Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret enkelt, når man siger det på den måde.
Den tanke fik vi præster fra Møllevang, Hasle og Helligåndskirken også engang vi skulle på konfirmandlejr. Vi tænkte faktisk, at vi ville forsøge at bygge vores eget menneske. Hvis man nu tog de grundstoffer, blandede dem sammen i rette målestoksforhold, så ville der nok dukke et menneske frem. Så vi fik alle konfirmanderne til at blande kulstof, brint, kvælstof, calcium, fosfor med vand og ilt. Det varmede vi blidt over en bunsenbrænder og ventede spændt på at et menneske skulle vise sig i al sin pragt på bunden af en kolbe. Men i stedet for et mini-menneske fik vi ikke andet end en sort klat udefinerbart materiale.
Hånden på hjertet, så vidste vi godt, at det ikke kunne lykkes. Men hvorfor vidste vi det – og hvorfor vidste konfirmanderne det også? Fordi et menneske ikke kan reduceres til en kemisk formel – fordi der skal mere til. Indenfor kristendommen kalder vi det for ånd. Der skal ånd til – Guds skabende ånd – som fylder vores fysiske kroppe i verden med vækst og liv. Med alt det, der giver livet sprængkraft.
Grunden til at jeg alligevel nævner vores mislykkede kemiske forsøg i dag, er den, at formlen for et menneske er ens, uanset, hvem man er. Det er ikke sådan, at der skal mere calcium til for at blive statsminister – eller at mennesker fra USA har mere kvælstof i sig. Vi rummer det samme. Vi er ens på en mangfoldig og forunderlig måde.
Vi har også alle de samme behov. Alle mennesker har brug for, at det liv, de lever – og det de laver – giver mening for nogen eller noget. Livet skal være meningsfyldt, så vi mærker at det betyder noget, at vi er her.
Et andet af vores fælles behov, er behovet for at kunne mestre både de opgaver, som vi skal klare, men også livet som en opgave. Vi skal lykkes med lidt af det, som vi kaster os over.
Så har vi også behov for at blive respekteret som de individer vi er – det kaldes for autonomi. Vi vil gerne tages alvorligt som mennesker – og gerne så alvorligt, at vores eksistens i verden bliver anerkendt. Det værste vi næsten kan gøre overfor hinanden, er at ignorere et andet menneske. Vi har brug for at nogen tager sig tid til at ville lære os at kende. Gør sig umage med at se og lytte til os.
Og slutteligt har vi alle brug for at tilhøre en gruppe. Det betyder ikke så meget om den er stor eller lille gruppe, men vi har brug for at være noget for nogen. Vi hænger sammen med andre mennesker.
De behov: mening, mestring, autonomi og inklusion er ens for alle mennesker over hele kloden. Selvom vores kroppe og kulturer er forskellige, selvom nogle af os ikke kan lide stegt flæsk, selvom nogen beder på en anden måde end os, og selvom der er nogen, der bruger en masse tid på at nedgøre andre på nettet, så vi faktisk ret ens. Vores sociale behov er ens.
Det er værd at have med i dag, når Jesus taler om vi skal elske vores fjender. Det kan være et svært budskab at forstå – dengang som i dag. I verden, der synes at blive mere og mere polariseret og uhomogen, kan Jesus krav om fjendekærlighed forekomme radikalt og provokerende. Ja, måske ligefrem naivt.
Og alligevel er det det budskab som vi skal forholde os til i dag. Og tage livtag med.
Der findes fjender på mange niveauer i vores liv.
På den helt store klinge, så findes der mennesker, der vil vores vestlige verden det ondt, og som ikke ønsker os det godt.
På det mere personlige plan, kan man have fjender – mennesker, som har ødelagt noget af vores liv – gjort os ondt – skabt problemer for os. De fjender, som vi har lyst til at skal straffes – eller i al fald mærke, hvordan det var, at var være os, da det gjorde allermest ondt.
Og så findes der også hverdagsfjenderne. De mennesker i hverdagen, som vi ikke bryder os om, og som vi måske endda taler lidt grimt om – måske får vi endda en allieret, og så kan man hygge-hade lidt sammen.
Eller måske bare de mennesker, som vi har puttet i vores indre ”idiot-kasse”.
Jeg ved jo slet ikke om I kan genkende det her, men tro mig når jeg siger, at de her fænomener med hyggehad og idiotkasser er ret udbredte. Men det vigtige er, at dem der hygge-hader eller har idiotkasser er ikke hverken uempatisk eller psykopater. De er mennesker, som søger at høre til, blive set og som søger en mening med tilværelsen.
Mon ikke, alle mennesker støder på fjender i deres liv på den ene eller den anden måde – jeg tror det.
Jesus siger nu, at vi skal elske og bede for dem. Det handler ikke om vi skal acceptere, når andre overskrider vores grænser – eller vi skal rumme andres ondskab. Vi skal altid tale ondskaben imod. Det handler slet ikke om, at vi passivt skal acceptere at være andre menneskers personlige boksebold.
Men det handler om, at der i fjendebilleder ligger kimen til en totale splittelse mellem mennesker, og dermed endnu mere ondskab. Ondskaben kan kun leve, hvis vi ser hinanden som fjender. Ondskaben kan kun vokse, når vi dehumaniserer hinanden, og glemmer at være hinandens medmennesker. Når vi ikke længere forstår, at der mellem mennesker ikke bare er en grænse, men netop en grænse med to sider. At der altid er to fortællinger til stede samtidigt, og at vi ikke nødvendigvis sidder med sandheden. Vi sidder blot med en anden fortælling.
Ja, Jesus taler om fjendekærlighed, fordi det altid er aktuelt.
Det er værd at bemærke, at han i dag ikke siger, at vi skal tilgive dem, men vi skal elske dem. Nu kan man mene, at kærlighed og tilgivelse hører sammen; og på sin vis er de hinandens tvillinger. Men det er vigtigt, når vi taler om fjender, at vi i første omgang ikke får tvunget et krav om tilgivelse ned over os.
Derfor begynder vi med at elske – og her tales Jesus ikke om den kærlighed, vi føler til vores familie eller børn. Det er en anden kærlighed, som Jesus taler om – en kærlighed, der ikke er bundet af, om vi kan lide hinanden, men en kærlighed, der kalder mennesket frem i fjenden. Vi skal insistere på, at vi er mennesker mere end vi er hinandens fjender. Fjendekærligheden er en kærlighed, der ikke handler om at få noget til gengæld, men som finder sin inspiration og kilde til vedholdenhed i Guds kærlighed til os.
Jeg hørte engang en podcast med en buddhistisk munk, der – når han mødte mennesker, som han ville gøre til fjender på den ene eller den anden led – altid forsøgte at give 3 gode forklaringer eller historier på, hvorfor de opfører sig som de gør. En slags mentale undskyldninger, som forandrede hans blik på mennesker fra potentielle fjender til reelle medmennesker.
Det er egentligt en megen kristen tilgang til medmennesket. Det er at tage ansvar for medmennesket i stedet for at fælde en dom, hvor vi kun kender sandheden på vores side af grænsen. Der er ingen garanti for, at vores hypoteser om medmennesket holder vand – men det nedbryder et billede af den anden som fjende, og erstatter det med et billede af et menneske.
Det gør en forskel inde i os, men også mellem os, at vi med små skridt nedbryder fjendebilleder i vores hverdag.
Så i stedet for at vi spørger os selv, hvordan vi skal kunne elske en fjende, så skal vi begynde med at fremkalde mennesket for vores indre blik. Vi begynder med en enkelt medmenneskelig handling.
Fjendekærlighed er ikke nemt – det kan gøre ondt – det kan være smerteligt – det kan være umuligt. Ja, og derfor skal vi også bede. Bede Gud om hjælp, når vi kommer til kort. Bede Gud om at give os mod til at gå ad kærlighedens vej. Og når vi igen kommer til at skabe os en fjende – eller vi støder på en fjende – at vi forsøger at lade hadet fylde mindre end kærligheden. At vi forsøger at gør os bevidst, at vi alle er mennesker for vor herre – og at vi alle har brug Gud til at løfte os i livet.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 28. juni 2026
torsdag den 14. maj 2026
Kristi himmelfartsdag 2026
Der findes øjeblikke i et liv, hvor man mærker et sammenhold stærkt og klart. Hvor vi oplever en sammenhørighed ved at være, og hvor det ikke betyder så meget om jeg får ret, men mere, at jeg er med. Det kan være et fællesskab bestående af mange mennesker, eller et lille fællesskab, hvor man blot er sammen med ét andet menneske.
I sidste uge, da det stod klart, at AGF nu ville vinde superligaen, selvom de lige mangler en enkelt kamp mod VFF, dér oplevede mange et fællesskab, der transcenderede alder, meninger, politisk overbevisning, hudfarve og religion. Der var vi alle aarhusianere – der fejrede vi holdet, og glæden var så berusende, og samtidig ganske rørende. Jeg stod i Tivoli og var i et fællesskab med en masse andre mennesker, som jeg slet ikke kendte. Nogle af havde været AGF-fan i årevis, og andre havde ca 90 minutters erfaringer som fan. Og det betød ikke noget, for fællesskabet var vigtigst.
Jeg prøvede det også, da jeg blev gift. Der var jeg i et fællesskab med min mand. Bare os to, og glæden var lige så berusende og rørende. Der var vi sammen af kærlighed og valg, men sammen fordi det os, vi blev sammen, var vigtigere end det jeg, som jeg var, når jeg var alene.
Vi er en del af fællesskaber mange steder. Fx på arbejdspladsen, når vi når et mål sammen. Eller når en kollega går gennem en svær periode, og har brug for lidt ekstra omsorg. Vi møder fællesskab til koncerter, hvor vi står og synger sammen. Nogle gange opstår fællesskabet på baggrund af en fejl, som da jeg var i biografen og de havde sat den forkerte film på. Der var vi sammen om at more os. Vi oplever også fællesskab herinde – hver søndag, til nadveren, til barnedåben, i fællessangen og åndedrættets samtidighed.
Fællesskaber opstår alle mulige steder med både kendte og ukendte mennesker. Det ligger i vores sjælelige DNA, at vi har søger mod fællesskab med andre mennesker, og at det påvirker os, når vi står i dem. Vores følelser rækker ud mod andre – og vi ikke bare erkender fællesskabet. Vi føler det. Vi mærker det.
Vi er søgende mod hinanden.
Hvorfor nu al den snak om fællesskaber? Jo, fordi Kristi himmelfart begynder og slutter i et fællesskab. Men ikke bare i dag – kristendommen har sit udspring i fællesskabet. En Gud, der vil være fælles med den verden han skaber, og derfor er til stede i den. Og mennesket der ikke må være alene, og derfor skaber Gud to mennesker til at dele livet sammen. Hele Bibelen igennem hører vi om mennesker, der søger mod hinanden og mod Gud.
Selve evangeliet til i dag finder sted 40 dage efter påske, hvor Jesus jo som bekendt dør. Der forsvinder han fra verden på en måde på en traumatisk og forfærdelig måde. Disciplene var der spredt for alle vinde af frygt. Den mand, som de havde forladt alt for at følge, hang nu der døende på korset mellem den jord han var sendt til den, og den Himmel han kom fra. Mon ikke de også tvivlede på om Jesus faktisk var Guds søn, som han havde sagt. Mon ikke de tvivlede på deres eget valg om at følge ham?
De var spredt fra hinanden, og mærkede ikke fællesskabet, men derimod ensomheden, forladtheden og tomheden.
Men han kom igen – Jesus. Han kom tilbage fra døden. Og de kunne ikke tro, men måtte tro det, fordi han stod der mellem dem. Og han levede sammen med dem i 40 dage.
Og da de dage var gået, gav ham den en opgave. De skulle igen spredes for alle vinde – ikke af frygt, men af glæde over, at lyset er stærkere end døden. De skulle rejse ud i verden, og fortælle om Jesus. De skulle prædike omvendelse – de skulle prædike om syndernes forladelse.
Denne gang var de fysisk adskilt fra hinanden, men sammen i Kristus. De bar fællesskabet med dem. Og de dannede nye fællesskaber derude i verden.
Vi sidder her som direkte konsekvens af den opgave de fik. De gik vitterligt ud i hele verden, og fortalte om Guds fællesskab med os.
Vi er i et fællesskab med hinanden – og det fællesskab kan vi tage med os ud i hver vores liv. Vi kan mærke herinde, at der faktisk findes et sted i livet, hvor vi kan komme uanmeldt og altid være velkommen. Vi kan komme til Gud om vi er trætte eller friske. Vi kan komme på en god dag eller på en dårlig dag. Vi er altid velkommen her, fordi det ikke handler om, hvad du kan eller magter, det handler ikke om hvor stærk eller dygtig du er – eller om hvor nedbrudt og svag du lige nu er. Det handler om, at du er velkommen her. Som du er i dette nu. Og om en måned er du stadigvæk velkommen som den, du er om en måned. Gud tager imod dig med åbne arme, og lader dig hvile her et øjeblik.
Her løfter han sine hænder og velsigner dig.
Og det gjorde Jesus også efter han havde givet dem en opgave. Han løftede sine hænder og velsignede dem med den velsignelse som alle præster stadigvæk den dag i dag bruger.
Jeg hørte på et tidspunkt et foredrag med en ekspert i kropssprog. Hun sagde, at gemte hænder er farlige hænder. Altså hænder vi ikke kan se, fordi de er under bordet, bag ryggen eller i lommen er instinktivt farlige hænder. Vi ved ikke, hvad der kan blive hevet frem fra gemmerne, som kan true os. Det er en forsvarsreaktion. Men kommer vi derimod med hænderne fremme – eller hænder oppe over hovedet – så viser vi, at vi ikke er farlige, og man ikke skal frygte os. De åbne hænder afvæbner og afmonterer vores frygt.
Jesus stod med hænderne fremme – han viste sin håndflader, hvor hullerne efter de store søm endnu var der. Han viste gennem denne handling, at selvom man havde såret ham og ydmyget ham, så ville han aldrig hævne sig. Han ville tilgive dem. Syndernes forladelse. Han ville tilgive dem, der havde forsøgt at tage ikke bare hans værdighed fra Gud fra ham, men også han menneskeværd. Selv de kunne være velkomne i hans fællesskab.
Det er ikke altid, at vi mennesker kan magte så stor en gerning. Jeg tror mange lever et liv med et par mennesker i bagagen, der har såret dem så stort, at det smerter at tænke på. At man ikke kan forestille sig nogensinde at kunne tilgive. Og selvom vi altid beder i fadervor, at skal tilgive vores skyldnere, så er det ikke altid, at vi kan. Og nogle gange er freden i vores liv at finde der, hvor vi accepterer, at vi ikke kan tilgive. At sådan blev det. Der er noget, vi må lægge i Guds åbne hænder, og stole på, at Gud bærer med på vores liv, når vi ikke selv magter det.
Og at vi stadigvæk er en del af fællesskabet. At det ikke dømmer os ude, at vi blot er mennesket. Tværtimod.
Jesus rakte hænderne frem og op – han stod i et favntag mod verden, og derfra velsignede ham dem, og da blev han båret væk fra dem ind i Himlen.
Men han forsvandt ikke som på Langfredag. Følelsen var en anden, fordi disciplene var fyldt med glæde. De kunne mærke, at han stadigvæk var nærværende, og nu aldrig ville forsvinde fra verden.
Hvor vi er forsamlet vi jeg også være – sådan siger Jesus til os. Når vi mennesker kommer sammen så vil han være hos i mellemrummene. Han vil fylde det ud, der ellers er tomt og ingenting med sin fylde og kærlighed.
Du hører til, er budskabet i dag. Du er nogens. Du er nemlig Guds. Du er skabt af en vilje til kærlighed. Du er skabt til at møde andre mennesker, se dem i øjnene og rækker hænderne frem. Det er bundlinjen så at sige. Det er vilkåret, udgangspunktet, præmissen. At vi mennesker opdager hinanden hele tiden.
Det er kun, når noget ødelægger det, at vi kigger væk, undgår øjenkontakt eller forsøger at gøre hinanden små. Det er os i den faldne verden.
Derfor må vi huske, at udgangspunktet er, at vi hører til og rækker ud. At vi er hinandens, som vi er Guds.
Og derfor velsigner Jesus som det sidste han gør med et: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred.
Amen
Prædikentekst: https://bibelselskabet.dk/kristi-himmelfartsdag-fra-anden-raekke
I sidste uge, da det stod klart, at AGF nu ville vinde superligaen, selvom de lige mangler en enkelt kamp mod VFF, dér oplevede mange et fællesskab, der transcenderede alder, meninger, politisk overbevisning, hudfarve og religion. Der var vi alle aarhusianere – der fejrede vi holdet, og glæden var så berusende, og samtidig ganske rørende. Jeg stod i Tivoli og var i et fællesskab med en masse andre mennesker, som jeg slet ikke kendte. Nogle af havde været AGF-fan i årevis, og andre havde ca 90 minutters erfaringer som fan. Og det betød ikke noget, for fællesskabet var vigtigst.
Jeg prøvede det også, da jeg blev gift. Der var jeg i et fællesskab med min mand. Bare os to, og glæden var lige så berusende og rørende. Der var vi sammen af kærlighed og valg, men sammen fordi det os, vi blev sammen, var vigtigere end det jeg, som jeg var, når jeg var alene.
Vi er en del af fællesskaber mange steder. Fx på arbejdspladsen, når vi når et mål sammen. Eller når en kollega går gennem en svær periode, og har brug for lidt ekstra omsorg. Vi møder fællesskab til koncerter, hvor vi står og synger sammen. Nogle gange opstår fællesskabet på baggrund af en fejl, som da jeg var i biografen og de havde sat den forkerte film på. Der var vi sammen om at more os. Vi oplever også fællesskab herinde – hver søndag, til nadveren, til barnedåben, i fællessangen og åndedrættets samtidighed.
Fællesskaber opstår alle mulige steder med både kendte og ukendte mennesker. Det ligger i vores sjælelige DNA, at vi har søger mod fællesskab med andre mennesker, og at det påvirker os, når vi står i dem. Vores følelser rækker ud mod andre – og vi ikke bare erkender fællesskabet. Vi føler det. Vi mærker det.
Vi er søgende mod hinanden.
Hvorfor nu al den snak om fællesskaber? Jo, fordi Kristi himmelfart begynder og slutter i et fællesskab. Men ikke bare i dag – kristendommen har sit udspring i fællesskabet. En Gud, der vil være fælles med den verden han skaber, og derfor er til stede i den. Og mennesket der ikke må være alene, og derfor skaber Gud to mennesker til at dele livet sammen. Hele Bibelen igennem hører vi om mennesker, der søger mod hinanden og mod Gud.
Selve evangeliet til i dag finder sted 40 dage efter påske, hvor Jesus jo som bekendt dør. Der forsvinder han fra verden på en måde på en traumatisk og forfærdelig måde. Disciplene var der spredt for alle vinde af frygt. Den mand, som de havde forladt alt for at følge, hang nu der døende på korset mellem den jord han var sendt til den, og den Himmel han kom fra. Mon ikke de også tvivlede på om Jesus faktisk var Guds søn, som han havde sagt. Mon ikke de tvivlede på deres eget valg om at følge ham?
De var spredt fra hinanden, og mærkede ikke fællesskabet, men derimod ensomheden, forladtheden og tomheden.
Men han kom igen – Jesus. Han kom tilbage fra døden. Og de kunne ikke tro, men måtte tro det, fordi han stod der mellem dem. Og han levede sammen med dem i 40 dage.
Og da de dage var gået, gav ham den en opgave. De skulle igen spredes for alle vinde – ikke af frygt, men af glæde over, at lyset er stærkere end døden. De skulle rejse ud i verden, og fortælle om Jesus. De skulle prædike omvendelse – de skulle prædike om syndernes forladelse.
Denne gang var de fysisk adskilt fra hinanden, men sammen i Kristus. De bar fællesskabet med dem. Og de dannede nye fællesskaber derude i verden.
Vi sidder her som direkte konsekvens af den opgave de fik. De gik vitterligt ud i hele verden, og fortalte om Guds fællesskab med os.
Vi er i et fællesskab med hinanden – og det fællesskab kan vi tage med os ud i hver vores liv. Vi kan mærke herinde, at der faktisk findes et sted i livet, hvor vi kan komme uanmeldt og altid være velkommen. Vi kan komme til Gud om vi er trætte eller friske. Vi kan komme på en god dag eller på en dårlig dag. Vi er altid velkommen her, fordi det ikke handler om, hvad du kan eller magter, det handler ikke om hvor stærk eller dygtig du er – eller om hvor nedbrudt og svag du lige nu er. Det handler om, at du er velkommen her. Som du er i dette nu. Og om en måned er du stadigvæk velkommen som den, du er om en måned. Gud tager imod dig med åbne arme, og lader dig hvile her et øjeblik.
Her løfter han sine hænder og velsigner dig.
Og det gjorde Jesus også efter han havde givet dem en opgave. Han løftede sine hænder og velsignede dem med den velsignelse som alle præster stadigvæk den dag i dag bruger.
Jeg hørte på et tidspunkt et foredrag med en ekspert i kropssprog. Hun sagde, at gemte hænder er farlige hænder. Altså hænder vi ikke kan se, fordi de er under bordet, bag ryggen eller i lommen er instinktivt farlige hænder. Vi ved ikke, hvad der kan blive hevet frem fra gemmerne, som kan true os. Det er en forsvarsreaktion. Men kommer vi derimod med hænderne fremme – eller hænder oppe over hovedet – så viser vi, at vi ikke er farlige, og man ikke skal frygte os. De åbne hænder afvæbner og afmonterer vores frygt.
Jesus stod med hænderne fremme – han viste sin håndflader, hvor hullerne efter de store søm endnu var der. Han viste gennem denne handling, at selvom man havde såret ham og ydmyget ham, så ville han aldrig hævne sig. Han ville tilgive dem. Syndernes forladelse. Han ville tilgive dem, der havde forsøgt at tage ikke bare hans værdighed fra Gud fra ham, men også han menneskeværd. Selv de kunne være velkomne i hans fællesskab.
Det er ikke altid, at vi mennesker kan magte så stor en gerning. Jeg tror mange lever et liv med et par mennesker i bagagen, der har såret dem så stort, at det smerter at tænke på. At man ikke kan forestille sig nogensinde at kunne tilgive. Og selvom vi altid beder i fadervor, at skal tilgive vores skyldnere, så er det ikke altid, at vi kan. Og nogle gange er freden i vores liv at finde der, hvor vi accepterer, at vi ikke kan tilgive. At sådan blev det. Der er noget, vi må lægge i Guds åbne hænder, og stole på, at Gud bærer med på vores liv, når vi ikke selv magter det.
Og at vi stadigvæk er en del af fællesskabet. At det ikke dømmer os ude, at vi blot er mennesket. Tværtimod.
Jesus rakte hænderne frem og op – han stod i et favntag mod verden, og derfra velsignede ham dem, og da blev han båret væk fra dem ind i Himlen.
Men han forsvandt ikke som på Langfredag. Følelsen var en anden, fordi disciplene var fyldt med glæde. De kunne mærke, at han stadigvæk var nærværende, og nu aldrig ville forsvinde fra verden.
Hvor vi er forsamlet vi jeg også være – sådan siger Jesus til os. Når vi mennesker kommer sammen så vil han være hos i mellemrummene. Han vil fylde det ud, der ellers er tomt og ingenting med sin fylde og kærlighed.
Du hører til, er budskabet i dag. Du er nogens. Du er nemlig Guds. Du er skabt af en vilje til kærlighed. Du er skabt til at møde andre mennesker, se dem i øjnene og rækker hænderne frem. Det er bundlinjen så at sige. Det er vilkåret, udgangspunktet, præmissen. At vi mennesker opdager hinanden hele tiden.
Det er kun, når noget ødelægger det, at vi kigger væk, undgår øjenkontakt eller forsøger at gøre hinanden små. Det er os i den faldne verden.
Derfor må vi huske, at udgangspunktet er, at vi hører til og rækker ud. At vi er hinandens, som vi er Guds.
Og derfor velsigner Jesus som det sidste han gør med et: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred.
Amen
Prædikentekst: https://bibelselskabet.dk/kristi-himmelfartsdag-fra-anden-raekke
søndag den 29. marts 2026
Palmesøndag 2026
De sidste mange dage har der i radioen været talt om den mulige energikrise, vi kan komme til at stå i her i Europa. En mangel på olie, gas, gødning og helium kan sende os ud i en krise, vi sjældent har set før. Det er bekymrende, fordi det kan gribe direkte ind i den måde vi lever på. Det er bekymrende, fordi vi måske skal ændre vores vaner. Det er bekymrende, fordi der sker noget, som vi ikke har magt over.
Jeg er også nem at bekymre. Bekymringer flytter hurtigt ind i mig, og derfra tager min fantasi over og forestiller sig alt muligt forfærdeligt.
Jeg siger om mig selv, med ironiens afstand, at jeg er katastrofeparat. Det er jeg også.
Men er jeg også håbsparat?
Evangeliet til i dag handler både om bekymringer, kriser og håb – på én og samme gang, alt efter hvilket perspektiv, man tager.
VI hører om kvinden, der kommer med en krukke med meget fin nardusolie – hun bærer den hen til Jesus, bryder låget, så det ikke kan sættes på igen – og så hælder hun i en fin stråle olie ud over Jesus.
Hendes handling er det modsatte af, hvad man vil gøre i energikrise, hvor man skal spare på olien. Hun ødsler med den. Hun er ikke sparsommelighed eller i ordets mest fordømmende forstand fornuftig. Nej, hun er ødsel.
Og det afstedkommer jo også en del reaktioner fra de mennesker, som der var omkring Jesus. De blev vrede over ødselheden, der så synligt fandt sted for deres øjne, og de bliver blinde for, at ødselheden faktisk er kærlighedens måde at vise sig for os på.
Ødselhed gør noget ved os, og særligt, når vi oplever den i relationer. Man kan slet ikke være forelsket uden at være ødsel med sin tid og sin opmærksomhed. Man kan slet ikke blive forældre uden at være ødsel med sin kærlighed og glæde. Når vi virkelig vil noget med og for hinanden, så er vi ødsle. Krisen opstår først, når vi holder op med at give til hinanden.
John Lennon synger i en af sine sange, at livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Måske er kvinden også en påmindelse til os om, at vi skal huske at være ødsle i vores møde med andre mennesker. Vi kan have så travlt, at vi bliver en smule nærige med os selv, og her er kvinden et modbillede.
Kvinden i evangeliet er ødsel – ikke bare med sin hengivenhed overfor Jesus, men også med en afsindig dyr olie.
For kunne den ikke være brugt bedre? Hvad med de fattige? Kvinden er udsat for ”what aboutism”. Det er en retorisk tilgang, der skifter fokus fra det oprindelige til noget helt andet, og ofte efterlade en klat dårlig samvittighed eller skamfuldhed hos modparten.
Kvinden gør noget godt, hvorefter nogle bliver vrede, og udbryder: Jamen, hvad med de fattige?
Det samme svar hører vi i Danmark, når man taler om klima: Jamen, hvad med Kina, der forurener de endnu mere end os. Eller når vi har Danmarks indsamlingen: Jamen, hvad med de hjemløse her i landet.
Vi støder hele tiden selv på what aboutism – hvad med de andre?
For sådan er livet – når man gør noget godt et sted, så vil der altid være et andet sted, hvor man også kan gøre noget godt. Men udelukker de hinanden? Svaret er selvfølgelig nej – vi skal glædes over den godhed, der er foran os lige nu, velvidende at vi ikke løbet tør for områder i livet, hvor der er brug for penge, omsorg eller kærlighed.
Det skal ikke være stopklodsen for vores godhed, at der er andre, der også kan have brug for den – nej, lad os være ødsle med vores godhed og storsind.
Nogle af de mænd, der var omkring Jesus, blev vrede på kvinden. Vrede er en særlig følelse, fordi den opstår, når tingene ikke går, som vi gerne vil have dem – når vi ikke får vores vilje. Således også her. De syntes ikke, at hun skulle have handlet således – måske er de ægte optaget af de fattige, måske ville de ønske, at de havde fundet på det med olien, måske blev de forargede over, at en kvinde kunne finde på stille sig op på denne måde (og ja, det sker, at nogle mænd bliver vrede på kvinder, der tør stille sig forrest) – eller måske forstod de ikke, hvad hun gjorde. Men det forstod Jesus.
Kvinden hældte olie ud over Jesus hoved. Hun salvede hans legeme til begravelsen. De døde blev dengang smurt ind i velduftende olier, som en sidste kærlighedsgerning – og nu sker det allerede, mens Jesus lever.
Vi er i begyndelsen af påske – og dermed går Jesus sine sidste dage i møde. Han ved det allerede, men det gør ingen af de andre. De tror vel, at livet vil fortsætte som det har gjort de sidste 3 år, hvor de har fulgt Jesus. Men alt skal til at forandre sig.
Forandringer kan være ventede eller pludselige, men opleves som punktnedslag. Som et klart før og efter. Det vil også ske her – et før og efter langfredag. Et før og efter påskedag.
Jesus ved det. Kvindens handling foregriber påskens begivenhed – foregriber hvordan de vil tage ham nænsomt at korset, vaske ham, salve ham med olie og klæde ham i linned. Hvordan de vil vise ham den værdighed, han ikke fik i sine sidste timer.
Men det ved ingen endnu – og kvinden ved heller ikke, at hun er en del af noget større. I dette nu forstår hun ikke dybden eller rækkevidden af situationen. Det kan være en trøst til os også – i de øjeblikke i livet, hvor vi synes, at livet er for overfladisk, for kort eller for svært, kan vi trøste os ved, at vi også er den del af en større fortælling, som vi ikke kender dybden eller rækkevidden af. Vi kan trøste os ved, at den vej, som Jesus skal gå i påsken, baner en vej for os.
Kvinden er ødsel, og vi skal huske på hende. Sådan slutter evangeliet til i dag. Vi skal huske hende og prædike om det, hun gjorde. Og her bryder håbet ind i fortællingen, fordi fremtiden bliver draget ind.
Der er en fremtid efter denne påske, hvor disciplene bliver spredt for alle vinde, hvor vi kan fortælle om kvinden. Der er et i morgen, hvor vi igen får muligheden for at fortælle hinanden om, hvorfor og hvordan vi bør møde hinanden og handle overfor hinanden.
Det sidste punktum i vores historie er ikke sat endnu. Heller ikke på fredag – netop ikke efter på fredag. For der vil Kristus forandre livet for os alle sammen på så overraskende og voldsom en måde, at vi aldrig rigtig er kommet os over det siden.
Men for nu, så skal olien flyde – i ødselhed og glæde – af kærlighed og værdighed.
Amen
Tekster:
Filipperbrevet 2, 5-11Markusevangeliet 14, 3-9
Salmer:
804: Det sused (I)
448: Fyldt af glæde (Dåb)
172: Se, vi går op (FP)
151: Med sin alabasterkrukke (EP)
439 vers 1 (Nadver)
208: Skriv dig Jesus (Nadver)
192. Hil dig (U)
Jeg er også nem at bekymre. Bekymringer flytter hurtigt ind i mig, og derfra tager min fantasi over og forestiller sig alt muligt forfærdeligt.
Jeg siger om mig selv, med ironiens afstand, at jeg er katastrofeparat. Det er jeg også.
Men er jeg også håbsparat?
Evangeliet til i dag handler både om bekymringer, kriser og håb – på én og samme gang, alt efter hvilket perspektiv, man tager.
VI hører om kvinden, der kommer med en krukke med meget fin nardusolie – hun bærer den hen til Jesus, bryder låget, så det ikke kan sættes på igen – og så hælder hun i en fin stråle olie ud over Jesus.
Hendes handling er det modsatte af, hvad man vil gøre i energikrise, hvor man skal spare på olien. Hun ødsler med den. Hun er ikke sparsommelighed eller i ordets mest fordømmende forstand fornuftig. Nej, hun er ødsel.
Og det afstedkommer jo også en del reaktioner fra de mennesker, som der var omkring Jesus. De blev vrede over ødselheden, der så synligt fandt sted for deres øjne, og de bliver blinde for, at ødselheden faktisk er kærlighedens måde at vise sig for os på.
Ødselhed gør noget ved os, og særligt, når vi oplever den i relationer. Man kan slet ikke være forelsket uden at være ødsel med sin tid og sin opmærksomhed. Man kan slet ikke blive forældre uden at være ødsel med sin kærlighed og glæde. Når vi virkelig vil noget med og for hinanden, så er vi ødsle. Krisen opstår først, når vi holder op med at give til hinanden.
John Lennon synger i en af sine sange, at livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Måske er kvinden også en påmindelse til os om, at vi skal huske at være ødsle i vores møde med andre mennesker. Vi kan have så travlt, at vi bliver en smule nærige med os selv, og her er kvinden et modbillede.
Kvinden i evangeliet er ødsel – ikke bare med sin hengivenhed overfor Jesus, men også med en afsindig dyr olie.
For kunne den ikke være brugt bedre? Hvad med de fattige? Kvinden er udsat for ”what aboutism”. Det er en retorisk tilgang, der skifter fokus fra det oprindelige til noget helt andet, og ofte efterlade en klat dårlig samvittighed eller skamfuldhed hos modparten.
Kvinden gør noget godt, hvorefter nogle bliver vrede, og udbryder: Jamen, hvad med de fattige?
Det samme svar hører vi i Danmark, når man taler om klima: Jamen, hvad med Kina, der forurener de endnu mere end os. Eller når vi har Danmarks indsamlingen: Jamen, hvad med de hjemløse her i landet.
Vi støder hele tiden selv på what aboutism – hvad med de andre?
For sådan er livet – når man gør noget godt et sted, så vil der altid være et andet sted, hvor man også kan gøre noget godt. Men udelukker de hinanden? Svaret er selvfølgelig nej – vi skal glædes over den godhed, der er foran os lige nu, velvidende at vi ikke løbet tør for områder i livet, hvor der er brug for penge, omsorg eller kærlighed.
Det skal ikke være stopklodsen for vores godhed, at der er andre, der også kan have brug for den – nej, lad os være ødsle med vores godhed og storsind.
Nogle af de mænd, der var omkring Jesus, blev vrede på kvinden. Vrede er en særlig følelse, fordi den opstår, når tingene ikke går, som vi gerne vil have dem – når vi ikke får vores vilje. Således også her. De syntes ikke, at hun skulle have handlet således – måske er de ægte optaget af de fattige, måske ville de ønske, at de havde fundet på det med olien, måske blev de forargede over, at en kvinde kunne finde på stille sig op på denne måde (og ja, det sker, at nogle mænd bliver vrede på kvinder, der tør stille sig forrest) – eller måske forstod de ikke, hvad hun gjorde. Men det forstod Jesus.
Kvinden hældte olie ud over Jesus hoved. Hun salvede hans legeme til begravelsen. De døde blev dengang smurt ind i velduftende olier, som en sidste kærlighedsgerning – og nu sker det allerede, mens Jesus lever.
Vi er i begyndelsen af påske – og dermed går Jesus sine sidste dage i møde. Han ved det allerede, men det gør ingen af de andre. De tror vel, at livet vil fortsætte som det har gjort de sidste 3 år, hvor de har fulgt Jesus. Men alt skal til at forandre sig.
Forandringer kan være ventede eller pludselige, men opleves som punktnedslag. Som et klart før og efter. Det vil også ske her – et før og efter langfredag. Et før og efter påskedag.
Jesus ved det. Kvindens handling foregriber påskens begivenhed – foregriber hvordan de vil tage ham nænsomt at korset, vaske ham, salve ham med olie og klæde ham i linned. Hvordan de vil vise ham den værdighed, han ikke fik i sine sidste timer.
Men det ved ingen endnu – og kvinden ved heller ikke, at hun er en del af noget større. I dette nu forstår hun ikke dybden eller rækkevidden af situationen. Det kan være en trøst til os også – i de øjeblikke i livet, hvor vi synes, at livet er for overfladisk, for kort eller for svært, kan vi trøste os ved, at vi også er den del af en større fortælling, som vi ikke kender dybden eller rækkevidden af. Vi kan trøste os ved, at den vej, som Jesus skal gå i påsken, baner en vej for os.
Kvinden er ødsel, og vi skal huske på hende. Sådan slutter evangeliet til i dag. Vi skal huske hende og prædike om det, hun gjorde. Og her bryder håbet ind i fortællingen, fordi fremtiden bliver draget ind.
Der er en fremtid efter denne påske, hvor disciplene bliver spredt for alle vinde, hvor vi kan fortælle om kvinden. Der er et i morgen, hvor vi igen får muligheden for at fortælle hinanden om, hvorfor og hvordan vi bør møde hinanden og handle overfor hinanden.
Det sidste punktum i vores historie er ikke sat endnu. Heller ikke på fredag – netop ikke efter på fredag. For der vil Kristus forandre livet for os alle sammen på så overraskende og voldsom en måde, at vi aldrig rigtig er kommet os over det siden.
Men for nu, så skal olien flyde – i ødselhed og glæde – af kærlighed og værdighed.
Amen
Tekster:
Filipperbrevet 2, 5-11Markusevangeliet 14, 3-9
Salmer:
804: Det sused (I)
448: Fyldt af glæde (Dåb)
172: Se, vi går op (FP)
151: Med sin alabasterkrukke (EP)
439 vers 1 (Nadver)
208: Skriv dig Jesus (Nadver)
192. Hil dig (U)
lørdag den 20. december 2025
2. juledag 2025
Man skal ikke have levet længe i denne verden før man opdager, at der er meget, der kan rokke os mennesker. Livet bliver også tit sammenlignet med en sejltur, fordi der hele tiden er bevægelser udefra, der påvirker os, og får os til at skulle genfinde balancen.
Vi lever ellers i en ret fredelig del af verden, og alligevel er der udkommet en fredsrapport i begyndelsen af året, der fastslår, at verden har et stort antal aktive krige. 56 krige hærger lige nu kloden, og er det højeste antal siden Anden Verdenskrig (https://www.dr.dk/nyheder/udland/ny-rapport-slaar-fast-verden-har-ikke-vaeret-saa-meget-i-krig-siden-anden-verdenskrig).
Kloden rokker, fordi vi mennesker er i konflikt med hinanden. Konflikter tvinger mennesker til at vælge side – sådan er det. Hvem holder du med? Man kan kende det fra familielivet, arbejdspladsen – eller enhver anden platform, hvor mennesker færdes. Hvem holder du med, når uenighed opstår?
Vi kan bilde os ind, at man ikke kan vælge side, men det er en privilegieblind holdning. Er man en del af systemet, kan man ikke undgå at vælge side. Vi må ikke forholde os neutralt til livet, konflikter og hinanden.
Men at forholde sig konflikter behøver heldigvis ikke betyde, at man så derved puster liv i dem – det kan også bare betyde, at man viser tydeligt, hvor man står – derfra er det nemmere at bygge bro mellem hinanden.
Man kan ikke bygge broer i den fri luft – de skal forandres et sted, nemlig fra en part til den næste.
Der kan også være konflikter i hjemmene – særligt her i julen vil mange opleve, at skænderierne tager til. De fleste skilsmisser udspringer af ferier.
Vi er ikke særlig øvede i at være i konflikter, og det bliver bestemt ikke nemmere af at følge med på sociale medier, hvor det konfliktløse og glatte liv præsenteres. Der kan man få den tanke, at sådan skal livet være hele tiden. Men sådan er livet jo ikke.
Hvis man møder et ældre ægtepar, så ser vi ikke de mange, mange gange de har tilgivet hinanden, gået på kompromis, tænkt på at gå deres vej eller slugt en hulens masse kameler. Vi ser ikke, at livet sammen altid er at finde en balance.
Og igen kan vi ikke forholde os neutralt.
Det kan vi heller til evangeliet – vi er i gang med at fejre den højtid, der har allermest folkelig genklang, nemlig julen. Jeg elsker jul med al dens andefedt i håret, brændt risengrød og gaver der blev bestilt for sent, og nu kan hentes i Storcenter Nord mellem jul og nytår. Jeg elsker julen, selvom den også er hård og konfliktfyldt – og selvom der er forventninger og skuffelser med i købet.
Men vi må heller ikke tro, at livet er andet. Vi må ikke tro, at vi har fået livet og det herfra er nemt. Det er også svært og træls. Det er hårdt og ensomt.
Men måske er det også altid det værd.
Dagens tekster handler om ufred. Det er en udbredt misforståelse, at Jesus er kommet for at bringe fred – han er derimod kommet for at stifte fred. Et lille verbum til forskel: bringe og stifte.
Når man bringer, så kræver det ikke noget af modtageren. Det er noget, der bliver lagt ned over dig - du får det bare, men kan derfor bare smide det væk efterfølgende.
Evangeliet er også altid en fortælling om korset.
Jesus siger i dag, at vi skal tage vores kors på os. Når man taget et kors på sig, så er man på vej til sin egen død. Det var en handling, som Jesus udførte helt bogstaveligt – han gik den lange vej med det tunge kors på ryggen – en ekstra hån mod ham. Men for Jesus var det ikke bare en verdslig hån, men derimod også at sætte sin lid til Gud. At det nederlag der ventede Jesus, viste sig at være en sejr. Hans korsdød blev vores opstandelse. Fra mørke til lys – fra død til liv – fra konflikt til fred.
Vi går også i vores liv mod døden – det er i al fald det sidste, vi skal her i livet. Det er vi fælles om. Og i det liv, vil der også være kors, som vi skal tage på os.
Ikke kun forstået i relationel forstand i forhold til vores medmennesker, men også i forhold til vores tro.
Tør vi tage troens kors på os? Tør vi tage stilling og vælge side, og stå på Jesu side? Man kan ikke være neutralt troende -det findes ikke. Men heldigvis hører vi også, at en lillebitte og tvivlende – ja selv en knap synlig tro – er en fuldgyldig tro. Men vi må kendes ved Kristus. Det kan ikke være anderledes.
VI har lige sunget min mormors yndlingssalme: Her kommer Jesus dine små. Det er også sådan, at man i mange kirker synger vers 7 lige efter trosbekendelsen, som en sungen bøn til Gud, efter den menneskelige bekendelse. Vers 7 lyder sådan her:
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Meget rokker os i livet, men aldrig vores tilhørsforhold til den treenige Gud.
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/sankt-stefan-fra-anden-raekke
Salmer:
100: Kimer I klokker (I)
129: Julebudet til dem (SL)
123: Her kommer Jesus dine små (FP)
131: Blåt væled lys (EP)
439, 1: Nadver
103: Barn Jesus
118: Julen har englelyd
Vi lever ellers i en ret fredelig del af verden, og alligevel er der udkommet en fredsrapport i begyndelsen af året, der fastslår, at verden har et stort antal aktive krige. 56 krige hærger lige nu kloden, og er det højeste antal siden Anden Verdenskrig (https://www.dr.dk/nyheder/udland/ny-rapport-slaar-fast-verden-har-ikke-vaeret-saa-meget-i-krig-siden-anden-verdenskrig).
Kloden rokker, fordi vi mennesker er i konflikt med hinanden. Konflikter tvinger mennesker til at vælge side – sådan er det. Hvem holder du med? Man kan kende det fra familielivet, arbejdspladsen – eller enhver anden platform, hvor mennesker færdes. Hvem holder du med, når uenighed opstår?
Vi kan bilde os ind, at man ikke kan vælge side, men det er en privilegieblind holdning. Er man en del af systemet, kan man ikke undgå at vælge side. Vi må ikke forholde os neutralt til livet, konflikter og hinanden.
Men at forholde sig konflikter behøver heldigvis ikke betyde, at man så derved puster liv i dem – det kan også bare betyde, at man viser tydeligt, hvor man står – derfra er det nemmere at bygge bro mellem hinanden.
Man kan ikke bygge broer i den fri luft – de skal forandres et sted, nemlig fra en part til den næste.
Der kan også være konflikter i hjemmene – særligt her i julen vil mange opleve, at skænderierne tager til. De fleste skilsmisser udspringer af ferier.
Vi er ikke særlig øvede i at være i konflikter, og det bliver bestemt ikke nemmere af at følge med på sociale medier, hvor det konfliktløse og glatte liv præsenteres. Der kan man få den tanke, at sådan skal livet være hele tiden. Men sådan er livet jo ikke.
Hvis man møder et ældre ægtepar, så ser vi ikke de mange, mange gange de har tilgivet hinanden, gået på kompromis, tænkt på at gå deres vej eller slugt en hulens masse kameler. Vi ser ikke, at livet sammen altid er at finde en balance.
Og igen kan vi ikke forholde os neutralt.
Det kan vi heller til evangeliet – vi er i gang med at fejre den højtid, der har allermest folkelig genklang, nemlig julen. Jeg elsker jul med al dens andefedt i håret, brændt risengrød og gaver der blev bestilt for sent, og nu kan hentes i Storcenter Nord mellem jul og nytår. Jeg elsker julen, selvom den også er hård og konfliktfyldt – og selvom der er forventninger og skuffelser med i købet.
Men vi må heller ikke tro, at livet er andet. Vi må ikke tro, at vi har fået livet og det herfra er nemt. Det er også svært og træls. Det er hårdt og ensomt.
Men måske er det også altid det værd.
Dagens tekster handler om ufred. Det er en udbredt misforståelse, at Jesus er kommet for at bringe fred – han er derimod kommet for at stifte fred. Et lille verbum til forskel: bringe og stifte.
Når man bringer, så kræver det ikke noget af modtageren. Det er noget, der bliver lagt ned over dig - du får det bare, men kan derfor bare smide det væk efterfølgende.
Når man derimod stifter fred, så forsoner man fjender. Den handling er langt mere krævende og brobyggende. Den handling kræver, at parterne ser på hinanden, lægger hadet ned, og forsøger at finde ud af, hvordan de kan mødes. At stifte fred, er altså ikke det samme som at bringe fred. Vi bliver inviteret med ind i freden som aktive parter.
Den fred, som Jesus kommer med, er tilmed af himmelsk karakter – det er Himlens Kongedømme, han kommer med. Og den skal ikke bare lige så stille væves ind i denne verden, så ingen opdager, at den er kommet. Nej – den vil bryde ind i verden, og springe det fra hinanden, som ikke har evigheden for øje.
Evangeliet rokker ved vores verden, så vi skal genfinde en balance.
For
Den fred, som Jesus kommer med, er tilmed af himmelsk karakter – det er Himlens Kongedømme, han kommer med. Og den skal ikke bare lige så stille væves ind i denne verden, så ingen opdager, at den er kommet. Nej – den vil bryde ind i verden, og springe det fra hinanden, som ikke har evigheden for øje.
Evangeliet rokker ved vores verden, så vi skal genfinde en balance.
For
Evangeliet er også altid en fortælling om korset.
Jesus siger i dag, at vi skal tage vores kors på os. Når man taget et kors på sig, så er man på vej til sin egen død. Det var en handling, som Jesus udførte helt bogstaveligt – han gik den lange vej med det tunge kors på ryggen – en ekstra hån mod ham. Men for Jesus var det ikke bare en verdslig hån, men derimod også at sætte sin lid til Gud. At det nederlag der ventede Jesus, viste sig at være en sejr. Hans korsdød blev vores opstandelse. Fra mørke til lys – fra død til liv – fra konflikt til fred.
Vi går også i vores liv mod døden – det er i al fald det sidste, vi skal her i livet. Det er vi fælles om. Og i det liv, vil der også være kors, som vi skal tage på os.
Ikke kun forstået i relationel forstand i forhold til vores medmennesker, men også i forhold til vores tro.
Tør vi tage troens kors på os? Tør vi tage stilling og vælge side, og stå på Jesu side? Man kan ikke være neutralt troende -det findes ikke. Men heldigvis hører vi også, at en lillebitte og tvivlende – ja selv en knap synlig tro – er en fuldgyldig tro. Men vi må kendes ved Kristus. Det kan ikke være anderledes.
VI har lige sunget min mormors yndlingssalme: Her kommer Jesus dine små. Det er også sådan, at man i mange kirker synger vers 7 lige efter trosbekendelsen, som en sungen bøn til Gud, efter den menneskelige bekendelse. Vers 7 lyder sådan her:
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Meget rokker os i livet, men aldrig vores tilhørsforhold til den treenige Gud.
Jeg kan ikke undgå at tænke på min søde mormor, når jeg synger den salme. Mine morforældre har bryllupsdag i dag, og selvom de begge er døde, så er de ikke borte. De er i min erindring og i mit hjerte – de er hos Gud.
Det er min tro, at Jesus døde, så de ikke skulle dø. Så vi ikke skal dø. Det er min tro, at dåben er en dåb til livet på begge sider af døden. At ligesom min mormor blev båret til dåben i en kirke et sted i Randers, sådan blev jeg båret til dåben i Vestervang kirke i Viborg, og sådan bar jeg min søn til dåben her i Møllevangkirke.
Vi er båret i livets vigtigste stunder – Jesu bar korset, så vi kan bære hinanden.
Eller som den gode Møllehave digtede i sin salme, som Anne Linnets så dygtigt sang:
Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os
Maria på æslet
med lille Messias.
Han bar verden for os – vi bærer hinanden - til dåben, i livet, gennem trængsler. Vi er et netværk vævet sammen af hænder, der løfter, og det kan vi alene gøre, fordi Jesus altid er klar til at gribe.
Der er altid håb. Også når fremtiden synes mørk. Håbet - at selvom korset stod mørkt den fredag og bar Jesu krop, så slog det rødder efterfølgende. Det skød neopngrønne knopper ud i verden. Korset blev et livstræ, der voksede sig vildt og stort mellem os.
Det er min tro, at Jesus døde, så de ikke skulle dø. Så vi ikke skal dø. Det er min tro, at dåben er en dåb til livet på begge sider af døden. At ligesom min mormor blev båret til dåben i en kirke et sted i Randers, sådan blev jeg båret til dåben i Vestervang kirke i Viborg, og sådan bar jeg min søn til dåben her i Møllevangkirke.
Vi er båret i livets vigtigste stunder – Jesu bar korset, så vi kan bære hinanden.
Eller som den gode Møllehave digtede i sin salme, som Anne Linnets så dygtigt sang:
Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os
Maria på æslet
med lille Messias.
Han bar verden for os – vi bærer hinanden - til dåben, i livet, gennem trængsler. Vi er et netværk vævet sammen af hænder, der løfter, og det kan vi alene gøre, fordi Jesus altid er klar til at gribe.
Der er altid håb. Også når fremtiden synes mørk. Håbet - at selvom korset stod mørkt den fredag og bar Jesu krop, så slog det rødder efterfølgende. Det skød neopngrønne knopper ud i verden. Korset blev et livstræ, der voksede sig vildt og stort mellem os.
Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/sankt-stefan-fra-anden-raekke
Salmer:
100: Kimer I klokker (I)
129: Julebudet til dem (SL)
123: Her kommer Jesus dine små (FP)
131: Blåt væled lys (EP)
439, 1: Nadver
103: Barn Jesus
118: Julen har englelyd
tirsdag den 16. december 2025
4. søndag i advent, 2025
Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den korteste dag på året. Det er kun gadelamper og adventskranse, der byder mørket trods, og vi andre går rundt og skutter os. trækker skuldrene op om ørerne, hænderne i lommerne, mens vi forsøger at liste os gennem mørket.
Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.
Det er mørkt, og skyerne gråner.
Det er mørkt, og verden går videre.
Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.
Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.
Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.
Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.
Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.
Det er glæden, når den er helt fortættet.
Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.
Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset.
Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.
Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.
Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.
Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.
Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.
Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.
VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.
Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.
Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.
Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.
Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.
Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.
Lyset er på vej.
Derfor bærer blus vi med glæde.
Amen
Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke
Salmevalg:
733: Skyerne gråner (I)
117: En rose så jeg skyde (SL)
820: Gå på lige flisegange (FP)
80: Tak og ære være (EP)
439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)
87: Det første lys (U)
Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.
Det er mørkt, og skyerne gråner.
Det er mørkt, og verden går videre.
Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.
Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.
Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.
Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.
Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.
Det er glæden, når den er helt fortættet.
Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.
Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset.
Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.
Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.
Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.
Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.
Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.
Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.
VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.
Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.
Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.
Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.
Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.
Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.
Lyset er på vej.
Derfor bærer blus vi med glæde.
Amen
Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke
Salmevalg:
733: Skyerne gråner (I)
117: En rose så jeg skyde (SL)
820: Gå på lige flisegange (FP)
80: Tak og ære være (EP)
439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)
87: Det første lys (U)
søndag den 12. oktober 2025
17. søndag efter trinitatis 2025
På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor.”
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Det citat rummer en stor visdom – for ikke blot, så fremkalder digtet billeder hos mange af os – da vi som børn lå i græsset, og kiggede ind i en anden verden. Små myrer kravlede rundt mellem græsstrå, der for dem var som træstammer – og duften af jord og græssets grønne saft nåede vores næser, mens græsset kildede på benene. Verden blev stor, når man zoomede ind, og tiden gik langsommere.
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden - at vi skal bøje os for også de mindste af vore medmennesker.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden - at vi skal bøje os for også de mindste af vore medmennesker.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
Og under måltidet står der pludselig en mand foran Jesus – han lider af vand i kroppen, og hans hud må have spændt ud til bristepunktet. Om han er kommet for at blive helbredt eller om han er tjener den aften, ved vi heller ikke.
Nu kan vand i kroppen være smertefuldt, men det behøver ikke være livstruende. Der er dog noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Nu kan vand i kroppen være smertefuldt, men det behøver ikke være livstruende. Der er dog noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Og på sin vis ligner manden med vand i kroppen farisærerne. Farisærerne har overholdt Moseloven til punkt og prikke. De gjorde det rigtige, fordi de var troende, men måske var der også for meget af alt det rigtige i dem, så de ikke kunne se hinanden for bar love.
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 6. juli 2025
3. søndag efter trinitatis 2025
Der er hele tiden mennesker, der bliver væk. Hvis man går på interpols hjemmeside, så kan man finde navnene på over 10.000 mennesker, ingen ved, hvor er. De 36 af dem er fra Danmark. De er forsvundet ud i den blå luft. Uden andet spor end savnet hos dem, der elsker dem, og som sidder tilbage med spørgsmål.
Jeg kendte engang en kvinde, hvis far var blevet væk. Han var kørt på arbejde en dag, og kom aldrig hjem. De fandt hverken ham eller bilen igen. De ledte selvfølgelig, men som dage blev til måneder, der blev til år, så faldt han i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, og om man nogensinde holder op med at spejde efter ham. Om man ikke altid ser sig omkring for måske en dag at se ind i hans øjne igen?
Kan man glemme dem, der gemmer sig?
Jeg mødte også engang en kvinde, som ingen kendte. Hun var alene i verden, og havde ingen at være sammen med. Hun havde ingen familie, ingen venner og når vi andre fejrede højtider og fødselsdage sad hun alene. Ingen tænkte på hende, og ingen savnede hende. Hun var uelsket – ikke fordi hun ikke var værd at elske, men fordi ingen kendte hende, og derfor var der ingen til at elske hende.
Hun var blevet væk midt mellem mennesker. Hun var blevet glemt uden at hun havde forsøgt at gemme sig.
Der er mange måder, vi mennesker kan blive væk på. Man kan forsvinde med vilje, eller blive væk, fordi ingen leder efter en.
Det gør noget ved os at vide, at der er mennesker der forsvinder i den blå luft – mennesker der er blevet væk. Hvor er de? Det er et mysterium, vi ikke kan løse. Men det bør også gøre noget ved os, når vi hører, at der er mennesker der mangler mennesker. Det bør rykke i vores hjerter, når vi hører om den store ensomhed, der også er i Danmark.
For der er langt flere end 36 mennesker, der lige nu mangler et socialt netværk, og som ikke er forsvundet ud i den blå luft. Mennesker der længes efter en ven – en relation – en der bekymrer sig om dem.
Der er massevis af mennesker i Danmark, der er blevet glemt, og som venter på, at der er nogen, der finder dem.
Det er trist – ja, det er trist, at vi i vores hypermoderne, AI-hungrende og udviklingsparate samfund, ikke formår at gribe hinanden. Et samfund er ikke mere veludviklet end dets evne til at gribe de mennesker, der har brug for hjælp.
Man kan gemme sig, og aldrig blive fundet – men det er langt værre at blive glemt, og aldrig blive fundet igen.
Ifg. Adfærdsforsker Vanessa Van Edwards så er vi mennesker optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi giver, fordi vi inderst inde er bange for at blive glemt. Det ligger dybt indgroet i vores indre, at vi ikke må blive glemt – for dem der bliver glemt, overlever ikke.
Vi vil huskes – inddrages – være en del af flokken. Vi er jo det, som biologer vil kalde for flokdyr. Vi har brug for fællesskaber med andre mennesker, hvor vi dels kan føle os trykke, men også hvor vi kan lære om os selv.
Martin Buber, der var filosof, og som jeg nok har citeret ret ofte, siger noget i retningen af, at det er i mødet med den anden, at jeg bliver til jeg. Det er når jeg møder andre, at jeg opdager, hvem jeg er – på godt og ondt.
Det er i flokkens ramme, at vi kan udvikle os, og får perspektiver på tilværelsen.
Og selv hvis vi i bedste eventyr stil drager ud for at få vores eventyrlyst stillet, så er drager vi altid ud, for at komme hjem igen. For at blive en del af flokken igen.
I vores egen kristne arv hører vi også om, at Gud, da han har skabt Adam, siger til sig selv at det ikke er godt for mennesket at være alene, så derfor skaber han af Adam endnu et menneske. Det er altså ikke bare to mennesker skabt af hver sin klump jord, men derimod to mennesker, der er skabt af hinanden – kvinden skabt af manden, og siden er alle mennesket kommet fra kvinden. Vi hænger sammen – mytisk, genetisk og biologisk.
Hele bibelen er en fortælling om at høre til et folk. At være en del af en slægt – en gruppe. Og med Jesus hører vi, at den gruppe ikke er forbeholdt nogle særligt udvalgte, men derimod skal tænkes universelt. Gud skabte verden og alle mennesker på den – og alle hører vi til hos Gud. Alle folkeslag.
Lignelsen vi hører i dag, handler om et får, der mistes og en mønt der tabes. Det er ikke fåret, der løber væk eller mønten der vil trille. Det er uheldet, der gør, at de bliver væk. Hverken fåret eller mønten har en intention om at forsvinde – det er uheldet. De mistes og tabes.
Og derfor mangler de også. Der er hul i fællesskabet, der hvor de før var.
Både et får og en mønt udgør en værdi. De koster noget – er værdifulde for ejeren. Måske er det derfor Jesus vælger netop et får og en mønt for at få os til at forstå, at noget i verden har en iboende værdi – at mennesker har en iboende værdi – at syndere har en iboende værdi, der gør, at man bør lede efter dem. Både fårehyrden og kvindens formue er blevet mindre, fordi de mister og taber. På næsten samme måde er Guds formue mindre, når et menneske mangler. Der er hul i fællesskabet.
Og derfor leder både fårehyrden og kvinden i lignelserne efter får og mønt. For at få det tabte tilbage.
Der hvor Jesus sprænger samtidens regler og rammer, er der, hvor vi i dagens uddrag fra Bibelen hører, at han spiser sammen med syndere. For det er dem, som lignelsen handler om. Der er god grund til at tro, at synderen er dem, der ikke følge datidens religiøse lov – altså dem, som ikke angrer deres handlinger og ikke giver ofre til Gud for at sone deres skyld. Det er mennesker, der ikke forsøger at lave være med at være syndere. Det er dem, som Jesus sidder og spiser sammen med.
De er ikke nødvendigvis fattige og arme, men er rige og indflydelsesrige. De har økonomisk magt, og er ikke velanset af de religiøse. Det er dem, som Jesus sidder til bords med.
Det er så radikalt at Guds kærlighed manifesterer sig på denne måde. Som en reel handling og rækken ud mod dem, der i den grad mangler Gud i deres liv. Og der spiser Jesus med – vil gerne være sammenspiste med dem.
Tænk selv på, hvem Jesus ville spise sammen med i dag, hvis vi skulle pege på en økonomisk magtelite, der ikke bekymrer sig om, hvordan andre ser dem, og om at de er syndere.
Det er DEM Jesus sidder med, da denne lignelse falder som en hammer. Det er nemlig dem, der er sidder der med deres selvfede og selvretfærdige smil på en stor pose penge og er ligeglade med andre, der er de tabte og mistede. Det er dem, som fårehyrden og kvinder leder efter med lys og lygte.
De mangler i fællesskabet. Også selv man kan mene, at de slet ikke fortjener at være med i det. Men hvem kan sige det? For i Guds rige har det jo aldrig handlet om fortjeneste. Heller ikke nu, hvor det virkelig gælder.
Jesus går helt derud, hvor vi kan have svært ved at følge ham, for at vise os, hvor radial Guds kærlighed er. Den gælder ikke bare dem, vi får det godt af at hjælpe – den omfatter også dem, vi ikke har lyst til at hjælpe.
Guds kærlighed er evig rækken ud efter de mennesker, som ikke er med af den ene eller den anden grund. Det er ikke op til os at vurdere hvorfor de ikke er med i fællesskabet, men det er op til os at glædes over enhver der træder ind i fællesskabet. Kærligheden er betingelsesløs, og det kan vi ikke altid forstå.
Men vi skal heller ikke altid forstå - vi skal tro. Vi tro det u-trolige, at Jesus vil omvende mennesker, der har brug for ham. Også de mennesker, der ikke ved, at de har brug for ham.
Og det er da en glæde at tænke på, hvis man selv har en af de dage eller år, hvor man føler, at man ikke fortjener at være med eller hører til – hvor man ikke kan holde sig selv ud – eller hvor de negative tanker tvinger en til jorden – at også du min ven i det øjeblik, du tror, at du ikke er med; netop er med. Netop der leder Gud efter dig – netop der bliver du fundet. Netop der bliver vi fundet.
Jeg vil slutte med et par linjer fra Gerd Theissens bog ”Tro og Tanke – en poetisk-kritisk katekismus” 1. udgave 1.oplag 2015:
Først modtages kærligheden,
Dernæst gives den videre.
Først er den en væren
Dernæst en gøren. (s. 369)
(…)
Sandheden er
At nogle gange forstyrrer kærligheden enhver orden.
(…)
Han (Jesus) satte kærligheden til Gud og til næsten i centrum.
Kærligheden gælder uden grænser
Fjenderne, de fremmede og synderne.
Den er ubetinget.
Den kaster her og nu
En gnist af evighed
Ind i det menneskelige liv. (s. 426)
Amen
Jeg kendte engang en kvinde, hvis far var blevet væk. Han var kørt på arbejde en dag, og kom aldrig hjem. De fandt hverken ham eller bilen igen. De ledte selvfølgelig, men som dage blev til måneder, der blev til år, så faldt han i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, og om man nogensinde holder op med at spejde efter ham. Om man ikke altid ser sig omkring for måske en dag at se ind i hans øjne igen?
Kan man glemme dem, der gemmer sig?
Jeg mødte også engang en kvinde, som ingen kendte. Hun var alene i verden, og havde ingen at være sammen med. Hun havde ingen familie, ingen venner og når vi andre fejrede højtider og fødselsdage sad hun alene. Ingen tænkte på hende, og ingen savnede hende. Hun var uelsket – ikke fordi hun ikke var værd at elske, men fordi ingen kendte hende, og derfor var der ingen til at elske hende.
Hun var blevet væk midt mellem mennesker. Hun var blevet glemt uden at hun havde forsøgt at gemme sig.
Der er mange måder, vi mennesker kan blive væk på. Man kan forsvinde med vilje, eller blive væk, fordi ingen leder efter en.
Det gør noget ved os at vide, at der er mennesker der forsvinder i den blå luft – mennesker der er blevet væk. Hvor er de? Det er et mysterium, vi ikke kan løse. Men det bør også gøre noget ved os, når vi hører, at der er mennesker der mangler mennesker. Det bør rykke i vores hjerter, når vi hører om den store ensomhed, der også er i Danmark.
For der er langt flere end 36 mennesker, der lige nu mangler et socialt netværk, og som ikke er forsvundet ud i den blå luft. Mennesker der længes efter en ven – en relation – en der bekymrer sig om dem.
Der er massevis af mennesker i Danmark, der er blevet glemt, og som venter på, at der er nogen, der finder dem.
Det er trist – ja, det er trist, at vi i vores hypermoderne, AI-hungrende og udviklingsparate samfund, ikke formår at gribe hinanden. Et samfund er ikke mere veludviklet end dets evne til at gribe de mennesker, der har brug for hjælp.
Man kan gemme sig, og aldrig blive fundet – men det er langt værre at blive glemt, og aldrig blive fundet igen.
Ifg. Adfærdsforsker Vanessa Van Edwards så er vi mennesker optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi giver, fordi vi inderst inde er bange for at blive glemt. Det ligger dybt indgroet i vores indre, at vi ikke må blive glemt – for dem der bliver glemt, overlever ikke.
Vi vil huskes – inddrages – være en del af flokken. Vi er jo det, som biologer vil kalde for flokdyr. Vi har brug for fællesskaber med andre mennesker, hvor vi dels kan føle os trykke, men også hvor vi kan lære om os selv.
Martin Buber, der var filosof, og som jeg nok har citeret ret ofte, siger noget i retningen af, at det er i mødet med den anden, at jeg bliver til jeg. Det er når jeg møder andre, at jeg opdager, hvem jeg er – på godt og ondt.
Det er i flokkens ramme, at vi kan udvikle os, og får perspektiver på tilværelsen.
Og selv hvis vi i bedste eventyr stil drager ud for at få vores eventyrlyst stillet, så er drager vi altid ud, for at komme hjem igen. For at blive en del af flokken igen.
I vores egen kristne arv hører vi også om, at Gud, da han har skabt Adam, siger til sig selv at det ikke er godt for mennesket at være alene, så derfor skaber han af Adam endnu et menneske. Det er altså ikke bare to mennesker skabt af hver sin klump jord, men derimod to mennesker, der er skabt af hinanden – kvinden skabt af manden, og siden er alle mennesket kommet fra kvinden. Vi hænger sammen – mytisk, genetisk og biologisk.
Hele bibelen er en fortælling om at høre til et folk. At være en del af en slægt – en gruppe. Og med Jesus hører vi, at den gruppe ikke er forbeholdt nogle særligt udvalgte, men derimod skal tænkes universelt. Gud skabte verden og alle mennesker på den – og alle hører vi til hos Gud. Alle folkeslag.
Lignelsen vi hører i dag, handler om et får, der mistes og en mønt der tabes. Det er ikke fåret, der løber væk eller mønten der vil trille. Det er uheldet, der gør, at de bliver væk. Hverken fåret eller mønten har en intention om at forsvinde – det er uheldet. De mistes og tabes.
Og derfor mangler de også. Der er hul i fællesskabet, der hvor de før var.
Både et får og en mønt udgør en værdi. De koster noget – er værdifulde for ejeren. Måske er det derfor Jesus vælger netop et får og en mønt for at få os til at forstå, at noget i verden har en iboende værdi – at mennesker har en iboende værdi – at syndere har en iboende værdi, der gør, at man bør lede efter dem. Både fårehyrden og kvindens formue er blevet mindre, fordi de mister og taber. På næsten samme måde er Guds formue mindre, når et menneske mangler. Der er hul i fællesskabet.
Og derfor leder både fårehyrden og kvinden i lignelserne efter får og mønt. For at få det tabte tilbage.
Der hvor Jesus sprænger samtidens regler og rammer, er der, hvor vi i dagens uddrag fra Bibelen hører, at han spiser sammen med syndere. For det er dem, som lignelsen handler om. Der er god grund til at tro, at synderen er dem, der ikke følge datidens religiøse lov – altså dem, som ikke angrer deres handlinger og ikke giver ofre til Gud for at sone deres skyld. Det er mennesker, der ikke forsøger at lave være med at være syndere. Det er dem, som Jesus sidder og spiser sammen med.
De er ikke nødvendigvis fattige og arme, men er rige og indflydelsesrige. De har økonomisk magt, og er ikke velanset af de religiøse. Det er dem, som Jesus sidder til bords med.
Det er så radikalt at Guds kærlighed manifesterer sig på denne måde. Som en reel handling og rækken ud mod dem, der i den grad mangler Gud i deres liv. Og der spiser Jesus med – vil gerne være sammenspiste med dem.
Tænk selv på, hvem Jesus ville spise sammen med i dag, hvis vi skulle pege på en økonomisk magtelite, der ikke bekymrer sig om, hvordan andre ser dem, og om at de er syndere.
Det er DEM Jesus sidder med, da denne lignelse falder som en hammer. Det er nemlig dem, der er sidder der med deres selvfede og selvretfærdige smil på en stor pose penge og er ligeglade med andre, der er de tabte og mistede. Det er dem, som fårehyrden og kvinder leder efter med lys og lygte.
De mangler i fællesskabet. Også selv man kan mene, at de slet ikke fortjener at være med i det. Men hvem kan sige det? For i Guds rige har det jo aldrig handlet om fortjeneste. Heller ikke nu, hvor det virkelig gælder.
Jesus går helt derud, hvor vi kan have svært ved at følge ham, for at vise os, hvor radial Guds kærlighed er. Den gælder ikke bare dem, vi får det godt af at hjælpe – den omfatter også dem, vi ikke har lyst til at hjælpe.
Guds kærlighed er evig rækken ud efter de mennesker, som ikke er med af den ene eller den anden grund. Det er ikke op til os at vurdere hvorfor de ikke er med i fællesskabet, men det er op til os at glædes over enhver der træder ind i fællesskabet. Kærligheden er betingelsesløs, og det kan vi ikke altid forstå.
Men vi skal heller ikke altid forstå - vi skal tro. Vi tro det u-trolige, at Jesus vil omvende mennesker, der har brug for ham. Også de mennesker, der ikke ved, at de har brug for ham.
Det er en dyb glæde - hvis man ellers giver sig hen til tanken - at Guds kærlighed er vildere, uregerlig og uberegnelig. Altså efter vores normer. Efter menneskelig tankegang synes vi ofte, at Guds kærlighed bør rumme en retfærdighed, men er det ikke netop kærlighedens inderste væsen - at vi ikke kan regne den ud, men at den kommer til os alle ødsel og stor, og insisterer på at elske også de dage, hvor vi ikke tør tro på os selv.
Og det er da en glæde at tænke på, hvis man selv har en af de dage eller år, hvor man føler, at man ikke fortjener at være med eller hører til – hvor man ikke kan holde sig selv ud – eller hvor de negative tanker tvinger en til jorden – at også du min ven i det øjeblik, du tror, at du ikke er med; netop er med. Netop der leder Gud efter dig – netop der bliver du fundet. Netop der bliver vi fundet.
Jeg vil slutte med et par linjer fra Gerd Theissens bog ”Tro og Tanke – en poetisk-kritisk katekismus” 1. udgave 1.oplag 2015:
Først modtages kærligheden,
Dernæst gives den videre.
Først er den en væren
Dernæst en gøren. (s. 369)
(…)
Sandheden er
At nogle gange forstyrrer kærligheden enhver orden.
(…)
Han (Jesus) satte kærligheden til Gud og til næsten i centrum.
Kærligheden gælder uden grænser
Fjenderne, de fremmede og synderne.
Den er ubetinget.
Den kaster her og nu
En gnist af evighed
Ind i det menneskelige liv. (s. 426)
Amen
Dagens evangelietekter: https://bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
søndag den 11. maj 2025
3. søndag efter påske, 2025
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (s. 65).
Men ganske få sætninger får hun sagt, at vi har brug for andre mennesker – vi kan ikke alt selv, og vi skal ikke alt selv.
For der findes døre i vores liv, som vi ikke selv skal åbne – veje vi ikke kan gå ad, medmindre en anden viser os den.
Vi er skabt til fællesskaber, helt fra begyndelsen, hvor Gud skaber to menneske på én gang til at tage vare på jorden og alle dens ressourcer.
Der står i kontrast til megen af den tale, der er om i mennesket i vor tid. Vi lever i individualismens tidsalder. Vi har frigjort os fra fællesskabets bånd, og vi kan selv være med til at definere og forme vores identitet.
Vi har lige afholdt konfirmation her i kirken – og både her og over hele landet, siger de smukke unge mennesker ja. Men vi får tit konfirmationens intention og mening galt i halsen, fordi det er så nemt at komme til at konkludere, at dåben først rigtig gælder, når den døbte siger ja til Gud. Vi siger med individualismens briller, at nu skal de unge mennesker selv vælge om de tror på Gud. Som om troen er vores valg – som valgte man hvilket sko, man skal have på morgenen.
Men troen er ikke så meget et valg, som det er en overgivelse. En given slip på alt det, der siger, at det er valg fra vores side. Og nogle gange en given slip på det, der siger, at troen ikke kan passe – at det er for vildt og stort – for modstridende og ufornuftigt at tro. Men man kan ikke lade være – og man tror alligevel og på trods af fornuften.
Konfirmationen er Guds evige ja til os mennesker. Den markere slutningen på et forløb, hvor de unge har lært om kristendommen, kirken og menigheden hver gang de har siddet her i kirken og ikke mindst er blevet budt velkomne i fællesskabet af jer.
Konfirmationen er ikke individets valg, men det, at man heldigvis ikke behøver vælge alt her i livet, for noget er givet på forhånd. Nemlig Guds kærlighed.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Og sådan en begivenhed er konfirmationen. Derfor giver det med kristne briller heller ikke mening at have en "selvformation", som er det nyeste skud på stammen for de unge mennesker, der ikke vil konfirmeres, og som nu mangler et overgangsritual. Og selvfølgelig skal noget andet stå i stedet for, så de unge kan få et overgangsritual – men set herfra – som kristne – kan mennesket slet ikke stå alene. Vi ville vælte rundt, hvis vi stod helt alene, og alene skulle bekræfte os selv.
Konfirmationen kunne egentligt gentages hver søndag for os alle, fordi den i sin grund skal gøre os opmærksomme på vores døb – det er som at sige til hinanden: husk nu at du er døbt.
Herinde får vi nemlig noget givet – herinde er det ikke den enkelte, der skal bekræfte noget overfor Gud. For Gud ved det allerede. I Guds øjne er vi altid allerede elsket, som nu afdøde musiker Peter Bastian siger i sin bog af samme navn.
Her får vi noget givet, også når vi slet ikke, overhovedet eller aldrig nogensinde kan gøre os fortjent til det. Herinde klipper Gud de kæder af selvhad, bebrejdelse, fortrydelse, synd og skam over med sin store kærligheds boltsaks. Herinde fjerner Gud alle de tunge kæder, der holder os nede og gør os stumme og lamme – og sætter os fri. Husk nu at du i dåben er Guds barn – du er fri, og det vil du altid være.
Vi får lov at få gå ud herfra med Guds kærlighed og nåde. Det er ikke gråden og klagen, der får det sidste ord i vores liv, selvom vi må erkende, at de også er livets følgesvende.
Trængslen skal afløses af glæde. Det er løftet. Det holder vi gudstjeneste på hver søndag – det døber vi på – og det modtager vi nadver på – det danner vi fællesskaber på.
Trængslerne skal afløses af glæde. Men en glæde, der er større og dybere end bare det at være glad en dag. For det er ikke bare en følelse, men derimod en måde at være til i verden på. En ny modus i tilværelsen, hvor vi ved, at efter smerte kommer glæde.
Jesus sammenligner det med en fødende kvinde, der oplever store smerter, men når hun har født et menneske til verden, så er trængslen over, og afløst af glæde.
Og også her står det klart, at Gud virkelig har skabt os til fællesskaber, for ingen mennesker kan fødes uden en mor, ligesom det er svært at lære om kærligheden uden at blive elsket. Det er svært at blive tilgivet uden at have gjort noget forkert. Det er svært at leve uden andre.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Vores fællesskab her på jorden – den måde vores liv er lagt i hænderne på andre – er et ekko af Guds guddommelige vilje.
Evangeliets ord til denne søndag – Jesus der taler til sine disciple om, at han skal afsted, og de ikke kan se ham – er en del af tale, som Jesus holder ved bordet skærtorsdag. Han ved allerede nu, hvad der vil ske, og at han om få timer vil blive fanget af soldater. Forrådt med et kys. Han ved, at han skal dø – smerten står forude og venter på ham.
Og den venter på hans disciple, som efter hans død, bliver spredt for alle vinde. De står ikke sammen som en gruppe, men går hvert til sit af frygt og skuffelse. Jesus kunne dø, selvom han havde sagt, at han var menneskesønnen. Og ikke bare dø, men dø på den mest fornedrende og smertefulde måde – i tortur og mørke, skulle den mand, de havde fulgt og tilbedt dø.
Jesus siger det til dem, ganske få timer før det skal ske, og selvfølgelig forstod de ikke, hvad han sagde. For de kunne slet ikke forestille sig et liv uden den fysiske Jesus ved deres side.
Og vi kender jo historien – beretningen om Langfredagens smerte, påskelørdags tomhed og stilhed, og så solopgangens lys, der baner sig vej gennem verdens mørke – og Marias ord, der den morgen lød på vegne af os alle: Rabbuni. Og en dag er det os, der vil sige de ord, når vi ånder ud for sidste gang, og slår øjnene op i evigheden: Rabbuni.
Det er glæden – den dybeste glæde.
Det er den sidste dør i livet, som vi ikke selv kan åbne, og som Jesus har åbnet for os. Opstandelsens dør – glædens dør.
Vi lever på et løfte. Givet i dåben, bekræftet ved nadverbordet – fortalt fra Bibelen.
Og derfor sang vi før:
”Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
”velsignet være du!”
(100 salmer, 831,1).
Amen
der kun kan åbnes
af en anden.
Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (s. 65).
Men ganske få sætninger får hun sagt, at vi har brug for andre mennesker – vi kan ikke alt selv, og vi skal ikke alt selv.
For der findes døre i vores liv, som vi ikke selv skal åbne – veje vi ikke kan gå ad, medmindre en anden viser os den.
Vi er skabt til fællesskaber, helt fra begyndelsen, hvor Gud skaber to menneske på én gang til at tage vare på jorden og alle dens ressourcer.
Der står i kontrast til megen af den tale, der er om i mennesket i vor tid. Vi lever i individualismens tidsalder. Vi har frigjort os fra fællesskabets bånd, og vi kan selv være med til at definere og forme vores identitet.
Vi har lige afholdt konfirmation her i kirken – og både her og over hele landet, siger de smukke unge mennesker ja. Men vi får tit konfirmationens intention og mening galt i halsen, fordi det er så nemt at komme til at konkludere, at dåben først rigtig gælder, når den døbte siger ja til Gud. Vi siger med individualismens briller, at nu skal de unge mennesker selv vælge om de tror på Gud. Som om troen er vores valg – som valgte man hvilket sko, man skal have på morgenen.
Men troen er ikke så meget et valg, som det er en overgivelse. En given slip på alt det, der siger, at det er valg fra vores side. Og nogle gange en given slip på det, der siger, at troen ikke kan passe – at det er for vildt og stort – for modstridende og ufornuftigt at tro. Men man kan ikke lade være – og man tror alligevel og på trods af fornuften.
Konfirmationen er Guds evige ja til os mennesker. Den markere slutningen på et forløb, hvor de unge har lært om kristendommen, kirken og menigheden hver gang de har siddet her i kirken og ikke mindst er blevet budt velkomne i fællesskabet af jer.
Konfirmationen er ikke individets valg, men det, at man heldigvis ikke behøver vælge alt her i livet, for noget er givet på forhånd. Nemlig Guds kærlighed.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Og sådan en begivenhed er konfirmationen. Derfor giver det med kristne briller heller ikke mening at have en "selvformation", som er det nyeste skud på stammen for de unge mennesker, der ikke vil konfirmeres, og som nu mangler et overgangsritual. Og selvfølgelig skal noget andet stå i stedet for, så de unge kan få et overgangsritual – men set herfra – som kristne – kan mennesket slet ikke stå alene. Vi ville vælte rundt, hvis vi stod helt alene, og alene skulle bekræfte os selv.
Konfirmationen kunne egentligt gentages hver søndag for os alle, fordi den i sin grund skal gøre os opmærksomme på vores døb – det er som at sige til hinanden: husk nu at du er døbt.
Herinde får vi nemlig noget givet – herinde er det ikke den enkelte, der skal bekræfte noget overfor Gud. For Gud ved det allerede. I Guds øjne er vi altid allerede elsket, som nu afdøde musiker Peter Bastian siger i sin bog af samme navn.
Her får vi noget givet, også når vi slet ikke, overhovedet eller aldrig nogensinde kan gøre os fortjent til det. Herinde klipper Gud de kæder af selvhad, bebrejdelse, fortrydelse, synd og skam over med sin store kærligheds boltsaks. Herinde fjerner Gud alle de tunge kæder, der holder os nede og gør os stumme og lamme – og sætter os fri. Husk nu at du i dåben er Guds barn – du er fri, og det vil du altid være.
Vi får lov at få gå ud herfra med Guds kærlighed og nåde. Det er ikke gråden og klagen, der får det sidste ord i vores liv, selvom vi må erkende, at de også er livets følgesvende.
Trængslen skal afløses af glæde. Det er løftet. Det holder vi gudstjeneste på hver søndag – det døber vi på – og det modtager vi nadver på – det danner vi fællesskaber på.
Trængslerne skal afløses af glæde. Men en glæde, der er større og dybere end bare det at være glad en dag. For det er ikke bare en følelse, men derimod en måde at være til i verden på. En ny modus i tilværelsen, hvor vi ved, at efter smerte kommer glæde.
Jesus sammenligner det med en fødende kvinde, der oplever store smerter, men når hun har født et menneske til verden, så er trængslen over, og afløst af glæde.
Og også her står det klart, at Gud virkelig har skabt os til fællesskaber, for ingen mennesker kan fødes uden en mor, ligesom det er svært at lære om kærligheden uden at blive elsket. Det er svært at blive tilgivet uden at have gjort noget forkert. Det er svært at leve uden andre.
Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.
Vores fællesskab her på jorden – den måde vores liv er lagt i hænderne på andre – er et ekko af Guds guddommelige vilje.
Evangeliets ord til denne søndag – Jesus der taler til sine disciple om, at han skal afsted, og de ikke kan se ham – er en del af tale, som Jesus holder ved bordet skærtorsdag. Han ved allerede nu, hvad der vil ske, og at han om få timer vil blive fanget af soldater. Forrådt med et kys. Han ved, at han skal dø – smerten står forude og venter på ham.
Og den venter på hans disciple, som efter hans død, bliver spredt for alle vinde. De står ikke sammen som en gruppe, men går hvert til sit af frygt og skuffelse. Jesus kunne dø, selvom han havde sagt, at han var menneskesønnen. Og ikke bare dø, men dø på den mest fornedrende og smertefulde måde – i tortur og mørke, skulle den mand, de havde fulgt og tilbedt dø.
Jesus siger det til dem, ganske få timer før det skal ske, og selvfølgelig forstod de ikke, hvad han sagde. For de kunne slet ikke forestille sig et liv uden den fysiske Jesus ved deres side.
Og vi kender jo historien – beretningen om Langfredagens smerte, påskelørdags tomhed og stilhed, og så solopgangens lys, der baner sig vej gennem verdens mørke – og Marias ord, der den morgen lød på vegne af os alle: Rabbuni. Og en dag er det os, der vil sige de ord, når vi ånder ud for sidste gang, og slår øjnene op i evigheden: Rabbuni.
Det er glæden – den dybeste glæde.
Det er den sidste dør i livet, som vi ikke selv kan åbne, og som Jesus har åbnet for os. Opstandelsens dør – glædens dør.
Vi lever på et løfte. Givet i dåben, bekræftet ved nadverbordet – fortalt fra Bibelen.
Og derfor sang vi før:
”Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
”velsignet være du!”
(100 salmer, 831,1).
Amen
Salmevalg:
805: Når æbletræets (I)
305: Kom Gud Helligånd (SL)
831: Nu ligger vejen øde (FP)
678: Guds fred (EP)
233: Jesus lever (Nadver)
721: Frydeligt med jubelkor (U)
søndag den 16. februar 2025
Septuagesima søndag, 2025
Jeg står her med et manuskript til en prædiken, som slet ikke ligner det, jeg plejer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have holdt en smukkere eller poetisk prædiken, men det kan jeg ikke.
For verden byder mig det imod.
Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.
Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.
Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.
Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.
Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:
For verden byder mig det imod.
Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.
Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.
Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.
Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.
Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:
- Hvor der er en ære i at yde til fællesskabet, og hvor der er mere at sige om dig som menneske, end de dine succeser.
- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.
- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.
Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.
Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.
Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.
Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.
Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her.
- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.
- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.
- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.
Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.
Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.
Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.
Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.
Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her.
OG at den mest uanstændige handling, ikke er det menneske, der måske mister fatningen i en kø i Netto, fordi der er en, der snyder foran, men derimod den, der filmer det – og dernæst den, der ser det som underholdning.
Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.
Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.
For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?
Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”
Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.
Fællesskabet har trange kår på alle måder.
Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.
Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.
Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.
Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.
Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.
Nu til lignelsen:
Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.
Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.
Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.
Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.
Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.
Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.
For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?
Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”
Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.
Fællesskabet har trange kår på alle måder.
Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.
Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.
Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.
Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.
Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.
Nu til lignelsen:
Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.
Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.
Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.
Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.
Lignelser er altid spejl, vi kan se vores liv med hinanden i.
I lignelsen taler Jesus om Gudsriget – altså om det, som Gud vil give os. Og Gud vil give os præcis det samme, fordi du ikke skal defineres ved dine handlinger. Du er mere end dine handlinger.
Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.
Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.
Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.
Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.
Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.
Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.
Amen
Dagens evangelium: https://bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke
søndag den 22. december 2024
4. søndag i advent, 2024
Det er svært ikke at begynde dagen med at sende vores tanker til Magdeburg, der i weekenden blev ramt af et terrorangreb. En bil blev kørt med fuld fart gennem et julemarked – en glad og fredfyldt begivenhed er nu sløret af sorg, vrede og magtesløshed.
Og atter engang må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvad er motivet bag – hvad driver et menneske til at gøre så onde handlinger, der trækker sig spor i pårørendes familier for altid?
Vi søger efter en mening, fordi det er så svært at stå i det meningsløse og forfærdelige. Vi søger at forstå bare en smule af det, der er sket, for at kunne leve; selvom vi også må erkende, at vi altid vil være overladt til en grad af tilfældigheder i tilværelsen.
Det tilfældige er det sværeste at skulle leve med, og alligevel er det netop det, vi skal – leve. På trods.
Når vi rammes af det tilfældige og vilkårlige, så kan det sammenlignes med at blive sat i en ny virkelighed, som vi ikke altid ønsker at stå i. Jeg taler ikke kun om terror, men også om sygdom der rammer, elskede der dør – det kan også være kriser på jobbet eller i ægteskabet eller familien. Alt det, der opleves som noget, der rammer os, og som vi nu skal leve med og ud fra. Fælles for det er, at vores virkelighed giver ikke længere samme mening, så vi bliver nødt til at forsøge at finde en mening, hvad enten det er bevidst eller ubevidst.
Og måske mister vi også noget inde i os selv. Vi bliver nogle andre end dem, vi var før. Vi er forandrede. Vi ser verden på en anden måde, vi ser vores nærmeste på en anden måde – vi prioriterer livet på en anden måde.
Jeg tror ikke, at der findes et menneske, der ikke vil prøve det, om ikke andet så bare én gang i løbet af livet, hvor man pludselig skal orientere sig på ny.
Forandringer er en del af livet – intet står stille. Alt er på vej til at blive noget andet – noget formulder hurtigt, og andet slides langsomt. Men hele verden er i en konstant forandring.
Det er en tanke, der er dybt indfældet i den kristne forståelse af livet. Der er kun én gang, hvor vi hører om, at alt står stille, og det er i Edens have, som vi læser om i skabelsesberetning. Ja, der er stilstand lige indtil Adam og Eva traf et valg, og spiste af frugten fra kundskabens træ.
Derfra begyndte alt at forandre sig.
Derfra begyndte mennesket at vandre ud i verden, og når man gør det, støder man også på forhindringer.
Og det varer heller ikke længe, før vi Biblen kan læse om det første mord, der tilmed var et brodermord. Kain slår sin broder Abel ihjel af misundelse, fordi det lader til, at Gud elsker Abel mest.
Scene er sat – mennesker kan være onde.
Men fortællingen om Kain fortsætter også efter han har slår sin broder ihjel. For vi hører, at frygten griber Kain, og han indser at hans handlinger har konsekvenser, så han beder Gud om hjælp. Han vil gerne undgå den dom, som andre vil fælde over ham. Og Gud – der er en barmhjertig Gud også i det gamle testamente – sætter et mærke på Kains pande, så folk vil skåne ham.
Han bliver tegnet af Gud, så han, trods sin uhyrlige handling, får lov at leve.
Hvordan Kain har det med sig selv derefter, ved vi ikke. Men vi ved, at Kain får lov at blive sat ind i en ny virkelighed, hvor han ikke dømmes for sine handlinger. Og mærket i panden er tegnet på det.
Det er heller ikke uden grund, at mange drager paralleller mellem Kains mærket og dåben. Vi sætter også et mærke på børn i dåben – et for panden og et for brystet. Et korstegn bliver tegnet over dem, som et vidnesbyrd på, at de nu tilhører Kristus.
Vi får vores mærke inden vi overhovedet har handlet – men vi får at vide, at vi nu tilhører Gud. Vi har fået til tilhørsforhold. Og det har vi brug for.
Der er noget uendeligt smukt i at høre nogen til.
Salmedigterne og præsten Jakob Knudsen skulle efter sigende have sagt, at ”at være sig selv er at være ét med et andet selv”.
Det gør en forskel at være ”nogens” – at der er en, der regner med en – håber på en – vidner ens liv – og altid er med en. Det er dette særlige tilhørsforhold, vi modtager i dåben.
Så uagtet det liv, der ligger foran os, og uagtet hvordan det end former sig, så hører vi altid til hos Kristus. Vi har en Gud, der tilmed lover at ville være med os til verdens ende.
Det er værd at bemærke, at vi bliver lovet, at Kristus vil være med os indtil verdens ende – og ikke bare vores livs ende. Kristus er med os ind i evigheden – gennem de mørke nætter, gennem tvivlen, gennem døden og med os til den dag, hvor Gud bliver alt i alle.
Ja, dåben sætter os også i en ny virkelighed, men ikke vilkårlighedens virkelighed, men derimod håbets virkelighed.
Trods mørke, trods ondskab, trods det der splitter og deler os, Trods tilfældig død, trods julesorgen, så får vi lov at håbe på noget mere. Håbet strækker sig ud i retninger, vi ikke kan forestille sig – og holder os fast på, at der i alt dette er en underliggende kærlighedskraft, der holder os sammen. Ikke bare med hinanden, men også med vores skaber og frelser.
Vi får en ny identitet, hvor vi tilhører Kristus. For dåben er en forandring – der er et før og et efter dåben. Vi kan være nølende med at ville tale om det, fordi vi med rette kan regne med, at Gud elsker mennesker om de er døbt eller ej. Men dåben er ikke bare et værdiløst tegn, vi gør fordi vi ikke kan finde på andet at lave en søndag formiddag. Dåben er så vigtig, at selv Jesus blev døbt af Johannes døberen.
Vi døber fordi det giver os et meningsfundament at forstå tilværelsen ud fra.
Fordi det stiller os lige der, hvor evigheden og timeligheden krydser hinanden i et allerede, endnu ikke. Jesus Kristus har evigheden i sig, men han står i tiden sammen med os – ikke bare dengang, men også nu. Midt blandt os – skjult for øjet, men synlig for troen. Han er her.
Det er det, vi venter på at høre igen i julen – at Gud blev menneske, og at han i et lille menneskebarn bøjer sig dybt i støvet for os - bliver som os - for at være med os.
Dåben er Guds løfte, der gentages for det enkelte menneske, at Gud også blev menneske for din skyld - og at Gud vil være med dig ind i evigheden.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke
Og atter engang må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvad er motivet bag – hvad driver et menneske til at gøre så onde handlinger, der trækker sig spor i pårørendes familier for altid?
Vi søger efter en mening, fordi det er så svært at stå i det meningsløse og forfærdelige. Vi søger at forstå bare en smule af det, der er sket, for at kunne leve; selvom vi også må erkende, at vi altid vil være overladt til en grad af tilfældigheder i tilværelsen.
Det tilfældige er det sværeste at skulle leve med, og alligevel er det netop det, vi skal – leve. På trods.
Når vi rammes af det tilfældige og vilkårlige, så kan det sammenlignes med at blive sat i en ny virkelighed, som vi ikke altid ønsker at stå i. Jeg taler ikke kun om terror, men også om sygdom der rammer, elskede der dør – det kan også være kriser på jobbet eller i ægteskabet eller familien. Alt det, der opleves som noget, der rammer os, og som vi nu skal leve med og ud fra. Fælles for det er, at vores virkelighed giver ikke længere samme mening, så vi bliver nødt til at forsøge at finde en mening, hvad enten det er bevidst eller ubevidst.
Og måske mister vi også noget inde i os selv. Vi bliver nogle andre end dem, vi var før. Vi er forandrede. Vi ser verden på en anden måde, vi ser vores nærmeste på en anden måde – vi prioriterer livet på en anden måde.
Jeg tror ikke, at der findes et menneske, der ikke vil prøve det, om ikke andet så bare én gang i løbet af livet, hvor man pludselig skal orientere sig på ny.
Forandringer er en del af livet – intet står stille. Alt er på vej til at blive noget andet – noget formulder hurtigt, og andet slides langsomt. Men hele verden er i en konstant forandring.
Det er en tanke, der er dybt indfældet i den kristne forståelse af livet. Der er kun én gang, hvor vi hører om, at alt står stille, og det er i Edens have, som vi læser om i skabelsesberetning. Ja, der er stilstand lige indtil Adam og Eva traf et valg, og spiste af frugten fra kundskabens træ.
Derfra begyndte alt at forandre sig.
Derfra begyndte mennesket at vandre ud i verden, og når man gør det, støder man også på forhindringer.
Og det varer heller ikke længe, før vi Biblen kan læse om det første mord, der tilmed var et brodermord. Kain slår sin broder Abel ihjel af misundelse, fordi det lader til, at Gud elsker Abel mest.
Scene er sat – mennesker kan være onde.
Men fortællingen om Kain fortsætter også efter han har slår sin broder ihjel. For vi hører, at frygten griber Kain, og han indser at hans handlinger har konsekvenser, så han beder Gud om hjælp. Han vil gerne undgå den dom, som andre vil fælde over ham. Og Gud – der er en barmhjertig Gud også i det gamle testamente – sætter et mærke på Kains pande, så folk vil skåne ham.
Han bliver tegnet af Gud, så han, trods sin uhyrlige handling, får lov at leve.
Hvordan Kain har det med sig selv derefter, ved vi ikke. Men vi ved, at Kain får lov at blive sat ind i en ny virkelighed, hvor han ikke dømmes for sine handlinger. Og mærket i panden er tegnet på det.
Det er heller ikke uden grund, at mange drager paralleller mellem Kains mærket og dåben. Vi sætter også et mærke på børn i dåben – et for panden og et for brystet. Et korstegn bliver tegnet over dem, som et vidnesbyrd på, at de nu tilhører Kristus.
Vi får vores mærke inden vi overhovedet har handlet – men vi får at vide, at vi nu tilhører Gud. Vi har fået til tilhørsforhold. Og det har vi brug for.
Der er noget uendeligt smukt i at høre nogen til.
Salmedigterne og præsten Jakob Knudsen skulle efter sigende have sagt, at ”at være sig selv er at være ét med et andet selv”.
Det gør en forskel at være ”nogens” – at der er en, der regner med en – håber på en – vidner ens liv – og altid er med en. Det er dette særlige tilhørsforhold, vi modtager i dåben.
Så uagtet det liv, der ligger foran os, og uagtet hvordan det end former sig, så hører vi altid til hos Kristus. Vi har en Gud, der tilmed lover at ville være med os til verdens ende.
Det er værd at bemærke, at vi bliver lovet, at Kristus vil være med os indtil verdens ende – og ikke bare vores livs ende. Kristus er med os ind i evigheden – gennem de mørke nætter, gennem tvivlen, gennem døden og med os til den dag, hvor Gud bliver alt i alle.
Ja, dåben sætter os også i en ny virkelighed, men ikke vilkårlighedens virkelighed, men derimod håbets virkelighed.
Trods mørke, trods ondskab, trods det der splitter og deler os, Trods tilfældig død, trods julesorgen, så får vi lov at håbe på noget mere. Håbet strækker sig ud i retninger, vi ikke kan forestille sig – og holder os fast på, at der i alt dette er en underliggende kærlighedskraft, der holder os sammen. Ikke bare med hinanden, men også med vores skaber og frelser.
Vi får en ny identitet, hvor vi tilhører Kristus. For dåben er en forandring – der er et før og et efter dåben. Vi kan være nølende med at ville tale om det, fordi vi med rette kan regne med, at Gud elsker mennesker om de er døbt eller ej. Men dåben er ikke bare et værdiløst tegn, vi gør fordi vi ikke kan finde på andet at lave en søndag formiddag. Dåben er så vigtig, at selv Jesus blev døbt af Johannes døberen.
Vi døber fordi det giver os et meningsfundament at forstå tilværelsen ud fra.
Fordi det stiller os lige der, hvor evigheden og timeligheden krydser hinanden i et allerede, endnu ikke. Jesus Kristus har evigheden i sig, men han står i tiden sammen med os – ikke bare dengang, men også nu. Midt blandt os – skjult for øjet, men synlig for troen. Han er her.
Det er det, vi venter på at høre igen i julen – at Gud blev menneske, og at han i et lille menneskebarn bøjer sig dybt i støvet for os - bliver som os - for at være med os.
Dåben er Guds løfte, der gentages for det enkelte menneske, at Gud også blev menneske for din skyld - og at Gud vil være med dig ind i evigheden.
Der er håb. Også de dage, hvor fortvivlelsen råder og man næsten har lyst til at give op. Der er altid håb. Håbets tid er allerede begyndt. Den begyndte den nat for så mange år siden i en stald i en krybbe.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke
Salmevalg:
86: Hvorledes skal jeg møde (I)
Hold håbet op - Dy Plambeck (SL)
69: Du fødtes på jord (FP)
----
117: En rose så jeg skyde (EP)
90: Op glædes alle (Nadversalme)
87: Den første lys (U)
lørdag den 26. oktober 2024
22. søndag efter trinitatis, 2024
Vi fødes – og fra første vejrtrækning er vi på vej til at blive noget andet. Hver dag leves herfra i et forsøg på at blive dygtigere, bedre og ikke mindst selvstændige. Navlestrengen bliver i overført betydning kappet mange gange i løbet af et liv, alt imens forældrene ser deres lille baby forvandle sig til et voksent menneske,
Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.
Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.
Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.
Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.
Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.
Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.
Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.
Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.
Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.
Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.
Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.
Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.
Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.
Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.
Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.
Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.
Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.
Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.
Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.
Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.
Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.
Vi var også børn engang.
Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.
Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.
Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.
Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.
Vi må ikke glemme hinanden.
I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.
Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.
Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.
Vi må ikke glemme hinanden.
Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.
Amen
Dagens tekst:
https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.
Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.
Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.
Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.
Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.
Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.
Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.
Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.
Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.
Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.
Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.
Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.
Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.
Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.
Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.
Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.
Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.
Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.
Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.
Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.
Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.
Vi var også børn engang.
Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.
Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.
Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.
Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.
Vi må ikke glemme hinanden.
I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.
Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.
Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.
Vi må ikke glemme hinanden.
Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.
Amen
Dagens tekst:
https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 31. august 2024
14. søndag efter trinitatis, 2024
I det tidligere Østberlin lå der engang et fængsel. Der gik noget tid før det blev almindelig kendt, at det overhovedet havde eksisteret, for mens menneskemængden i 1989 brød Berlinmuren ned i glædesrus og med projektørerne rettet ud mod friheden - ja, da brændte man i hast de mange dokumenter og bilag, der var i fængslet. Man ville slette dets eksistens, og dermed også alle de handlinger, der havde fundet sted netop der. Forfærdelige handlinger, der har holdt mennesker fast i et greb af kontrol – og samtidig påført dem afmagt. Et sted for lidelse og ydmygelse – et ikkemenneskeligt sted.
Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument
Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.
Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel.
Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument
Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.
Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel.
En lille blå himmel, der lyste ned i gården, og lovede at friheden var virkelig – udenfor. Der stod manden, før i tiden og kiggede ud, og tænkte ved sig selv, at nok kunne de spærre ham inde, men de kunne aldrig spærre hans tanke inde.
Tanken er fri, og kan flyve som fuglen op mod himlen og væk. Den kan drømme om noget andet om mere. Den kan drømme om længsel og håbe.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Han har nok bare ligget der – ubevægelig, fastlås og frosset i tid. Bare ligget og været. Han har set himlen og fuglene der flyver forbi. Han har set myrerne kravle på jorden – og duftet af støv har lagt sig i hans næsebor. Han har bare været til – har ikke levet. Det forestiller jeg mig i al fald ikke.
Han har været en iagttager til livet. Han har set børnene i landsbyen vokse op for sine øjne – til de en dag som voksne er gået forbi ham. Men nu med en tungere gang og ikke i barnets sorgløse løb.
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
lørdag den 6. juli 2024
6. søndag efter trinitatis, 2024
Når jeg skal have overblik over en uge, så laver en to-do liste. En liste fyldt med alt det, jeg skal have ordnet, klaret og forholdt mig til. Og som jeg får klaret opgaverne, får den ene opgave efter den anden en streg over sig. Det er en sand fryd og glæde at strege opgaver over en for en.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der arbejder på den måde. Faktisk tror jeg, at mange mennesker lever sådan – og hvis man ikke ligefrem skriver det ned, så har man en liste i hovedet med ting, man skal have klaret og ordnet.
Vi bruger tid på alt det, vi skal i livet. På alt det, der kalder på os, og som vi skal klare for at få en hverdag til at hænge sammen.
Men bruger vi lige så langt tid på alt det, vi er? Altså hvem vi, og hvordan vi er overfor og i relation til hinanden? Kan det ske, at vi fortaber os i livets mange opgaver, at vi glemmer, at vi er mere end vores handlinger?
Jeg tror, vi skal øve os i at også at lave to-be-lister, og ikke kun to-do-lister. For er mennesket ikke netop mere og andet end deres handlinger. Det er det budskab, vi møder igen og igen her i kirken – i bibelens og salmernes ord. Vi er mere end vores gerninger, og alt det vi gør, er ikke i centrum for Gud.
Og det er alligevel pudsigt, at vi, når vi møder mennesker, vi ikke kender, spørger dem, hvad de laver. For vores valg af uddannelse, arbejde og karriere putter os i kasser, så vi kan forholde os til hinanden.
Men det mest interessante ved mennesker, er ikke kun deres arbejde. Det er også hvordan de er overfor andre. Hvordan de ser andre – deres menneskesyn.
Evangeliet til i dag, handler om denne uge rige mand, der har gjort alt det rigtige. Han har handlet ret og forventeligt, og man kan ikke sætte en finger på ham. Han er uklanderlig. Han har overholdt de bud, der står i loven – han har styr på sin to-do-liste.
Og alligevel kommer han til Jesus og vil høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv – hvordan han kan sikre sig en plads i Guds rige. Det er et pudsigt spørgsmål, og vi kan kun gætte på, hvorfor han har brug for at stille det spørgsmål?
Var han alligevel en smule selvretfærdig og havde brug for at hævde sig. Var han alligevel usikker på, om det var nok – eller havde han brug for at snyde Jesus. Vi ved det ikke.
Men det kommer frem i samtalen, at den unge mand ikke helt forstår Jesu budskab. For han bliver ved med at spørge, hvad han skal gøre for at få evigt liv – han vil have mere at vide – og måske vil han have en forsikring om, at der er en plads klar til ham.
Og så er det, at Jesus sætter ind med sit meget levende billede af en kamel, som man forøger at proppe gennem et nåleøje. Det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige.
Og det er så sandt som det er sagt. For det er ikke rige, der bliver frelst, men derimod mennesker.
Det er så uendelig uvæsentligt for Gud, hvad vi ejer, når vi dør, for det er ikke mængden af obligationer, aktier, smykker, ure eller fine vine, der afgør om vi kommer i Himlen. Det er derfor Jesus siger, at det ikke er rige, der kommer ind i himlen. Det er mennesket, der kommer ind i Guds rige – i Guds rige bliver alle vores meritter, ejendomme og to-do lister ligegyldige. Den rige bliver afklædt sin rigdom i himlen – og kan selvfølgelig frelses – for det siger Jesus jo også – men vi må ikke tro, at det er mængden af rigdom eller fromme handlinger, der giver os et himmel-sæde. Og det er det budskab, han forsøger at fortælle den unge mand. Stop med at gøre en masse for at få en masse – Gud er ikke en købmand, man kan købe frelse hos. Han er derimod den Gud, der gør det umulige muligt – det ødelagte helt – og det forkerte sandt. Gud er den omkalfatrende Gud, der forandrer verden ved at forandre mennesker – ved at vende vores blikke bort fra det, vi kan eje og gribe om, så vi opdager, at det eneste, der er værd at række ud efter, er hinandens hænder – hinandens hjerter.
Billetterne til himlen giver han kvit og frit. De er gratis. Og vi skal ikke engang ringe i forvejen for at sikre os en plads.
Frelsen er gratis.
Ordet gratis er et mine yndlingsord, hvis man have sådan nogen. Det kommer fra latin og betyder gunst, venskab, skønhed, venlighed, taknemmelighed og elsket. Gratis er altså forbundet med det skønne, det smukke og ikke mindst taknemmeligheden.
På både spansk og italiensk siger man også gracias eller grazie, når takker for noget. I kan høre, at det minder om ordet gratis på dansk. Man kunne overveje om man på dansk skulle sige ”gratis” i stedet for tak. For det er samme betydning. Tak er det, man giver, når man modtager noget gratis.
På engelsk bruger man også ordet gratis – man finder det i den engelske ord for nåde. Det hedder grace. Og igen er vi tilbage ved, at det er noget, man modtager uden at yde noget igen, og uden at komme i gæld til hinanden – men derimod noget vi får gratis.
For det er nåden. Den er altid gratis. Den kan ikke være andet, fordi den er Guds indstillingen til os mennesker. Vi får den, fordi Gud vil os det godt, og ikke vil stille betingelser for os.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der arbejder på den måde. Faktisk tror jeg, at mange mennesker lever sådan – og hvis man ikke ligefrem skriver det ned, så har man en liste i hovedet med ting, man skal have klaret og ordnet.
Vi bruger tid på alt det, vi skal i livet. På alt det, der kalder på os, og som vi skal klare for at få en hverdag til at hænge sammen.
Men bruger vi lige så langt tid på alt det, vi er? Altså hvem vi, og hvordan vi er overfor og i relation til hinanden? Kan det ske, at vi fortaber os i livets mange opgaver, at vi glemmer, at vi er mere end vores handlinger?
Jeg tror, vi skal øve os i at også at lave to-be-lister, og ikke kun to-do-lister. For er mennesket ikke netop mere og andet end deres handlinger. Det er det budskab, vi møder igen og igen her i kirken – i bibelens og salmernes ord. Vi er mere end vores gerninger, og alt det vi gør, er ikke i centrum for Gud.
Og det er alligevel pudsigt, at vi, når vi møder mennesker, vi ikke kender, spørger dem, hvad de laver. For vores valg af uddannelse, arbejde og karriere putter os i kasser, så vi kan forholde os til hinanden.
Men det mest interessante ved mennesker, er ikke kun deres arbejde. Det er også hvordan de er overfor andre. Hvordan de ser andre – deres menneskesyn.
Evangeliet til i dag, handler om denne uge rige mand, der har gjort alt det rigtige. Han har handlet ret og forventeligt, og man kan ikke sætte en finger på ham. Han er uklanderlig. Han har overholdt de bud, der står i loven – han har styr på sin to-do-liste.
Og alligevel kommer han til Jesus og vil høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv – hvordan han kan sikre sig en plads i Guds rige. Det er et pudsigt spørgsmål, og vi kan kun gætte på, hvorfor han har brug for at stille det spørgsmål?
Var han alligevel en smule selvretfærdig og havde brug for at hævde sig. Var han alligevel usikker på, om det var nok – eller havde han brug for at snyde Jesus. Vi ved det ikke.
Men det kommer frem i samtalen, at den unge mand ikke helt forstår Jesu budskab. For han bliver ved med at spørge, hvad han skal gøre for at få evigt liv – han vil have mere at vide – og måske vil han have en forsikring om, at der er en plads klar til ham.
Og så er det, at Jesus sætter ind med sit meget levende billede af en kamel, som man forøger at proppe gennem et nåleøje. Det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige.
Og det er så sandt som det er sagt. For det er ikke rige, der bliver frelst, men derimod mennesker.
Det er så uendelig uvæsentligt for Gud, hvad vi ejer, når vi dør, for det er ikke mængden af obligationer, aktier, smykker, ure eller fine vine, der afgør om vi kommer i Himlen. Det er derfor Jesus siger, at det ikke er rige, der kommer ind i himlen. Det er mennesket, der kommer ind i Guds rige – i Guds rige bliver alle vores meritter, ejendomme og to-do lister ligegyldige. Den rige bliver afklædt sin rigdom i himlen – og kan selvfølgelig frelses – for det siger Jesus jo også – men vi må ikke tro, at det er mængden af rigdom eller fromme handlinger, der giver os et himmel-sæde. Og det er det budskab, han forsøger at fortælle den unge mand. Stop med at gøre en masse for at få en masse – Gud er ikke en købmand, man kan købe frelse hos. Han er derimod den Gud, der gør det umulige muligt – det ødelagte helt – og det forkerte sandt. Gud er den omkalfatrende Gud, der forandrer verden ved at forandre mennesker – ved at vende vores blikke bort fra det, vi kan eje og gribe om, så vi opdager, at det eneste, der er værd at række ud efter, er hinandens hænder – hinandens hjerter.
Billetterne til himlen giver han kvit og frit. De er gratis. Og vi skal ikke engang ringe i forvejen for at sikre os en plads.
Frelsen er gratis.
Ordet gratis er et mine yndlingsord, hvis man have sådan nogen. Det kommer fra latin og betyder gunst, venskab, skønhed, venlighed, taknemmelighed og elsket. Gratis er altså forbundet med det skønne, det smukke og ikke mindst taknemmeligheden.
På både spansk og italiensk siger man også gracias eller grazie, når takker for noget. I kan høre, at det minder om ordet gratis på dansk. Man kunne overveje om man på dansk skulle sige ”gratis” i stedet for tak. For det er samme betydning. Tak er det, man giver, når man modtager noget gratis.
På engelsk bruger man også ordet gratis – man finder det i den engelske ord for nåde. Det hedder grace. Og igen er vi tilbage ved, at det er noget, man modtager uden at yde noget igen, og uden at komme i gæld til hinanden – men derimod noget vi får gratis.
For det er nåden. Den er altid gratis. Den kan ikke være andet, fordi den er Guds indstillingen til os mennesker. Vi får den, fordi Gud vil os det godt, og ikke vil stille betingelser for os.
Nåde er altså et samlet ord for alt det ved Gud, der vil os mennesker det godt. Det er Guds kærlighed, godhed, tilgivelse og gavmildhed – og det kalder vi for nåde. Nåde er det, vi får fra Gud, fordi vi er til i verden.
Gud tager os, som vi er. Han vil os, når vi er svage, når vi skammer os, når vi ingenting kan – selv der, tager Gud os med ind i himlen. For Gud er alt muligt. Og det eneste, vi kan give igen er et TAK.
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Amen
Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 2. juni 2024
1. søndag efter trinitatis, 2024
Hvordan mon mennesker om 100 år vil se på det årti, vi lever i lige nu og beskrive det? 1920’erne blev kaldt for de brølende tyvere, fordi alt var i fremgang på det tidspunkt i historien.
Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?
Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.
Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.
Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.
Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.
Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.
Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.
Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.
Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.
Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.
Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.
Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.
Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.
Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.
Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.
Men vi har et godt udbytte.
Vi har materielle goder.
Nok.
Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.
Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.
Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.
Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.
Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.
Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.
Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.
Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.
Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.
Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.
Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.
Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.
Amen
Kirkebøn:
Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.
Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.
Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.
Vær os nær med din mildhed og kærlighed.
Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.
Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?
Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.
Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.
Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.
Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.
Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.
Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.
Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.
Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.
Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.
Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.
Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.
Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.
Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.
Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.
Men vi har et godt udbytte.
Vi har materielle goder.
Nok.
Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.
Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.
Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.
Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.
Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.
Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.
Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.
Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.
Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.
Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.
Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.
Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.
Amen
Kirkebøn:
Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.
Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.
Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.
Vær os nær med din mildhed og kærlighed.
Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.
Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)