1. søndag efter påske 2013

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød, (DDS 238,4)

Amen

Universet blev til da Big Bang fandt sted for 13 milliarder år siden. Da eksploderede universet ind i sin væren, og gasser og energi fyldte, udvidede og var samtidig selve universet. Tyngdekraften fik masserne til at klumpe sammen, og danne sole, der igen eksploderede, dannede tungere grundstoffer, og selv blev de til sorte huller, hvorom galakser roterer. I midten af vores egen mælkevej er et sort hul, og vi er blot en galakse af millioner. Og i en af armene i denne mælkevej ligger vores solsystem. Og tre kloder fra solen på den blå planet, bor vi.

Det er sådan, vi får beskrevet, hvordan verden blev til, og de fleste moderne mennesker vil tilslutte sig denne forklaring, og det vil jeg såmænd også. Vi godtager denne forklaring på universets opståen uden nogensinde selv at have set det. Det er heller ikke mange, der kan forstå de indviklede matematiske beregninger, der har gået forud for denne teori. Og ingen af os vil kunne foretage en rejse udenfor universet for at tjekke fakta.

Men selvfølgelig tror vi på, at det er sket, som vi hører det. Vi siger ja uden at forstå størrelsesordenen, og trods det, at vores fantasi ikke rækker.

Lidt værre står det til, når vi kommer til talen om opstandelsen, og det selvom vi ved lige så meget om opstandelsen, som de fleste af os ved om Big Bang. For ingen af os har set den opstandne Kristus, vi har kun hørt om ham. Ingen af os forstår Guds beregninger, der er gået forud for Jesu opstandelse. Og ingen af os kan tage en rejse til Gud for at tjekke fakta.

Men det er ikke en selvfølge, at vi tror på opstandelsen som vi tror på teorien om Big Bang. For vi er moderne mennesker, der med skepsis ser på det ”overnaturligt” – altså det, der går ud over vores empiriske iagttagelser af naturen, og som ikke kan forklares med de fysiske love.

Vi er, hvad vi et anfald af manglende ydmyghed, har kaldt for oplyste mennesker.

Men det var Thomas også. Han var et meget moderne menneske, der med skepsis erklærer følgende: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Thomas vil have så håndfaste beviser, at han selv vil mærke efter, før han tror på, at det er sandt.

Thomas, manden med det tvivlende, oprørske, skeptiske sind. Da det kom til troen, slap den ham af hænde, sammen med håbet. Han blev desperat, og måtte erklære sin modstand. Han tvivler, da springet fra selv at have set med egne øjne til at tro på det, han får fortalt skal tages.

Men Thomas var ikke en dårlig discipel, eller et eksempel til skræk og advarsel. Nej, tværtimod bør vi være taknemmelige for Thomas. Tak til den discipel, der trods sit liv med Jesus, måtte stille sin tvivl til skue. Tak at Gud har samme mas med Thomas, som han har det med os andre. For jeg er Thomas. Jeg er tvivleren.

Jeg er den, der har brug for Gud til at holde trofast fast i mig, når jeg tvivler, sætter spørgsmålstegn og kræver bevis for min tro. Jeg tænker nogle gange, at havde jeg været Thomas, havde jeg ikke tvivlet, for så havde jeg jo set Jesus. Men sådan hænger det ikke sammen. For Thomas tvivlede ikke på det han så, men på det han hørte. Og sådan er det med vores ord - det er så vanskeligt at overbevise andre om troen gennem gode argumenter og retoriske krumspring. Gud skal med i ligningen før den kan gå op.

Mange tror, at det modsatte at tro er tvivl. Men det er det ikke. Det modsatte af tro er vantro – eller mangel på tro. Tvivlen hører derimod sammen med troen. Thomas bliver kaldt for Didymos, der betyder tvilling, og nogle har kaldt netop tro og tvivl for tvillinger. De hører sammen, for det er sådan med tvivl, at den faktisk gerne vil tro. Den længes tro, og leder efter denne sin modsætning. Den der tvivler står med et hjerte, der siger ja, og forstanden der siger nej. Og her bliver der trukket og hevet fra begge retninger i en, mens de kæmper om 1. pladsen i ens liv.

Der er intet syndigt i at tvivle. Det er heller ikke noget særlig dydigt i aldrig at have tvivlet. Thomas bliver jo heller ikke sendt bort som en dårlig troende, blot fordi han kræver beviser. Nej, for han ville jo gerne være troende.

Men Thomas har som den eneste af Jesu disciple ikke set den opstandne Kristus. Mon ikke Thomas derfor pludselig har stået vaklende i forhold til sine venners fortælling, i forhold til at han er blevet snydt, og i forhold til sit eget liv, der på en uge har ændret sig fra trygheden med Jesus ved sin side, til ensomhed og tomhed. Han må have følt sig magtesløs. Og da forsøger han at læne sig op af det eneste sikre han kender, nemlig sin fornuft. Han turde ikke troens spring, for fornuften og kravet om beviser holdt ham fast til jorden.

Men da sker det utrolige. Nemlig at den opstandne Kristus kommer og møder ham. Det sker ikke i det øjeblik Thomas kræver sit bevis, men derimod en uge senere. Da stiller Kristus dig op foran ham, og beder ham om at mærke efter med sine hænder, men Thomas behøver kun mærke efter med sit hjerte. For i det øjeblik oplever Thomas noget, der går over beviserne, og overbeviser ham om, at Jesus er sand. Da må han sige:

Min Herre og min Gud.

Vi der lever i dag, 2000 år efter begivenhederne, har kun fortællingerne at tro på. Vi må tage springet, og derfor vil tvivlen sikkert altid være troens følgesvend. Og Jesus siger da også den aften han møder Thomas, som en hvisken ud i fremtiden, der skal nå vore øre i dag, at ”Saglige er de, som ikke har set, men som dog tror.”

Vi må ikke lade os stoppe ved tankens hjernevridninger, men vi skal turde gå det skridt dybere ind i os selv, hvor vi med hjertet kan høre, hvad der bliver sagt. Hvor ordene bliver til andet end talte ord mellem mennesker, men bliver til Guds fortælling med os.

Og der taler han trøst til mit hjerte, så vi kan tro. Tro på, at der er mere end øjnene ser, ørerne hører, huden mærker. Tro på, at livet kan være mere forunderligt end formler på papir. Og tro på, at når vores tro bliver til tvivl, så tror han for os. Vi er ikke alene, heller ikke i tvivlens favntag.




Dagens tekst:

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.Joh 20,19-31

2. påskedag 2013

Når to veje skærer hinanden kalder man dem for korsveje. Det er fordi de ovenfra ligner et kors. Man kommer ad en af vejene, og skal nu vælge hvilken vej, man vil gå, og ofte er valget vanskeligt. Det kan tage tid at vælge hvilken retning man skal gå i. Nogle gange bliver man stående stille i håbet om, at valget bliver nemmere, men faktum er, at man bliver nødt til at træffe et valg. Man kan ikke gå tilbage, hvor man kom fra, og man bliver nødt til at gå videre på sin færd.

Sådan er livet. Vi kan ikke bare stå stille, men bliver nødt til at vandre videre – gennem landskaber, der kan forekomme fremmede, uhyggelige, ja ligefrem livstruende. Vi må vandre gennem mørke, gennem lys – gennem liv og gennem død. Stadig fremad, for det er den eneste retning, der er.

Vi lever i en handle-tid – en gøre-tid på godt og ondt. Vi skal desværre hele tiden gennem vores handlinger og valg, bevise at vi er til. Det kan blive et åg at bære, når vi står ved korsvejen, og ikke længere ved, hvilken vej, vi skal vælge. For de fleste af os vil helst vælge den vej, hvor vi fortryder mindst. Den bedste af dem alle, faktisk. Valget er svært, når vi står alene ved vejen, og må vælge veje, der kan såre ikke bare os, men måske også dem omkring os. Ingen af os kan undgå eller undslå os valget, for det ville være at fornægte selve livet, og det kan ingen af os gøre. Valget skal træffes ved korsvejen.

Korset er også kristendommens symbol. Et stærkt symbol. Det er enkelt. To bjælker, der krydser hinanden, og vi kan nemt tegne det foran os med vores hænder. Der hænger et kors i alle kirker i Danmark, og her i Møllevangskirken er det endda vores altertavle. Det første man ser, når man træder ind i kirken er Erik Heides udgave af et krucifiks.

Vi tegner korsets tegn over dåbsbarnets ansigt og bryst. Vi tegner det efter nadveren med kalken, og vi tegner det efter velsignelsen. Korset, der for os symboliserer kærlighed, men var det sted, hvor Jesus døde.

Han måtte selv i fredags bære korset til Golgata. Det var stort og tungt, og varmen, frygten og håbløsheden har tynget det endnu mere mod jorden. Han, der selv var tømrer, måtte bærer korset til sin egen død.

Og selv ikke Jesus kunne bære det hele vejen, så tungt har det været. Han måtte få hjælp fra en mand, der stod ved vejkanten – Simon af Kyrene, der tager det, og bærer korset for ham.

Vi har alle kors at bære. Tunge, store kors der til tider kan true med at tynge os mod jorden. Og nogle gange må vi have hjælp af andre, der må bære med, når vi ikke selv kan.

De to mænd, der går hen af vejen, er slet ikke kommet sig over forskrækkelsen endnu. Det er blot tre dage siden, deres Herre, ham de har fulgt gennem de sidste tre år, er blevet henrettet. For en uges tid siden gik de stolte sammen med ham ind i Jerusalem, og nu er han død. Det er chokerende og de føler ikke, at de har trukket vejret siden dommen. Nu går de side og side. De har valgt at tage til byen Emmaus – et eller andet skulle de jo gøre – de kunne ikke bare blive siddende. De går os snakker om alt det, der er sket. Hvad så du? Hvad oplevede du? Hørte du ham manden, der sagde det? Hvad hørte du Jesus sagde på korset? Savner du ham også?

Kunne dette ikke foregå i dag? Er det ikke en fortælling om os, når vi mister? Chokket – at alting omkring os går i stå, mens verden mærkelig nok fortsætter. Jamen kan de da ikke se, at jeg har mistet, og nu mangler det menneske, der før var lige ved siden af mig?

For de to mænd, Jesu disciple, er påskedagen med opstandelsen ikke andet end rygter, der tilmed har forfærdet dem. Det siger dem ikke noget – de har ikke med glæde, påskeliljer og smil på læben sunget ”Krist stod op af døde” (DDS 218), for de tror ikke på det er sket. Hverken påskedag eller 2. påskedag er en realitet for disse to disciple denne dag på vej til Emmaus.

De er ved deres livs korsvej. Skal de sige, at de tre år med Jesus er spildt tid, eller skal de tro på ham? Det de vælger, får konsekvenser for deres liv, og Jesus er der ikke længere til at guide dem.

Er det ikke netop os, der bliver talt om? Os, når vi mister orienteringen i livet, hvilke omstændigheder i livet, der så end førte os dertil. Os, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og føler os så fortabte, som vi må gætte os til disciplene måtte have følt.

Vi må helt derud, for at forstå det skelsættende, der sker. For, ikke med hjernen at kunne begribe, men med hjertet at gribe det store i, at Jesus finder dem, slår følge med dem og fortæller dem, at han er sand.

Vi hører, at de møder Jesus, men ikke kan kende ham. Og først da de om aftenen sidder sammen, og han bryder brødet, som han gjorde det skærtorsdag, som vi gør det hver gang der er nadver, kan de genkende ham. Først da opdager de, at han hele tiden har været hos dem – eller som vi beder det i nadverbønnen: "(...) du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom!"

Gud kom til os som Jesus, og har ikke forladt os siden. I hans liv måtte Gud begrænse sig så meget, at vi kunne genkende ham i et menneske.

Og da det menneske døde for at redde os fra selvsamme død, da kom han tilbage som den opstandne Herre.

Men vi ser ham ikke klart. End ikke hans disciple så ham klart dengang for 2000 år siden, da han gik med dem på Emmausvejen. Ej heller Maria, der ikke opdagede, at det var ham, men troede det var havemanden. Eller tvivleren Thomas, der måtte stikke sine finger ind i naglegabene før han kunne tro. Eller Saulus, der må tvinges til jorden af torden og lynild før han indså, at Jesus også gik med ham.

Vi ser ham ikke klart, men vi opdager ofte bagefter, når krisen er overstået, når valget er truffet og vejen er gået, at vi ikke bar vores kors alene – der var en, der bar med, som han lovede os, han ville gøre, mens han endnu levede her.

Disciplene ser dette, da Jesus bryder brødet, som han har gjort så mange gange. Da ser de ham, og bagefter siger de til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen (…)”. De opdagede, at de ikke havde været alene på vejen, som vi også kan opdage, at vi heller ikke er alene.

Når vi ser bagud kan vi opdage, at Kristus selv har gået med os, og det skal være vores mod til at se fremad, og turde gå den vej i møde, som skal gås.

Og selvom man tvivler på det, ikke erfarer det, eller føler sig alene, så skal det ord lyde her, som en sprække i det mørke, der kan omkranse et menneskeliv. En sprække, der kan åbne for det lys, der trænger ind i selve døden og tager dens brod. Det lys der er kommet til verden, og skinner nu for evigt for os.

Nemlig ordet om, at: Kristus er opstanden, og går lige ved siden af dig klar til at bære med, når korset bliver for tungt.

Glædelig påske til jer alle.




Dagens tekst:
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Mariæ bebudelses dag 2013

Vi kender hende godt alle sammen. Hende der måske har et lidt tvivlsomt rygte. Hende der render med lidt for mange mænd. Og hende, hvis historier om sig selv, slet ikke stemmer overens med de rygter, der går om hende.

Vi kender hende godt. Og når hun igen begynder på sine fantasifulde historier om, hvad der ”i virkeligheden” skete, så tror vi ikke på det. Jovist vi kan stå og smile, men inderst inde, så ved vi jo godt, hvad vi selv tænker om den sag.

Det er også hende, der igen er blevet gravid, og slet ikke kan forstå, hvordan det er gået for sig. Og i vores stille sind tænker vi, at den snak må hun hellere tage med ham, der har lyksaliggjort hende.

For selvfølgelig ved vi jo godt, hvordan babyer bliver til. Og ingen skal forsøge, at fortælle os, at det er gået for sig på anden måde end den, der bliver forklaret i biologitimen.

Så da Maria – Anna og Joachims datter ved siden af – kommer og er blevet gravid, så ved vi jo godt, hvad der er sket. Hun er kærester med Josef, og mon ikke han har forklaret hende, at de ikke behøver vente mere, fordi de jo er skabt for hinanden?

Ak ja, hun var ellers sådan en sød pige, men nu begynder hun at fable om, at det var en engel, der kom til hende. Og englen skulle have fortalte hende, at hun var udvalgt. Ja, jeg ved nok, hvad hun var udvalgt til….

Helt ærligt, hvordan kan hun bilde sig selv ind, at vi kan tro på det.

Rygterne svirrede – og problemet for Maria var, at hun ikke bare havde en tvivlsom sag, men også at hun levede på et tidspunkt, hvor kvinder blev stenet til døde, hvis de var sammen med en mand uden for ægteskabet.

Jo, Maria var i knibe.

For det her var forkert. Ikke bare var der rygterne, men også det, at hun kom fra Nazareth – og i den by boede der ikke andet en rakkerpak. Det var ikke ligefrem derfra, man ventede, at Guds søn skulle komme. Man regnede med, at Jerusalem eller Bethlehem ville være mere oplagte og prægtige byer til den opgave. Det var så forkert, at det var Maria fra Nazareth. Selvfølgelig skulle Guds søn fødes af en kvinde, men da ikke af hende. Det ringe pigebarn.

Jo, Maria var i knibe.

Hvad vil folk ikke tænke? Hvilke historier vil der ikke gå om hende? Hvordan vil folk ikke reagere? Selv i dag er spørgsmålene de samme.

Vi dømmer og fordømmer i en og samme ombæring, hvis vi hører noget, der er for langt ude. Og vi er så skolet til kun at støtte os til det, der kan måles, vejes og sættes på formel, at vi med det samme lukker muligheden for, at Maria rent faktisk var jomfru, da hun blev gravid.

Og jeg kan heller ikke i dag give jer det bevis, som Maria ikke selv kunne give. Jeg kan heller ikke gennem snedig retorik få jer overbevist om, at det rent faktisk skete som Lukas i dag fortæller.

Selv da jeg læste, gentog vi studerende ofte til hinanden, når talen faldt på Maria, at ”Jomfrufødsler beskæftiger videnskaben sig ikke med længere”. Som et slags forsvar overfor os selv, fordi vi kom på glatis, og ikke anede, hvad vi skulle mene om det – og derfor er det nemmere at vende det ryggen, som man vender kvinden med det dårlige rygte ryggen.

Når vi ikke ved, hvad vi skal mene, eller når vi netop ved, hvad vi ”mener om den sag”, så vender vi det ryggen.

Vi mener og mener dagen igennem. Vi har meninger om alt. Og vi har meninger om Gud. Problemet er bare, at vi gør Gud meget lille, når vi har meninger om ham. Vi gør Gud så lille, at det bliver op til os at afgøre, om han er til eller ej. Han bliver så lillebitte, at vi giver os selv mandat til at have en mening om, hvorvidt jomfrufødsler er sandsynlige. Og giver det ikke mening, så giver det Gud et dårligt rygte, og vi vender ham ryggen. Vi har gjort Gud til en hobby, vi kan gå fra og til.

Men når vi med Gud at gøre, så handler det ikke om vores meninger om ham.

Havde Maria nu haft en anden mening om englens besøg, kunne det ske, at det barn slet ikke var blevet til noget. Hun kunne have ment alt muligt, for vores meninger er som vores domme – flygtige og foranderlige.

Og fordi livet er flygtigt og meninger foranderlige, har vi også brug for en konstant. Brug for at vide, at trods rygter, domme og meninger, er der noget, der holder ved. Noget der holder os fast, og går ud over vores forstand. Noget der får os til at stoppe op, stoppe vores domme og tankemylder – og bare lytte i stilhed. Konstanten, der fortæller os, at vores meninger, domme og handlinger til trods, er der mere at sige om os end det.

Maria bebudelse, som dagen hedder, ligger 9 måneder før jul, og er også optakten til påsken, hvor vi skal høre om Jesu død og opstandelse. Livet begynder altså før døden. Og på sin vis er Maria bebudelse en meget jordnær begivenhed. Maria bliver befrugtet. Og lige så jordnært er det, når vi skal høre, at Maria føder et barn. For det er jo livets begyndelse. Vi er alle blevet båret af en kvinde og født af en kvinde.

Også Guds egen søn bliver båret og født af en kvinde. For hvad skulle Han ellers, den Gud der elsker sin skabning så meget, at han vil flette sit liv sammen med vores? Gud er ikke længere den brændende tornebusk i ørkenen eller stemmen i profetens øre. Nej, han lader himlen møde jorden, da han iklæder sig selv vores kød og blod. Han gør sig til et menneske, for at møde os mennesker. Og det er jordnært, fordi Gud vil være nær os. Han er ikke længere en transcendent Gud, der sidder isoleret på sin trone i Himlen, men bøjer sig derimod ned, for at gå blandt os, leve med os, og dø med os.

Og Maria bliver kvinden, der var helt forkert, men som blev den helt rigtige, da hun lyttede. Hun stoppede og lyttede op, da englen kom.

Hun lyttede til det, der kun kunne lyttes til – og accepterede det uacceptable; nemlig at hun risikerede sit liv og sit rygte. Risikerede folks holdninger og meninger om hende. Risikerede spot og ensom. Lyttede, og vendte ikke ryggen til.

I det møde med sit livs konstant, da skete, der noget med Maria: hun kom, som den hun var, og gik som sig selv.

Hun holdt op med at være forkert for andres øjne, for at blive sig selv i Guds øjne.

Vi bliver os selv hos Gud – vi er ikke længere kun dem, der ikke nåede det, vi skulle. Vi er ikke længere kun den, der ikke turde tage en konflikt. Vi er ikke længere kun den, der sårede en, vi elsker. Vi får skrællet de lag væk, når vi møder Gud. For Gud har mere at sige om os end de rygter, vi laver og fortæller om andre og om os selv.

Gud sætter os ind i en anden fortælling – en større fortælling. Når Gud fortæller, er det os, han taler om. Og han fortæller os, at livet er større, end vi tror. Dit liv er større, end du tror.

Gud vender simpelthen op og ned på verden, og den måde, vi bilder os ind, det hænger sammen på. Han vender op og ned på de sociale spilleregler, som vi sætter for hinanden, for at kunne møde os der, hvor vi er. Han vender op og ned på livet, for at gøre det større. Han griber ind i vores verden, for at gribe os.

Og det handler dagen om – at livet er større end vi tror. Dit liv er større end du selv tror. Og endog større end de rygter, vi udsætter hinanden for. Livet er større, også når ikke mærker det og tror det.

Gud siger til os, at han elsker dig så meget, at han lod en lille dreng føde for din skyld. Han lod siden den voksne mand, dø for dig. Han lod livet spirer, og turde gå hele vejen ind i døden med sit liv, for at redde dit. Lige meget hvad, kan intet af det, vi siger, gør eller har meninger om, rive os ud af den fortælling. For Gud har grebet ind i verden, og gjort vores liv større.




Dagens tekst:
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

3. søndag i fasten 2013

”Jeg vil svare” – dette er gudstjenestens overskrift i dag. Det stammer fra Karen Blixen, der igennem sit liv havde forskellige mottoer, som hun levede sit liv på. Dette er et af dem. ”Jeg vil svare”.

Og hvad kan vi svare på? Vi svarer på tiltale. Vi svarer på spørgsmål. Vi forsøger at give svar på de mysterier livet giver os. Vi vil svare.

Og hvad svarer vi så? Det kommer an på spørgsmålet, ville den skarpe sige. Og ja, det gør det. Men der ,hvor spørgsmålet bliver mest påtrængende, er i mødet med det onde. Hvad er svaret da?

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det er for et onde, vi møder. Når det er naturkatastrofer, så ved vi godt, at svaret ligger i jordens uforudsigelighed. At vi blot er små mennesker på en lille blå planet i et stort univers, hvor jordskælv ryster jorden, hvor tsunamier rammer kyster, hvor vulkanudbrud sætter flytrafikken på standby og hvor meteorer kan ramme. Det ved vi godt, og den slags onder, giver vi ingen levende skylden for, da det er risikoen ved livet.

Men når det onde kommer fra andre – hvad gør vi så? Når det onde kommer fra et medmenneske, hvad så? Vi hører igen og igen, når vi kommer i kirken, at vi alle er skabt i Guds billede, at vi alle er lige meget værd, og at Gud elsker sin skabning. Men det stemmer ikke altid overens med de oplevelser, som livet giver os.

Hvad svarer vi så, når vi oplever ondskab hos andre? ”Med ondt skal ondt fordrives” hører vi ofte. Det er et kendt ordsprog. Mennesker har gennem tiden erfaret, at for at bekæmpe det onde, må man nogle gange ty til ondskab selv. Så kan det blive svaret: at vi bekæmper ondt med ondt?

Dødsstraffen stammer derfra. Fra det sted, hvor vi bekæmper ondt med ondt indenfor hævnens rammer. Og hævn er måske ondskabens største bedrift. For i hævnen har ondskaben samtidig bildt os ind, at det er retfærdigt – ja måske samfundsgavnligt, at vi bekæmper ondt med ondt.

Kender vi det ikke godt selv – det med at bekæmpe ondt med ondt? Når vi er ude at køre, og en pludselig kører provokerende tæt på – gør os forskrækkede – så ligger det ofte lige under overflade, at vise dem vores midterste finger. Eller hvis vi opdager, at en har talt grimt om os, så får lyst til at tale grimt tilbage.

Ja, ok – måske det ikke lige frem er ondskab i sin reneste form, men det er blot for at vise, at vi netop ofte forsøger at bekæmpe det onde med det onde. Og spørgsmålet runger: er det hvad Gud vil med os?

Det kan for en stund holde ondskaben fra døren. Men vi kan ikke besejre det på den måde. Vi kan ikke bare fjerne det onde med ondskab, for da har vi for en stund adopteret det onde som vores redskab.

Men det ligger så besnærende nært at gøre – ikke fordi vi er onde, men fordi vi så gerne vil nå målet. Målet der for de fleste, er det gode. Og nogle gange kan målet hellige midlet. Men kun for en stund.

For vi gør som i evangeliefortællingen til i dag. Vi fejer og pryder vores hus – tror at vi har fjernet det onde. Og det fører ofte til glædesrus, når vi tror vi har fjernet ondskaben. Det ser vi verden over. 11. september 2001 var for nogle en glædesdag. Den dag Bin Laden blev likvideret var for nogle en glædesdag. Og det her er ikke for at blive politisk eller opponerer mod hverken det ene eller det andet. Det for at illustrerer den teologisk pointe, nemlig at ondskaben bliver relativ, når vi bruger den til at bekæmpe det onde med. Når vi bekæmper ondt med ondt, da adopterer vi det onde som vores redskab. Og hvem har da ret?

Jesus siger: Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
Jesus er blevet anklaget for at have uddrevet dæmoner ved Beelzebul, der er dæmonernes fyrste – altså Satan. De anklager netop Jesus for at bekæmpe ondt med ondt.

Og da svarer han, at hvorfor skulle Satan ville ønske, at bekæmpe sig selv med sig selv? Satan kan ikke bekæmpes med Satan. Det er blot brænde på det ondes bål.

Det onde er kun bange for en ting – det gode.

Med godt skal ondt bekæmpes. Det er det kristne svar når ondskaben rammer. Det er, hvad Jesus både siger og gør. Han bekæmper det onde med det gode. Han gik ind i kampen på vores vegne. Og han kæmpede. Kæmpede til døden, og da han døde gik han hele vejen ned i helvede og kæmpede videre. Til påske vil vi høre, hvordan han opstod fra de døde – og det skal være vores tegn på, at det ondes ultimative mål – nemlig destruktion, tilintetgørelse og tomhed i døden – bliver vendt om til liv. Jesus døde ikke der, hvor han skulle være blevet gjort til intet. Han stod op fra døden til livet.

Og da det onde ikke kan tilintetgøre Jesus ved at lade ham forsvinde i tomheden, da taber det onde kampen og præmien er os mennesker.

Satan og Kristus kæmpede til døden om os, og Kristus vandt.

Men virkeligheden er, at det onde endnu er i verden. Det har tabt, men har stadigvæk krampetrækninger. For der sker jo onde ting i verden. Det onde er det, der fjerner os fra os selv. Det der ætser vores relationer med hinanden. Det der fjerner vores tillid til hinanden. Det onde er det, der gør, at livet bliver fordærvet, ødelagt og tilintetgjort.

Jovist ondskab er i verden, og vores instinkter fortæller os med det samme at: med ondt skal ondt fordrives. Men med Kristus får vi en ny mulighed – en ny vej at gå – et nyt svar.

For Kristus kæmpede mod det onde, og det eneste redskab han havde i hænderne var kærlighed.

Vi kan svare med kærlighed!

Og det kan være vores øvelse at møde det onde med det gode. Og når vi falder, og det ikke lykkes os, da kan vi hvile i, at Kristus ikke kæmpede forgæves, men vandt os – og møder dig, ikke hvor du brude være eller gerne vil være, men lige der, hvor du er.




Teksten:

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

1. søndag i fasten 2013

Var det bare så nemt – det med fristelser. At man blot sagde klart nej, hvorefter engle ville komme og sørge for en, som vi hører, at det sker med Jesus. Var det bare så enkelt, så ville jeg leve af grøntsager og aldrig spise for meget chokolade. Var det bare så nemt, så ville jeg ikke zappe rundt på fjernsynet en hel aften uden at finde noget, og i stedet for ville jeg løbetræne. Var det bare så let, så ville jeg aldrig bruge for mange penge på mig selv og give alle mine ejendele til fattige.

Var det bare så enkelt at sige nej.

Men det er bare ikke så enkelt. Vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, vi ikke sætter os for. Vi gør ofte det modsatte af, hvad vi gerne vil. Vi når ikke vores mål. Og det er vanvittigt utilfredsstillende. Faktisk er det blot brænde til bålet, der brænder for vores selvlede.

Vi vil jo helst sætte os mål og nå dem. Vi vil gerne overraskes over vores egne ressourcer og kræfter. Og ikke mindst modstå fristelsen, så det ikke er den, der styrer os, men derimod os der fravælger den.

Var det bare så nemt at sige nej.

Men det er hverken enkelt eller nemt, og her taler vi blot om chokoladespisning og fjernsynskiggeri. Det er fristelser i den lille kategori.

Hvad med de fristelser, hvor man bliver kastet ind i grim samtale om kollegaen, der lige er gået ud af døren. Hvad med den, hvor man lyver for at slippe ud af en telefonsamtale?

Eller hvad med den kategori, hvor vi pludselig ser på andre, og tænker ved os selv: ”jeg er lige lidt bedre end dig” eller ”du skal ikke tro, du er noget”. Hvad med den kategori?

Men vi bliver hele tiden fristet til at gøre alt det, som vi faktisk ikke vil. Gøre alt det, der nedbryder livet frem for at opbygge det.

Fristeren hvisker til os hele tiden. Hvisker det i vores øre, der ødelægger vores relationer med hinanden – gør at nogle føler sig højt hævet over andre, hvor andre mister troen på dem selv. I kender måske det, der bliver sagt. Der bliver hvisket ting som:

Du skal da tabe dig før nogen kan elske dig.

Du skal da yde mere for at blive anerkendt.

Der er ingen, der kan lide dig, hvis du ikke forandrer dig.

Du er et dårligt menneske, hvis du spørger om hjælp.

Du er selv ude om, at andre ikke kan lide dig.

Det er din egen fejl, at du bliver drillet.

Osv.

Hele tiden runger sådanne udsagn for manges ører. Udsagn, der langsomt men sikkert ætser det væk i os, der giver os troen på os selv. Ætser det væk os i der giver os troen på, at vi alle er skabt med ligeværd.

Var det bare let at sige nej.

Men det er jo netop ikke let. Det er jo netop derfor fristelserne bliver til fristelser for os. Der bliver fristet med blændværk, glitter, magt eller med den opfattelse, at du ikke er noget værd, som du er.

Og vi lytter.

Så da Gud vælger at lade sig føde som et menneske, må fristeren selvfølgelig også hviske ind i hans øre. Hviske for at høre ham, om der da ikke er en sætning, der kan få ham til at falde og miste troen på sig selv. Få ham til at vakle – bare længe nok til at der kan blive skubbet til ham, så hele projektet kan blive spoleret.

Og fristeren frister.

Først spørger han Jesus, der har været ude i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden så meget som en krumme at tygge på, om Jesus ikke kan forvandle et par sten til brød. Og ikke bare frister han Jesus med maden, der kunne stå lige foran ham, hvis han ville; men spørgsmålet runger med i baggrunden: hvem er du, hvis du ikke kan forvandle de sten til brød? Er du da ikke længere Guds egen søn?

Der bliver krævet et bevis på, at han er Guds egen søn, som vi også så tit vender blikket mod himlen og kræver et bevis fra Gud selv. Kræver, at han viser, at han er til i vores liv.

Vi frister også Gud, når vi råber mod himlen, at han skal bevise for os, at han virkelig er til. Vi kræver det af Gud, vi ikke kan kræve, nemlig at han skal trylle for os.

Og svaret på vores krav får vi senere i Jesu liv, da han møder en mand med lammelser, og tilgiver hans synder. Folk omkring bliver forargede, fordi de tror han spotter Gud. De tror simpelthen ikke på, at han har magt til at tilgive synder.

Da svarer Jesus:

»Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? (Mk, 2, 8b-9)

Er det lettest at trylle eller at tilgive synder? Vi bliver mest imponeret over manden, der kan gå, men det er tilgivelsen, der bør imponere os. Det er hjertet, der skal se.

Anden gang fristeren frister, stille han Jesus på en tinde, og beder ham styrte sig mod afgrunden, fordi englene vil komme og gribe ham. For ondt bør da ikke ramme Guds egen søn?

Men ondt rammer Jesus. Det ved vi. Vi ved, at han 3 år senere i sit liv, står afklædt, ydmyget og hånet af de selv samme mennesker, der ugen forinden havde hyldet ham med palmegrene, da han red ind i Jerusalem på et æsel. Ondt rammer ham, og han dør som et menneske i en situation, der ville nedbryde os, stod vi i det samme. Han bliver henrettet af de mennesker, han levede for at møde og elske. Og som han elskede selv på korset. Det er kærlighedens paradoks – det er Guds paradoks. At selv der, hvor bitterheden og hævnen bliver fristelsen, fastholder han sin kærlighed til os. Kærligheden bliver ikke klog af skade. Den tager ikke ved lære, men insisterer. Insisterer på, at dens magt, ikke er en magt, der fratager andre deres, men tværtimod er en magt, der sætter os fri.

Så da Jesus står overfor fristeren, der beder ham kaste sig ned fra den højeste tinde, og lade sig gribe af engle – eller sagt med andre ord, da fristeren frister Jesus til at undgå at leve et menneskeliv, som det nu engang er på godt og ondt, da svarer han nej, og dermed ja til at leve som os. Helt hernede i moradset, hvor livet går op og ned – der vil Gud leve med os.

Tredje gang fristeren spørger Jesus, viser han Jesus hele verden, og siger, at alt kan blive hans, hvis blot han vil tilbede ham en enkelt gang. Et hurtigt lille buk, og alt er dit.

Og her kommer vi nok til det sværeste at sige nej til. For det er nemmere at sige nej til brød til ens egen mave, eller sige nej til at man skal undgå en situation. Det oplever selv vi mennesker at kunne sige nej til. Har vi ikke set eksempler fra verdenshistorien, hvor sultne forældre har givet deres børn den sidste mundfuld mad? Under 2. verdenskrig tog en jødisk læge til Auschwitz sammen med men togvogn fyldt men børn, for at støtte dem og trøste dem velvidende at det ville føre til hans egen død. En situation han fik tilbudt at undgå. Så sat på spidsen kan vi godt sætte os selv forrest i skudlinjen, hvis vi redder eller hjælper andre ved det.

Men her står vi ved den største fristelse – nemlig at bruge kærligheden som pressions middel. Jesus får tilbudt verden. Den verden han er kommet for at møde. De af jer, der har set Ringenes Herre kan huske de situationer, hvor de gode bilder sig selv ind, at de kan bruge den onde ring til at gøre godt med. At de med den onde ring kan få magt til at indhylle verden i kærlighed. På samme måde tilbydes Jesus nu hele verden. Den kan blive din, hvis du blot tilbeder mig, så vil du bagefter kunne gøre det, du er kommet for.

Den største fristelse er nok den, hvor vi tror, vi bruger kærligheden til at tvinge andre.

Men Gud er ikke kommet for at tvinge os til sin kærlighed. Hvilken kærlighed har brug for tvang? Det eneste og dog det største kærligheden kan, er at insisterer på elske selv der, hvor der intet mere er at elske.

Da Jesus den sidste dag hang på korset, siger han til Gud: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.

Han beder om at vi skal tilgives, og her er kærligheden vel nok størst. Kærligheden vil altid mødes der, hvor den mangler og hvor der er brug for den. Der er brug for kærligheden, hvor der er mangel på den.

Men kærlighed skal ikke sætte sig igennem ved at tvinge os til Gud, for da bliver den ikke til andet end tilbedelse i frygt. Gud kunne med torden og lynild, men straf og trusler sagtens tvinge os til ham. Men hvorfor gør han ikke det? Fordi han ikke vil have undersåtter, men derimod vores hjerter. Og hjertet tvinger man ikke – det elsker man.

Jesus står i dagens fortælling ved begyndelsen af sit virke. Han er lige blevet døbt. Gud har lige proklameret: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!.” (Matthæus evangeliet kapitel 3, vers 17). Og her hører vi om, at Jesus bliver fristet. Og han siger nej. Siger nej på vegne af os, når vi ikke magter det. Siger nej på vegne af os, når vi falder igennem. Siger nej på vegne af os, når presset bliver for stort. Siger nej på vegne af os, når vi lytter til fristeren. Siger nej, fordi det slet ikke er nemt at sige.

Og i det nej, siger han ultimativt ja til livet, til kærligheden, og så siger han ja til os. Til dig og mig.

Gud siger ja til os, og elsker os. Gud elsker dig hele vejen ind i fristelsen, hele vejen tilbage til ham. Så enkelt er livet med Gud – du er elsket i det liv, der er dit. Ligegyldigt hvordan det så bliver.

Dagens tekst:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt 4,1-11

Septuagesima 2013

Magrittes malede dette billede, hvorpå der står: ”Dette er ikke en pibe”.

Og nej, det er jo netop ikke en pibe – en virkelig pibe. Men det er jo netop en pibe – bare et billede af en.

Vi kan sagtens skelne mellem det malede billede og virkeligheden. Et billede forholder til sig virkeligheden, og siger noget sandt. Men der er jo mere at sige om en pibe end dette billede viser. Det afdækker blot en del af virkeligheden.

Det forstår vi. Men når det kommer til Jesu lignelser, så kan vi nogle gange have mere vanskeligt ved at forstå, hvad der bliver sagt. For hvad er virkeligt, og hvad er blot et billede?

Lignelsen til i dag handler om Himmeriget, og om at Himmeriget ligner en vingårdsejer. Vi får et billede på, hvad Himmeriget er.

Vi hører om vingårdsejeren, der ansætter daglejere dagen igennem, og som, da dagen er ved sin slutning, betaler dem alle den samme løn. De, der kun har arbejdet få timer i den bagende sol, får lige så meget i løn, som dem, der har arbejdet hele dagen.

Nu sidder vi her i kirken med mange års afstand til fortællingen. Vi ved, at vi er i en kirke, og I ved, at jeg med stor sandsynlighed vil bringe kærlighed på banen i dag. Det er ganske få søndage, hvor ordet kærlighed ikke bliver nævnt. Men det kan også blive en blokering. En blokering, hvor vi ikke længere høre, hvad der bliver sagt, og hvor fortællingerne ikke længere er en del af vores virkelighed. Kærligheden bliver en automatisk konsekvens, måske fordi vi har hørt fortællingerne så mange gange?

Vi protesterer ikke længere over det, der så åbenlyst er forkert. Vi lader os ikke provokerer, måske fordi vi ved, at det altid ender i kærlighed.

Men vi skal lade os provokere!!

I mødet med Gud, skal vi lade os provokere – turde komme derind, hvor vi indrømmer overfor os selv, at vi ikke forstår Gud. At selv hans kærlighed kan forekomme ødsel.

Og netop Guds kærlighed forstår vi ikke. Vi kan såmænd lide begrebet, for det kan de fleste, men vi forstår ikke dens omfang. Det er ikke fordi vi er særlig dumme, uvidende eller stædige. Nej, det er vi ikke. Og de fleste af os vil opleve kærligheden i vores liv, når vi forelsker os, elsker en nær ven, ens forældre eller ens børn. Kærligheden oplever vi, men den har også sine grænser.

For med jordisk kærlighed er det sådan, at vi ikke kan forvente, at andre elsker os. Vi kan ikke forvente at den vi elsker, elsker os igen. Vi kan ikke forvente, at vores familie elsker os for dem, vi er. Det er barske ord, og det gør ondt at tænke på, hvis man sidder i den situation. For vi er så afhængige af kærligheden – af at elske og blive elsket. Og den er samtidig også flygtig i vores liv. Den kan forsvinde, den kan styrkes og den kan falme. Kærligheden kan sågar slides op.

Vores kærlighed har grænser. Fordi vi har grænser. Fordi vi faktisk ikke kan alt.

Det er meget upopulært og umoderne at sige i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at vi kan alting. At vi kan nå alle mål bare vi sætter os for dem.

Men selv den trend er ved at vende. Efter en tid, hvor himlen kunne nås bare man stod på tæer, vil der nu komme erkendelse af, at livet også har skyggesider – og at vi har skyggesider. At ikke alt er muligt, at vi nogle gange er dem, der står klar til at blive hyret, og bliver forbigået.

Sidder I nu og tænker, at det jeg siger, er forfærdeligt eller at det ikke hører hjemme i dag? Sidder I og har lyst til at protesterer, så har I fat noget rigtigt. For det giver også mig lyst til at protesterer. Jeg kommer ikke i kirke for at få fortalt at kærligheden har grænser. Jeg kommer ikke i kirken for at en præst skal fortælle mig, hvad jeg kan eller ikke kan. Jeg har ikke lyst til prædikener, der fjerner mig fra netop kærligheden, fra livslyset, fra modet og fra håbet.

Protesten ulmer i mig, og hvis man ikke får lyst til at lukke ørerne i, så har man i al fald lyst til at fortælle vidt og bredt om den forfærdelige oplevelse, man havde.

GODT, siger jeg. GODT. Vi skal have lyst til at protesterer i mod det, vi ikke finder rimeligt. Mod det, der anfægter vores syn på verden.

GODT. For protesten er også vidnesbyrdet om det menneske, der ikke vil lade stå til. Protestens magt i verden er stor. Det har omstyrtet diktatorer, den har oprejst mennesker og den har skabt samfund, man kan leve i. Vi har set protesten i Mellemøsten, og vi får den forhåbentligt at se i Indien. Ja, nogle gange håber vi på protesten, fordi den flytter os. Fjerner os fra en situation, vi ikke længere kan være i. Og den åbner nye horisonter for os. Protesten tilhører det menneske, der endnu håber på en morgendag, der kan blive bedre end denne.

Og når vi siger, at den jordiske kærlighed har grænser, så er det ganske vist sandt, men vi protesterer, fordi vi har brug for at høre noget mere. Vi har brug for at høre, at morgendagen rummer muligheder.

Lignelsen handler om det mere. Det vi kan bygge vores liv på.

Nemlig en kærlighed, der ikke slipper op, slides op eller falmer. En kærlighed, der stædigt, insisterende og nogle gange på trods flyder mod os med sit eneste budskab om, at også du er elsket af Gud. Gud ødsler med sin kærlighed. Ødsler med den, så det slet ikke giver mening for os.

Lignelsen i dag handler om himmeriget. Det er et billede på, hvordan Guds rige er. Og man kan ikke sætte en jordisk dagsorden på den. Men det er den jordiske dagsorden – vores tanker om, at man selvfølgelig ikke giver den samme løn til alle uagtet, hvor meget de har lavet – der skal være provokationen. Det, der sætter protesten i gang i os, så vi får brug for at høre noget andet.

Spørgsmålet må da være: hvem er DU i denne lignelse? Er du den, der står og venter, og ikke bliver valgt. Eller er du den, der bliver valgt som en af de første?

For lignelsen fortæller os om vores liv med Gud. Nogle har længe været arbejdere for Gud, og andre er først lige blevet set. Nogle har i årevis været kristne, udøvet næstekærlighed, stædigt holdt fast ved troen også i modvind, knoklet. Og hvad har man arbejdet for at opnå? De stakket deres anstændighed, korrekthed og lydighed i lader. Og selvom budskabet lyder, at det ikke handler om vores gerninger, så kan være rart at tænke på, at man har lidt på lager, hvis nu Gud skulle have glemt det. Er de mon så sikre på deres egen plads i Himmeriget, at det nu kun er de andres plads, de tvivler på?

Eller er man den, der føler sig fortabt og glemt af Gud, og som oplever det fantastiske i at blive set. At få en kærlighed – altså lønnen for dagens arbejde – uden at have ydet ret meget?

De første arbejdere kan sagtens unde de sidste deres del, så længe de selv får mere. Men her får vi Gud galt i halsen. For det handler ikke om hvor meget eller hvor lidt man få. Vi kan ikke dele Guds kærlighed op i bidder og så give den efter fortjeneste.

Den bliver tildelt alle uanset ydelse. Gud er ødsel med sin kærlighed – og så ødsel at havde han en forretning her på jorden, ville han gå konkurs. Vi må derfor aldrig tvivle på andres plads i Himmeriget, for da har vi allerede stillet os selv forrest i køen, og gradbøjet kærligheden.

Guds kærlighed er mægtig. Den gør at vores jordiske kærlighed, trods sine begrænsninger, kan vedblive at gælde. At kærligheden naivt fortsætter, hvor den før har brændt sig.

For med kærligheden er det sådan, at vi ikke skal blive kloge af skade. Der skal vi tværtimod blive overrumplet af overraskelse over, at også jeg blev valgt, selvom jeg stod så længe og ingen så mig.

Om 70 dage er det påske. Vi går ind i fastetiden. Det er en tid med bibeltekster, der handler om fristelse, og om kampen mellem det gode og det onde. Med os ind i den tid, indtil påske, hvor Jesus endeligt vinder kampen mod det, der ødelægger livet, skal vi huske, at vi alle er valgt af Gud – det er styrken, når vi går i mørket, om det så er gennem kirkeåret eller gennem livet. At når Gud fortæller en historie, er det mit liv, han taler om (Parafrase over Sløks teologi).



Kirkebønnen



Teksten:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

1. søndag efter helligtrekonger 2013

Da jeg var barn, fandtes der noget, man kaldte for trodsalderen. Når barnet er ca. 3 år gammel vil det begynde at sige forældrene i mod. Hvis man giver dem, de forkerte bukser på, kan ens barn finde på at stikke i et hyl af den anden verden.

Det er den alder, hvor barnet trodser det, der hidtil er sket. Men man har imidlertid besluttet at afskaffe trodsalderen. Ikke fordi det ikke findes, men fordi det nu hedder noget andet; nemlig selvstændighedsalderen.

Den alder, hvor barnets ”jeg” skal udvikles i forhold til resten af verden.

Det er ifølge psykologien er det en naturlig del af et menneskeliv, at vi går gennem en selvstændighedsalder, der gør at vi finder ud af, hvem vi selv er.

Spørgsmålet er hvornår den selvstændighedsalder holder op igen? Og holder den nogensinde op? Ifølge psykologerne gør den, men ser man på det fra et filosofisk, religiøst eller idehistorisk perspektiv, vil jeg tro, at mange vil komme til den konklusion, at vi resten af vores liv er i et stadie af selvstændiggørelse.

I et stadie hvor vi mere eller mindre forsøger, at gøre os uafhængige af andres hjælp, andres indblanding, at hvile i os selv, at kende os selv og at få det liv, vi drømmer om.

VI forsøger at blive selvstændige på utrolige mange måder og planer. Det er for en stor dels vedkommende godt og fornuftigt, da det netop er en af de evne, mennesket har, der adskiller os fra dyrene, og som har sikret fremskridt i historiens løb; som har fået eventyrer til at rejse i månedsvis rundt om jorden, som har fået nationer til at rejse sig mod uretfærdighed, og som har gjort, at vi i dag har demokrati.

Men selvstændigheden giver kun mening, hvis den er fulgt af respekt for hinandens ønsker og drømme samt et syn på fællesskabet, hvor man ikke tilsidesætter andres selvstændighed for blot at opnå sin egen. Man må med andre ord ikke være egoistisk på sådan måde, at man glemmer, at vi er sat i et fællesskab.

For selvstædigheden har den fare, at den kan blive selvcentrerende og verdensfjern, hvis den ikke hele tiden afbalanceres med afhængighed. Faren er, at selvstædighed netop bliver til ren og skær trods. Men vi må ikke glemme, at vi også er afhængige.

Afhængige af andre, for ingen kan leve et liv helt alene og isoleret.

Et godt billede på det, finder vi, når der bliver spillet fodbold i skolegården. De fleste vil gerne være en god angriber, og mange vil i begyndelsen af deres fodboldkarrierer forsøge at drible hele vejen alene, for blot at opdage, at det sjældent går godt. Den gode spiller ved, at man også skal spille til andre.

Ingen kan spille fodbold alene – der er brug for et hold. Og vi kan helle ikke leve alene, men har brug for andre mennesker omkring os. Vi har brug for Gud omkring os.

Sammen med ”selvstædigheds æraen”, som vi er i, er der også kommen en selvstændighed i forhold til Gud. Nu er religionskritik altid sundt, og skal støttes, da det udvikler vores tanker, og gør at vi ikke ukritiske tager menneskeskabte påfund til os. Men desværre er der sket den store misforståelse, at tro er noget, man som individ selv bestemmer over – at man selv vælger, hvad man vil tro.

Det reducerer troen til blot at være en vare på en hylde i et slags åndeligt supermarked, hvor man frit kan vælge, hvad man synes om den dag. Man sammensætter så de ideer, man synes om til sit helt eget trossystem. Nogle putter en masse i kurven, mens andre går rundt med tomme kurve og mener, at troen er for de fattige i sjælen.

Men måske er troen netop ikke afhængig DINE valg, eller hvad DU vælger eller ikke vælger at putte ned i kurven, men derimod afhængig af noget uden for os selv. Kunne det tænkes, at vi skal se på troen på en anden måde?

Tro kan kun være meningsdannende i vores liv, hvis den forholder sig til noget uden for os, nemlig Gud.

Tro kan man, uagtet hvem man er. Den afhænger ikke af, hvad man kan eller ikke kan, eller hvor trodsig, man end er. Troen er ikke noget, vi kan beslutte for os, men noget der kommer. Og det bliver tydeligt i dåben. I dåben lover Gud os, at vi aldrig skal vandre alene. Hverken i livet, i døden eller i opstandelsen er vi alene. Han lover at være med os på den vej, vi går. Hvor vi end går hen, hvordan vi kommer frem, og hvor meget vi end farer vild, så går vi aldrig alene. Trods vores selvstændighed, trods vores trods mod Gud, og vores tomme indkøbskurve, så er Gud med os. Gud tror på os, men det er op til os at stole på det.

I Hebræerbrevet i Ny Testamente, står der om troen at:
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb. 11.1)

Tro skal ikke bevises, men er vores reaktion, vores følelse, vores tillid til, at Guds løfte i dåben gælder.

Der er smukt, at det netop er i dåben – til det lille barn – at dette løfte gives. For løftet gives netop til barnet. Troen er nemlig ikke forbeholdt de særligt hellige, eller særligt belæste. Troen bliver heller ikke mere hellig af, at man bliver ældre. Nej, troen for alle mennesker. Gud kræver altså ikke en særlig livserfaring af dig for at du kan få lov at tro.

Erfaringen af Gud er troen! Så simpelt er det.

Det hører vi om i fortællingen til i dag. Og vi har en 12-årig dreng, der viser os vejen – nemlig Jesus. Han er selvstændigt løbet fra sine forældre, og de har bekymret ledt efter ham. Men han har i al den tid, de har ledt, blot være i templet, hvor han har talt med lærerne, lyttet til dem, stillet dem spørgsmål og svarede. Og alle blev slået af hans indsigt. Han er blot en dreng, men er allerede en udgave af den mand, han vil blive. Hans visdom og hans indsigt slår folk.

Han viser en selvstændighed, der er banebrydende for sin tid – han overtræder alle datidens regler, og går ind et sted, hvor børn ikke hørte hjemme uden deres forældre. Han går ind, åbner munden, hvor andre måske ville mene, at god opdragelse ville være at tie. Og der taler han, så folk bliver stumme, mens deres hjerter bliver åbne og tager imod hans ord.

Troen er ikke for voksne, men er for mennesker. Og det viser fortællingen i dag. At tro ikke er noget, vi kan beslutte over, eller noget vi kan bestemme over, men er vores reaktion på mødet med det, der er større end os – nemlig Gud selv.

Og hvad vores selvstændighed angår, må den ikke føre os væk fra Gud i trods, eller foranledige os til at tro, at vi kan klare livet selv. For det kan vi ikke. Jesus måtte også som 12-årig gå hjem med sine forældre efter at have været i templet, ligesom han senere samlede 12 disciple omkring sig. Ikke engang Guds egen søn kunne leve sit menneskeliv udenfor fællesskabet – ej heller os. Vores selvstændighed skal føre os ind i fællesskabet, og der gøre os afhængige af hinanden, så vi sammen arbejde for fælles gode vilkår. Og der skal vi turde sprænge uretfærdigheden grænser, som Jesus også gjorde det – selv da han kun var 12 år gammel.

Vi er aldrig, har aldrig og vil aldrig være alene – Gud går med dig.

”At tro er at komme 

til det, der er større, 

end vi kan forstå: 

Guds rige, som Kristus 

har åbnet i dagen 

for os, som er små. ” 

(DDS 582, 1)

Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Luk 2,41-52