets valg, men det, at man heldigvis ikke behøver vælge alt her i livet, for noget er givet på forhånd. Nemlig Guds kærlighed.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Og sådan en begivenhed er konfirmationen. Derfor giver det med kristne briller heller ikke mening at have en "selvformation", som er det nyeste skud på stammen for de unge mennesker, der ikke vil konfirmeres, og som nu mangler et overgangsritual. Og selvfølgelig skal noget andet stå i stedet for, så de unge kan få et overgangsritual – men set herfra – som kristne – kan mennesket slet ikke stå alene. Vi ville vælte rundt, hvis vi stod helt alene, og alene skulle bekræfte os selv.
Konfirmationen kunne egentligt gentages hver søndag for os alle, fordi den i sin grund skal gøre os opmærksomme på vores døb – det er som at sige til hinanden: husk nu at du er døbt.
Herinde får vi nemlig noget givet – herinde er det ikke den enkelte, der skal bekræfte noget overfor Gud. For Gud ved det allerede. I Guds øjne er vi altid allerede elsket, som nu afdøde musiker Peter Bastian siger i sin bog af samme navn.
Her får vi noget givet, også når vi slet ikke, overhovedet eller aldrig nogensinde kan gøre os fortjent til det. Herinde klipper Gud de kæder af selvhad, bebrejdelse, fortrydelse, synd og skam over med sin store kærligheds boltsaks. Herinde fjerner Gud alle de tunge kæder, der holder os nede og gør os stumme og lamme – og sætter os fri. Husk nu at du i dåben er Guds barn – du er fri, og det vil du altid være.
Vi får lov at få gå ud herfra med Guds kærlighed og nåde. Det er ikke gråden og klagen, der får det sidste ord i vores liv, selvom vi må erkende, at de også er livets følgesvende.
Trængslen skal afløses af glæde. Det er løftet. Det holder vi gudstjeneste på hver søndag – det døber vi på – og det modtager vi nadver på – det danner vi fællesskaber på.
Trængslerne skal afløses af glæde. Men en glæde, der er større og dybere end bare det at være glad en dag. For det er ikke bare en følelse, men derimod en måde at være til i verden på. En ny modus i tilværelsen, hvor vi ved, at efter smerte kommer glæde.
Jesus sammenligner det med en fødende kvinde, der oplever store smerter, men når hun har født et menneske til verden, så er trængslen over, og afløst af glæde.
Og også her står det klart, at Gud virkelig har skabt os til fællesskaber, for ingen mennesker kan fødes uden en mor, ligesom det er svært at lære om kærligheden uden at blive elsket. Det er svært at blive tilgivet uden at have gjort noget forkert. Det er svært at leve uden andre.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Vores fællesskab her på jorden – den måde vores liv er lagt i hænderne på andre – er et ekko af Guds guddommelige vilje.
Evangeliets ord til denne søndag – Jesus der taler til sine disciple om, at han skal afsted, og de ikke kan se ham – er en del af tale, som Jesus holder ved bordet skærtorsdag. Han ved allerede nu, hvad der vil ske, og at han om få timer vil blive fanget af soldater. Forrådt med et kys. Han ved, at han skal dø – smerten står forude og venter på ham.
Og den venter på hans disciple, som efter hans død, bliver spredt for alle vinde. De står ikke sammen som en gruppe, men går hvert til sit af frygt og skuffelse. Jesus kunne dø, selvom han havde sagt, at han var menneskesønnen. Og ikke bare dø, men dø på den mest fornedrende og smertefulde måde – i tortur og mørke, skulle den mand, de havde fulgt og tilbedt dø.
Jesus siger det til dem, ganske få timer før det skal ske, og selvfølgelig forstod de ikke, hvad han sagde. For de kunne slet ikke forestille sig et liv uden den fysiske Jesus ved deres side.
Og vi kender jo historien – beretningen om Langfredagens smerte, påskelørdags tomhed og stilhed, og så solopgangens lys, der baner sig vej gennem verdens mørke – og Marias ord, der den morgen lød på vegne af os alle: Rabbuni. Og en dag er det os, der vil sige de ord, når vi ånder ud for sidste gang, og slår øjnene op i evigheden: Rabbuni.
Det er glæden – den dybeste glæde.
Det er den sidste dør i livet, som vi ikke selv kan åbne, og som Jesus har åbnet for os. Opstandelsens dør – glædens dør.
Vi lever på et løfte. Givet i dåben, bekræftet ved nadverbordet – fortalt fra Bibelen.
Og derfor sang vi før:
”Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
”velsignet være du!”
(100 salmer, 831,1).
Amen
Salmevalg:
805: Når æbletræets (I)
305: Kom Gud Helligånd (SL)
831: Nu ligger vejen øde (FP)
678: Guds fred (EP)
233: Jesus lever (Nadver)
721: Frydeligt med jubelkor (U)
søndag den 16. februar 2025
Septuagesima søndag, 2025
Jeg står her med et manuskript til en prædiken, som slet ikke ligner det, jeg plejer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have holdt en smukkere eller poetisk prædiken, men det kan jeg ikke.
For verden byder mig det imod.
Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.
Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.
Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.
Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.
Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:
For verden byder mig det imod.
Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.
Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.
Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.
Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.
Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:
- Hvor der er en ære i at yde til fællesskabet, og hvor der er mere at sige om dig som menneske, end de dine succeser.
- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.
- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.
Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.
Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.
Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.
Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.
Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her.
- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.
- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.
Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.
Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.
Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.
Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.
Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her.
OG at den mest uanstændige handling, ikke er det menneske, der måske mister fatningen i en kø i Netto, fordi der er en, der snyder foran, men derimod den, der filmer det – og dernæst den, der ser det som underholdning.
Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.
Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.
For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?
Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”
Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.
Fællesskabet har trange kår på alle måder.
Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.
Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.
Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.
Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.
Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.
Nu til lignelsen:
Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.
Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.
Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.
Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.
Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.
Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.
For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?
Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”
Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.
Fællesskabet har trange kår på alle måder.
Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.
Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.
Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.
Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.
Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.
Nu til lignelsen:
Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.
Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.
Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.
Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.
Lignelser er altid spejl, vi kan se vores liv med hinanden i.
I lignelsen taler Jesus om Gudsriget – altså om det, som Gud vil give os. Og Gud vil give os præcis det samme, fordi du ikke skal defineres ved dine handlinger. Du er mere end dine handlinger.
Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.
Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.
Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.
Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.
Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.
Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.
Amen
Dagens evangelium: https://bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke
Abonner på:
Kommentarer (Atom)