søndag den 11. november 2012
23, søndag efter trinitatis 2012
Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv! (DDS 367, 1)
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Jeg mødte for nogle år siden en amerikansk mand, der levede sit liv med absolut tanke for andre. Vi dykker ned i hans livshistorie på et tidspunkt, hvor han har mistet alt, hvad han ejer. Hans kone, arbejde, hjem og formue. Han havde intet tilbage. Og da beslutter han sig til, at han vil give 10 % af de indtægter, han måtte få, til velgørende formål. Midt i sin elendighed lover han, at ville give tilbage, hvis det skal gå ham godt igen.
Da får et arbejde, og tjener sine første 10 dollars. Og tro mod sit løfte, giver han 1 dollar til et godt formål. Så tjener han flere penge. Denne gang 100 dollars. Og da skal han jo give 10 % af de 100 dollars.
Han ser mig på det tidspunkt i øjnene, og siger ærligt, at de penge, var de mest vanskelige at forære væk. Alt i ham råbte til at ham, at han skulle beholde dem – nu var han på vej op, så derfor behøvede han ikke give de penge. Nu gik det lige godt igen.
Men han gjorde det, og gør det den dag i dag. Giver 10 % af sin indtægt til velgørende formål.
Siden det møde med ham, har jeg haft kronisk dårlig samvittighed. For jeg giver altså ikke 10 % af det jeg tjener til velgørende formål. Jeg giver måske lidt til landsindsamlinger, og så betaler jeg skat. Og jeg kunne nu vælge at læne mig tilbage og sige, at jeg gør nok; men han giver mig stadigvæk dårlig samvittighed. For jeg burde måske også gøre mere, give mere, forsøge mere.
Han har ramt en nerve hos mig, der gør ondt. Jeg kommer nemlig selv fra et fattigt hjem, hvor det var svært at få det hele til at løbe rundt. Hvor gaverne var små til jul og fødselsdage, hvor lommepenge var noget de andre fik, og hvor vi måtte lære, at vi bare ikke kunne få alt det, vi gerne ville have, og gøre alt det, der så sjovt ud. Så jeg kender det jo på egen krop – det at være den, der står i den anden ende, og må modtage. Så han rammer en nerve.
Dårlig samvittighed. Og den dårlige samvittighed er måske noget at det værste at leve med. Den er langt sjovere, når den er god og tilfreds. Selvtilfreds.
Og nu hører vi tilmed i evangeliet i dag, at Jesus roser den gamle kvinde, der giver to mønter i tempelblokken – altså i indsamlingsbøssen uden for templet. Hun gør mere end alle rige gør til sammen, for hun giver ikke af sin overflod, men af sin fattigdom.
Temaet omkring økonomi og penge er et velkendt tema i Bibelen. Faktisk vender Jesus tilbage til den måde at tale om livet på igen og igen.
Tænk bare på:
- Jesus betalte syndes sold.
- I er frikøbte i Jesus.
- Vi skylder Gud alt.
- Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.
Måden at tale om vores forhold til Gud på, foregår ofte indenfor en økonomisk ramme. Hvorfor? Fordi det er en ramme, vi forstår. Vi kender den ud og ind. Det er dog de færreste mennesker i Danmark, der overhovedet ikke behøver bekymre sig om penge, eller som ikke drømmer om at vinde i Lotto (også selvom man ikke spiller).
“Money makes the world go around” synger Liza Minnelli i musicalen Cabaret.
Penge får verden til at løbe rundt.
Det kan til tider synes rigtigt, når vi skeler mere til bankbogen end naturen. Skeler mere til overskuddet end menneskerettighederne. Og tæller mønterne, mens vi ser mellem fingrene med endnu et menneske, der bliver henrettet.
Penge for verden til at løbe rundt?
Og måske netop derfor vælger Jesus, at tale til os i et sprog, vi forstår. Nemlig det økonomiske: for vore øjne ser let det, der ikke behøver at blive set på - pengene. ”Du kan købe alt for penge – det handler blot om prisen.” hører vi sagt. Set med verdens øjne er det altid den rige, der giver mest. Altid den rige, der med sine store checks gør den største forskel.
Men i Jesu øjne er det den fattige, der giver mest. Når Gud kigger på os, er det ikke længere vores rigdom der er i fokus, men vores fattigdom. Enken gav af sin fattigdom.
Det handler ikke om størrelsen på mønten. Det handler ikke om, at man bliver et bedre menneske i Guds øjne af at give mere. Det handler jo ikke om økonomien.
Det handler om det, der altid er på færde, når vi har med Gud at gøre. Nemlig kærligheden – Jesus taler til os om selve livet.
Kærligheden er barmhjertigheden. Hjertet i barmen, der banker (jf. Kierkegaard). Kærligheden er nåden. Nåden, vi får som en benådning, når vi har fejlet, og er klar til vores dom. Kærligheden er Guds løfte til os om, at han lover at være med os alle dage indtil verdens ende.
Vi bliver mødt med kærligheden forrest, når vi møder Gud. Vi bliver mødt med kærligheden, når vi rækker vores tommer hænder frem.
Han lover at være med os, og at se på os med det himmelske blik.
Igennem det blik, bliver set, ikke for hvad vi magtede, eller ikke nåede; det er ikke vores dårlige samvittighed, der bliver sat under lup og undersøgt.
Nej, igennem det himmelske blik bliver alt det, der ikke ser ud af noget, alt det ingen så, alt det der forsvandt i mængden, det der blev nytteløst – set af Gud.
Han ser også vores fattigdom. Vores afmagt. Vores håb og længsler. Han ser vores hjerter, og ser os. Det kan virke skræmmende, når vi ikke altid er det bedste udgaver os selv.
Historien om enken, der gav alt hun ejede, er en historie om en gammel dame, der en dag, gik hen i templet og gav to små mønter. Mønter, der hverken kunne bruges til at købe hele eller halve brød for. Men hun gav dem, fordi det var det, hun havde. Vi aner ikke, hvorfor hun gav dem, eller om hun var et specielt elskeligt menneske. Måske var hun en værre rappenskralde, der slog sine børn, sladrede om naboen og bandede over de hjemløse. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus så hende og det rene ingenting, hun gav.
Så hendes tomme hånd, og i den tomme hånd, rakte han sig selv og sin kærlighed, som et stædigt løfte om, at Guds kærlighed også gælder mig.
Når vi ikke når hele vejen, når vi skammer os, når den dårlige samvittighed nager, bøjer Gud sig ned og elsker på trods.
”Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom” (DDS 367, 6)
Og der gør hans vores fattigdom til sin rigdom.
Dagens Tekst:
I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44
søndag den 4. november 2012
Alle helgens dag 2012
”Nu kan alene kærlighed
forhindre at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)
Amen
Vi får titler livet igennem. Vi bliver født, og bliver vores forældres børn. Vi vokser op, begynder i skole og bliver skolebørn. Vi bliver ældre, tager måske en uddannelse og bliver studerende. Så bliver nogle gift – de bliver ægtefolk, får børn og bliver forældre. Eller man får et arbejde og bliver det. Jeg er bager, jeg er ingeniør, jeg smed, jeg er blevet forfremmet. Vi tager efteruddannelser – smykker os med titler.
Vi får livet igennem nye titler, fordi vi forandrer os. Fordi livet forandrer os. Vi får nye opgaver og har nye positioner i vores liv.
Sådan er det at leve. Vi kan ikke leve et liv uden at være noget for nogen. Vi er altid et eller andet, og om ikke andet, så er vi mennesker. Titlerne er med til at definere, hvem vi er, og hvad vi fylder i vores liv. Og ofte er vi stolte af de titler. De er en brik til det puslespil, der er vores liv.
Men der er en titel, som vi får uden at have bedt om den, og som vi får uden at ville have den. Vi bliver ”de efterladte”.
Dem, der har mistet, og som måske nu også skal ringe til bedemanden, bestille kisten, blomster, mindehøjtidelige, begravelsen, bisættelsen, læse kortene, takke for dem, og så vende tilbage til sit liv, for der at forsøge at skabe en hverdag.
Og i manges øjne holder man op med at være efterladt, for nu er alt det praktiske overstået. Men inde i en selv – dybt derinde, hvor hjertet banker, der er man stadigvæk efterladt.
Efterladt tilbage i livet, forladt – og overladt til at skulle leve resten af livet færdigt. Den titel er som en trøje, vi bliver tvunget i. En der sjældent passer os. Det er nærmere en spændetrøje, der spænder os fast i livet. Vi får endnu en titel – enken, enkemanden, den forældreløse, den barnløse, den der mistede en bror, en søster, en moster, en bedstemor. Den der mistede – den sørgende.
Og nu hører vi, at Jesus kalder os for livets salt og verdens lys. I er livets salt. I er verdens lys. Det lyder fremmed, underligt og kan lyde ligefrem provokerende, at blive kaldt livets salt og verdens lys, hvis man sidder og føler, at alt omkring en er blevet slukket med den andens død. Alt er blevet tyst, stille – gået i stå.
Man kan fristes til at lade sig lukke inde i spændetrøjen i et konstant favntag af sig selv. Holde om sig selv, fordi den, der før holdt om en, nu er væk. Det er godt for en stund, men ikke for et liv.
Vi er verdens lys og jordens salt.
Men hvad er salt, hvad er lys?
Salt er det, der fremhæver smag og trænger ind overalt. Salt gør oplevelser mere intense,. Salt kommer også ud gennem vores tårer – uden salt bliver livet ligegyldigt.
Lyset gennembryder mørke. Og selv et lille lys, kan flække ethvert mørke, ja. Selv en mælkebøtte kan gennembryde asfalt, når det får lys – uden lys bliver livet ligegyldigt.
Vi er lys og salt for hinanden. Vi giver livet smag. Vi giver livet lys. Uden hinanden bliver livet ligegyldigt og mørkt.
Salt og lys er kærlighed. I er jordens salt og verdens lys. Og derfor smerter det i os, når vi mister en, vi elsker. Vi føler, at lyset bliver slukket, og at livet mangler smag og oplevelse. Vi mærker, at noget mangler.
Kærligheden føles mest intenst ved kisten, hvor den river i os. Den kærlighed kalder, vi for sorg, og måske nok kærlighedens smukkeste udtryk. For kun det menneske, der er elsket og har elsket efterlader sorgen.
Vi er verdens lys og livets salt.
Den titel er med til at definere, hvad vi er for hinanden. Vi er hinandens salt og lys. Vi skal gennem vores liv med hinanden give livet smag og oplyse hinandens liv.
Allehelgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder for dem, og besøger måske gravstedet. Vi giver os selv tid og mulighed for at kunne tænke tilbage på dem, vi savner, det vi har lært og de oplevelser, vi har haft. Vi tænker på og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De har været vores lys og vores salt. De har gjort vores liv meningsfyldt.
Sorgen kaldes også for kærlighedens pris. Det er den pris, som kærligheden koster, at den må blive til sorg. En pris vi ikke vil være foruden, for kærligheden kan vi ikke undvære.
Gud har sat os i verden af den ene grund, at vi skal elske. Gud ønsker et eneste for os, nemlig at vi oplever kærlighed. Fordi han selv elsker os.
Da vi blev døbt blev vi alle lovet, at Gud ville være med os alle dage indtil verdens ende. Ikke vores liv ende, men verdens ende. Gud er med os, også ind i døden. Når vores liv slutter, er vi hos Gud. Det er Guds kærlighedserklæring til os.
I et liv, hvor man skal lære at leve med sorgen, da lyder løftet fra Gud, at han er med os alle indtil verdens ende. Hans kærlighed favner både de døde og de levende, også når vi kun har os selv tilbage i livet at holde om. Da er Gud med os med sin kærlighed.
”Nu kan alene kærlighed
forhindre at vi synker ned
i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)
Dagens tekst::
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5, 1-12
lørdag den 20. oktober 2012
20. søndag efter trinitatis 2012
Jeg læste den anden dag om den disciplin, det er, at læse i Bibelen, og gøre det til hverdagsliv. Heri blev disciplinen beskrevet som et forsøg på at gå i spagat mellem Himmel og jord. Når man stod med hjertet i Bibelen og kroppen i livet, skulle man tvinge sig selv ud i en akrobatisk øvelse, for at finde forbindelsen mellem de to – mellem Himlen og jorden.
Det er jo skønt, hvis man faktisk kan gå i spagat, men for de fleste af os ”stiv-kroppede” mennesker, vil det kræve meget øvelse og gentagelse. Så allerede på forhånd må mange med skuffede miner konstatere, at det med Himlen og Bibelen ikke er for dem, og beholde begge ben på jorden. De giver op inden de er begyndt, fordi det tilsyneladende kræver mere, end man lige synes, man kan overskue i en hverdag, der kan være stresset og travl nok. Og så kan resultatet være lidt mere diffust at forholde sig til – det er måske bedre at bruge sin tid på andet end på ”det-med-Gud”.
Men er det nu også sådan, det er? At man skal indlære sig en evne, der kan tage dage og år for den ufleksible at blive smidig nok til at gøre de smidige kunsten efter?
Kræver Bibelen – kræver troen – kræver Gud, at vi gentagende gange må strække og strække os indtil vi endelig forstår, hvad han mener?
At det handler om, at vi er så usmidige, at vi end ikke når Himlen med bare det ene ben?
Der findes ikke et væsen så stædig som mennesker, ja, hvis man lige regner æslet fra. Og det er da også vidunderligt at tænke på, at det var et æsel, der bar Maria til stalden – og at det også var et æsel, der bar Jesus ind i Jerusalem til påske. Æslet er nok stædigt, men også det dyr, der har båret verdens frelser.
Og det er som om stædighed følger Gud. Ikke at Gud gerne vil have, at vi er stædige, men det følger med, når vi har med Gud at gøre.
Guds mest særprægede skabning er vel mennesket selv. Han skabte os i sit billede, og siden har vi ikke gjort andet end at betvivle hans eksistens, hans vilje, hans kærlighed, hans evner som Gud og hans intention med os.
Og selv det mest troende menneske, har haft øjeblikke af tvivl. Øjeblikke, hvor vi har været vrede på Gud, skældt ham ud eller måske vendt ham ryggen, fordi vi ikke har forstået det liv, der blev vores.
Vi er en skabning, der til tider kan synes at styre mod afgrunden i høj fart, mens Gud sidder ved siden af os, og råber ”stop” uden at vi hører efter.
Mennesket som synderen, der ikke vil Guds vilje – den fortælling kender vi. Og ja, når Jesus bliver korsfæstet er det os, der korsfæster ham igen og igen. Men det er også os, der står ved foden af korset og græder tårerne over hans død. Os, der tager ham ned af korset og begraver ham – og os, der igen og igen fortæller om hans opstandelse fra døden.
Vi mennesker er måske de mest komplekse af Guds skabninger – vi siger ja og vi siger nej. Og det er aldrig til at finde ud af, hvornår det er et ja, og hvornår det er et nej.
For vi kan sige det ene, og mene det andet. Vi kan mene det ene, men gøre det andet.
Ofte er vores intentioner på det rette sted, men det kan så nemt ende med, at vi ikke gør det, vi har i tankerne. Paulus siger om dette, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. (Rom 7)
Vi vil så gerne, men når ikke altid hele vejen.
Der er så meget på spil i vores ja og vores nej. Et forkert ja eller et forkert nej, kan være noget, vi fortryder resten af livet, og som vi må leve med. Men det kan også blive forfladiget – et ”ja ja, ja” eller et ”nej, nej”. Noget, der bliver sagt for at slippe for at være en del af noget.
Det er ikke nok, at sige et ja eller et nej – ordene i sig selv har ikke betydning, hvis vi ikke mener dem. Hvis de ikke bliver til levet liv.
Luther siger om dette i sin romerbrevsforelæsning, at de ugudelige gudsbespottelse lyder mere velbehageligt i Guds øren end de frommes Halleluja.
Det er dog bedre, at lade sit nej lyde, end det er at tro, at man har regnet Gud ud, så han lige kan være i ens bukselomme. Har man Gud i sin bukselomme, er man blevet som en gud for Gud. Man er den, der ved, hvornår andre tager fejl. Den, der mener at have Gud på sin side – og dermed bliver man også den, der tror, at man sidder ved Guds højre hånd, hvorfra man skal komme at dømme levende og døde. Den dom er ikke vores – den dom er kun Guds. Ingen andres.
Vi må ikke tro, at vores tro gør os bedre end andre, eller stiller os tættere på Gud. Da siger vi nemlig i virkeligheden nej. Nej til andre medmennesker, der er skabt i Guds billede – nej til det medmenneske, som Gud elsker – og i sidste ende er det et nej til os selv. Det er ikke op til os at beslutte, hvem der hører Gud til. Og mange vil nok blive overraskede, når de en dag finder ud af, at vi alle har haft Gud med os. Ikke et menneske falder uden at Gud ikke er med det i faldet.
Guds historie med os mennesker er en fortælling om Gud og os. En fortælling om en skaber, der ud af kærlighed skaber verden – og skaber os. Skaber mennesket i sit billede til at varetage jorden.
Og siden da har Gud elsket os.
Gud elsker mennesker – og Gud blev menneske. Han blev til kød og han blev til blod. For at vi kunne være i vores eget kød og blod – for vi at kunne være her i livet.
Han blev til et menneske, så han ikke længere blot var en Gud i det høje, der så ned på sin skabning, men så han kunne se os i øjenhøjde – se på os, tale med os og føle med os.
Jesu liv har været som ethvert menneskeliv har været. Det har ikke været skånet, fordi han var Guds søn. Nej, han måtte leve som os. Falde som barn, slå sit knæ, blive opdraget af sine forældre, blive irettesat, grædt af sorg og grinet af lykke. Når Gud blev menneske, så blev han menneske – han legede ikke bare menneske i et sekund. Nej, han blev et menneske for at møde mennesker.
Han sagde sit første JA til os, da han på skabelsesmorgenen skabte os, og han har gentaget det siden, for definitivt at sige det i Jesus Kristus. For da måtte vi da kunne forstå, at vi er hans – og han er vores.
Gud har sagt JA. Stædige som vi er, har han ikke smidt os på porten, som vi kan gøre med Ham – for her har vi at gøre med en Gud, der er endnu mere stædig, end vi er. Han er så stædig, at han en fredag for 2000 år siden rakte sine hænder ud i et favntag mod verden, for at vise os sin kærlighed.
Vi er nok stædige, men ikke mere end Gud.
Gud vil fjerne vores stenhjerter og give os hjerter af kød (Ez 11.19). Vores hjerter kan være som sten, men selv et dråbe vand kan, hvis man igen og igen drypper den ned på stenen, lave et hul. Guds kærlighed – Guds ord til os, er de dråber af livgivende vand, der igen og igen drypper ned på hjerterne af sten. De vil med tiden gøre vores hjerter til kød – til liv.
Det er ikke os, der skal gå i spagat for Gud, så vi kan nå himlen. Himlen er kommet til os.
Vi skal blot tage i mod – og gå ind.
Ikke vores stædighed. Ikke vores trods. Ikke vores stenhjerter – intet kan holde Gud fra at søge efter os, og finde os.
Holger Lissner skriver i en salme (DDS 414) sådan her:
Den Mægtige finder vi ikke,
den mægtige Gud finder os,
der famler og fægter i mørket
og lukker os inde i trods.
Han hører de bange, der beder,
han søger de blinde, der leder,
og tager os ind i sin favn.
Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44
tirsdag den 18. september 2012
15. søndag efter trinitatis 2012
Er jeg den eneste, der virkelig gerne vil vide, hvad Jesus fortalte Maria? Hvad kan om muligt have været så vigtigt, at Maria med god samvittighed – eller måske på trods af dårlig samvittighed – bare måtte sætte sig hos Jesus og høre på ham?
Hvad sagde Jesus til Maria, der var så vigtig?
For jeg må indrømme, at jeg har det som på Skt. Hansaften, når jeg læser fortællingen om de to søstre. Nemlig at jeg holder med heksen – jeg holder med Martha.
Jeg har lært af min mor, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor må maden laves, bordet dækkes, bordet ryddes, opvasken tages, ned med skraldet INDEN man kan sætte sig ned i sofaen og slappe af. Dertil kommer de meres specifikke opdragelsesregler, nemlig at man skal sidde med albuerne ind til sig, tage det nærmeste stykke kage (ikke det største), ikke slubre eller tale med mad i munde og så selvfølgelig indordne sig, når mor sendte et af hendes blikke. Når vi børn fik det blik, så vi var nok klar over, hvad vi havde gjort forkert. Og det blik fik os til straks at holde med det, vi var i gang med.
En rigtig god opdragelse! Så jeg holder med Martha, for jeg synes, at det er synd for hende. Synd for hende, fordi hun er typen, der altid ender i køkkenet, og gør en masse for andre, der måske ikke altid bliver set.
Og så da hun endelig siger fra, bliver hun sat på plads.
Jeg holder med Martha. Eller faktisk så holder jeg ikke så meget med hende, som jeg kan forstå hende. Jeg kan godt forstå, at hun bliver træt af sin dovne søster, der ikke ser, at hvis de begge lagde kræfterne i, så kunne de begge to hurtigere komme ind til gæsten. Hvis vi hjælpes ad, så går alting meget nemmere. Martha gør sin pligt.
Men pligter i vores tid er på tilbagegang, og rettigheder er kommet til.
Henrik Jensen, der er forsker på RUC, udfolder dette i sin bog, der hedder ”Det faderløse samfund”. Heri skriver han, at vi er gået fra et samfund, hvor pligterne var det vigtigste, fordi der var en klar autoritativ opbygning i familien, hvor faderen var øverst, til et samfund, hvor faderautoriteten er faldet, og i det vakuum, mener han, at pligtens stedsøster, har taget bolig, nemlig rettighederne.
Han har nok ret i sin analyse at denne ændring i samfundet, men det er ikke ensbetydende med, at livet var bedre for 100 år side, hvor pligten herskede. Jesus siger, at ”hver dag har nok i sin plage” – og man kunne derfor også sige, at hver tid har nok i sin plage. Tiden er ikke blevet værre – den har blot ændret sig til noget andet.
Og vores samfund har ændret sig, således at pligten fylder mindre. Rettigheden er i centrum. Hvad vil JEG, hvad er godt for MIG, hvordan får JEG er godt liv? Det er MINE rettigheder, der går forud for pligten.
Og dermed bliver ”Det gode liv” også sat i centrum. For hvad gør dit liv godt? Der findes næsten ikke det menneske blandt minde jævnaldrende, der ikke har set Gran Canyon, dykket ved Great barrier reef eller besteget Kilimajaro..
Vi har generationer, der står i kø efter at udfolde, udleve, underholdes og opleve vores liv. Vi vil have kompetencer, udvikling og vækst.
Jeg ved det, for jeg har det på samme måde. Jeg vil gerne udvikle mig, lære mere, blive klogere på livet og opdage verden. Jeg kender til denne beskrivelse af verden, fordi jeg er et produkt at tiden.
Men lige præcis denne søgen efter det gode liv, kan nemt kamme over i grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav, som intet menneske kan leve op til. Og vi ser konsekvenserne af det – unge som gamle bukker under for presset med stress. Falder om på gaden med en hjerne, der har kørt i højeste gear for længe, og et hjerte, der har banket så kraftigt i brystet, at det er ved at gå i stykker. Vi skal passe på os selv.
Lene Holstein har skrevet et digt om det:
Hun var en god mor
En forstående hustru
En succesrig karrierekvinde
Politisk engageret
Med fast tider i sportshallen
Vinduerne var nypudsede
Stuen støvsuget
Og det duftede godt i hele huset
Af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade
- Da ambulancen standsede udenfor.
Livet kan gøre ondt. Og livet kan koste os dyrt, fordi vi så gerne vil gøre det rigtigt. Vi vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor vi intet fortrød, men hvor vi netop greb dagen og livet – hver dag, hele tiden.
Vi vil faktisk gerne leve vores liv uden bekymringer, men i jagten på netop det liv, bliver vi bekymrede for, om vi når det hele og får udnyttet vores potentiale.
Og så vi har Martha og Maria stående overfor hinanden som repræsentanter for pligten og rettigheden. Fortiden og nutiden der kæmper om fremtiden. Ofte vil en prædikant forsøge at sige, at både Martha og Marias tilgange er vigtige – nemlig at vi hverken kan undvære Martha eller Maria. At Marthas slid i køkkenet er kirkens sociale ansigt – uden mad og drikke duer helten ikke, men vi også skal høre ordet i kirken. En anden tilgang til de to søstre kan være, at man ser Martha som den nævenyttige og højtråbende person, der hele tiden vi gøre opmærksom på sig selv, og at Maria er den underkuede søster, der blot vil høre ordet i kirken.
Men dagens evangelium (dagens gode budskab) handler ikke om, at vi kun skal undersøge de to søstres tilgang til livet på denne måde, eller at vi kan se os selv i deres reaktioner. Det handler derimod i særlig grad om, hvad Maria fik at vide af Jesus.
Hvad var det Jesus fortalte Maria, der gjorde, at hun glemte tid og sted – at hun glemte bekymringer, kompetencer og udvikling. Hvad fortalte Jesus, der gjorde, at hun glemte sin søster Martha i køkkenet? Hvad fortalte Jesus, der satte alt det, vi kender til, alle de normer og regler vi har, alle de rettigheder, vi påberåber, ud af funktion?
Hvad fortalte Jesus altid om? Hvad kom han til verden for?
Jesus gav Gud et ansigt. Et ansigt, vi kan spejle os i. Et ansigt, vi kan forholde os til. Jesus levede for at give os Gud. Og med et blev der lavet om på verdensordenen. For pludselig var det ikke os, der gennem regler skulle forsøge at tækkes Gud og nå ham; med Jesus kommer Gud os nær. Gud bøjede sig hele vejen ned til os, så han kunne bøje sig i støvet for os. Han begrænsede sig selv ved at blive menneske – gjorde sig lige så små som os, så vi bedre kunne få øje på hans storhed.
Og med Guds nærhed i verden, bliver alt, vi kender sat ud af funktion. Når Gud lader sit ansigt skinner over os – når han løfter sit åsyn på os, så forsvinder grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav – og tilbage står menneske, som han skabte dem i sit billede. Når Gud kommer os nær, så ser vi os selv med det himmelske blik.
Det er hvad Maria hørte. Guds ord om sit liv i verden. Og det det største i kristendommen, nemlig, at da Gud fortalte en historie, var det min historie han fortalte (Sløk).
Når Gud fortæller, fortæller han om os. Han fortæller om Martha og Maria, om dig og mig. Han fortæller en historie om et liv med pligter og rettigheder. Han fortæller om vrede over manglende hjælp, og om et liv med en længsel efter ham. Og han fortæller om et liv med en sorg over, at vi oplever, at han mangler i vores liv. Han fortæller om dig. Fordi han kender dig – fordi han ser på dig.
Jeg holder stadigvæk med Martha, fordi jeg synes, hun kæmper bravt. Men jeg kan kun holde med hende, fordi jeg ved Gud beder for hende. Beder for, at hendes pligter ikke skal overmande hende, og at hendes pligter ikke må kvæle hende.
Jeg holder med Martha, fordi jeg hun trænger til at sidde ved sin Herres fødder og blive set. Og fordi hun slet ikke endnu har opdaget, at Jesus er gået ud i køkkenet efter hende, for at være hende nær.
Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42
tirsdag den 11. september 2012
14. søndag efter trinitatis 2012
”Hvert menneske er kun et vindpust. Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”
Disse udsagn hører vi i dag i kirkens rum. Ord, der lyder sammen med fortællingen om helbredelsen af den lamme mand ved Betesda sø.
”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”
Ville det gøre en forskel at vide, hvornår man skal dø, kunne man spørge? Ville det gøre dit liv bedre, dybere eller mere meningsfyldt? Jeg hørte engang en foredragsholder sige, at sandsynligheden for at dø er 100%. Der gik et gisp gennem salen, som om det først da gik op for folk, at de faktisk ikke kan undslå sig det. At man hverken gennem sund kost, motion, proteinkurer, meditationer, latterkurser eller gode venner og kærlighed i klaser, kan undgå at dø.
Så vil du vide hvornår? Mja, ville mange nok sige. I al fald står der på samtlige clairvoyantes hjemmesider, at de ikke vil fortælle folk om deres dødsdage. Så det må være et emne, der bliver spurgt til. Og ja, vi vil da gerne vide det, hvis den viden, vi får, er beskeden om, at vi bliver 120 år, er friske i hovedet og sover os stille ind i døden. Ja, den besked vil vi gerne have. Vi vil gerne vide det, hvis det bliver en forsikring på, at vi resten af livet ikke behøver bekymre os for vores helbred.
Men salmisten er bange, og vil vide hvornår livet ender. Han føler sit liv som et vindpust. Den livsånde, der engang blev blæst ind i det første menneske, har mistet kraften til liv, og er nu det vindpust, der river bladene af træerne og efterlader dem nøgne og golde.
Så hør mig dog Herre?
Han er bange – bange fordi han lider. Fordi smerten river i ham og han ikke forstår hvorfor.
Og derfor vender han blikket mod sin skaber, og spørger halv i angst for svaret og halvt i harme over den uretfærdighed, han må udstå. Så hjælp mig dog.
Samme skrig om hjælp lyder hver dag fra tusindvis af sygesenge, hvor smertens eneste udfrielse synes at være døden. Den høres fra forældre, der står ved kuvøser og beder for deres barns liv. Og den høres, når ulykken rammer så meningsløs, at vi må stoppe op i vantro.
Skriget til himlen høres hver dag, skriget om udfrielse fra smerte, om hjælp i nøden og om uretfærdigheden i døden.
Lidelsen er livets ubekendte faktor, som vi kan længes efter at få kontrol over, så den ikke længere kontrollerer vores liv. Og man hører i sukket, der kommer efter skriget, et håb om, at der var en mening med lidelsen.
Og i dag hører vi også fortællingen om manden, der ligger ved søen og håber på helbredelse. Han har ligget ved samme sø i 38 år. Han kender skriget og han kender sukket. I 38 år har han ligget og set den ene efter den anden blive helbredt før ham, og har ikke kunnet andet end at længes efter at nå derned. Han har været så tæt på, og alligevel så langt fra.
Hvor er Gud for ham?
Og da kommer Jesus til ham og spørger: vil du være rask? Havde manden ved søen været jyde, havde svaret nok været: Ja, hvad tror du selv? Svaret er indlysende, selvfølgelig vil han være rask.
Og da svarer Jesus; tag din båre og gå.
Hvorfor sker det nu? Hvorfor kom Jesus ikke før? Hvad er Guds mening med det?
Vi er så vant til at spørge efter en mening, at vi også søger den her. Vi vil forstå, hvorfor tingene udspiller sig som de gør. Og kan vi forstå det, kan vi også kontroller det.
Det er den manglende kontrol, der er vores problem. Vi bryder os ikke om at være magtesløse, så derfor bliver Gud, der har magten, også til syndebukken og meningsgaranten, når livet bliver barsk.
Men fortællingerne i dag er ikke sat sammen så de kan skabe en mening for livet. De er derimod sat sammen, for at åbne vore øjne for vores vilkår i verden.
Gud har ikke bestemt sig for, hvornår vi skal dø, eller at nogle af os, skal få et værre liv end andre. Han har ikke siddet med en pegepind og peget på de mennesker, der skal blive syge og lide. Vores liv er endnu ikke levet, så det vi skal er at leve det. Vi må ikke blive så bange for døden, at vi holder op med at leve.
Vi skal leve.
Vi kan ikke have kontrol over alt. Vi vil gennem gentest, gennem det rigtige liv og de rigtige tanker, sørge for at livet bliver så rigtigt så muligt, at vi laver vores tilværelse om til et laboratorium, hvor vi forsøger at opnå det bedste resultat. Faren er, at vi til sidst vil opdage, at vi i den søgen, glemte livet ved døren.
Vi skal leve.
Men selvfølgelig kan det være svært at leve, når det ER svært.
Virkeligheden er, at sygdom, død, lidelser og smerte er et vilkår for os alle. Alle vil vi vende vores blik og råbe til Gud. Råbe uretfærdigheden ud.
Manden, der helbredes i dag, tager sin båre og går. Alle har vi en båre at bære. Alle skal vi bære vores livshistorie med os, hvordan det så end blev. Og alle skal vi gå.
I AA bruger man en bøn, der hedder sindsrobønnen. Den lyder sådan her:
Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting
jeg kan og visdom til at se forskellen
Tag din båre og gå.
Helbredelsen i dag, handler om, Guds ord i verden. Jesus spørger: vil du være rask? Han kunne også have spurgt: Vil du døbes på denne tro? Eller: Tag det og spis det, det er mit legeme. Han spørger om vi vil tage i mod. Vil du tage den gave, jeg rækker dig. Og gaven er kærlighed.
Helbredelsen er altså ikke et fortælling om, at Gud vil helbrede dem, der tror nok. Heldigvis, for hvad nu med dem, der kun har en lille tro? Men fortællingen skal et tegn på, hvad Gud vil med os mennesker – han vil give os sin kærlighed.
Jesus viser os Guds intention med os, og viser os samtidig, at det ikke handler om, at vi skal forsøge gennem egne kræfter at nå ned i søen, men at vi i mødet med Guds kærlighed får kræfter til at tage vores båre og gå. Gennem mødet med kærligheden får vi fornyede kræfter – vil du være rask, vil du døbes på denne tro, vil du tage i mod den kærlighed, jeg giver dig? Spørgsmålet klinger i vores hjerter.
Vi skal med andre ord lade os falde ind i Guds arme.
Falde hele vejen så han til sidst griber os. Han griber os der, hvor vi har grædt, skreget og sukket – når vi opgiver, at forstå, opgiver at finde en stor mening, og opgiver at tro, at vores liv allerede er bestemt for os – når vi opgiver alt det, og lader os falde, da falder vi ind i Guds arme. Falder og lander det sted, hvor vi endelig holder mund, så vi kan høre at Gud hele tiden har fortalt os; Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.
Jeg er med dig.
Guds ord lyder i verden. Jeg er med dig. Og det ord, det forandrer verden. Det forvandler vores hjerte så de ikke længere er stenhjerter men kødhjerter. Så vi igen kan se, at det vigtigste i livet ikke er at finde meningen med lidelsen, men finde meningen i kærligheden.
Vi råber efter Gud – så hold da op med at forsøg at råbe ham op, når han står lige ved siden af dig, klar til at gribe og klar til at sige til dig, som han siger i dåben: jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.
Hen er med dig gennem lidelse, smerte, glæde, håb, kærlighed og glæde. Med dig hele vejen.
Find ikke meningen med lidelsen, men find hellere meningen i kærligheden.
Teksten:
Den gammeltestamentlige læsning:
Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen. Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere. Sl 39,5-14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15
søndag den 2. september 2012
13. søndag efter trinitatis 2012
Det er en tilbagevendende diskussion, når jeg samles med kolleger, at tale om, hvorfor kristendommen i disse år har trængte kår i vesten, men stormer frem i 3. verdenslande.
Alle tal viser, at kristendomme vokser i de dele af verden, hvor undertrykkelse er en del af hverdagen. Hvorfor kunne man spørge? Og ikke bare har kristendommen et budskab om næstekærlighed, der er uden sammenligning, men også det faktum, at Jesus dør på et kors i smerte, bringer lidende mennesker i et skæbnefællesskab med Guds egen søn. Det er drivkraften for at kunne håndtere megen sorg og smerte, at blive forstået. Samtidig er Jesus en Gud, der vil tjene os, og er man undertrykt, kan løftet om en Gud, der bøjer sig i støvet for os, give fornyet styrke til ens eget liv.
Men hvorfor har kristendommen så trængte kår i vesten? Eller sagt på en anden måde, hvorfor giver det ikke streetcredit at sige man er kristen?
For mange år siden kom en nu ukendt ophavsmand med udtalelsen, at det er nemmere at tale om sit sexliv end sin tro. Har det ændret sig? Ikke synderligt, hvis man tænder for fjernsynet en sen aften. Da bliver man mødt med det ene reality program efter det andet, der handler om at date, drikke og dumme sig.
Ja, det er politisk korrekt at hade reality programmer, så jeg ligger mig i slipstrømmen af det, der er rigtige at gøre. At jeg så faktisk ser det fra tid til anden, må I love mig ikke at fortælle videreJ .
Reality programmerne har tårnhøje seertal. Det handler for seeren om at blive underholdt – og det er ikke nyt. I det gamle Rom gav lederne brød og underholdning til folket, så man sikrede sig, at de ikke gjorde oprør. De fik mad i maven og gladiatorkampe, hvor mænd, kvinder og dyr slagtede hinanden, og i det blodbad kom underholdningen. Så, at vi i dag har date, druk og dumhed på tv er ikke sindsoprivende nyt.
Hvorfor er det så deltagere? De af jer, der husker den folkekære Otto Leisner, vil huske lørdag aftner med god underholdning og quizzer. Selv husker jeg Kvit eller Dobbelt bedst. Og især husker jeg en ung pige, der deltog, som var hvalekspert. Hende glemmer jeg ikke.
Jeg ved ikke om det var pigens mål, da hun ville deltage i programmet, men det blev udfaldet. Og netop det udfald, det at blive berømt, at fange seerens opmærksomhed og blive til noget, det tror jeg, er målet for mange af dem, der deltager.
De vil gerne huskes. Man hører folk sige, at det værste, de kan forestille sig, er at blive glemt. Det ligger dybt i os. Hvis børn tror, de er blevet glemt, bryder deres verden sammen. Og vi voksne er ikke er blevet mere voksne på det punkt. Vi vil ikke glemmes, for det betyder, at vi ikke er værd at huskes. At vi ikke er noget værd.
Det ligger i samtiden et ønske om, at vi som individer skal gøre os særligt bemærket - at vi skal være værd at huske. Og det kan man blive ved at gøre en indsats, gøre noget specielt, tage anderledes valg. Du kan handle dig ud af glemslen.
Og her kommer vi frem til et svar på spørgsmålet, hvorfor kristendommen er i lav kurs i vores del af verden. For kristendommen taler direkte mod den tidsånd, at du gennem handlinger og gerninger, kan opnå noget. Jo, du kan opnå noget på arbejdsmarkedet, men når det kommer til Gud, så kan du ikke gennem ekstra anstrengelser opnår noget hos Gud. I kristendommen er det netop IKKE det, du gør, der definerer dig; men at Gud elsker dig, der gør dig speciel.
Men hvor er det nemt at glemme, når vi hele tiden møder en virkelighed, der fortæller os, at vi i samværet med hinanden skal gøre en indsats for at blive husket. Og så er det besnærende nært at overføre det på Gud, og tro, at vi også kan networke med Gud. At vi gennem kompetencer, hårdt arbejde og et godt cv, kan sikre os Guds kærlighed.
Vi tror måske, at vores ambitioner kan nå helt ind i Himlen. Men det triste svar til det vestlige menneske er, at det det kan det ikke. Og det er samtidig også det opløftende svar, at nej, alt det ekstraarbejde, du ligger for dagen, kan ikke give dig plads ved siden af Gud.
Vi hører i dag om en mor, der elsker sine sønner. Hun vil dem det bedste, og ønsker for dem, at de kommer frem i verden. Et helt rimeligt ønske, for det tænker enhver forældre om sine børn. De ønsker dem en god plads i livet. Moren i dag har dog en lidt anden situation end nutidens mødre, for hendes to drenge går sammen med Jesus. Jakob og Johannes hedder de. Hun går en dag hen til Jesus for at tale med ham om dem. Det er nogle gange nemmere, når mor fører ordet.
Og hun beder Jesus om at sikre sig, at hendes sønner får en god plads ved siden af Jesus. Hun vil have, at hendes to dejlige sønner, får de to særlige pladser. Hun mener bestemt, at de både magter opgaven, og fortjener det.
Hun er meget moderne i sin tilgang. Det handler i dag om at kunne italesætte sine ønsker og så præsenterer dem, så andre hopper med på vognene.
Men det går ikke med Gud. Vi kan ikke sælge ham noget, der ikke allerede er hans.
Vi kan ikke give os selv til ham, som et godt køb, eller som en powerpoint præsentation af vores livs succeser.
Og det er da også ærgerligt, for så havde vi da i det mindste chancen for at lægge vægt på alt, det der gik godt. Så ville vi måske tage os bedre ud, når vi stod ansigt til ansigt med Gud selv. For hvad nu hvis, det han så, ikke behagede ham. Ville vi så blive smidt ud i glemslen?
I Aarhus Domkirke er der et kalkmaleri af ærkeenglen Mikael, der står vejer sjæle på en vægt. Sjælen i den ene skål og gerningerne i den anden.
Men i det skjulte ser man så Mikael lægge sin finger på skålen med sjælen, så han sikrer sig, at den ikke bliver vejet og fundet for let Han sørger for, at sjælen kommer i Himlen.
Det er et flot billede på, at gerningerne ikke er målet for Gud. Guds ønske er, vi alle kommer med ham. Han har ikke skabt verden for derefter at sende halvdelen i helvede. Men vi mangler engang imellem at se os selv med det himmelske blik – i stedet for at forsøge, at forhandle os vej ind i himlen, er budskabet, at Gud vil have DIG. Og han husker på dig. I stedet for at bruge blikket på at kigge op, skal vi bruge vores blik på at se hinanden i øjnene. Kristendommen handler ikke om dig og Gud, men det handler om OS og Gud. Sagt med andre ord, så skal vi hellere bruge vores kræfter på, at leve vores liv med hinanden, så der bliver plads til det menneske, der ikke magter at følge med tidsånden. Sørge for, at der også er plads til det menneske, der i skam sænker blikket. Sørge for at der er plads til det menneske, der fejlede i livet.
For der er plads til dem hos Gud, bare fordi han elsker dem, hvor meget mere bør vi så ikke sørge for, at der plads til dem i livet. Når Gud siger han elsker DIG, så elsker han også hende, der sidder på din højre side, og elsker ham, der sidder på din venstre. Du er elsket af Gud, og at vide sig elsket og husket skal være den drivkraft, der gør, at vi forsøger at gøre verden til et bedre sted for alle.
Er det for idealistisk? Måske, men det er det eneste svar, vi kan give til den Gud, der kom hele vejen ned til os, og mødte os som menneske, så vi ikke længere behøvede se mod himlen for at få øje på ham.
Det eneste svar, man kan give på Guds kærlighed til os. Der er plads til alle – Gud elsker også dig. Ikke en af os er glemt.
Teksten:
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28
mandag den 27. august 2012
12. søndag efter trinitatis 2012 (konfirmandindskrivning)
Jeg vil fortælle jer en historie. Historien foregik for mange, mange år siden. Helt tilbage til dengang hvor eventyrene fandt sted.
Der var en gang en mand. Han var en uhyre smuk mand, og alle, der så på ham, gik i stå med det, de var i gang bare for at se på ham – så smuk var han. Fuglene holdt op med at synge, insekterne summede ikke og selv vinden og solen syntes at holde vejret, når han passerede dem.
Skønheden flød fra ham. Han hed Narcissis.
En dag kom Narcissis forbi en sø, og der ville han hente noget vand, for han var blevet så tørstig. Men da han bøjer sig ned for at drikke får han i vandets blanke overflade øje på sig selv. Og han går i står.
Forbavset, forundret ser han på sig selv, og bliver med et forelsket. Aldrig havde han set noget så skønt og smukt. Han kunne ikke andet end at se på sit ansigt og nyde synet. Han kigger og kigger og kigger og tiden går– dag ud og dag ind ser han på intet andet end sig selv. Hverken mad eller drikke får han.
Og der, forelsket i sit eget spejlbillede, stirrer han indtil han langsomt visner og dør.
Og sådan slutter historien om Narcissis med en tragedie, fordi han kun så sig selv.
Nogle gange kan jeg have den fornemmelse, at det ikke kun var i eventyrenes tid, at sådan noget kan ske, men at det også sker lige nu og her omkring os. Vi bliver nogle gange så optaget af os selv, hvad vi kan, hvor skønne vi er – eller måske ligefrem det modsatte, hvor dumme vi er og hvor lidt vi kan; at vi glemmer ALT omkring os. Vi laver ikke andet end at stirre på os selv.
Vi glemmer helt, at der er folk omkring os. Vi lukker os inde i os selv. Og om man gør det fordi man bliver forelsket i sig selv, eller man gør det fordi man hader sig selv, så ender man med at visne, fordi man glemmer at få næring.
Hvad er det for en næring, vi har brug for? I eventyret var det mad og drikke, og ja, det har vi brug for. Men der er en anden næring, vi har brug for – nemlig hinanden. Vi har brug for andre mennesker. Ja, man kan ligefrem blive tosset af at leve helt isoleret fra andre.
Vi har brug for at møde andre, se dem i øjnene, hilse på dem, snakke med dem. Og vi har brug for at elske andre end bare os selv – vi har brug for at elske hinanden.
Når man elsker et andet menneske, så sker det ofte helt af sig selv. Vi elsker dem, ikke fordi de er dygtige til et eller andet, eller fordi de er smukke – faktisk så elsker vi hinanden, fordi vi er dem, vi er. Forældre elsker deres børn – bare fordi, de er, dem de er. Og børn elsker også deres forældre. Også selvom forældrene er pinlige, så elsker man dem.
Når man taler om Gud, så kalder man tit Gud for ”vores far”. Han er jo ikke vores biologiske far, og vi kunne også have kaldt ham for mor. Men vi kalder ham nu engang for far. For han er som en slags forældre for os. Han elsker os, bare fordi vi er dem, vi er. Han elsker, ikke fordi vi er vildt dygtige til et eller andet, eller fordi vi er super smukke, nej, Han elsker os bare. Og selv når vi synes, at det med Gud, kan være pinligt, så elsker han os. Elsker os, når vi hader ham. Elsker os, når vi afviser ham. Elsker os, når vi tvivler på ham. Han elsker os, og det har han lovet at ville gøre.
Da I blev døbt med tre håndfulde vand på jeres hoved – da vendte vi jer ikke med ansigtet ned mod vandet, så I kunne finde jeres eget spejlbillede. Nej, når man døber små børn vender man dem med ansigtet opad – op mod de mennesker, der står omkring dem, så man kan se hinanden. Og der, mens man ser på hinanden, lover Gud os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han er med os altid. Og derfor kalder vi ham for vores far. Han vil have, at vi skal se på hinanden, så vi husker på, at vi ikke er alene her i verden.
Når vi bliver velsignet i kirken, så hører vi de her ord: ”Herren velsigne dig og bevar dig. Herre lade sig ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herren løfte sig ansigt mod dig og give dig fred.”
Herren løfte sig ansigt mod dig. Det betyder, at Han ser på dig – han ser dig, så du kan vide, at der ikke bare er mennesker omkring dig, men at Gud også er med dig.
Kirken er det sted, vi kan komme hen, når hverdagen bliver travl, når der bliver hevet i os fra alle sider, når vi er kede af det og trætte, når vi er opgivende. Det er også det sted, vi kommer hen, når vi er glade og spændte. Når børn bliver døbt og man bliver gift. Og så er det, det sted, man tager hen, når man skal konfirmeres. Og da kan jeg love jer for, at der er spænding og glæde i luften.
Men vigtigst af alt, så kommer man herhen for en ting, nemlig, at blive mindet om, at Gud er vores far, og at han elsker os. Gud siger: ”Luk dig op” til vores hjerter, når vi kommer til at lukke os om os selv som Narcissis gjorde det.
I videoen så I, at der var et hjerte, der blev givet videre fra den ene til den anden. Sådan er det at leve med hinanden og kærligheden. Livet er sjovere, når vi bruger tiden på at være der for andre, end når vi bruger den på at kræve vores ret. Så sørg for, at vi kan øje på hinanden. Luk dig op, luk dit hjerte op – og luk andre mennesker ind.
Da vil I opdage, at Gud hele tiden har været hos jer og hvisket til jer: Jeg elsker dig, luk dit hjerte op, og giv det videre.
Amen
Teksten: Bemærk at evangeliet til denne søndag er hentet fra 1 tekstrække
Abonner på:
Opslag (Atom)