De sidste mange dage har der i radioen været talt om den mulige energikrise, vi kan komme til at stå i her i Europa. En mangel på olie, gas, gødning og helium kan sende os ud i en krise, vi sjældent har set før. Det er bekymrende, fordi det kan gribe direkte ind i den måde vi lever på. Det er bekymrende, fordi vi måske skal ændre vores vaner. Det er bekymrende, fordi der sker noget, som vi ikke har magt over.
Jeg er også nem at bekymre. Bekymringer flytter hurtigt ind i mig, og derfra tager min fantasi over og forestiller sig alt muligt forfærdeligt.
Jeg siger om mig selv, med ironiens afstand, at jeg er katastrofeparat. Det er jeg også.
Men er jeg også håbsparat?
Evangeliet til i dag handler både om bekymringer, kriser og håb – på én og samme gang, alt efter hvilket perspektiv, man tager.
VI hører om kvinden, der kommer med en krukke med meget fin nardusolie – hun bærer den hen til Jesus, bryder låget, så det ikke kan sættes på igen – og så hælder hun i en fin stråle olie ud over Jesus.
Hendes handling er det modsatte af, hvad man vil gøre i energikrise, hvor man skal spare på olien. Hun ødsler med den. Hun er ikke sparsommelighed eller i ordets mest fordømmende forstand fornuftig. Nej, hun er ødsel.
Og det afstedkommer jo også en del reaktioner fra de mennesker, som der var omkring Jesus. De blev vrede over ødselheden, der så synligt fandt sted for deres øjne, og de bliver blinde for, at ødselheden faktisk er kærlighedens måde at vise sig for os på.
Ødselhed gør noget ved os, og særligt, når vi oplever den i relationer. Man kan slet ikke være forelsket uden at være ødsel med sin tid og sin opmærksomhed. Man kan slet ikke blive forældre uden at være ødsel med sin kærlighed og glæde. Når vi virkelig vil noget med og for hinanden, så er vi ødsle. Krisen opstår først, når vi holder op med at give til hinanden.
John Lennon synger i en af sine sange, at livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Måske er kvinden også en påmindelse til os om, at vi skal huske at være ødsle i vores møde med andre mennesker. Vi kan have så travlt, at vi bliver en smule nærige med os selv, og her er kvinden et modbillede.
Kvinden i evangeliet er ødsel – ikke bare med sin hengivenhed overfor Jesus, men også med en afsindig dyr olie.
For kunne den ikke være brugt bedre? Hvad med de fattige? Kvinden er udsat for ”what aboutism”. Det er en retorisk tilgang, der skifter fokus fra det oprindelige til noget helt andet, og ofte efterlade en klat dårlig samvittighed eller skamfuldhed hos modparten.
Kvinden gør noget godt, hvorefter nogle bliver vrede, og udbryder: Jamen, hvad med de fattige?
Det samme svar hører vi i Danmark, når man taler om klima: Jamen, hvad med Kina, der forurener de endnu mere end os. Eller når vi har Danmarks indsamlingen: Jamen, hvad med de hjemløse her i landet.
Vi støder hele tiden selv på what aboutism – hvad med de andre?
For sådan er livet – når man gør noget godt et sted, så vil der altid være et andet sted, hvor man også kan gøre noget godt. Men udelukker de hinanden? Svaret er selvfølgelig nej – vi skal glædes over den godhed, der er foran os lige nu, velvidende at vi ikke løbet tør for områder i livet, hvor der er brug for penge, omsorg eller kærlighed.
Det skal ikke være stopklodsen for vores godhed, at der er andre, der også kan have brug for den – nej, lad os være ødsle med vores godhed og storsind.
Nogle af de mænd, der var omkring Jesus, blev vrede på kvinden. Vrede er en særlig følelse, fordi den opstår, når tingene ikke går, som vi gerne vil have dem – når vi ikke får vores vilje. Således også her. De syntes ikke, at hun skulle have handlet således – måske er de ægte optaget af de fattige, måske ville de ønske, at de havde fundet på det med olien, måske blev de forargede over, at en kvinde kunne finde på stille sig op på denne måde (og ja, det sker, at nogle mænd bliver vrede på kvinder, der tør stille sig forrest) – eller måske forstod de ikke, hvad hun gjorde. Men det forstod Jesus.
Kvinden hældte olie ud over Jesus hoved. Hun salvede hans legeme til begravelsen. De døde blev dengang smurt ind i velduftende olier, som en sidste kærlighedsgerning – og nu sker det allerede, mens Jesus lever.
Vi er i begyndelsen af påske – og dermed går Jesus sine sidste dage i møde. Han ved det allerede, men det gør ingen af de andre. De tror vel, at livet vil fortsætte som det har gjort de sidste 3 år, hvor de har fulgt Jesus. Men alt skal til at forandre sig.
Forandringer kan være ventede eller pludselige, men opleves som punktnedslag. Som et klart før og efter. Det vil også ske her – et før og efter langfredag. Et før og efter påskedag.
Jesus ved det. Kvindens handling foregriber påskens begivenhed – foregriber hvordan de vil tage ham nænsomt at korset, vaske ham, salve ham med olie og klæde ham i linned. Hvordan de vil vise ham den værdighed, han ikke fik i sine sidste timer.
Men det ved ingen endnu – og kvinden ved heller ikke, at hun er en del af noget større. I dette nu forstår hun ikke dybden eller rækkevidden af situationen. Det kan være en trøst til os også – i de øjeblikke i livet, hvor vi synes, at livet er for overfladisk, for kort eller for svært, kan vi trøste os ved, at vi også er den del af en større fortælling, som vi ikke kender dybden eller rækkevidden af. Vi kan trøste os ved, at den vej, som Jesus skal gå i påsken, baner en vej for os.
Kvinden er ødsel, og vi skal huske på hende. Sådan slutter evangeliet til i dag. Vi skal huske hende og prædike om det, hun gjorde. Og her bryder håbet ind i fortællingen, fordi fremtiden bliver draget ind.
Der er en fremtid efter denne påske, hvor disciplene bliver spredt for alle vinde, hvor vi kan fortælle om kvinden. Der er et i morgen, hvor vi igen får muligheden for at fortælle hinanden om, hvorfor og hvordan vi bør møde hinanden og handle overfor hinanden.
Det sidste punktum i vores historie er ikke sat endnu. Heller ikke på fredag – netop ikke efter på fredag. For der vil Kristus forandre livet for os alle sammen på så overraskende og voldsom en måde, at vi aldrig rigtig er kommet os over det siden.
Men for nu, så skal olien flyde – i ødselhed og glæde – af kærlighed og værdighed.
Amen
Tekster:
Filipperbrevet 2, 5-11Markusevangeliet 14, 3-9
Salmer:
804: Det sused (I)
448: Fyldt af glæde (Dåb)
172: Se, vi går op (FP)
151: Med sin alabasterkrukke (EP)
439 vers 1 (Nadver)
208: Skriv dig Jesus (Nadver)
192. Hil dig (U)
